Dødsangst
(Når vi frygter livets afslutning)
Ved dødsangst forstås en eksistentiel problematik, der er præget af:
→ Intens frygt for at dø.
→ Vedvarende tanker, der kredser om døden som tema.
→ Stærk angst i forbindelse med tanker om døden.
→ Optagethed af døden på måder, der overstiger det "normale".
→ Bekymringer og spekulationer omkring, hvad der sker efter døden.
→ Angstfyldte fantasier om måder, hvorpå man kan dø.
→ Særlig frygt for bestemte pinefulde eller meningsløse måder at dø på.
→ Enten opsøgelse eller undgåelse af døden som tema.
→ Tendens til at føle ubehag, når man hører om død.
→ Besættelse af sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der skal modgå døden.
→ Tendens til at føle særligt ubehag til begravelser.
→ Tendens til at reagere på døden som tema i nyheder, film og serier.
→ Oplevelse af humørforværring, når døden optager bevidstheden.
→ Oplevelse af uvirkelighedsfornemmelser.
Fysiske symptomer, der tit indtræder i forbindelse med dødsangst:
→ Panikangst.
→ Sveden.
→ Mundtørhed.
→ Rysten.
→ Hjertebanken.
→ Vejrtrækningsbesvær og hyperventilering.
→ Kvælningsfornemmelser.
→ Svimmelhed.
→ Trykken for brystet.
Dødsangst kan ses i forbindelse med øvrige problemer:
→ Tendens til kontrolprægede problemer (f.eks. OCD).
→ Tankemylder eller tvangstanker med døden som emne.
→ Eventuelle enkelfobier, der alle afspejler dødsangst (f.eks. klaustrofobi, højdeskræk).
→ Eventuelle passive selvmordstanker, lyst til selvskade eller risikoadfærd.
→ Eventuelle problemer med dependens, separationsangst eller ensomhed.
→ Tendens til affektive lidelser, f.eks. depression (deriblandt dysthymi, cyklothymi).
→ Generelle tendenser til angst, for eksempel generaliseret angst, helbredsangst, panikangst.
→ Oplevelser af stress, udbrændthed, livskriser eller traumer (for eksempel PTSD).
Vi kan starte med at sige, at dødsangst er ekstremt udbredt.
Man kan ikke kalde dødsangst for en egentlig "mental lidelse". Dødsangst er nemlig universel. Døden er et eksistentielt grundvilkår i både eksistentiel filosofi og psykologi. Alle frygter naturligvis døden på en eller anden måde, men kun nogle oplever, at frygten bliver direkte patologisk og begynder at fylde meget i hverdagen.
Den type psykologiske teoridannelse, der har bedst fat i døden som tema, er den eksistentielle psykoterapi.
Døden er for eksempel ifølge Irvin Yalom det første af de fire eksistentielle grundvilkår, som mennesket forsøger at flygte fra. Grundkonflikten handler om bevidstheden om døden – sat op imod ønsket om at blive ved med at eksistere. Det er en kendsgerning, at vi en dag vil holde op med at være til – et uundgåeligt faktum, som vi ikke kan flygte fra. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16] Sandheden om, at vi skal dø, er "frygtelig" og vækker automatisk en dybdegående dødsangst i os: dødsangsten er en mørk, foruroligende skygge, en primitiv rædsel, en isnende gru, en urkilde til angst. Den findes hele tiden i udkanten af bevidstheden, under den tynde membran. Og dødsangsten dannes meget tidligt i livet og påvirker måden, vi oplever og handler på, hvordan vi lever og udfolder os. [Yalom (1980): Del 1, Kap. 2, s. 37, 39, 51, 56, 65]
Angsten bindes via fornægtelse og kan tage en række drejninger. Ses ofte som (a) forskydning af dødsangsten, hvor "angsten for intet søger at blive til frygten for noget"; (b) usårlighedsopfattelse, hvor personen betragter sig som særlig og en speciel undtagelse for den ellers universelle død; (c) frelserhåbet, hvor personen forventer at blive reddet af en instans, hvadend religiøs, medicinsk eller noget helt tredje; (d) livsangst, hvor personen i stedet for at blive bevidst om dødsangsten er bange for at leve.
Den sidste pointe fortjener særlig opmærksomhed. Livsglæden hænger sammen med en sund indstilling til døden. Den sunde indstilling til døden kræver, at vi forstår, at livet og døden forudsætter hinanden.
Livstilfredshedsligningen er, hos Yalom, den indsigt, at dødsangsten er omvendt proportional med livstilfredsheden. Altså: Livstilfredshed fører til mindre dødsangst - og omvendt. Man er nødt til at flygte fra livet for at kunne flygte fra døden. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16; Del 1, Kap. 2-5, s. 37-223]
Døden skræmmer både religiøse og ikke-religiøse mennesker. Religiøse mennesker skræmmes mest af eventuel tvivl om religionens rigtighed eller tvivl om, hvorvidt de har levet sådan, at de skal straffes i efterlivet. Døden skræmmer også ikke-religiøse mennesker, idet tankerne om slet ikke at kunne indgå i et efterliv kan virke dybt foruroligende. Her trues personen ofte af frygt for intetheden selv.
En anden ting, der skaber dødsangst, er "fremmedheden", der indgår i begrebet. Vi begriber ting tematisk igennem sproget. Men døden er ikke noget, vi kan beskrive meningsfuldt. Sproget er kun skabt til at beskrive det "værende", det, der "eksisterer", de fænomener, der "fremtræder". Derfor kan man principielt ikke "begribe" døden. Vi begriber nemlig igennem brugen af "begreber".
Intetheden er den radikale modsætning til det "noget", vi oplever, selv når vi sover. Derfor er døden også det radikalt ukendte. Angst for døden er angst for det ukendte, angst for det radikale kontroltab, der forekommer, når vi dør. Dertil optræder ofte konkrete bekymringer omkring, hvordan ens efterladte vil klare sig, hvad der sker med ens krop efter døden, og mange andre praktiske betragtninger.
Der er især to gennemgående tråde i dødsangsten hos ateister: (1) Nogle er bange for døden som en kisteagtig fornemmelse, at være fanget i perpetuelt mørke, der opleves som et uendeligt fængsel. (2) Andre er bange for identitetens ophævelse, slet ikke at kunne mærke noget, altså at opløses som individ.
Når man siger "af jord er du kommet, til jord skal du blive", kan det også, for mange, oversættes til "af intet er du kommet, til intet vil du blive". Nogle betragter dette "intet" som en befrielse, andre som det mest skræmmende i verden. I realiteten ved ingen af os, hvad det betyder.
En helt global bekymring, der også plager mange af os, er tanken om klimakrisen, om verdenskrige, der truer, om pandemier etc. Vi står overfor en uendelig adgang til dårlige dommedagsnyheder. Og de trænger sig på med en hidtil uset kraft. Det påvirker de fleste og skærper dødsangsten.
Behandling af dødsangst
Psykoterapi er den ideelle behandling af dødsangst. Når man behandler dødsangst, er der et utal af nuancer, der er med til at bestemme, hvilken retning behandlingen går i. Mest vigtigt er, om personen faktisk er døende eller ej. Døende mennesker modtager normalt en sjælesørgende palliativ psykoterapi, der går langt ud over trøst og beroligelse. Mennesker, der ikke er døende, lider af en anden slags dødsangst, som ikke desto mindre kan være voldsom.
Nogle gange kan angst for døden være en maskeret angst for noget andet. Og omvendt, som nævnt ovenfor, er angsten for konkrete ting også ofte forskudt dødsangst.
I visse tilfælde indebærer behandlingen af dødsangst en vending mod livet. Ovenfor konstaterede vi, at dødsangst er omvendt proportional med livstilfredshed. Man behandler derfor i psykoterapien ofte dødsangst ved at fokusere på angsten for livet. Ved at skabe et godt og tilfredsstillende liv kan dødsangsten aftage drastisk. Desuden vil mere abstrakte filosofiske indsatser også kunne hjælpe.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.
