Elektiv mutisme
Ved elektiv mutisme forstås en forstyrrelse hos børn, præget af:
→ Markant selektivitet i taleudfoldelse.
→ Vedholdende stumhed i bestemte sociale situationer, hvor tale generelt forventes.
→ Normal taleudfoldelse i andre sociale situationer.
→ Situationerne, hvori der forekommer stumhed, er veldefinerede (der er et mønster).
→ Der ses normal talefærdighed hos barnet (både im- og ekspressivt).
Således kan man opsummere elektiv mutisme som en forstyrrelse, hvor barnet ikke taler i bestemte sammenhænge, men ikke på grund af manglende evner. Barnet vælger ikke at tale. Der er også et mønster i adfærden, der kan specificeres ved at beskrive de særlige situationer, hvor barnet ikke ønsker at tale.
Tit er mutismen ledsaget af særlige personlighedstræk: socialfobi, social tilbagetrækning, overdrevet generthed, kompulsive træk, omklamrende træk eller modstand i sociale relationer (jf. oppositionel adfærdsforstyrrelse). Mange blander elektiv mutisme sammen med gennemgribende udviklingsforstyrrelse, autisme-spektrum-forstyrrelse eller skizofreni. [WHO (1994/2018): F94.0, s. 182; APA (2013): Sec. 2, 312.23, pp. 195-196]
Der behøver ikke at være tale om modstand i barnet mod at leve op til krav. Børn, som holder deres evner tilbage i bestemte situationer, "råber" tit efter hjælp og udviser afmagt og usikkerhed. Et barn, som ikke taler, for eksempel i børnehaven, udviser en tendens til at tage kontrol over en situation, hvori det føler sig usikkert. Kontrollen er i dette tilfælde at afholde sig fra at udtrykke sig. I alle tilfælde skal der etableres tryghed i situationen for at barnet ændrer adfærd.
Det er ikke unormalt, at børn, der har undergået drastiske ændringer i tilværelsen (for eksempel skilsmisse, flytning), vælger ikke at tale i en periode.
Til pårørende til børn med elektiv mutisme
Børn som er tavse kommunikerer faktisk. Tavshed kommunikerer. Ja, tavshed kan nogle gange sige mere end ord kan.
Nøglespørgsmålet er ofte: Hvad er det, som gør barnet utrygt? Det er udløserne, der er centrale. Og børn har ofte svært ved at sætte ord på deres oplevelser.
Den voksne omsorgsperson, som gerne vil hjælpe barnet, kan prøve at sammenligne med situationer, hvor man selv ville blive tavs. Vi har alle prøvet at sidde i et selskab, hvor vi er mere fåmælte end normalt. Hvad er det, som får os til det? Nogle gange er det for eksempel tavs opponage mod en magtbalance eller et hierarki, vi ikke kan lide; andre gange er det for eksempel en reaktion på usikkerhed og social akavethed. Måske frygter vi at sige noget dumt? Måske frygter vi at blive dømt? Nogle gange er det snarere vores humør eller grundstemning, der er "off".
Behandling af elektiv mutisme
Det er vigtigt, at forældre eller andre omsorgspersoner allierer sig med børnehaven eller skolen, når der er tale om elektiv mutisme. Det er vigtigt at veksle erfaringer og få det fulde billede af problemet.
Psykoterapi kan have en stærk effekt, nogle gange blot i et forløb med omsorgspersonerne, men også nogle gange, hvor barnet er med. Hvis barnet kommer med, aktiverer situationen normalt barnets modvilje mod at tale. For at skabe de rette kår vil terapeuten eksperimentere med forskellige midler: gennem rar samtale med ledsagere, gennem opfordring til leg eller kreative aktiviteter med bestemte pædagogiske formål. Terapeuten vil med tiden danne sig et overblik over de vilkår, der får barnet til at tale.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
- World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.
