Identitetsproblemer
(Når identiteten er for "løs" eller "fast")
Symptomer på identitetsforstyrrelser
Ved identitetsforstyrrelser forstås her en klynge af bestemte problematikker, præget af:
- En påvirket eller atypisk identitetsfornemmelse og selvopfattelse.
- En identitetsopfattelse, som er urealistisk eller uhensigtsmæssig.
- En manglende sund sammenhængskraft i synet på, hvem vi selv er.
- Tendens til at være præget af en manglende, for løs eller for fast identitetsfornemmelse.
Symptomer ved for løs identitetsopfattelse:
- Manglende stabilitet og sammenhæng i oplevelsen af egen identitet.
- En manglende gennemgående "rød tråd" i fornemmelsen af vores identitet.
- Omskiftelig, selvmodsigende eller svingende identitetsfornemmelse.
- Manglende stabil underliggende følelse af at være den samme på tværs af kontekster og roller.
- Problemer med at besvare spørgsmålet "hvem er jeg?"
- Eventuel følelse af indre tomhed.
- Tendens til at overtage andre menneskers mannerismer og interesser.
- Eventuelt imposter-syndrom.
Symptomer ved for fast identitetsopfattelse:
- For non-reaktiv og utilpasningsdygtig fornemmelse af egen identitet.
- En alt for rigid "rød tråd" i opfattelsen af egen identitet.
- En ufleksibel og fasttømret selvopfattelse.
- En alt for stabil følelse af at "skulle" være den samme på tværs af situationer og roller.
Reelt er udfordringen, fordi den stikker så dybt, også en eksistentiel problematik.
(For at komme videre til mere tekst om identitetsproblemer kan du scrolle et stykke ned. Vi starter nemlig først med at definere, hvad "identitet" overhovedet er.)
Identitet
Ved identitet forstås individets individuelle oplevelse af sig selv som værende en bestemt "person" i en social sammenhæng og med en historisk kontinuitet. Ved kontinuitet forstås en fortløbende sammenhæng, som varer hele livet. Etymologisk kommer identitetsbegrebet fra det latinske "idem", der betyder "den samme". Identitet er en livslang udviklings- og tilegnelsesproces, som udvikles i samspil med andre, for barnet især via samspillet med forældrene. I identitetsdannelsen "sender" børn hele tiden signaler og skal modtage "svar". [Jerlang (2008): Kap. 3, s. 79-82]
Individuation
Ved individuation forstås den proces, hvorigennem en persons bevidsthed differentieres fra andre individer. Via individuation bliver vi til selvstændige, udelelige helheder eller enheder. Processen har en afgørende rolle for den psykologiske udvikling. Målet er at opnå så dybt kendskab til sig selv som muligt og dermed blive selvbevidst. Begyndelsen til bevidsthed er begyndelsen til individuation. En person kan ikke udvikle sig til en specielt individueret person, hvis prsonen er uvidende om sig selv og verden. [Hall/Nordby (1973/1985): Kap. 2, s. 34-35]
Personlighed
Identitet hænger sammen med "personlighed". Ved personlighed forstås i ICD-11 overordnet en besvarelse af spørgsmålene "hvem er jeg?" og "hvordan vil jeg dele mit liv med andre?" Ved personlighedstræk forstås væsentlige aspekter af "hvem vi er" og "hvordan vi opfører os". En personlighed "er" noget, og den "gør" også noget. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 2, s. 24-25; Kap. 3, s. 53]
En ikke-forstyrret personlighed har fleksibilitet nok til at reagere passende og tilpasse sig andres adfærd, livsbegivenheder og forandringer i omgivelserne; dette sker uden psykosocial funktionsnedsættelse eller betydelig lidelse. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 84-85]
Identitetsmodellen
Vi kan indkapsle identitet mere præcist ved at bruge Carsten René Jørgensens model, som samler de forskellige aspekter af identitet i fire niveauer. De er som følger:
(1) Ved jegidentitet (eller kerneidentiteten) forstås ens indre personlighed, som den er - uden påvirkninger fra omverdenen. Denne omfatter fornemmelsen af en meningsfuld sammenhæng i sin personlighed og i sit liv, hvilket inkluderer følelsen af sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Dette niveau er en forudsætning for en velfungerende identitet og de øvrige identitetsniveauer. Den har størst betydning for psyken og velværen. Jegidentiteten repræsenterer også den psykologiske modstand, som beskytter os mod overbelastning. Hvis vi udsættes for stor overbelastning, kan den bryde sammen, idet enhedsfornemmelsen forsvinder. Især i teenageårene sættes den på prøve.
(2) Ved personlig identitet forstås de specifikke kendetegn, egenskaber, karaktertræk, adfærdsmønstre og evner, som andre kender os på. Den omfatter også personlige værdier, holdninger, præferencer, livsstil og valg af mening med tilværelsen. Det er dette niveau, der muliggør, at vi oplever os selv som et unikt individ med egen individualitet.
(3) Ved social identitet forstås den offentlige side af identiteten, som er koblet til de sociale roller og positioner, mennesket indgår i. Denne identitet er indlejret i sociale relationer. Det er billedet, vi tegner af os selv og grupper, vi er medlem af, omfattende social status og sociale roller, vi påtager os for at blive anerkendt socialt. Rollerne kan skifte, fx kan vi være mor, ansat, studerende osv. Det er vigtigt for os at tilhøre et afgrænset socialt fællesskab, hvor man er set og hørt. Ubalance kan her skyldes, at vi er for meget "mig" og for lidt "mig" (diffusion i fællesskabet).
(4) Ved kollektiv identitet forstås fx nationale, religiøse, kulturelle eller samfundsmæssigt definerede grupper, man er med i. Den omfatter den kollektive identifikation med hinanden og med idéer eller mål. Her bliver det vigtigt, hvad der definerer gruppen, og hvad der adskiller den fra andre.
(De fire niveauer kan være svære at adskille. De kan også have stor indflydelse på hinanden.) [Fjordbak (2016): Kap. 3, s. 81-83]
Identitetsforstyrrelser - igen
For at vende tilbage til de problematiske aspekter:
Ved løs identitet forstås, at personen føler sig meget omskiftelig, vekslende og overtilpassende. Problemet kan opstå hos alle slags mennesker, men kan særligt være gældende i puberteten og ungdommen (fordi vi udvikler os meget), ved livskriser (hvor man også udvikler sig meget), men også hos mennesker, der er meget ja-sigende og har en tilsyneladende svag karakter (for eksempel folk, der lider af evasiv personlighedsstruktur eller har meget lavt selvværd). Problemet ses også ved slemmere personlighedsforstyrrelser såsom histrionisk personlighedsstruktur eller især emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetypen. Sidstnævnte er nemlig kendetegnet ved identitetsdiffusion, hvor kerneidentiteten er svag, resulterende i en indre tomhed og en følelse af ikke at have et stabilt "jeg". For at lære mere om det kan du eventuelt opsøge skrifter af Ernst Kohut eller Melanie Klein.
Den løse identitet betyder, at kerneidentiteten er svag og derfor påvirkes meget af omskiftelige sociale situationer. Derfor bliver den svingende, fordi den kronisk er reaktiv.
Der ses også andre former for løs identitet. Nogle mennesker har for eksempel en kraftig og meget udtalt tendens til at overtage andre menneskers interesser, karaktertræk, reaktionsmønstre og holdninger. Ved normal identitetsfølelse kan vi naturligvis assimilere andres træk, men ved løs identitet er det påfaldende og markerer en ødelagt "skillevæg". Nogle har for eksempel ekstremt nemt ved at påtage sig andres dialekter, tics, håndgestusser eller udtryk. Andre har en værre tendens, der går langt ud over overfladiske mannerismer.
I det allermest ekstreme tilfælde af løs identitet ses dissociativ identitetsforstyrrelse.
Ved rigid identitet forstås omvendt, at personen ikke kan omstille sig eller tilpasse sig situationer og altid opfører sig ensartet på uhensigtsmæssig vis. Den røde tråd er her så solid, at personen ikke er dynamisk, men kun kan fortsætte den linje, som tråden allerede har lagt. Dette skaber tit konflikter og modstrid i miljøet. Det ses meget ofte hos mennesker, der har en personlighedsforstyrrelse og ofte per definition har svært ved at omstille sig: fx den tvangsprægede personlighedsstruktur, men også folk, der på grund af angstlidelser har været nødt til at begrænse sig selv til meget særlige måder at fungere på. Desuden ses manglende evne til omstilling ofte hos bestemte typer af narcissister, dyssociale, paranoide, skizoide, skizotypiske og skizofrene problematikker og strukturer. Den rigide person udvikler sig ikke og ender med at hæmme sine egne kapaciteter og evner. (Det skal dog siges, at de nævnte lidelser også kan have løs identitet som delsymptom.)
Ved rigid identitet ses overordnet, at kerneidentiteten ofte er sammensmeltet med de øvrige lag af identitet og er blevet for stærk. Kombinationen er fastlåst og har skabt en uhensigtsmæssig fasthed. Identitetsfornemmelsen er dermed slet ikke er reaktiv på sociale og samfundsmæssige udviklinger. Tilpasning medfører således kraftigt ubehag og føles truende.
Hvad gør man med identitetsproblemer?
Det gælder generelt, at mennesker med løs identitet selv kommer i terapi, mens mennesker med rigid identitet ofte tvinges i terapi af deres nærtstående.
Man behøver dog ikke at være alvorligt forstyrret for at have problemer med selvopfattelsen eller identitetsfølelsen. Identitetsproblemer ses ofte på min klinik. Jeg har meget at gøre med unge mennesker, som kæmper med "hvem de er". Og jeg har set en del eksempler på mennesker i voksen- og pensionsalderen, der er midt i en livskrise, som befinder sig "mellem væggene" og er ved at udvikle sig og "finde sig selv" igen. Desuden har jeg set mennesker i den "gode ende" af emotionel ustabilitet, som har haft brug for at styrke kerneidentiteten. Synet på os selv hænger også sammen med vores selvværd. Når selvværdet er lavt, kan identiteten skifte alt afhængigt af, om man præsterer godt eller dårligt i sit liv.
Uanset hvad kan psykoterapi i langt de fleste tilfælde hjælpe med at udvikle en fastere identitet eller løsne den rigide identitet. For mennesker med løs identitet skal der etableres kontakt til kernen, skrælles falske lag af, og opbygges elementer ud fra eksisterende ressourcer. Ved rigid identitet skal der løsnes ved at finde de dybere årsager til fastheden og udfordre strategierne. I begge tilfælde kan personen få et bedre og sundere liv.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
- Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
- Hall, Calvin S. & Nordby, Vernon: Jungs Psykologi – En Grundbog ("A Primer of Jungian Psychology"). Originalt udgivet 1973. København: Hans Reitzels Forlag, 1985. ISBN: 87-412-3838-9.
- Jerlang, Espen (red.): Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels Forlag, 2008. 4. udgave. Trykt hos Livonia Print. ISBN: 978-87-412-5154-7.
