Skizotypisk sindslidelse: Når excentricitet begynder at ligne skizofreni

Skizotypisk sindslidelse

(Når excentricitet begynder at ligne skizofreni)

Ved skizotypisk sindslidelse (i amerikanske kilder benævnt skizotypisk personlighedsforstyrrelse) forstås en forstyrrelse, præget:

→ Excentrisk eller aparte adfærd eller udseende.

→ Ejendommelig tankegang og følelsesliv (som ligner skizofrene symptomer).

→ Upassende følelsesudtryk.

→ Indsnævrede eller inadækvate følelser.

→ Følelseskulde.

→ Magisk tænkning og særpræget tænkemåde.

→ Obsessive ruminationer uden indre modstand.

→ Ruminationer ofte med dysmorfisk, seksuelt eller aggressivt indhold).

→ Ulystbetoning (anhedoni).

→ Vrangagtige eller bizarre idéer (men ikke egentlige vrangforestillinger).

→ Mistydning, mistroiskhed eller paranoide idéer med selvhenføring.

→ Usædvanlige sanseoplevelser, somatosensoriske illusioner eller uvirkelighedsfølelse.

→ Vag, omstændelig, metaforisk, kunstig eller stereotyp tankegang og tale. 

→ Social isolation og kontaktfattigdom.

→ Akut ubehag i nære forhold.

→ Mangel på nærtstående udover nære slægtninge.

→ Social angst, der ikke mindskes med bekendtskab og præget af paranoia.

→ Under stress ses eventuelt forbigående små psykoselignende episoder.

→ Intense illusioner, hallucinationer (auditive eller andre).

→ Psykotiske illusioner og idéer, der tit optræder uden ydre provokation.

Diagnosen kræver, at der aldrig har været diagnosticerbar skizofreni. Mange blander skizotypi sammen med egentlig skizofreni eller skizoid personlighedsstruktur. Personen søger tit hjælp på grund af angst eller depression. [WHO (1994/2018): F21, s. 71-72; APA (2013): Sec. 2, 301.22, pp. 655-657]

Bemærk, at skizotypi udover ovennævnte også kan ligne paranoid personlighedsstruktur meget. Forskellen er ofte, at den skizotypiske har mindre tendens til paranoia.

Folk der lider af skizotypi er ofte meget excentriske, men virker ikke nødvendigvis "psykisk syge" eller svære at være sammen med. Man kan være meget velfungerende til trods for at lide af problemerne.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Skopofobi: Når vi føler ubehag ved stirren

Skopofobi

(Når vi føler ubehag ved stirren)

Ved skopofobi (eller skoptofobi, scopophobia) forstås en enkelfobi, der er præget af:

→ Frygt for at blive betragtet eller stirret på.

→ Især frygt for længerevarende stirren.

→ Ubehag ved øjenkontakt med fremmede, bekendte eller endda venner.

→ Aktiv undgåelse af øjenkontakt.

→ Følelsen af at blive kritisk gransket eller undersøgt ved stirren.

→ Følelsen af at blive konstant begloet i offentligheden.

→ Følelsen af at være truet, når folk kigger på én.

→ Undgåelse af situationer, hvor man kan komme i spotlyset.

→ Frygt for gruppesituationer.

→ Frygt for korte transaktioner såsom betaling ved indkøb.

→ Frygt for tilfældig øjenkontakt med fremmede på gaden.

→ Hypervigilans (stærk agtpågivenhed).

→ Lyst til at flygte fra situationer.

→ Planlægning af daglige aktiviteter for at undgå ubehag.

→ Modstand mod at gå ud alene.

→ Modstand mod at lukke folk ind i hjemmet, som personen ikke kender godt.

→ Symptomer, der har været mere end et halvt år.

Ubehagelige symptomer ved konfrontation med stirren inkluderer:

→ Rødmen.

→ Tørhed i munden.

→ Forvirring.

→ Koncentrationsbesvær.

→ Muskelspændinger.

→ Kvalme.

→ Panikanfald.

→ Hjertebanken.

→ Rysten.

→ Hurtig vejrtrækning.

→ Sveden.

Skopofobi indgår også ofte som en bestanddel af socialfobi og ses i varierende alvorsgrad.

Årsagen er uklar, men arvelighed og oplevelse af ængstelig adfærd kan bidrage til at udvikle fobien; desuden kan traumatiske oplevelser (særligt mobning eller latterliggørelse) føre til en forhøjet risiko for udvikling af den.

Mange unge voksne har en periode, hvor de er meget bevidste om sig selv - hvilket kan inkludere frygten for at blive kigget på; denne fase går normalt over.

Skopofobi hænger tit sammen med sceneskræk eller frygt for at tale offentligt. Behandlingen inkluderer ofte kognitiv adfærdsterapi med eksponering som hovedelement. [Kilde: Verywellmind]

Skopofobi indikerer ret sikkert, at personen lider af angst og ikke bare er lidt nervøst anlagt. Der er næsten altid prægning af lavt selvværd. Problemet er nært beslægtet med for eksempel enoklofobi (frygt for menneskemængder) eller hafefobi (frygt for berøring). Alle tre (skopo-, enoklo- og hafefobi) ses ofte i angstlidelser såsom agorafobi eller førnævnte socialfobi. Den er også tit et symptom ved evasiv/ængstelig personlighedsstruktur. I forbindelse med neurodivergente lidelser på autisme-spektrummet, deriblandt Aspergers, ses også problemer med øjenkontakt.

Behandling af skopofobi

Det er muligt at behandle isoleret skopofobi ret direkte. Nedenfor er et par eksempler på AI-genererede billeder fra en hjemmeside, som vækker ubehag hos mennesker med skopofobi. Jeg bruger disse i intensiveret eksponeringsterapi med mennesker, der lider af kraftig skopofobi. Typisk læser sådanne klienter ubehagelige intentioner ind i billeder med neutrale ansigtsudtryk. Undervejs tilkendegiver klienten ubehagsniveauet ved hver enkelt. Der viser sig altid noget spændende undervejs...

Eksempel 1

Eksempel 2

Eksempel 3

Eksempel 4

Eksempel 5

Bemærk, at ingen af ovenstående ansigter er aggressive eller nedladende. Men de kan opfattes sådan, hvis man opfatter dem med et særligt mindset. Denne slags eksponeringsterapi er ekstremt effektiv, fordi den hjælper angstniveauet med at falde og får skabt distance til ubehaget. Læs eventuelt mere om psykoterapi her på min blog.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Skyld og skyldbetonede lidelser: Når vi hjemsøges af samvittigheden

Skyld og skyldbetonede lidelser

(Når vi hjemsøges af samvittigheden)

Ved skyld forstås psykodynamisk set en tilstand, præget af:

→ Kognitiv og emotionel ubehag, som opstår, når vi afviger fra vores idealer eller normer.

→ Tilstanden produceres af samvittigheden, som et produkt af dialogisk tænkning.

→ Tilstanden skyldes en "straffende" instans, som selv skyldes overtrædelser af moralske idealer.

→ Tilstanden hænger sammen med overskridelse af internaliserede værdier.

→ Tilstanden er essentielt en kognitiv og mental ubalance, en disharmoni i den indre dialog.

→ Tilstanden følger samvittigheden og er afhængig af dens strenghed eller lempelighed.

Ved skyldbetonede lidelser forstås her en reaktiv angstform, der kan opdeles i forskellige typer. Her udmønter det sig i tre slags, som jeg gennemgår nedenfor:

(1) Ved reel skyld forstås en forstyrrelse, præget af:

→ En virkelig, retmæssig, forståelig og begribelig skyld, som peger mod en faktisk overtrædelse.

→ Aktiveres især, når man krænker eller skader andre, eller går mod deres interesser.

→ Skyldes en veludviklet og velfungerende samvittighed.

→ Hænger sammen med normer og værdier, som de fleste anerkender og forstår.

→ Eksempler: Ubehag ifm. bedrag, svigt, forsømmelse, misbrug, udnyttelse, sårende adfærd.

→ Kan sones ved at gøre skaden god igen, kompensere, undskylde, søge tilgivelse.

→ Kan sones både reelt/virkeligt og symbolsk (hvis den anden part ikke vil/kan tilgive).

(2) Ved neurotisk skyld forstås en forstyrrelse, præget af:

→ En neurotisk, selvbebrejdende, selvfordømmende og urimelig form for skyld. 

→ Skyldes det, at samvittigheden er for stærk, følsom, overaktiv, streng, straffelysten.

→ Aktiveres af indbildte eller små forsyndelser, som personen reagerer voldsomt på.

→ Skyldes internaliserede strenge værdier, urealistiske normer og idealer eller tabuer.

→ Skylden er her "sygelig", fordi den opstår ifm. ekstremt strenge og afvigende krav.

→ Forårsager tit et negativt selvbillede og lavt selvværd, eventuelt masochisme.

→ Kan give anledning til depression og angst.

→ Hænger sammen med følelsen af at fortjene straf eller ubevidst aggression.

→ Kan sones ved at bearbejde følelsen af at være et dårligt menneske.

 (3) Ved eksistentiel skyld forstås en dybere problematik, præget af:

→ En dyb, gennemtrængende, nagende og intenst ubehagelig dysforisk form for skyld.

→ Aktiveres, når vi ikke lever op til vores potentiale, eller ikke lever vores ønskede liv.

→ Skyldes det, at vi ikke er autentiske, ikke er som vi gerne vil være, ikke følger vores intuition.

→ Udløses, når vi forsynder os mod os selv, vores identitet eller karakter.

→ Skyldes også det, at vi svigter vores personlige principper og værdier.

→ Tilstanden opstår som ansvarets mørke skygge og hænger sammen med vores frihed og vores valg.

→ Essentielt en positiv og konstruktiv kraft, der som et kompas, peger tilbage mod os selv.

→ Tilstanden viser vores inderste og peger mod vigtigheden af personlig udfoldelse og individualitet. 

→ Kan sones ved at være sig selv og opføre sig som man faktisk ønsker.

[Cullberg (1999): Kap. 4, s. 53-59; Yalom (1980): Del 2, Kap. 6, s. 292]

Den første slags skyld, den "reelle" skyld, er normalt uproblematisk. Den fungerer som den skal. Den tredje slags skyld, den "eksistentielle" skyld, er en katalysator, som motiverer forandring og en mere ægte levemåde. Der er tale om en eksistentiel problematik. Derfor er den også velfungerende nok. (Men der skal ofte gøres noget ved den.)

Ud af disse tre former for skyld er det især den anden slags, den "neurotiske" skyld, som er genstand for psykoterapiens opmærksomhed. Denne meget udbredte form for skyld kan dukke op i os alle og præger mange mennesker på ekstremt destruktiv vis. Nogle mennesker kæmper dybt med en følelse af at være et ondt og skyldigt menneske, som ikke fortjener at have det godt.

Neurotisk skyld indgår som et (tit maskeret) delsymptom i adskillige lidelser og problemer: især hos mennesker, der har tendens til angst, for eksempel socialfobi, generaliseret angst, evasiv/ængstelig personlighedsstruktur eller dependent personlighedsstruktur. I angstlidelser er den neurotiske skyld ofte "skjult" i bekymringer og frygt for at fornærme. Den ses også som ruminationer eller tankemylder over begivenheder der måske har kunnet fornærme andre ("jeg håber ikke, at x tog min tidlige afgang ilde op"). Jeg kalder skylden "skjult", fordi den ligger "bagved" mange af bekymringerne som et fænomen, vi prøver at undgå.

Iøvrigt ses skyld af den neurotiske slags endnu oftere hos mennesker, der lider af depression og depressive afarter, deriblandt dysthymi, cyklothymi eller neurasteni. Her er forbindelsen mindre skjult, idet den deprimerede person ofte bliver enormt selvkritisk og selvforagtende. Her føler personen sig ofte skyldig i kraft af sin blotte tilstand som nedtrykt person, måske også målt imod den skuffede familie eller vennekreds.

Skyld indgår som fænomen ved tvangspræget personlighedsstruktur og indgår i den karakteristiske ubeslutsomhed. Her er den igen lidt mere skjult, idet overvejelserne og overtænkningen ofte er tvangstanker, der virker perfektionistiske. (Perfektionisme rummer ofte frygt for neurotisk skyld.) Også visse former for neurodivergens, deriblandt AD(H)D, kan rumme samme form for ubeslutsomhed.

Skyld ses især meget prominent ved masochistisk karakterdannelse, ved forlænget sorg, men også generelt ofte hos folk med lavt selvværd (som ofte indgår i angst- og depressive lidelser) og tendens til hypermentalisering.

Neurotisk skyld opstår også hos mennesker, der lider af stress, udbrændthed, PTSD (og øvrige traumereaktioner). Desuden ses neurotisk skyld tit hos mennesker, der har været udsat for intens manipulation eller decideret psykisk vold. Neurotisk skyld kan ses som ruminationer og selvkritiske tanker, som drøner derudad, fortsættende en tidligere krænkende persons typiske bebrejdelser. Det kan for eksempel dreje sig om en afdød forælder eller en tidligere partner.

Det er faktisk, i min optik, lidt forkert at kalde skyld for en "følelse". Skyld er et kognitivt produkt, som knytter sig til adfærd, tanker eller følelser. Skam er det affektive korrelat. Man plejer at sige, at skyld er over noget, man har gjort, mens skam handler om, hvem man er.

Nogle lidelser er karakteriseret af en manglende evne til at føle skyld (og dermed en defekt samvittighed). Disse mennesker er præget af en nedsat mentaliseringsevne (hypomentalisering). Det gælder især personlighedsforstyrrelser såsom narcissistisk personlighedsstruktur og dyssocial personlighedsstruktur. De fleste har kendt eller kender en person, som aldrig siger undskyld eller indrømmer en fejl, uanset alvorsgraden. Men problemet kan også ses i visse neurodivergente tilstande, for eksempel autisme-spektrum-forstyrrelse, hvor den oftere udtrykker en social klodsethed og manglende emotionel intelligens.

Den emotionelt ustabile personlighedsstruktur kan på interessant vis både være karakteriseret af neurotisk skyld og manglende skyld. I så fald skifter det meget for personen.

Ved mennesker, der lider af anomi, ses et fravær af normer, hvilket også udfordrer evnen til at føle skyld af alle tre former.

Skyld dukker ofte op som emne i forbindelse med psykoterapeutisk behandling. Ved reel skyld handler det om at sone den på realistisk vis eller udvikle evnen til at opleve det. Ved neurotisk skyld handler det om at bearbejde udspringet og omstrukturere forekomsten. Ved eksistentiel skyld handler det om at begynde at leve sit liv, som man faktisk ønsker, om at være ægte og autentisk i sit liv.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.

Socialfobi: Når vi bliver ængstelige for at "præstere" socialt

Socialfobi

(Når vi bliver ængstelige for at "præstere" socialt)

Ved socialfobi forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Alvorlig fobisk angst i bestemte sociale situationer.

→ I situationerne oplever personen at skulle præstere.

→ Undgåelse af de ovennævnte sociale situationer.

→ Frygt for at blive iagttaget kritisk.

→ Frygt for at være genstand for andre menneskers kritiske opmærksomhed.

→ Frygt for at blive evalueret negativt.

→ Frygt for socialt samvær med fremmede.

→ Frygt for at blive observeret af andre mennesker.

→ Frygt for at præstere foran andre, for eksempel holde tale, spise, småsnakke.

→ Frygt for, at andre kan opfatte symptomerne.

→ Stærk frygt for at føle ydmygelse og pinlighed.

→ Frygt for at føle sig afvist.

→ Frygt for at komme til at fornærme og støde andre.

→ Undgåelse af øjenkontakt (jf. skopofobi).

→ Generthed, tilbagetrukkethed og mild stemme.

→ Lavt selvværd.

→ Eventuel selvmedicinering.

→ Eventuelt ses panikangst.

Kropslige symptomer ved konfrontation med sociale præstationer:

→ Sveden.

→ Mundtørhed.

→ Rysten.

→ Hjertebanken.

→ Ansigtsrødmen.

→ Opkastnings-, vandladnings- eller afføringstrang.

Der ses hyppigt overkrydsning med aggressionshæmning (evasiv personlighedsstruktur). Folk, der overdriver deres undgåelsesadfærd, kan ende med at udvikle depression og ende med at blive ensomme.

Forløbet i de frygtede sociale situationer er tit således: bestemte sociale situationer aktiverer negative antagelser og tolkninger. Der opleves en social fare, og selvbilledet konstrueres fordrejet ud fra proprioceptiv oplevelse af symptomerne. Dette modvirkes af en ineffektiv sikkerhedsadfærd og forsøg på selvkontrol.

Mange blander socialfobi sammen med affektive lidelser, kropsdysmorfi, autisme-spektrum-forstyrrelse og panikangst. (Symptomerne er anderledes hos børn; se dsm-5.) [WHO (1994/2018): F40.1, s. 99; APA (2013): Sec. 2, 300.23, pp. 202-204; se også Hougaard (1998): Kap. 3, s. 178-180]

Nøgleordet i socialfobi er "præstation", men det er ikke så simpelt som frygt for jobsamtaler eller frygt for eksamen (jf. eksamensangst) eller fremlæggelser. I socialfobi drejes præstationer meget ofte til at dække bestemte områder, som ikke altid er helt nemme at forstå for andre. For eksempel ses socialfobi ofte i forbindelse med at skulle møde nye mennesker, småsnakke eller endda blot hilse på naboen ved postkassen. Socialfobi kan antage mange forskellige former.

Læs eventuelt mere om angstlidelserne agorafobi eller enkelfobi. Dertil ses der ofte enoklofobi, hafefobi og førnævnte skopofobi i forbindelse med socialfobi. For at se flere fobier, der indgår i socialfobi, kan du eventuelt se blogindlægget om enkelfobier. Desuden ses også nogle gange tendenser til at undgå at være alene, for eksempel i stil med separationsangst eller dependens.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Ofte bruges alkohol som "social smørelse", hvorefter personen bliver mere udadvendt og løssluppen, men ofte med moralske tømmermænd dagen efter. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere.

Behandling af socialfobi

Socialfobi er meget udbredt på psykoterapiklinikker, men ses i mange forskellige varianter, alt efter hvilke situationer, der udløser ubehaget. Psykoterapi er ekstremt effektivt til at arbejde med socialfobi og giver ofte meget tilfredsstillende resultater.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Spiseforstyrrelser: Når problemer påvirker spisningen

Spiseforstyrrelse

(Når problemer påvirker spisningen)

Ved spiseforstyrrelse forstås en alvorlig forstyrrelse, præget af:

→ Store problemer med forholdet til mad, spisning, vægt og form.

→ En gennemgående forstyrret spiserelateret adfærd.

→ Over- eller underkontrol af spisning.

→ Markant nedsat næringsindtag i kroppen.

→ Risiko for beskadigelse af hjerte, fordøjelse, organer, knogler og tænder.

→ Forstyrrelsen påvirker følelseslivet og evnen til at fungere indenfor andre livsområder.

Spiseforstyrrelser er en seriøs helbredstilstand, som påvirker både det fysiske og mentale helbred. Hvis spiseforstyrrelser ikke behandles effektivt, kan de blive langvarige problemer, potentielt dødelige i sidste ende.

Begrebet spiseforstyrrelse er en overkategori og ikke en regulær diagnostisk kategori.

De mest almindelige spiseforstyrrelser er anoreksi, bulimi og BED. De kan føre til andre sygdomme og er forbundet med depression, angst, selvskade og eventuelle selvmordstanker. [Kilde: Mayoclinic]

Man ser også forstyrret spisning, som ikke er en spiseforstyrrelse, men viser sig som en ubalanceret spisning med enten alt for lidt mad, alt for meget mad, alt for usund mad, for meget sukker, for mange overvejelser om mad etc. Disse er meget udbredte og er ikke et tegn på alvorlige problemer, men dog ses at være copingmekanismer, som reagerer på andre tilstande, blandt andet angst, depression eller stress. Spisningen kan også i sig selv være en afhængighed eller et misbrug.

Som psykoterapeut møder man meget ofte forstyrret spisning, men sjældnere deciderede spiseforstyrrelser. Dog ses begge på psykoterapiklinikker.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Stalking: Når vi udsættes for overvågning og uønsket kontakt

Stalking

(Når vi udsættes for overvågning og uønsket kontakt)

Ved stalking forstås en bestemt form for uhensigtsmæssig og kriminel adfærd, præget af:

→ Påtrængende og skræmmende adfærd, præget af uønsket kontakt og opmærksomhed.

→ Adfærden får offeret til at føle frygt for egen eller andres sikkerhed.

→ Adfærden skaber betydeligt følelsesmæssigt mismod hos offeret.

Adfærden hos stalkeren kan inkludere:

→ Uønsket fysiske tilstedeværelse hos offeret eller offerets nærmeste.

→ Kalkuleret tendens til at dukke op samme steder som offeret.

→ Uønsket kontaktforsøg (via telefon eller sociale medier) til offeret.

→ Overvågning af offerets aktiviteter.

→ Tendens til at dokumentere offerets gøren og laden.

→ Uønsket gavegivning til offeret.

→ Hærværk mod offerets besiddelser.

→ Trusler mod offeret eller andre i offerets liv.

→ Adfærden udføres ofte i det skjulte, men kan også være åbenlys.

→ Adfærden sigter mod magt og kontrol fra krænkerens side.

Øvrige vigtige kriterier:

→ Adfærden skal udgøre et mønster.

→ Adfærden skal være målrettet og bevidst fra stalkerens side.

[Kilder: Cambridge, Stalkingawareness, FT]

Stalking er en forbrydelse (en form for kriminalitet). Den indgår som bestanddel i psykisk vold og er også en form for manipulation. Det kan også indgå i mere systematisk mobning. Ligesom psykisk vold er stalking notorisk svær at påvise, medmindre offeret dokumenterer hændelserne grundigt.

Stalking kan, vil jeg mene, overordnet inddeles i to slags: (1) Stalking med instrumentelt formål, hvor stalkeren chikanerer offeret, fordi offeret skal tjene funktioner for stalkeren. (2) Stalking uden instrumentelt formål, hvor stalkeren kun har til formål at danne en nær relation med offeret. En anden måde at skelne på kan være mellem, om stalkeren har positive eller negative hensigter med adfærden.

Offeret vil naturligvis blive præget af angst, stress, søvnproblemer og eventuelt, hvis det fortsætter i lang tid, blive traumatiseret (i slemme tilfælde præge personen med langvarig PTSD). I visse tilfælde kan offeret ende med alvorlig hypervigilans (overdrevet vagtsomhed), grænsende til paranoia.

Mennesker, der udsætter andre for stalking, er ofte psykisk forstyrrede. Adfærdens grænseoverskridende og obsessive karakter indikerer kraftig selvhenføring, der normalt karakteriserer mennesker med alvorlige personlighedsforstyrrelser eller lidelser.

Den mere ondsindede stalking kan især udføres af mennesker, præget af narcissistisk personlighedsstruktur eller dyssocial personlighedsstruktur. Her retter stalking sig ofte mod at opnå kontrol: for eksempel mod at samle negativ information om offeret eller blot mod at ødelægge offerets liv.

Men mennesker med præ-psykotisk organisation kan også stalke på baggrund af psykotiske vrangforestillinger. Det gælder for eksempel mennesker med skizofreni, paranoid personlighedsstruktur eller skizotypisk sindslidelse. Den psykotiske form for stalking er ofte mere "velmenende" end den ikke-psykotiske. Vrangforestillingerne er ofte bygget på en tanke om sjælelige forbindelser til offeret. Her tages offerets modvilje som en slags "fejl", der kan udbedres ved mere ihærdige forsøg på kontakt.

De fleste stalkere kender deres offer. Det er mest hyppigt enten en vrangvendt bejler eller en tidligere romantisk relation, der er involveret i stalking, men det kan også være partneres nye partnere eller tidligere partnere, der gør det. Nogle offentlige figurer eller uheldige privatpersoner kan også blive ofre for en komplet fremmed eller perifært bekendt, der stalker dem. Men man ser også naboer, venner og tidligere kollegaer, der stalker.

Der er indbyggede problemer i begrebet: Hvor mange hændelser udgør et mønster? Hvis personerne bor tæt på hinanden, er det så stalking, når man gentagne gange møder hinanden, når man handler ind? Hvor mange hændelser kan ses som et sammentræf? Etc.

Stalking kan naturligvis ikke standses med psykoterapi, men det kan både skaden mod offeret og impulsen til at stalke. Både offer og krænker har ofte brug for terapi. Offeret får mest ud af terapi efter stalkingen er overstået. Først her kan helingen for alvor begynde. Men dermed ikke sagt, at terapi ikke kan hjælpe imens det står på. Men det er nemmere at rehabilitere en kamphund, mens den ikke skal i arenaen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Stress: Når der er for meget på tallerkenen

Stress

(Når der er for meget på tallerkenen)

Ved stress forstås en reaktion på belastninger af forskellig art. Stress er et fysiologisk begreb, men bruges i løsere tale synonymt med den psykologiske eller mentale reaktion. Stress er præget af:

Symptomer, der påvirker humør og adfærd:

→ Følelsen af at være overvældet.

→ Problemer med at slappe af og afspænde.

→ Gnavenhed, irritabilitet og vredesudbrud (jf. affektiv dysregulering).

→ Hukommelsesproblemer.

→ Mangel på motivation eller fokus.

→ Rastløshed.

→ Hjernetåge og problemer med at tænke.

→ Angst, nervøsitet eller bekymring.

→ Social tilbagetrækning.

→ Lav frustrationstolerance.

→ Tendens til tankemylder.

→ Seksuelle problemer, for eksempel nedsat lyst.

→ Søvnforstyrrelser, for eksempel søvnløshed eller mareridt.

→ Forstyrret spisning og appetit.

→ Brug af tobak, alkohol eller andre substanser.

→ Følelse af afmagt, håbløshed eller tomhed (jf. depression).

→ Nedsat lyst til motionering.

Kropslige symptomer på stress:

→ Spændingshovedpine eller trykken.

→ Smerter i nakke, ryg eller lænd.

→ Ømhed i hovedbund og pande.

→ Muskelspændinger og -smerter.

→ Smerter i brystet.

→ Uro i maven og fordøjelsesproblemer.

→ Træthed og energitab.

→ Hjertebanken.

→ Hurtigt og overfladisk åndedræt.

→ Højt blodtryk.

→ Nedsat immunsystem, tendens til at blive syg oftere.

→ Eventuelt mavesår eller hjerteproblemer.

[Kilde: Mayoclinic, Healthline]

Kortvarig stress er en sund og naturlig reaktion på en oplevelse af akut fare. Den er ufarlig og kan endda opleves positivt. Langvarig stress er derimod ikke en sund tilstand, men er en kombination af anspændthed og ulyst, som normalt opdeles i fysiske og psykiske reaktioner.

De faktorer, der øger risikoen for stress, kaldes for stressorer eller stressbelastninger. Grundstenen i stressorer er belastende situationer, hvori man har lav indflydelse, oplever stigende meningsløshed, begrænset social støtte, uforudsigelighed i situationen og manglende respekt og anerkendelse.

Stressreaktionen er kroppens måde at reagere på. Den aktiverer sit alarmberedskab, når den udsættes for situationer, der er forbundet med alt for store udfordringer, belastninger eller reel fare. Det er en naturlig fysisk reaktion, men den er ikke sund, hvis den foregår over længere tid.

Hjernen, nerve- og hormonsystemet aktiveres, når vi udsættes for belastninger, og rent fysisk vil man under stress opleve en fornemmelse af indre uro, rysten på hænderne, sved på panden og hjertebanken. Pulsen stiger, vejrtrækningen stimuleres, og nogle vil føle åndedrætsbesvær. Det skyldes, at den del af det autonome nervesystem, som kaldes det sympatiske nervesystem, aktiveres. Det styrer kamp-flugt-mekanismerne og sørger for, at blodtrykket stiger og tilfører energi til de store muskelgrupper. Blodtilførslen til fordøjelsesorganerne og huden hæmmes. Større mængder adrenalin og noradrenalin frigøres, hvilket øger anspændtheden. Desuden frigøres kortisol, som medvirker til nedbrydning af sukker- og fedtstoffer og øger immunforsvaret i første instans, men svækker det på sigt.

Ved længerevarende stress afløses de umiddelbare reaktioner af symptomer som ondt i maven, hovedpine og dårlig nattesøvn. Det skyldes, at det parasympatiske nervesystem, som styrer rekreation og afslapning (de regenerative processer), hæmmes og tilsidesættes af det sympatiske. Derfor påvirkes appetit, fordøjelse og evnen til at sove. Der er også tendens til forstærkede smerteoplevelser og forværring af kroniske lidelser som diabetes, migræne og gigt.

Psykiske reaktioner på stress bestemmes meget af, hvordan vi hver især oplever og vurderer den pågældende belastning. Hvis vi tror, vi kan klare eller mestre opgaven, bliver vi ikke stressede. Kombinationen af ulyst og fysisk anspændthed giver den psykiske reaktion på stress: irritabilitet, uro, rastløshed og træthed. Herefter koncentrations- og hukommelsesbesvær.

Ved langvarig stress føler mange sig drænet for følelser, uengagerede og følelseskolde. Personen ændrer personlighed og adfærd. Langvarigt kan det føre til angst og depression. Adfærden kan ændre sig til umotiverede følelsesudbrud, mistro eller aggressivitet. Stressede personer kan blive upålidelige eller kan blive tavse, fåmælte og have mere fravær.

Når man går ned med stress, kan det ske på to måder:

(a) Der kan forekomme et gradvist tiltag af symptomer, som udvikler sig til en overbelastningsreaktion.

(b) Det kan ske på en dramatisk måde, som kaldes stresskollaps. Det kan ske, når stressymptomerne er holdt nede via forsvarsmekanismer, og det bryder sammen, eventuelt udløst af akut belastning, andre gange af en mindre udfordring. Her skal personen sygemeldes i mindst en uge med komplet ro, for at nervesystemet kan genvinde sin naturlige balance igen. [Fjordbak (2016): Kap. 8, s. 248-251]

Nogle gange er der tale om tilpasningsreaktion, når vi går ned med stress. Der har været for mange eller for store omvæltninger til, at vi har kunnet stå imod. Denne svarer til ovennævnte stresskollaps.

Når stress bliver til slemmere og længevarende indre dødhed, kynisme og apati, er det fordi, vi er udbrændte. Udbrændthed er en værre tilstand end stress.

Forekomsten af stress, reaktionen på stress og årsager til stress hænger ofte sammen med udviklingen af angst eller depression og depressive problemer såsom neurasteni. Nogle lidelser skaber også forværrede reaktioner på stress: det gælder fx mange angstlidelser og neurodivergente udfordringer såsom AD(H)D og autisme. Dette kan give anledning til affektiv dysregulering, fx i form af vredesudbrud og lav frustrationstolerance.

Se eventuelt mine blogposts om udbrændthed, tilpasningsreaktion, traumer eller PTSD.

Hvad kan man gøre i tilfælde af stress?

For det første kan du nedsætte dit stressniveau ved at sænke omgangen med stressorerne. Det kræver, at du går direkte til kilden og sænker belastningsniveauet ved at tage fri eller få aflastning for dem. Aktiviteter som motion, god kost, frisk luft og eventuelle kropsøvelser eller meditative teknikker kan være meget virksomme. For nogle er kreative aktiviteter og hobbyer også meget lettende, fx at male, tegne eller lave smykker. For andre kan det bestå i at rode med motorer eller indretning.

Men der er gode grunde til, at det ikke er nok for alle. Nogle mennesker har svært ved at slippe de aktiviteter, der stresser dem. Det er der dybdepsykologiske årsager til.

Hvis problemet stikker dybere, kan psykoterapi være meget effektivt. Stress behandles mest effektivt på både overfladen og i dybden: På overfladen kan terapeuten hjælpe personen med at mærke sit eget stressniveau mere effektivt og lære personen at nedsætte det ved brug af bestemte aktiviteter og øvelser. Men for at komme stressen til livs på sigt kræver det også dybere bearbejdning af problemerne, der ligger bagved. Her ses ofte en tendens til at pukle for at vinde anerkendelse (som er et klassisk problem hos mennesker, der har lavt selvværd), såvel som problemer med at sige fra. Nogle gange er problemerne mere livsfilosofiske og handler om personens syn på arbejdsmoral eller jagt på succes. I disse tilfælde kræver det en omdefinition af værdierne i lyset af personens faktiske forfatning.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Særlig sensitivitet: Når vi er ekstra følsomme og reaktive

Særlig sensitivitet

(Når vi er ekstra følsomme og reaktive)

Ved særlig sensitivitet (forkortes HSP, Highly Sensitive Personality) forstås en neurodivergent kategori, præget af:

→ Øget følsomhed i nervesystemet over for påvirkninger (både indre og ydre stimuli).

→ Stærk reaktion på fysiske, følelsesmæssige eller sociale stimuli.

→ Tendens til overvældelse på grund af sensoriske oplevelser, f.eks. lyde, lys og teksturer.

→ Generelle problemer med sanseforarbejdning (SPS).

→ Lav frustrationstolerance over for stress og ubehag.

→ Tendens til at opleve og føle meget intenst.

→ Oplevelse af ubehag i større folkemængder (jf. enoklofobi).

→ Tendens til at blive skræmt af pludselige lyde eller bevægelser.

→ Kraftigt behov for afslapning, specielt på stressede dage.

→ Behov for at opholde sig i rolige, mørke, stille rum.

→ Oplevelsen af, at dårlige dage påvirker appetit eller søvn.

→ Tendens til at have et rigt og komplekst indre liv.

→ Tendens til dybe tanker og stærke tilkoblede følelser.

→ Tendens til overtænkning og tankemylder.

→ Forhøjet empati til en udmattende grad (jf. mentalisering).

→ Undgåelse af situationer, der kan overvælde.

→ Kraftig reaktion på spændinger, uenighed, konflikter og vold.

→ Tendens til at opleve angst, bekymringer og indre uro.

→ Problemer med lavt selvværd og selvkritiske tanker.

→ Tendens til at sammenligne sig med andre.

→ Problemer med at give slip på negative tanker og følelser.

→ Tendens til at danne fysiske symptomer på emotionelt ubehag, såsom hovedpine.

→ Tendens til at blive meget vred over uretfærdighed i samfundet.

→ Tendens til at tænke meget over, hvad andre tænker.

→ Tendens til at være nærtagende og tage ting personligt.

→ Tendens til at blive nemt såret eller fornærmet.

→ Besvær med at modtage kritik, selv den konstruktive slags.

→ Tendens til at overreagere på små provokationer.

→ Tendens til at føle sig akavet i gruppesituationer.

→ Bekymring for afvisning, selv i relativt utruende situationer.

→ Tendens til at føle sig anspændt i romantisk intime situationer.

→ Stærk evne til at danne meget nære og dybe bånd til tætte relationer.

→ Stærk evne til at give andre støtte og omsorg.

→ Stærk evne til at påskønne kvalitetsoplevelser.

→ Kraftig tendens til at blive rørt af skønhed i kunst, natur etc.

→ Undgåelse af vold i film og tv-programmer, fordi det er for intenst.

→ Tendens til ikke at føle sig glad ved brug af sociale medier.

Begrebet om "særlig sensitivitet" er ikke en diagnostisk kategori, men svæver lidt for sig selv. Ordet blev først brugt af Elaine og Arthur Aron i 1990erne, og blev især populariseret for 10-15 år siden.

Særligt sensitive påvirkes altså ganske stærkt af stimuli, der ikke ville påvirke andre mennesker stærkt. Og de er mere følsomme og har brug for meget fred og ro omkring sig. Årsagen kan tilsyneladende både skyldes arv og miljø såvel som genetik og øvrige faktorer. Det antydes kraftigt, at omsorgssvigt eller tilknytningsproblemer kan spille ind. [Kilde: Verywellmind, Psychologytoday]

Det menes, at op til 20 procent af befolkningen kan være særligt sensitive. En følsom disposition kan øge risikoen for at udvikle problemer med angst, for eksempel socialfobi, agorafobi eller mere specifikke problemer, såsom eksamensangst. Der kan også være eksistentielle problemer eller identitetsmæssige problemer.

Begrebet var meget populært, nok især i 2010erne, hvor mange kaldte sig særligt sensitive, mange med god grund, mens andre med lidt mindre god grund. Nu, når "modebrugen" af begrebet er klinget af, er det mindre kontroversielt at diskutere klassifikationen.

Differentialdiagnostisk diskussion

At adskille særlig sensitivitet fra andre problematikker er faktisk et komplekst differentialdiagnostisk mareridt. Symptomklyngen placerer sig tilsyneladende tæt på både personlighedsforstyrrelser og neurodivergens, og den forholder sig ikke helt klart til dem. Forkortelsen HSP henviser til en forstyrrelse af personligheden, mens definitionen af problemet som en form for neurologisk afvigelse til dels modsiger det.

Problemet klassificeres som en form for neurodivergens. Det er åbenlyst, at problemerne minder meget om de problemer, man typisk både kan finde indenfor autisme-spektrummet eller ADHD-spektrummet. Disse to typer af hjerneafvigelser befinder sig også indenfor den neurodivergente paraply. Det er nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet faktisk ikke er en selvstændig kategori, men snarere hører til på et af de andre to skalaer.

Men problemet kaldes også for en "personlighed", antydende at det er en personlighedsforstyrrelse. Særlig sensitivitet deler også en række træk med især den ængstelige personlighedsstruktur, især hypersensitivitet og overfølsomhed for ubehag. Det er også nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet kunne være en mildere variant af den ængstelige personlighedforstyrrelse.

Problemet påvirker også nervesystemets funktionalitet. Der er også et kæmpe overlap med traumeofres (især dem med PTSD) påvirkede nervesystem, og de problemer, det kan medføre, især med henblik på sansebearbejdningsproblemer, oplevelsen af at blive drænet af samvær med andre og tendensen til at søge fred og ro. Der er også forsøgt påvist en sammenhæng mellem særlig sensitivitet og bestemte svigt eller traumatiske påvirkninger fra fortiden. Hermed er det nærliggende at antage, at særlig sensitivitet kunne hænge sammen med belastningsreaktioner.

Alle tre ovenstående muligheder virker lige sandsynlige fra forskellige perspektiver. Det er dog meget tankevækkende, at stigningen af diagnosticering af ADHD og autisme lader til at korrelere nogenlunde med faldet af snakken om "særlig sensitivitet".

Der er andre komplikationer, der kan skabe problemer: bekymringstendenserne kan ligne generaliseret angst så meget, at de er svære at skelne fra hinanden, især ved en kort screening. Desuden indgår samtlige symptomer ved HSP også i øvrige diagnostiske kategorier, der ikke er nævnt her.

Derfor er det svært at placere den særligt sensitive på den diagnostiske skala. Er det en mild form for angst? Er det i realiteten traumepåvirkning? Er det faktisk en form for neurodivergens, der måske skulle være en del af autisme- eller ADHD-spektrummet, ligesom Aspergers syndrom? Er det en forstyrrelse af personligheden? Det er uklart.

Men at noget er svært at placere korrekt, er ikke det samme som at anfægte dets eksistens. Uanset hvad er problemerne og udfordringerne ægte nok. Jeg foretrækker, at anse særlig sensitivitet som noget, der indgår i personlighedsprofilen, men ikke på en psykopatologisk måde. Mange træk, for eksempel emotionel reaktivitet eller indadvendthed, er noget, der naturligt kan høre til vores personlighed, men uden at kunne betegnes som sygeligt (selvom sådanne træk kan føre til kritik fra andre mennesker).

Behandling af særlig sensitivitet

Psykoterapi er en god behandling til særlig sensitivitet. Mange særligt sensitive mennesker går i terapi af forskellige årsager. Symptomerne kan være meget forskellige. Mange behandles for angst og nervøsitet. Andre behandles for deres lave selvværd og indre usikkerhed. Andre har brug at finde ro i deres venskaber og romantiske relationer. Andre igen har brug for strategier til at undgå at blive drænet i sociale situationer.

Gå til indholdsfortegnelsen for mentale problemer.

Gå til forsiden.

Gå til Dialogos Psykoterapi.

Søvnforstyrrelse: Når vi oplever problemer med søvnen

Søvnforstyrrelse

(Når vi oplever problemer med søvnen)

Ved søvnforstyrrelser forstås en gruppe lidelser, præget af:

→ Dårlig søvn og ringe søvnkvalitet.

→ Atypisk søvn, som går ud over personens øvrige liv.

→ Øvrige gener i forbindelse med søvn.

→ Eksempler: Mareridt, natterædsel, søvngængeri, sexsomni, insomni, hypersomni etc.

(1) Symptomer på mareridt :

→ Genkaldelige, livlige dysforiske drømme.

→ Indholdet fremkalder angst eller frygt.

→ Drømmene omhandler fx overlevelse, sikkerhed, fysisk integritet og selvagtelse.

(2) Symptomer på natterædsel:

→ Udtalt rædsel under ukomplet opvågnen fra søvnen.

→ Omfatter ofte skrigen, gråd, panik, sveden og rysten.

→ Episoderne er svære at huske for personen selv.

→ Personen virker ofte vågen, uden at være det.

(3) Symptomer på søvnadfærdsforstyrrelse:

→ Vokalisering, tale eller råben under REM-søvn.

→ Kompleks motorisk adfærd under REM-søvn.

(4) Symptomer på søvngængeri:

→ Tendens til at gå rundt i halvsovende tilstand.

→ Der er tit ingen erindring om perioden.

(5) Symptomer på sexsomni:

→ Seksuel adfærd i ukomplet vågen tilstand.

→ Kan være med eller uden erindring om episoden.

(6) Symptomer på søvnløshed: 

→ Besvær med at sove.

→ Dårlig søvnkvalitet.

→ Tidlig opvågning.

(7) Symptomer på søvnrytmeforstyrrelse :

→ En ubalanceret søvn-vågen rytme.

→ Forstyrret døgnrytme.

→ Eventuel tendens til at vågne med panikangst.

(8) Symptomer på hypersomni:

→ Øget søvntrang og træthed.

→ Forlængede søvnperioder, som ikke medfører, at personen føler sig udhvilet.

[WHO 1994/2018: F51.0-5, s. 128-129; APA 2013: Sec. 2, pp. 362-363, 368-369, 399, 404, 407-408]

Søvnforstyrrelser ses tit som symptomer, der er relateret til andre forstyrrelser. For at nævne nogle typiske årsager kan man fremhæve stress, udbrændthed, ensomhed, depression eller angst, hvoraf eksempler på angstlidelser kan være socialfobi, separationsangst, agorafobi eller generaliseret angst. Der kan også være tale om traumatiske påvirkninger, for eksempel PTSD. Nogle kan ikke sove, fordi de lider af natlige tvangstanker eller tankemylder.

Dårlig søvn kan give anledning til affektiv dysregulering, især i form af irritabilitet og tendens til frygtsom sammenfaren. Problemet giver således også ofte et yderligere problem med lav frustrationstolerance, betydende at mennesker med søvnforstyrrelser ofte bliver mere reaktive på modgang og ting, der "driller".

Behandling af søvnforstyrrelser

Behandlingen ser vidt forskellig ud alt efter personens konkrete problemer og mulige livsfaktorer, der kan påvirke søvnen.

Gå til oversigten over mentale problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til min officielle hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Tankemylder: Når hjernen kører på højtryk

Tankemylder

(Når hjernen kører på højtryk)

Ved tankemylder forstås et kognitivt problem, præget af:

→ Hurtige og ofte repetitive tankemønstre, som kan virke overvældende.

→ Følelsen af, at sindet kører ultrahurtigt.

→ Følelsen af ikke at kunne regulere tankernes hastighed.

→ Oplevelsen af, at man ikke kan "slukke" sine tanker.

→ Tankerne kan omhandle et bestemt emne eller flere forskellige emner.

→ Tankerne kan kredse om ting, der bekymrer én, f.eks. økonomi, pinlige øjeblikke eller en fobi.

→ Tankerne kan også være mere eller mindre "ligegyldige".

→ Tankerne kan i visse tilfælde eskalere til et værre ubehagsniveau.

→ Ubehag associeret med tankerne.

→ Problemer med at falde til ro.

→ Problemer med koncentrationen.

→ Tendens til at opleve angst i forbindelse med tankerne.

→ Tendens til katastrofetanker.

→ Tendens til søvnforstyrrelser.

[Kilde: Healthline] 

Tankemylder anskues som et symptom og ikke en selvstændig lidelse. Der er ofte sammenhæng med øvrige problematikker, for eksempel stress, depression, særligt generaliseret angst, tvangspræget personlighedsstruktur og OCD. Tankemylder præger også mennesker med neurodivergens, i særdeleshed AD(H)D. Der ses også ofte en sammenblanding med begrebet om tvangstanker. De er også i familie, men tankemylderet er normalt mindre aggressivt og negativt og består ofte af mindre påtrængende singulære idéer og tanker. Nogle skelner dog slet ikke imellem de to.

Nedenunder al tankeaktiviteten, bagved al tankemylderet, er der altid ubearbejdede følelser, impulser og behov, der igangsætter og opretholder aktiviteten.

Behandling af tankemylder

Tankemylder handler ikke om tankerne. Det handler om de underliggende impulser, den underliggende uro, den underliggende følelse og de underliggende skjulte behov, der ikke er opfyldt. For at kunne være mindre "inde i sit hoved", skal man kunne være mere "udenfor sit hoved". Personen skal lære at mærke sig selv bedre og omsætte det, personen mærker, til handling. Og når hovedet kører, skal personen lære strategier, der får kroppen til at slappe af, således at hovedet kan slappe af.

Der findes også en lang række kognitive og metakognitive teknikker, der kan hjælpe med at få hovedet i ro.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Tilpasningsreaktion: Krisen, som følger forandringen

Tilpasningsreaktion

(Krisen, som følger forandringen)

Ved tilpasningsreaktion forstås en forstyrrelse, præget af:

→ En emotionel stressreaktion i forbindelse med en betydelig livsændring.

→ Forstyrrelsen opstår i tilpasningsperioden efter ændringen.

→ Mulige livsændringer kan være skolestart, flytning, at blive forælder, nyt arbejde etc.

→ Livsændringerne kan også være belastende: fx tab eller adskillelsesoplevelser.

→ Livsændringerne kan også være kriserelaterede: arbejdsophør, forfejlede mål etc.

Symptomer som opstår i tilpasningsfasen:

→ Subjektivt ubehag.

→ Nedtrykthed, magtesløshed, håbløshed eller depressivitet.

→ Angst, bekymring og nervøsitet.

→ Rastløshed og uoverskuelighed.

→ Irritabilitet og frustration.

→ Uoverskuelighed og hukommelsesproblemer.

→ Problemer med at fortsætte i situationen.

→ Nedsat evne til at gennemføre daglige gøremål.

→ Tankemylder.

→ Søvnforstyrrelser.

→ Seksuelle forstyrrelser.

→ Midlertidige spiseforstyrrelser.

→ Eventuelt ses adfærdsforstyrrelser.

Personens psykiske disposition (sårbarhed) er vigtig i forhold til reaktionen på begivenheden. Ved denne diagnose er reaktionen ude af proportion i forhold til stressoren. [WHO (1994/2018): F43.2, s. 109-110; APA (2013): Sec. 2, 309.xx, pp. 286-287]

Læs også mere om stress, udbrændthed, posttraumatisk belastningsreaktion, depression og angst. Nogle gange er det faktisk sorg, der forårsager tilpasningsreaktionen.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere i overgangen. Andre oplever problemer med affektiv dysregulering og oplever eventuelle vredesudbrud eller grådanfald. Der kan eventuelt også ses markant lav frustrationstolerance.

Med fokus på problemer med omstilling til det nye liv efter fødsler kan du også læse mere om fødselsdepression. En anden relevant blogpost kan være den om livskriser, som også omhandler skift i tilværelsen.

Tilpasningsreaktioner indbefatter også ofte identitetsproblemer og kan hermed blive et eksistentielt problem.

I ekstreme tilfælde kan forandringerne være så skadelige, at der snarere er tale om et traume.

Hos børn kan tilpasningsreaktioner typisk forårsage øvrige forstyrrelser, for eksempel encoprese, enuresis eller elektiv mutisme.

Behandling af tilpasningsreaktioner

Det er meget almindeligt at opsøge en psykoterapeut i forbindelse med tilpasningsreaktioner. Psykoterapi er oftest den bedste behandling, idet et objektivt perspektiv på situationen ofte kan hjælpe med at udvide personens perspektiv og fremskynde tilpasningen. Det handler i høj grad om at "finde sig selv" i den nye situation og genoprette den "røde tråd" i tilværelsen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Tourettes syndrom: Når vi har vokale eller motoriske "tics"

Tourettes syndrom

(Når vi har vokale eller motoriske "tics")

Ved tourettes syndrom forstås en neurodivergent forstyrrelse, præget af:

→ Ufrivillige lyde eller bevægelser (tics).

Symptomer, der knytter sig til fysiske tics:

→ Blinken, øjenrullen, grimasser.

→ Skuldertrækken, håndvriden.

→ "Kasten" eller rykken med hovede eller lemmer.

→ Springen og hoppen.

→ Tendens til at røre genstande eller mennesker.

Symptomer der knytter sig til vokale tics:

→ Rømmen, stønnen, fløjten, hosten, tungeklik, dyrelyde.

→ Ytring af tilfældige ord og fraser.

→ Gentagelse af lyde, ord eller fraser.

→ Bandeord og voldsomt sprog.

Der er tendens til sameksistens med obsessiv-kompulsiv tilstand, ADHD eller indlæringsbesvær. Tilstanden starter normalt i barndommen, men symptomerne bliver normalt bedre igennem årene og kan forsvinde helt. Ved blivende symptomer kan behandling hjælpe med at håndtere symptomerne.

Tics dukker normalt op ved 2-14-års-alderen, mest normalt når barnet er 6 år gammelt. Tics er ikke generelt skadelige for en persons helbred. Selvom man typisk tænker på obsessivt banderi som en del af tourettes, så er det faktisk kun ca. 10 procent der gør det.

Tics varierer fra dag til dag. Tics forværres især, når personen er påvirket af stress, angst eller træthed. Der kan også ses affektive eller adfærdsmæssige forstyrrelser, for eksempel depression.

Inden personen oplever en tic, føles normalt en stærk trang, som kan sammenlignes med følelsen, vi får lige inden, vi skal nyse. Denne følelse kaldes for præmonitoriske sensationer. Disse oplevelser lindres kun, efter tic'en er blevet udført. Det kan opleves som en brændende fornemmelse i øjnene, hvis man ikke blinker, en tør eller øm hals, hvis man ikke rømmer sig, en kløen, hvis man ikke bevæger lemmerne etc.

Nogle mennesker kan styre deres tics i kort tid i bestemte sociale situationer (symptommaskering). Det kræver koncentration, men kan blive bedre med øvelse. Det er trættende at styre sine tics. Nogle mennesker kompenserer, når de kommer hjem.

Når en person med tics er tæt på en anden person med tics, ser man ofte, at begges tics forværres. Det gælder også, hvis den ene for eksempel har vokale tics og møder en anden person, der stammer.

Typisk er der færre tics, når personen koncentrerer sig om noget, han eller hun finder spændende. [Kilde: NHS]

Tourettes syndrom er en form for neurodivergens. Den kan sameksistere med andre neurodivergente problemstillinger, som antydet ovenfor, for eksempel AD(H)D eller autisme.

I nogle tilfælde dukker tics op i forbindelse med øvrige problemer, deriblandt traumer eller sorg.

Behandling af syndromet foregår normalt indirekte, men kan også inkludere direkte behandling af symptomerne. Psykoterapi er en ekstremt god behandlingsform. Og især integrativ terapi er god, fordi den kan adressere både udspringet og måden, problemet udspiller sig på. Fordi lidelsen er så reaktiv på andre faktorer, er det givende at fjerne det pres, der forværrer problemerne. Det indebærer, at terapeuten hjælper med at finde "nøglerne", der skaber symptomerne. Når disse er fundet og bearbejdet konstruktivt, vil langt de fleste opleve stor effekt. Med tiden kan behandlingen fokusere på direkte symptombehandling. Der er ekstremt god sandsynlighed for helbredelse.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.