Konversionstilstand
Ved konversionstilstand forstås en forstyrrelse, præget af:
→ Fysiske symptomer, som opstår psykosomatisk, men ikke via det autonome nervesystem.
→ De fysiske symptomer opstår pga. ændringer af den viljestyrede funktionalitet.
→ Tilstanden påvirker enten motorisk eller sensorisk funktionalitet eller organer.
→ Symptomerne svarer ikke til patologiske tilstande, men forfalskes heller ikke.
Konversionstilstande kan komme til udtryk ved:
→ Motoriske, sensoriske eller mentale problemer.
→ Kropslig svaghed.
→ Lammelse.
→ Rysten.
→ Gangforstyrrelse.
→ Synkesymptomer.
→ Talesymptomer.
→ Følelsesløshed.
→ Sansetab og -forstyrrelser.
→ Kramper.
→ Smerter.
→ Skinpsykose eller tågetilstand.
Problemet ses tit sammen med histrionisk personlighedsstruktur eller emotionel ustabil personlighedsstruktur. Problemet kan også være forbundet med dissociation (især depersonalisation/derealisation og amnesi, hvis der er tale om "anfald").
Den dynamiske hypotese er, at sygdommen afleder angsten fra en indre ubevidst konflikt (primærgevinst), og at den også giver emotionel kompensation fra omgivelserne (sekundærgevinst). Symptomerne har ofte et symbolsk præg, som udtrykker noget om konflikterne, der maskeres (skrivekrampe kan fx markere, at man ikke kan lide det, man skriver; følelsesløse kønsorganer eller vaginale kramper kan være protest mod sex, en fastlåst ryg kan indikere at personen ikke vil stå med oprejst pande osv.).
Nogle gange ses fænomenet "la belle indifférence", hvor personen ikke bekymrer sig om symptomerne, selvom de er påfaldende. Den stærke emotionelle prægning svarer ikke til den kølige indifferens hos personen (modsat hypokonderen). Der forekommer et ubevidst rollevalg som "syg", hvor den indifferente holdning frasiger ansvaret og skyder det over på andre.
Af de mentale forstyrrelser ses stærk fortrængning. Der kan reageres på udmattelse eller traumer via "vanvittig" adfærd, som adskiller sig fra rigtig psykose ved at have et påfaldende opportunistisk element i tågetilstanden: det er lidt for skørt, dramatiseret og opmærksomhedskrævende; desuden er der en påfaldende tendens til at respektere grænser undervejs. [APA (2013): Sec. 2, pp. 318-320; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 137-140]
Man ser nogle gange en overkrydsning med hypokondrisk sygdomsangst.
Konversionstilstande er interessante og psykoterapi kan ofte hjælpe meget. Som behandler bør man have en række teknikker ved hånden, der muliggør at skelne konversionstilstande fra andre slags smerter eller symptomer. Det er ikke altid nok at bruge sin mavefornemmelse. I konversionen ses altid, at der er en indre problematik som ikke kommer til udtryk, men som udtrykkes gennem kroppen. Når denne udtrykkes mere og mere præcist med ord og verbalisering, ser man ofte en markant lindring af symptomerne.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
- Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
- World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.