Integrativ psykoterapi: Effektivitet og alsidighed

Hvad er integrativ psykoterapi?

Ved integrativ psykoterapi (eller differentiel psykoterapi) forstås en terapeutisk tilgang som hævder at en kombination af forskellige teorier og metoder fører til en mere tilfredsstillende samlet teoretisk forståelse og psykoterapeutisk praksis.

Integrativ terapi kan enten kaldes "teoretisk" eller "teknisk" ekleticisme, alt efter om den enten bygger en større teoretisk struktur der integrerer elementerne eller blot teknisk inddrager metoder fra alle positionerne uden en teoretisk godtgørelse af forholdet. Det er også muligt at den er begge dele på samme tid.

Alle integrative terapiformer er reelt teknisk-eklektiske, mens kun nogle også er teoretisk-eklektiske og bestræber sig på at redegøre for hvordan forholdet mellem de forskellige retninger fungerer. 

Fremgangsmåder, terapiform og metoder vælges ifølge kongruensprincippet ud fra klientens problematik og den ønskede ændring. [Se fx Hougaard (1996): Kap. 15, s. 599-600; Hougaard (1998): Kap. 5, s. 250, 273]

Integrativ psykoterapi anerkender at forskellige psykologiske teoridannelser og metoder har en værdi og er effektive til at behandle bestemte forstyrrelser og tilfælde. Omvendt indrømmes det også at der ikke findes én psykologisk teoridannelse som kan behandle alt lige effektivt. Efter min personlige mening er det den eneste rationelle tilgang til praktisk psykoterapi. At være "pragmatisk" er ikke altid en dårlig ting.

En kæmpe fordel ved at arbejde integrativt er at vi kan tilpasse terapien til klienten (og ikke omvendt forsøger at proppe klientens problemer i en bestemt form som egner sig til terapiformen). Integrativ terapi er pragmatisk, tilpasningsdygtig, fleksibel og alsidig. Den er også velegnet som modgift mod teoretisk overbestemthed: fx at vi som kognitive terapeuter prøver at omskrive alt til tanker eller at vi, som psykodynamiske terapeuter, prøver at føre alt tilbage til barndommen.

Menneskelige problemer udspiller sig normalt ét sted, men kan sagtens udspringe et andet sted. En fordel ved integrativ psykoterapi er at den både giver mulighed for at bearbejde i dybden (udspringet) såvel som skabte praktiske problemløsninger i nutiden, på overfladen, dér hvor problemerne udspiller sig.

Integrativ psykoterapi har alle styrkepunkterne ved de retninger som den integrative terapeut vælger at indarbejde, men kan undgå svagederne ved at tilpasse sig.

Et potentielt problem ved integrativ psykoterapi er at den kan blive for overfladisk ift. de forskellige retninger. Hvis terapeuten ikke sætter sig dybt ind i de forskellige tilgange, så ender vi med at kunne for lidt af det hele, men være eksperter i ingenting. Det er den enkelte psykoterapeuts samvittighedsspørgsmål. (Klienter er generelt intelligente nok til at gennemskue hvornår der ikke er substans.)

Hvordan virker det i praksis?

Personligt er jeg trænet officielt i fire store retninger: kognitiv adfærdsterapi, systemisk terapi, psykodynamisk terapi og eksistentiel psykoterapi. Jeg har igennem egne studier og kurser også sat mig ind i narrativ terapi, affektiv terapi og gestaltterapi. Jeg kan finde på at bruge metoder fra alle disse retninger, men de forankres i et princip: klientens materiale dikterer tilgangen. Skiftet mellem teoridannelser skal fungere flydende og naturligt og forme sig efter hvad der viser sig i lokalet.

Det væsentlige ved at arbejde integrativt er at man ikke er "rodløs", men på respektfuld vis lader klientens materiale naturligt præge tilgangen. Det stiller krav til terapeutens evner til at omstille sig. Nedenfor har jeg lavet en meget forsimplet fremstilling...

(1) Hvis materialet afslører problemer fra barndommen eller fortiden (fx omsorgssvigt, uhensigtsmæssige idealer, utryg tilknytning) eller rummer skjulte og dybe indre konflikter, så er der stor chance for at vi ender med at arbejde psykodynamisk. Ihvertfald delvist.

(2) Hvis materialet afslører personens identitetsproblemer eller flugt fra universelle menneskelige grundvilkår, fx flugt fra døden/livet, frihed/ansvar, isolation eller meningsløshed/engagement, så kan vi sagtens ende med at arbejde eksistentielt.

Begge retninger, psykodynamisk og eksistentiel psykoterapi, er typisk dybdegående. De er tit indsigtsbetonede og stiller krav til klientens styrke og ressourcer.

(3) Hvis materialet afslører at personens uhensigtsmæssige adfærd bygger på uhensigtsmæssig indlæring eller at deres tankemønstre er præget af negative tankemønstre; skemaer, leveregler eller forvrængninger, så er der rig chance for at vi arbejder med kognitiv adfærdsterapi. Som et specialtilfælde kan jeg finde på at inddrage narrativ terapi hvis personens fortællinger er præget af urealistisk negative opfattelser af sig selv og dennes historie.

(4) Hvis materialet afslører at personen har problemer i sine relationer, fx med deres roller eller kommunikationsmønstre, så er der god mulighed for at vi ender med at arbejde systemisk.

Disse to sidstnævnte skoledannelser fungerer mest på "overfladen" på den måde at de tager udgangspunkt i hvad der klart manifesterer sig "direkte" uden så mange skjulte aspekter, men er heller ikke helt uden deres egen form for dybde.

Klientarbejdet forløber altid som en kombination af forskellige retninger. Jeg har aldrig prøvet kun at arbejde med én skoledannelse med en klient, og det kommer jeg nok heller aldrig til. For vores menneskelige problemer har det med at udfolde sig på mere end ét niveau. De forskellige tilgange kan kobles naturligt på mange måder. Det vigtigste er at det er naturligt og spontant.

Kunsten ved integrativ psykoterapi er at arbejde flydende, spontant og naturligt. Retningerne skal og må ikke føles som en serie af platforme man springer på. Klienten skal ikke mærke overgangene. Det skal være flydende og organisk.

Og hvorfor snakker han om Bruce Lee nu?

Man kan sammenligne integrativ psykoterapi med Bruce Lees kampmetode, Jeet Kun Do. Bruce Lee fandt ud af at formelle kampformer var for rigide og upraktiske i virkeligheden. Han inkorporerede de effektive teknikker fra hver enkelt i hans egen kampstil og brugte dem flydende. Integrationen af de forskellige teknikker og skoledannelser kunne ikke opfanges af den utrænede tilskuer. På nogle områder minder det om den integrative psykoterapi som netop inkorporerer de virksomme elementer ved forskellige psykologiske skoledannelser og samler dem i en flydende, fri og effektiv tilgang.

Gå til blogforside.

Anvendt litteratur:

• Hougaard, Esben: Psykoterapi – Teori og forskning. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1996. 3. udgave, 1. oplag, 2019. ISBN: 978-87-7158-685-5.
• Hougaard, Esben etc. (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner – En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag, 1998. 1. udgave, 6. oplag, 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.

Hjemmeside: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky - Website

Dansk Psykoterapeutforening: Christopher Schaffalitzky hos Dansk Psykoterapeutforening

Google: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Google

Instagram: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Instagram

Facebook: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Facebook

LinkedIn: Christopher Schaffalitzky på LinkedIn

Finddinterapeut: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Finddinterapeut

Terapeutmatch: Dialogos psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Terapeutmatch

Healthpilot: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Healthpilot

MineAlternativer: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på MineAlternativer

Trustpilot: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Trustpilot

Hvad er psykoterapi?

Hvad er psykoterapi?

Ved psykoterapi forstås en samtalebaseret behandlingsmetode til personer (for eksempel individer, par, familier og grupper), der generes af psykiske problemer, -forstyrrelser eller -lidelser. Behandlingen består primært af psykologisk påvirkning og er bygget på terapeutens kendskab til relevant psykologisk teori. Brug af metoder og teknikker er i god psykoterapi evidensbaseret, videnskabeligt funderet, intentionel og målrettet. Det er ydermere vigtigt, at relationen mellem klient og terapeut er professionel og at terapeuten både er uddannet, kvalificeret og socialt sanktioneret. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 27-28; Cullberg (1999): Kap. 45, s. 414; Tähkä (1983/1991): Kap. 2.1, s. 97-98; Hostrup (1999): s. 13]. (Denne definition af psykoterapi kan betragtes som en syntese af en række forskellige acceptable definitioner.)

Etymologisk har begrebet "psykoterapi" rødder i det oldgræske og er sammensat af begreberne ψυχή (psyché) og θεραπεία (therapeia), med betydningen "psykisk behandling". Selvom begreberne er hentet fra oldgræsk var psykoterapi naturligvis ikke gængs i antikken. Originalt tænkes der begebsligt ikke på behandling af "psykiske problemer" (som fx også kan ske ved brug af fx nervemedicin eller psykokirurgi), men derimod på behandling ved hjælp af psykiske midler. Det betyder, at betegnelsen er ensbetydende med ren psykologisk behandling uden brug af fx medicinering eller øvrige indgreb, men kun ved brug af samtalens psykologiske påvirkning. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 25]

Det psykoterapeutiske forløb kan paradigmatisk for eksempel anses som ekspertbehandling af diagnosticérbar psykopatologi, som en opdragende social påvirkning, som en hensigtsmæssig pædagogisk indlæring, som et medmenneskeligt omsorgsarbejde og/eller som facilitering af personlig udvikling eller eksistentiel sjælesorg. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 32-41] (Ingen af disse opfattelser er universelt korrekte eller forkerte. De indfanger alle aspekter af arbejdet som terapeut og bør derfor ikke ekskludere hinanden.)

Psykoterapiens målsætning kan opdeles i tre grupper:

(1) Målsætningen kan inkludere at behandle, reducere, lindre eller helt helbrede eller fjerne psykiske symptomer, psykiske gener eller forstyrrelser og de lidelser, de forårsager. Det kan også indebære at hjælpe klienten til at acceptere og udholde dennes psykiske problemer.

(2) Målsætningen kan tit også inkludere, at klienten opnår tilpassede eller hensigtsmæssige holdninger og adfærd såvel som tillærer sociale færdigheder. Omvendt også at klienten aflærer uhensigtsmæssige emotionelle reaktioner og adfærd. Herudover at der faciliteres udvikling af selvstændig tænkning og handling, adfærdsmæssige ændringer og kompetencer, såvel som modifikation af karaktertræk og udvikling af kompetencer.

(3) Målsætningen kan også inkludere, at klienten skal kunne opnå selvirkeliggørelse, -aktualisering eller eksistentiel afklaring. Her skal terapeuten arbejde på at fjerne forhindringer for vækst, modning og positiv udvikling. Dette kan indebære, at klienten opnår øget autonomi og udvider sine personlige muligheder. Her er et delmål også, at klienten kan forholde sig autentisk til de psykiske problemer eller lidelsen. Desuden at lære klienten at bruge lidelsen som afsæt til vækst. [Hougaard (1996): Kap. 1, s. 27-41]

Terapiens mål var på min egen uddannelse for eksempel, at klienten opnår en eller flere af disse elementer: (1) indsigt, (2) bevidstgørelse, (3) holdningsændring, (4) ansvarserkendelse, (5) afbalancering, (6) ressourceopbygning, (7) kompetenceudvikling, (8) integration; som skaber ny viden til: (a) personlig udvikling, (b) forandring, (c) bedre handlemuligheder. Resultatet af terapiforløbet skulle gerne være en eller flere af følgende: (a) symptomlindring; (b) ændring af uhensigtsmæssige karaktertræk, reaktioner eller adfærd; (c) øget autonomi; (d) bedre psykisk, emotionel og social funktionsmåde; (e) personlig udvikling og (f) bedre handlemuligheder for klienten. [Krohn (2020): CIP-materiale]

Forholdet mellem klient og terapeut kan iøvrigt beskrive som en arbejdsalliance.

Terapiretninger

Der findes forskellige terapiretninger. De mest populære er for eksempel kognitiv adfærdsterapi, systemisk terapi, psykodynamisk terapi, eksistentiel psykoterapi, metakognitiv terapi, narrativ terapi, affektiv terapi etc. Jeg praktiserer selv integrativ psykoterapi og kombinerer de virksomme elementer ved øvrige eksisterende retninger i mit arbejde. Du kan læse mere om min tilgang på min hjemmeside.

Psykterapi og diagnostik

Psykoterapeuters job er ikke at stille diagnoser. Men det betyder ikke, at psykoterapeuter ikke skal vide noget om diagnoser. Det er efter min mening vigtigt at vide en hel masse om diagnostik. En god psykoterapeut har tjek på, hvilke behandlingsteknikker der normalt er virksomme til bestemte symptomer eller lidelser. En behandlingsplan eller et behandlingsforløb er afhængig af, at terapeuten kan identificere problemet. Desuden er det komplet uansvarligt at bedrive psykoterapi uden dyb forståelse af diagnostik - idet nogle lidelser har dårlige prognoser eller kan forværres ved brug af især indsigtsbetonede tilgange. Det er værdifuldt at kunne demarkere, hvilke problemer der kan behandles, og hvilke der spilder klientens tid og penge. Terapeuten kan komme til at anvende uvirksomme teknikker med lav sandsynlighed for succes. Desuden vil det se meget skidt ud, hvis psykoterapeuten kommer til at retraumatisere en klient ved at bore uhensigtsmæssigt i uforløste traumer. Det er grunden til, at man fx taler om traume-informeret psykoterapi, dvs. den grundtilgang, at man ved alle klienter går frem således, at man ikke retraumatiserer personer. Ligeledes mener jeg, at al psykoterapi i det hele taget bør være diagnose-informeret.

Opsummering

Psykoterapi er således en behandlingsform, som kun bruger psykologisk påvirkning. Den kræver, at behandleren er uddannet og kvalificeret til det. Behandlingen udføres på baggrund af solid psykologisk teori. Ydelsen retter sig imod opnåelsen af terapeutiske mål. Principielt skal en psykoterapeut klart kunne redegøre for brugen af teori og metoder. Med andre ord: I den psykoterapeutiske samtale finder vi dialogens seriøse transformative kraft. Igennem den blotte samtale (og de teknikker, som terapeuten implementerer) skaber vi forandringer, som faciliterer opnåelsen af målene. Og heri finder vi kernen: Psykoterapi er "forandring gennem dialog".

Se mine andre blogindlæg her. Du kan også besøge min hjemmeside.

Anvendt litteratur:

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hostrup, Hanne: Gestaltterapi - Indføring i gestaltterapiens grundbegreber. Hans Reitzels Forlag, 1999. 2. udgave, 5. oplag, 2022. ISBN: 978-87-412-5303-9.
• Hougaard, Esben: Psykoterapi – Teori og forskning. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1996. 3. udgave, 1. oplag, 2019. ISBN: 978-87-7158-685-5.
• Hougaard, Esben etc. (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner – En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag, 1998. 1. udgave, 6. oplag, 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.