Mobning: Når det kun er sjovt for de andre

Mobning

(Når det kun er sjovt for de andre)

Ved mobning forstås en særligt problematisk adfærd, præget af:

→ Gentagen og bevidst aggressiv og sårende adfærd fra en krænkende part eller gruppe.

→ Adfærden retter sig mod en bestemt anden person eller gruppe, der gøres til offer.

→ Adfærden kan beskrives som krænkende, fjendtlig, truende eller hånlig.

→ Relationen indebærer en ubalance i magtfordelingen.

→ Adfærden retter sig mod den eller dem, der har en ulempe i situationen.

→ Adfærden kan være fysisk, verbal, følelsesmæssig eller psykologisk.

→ Adfærden kan foregå ansigt-til-ansigt eller online.

→ Adfærden er intentionel fra mobbernes side og danner et mønster.

(1) Eksempler på fysisk mobning:

→ At skubbe offeret.

→ At prikke til offeret.

→ At nive offeret.

→ At slå offeret.

→ At sparke offeret.

→ At bide offeret.

(2) Eksempler på verbal mobning:

→ At kalde offeret øgenavne.

→ At bruge ondsindet sarkasme mod offeret.

→ At sprede rygter om offeret.

→ At komme med trusler mod offeret.

→ At drille og nedgøre offeret.

(3) Eksempler på emotionel mobning:

→ At isolere eller ekskludere offeret.

→ At plage og ulejlige offeret.

→ At gemme offerets ting.

→ At komme med truende gestusser til offeret.

→ At latterliggøre og ydmyge offeret.

→ At manipulere og tvinge offeret.

(4) Eksempler på seksuel mobning:

→ At udsætte offeret for uønsket fysisk kontakt.

→ At udsætte offeret for upassende berøring.

→ At udsætte offeret for grove kommentarer.

→ At udsætte offeret for homofobisk adfærd.

→ At udsætte offeret for uønskede billeder og film.

(5) Eksempler på online-mobning:

→ At skrive grove ting om offeret på sociale medier.

→ At dele grove billeder, der omhandler eller hentyder til offeret.

→ At sende grove beskeder til offeret.

→ At ekskludere offeret socialt.

[Kilder: Antibullyingalliance, APA]

Mobning er ikke kun et fænomen, der finder sted i folkeskoler og på gymnasier eller andre uddannelsessteder for unge mennesker. Mobning ses også på arbejdspladser, sportsklubber og vennegrupper hos voksne, ja, selv hos ældre mennesker. Mobning kan også forekomme i den nære familie, i parforhold eller i meget nære og veletablerede vennegrupper. I alle tilfælde er mobning ikke et rart fænomen. Mobning skaber en giftig stemning og en ubehagelig kultur i gruppen. Det sætter sine spor i offeret, vidnerne og også i mobberne.

Det fremgår af definitionen at mobning kan tage mange former. På tværs af alle disse ser man fællestræk: adfærden er fra mobberens side aggressiv og hos modtageren er den sårende. Der er ikke tale om enkeltstående begivenheder, men et mønster. Og adfærden skal være bevidst fra mobberens side. Det svære i mere komplekse sager om mobning er ofte at påvise, at adfærden netop er bevidst krænkende. Problemet er, at offeret faktisk kan lide skade, selvom adfærden ikke er bevidst. I så fald er det teknisk set ikke mobning.

Mobberne kan undertiden skjule deres slette spil i falsk uvidenhed. Man kan i denne sammenhæng bemærke, hvor nemt det er at skubbe til en person med skulderen, hvorefter man hævder at det var et hændeligt uheld. Man er uskyldig til det modsatte er bevist. Det princip kan i visse tilfælde udnyttes, således at offeret får en drænende bevisbyrde. Endnu sværere kan det blive, hvis mobningen består af sårende kommentarer. På overfladen kan det ligne godmodige drillerier.

I mange tilfælde kan man definere mobning som drillerier, som kun den drillende part synes er sjove. At drille er at være på den rigtige side af grænsen. At mobbe er at systematisk overskride den. Det er især i dette spændingfelt, mellem det god- og ondartede, at grænserne kan blive udviskede.

Mobning kan beskrives som en form for psykisk vold. Det er også en form for kompleks manipulation. Begge nævnte begreber indebærer at opnå kontrol over offeret. Der indgår ofte også interessante komplekse mønstre af manipulation og intern psykisk vold blandt selve mobberne i gruppen. I visse tilfælde kan mobning også ligne stalking, idet mobning kan inkludere både overvågning og indledning af uønsket kontakt. Alle disse former for adfærd er grænseoverskridende. Mobning er også grænseoverskridende.

Den tavse mobning, hvor offeret udsættes for en udfrysende "koldfront", kan ofte være slem. Men igen er intentionen hos den udfrysende part essentiel. Der er forskel på, at blive "holdt udenfor" og "falde udenfor" gruppen. Men begge ting kan have en skadelig virkning for den part, der er udenfor.

Mobning kan gøre skade på et menneske. Det påvirker ofte personens selvværd og identitet. Det øger risikoen for at udvikle psykiske problemer, bare for at nævne nogle få, angstlidelser (såsom generaliseret angst, socialfobi eller agorafobi), depression eller andre affektive lidelser (deriblandt dysthymi). Det kan også skabe en kraftig indre uro (med tankemylder) og endda sætte sig som et traume, der senere i livet kan minde om (eller være) PTSD. At blive udsat for mobning er i alle tilfælde en stressbelastning, der kan føre til ekstrem ensomhed, også selvom man har andre gode mennesker omkring sig.

At have været udsat for mobning kan påvirke vores frustrationstolerance og gøre os meget sensitive. Det kan også påvirke vores evne til at kunne følelsesregulere. Det påvirker ligeledes vores evne til mentalisering (ofte i retning af hypermentalisering). Mobbeofre bliver ofte konfliktsky og pleasende eller smittes, helt omvendt, af mobbernes egen underempatiske og grænseoverskridende adfærd. Sidstnævnte er ofte en forsvarsmekanisme.

I slemmere tilfælde kan mobbeofre udvikle forstyrret spisning eller deciderede spiseforstyrrelser (for eksempel bulimi eller anoreksi). Der ses nogle gange tendens til selvskade eller endda selvmordstanker.

Mobberne selv lider nogle gange af anomi og føler sig udenfor samfundet. At mobbe kan give dem en plads i gruppen og hæve dem i det sociale hierarki. Mobning indgår også som symptom på adfærdsforstyrrelse. Det er velkendt, at det ikke er de stærke, der mobber, men dem, der selv har problemer eller kæmper med deres selvværd.

Ofte vælges de mennesker, der er lidt anderledes som ofre, især dem med et særligt heftigt temperament eller en vis følsomhed. Det er særligt offerets synlige reaktioner, der ansporer fortsættelsen af adfærden. Ofrene kan sagtens være dem, der lider af neurodivergens, for eksempel er på autisme-spektrummet (for eksempel har Aspergers syndrom), ADHD-spektrummet, har en atypisk intelligens eller færdighedsforstyrrelser (som for eksempel ordblindhed), stammer eller måske er særligt sensitive. Det kan også bare være, at personen adskiller sig på andre måder, for eksempel ved at gå i anderledes tøj eller på anden vis ikke deltage i normen. Mange mennesker med kønsdysfori eller en anderledes seksualitet er blevet mobbet.

Ligesom familiens "sorte får" altid afviger i værdier eller karakter fra de øvrige i familien, vil mobberen også på sin vis afvige i en eller anden forstand. Afvigelsen kan være af mange forskellige slags. Og det er ikke altid, at den er nem at finde.

Mobning skader ikke altid kun offeret. Familie og øvrige nærtstående kan lide med personen. Mobberne selv kan også ende med en ekstrem skyld. Nogle gange er "lederne" i mobbekulturerne særligt forråede, mens andre "går med på legen" for ikke selv at blive ofre. Dette sker tit ubevidst. Typisk ender disse mennesker med at lide under det senere. Ironisk nok kan det skade personens selvværd og skabe en kronisk følelse af, at være en slet person.

Hvis man som forælder oplever, at ens barn bliver mobbet, er det en god idé at tale med dem om det. Det kan betyde meget at sætte ord på det. Og det skaber en kontrast mellem det kolde miljø, hvori de bliver mobbet, og det varme hjem. Som forælder er det svært at rådgive sine børn i denne situation, især fordi man emotionelt bliver trukket ind i børnenes følelser. Man kan blive smittet med barnets afmagt.

Behandling af mobbeofre

Psykoterapi kan være en ekstremt god idé, hvis man enten bliver eller er blevet udsat for mobning. For mobbeofferet kan faktisk lære at bruge bestemte strategier for at stoppe mobningen. Og den emotionelle og psykiske skade, der opstår, kan faktisk afhjælpes og lindres. Grundreglen er: Det er aldrig offerets skyld. Men offeret behøver ikke forblive offer. Begge parter af en negativ relation kan ændre mønsteret. Terapien med mobbeofre ligner terapien med mennesker, der har været udsat for psykisk vold, stalking eller manipulation. Den indebærer meget ofte kognitivt arbejde, selvværdsarbejde og genetablering af grænser. Desuden indgår ofte træning i bestemte adfærdsterapeutiske teknikker såsom afbetingning og assertion.

Gå til oversigt over psykiske problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til websitet for klinikken.

Særlig sensitivitet: Når vi er ekstra følsomme og reaktive

Særlig sensitivitet

(Når vi er ekstra følsomme og reaktive)

Ved særlig sensitivitet (forkortes HSP, Highly Sensitive Personality) forstås en neurodivergent kategori, præget af:

→ Øget følsomhed i nervesystemet over for påvirkninger (både indre og ydre stimuli).

→ Stærk reaktion på fysiske, følelsesmæssige eller sociale stimuli.

→ Tendens til overvældelse på grund af sensoriske oplevelser, f.eks. lyde, lys og teksturer.

→ Generelle problemer med sanseforarbejdning (SPS).

→ Lav frustrationstolerance over for stress og ubehag.

→ Tendens til at opleve og føle meget intenst.

→ Oplevelse af ubehag i større folkemængder (jf. enoklofobi).

→ Tendens til at blive skræmt af pludselige lyde eller bevægelser.

→ Kraftigt behov for afslapning, specielt på stressede dage.

→ Behov for at opholde sig i rolige, mørke, stille rum.

→ Oplevelsen af, at dårlige dage påvirker appetit eller søvn.

→ Tendens til at have et rigt og komplekst indre liv.

→ Tendens til dybe tanker og stærke tilkoblede følelser.

→ Tendens til overtænkning og tankemylder.

→ Forhøjet empati til en udmattende grad (jf. mentalisering).

→ Undgåelse af situationer, der kan overvælde.

→ Kraftig reaktion på spændinger, uenighed, konflikter og vold.

→ Tendens til at opleve angst, bekymringer og indre uro.

→ Problemer med lavt selvværd og selvkritiske tanker.

→ Tendens til at sammenligne sig med andre.

→ Problemer med at give slip på negative tanker og følelser.

→ Tendens til at danne fysiske symptomer på emotionelt ubehag, såsom hovedpine.

→ Tendens til at blive meget vred over uretfærdighed i samfundet.

→ Tendens til at tænke meget over, hvad andre tænker.

→ Tendens til at være nærtagende og tage ting personligt.

→ Tendens til at blive nemt såret eller fornærmet.

→ Besvær med at modtage kritik, selv den konstruktive slags.

→ Tendens til at overreagere på små provokationer.

→ Tendens til at føle sig akavet i gruppesituationer.

→ Bekymring for afvisning, selv i relativt utruende situationer.

→ Tendens til at føle sig anspændt i romantisk intime situationer.

→ Stærk evne til at danne meget nære og dybe bånd til tætte relationer.

→ Stærk evne til at give andre støtte og omsorg.

→ Stærk evne til at påskønne kvalitetsoplevelser.

→ Kraftig tendens til at blive rørt af skønhed i kunst, natur etc.

→ Undgåelse af vold i film og tv-programmer, fordi det er for intenst.

→ Tendens til ikke at føle sig glad ved brug af sociale medier.

Begrebet om "særlig sensitivitet" er ikke en diagnostisk kategori, men svæver lidt for sig selv. Ordet blev først brugt af Elaine og Arthur Aron i 1990erne, og blev især populariseret for 10-15 år siden.

Særligt sensitive påvirkes altså ganske stærkt af stimuli, der ikke ville påvirke andre mennesker stærkt. Og de er mere følsomme og har brug for meget fred og ro omkring sig. Årsagen kan tilsyneladende både skyldes arv og miljø såvel som genetik og øvrige faktorer. Det antydes kraftigt, at omsorgssvigt eller tilknytningsproblemer kan spille ind. [Kilde: Verywellmind, Psychologytoday]

Det menes, at op til 20 procent af befolkningen kan være særligt sensitive. En følsom disposition kan øge risikoen for at udvikle problemer med angst, for eksempel socialfobi, agorafobi eller mere specifikke problemer, såsom eksamensangst. Der kan også være eksistentielle problemer eller identitetsmæssige problemer.

Begrebet var meget populært, nok især i 2010erne, hvor mange kaldte sig særligt sensitive, mange med god grund, mens andre med lidt mindre god grund. Nu, når "modebrugen" af begrebet er klinget af, er det mindre kontroversielt at diskutere klassifikationen.

Differentialdiagnostisk diskussion

At adskille særlig sensitivitet fra andre problematikker er faktisk et komplekst differentialdiagnostisk mareridt. Symptomklyngen placerer sig tilsyneladende tæt på både personlighedsforstyrrelser og neurodivergens, og den forholder sig ikke helt klart til dem. Forkortelsen HSP henviser til en forstyrrelse af personligheden, mens definitionen af problemet som en form for neurologisk afvigelse til dels modsiger det.

Problemet klassificeres som en form for neurodivergens. Det er åbenlyst, at problemerne minder meget om de problemer, man typisk både kan finde indenfor autisme-spektrummet eller ADHD-spektrummet. Disse to typer af hjerneafvigelser befinder sig også indenfor den neurodivergente paraply. Det er nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet faktisk ikke er en selvstændig kategori, men snarere hører til på et af de andre to skalaer.

Men problemet kaldes også for en "personlighed", antydende at det er en personlighedsforstyrrelse. Særlig sensitivitet deler også en række træk med især den ængstelige personlighedsstruktur, især hypersensitivitet og overfølsomhed for ubehag. Det er også nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet kunne være en mildere variant af den ængstelige personlighedforstyrrelse.

Problemet påvirker også nervesystemets funktionalitet. Der er også et kæmpe overlap med traumeofres (især dem med PTSD) påvirkede nervesystem, og de problemer, det kan medføre, især med henblik på sansebearbejdningsproblemer, oplevelsen af at blive drænet af samvær med andre og tendensen til at søge fred og ro. Der er også forsøgt påvist en sammenhæng mellem særlig sensitivitet og bestemte svigt eller traumatiske påvirkninger fra fortiden. Hermed er det nærliggende at antage, at særlig sensitivitet kunne hænge sammen med belastningsreaktioner.

Alle tre ovenstående muligheder virker lige sandsynlige fra forskellige perspektiver. Det er dog meget tankevækkende, at stigningen af diagnosticering af ADHD og autisme lader til at korrelere nogenlunde med faldet af snakken om "særlig sensitivitet".

Der er andre komplikationer, der kan skabe problemer: bekymringstendenserne kan ligne generaliseret angst så meget, at de er svære at skelne fra hinanden, især ved en kort screening. Desuden indgår samtlige symptomer ved HSP også i øvrige diagnostiske kategorier, der ikke er nævnt her.

Derfor er det svært at placere den særligt sensitive på den diagnostiske skala. Er det en mild form for angst? Er det i realiteten traumepåvirkning? Er det faktisk en form for neurodivergens, der måske skulle være en del af autisme- eller ADHD-spektrummet, ligesom Aspergers syndrom? Er det en forstyrrelse af personligheden? Det er uklart.

Men at noget er svært at placere korrekt, er ikke det samme som at anfægte dets eksistens. Uanset hvad er problemerne og udfordringerne ægte nok. Jeg foretrækker, at anse særlig sensitivitet som noget, der indgår i personlighedsprofilen, men ikke på en psykopatologisk måde. Mange træk, for eksempel emotionel reaktivitet eller indadvendthed, er noget, der naturligt kan høre til vores personlighed, men uden at kunne betegnes som sygeligt (selvom sådanne træk kan føre til kritik fra andre mennesker).

Behandling af særlig sensitivitet

Psykoterapi er en god behandling til særlig sensitivitet. Mange særligt sensitive mennesker går i terapi af forskellige årsager. Symptomerne kan være meget forskellige. Mange behandles for angst og nervøsitet. Andre behandles for deres lave selvværd og indre usikkerhed. Andre har brug at finde ro i deres venskaber og romantiske relationer. Andre igen har brug for strategier til at undgå at blive drænet i sociale situationer.

Gå til indholdsfortegnelsen for mentale problemer.

Gå til forsiden.

Gå til Dialogos Psykoterapi.

Adfærdsforstyrrelse: Når den unge gør oprør

Adfærdsforstyrrelse

(Når den unge gør oprør)

Ved adfærdsforstyrrelse forstås en lidelse hos unge, præget af:

→ Et vedvarende mønster af dyssocial, aggressiv eller trodsig adfærd hos børn og unge.

→ Varigheden af adfærden skal mindst have stået på i et halvt år.

→ Adfærden indeholder klare brud på sociale forventninger og normer.

→ Adfærden overstiger almindelige barnestreger og oprørstrang.

Den problematiske adfærd kan inkludere:

→ Tendens til at krænke andres rettigheder.

→ Voldelig adfærd.

→ Tyranniseren af andre.

→ Stridslyst og konfliktsøgende adfærd.

→ Grusomhed overfor andre mennesker eller dyr.

→ Udtalt ødelæggelsestrang over for andres ejendom (hærværk).

→ Ildpåsættelse (jf. pyromani).

→ Tyveri, røveri eller indbrud.

→ Løgnagtighed, skulken eller vagabonderen.

→ Udtalt lydighedsnægtelse.

→ Hyppige og svære raserianfald og irritabilitet.

→ Trættelyst og provokerende adfærd.

→ Udadprojicerende holdning.

→ Tendens til hævngerrighed.

→ Slagsmålstilbøjelighed.

→ Brug af farlige våben.

→ Natlig udebliven (under 13 år).

→ Tendens til at mobbe, true eller intimidere andre.

→ Tendens til at bruge psykisk vold eller manipulation.

→ Tendens til seksuel tvang eller afpresning.

Problemet deles i graderne let, moderat eller svær alt efter antal af symptomer og alvorsgraden af handlingerne. Diagnosen bruges mest til unge mennesker. Der ledes særligt efter symptomer før de 10 år. Personer over 18 må ikke opfylde kriterier for dyssocial personlighedsstruktur. Det er vigtigt, om personen er i stand til at føle anger eller skyld. [WHO (1994/2018): F91, s. 173-175; APA (2013): Sec. 2, 312.8x, pp. 469-471]

Der findes to mere konkrete varianter af adfærdsforstyrrelse i ICD-10; den ene er begrænset til familien (hvor adfærden ikke forekommer udenfor familien); den anden er begrænset til bestemte sociale sammenhænge (hvor adfærden ikke forekommer i familien. Det kaldes også "socialiseret adfærdsforstyrrelse"). Når barnet eller den unge udviser adfærden som en form for "Rasmus Modsat"-adfærd, så er der ofte tale om oppositionel adfærdsforstyrrelse.

Nogle unge med adfærdsproblemer kæmper med lavt selvværd, depressivitet, angst, ensomhed eller sorg. Det kan også være, at der kan være tale om lidelser såsom AD(H)D (som påvirker impulskontrollen). Mennesker med adfærdsforstyrrelse kan tit have problemer med affektiv dysregulering og have tendens til lav frustrationstolerance. Det kan også ses, at unge med denne slags forstyrrelse udviser stærk manipulerende adfærd. I så fald er de ofte svære at arbejde med.

Nogle, men slet ikke alle, unge mennesker med adfærdsforstyrrelser har været udsat for omsorgssvigt. Andre er i en livssituation, hvor de har udviklet anomi.

Til bekymrede forældre og andre pårørende

Det er bedst at anlægge et empatisk og ikke-katastrofiserende perspektiv på problemet. Adfærdsforstyrrelser er langtfra altid et tegn på, at barnet er alvorligt forstyrret, at familien er ved at falde sammen, eller at det unge menneske ikke kan få et godt liv. Man skal passe meget på med at stigmatisere og huske, at det er adfærden og ikke personen, der er dysfunktionel. Ofte opstår sådan en adfærd på basis af problemer i den unge persons liv.

Forældre og øvrige omsorgspersoner kan spørge sig selv: Er adfærden et råb om hjælp? Mangler den unge opmærksomhed i hverdagen? Er der kaotiske omvæltninger i livet, som kan stresse den unge person (for eksempel ændringer i vennegruppen, skilsmisse eller skoleskift)? I så fald kan der være tale om en tilpasningsreaktion. Lider den unge person socialt? Mangler den unge person vejledning og forbilleder? Opnår den unge person social status gennem adfærden? Er problemet snarere omhandlende manglende impulskontrol og følelsesregulering? Er den unge person i stand til at være empatisk i nogle sammenhænge?

Mange prøver forgæves at tale med den unge person, men bliver afvist, eller samtalen "støder på grund". Også her er det vigtigt at huske, at det ikke betyder, at barnet er tilfreds med situationen. Desuden kan der være visse blokader, som gør det svært for den unge. Hvis dit barn ikke kan beskrive sine følelser, er det ikke ensbetydende med, at dit barn er dyssocialt. Det kan være, at dit barn lider af alexitymi eller har andre problemer med at sætte ord på tingene. Sådanne "mangler" kan trænes op.

Behandlingsmuligheder

Man kan behandle adfærdsforstyrrelser med psykoterapi. Ofte er det en god idé at nøje udvælge en behandler, som barnet eventuelt kunne respondere positivt på, for eksempel i kraft af køn, alder og faglighed. De fleste unge med adfærdsforstyrrelser reagerer positivt på at blive hørt af en objektiv tredjepart og omfavner den faglige viden på en måde, der kan overraske forældrene.

Behandling af adfærdsforstyrrelser ses ofte i kommunale tilbud og inden for psykiatrien. Disse forløb er gratis. Psykologer og psykoterapeuter kan også behandle forstyrrelserne, eventuelt ved at inddrage hele familien eller i enesamtaler med den unge, alt efter omstændighederne.

Fordelen ved at vælge et forløb ved en psykoterapeut er, at tempoet kan følge den unge person, at forløbet ikke pludseligt afbrydes efter 10 gange, at forløbet fortsætter, indtil problemerne er løst, og at det unge menneske ikke får en offentlig journal, der kan tjene som hindring senere i livet.

Gå til oversigt over psykiske problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til websitet for klinikken.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

ADHD og ADD: Opmærksomheds-underskuds-/hyperaktivitets-forstyrrelse

ADHD og ADD

(Opmærksomhedsunderskuds-/hyperaktivitetsforstyrrelse)

Ved opmærksomheds-underskuds- og hyperaktivitets-forstyrrelse (også forkortet ADHD og ADD) forstås en kombineret neurodivergent spektrumlidelse, præget af:

→ Besvær med at fæstne opmærksomheden og koncentrationsbesvær.

→ Hukommelsesbesvær og glemsomhed.

→ Tendens til at blive let distraheret.

Problemer, der knytter sig til opgave- og problemløsning:

→ Problemer med at indlede eller påbegynde opgaver.

→ Lammelse eller fastfrysning ved opgaveindledning.

→ Motivationsproblemer og manglende initiativ.

→ Udtalt tendens til at udsætte opgaver.

→ Tendens til at skifte fra én aktivitet til en anden uden at færdiggøre den første.

→ Mangel på vedholdenhed i aktiviteter, som kræver kognitive funktioner.

→ Problemer med at følge instrukser til fuldførelse af opgaver.

→ Besvær med at tilrettelægge opgaver eller aktiviteter.

→ Undgåelse af opgaver, som kræver opmærksomhed.

→ Tendens til at miste vigtige genstande, som er påkrævet til opgaver.

→ Tendens til at begå skødesløse fejl.

→ Manglende sans for detaljer.

→ Problemer med at styre tid, overholde deadlines eller holde øje med tidsrammer.

→ Problemer med at prioritere og rangordne opgaver i et hierarki.

→ Tendens til at glemme aftaler og vigtig information.

→ En følelse af at være overvældet og mangle overblik.

→ Manglende omtanke og tendens til impulsivitet.

→ Tendens til at rode.

Affektive symptomer:

→ Oplevelse af stress på grund af manglende overblik og overskuelighed.

→ Humørsvingninger og nedsat følelsesregulering.

→ Eventuelle oplevelser af angst (f.eks. socialfobi) og depression.

→ Lav frustrationstolerance.

→ Lavt selvværd, mindreværd, følelsen af at være anderledes på en "dårlig måde".

→ Oplevelse af indre uro.

Øvrige kognitive symptomer:

→ Tab af tanketråde, mistede tankespor og tågetænkning.

→ Udtalt tendens til tankemylder.

→ Overtænkning og overanalyse ift. tilgangen til opgaver.

→ Udpræget tendens til besvær med at træffe beslutninger (ubeslutsomhed).

→ Selvkritiske tanker, indadvendt vrede, selvbebrejdelse og skyld.

Problemer med sanseinputs og forandring:

→ Problemer med at omstille sig til skift og overgange i miljø og situationer.

→ Tendens til at føle sig overvældet af for mange sanseindtryk (f.eks. lyde, bevægelse).

Sociale symptomer, særligt ved ADHD:

→ Tendens til at komme galt afsted pga. tankeløse brud på normer og regler.

→ Tendens til socialt uhæmmet adfærd ift. andre.

→ Mangel på normal forsigtighed og tilbageholdenhed.

→ Eventuel upopularitet hos andre mennesker.

→ Tendens til ikke at høre, hvad der bliver sagt.

→ Tendens til at svare før spørgsmål er afsluttet.

→ Problemer med at vente på ens tur.

→ Tendens til at afbryde eller mase sig på.

→ Tendens til at blande sig i aktiviteter.

→ Eventuelt tendens til at låne ting uden at spørge.

→ Tendens til at tale for meget.

→ Manglende situationsfornemmelse.

→ Symptommaskering af overtænkning (ADD) eller trang til at bevæge sig (ADHD).

Hyperkinetiske symptomer (kun opfyldt ved ADHD):

→ Hyperaktivitet, problemer med at sidde stille eller forholde sig i ro.

→ Uorganiseret, overdrevet og ustyrlig aktivitet.

→ Motorisk rastløshed og uro.

→ Besvær med at sidde stille.

→ Tendens til at sidde uroligt.

→ Tendens til at forlade sin plads.

→ Tendens til støjende adfærd.

Der ses tit kognitive og motoriske forstyrrelser. Undertiden ses dyssocial adfærd (tit i form af tilsyneladende hensynsløshed).

Lidelserne menes at kunne diagnosticeres ved 7-års alderen.

Mange blander ADHD sammen med psykotiske forstyrrelser, humørforstyrrelser (for eksempel depression), angstlidelser (for eksempel socialfobi), dissociative forstyrrelser og personlighedsforstyrrelser. [WHO (1994/2018): F90, s. 171-173; APA (2013): Sec. 2, 314.01, pp. 59-61]

ADHD betyder, at personen er hyperaktiv, mens ADD betyder, at personen har opfylder en del af eller alle de andre kriterier, men uden hyperaktivitet.

Der ses ofte overlap mellem AD(H)D og autisme. Man ser nogle gange OCD-symptomer i forbindelse med overbelastning af personer med lidelsen. Der ses iøvrigt ofte søvnproblemer. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemerne.

Der ses ofte tendens til atypisk intelligens. Der er også nogle gange en speciel diagnostisk relation til den særligt sensitive person.

Behandling af ADD og ADHD

Det er muligt at få et fantastisk liv, selvom man lider af ADD eller ADHD. Medicin er ikke den eneste mulighed. Og selvom man får medicin, er der stadigvæk mulighed for yderligere bedring. Via psykoterapi kan man komme ekstremt langt med at få bearbejdet de sekundære følgevirkninger (for eksempel det lave selvværd, angst, nedtrykthed, ineffektiv følelsesregulering, social utilpashed etc.) og udvikle effektive strategier til at bringe de primære virkninger (for eksempel manglende motivation eller koncentration) under kontrol.

I fremtiden vil jeg også skrive konstruktive blogposts, som kan hjælpe med at gøre livet med AD(H)D nemmere.

Overdiagnosticering

Mange har udiagnosticeret ADD eller ADHD. Men kendskabet er vokset enormt gennem de sidste par år. Netop fordi der har været mange sendiagnoser, som har været fremme i medierne, er det blevet til et "hot topic". Det har været en god ting. Men i snakken glemmes ofte differentialdiagnostiske betragtninger: mange tror også, at de har det - selvom de ikke har det, men lider af noget andet. Et "twist" er nemlig, at mange af de samme symptomer kan skyldes andre psykiske problemer: for eksempel stress, depression, angstlidelser eller traumer (deriblandt PTSD). Derfor skal disse problematikker bearbejdes, før man kan fastslå, om der er tale om AD(H)D.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Affektiv dysregulering: Når vi ikke kan styre vores følelser effektivt

Affektiv dysregulering

(Når vi ikke kan styre vores følelser effektivt)

Ved affektiv dysregulering (eller ineffektiv følelsregulering) forstås et problem, præget af:

→ En manglende evne til at håndtere intense følelser.

→ En manglende evne til at reagere hensigtsmæssigt på intense følelsestilstande.

→ En tendens til at følelser bliver overvældende.

→ Problemer med at regulere følelser "nedad" eller "opad".

Symptomer på såkaldt underregulering:

→ Problemer med at regulere følelser "nedad".

→ Følelserne hæmmes ikke tilstrækkeligt.

→ Eksplosioner af negative følelser: vrede, tristhed, frygt, angst, skam etc..

Symptomer på såkaldt overregulering:

→ Problemer med at regulere følelser "opad" eller med at udtrykke dem.

→ Følelserne indelukkes, indkapsles og begrænses.

→ Tilstande af depression, passivitet, dissociation eller lammelse etc.

→ Eventuelt mobilisering af ringe forsvarsstrategier eller copingstrategier, f.eks. misbrug.

Symptomer på kombineret under- og overregulering:

→ Manglende balance mellem "for lidt" og "for meget".

→ Tendens til at indkapsle følelser for længe, indtil de udtrykkes på voldsom vis.

[Kilder: Traumaandbeyondcenter, Manhattancbt; Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 74]

Affekter er grundfølelser såsom glæde, overraskelse, vrede, tristhed, frygt, skam eller afsky. Problemet omhandler ikke kun disse, men alle følelser, deriblandt også dem, som åbenlyst er en blanding af de øvrige, for eksempel jalousi, skuffelse, frustration, irritation etc. Affektregulering (overregulering) hænger sammen med frustrationstolerance.

Følelsesregulering figurerer også i ICD-11 som en af "selvets kapaciteter". Her beskrives de tre tilstande, som er nævnt ovenfor. Ingen af de ovennævnte tre problemer er eksempler på effektiv følelsesregulering. I effektiv følelsesregulering indgår både evnen til at give plads til følelserne og at kunne kontrollere udbruddene ved at regulere dem ned igen.

Affektiv underregulering

Dysregulering i form af underregulering giver anledning til raseriananfald og vredesudbrud, grådlabilitet, angstanfald, kraftig skamfuldhed etc. Sådanne reaktioner ses mest hos mennesker, der lider af angst (for eksempel generaliseret angst), depression (inklusiv cyklothymi, neurasteni og dysthymi), stress, udbrændthed, traumer (for eksempel PTSD) og sorg; dertil også folk med neurodivergens, for eksempel ADD eller ADHD eller varianter af autisme-spektrum-forstyrrelse, men især hos folk der er præget af emotionel ustabilitet, narcissisme, histrionisk personlighedsstruktur eller dyssocial personlighedsstruktur (når personen presses). Derudover ses problemerne for eksempel hos mennesker med bipolaritet og kan ses hos mennesker der lider af paranoid personlighedsstruktur eller skizofreni eller skizo-affektiv forstyrrelse, men kun når de presses på uhensigtsmæssig vis.

Folk med problemer med underregulering har en lav frustrationstolerance.

Affektiv overregulering

Dysregulering i form af overregulering giver anledning til at personen hæmmer sine egne emotionelle udtryk og hverken viser eller handler på sine følelser. Dette sker i et omfang, der er uhensigtsmæssigt, dvs. personen bliver en "træmand" eller "trækvinde". Her ser vi de "stoiske" ansigtstræk, hvor personen ikke reagerer "normalt" eller udviser et nuanceret spektrum af følelser. Relevante problemer, der kan ligge under, er for eksempel tvangspræget personlighedsstruktur, dyssocial personlighedsstruktur (når personen ikke er under pres), skizoid personlighedsstruktur, skizotypisk sindslidelse eller skizofreni (ved forekomst af stærke negative symptomer). Det kan også være, at personen befinder sig på autisme-spektrummet, og for eksempel har Aspergers syndrom, hvor det tit kun er de nære relationer, der ser emotionelle udbrud, mens andre kan opfatte personen som kluntet og kølig. Slutteligt skal det siges, at depression, stress, udbrændthed, traumer og sorg kan føre til emotionel dødhed.

Lang historie kort: mange af de samme lidelser og problemer, som kan forårsage underregulering, kan også forårsage overregulering. Ikke alting kan puttes i nemme kasser.

Kombineret dysregulering

Ved kombineret dysregulering ses, at personen typisk overregulerer det meste af tiden (og holder følelsesudtryk tilbage), imens han eller hun i perioder underregulerer og bliver eksplosiv i sit emotionelle udtryk, dvs. eksploderer i for eksempel hulken eller raseri. Alle de ovennævnte underliggende problemklynger, der kan underligge dysregulering, kan ende med en kombineret dysregulering. En person med evasiv/ængstelig personlighedsstruktur vil for eksempel finde sig i meget, før personen endelig eksploderer i et raserianfald. Trykkogeren kører for længe, og den ellers så stille, milde, rare og nemme person skriger pludselig af børnene eller hustruen. Det samme kan gøre sig gældende ved mange andre problemer. Folk med alexitymi (problemer med at mærke og sætte ord på følelser) kan også have tendens til både at over- og underregulere følelser.

At arbejde med dysregulering

Der er en del, der opsøger psykoterapeuter, fordi de har tendens til at underregulere, meget ofte på grund af vredesudbrud. At arbejde med følelsesregulering via psykoterapi handler om at hjælpe klienten med at skrue op og ned for følelser, alt efter om der er tale om over- eller underregulering. Det er faktisk ikke så vanskeligt, som man skulle tro. Når man har fundet de dybere årsager til den manglende regulering, kan man få krammet på de uhensigtsmæssige reaktionsformer. En effektiv tilgang til emnet gør det til et af de mere tilgængelige punkter, man kan arbejde på. Derfor er prognosen også meget tit ekstremt god.

Gå til index over mentale problemer.

Gå til klinikkens blogforside.

Gå til hjemmesiden.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.

Affektiv sindslidelse: Når vores stemningsleje bestemmer

Affektiv sindslidelse

(Når vores stemningsleje bestemmer)

Ved affektiv sindslidelse (eller humørforstyrrelse) forstås et emotionelt problem, præget af:

→ Forandringer i stemningslejet, typisk episodisk og reaktivt.

→ Forandring i "nedadgående" retning (depression).

→ Forandring i "opadgående" retning (mani).

[WHO (1994/2018): F30-39, s. 81]

Eksempler på "klassiske" affektive lidelser, der findes her på bloggen:

→ Bipolar affektiv sindslidelse. Her ser vi svingninger opad, nedad eller begge.

→ Cyklothymi. Her ser vi mindre udtalte svingninger end bipolaritet.

→ Depression. Her ser vi perioder med "sorte huller".

→ Dysthymi. Her ser vi mildere depressivitet, men kronisk.

→ Fødselsdepression. Her ser vi depression i forbindelse med en fødsel.

→ Hypomani. Her ser vi oppustet opstemthed og jovialitet.

→ Mani. Her ser vi manisk opstemthed og opstemthed.

→ Neurasteni. Her ser vi dårligt humør efter anstrengelser eller i forbindelse med sygdom.

→ Patologisk sorg. Her ser vi en forlænget sorgperioder over tab eller knust hjerte.

→ Skizo-affektiv sindslidelse. Her ser vi både skizofrene og affektive symptomer på samme tid.

→ Vinterdepression. Her ser vi årstidspræget depression om vinteren.

De ovenstående problemer er alle ægte affektive sindslidelser. Alle øvrige lidelser, der påvirker humøret eller har at gøre med humøret, er ikke affektive sindslidelser, men klassificeres på anden vis.

Nedenstående hører for eksempel således ikke under kategorien for affektive sindslidelser, men har dog stadigvæk noget at gøre med det affektive.

Eksempler på affektive "hjælpekategorier":

→ Affektiv dysregulering (nedsat evne til at styre følelser).

→ Lav frustrationstærskel (nedsat evne til at styre følelser under pres/modgang).

→ Mentaliseringsproblemer (nedsat evne til at sætte sig i andre sted).

Eksempler på angstlidelser:

→ Agorafobi.

→ Enkelfobi.

→ Generaliseret angst.

→ Helbredsangst.

→ Panikangst.

→ Separationsangst.

→ Socialfobi.

→ Dødsangst.

Eksempler på personlighedsforstyrrelser med et markant affektivt præg:

→ Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur.

→ Emotionelt ustabil personlighedsstruktur/borderline.

→ Histrionisk personlighedsstruktur.

→ Dependent personlighedsstruktur.

→ Skizoid personlighedsstruktur.

Eksempler på øvrige lidelser præget af reduceret/påvirket affekt:

→ Skizofreni.

→ Skizotypisk sindslidelse.

→ Autisme-spektrum-forstyrrelse.

→ Alexitymi.

→ ADD og ADHD.

→ Motivationsforstyrrelse.

Du kan læse meget mere om affektive sindslidelser her på bloggen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Afhængighed og misbrug: Når vi ikke kender vores begrænsninger

Afhængighed og misbrug

(Når vi ikke kender vores begrænsninger)

(1) Ved afhængighed forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Et adfærdsmønster, som bliver til en vane, med negativ indflydelse på personens liv.

→ Afhængighedsobjektet kan variere.

→ Trang (craving) til vaneaktiviteten.

→ Svækket evne til at nedsætte eller styre forbrug eller hyppighed af aktiviteten.

→ Abstinenssymptomer i pauseperioder fra aktiviteten (med evt. angst og depressivitet).

→ Tendens til at indtage eller bruge aktiviteten for at ophæve abstinenssymptomer.

→ Udvikling af tolerance overfor substansen eller aktiviteten.

→ Aktivitetens indtagelse af en dominerende rolle ift. prioritering og tidsforbrug.

→ Vedblivende brug eller aktivitet trods erkendt skadevirkning.

(2) Ved misbrug forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Overdrevet brug af et stof eller aktivitet, som kan skabe alvorlige problemer for liv og helbred.

→ Stoffet eller aktiviteten ændrer på kroppens kemisammensætning.

→ Tit ses sociale og sundhedsmæssige problemer (i højere grad end afhængighed).

→ Tilbagevendende indtagelse af midler eller brug af aktiviteter, som nedsætter funktionsevne.

→ Eventuelt påvirkes daglige aktiviteter og pligter, således at de forsømmes.

→ Fravær, ringe præstationer, suspenderinger, bortvisninger, fyringer.

→ Brug af substanser, hvor det er fysisk farligt (fx kørsel under påvirkning).

→ Tilbagevendende juridiske rusmiddel-relaterede problemer (fx anholdelse).

→ Fortsat indtagelse på trods af varige eller tilbagevendende sociale problemer.

Mulige kilder til afhængighed:

→ Alkohol.

→ Ulovlige stoffer (kokain, heroin, hash etc.).

→ Lovlige stoffer (koffein, nikotin etc.).

→ Mad eller sukker.

→ Hasardspil, for eksempel roulette, casinospil, sportsbetting.

→ Computerspil.

→ Sex eller porno.

→ Skærm (fjernsyn, streaming, sociale medier).

→ Motion eller træning.

→ Arbejde.

Man kan være afhængig uden at være misbruger (for eksempel funktionel afhængighed). Og man kan være misbruger uden at være afhængig (for eksempel teenagedruk flere gange om ugen).

Betragt forskellen på en person, der ikke kan styre antallet af øl, der indtages, når han er i byen hver anden måned, og en person, som er nødt til at drikke en række øl hver dag. Det er to vidt forskellige problemer.

Der figurerer forskellige retningslinjer for forskellige substanser. Angående alkoholforbrug er skillelinjen (kan variere med tiden) for eksempel, om der er tale om indtagelse af over fire genstande ad gangen, og om der er tale om indtagelse af over ti genstande på en uge.

Uanset typen af misbrug gælder følgende sætning: Summen af misbrug er konstant. Hvis ikke den underliggende årsag til misbruget findes og bearbejdes, så vil enhver symptombehandling af én form for misbrug blive skiftet ud med en anden form for misbrug. Så hvis ikke personens grundlæggende følelseshåndtering styrkes til at kunne processere de svære følelser, der fungerer som drivkraft, så vil en opløsning af for eksempel et stofmisbrug føre til udvikling af en anden afhængighed (for eksempel arbejdsnarkomani).

Der er forskellige tilgange til forståelsen af misbrug og afhængighed.

Ifølge dispositionsmodellen anses misbrug og afhængighed som en medfødt sygdom. Denne vinkel bruges for eksempel af Anonyme Alkoholikere.

Ifølge konsekvensmodellen anses misbrug og afhængighed som en sygdom med multifaktorel årsag (for eksempel genetiske, fysiologiske, psykiske og sociale betingelser).

Ifølge den kliniske model anses misbrug og afhængighed som selvmedicinering.

Disse ovennævnte modeller er alle psykosomatiske.

Ifølge betingningsmodellen anses misbrug og afhængighed som en tillært vane med fokus på stimulus/respons-mekanismer og forstærkning.

Ifølge den sociale indlæringmodel og den kognitive model anses misbrug og afhængighed som tillærte vanemønstre og fejlindlæring med fokus på forholdet til omgivelserne, vanemønstre og kognitive strukturer.

Ifølge systemmodellen anses misbrug og afhængighed som et produkt af et dysfunktionelt familiesystem: misbrugeren er symptombærer; fokus ligger på dobbeltbinding og selvregulering.

Disse øvrige ovennævnte modeller er alle psykosociale.

Ifølge den socio-kulturelle model anses misbrug og afhængighed som rent praktisk: fokus er på rusmidlers tilgængelighed, pris, sociale anvendelighed, lovlighed og straf; samfundet tillægges ansvaret. [Krohn (2023): Internt CIP-materiale]

Man kan også anse misbrug og afhængighed som reaktioner på andre problemer. For at nævne nogle stykker kan man passende starte med selvmedicinering på grund af stress eller udbrændthed, ensomhed, lavt selvværd eller depression (eller depressive varianter såsom dysthymi, neurasteni, cyklothymi).

Det er også normalt, at mennesker medicinerer sig selv imod angstlidelser; fx socialfobikeren eller den evasive, der drikker som "social smørelse", agorafobikeren, som drikker for at holde handleturen ud, eller personen med generaliseret angst, som forsøger at svække bekymringerne eller tankemylderet. Den samme tendens ses på det obsessiv-kompulsive spektrum.

Desuden ser man tendenser til misbrug og afhængighed hos mennesker, der aldrig fik bearbejdet deres emotionelle og psykologiske sår: personen i dyb sorg, personen med traumer eller personen, som lider af PTSD.

Man ser også især alkohol- og stofmisbrug hos mennesker, der lider af bipolar affektiv sindslidelse.

Nogle drikker for at kunne indgå i seksuelle sammenhænge. Andre for at kunne sove om natten, fordi de lider af søvnforstyrrelser.

Misbrug og afhængighed kan desuden skabe varige problemer med hukommelsen.

Hos mange ses enten før eller efter indtagelse af substanser affektiv dysregulering, for eksempel i form af vredesudbrud eller intens sorg såvel som en lav frustrationstolerance.

Behandling af afhængighed og misbrug

Uanset årsagen er det passende at søge hjælp, når afhængigheden eller misbruget tager overhånd. Psykoterapi kan behandle de tilfælde, hvor personen faktisk ønsker at stoppe. Men langt mere komplekst bliver det når personen kun til dels ønsker at stoppe. I alle tilfælde er det vigtigt at finde de underliggende symptomer, der dulmes igennem misbruget eller afhængigheden.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Agorafobi: Når vi frygter at gå udenfor hjemmet

Agorafobi

(Når vi frygter at gå udenfor hjemmet)

Ved agorafobi forstås en angstpræget forstyrrelse, præget af:

→ Alvorlig fobisk angst for at færdes uden for hjemmet.

→ Frygt for at forlade hjemmet og undgåelse af det.

→ Frygt for forsamlinger eller menneskemængder (jf. enoklofobi).

→ Frygt for offentlige steder, for eksempel offentlig transport eller at stå i kø.

→ Eventuel kun frygt for åbne rum (for eksempel pladser eller broer).

→ Eventuel kun frygt for lukkede rum (for eksempel forretninger eller biografer).

→ Tendens til at have brug for ledsagere for at kunne være ude (jf. dependens, separationsangst).

Symptomer, når personen er udenfor hjemmet, kan inkludere:

→ Hjertebanken.

→ Sveden.

→ Rysten.

→ Mundtørhed.

→ Vejrtrækningsbesvær.

→ Kvælningsfornemmelse.

→ Trykken i brystet.

→ Uro i maven.

→ Svimmelhed.

→ Uvirkelighedsfølelse.

→ Frygt for at miste selvkontrollen eller dø.

→ Hedeture.

→ Kuldegysninger.

→ Følelsesløshed i kroppen.

→ Eventuel panikangst.

→ Tanker om, at flugt fra situationen kan være svær.

→ Tanker om, at der ikke er nogen, der kan hjælpe personen ud af situationen.

→ Frygt for at blive ukampdygtig.

→ Frygt for at gøre noget pinligt, for eksempel tisse i bukserne eller falde.

[WHO (1994/2018): F40.0, s. 97-98; APA (2013): Sec. 2, 300.22, pp. 217-218]

Agorafobi er en form for angstlidelse. Bemærk, at folk ofte blander agorafobi sammen med især socialfobi, separationsangst, dependens og traumer, for eksempel PTSD. I sjældnere tilfælde hænger problemet sammen med kropsdysmorfi (som ville være den egentlige korrekte diagnose). I andre tilfælde kan agorafobi hænge nært sammen med depression. Der ses ofte lavt selvværd hos mennesker med agorafobi, men tit som følgefænomen. Fordi agorafobi skaber store problemer med at komme ud, er der risiko for ensomhed.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod agorafobi.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (kraftigt besvær med at regulere angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance i stressende situationer.

Hvis du har en pårørende der lider af agorafobi er det vigtigt at tilskynde til behandling. Du kan også hjælpe personen meget ved at ledsage dem, så han eller hun kan føle sig tryg. I kan eventuelt eksperimentere ved at lave større og større afstand imellem jer, således personen kan eksperimentere med følelsen af udsathed, men i trygge rammer og hurtig evne til at opsøge dig.

Behandling af agorafobi

Agorafobi kan behandles ved brug af psykoterapi. Udfordringen er indledende at skabe en tryg atmosfære og transportmulighed frem til klinikken. I nogle tilfælde er onlineterapi den eneste mulighed. Typisk arbejder jeg på to niveauer med problemet: (1) På det overfladiske symptomniveau, hvor der kan bruges en række teknikker, der kan dæmpe angsten i situationerne. (2) På det dybdegående niveau, hvor årsagerne til fobiens udspring befinder sig.

Agorafobi behøver ikke være en permanent tilstand.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Alexitymi: Når vi ikke kan sætte ord på følelser

Alexitymi

(Når vi ikke kan sætte ord på følelser)

Ved alexitymi forstås et særligt symptom, præget af:

→ Manglende evne til at mærke følelser og behov kropsligt.

→ Manglende evne til at identificere følelser og behov.

→ Manglende evne til at sætte ord på følelser og behov.

→ Manglende interesse for følelseslivet og behovssystemet.

→ Tendens til at eksternalisere følelser og behov.

→ Tendens til at fokusere på det fysiske og konkrete.

→ Risiko for opladning af følelser og behov.

→ Tendens til øget alternativ kanalisering af følelser og behov via kroppen.

→ Udvikling af psykosomatiske symptomer.

→ Tendens til affektiv dysregulering.

→ Tendens til forstyrret frustrationstolerance.

→ Forhøjet tendens til misbrug.

[Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 75]

Lidelsen minder nogle gange om borderlinepræget eller præpsykotisk funktionsmåde og kan skyldes forstyrret hjerneudvikling eller svigt i de første leveår. Lidelsen er svær at arbejde med terapeutisk, men strategien består i at vække associationer mellem ord og følelser. [Cullberg (1999): Kap. 15, s. 163] 

Kategorien er synonym med affektblokering. Alexitymi er ikke en officiel diagnostisk kategori. Den forekommer i sammenhæng med andre lidelser som et separat symptom. Bemærk, at der er hævdet sammenhæng mellem alexitymi, dissociative træk, tidligt traume og alkoholisme.

I ICD-11 ses evnen til at genkende og vedkende sig følelser som en af "selvets kapaciteter". Det indebærer at kunne identificere, mærke og vedkende sig svære følelser (for eksempel tristhed og vrede). Det er en forudsætning for at læse andre og tænke, før man handler. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 74-75] Her indikerer alexitymi altså en forstyrrelse af kapaciteten.

Personer med alexitymi er udfordret i deres verbalisering. De har også en større mængde ubevidst indhold, der ikke kommer frem. Det er logisk nok, idet det ofte er vores indre modstridende følelser og behov, der afslører vores indre ubevidste konflikter.

Behandling af alexitymi

Alexitymikeren opsøger sjældent terapi selv, men anspores af nærtstående på grund af konflikter i relationer. Behandlingen vil bestå i gradvist at låse op for adgangen til følelser. Psykoterapi kan i visse tilfælde rykke personen tættere på at kunne mærke sig selv og beskrive sine tilstande. I sidste ende kan det i visse tilfælde lykkes at få personen til at øge sin mentaliseringsevne. Prognosen påvirkes af alder, potentiale for udvikling af empati og øvrige personlighedstræk.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.

Alzheimers sygdom: Når vores hjerne er i forfald

Alzheimers sygdom

(Når vores hjerne er i forfald)

Ved alzheimers sygdom forstås en speciel slags demens, præget af:

→ Hukommelsesproblemer, der er forstyrrende for det daglige liv.

→ Tendens til at fejlplacere eller miste genstande.

→ Tendens til at stille de samme spørgsmål ofte.

→ Tendens til at glemme ny information.

→ Tendens til at glemme datoer.

→ Manglende forståelse for egen fysiske lokalitet.

→ Forkortet koncentrationsevne.

→ Påvirket korttidshukommelse i senere faser.

→ Lejlighedsvise problemer med at genkende familie og venner.

→ Tendens til at glemme egen personlige historie (tit senfase).

→ Tendens til at blive forvirret.

→ Ringe dømmekraft og tendens til at træffe dårlige beslutninger.

→ Tab af spontantiet og initiativ.

→ Tilbagetrækning fra sociale aktiviteter.

→ Problemer med planlægning og problemløsning.

→ Besvær med at udføre normale daglige opgaver.

→ Problemer med at håndtere pengesager (for eksempel betale regninger).

→ Besvær med at gå i bad.

→ Problemer med at klæde sig på.

→ Tendens til at fare vild eller vandre omkring.

→ Ændringer i humør og personlighed.

→ Øget angst eller aggression.

→ Problemer med sprog og tal.

→ Problemer med at læse og skrive.

→ Besvær med at tænke logisk og organisere tanker.

→ Besvær med at omstille sig til nye situationer.

→ Ændrede søvnmønstre, eksempelvis hvileløshed om natten, men søvn om dagen.

→ Psykotiske symptomer: hallucinationer, vrangforestillinger, paranoia.

→ Impulsiv adfærd, for eksempel upassende afklædning eller vulgært sprog.

→ Upassende emotionelle udbrud.

→ Rastløshed, irritabilitet.

→ Gentagne bevægelser eller muskel-tics.

→ Besvær med at kommunikere.

→ Problemer med at "finde ord".

→ Vægttab med lavt interesse for at spise.

→ Forøget søvn.

→ Fysisk forfald (især senfase).

→ Problemer med at synke (især senfase).

→ Stønnen, grynten og andre lyde (især senfase).

→ Tab af tarm- og blærekontrol (især senfase).

Symptomerne kan variere meget fra person til person. Alzheimers kan manifestere sig på mange forskellige måder, men hukommelsesproblemer indgår de fleste varianter.

Tidligt vs. sent udviklet Alzeheimers

Man taler om tidligt udviklet Alzheimers, når personen udvikler symptomerne inden personen er 65 år gammel. Udviklingen af tidlig Alzheimers ses undertiden hos mennesker helt ned i 30erne, selvom det er sjældent. Man taler omvendt om sent udviklet Alzheimers, når symptomerne manifesterer sig når personen er 65 eller senere.

Stadier af Alzheimers

Alzheimers deles også ofte i faser eller stadier, alt efter hvor fremskreden sygdomme er: (0) førklinisk, (1) mild, (2) moderat og (3) alvorlig (sen-stadie).

[Kilde: nia, alzheimers.org, mayoclinic]

Hvad gør man ved det?

Det er ikke muligt at behandle Alzheimers ved brug af psykoterapi. Det handler i højere grad om, at etablere trygge rammer for personen. Det er snarere personens pårørende, der ofte ender med at tale med en terapeut. Læs eventuelt mit blogindlæg om demens for at se mulige konstruktive tiltag, der kan forbedre livet for en person med Alzheimers.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.