Hvad er psykoterapi?
Ved psykoterapi forstås en samtalebaseret behandlingsmetode til personer (for eksempel individer, par, familier og grupper), der generes af psykiske problemer, -forstyrrelser eller -lidelser. Behandlingen består primært af psykologisk påvirkning og er bygget på terapeutens kendskab til relevant psykologisk teori. Brug af metoder og teknikker er i god psykoterapi evidensbaseret, videnskabeligt funderet, intentionel og målrettet. Det er ydermere vigtigt, at relationen mellem klient og terapeut er professionel og at terapeuten både er uddannet, kvalificeret og socialt sanktioneret. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 27-28; Cullberg (1999): Kap. 45, s. 414; Tähkä (1983/1991): Kap. 2.1, s. 97-98; Hostrup (1999): s. 13]. (Denne definition af psykoterapi kan betragtes som en syntese af en række forskellige acceptable definitioner.)
Etymologisk har begrebet "psykoterapi" rødder i det oldgræske og er sammensat af begreberne ψυχή (psyché) og θεραπεία (therapeia), med betydningen "psykisk behandling". Selvom begreberne er hentet fra oldgræsk var psykoterapi naturligvis ikke gængs i antikken. Originalt tænkes der begebsligt ikke på behandling af "psykiske problemer" (som fx også kan ske ved brug af fx nervemedicin eller psykokirurgi), men derimod på behandling ved hjælp af psykiske midler. Det betyder, at betegnelsen er ensbetydende med ren psykologisk behandling uden brug af fx medicinering eller øvrige indgreb, men kun ved brug af samtalens psykologiske påvirkning. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 25]
Det psykoterapeutiske forløb kan paradigmatisk for eksempel anses som ekspertbehandling af diagnosticérbar psykopatologi, som en opdragende social påvirkning, som en hensigtsmæssig pædagogisk indlæring, som et medmenneskeligt omsorgsarbejde og/eller som facilitering af personlig udvikling eller eksistentiel sjælesorg. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 32-41] (Ingen af disse opfattelser er universelt korrekte eller forkerte. De indfanger alle aspekter af arbejdet som terapeut og bør derfor ikke ekskludere hinanden.)
Psykoterapiens målsætning kan opdeles i tre grupper:
(1) Målsætningen kan inkludere at behandle, reducere, lindre eller helt helbrede eller fjerne psykiske symptomer, psykiske gener eller forstyrrelser og de lidelser, de forårsager. Det kan også indebære at hjælpe klienten til at acceptere og udholde dennes psykiske problemer.
(2) Målsætningen kan tit også inkludere, at klienten opnår tilpassede eller hensigtsmæssige holdninger og adfærd såvel som tillærer sociale færdigheder. Omvendt også at klienten aflærer uhensigtsmæssige emotionelle reaktioner og adfærd. Herudover at der faciliteres udvikling af selvstændig tænkning og handling, adfærdsmæssige ændringer og kompetencer, såvel som modifikation af karaktertræk og udvikling af kompetencer.
(3) Målsætningen kan også inkludere, at klienten skal kunne opnå selvirkeliggørelse, -aktualisering eller eksistentiel afklaring. Her skal terapeuten arbejde på at fjerne forhindringer for vækst, modning og positiv udvikling. Dette kan indebære, at klienten opnår øget autonomi og udvider sine personlige muligheder. Her er et delmål også, at klienten kan forholde sig autentisk til de psykiske problemer eller lidelsen. Desuden at lære klienten at bruge lidelsen som afsæt til vækst. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 27-41]
Terapiens mål var på min egen uddannelse for eksempel, at klienten opnår en eller flere af disse elementer: (1) indsigt, (2) bevidstgørelse, (3) holdningsændring, (4) ansvarserkendelse, (5) afbalancering, (6) ressourceopbygning, (7) kompetenceudvikling, (8) integration; som skaber ny viden til: (a) personlig udvikling, (b) forandring, (c) bedre handlemuligheder. Resultatet af terapiforløbet skulle gerne være en eller flere af følgende: (a) symptomlindring; (b) ændring af uhensigtsmæssige karaktertræk, reaktioner eller adfærd; (c) øget autonomi; (d) bedre psykisk, emotionel og social funktionsmåde; (e) personlig udvikling og (f) bedre handlemuligheder for klienten. [Krohn (2020): CIP-materiale]
Forholdet mellem klient og terapeut kan iøvrigt beskrive som en arbejdsalliance.
Terapiretninger
Der findes forskellige terapiretninger. De mest populære er for eksempel kognitiv adfærdsterapi, systemisk terapi, psykodynamisk terapi, eksistentiel psykoterapi, metakognitiv terapi, narrativ terapi, affektiv terapi etc. Jeg praktiserer selv integrativ psykoterapi og kombinerer de virksomme elementer ved øvrige eksisterende retninger i mit arbejde. Du kan læse mere om min tilgang på min hjemmeside.
Psykterapi og diagnostik
Psykoterapeuters job er ikke at stille diagnoser. Men det betyder ikke, at psykoterapeuter ikke skal vide noget om diagnoser. Det er efter min mening vigtigt at vide en hel masse om diagnostik. En god psykoterapeut har tjek på, hvilke behandlingsteknikker der normalt er virksomme til bestemte symptomer eller lidelser. En behandlingsplan eller et behandlingsforløb er afhængig af, at terapeuten kan identificere problemet. Desuden er det komplet uansvarligt at bedrive psykoterapi uden dyb forståelse af diagnostik - idet nogle lidelser har dårlige prognoser eller kan forværres ved brug af især indsigtsbetonede tilgange. Det er værdifuldt at kunne demarkere, hvilke problemer der kan behandles, og hvilke der spilder klientens tid og penge. Terapeuten kan komme til at anvende uvirksomme teknikker med lav sandsynlighed for succes. Desuden vil det se meget skidt ud, hvis psykoterapeuten kommer til at retraumatisere en klient ved at bore uhensigtsmæssigt i uforløste traumer. Det er grunden til, at man fx taler om traume-informeret psykoterapi, dvs. den grundtilgang, at man ved alle klienter går frem således, at man ikke retraumatiserer personer. Ligeledes mener jeg, at al psykoterapi i det hele taget bør være diagnose-informeret.
Opsummering
Psykoterapi er således en behandlingsform, som kun bruger psykologisk påvirkning. Den kræver, at behandleren er uddannet og kvalificeret til det. Behandlingen udføres på baggrund af solid psykologisk teori. Ydelsen retter sig imod opnåelsen af terapeutiske mål. Principielt skal en psykoterapeut klart kunne redegøre for brugen af teori og metoder. Med andre ord: I den psykoterapeutiske samtale finder vi dialogens seriøse transformative kraft. Igennem den blotte samtale (og de teknikker, som terapeuten implementerer) skaber vi forandringer, som faciliterer opnåelsen af målene. Og heri finder vi kernen: Psykoterapi er "forandring gennem dialog".
Se mine andre blogindlæg her. Du kan også besøge min hjemmeside.
Anvendt litteratur:
- Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
- Hostrup, Hanne: Gestaltterapi - Indføring i gestaltterapiens grundbegreber. Hans Reitzels Forlag, 1999. 2. udgave, 5. oplag, 2022. ISBN: 978-87-412-5303-9.
- Hougaard, Esben: Psykoterapi – Teori og forskning. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1996. 3. udgave, 1. oplag, 2019. ISBN: 978-87-7158-685-5.
- Hougaard, Esben etc. (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner – En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag, 1998. 1. udgave, 6. oplag, 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
- Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.
