Agorafobi: Når vi frygter at gå udenfor hjemmet

Agorafobi

(Når vi frygter at gå udenfor hjemmet)

Ved agorafobi forstås en angstpræget forstyrrelse, præget af:

→ Alvorlig fobisk angst for at færdes uden for hjemmet.

→ Frygt for at forlade hjemmet og undgåelse af det.

→ Frygt for forsamlinger eller menneskemængder (jf. enoklofobi).

→ Frygt for offentlige steder, for eksempel offentlig transport eller at stå i kø.

→ Eventuel kun frygt for åbne rum (for eksempel pladser eller broer).

→ Eventuel kun frygt for lukkede rum (for eksempel forretninger eller biografer).

→ Tendens til at have brug for ledsagere for at kunne være ude (jf. dependens, separationsangst).

Symptomer, når personen er udenfor hjemmet, kan inkludere:

→ Hjertebanken.

→ Sveden.

→ Rysten.

→ Mundtørhed.

→ Vejrtrækningsbesvær.

→ Kvælningsfornemmelse.

→ Trykken i brystet.

→ Uro i maven.

→ Svimmelhed.

→ Uvirkelighedsfølelse.

→ Frygt for at miste selvkontrollen eller dø.

→ Hedeture.

→ Kuldegysninger.

→ Følelsesløshed i kroppen.

→ Eventuel panikangst.

→ Tanker om, at flugt fra situationen kan være svær.

→ Tanker om, at der ikke er nogen, der kan hjælpe personen ud af situationen.

→ Frygt for at blive ukampdygtig.

→ Frygt for at gøre noget pinligt, for eksempel tisse i bukserne eller falde.

[WHO (1994/2018): F40.0, s. 97-98; APA (2013): Sec. 2, 300.22, pp. 217-218]

Agorafobi er en form for angstlidelse. Bemærk, at folk ofte blander agorafobi sammen med især socialfobi, separationsangst, dependens og traumer, for eksempel PTSD. I sjældnere tilfælde hænger problemet sammen med kropsdysmorfi (som ville være den egentlige korrekte diagnose). I andre tilfælde kan agorafobi hænge nært sammen med depression. Der ses ofte lavt selvværd hos mennesker med agorafobi, men tit som følgefænomen. Fordi agorafobi skaber store problemer med at komme ud, er der risiko for ensomhed.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod agorafobi.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (kraftigt besvær med at regulere angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance i stressende situationer.

Hvis du har en pårørende der lider af agorafobi er det vigtigt at tilskynde til behandling. Du kan også hjælpe personen meget ved at ledsage dem, så han eller hun kan føle sig tryg. I kan eventuelt eksperimentere ved at lave større og større afstand imellem jer, således personen kan eksperimentere med følelsen af udsathed, men i trygge rammer og hurtig evne til at opsøge dig.

Behandling af agorafobi

Agorafobi kan behandles ved brug af psykoterapi. Udfordringen er indledende at skabe en tryg atmosfære og transportmulighed frem til klinikken. I nogle tilfælde er onlineterapi den eneste mulighed. Typisk arbejder jeg på to niveauer med problemet: (1) På det overfladiske symptomniveau, hvor der kan bruges en række teknikker, der kan dæmpe angsten i situationerne. (2) På det dybdegående niveau, hvor årsagerne til fobiens udspring befinder sig.

Agorafobi behøver ikke være en permanent tilstand.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Angst: Når halen logrer med vagthunden

 Angst

(Når halen logrer med vagthunden)

Ved angst forstås psykisk ubehag eller uro, som kan variere i styrke. Angst er et menneskeligt grundvilkår og kan ses som en vigtig beskyttelsesfunktion, der er afgørende for overlevelse. I sig selv er angst altså ikke sygelig, men kan sammenlignes med kroppens smertefornemmelse og dermed anskues som en sund advarselsfunktion. Angst er som en indre "vagthund", der belyser bestemte situationer som værende "noget vi skal være nervøse for", fordi der er noget på spil.

Milde grader af angst kan omfatte ulyst, ængstelse, fysisk ubehag med hjertebanken eller "sommerfugle i maven". Den milde grad hæmmer ikke funktionsevnen og kan være positivt stimulerende. Man ser også ved sværere angst irritabilitet, træthed, søvnbesvær, moderat nedtrykthed, fysiske spændinger og diffuse kropslige fornemmelser, som giver rastløshed og anspændthed.

Når ængstelsen vokser til forpinthed med mærkbare legemlige reaktioner, kan livsfunktioner som koncentration, arbejdsevne, søvn, appetit og seksualitet hæmmes. Den patologiske angst vækkes lettere og tager for meget energi. Udtrykket eller virkningen bliver her smertefuld og uoverkommelig for individet eller omgivelserne og er her et symptom på en dybere problematik. [Cullberg (1999): Kap. 4, s. 48; Fhanér (1991): s. 18-19; jf. Riemann (1961/1985): Indledning, s. 8-9; jf. Tähkä (1983/1991): Kap. 1.2.2.5, s. 45-48]

I psykopatologien opererer man med en række begreber, der beskriver forskellige former for angst. En del af dem figurerer også her på min blog.

Udbredte angstlidelser er for eksempel:

→ Generaliseret angst.

→ Socialfobi.

→ Agorafobi.

→ Enkelfobi.

→ Separationsangst.

→ Panikangst.

→ Helbredsangst.

→ Dødsangst.

→ Skopofobi.

→ Hafefobi. 

→ Enoklofobi. 

→ Dependent personlighedsstruktur. 

→ Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur.

→ Obsessive-kompulsive tilstande og tvangsprægning.

→ Traumer (for eksempel PTSD) og stress.

Alle disse former for angst kan behandles ved brug af psykoterapi.

Man ser meget ofte lavt selvværd hos folk, der lider af angst. Angst forhøjer risikoen for depression og varianter af depression, for eksempel cyklothymi, dysthymi eller neurasteni. Desuden forhøjer angst risikoen for ensomhed. Man ser ofte tankemylder hos mennesker, der kæmper med angst. Angst ses også hos mennesker, der er præget af spiseforstyrrelser såsom bulimi eller anoreksi. Desuden indgår angst altid i kropsdysmorfi. Slutteligt ser man angst hos mennesker, der er præget af neurodivergens, for eksempel autisme eller AD(H)D.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance. Der er også en særlig tendens til angst og nervøsitet hos den særligt sensitive person.

For at vende tilbage til angstens mere generelle natur kan vi passende undersøge flere psykodynamiske aspekter.

I klassisk psykodynamik findes der tre slags angst: (1) Realangst for omverdenens og andre menneskers krav. (2) Angst for vores egne impulser og drifter (id'et). (3) Neurotisk angst for overjeg'et, for eksempel at føle skyld og skam, når vi afviger fra vores egne internaliserede normer og idealer. [Fhanér (1991): s. 61-62; Krohn (2020): Internt CIP-materiale]

Angsten har et dobbelt aspekt: (a) Den kan motivere os til at blive aktive og tilskynde os til at handle i faresituationer. Her kan accept og overvindelse lade os modne. (b) Den kan lamme os og få os til at vige udenom, hvilket vil få os til at stagnere og forblive på et umodent plan. [Riemann (1961/1985): Indledning, s. 10]

Riemann nævner fire former for krav, som hver korrelerer med en bestemt form for angst:

(a) Hengivelse til livet: Omverdenen kræver at vi i tillid skal åbne os for verden og andre og indoptage det nye, fremmede. Kravet skaber angsten for at miste sig selv, tabe sit jeg, blive afhængig og blive slugt af verden.

(b) Selvtilstrækkelighed og afgrænsning: Omverdenen kræver, at mennesket skal være selvtilstrækkeligt, selvstændigt, enestående, unikt, afgrænset og uforveksleligt. Kravet skaber angsten for at miste tryghed ved at høre til fællesskabet, angst for ensomhed og isolation. På den anden side er angsten for at blive kollektivistisk og miste sin individualitet.

(c) Omstilling og det ukendte: Omverdenen kræver, at vi skal være parate til at ændre os, forandre os, udvikle os, opgive det velkendte og vove os ud i det ukendte. Kravet skaber angsten for forgængelighed og usikkerhed.

(d) Nødvendighed og varighed: Omverdenen kræver, at vi skal stræbe efter varighed, slå os ned, planlægge fremtiden og være målrettede. Kravet skaber angst for ufrihed, afhængighed og endegyldighed. [Riemann (1961/1985): Indledning, s. 15-18]

Indisgtsbetonet psykoterapi kræver, ifølge klassisk psykodynamisk terapi, en vis mængde ubunden angst for at være en fremadskridende proces. En angstfri klient mangler motivation for at arbejde mod de terapeutiske mål. Intensiteten af angsten som driver behandlingen må heller ikke være for høj. Så vil den lamme jegfunktionerne der er nødvendige for terapien. Fortolkningernes dosering bestemmer om angsten kan holdes inden for de optimale grænser. [Tähkä (1983/1991): Kap. 2.7.2.7, s. 206-212]

Angst kan anses som en gave idet angsten højner vores overlevelseschancer og informerer os om truende situationer. Angst kan anses som en forbandelse når den tager overhånd. Når angsten tager overhånd er det halen der logrer med hunden, eller mere præcist: halen der logrer med vagthunden. Det er som et alarmsystem der overtager kommandoen og ender med at styre huset som det skulle sikre.

Behandling af angst

Psykoterapi er en fantastisk behandlingsform til næsten alle slags angst. Resultaterne taler normalt for sig selv. At vælge at arbejde direkte med både problemernes udfoldelse og udspring giver det bedste og mest varige resultat, sammenlignet med ren medicinering. Der er altid grunde til, at vi bliver angste. Og når den grund er fundet, og terapeut og klient samarbejder for at gøre noget ved det, kan der være tale om komplet remission.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Fhanér, Stig: Politikens Psykoanalytiske Leksikon. Oversættelse af Hans Christian Fink. Originalt udgivet 1989. Politikens Forlag, 1991. ISBN: 87-567-4883-3.
• Riemann, Fritz: Angstens grundformer ("Grundformen der Angst"). Oversat af Kirsten Moar. Originalt udgivet 1961. Forlaget Klitrose, 1987. ISBN: 8787702886.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.

Indre uro: Når vi ikke kan hvile i os selv

Indre uro

(Når vi ikke kan hvile i os selv)

Ved indre uro forstås en ubehagelig psykisk og/eller fysisk tilstand, præget af:

→ En manglende eller ukomplet følelse af indre ro.

→ En oplevelse af at være hvileløs og ikke have indre fred.

→ En oplevelse af manglende mental eller emotionel balance.

→ En manglende evne til at afspænde eller slappe af.

→ En konstant eller hyppig følelse af stress eller anspændthed.

→ En følelse af at være utilpas eller ubekvem i sig selv.

→ Problemer med at fordybe sig i aktiviteter eller finde glæde i aktiviteter.

→ Manglende restitution ved forsøg på afslapning.

→ En grundlæggende følelse af bekymring eller ængstelighed.

→ Tendens til rastløshed i krop eller sind.

→ Tendens til diffus ængstelighed.

→ Tendens til tankemylder eller tvangstanker.

→ Glædesløs oplevelse af ting, man ellers normalt ville nyde, for eksempel hækling eller spil.

→ Følelsen af ikke rigtig at have lyst til noget.

→ Oplevelsen af at mangle noget, men ikke at kunne identificere og dække behovet.

→ Søvnforstyrrelser og -problemer.

→ Manglende evne til at koncentrere sig eller huske (jf. hukommelsesproblemer).

→ Problemer med at finde positioner, hvor man føler, man sidder eller ligger rart.

→ Uro i kroppen, for eksempel i benene.

Indre uro er ikke en diagnostisk kategori, men en overbetegnelse for problemer, der kan indgå i andre kategorier eller forstyrrelser. Det er et meget udbredt problem.

Indre uro kan starte i psyken og påvirke kroppen (psykosomatisk) eller kan omvendt starte i kroppen og påvirke psyken (somatopsykisk).

Når problemet er psykisk, kan det skyldes høje niveauer af angst, tristhed eller et spændingsniveau, der er for højt.

Det ses, at nogle har en meget generel form for indre uro, mens andre har en variant, der enten forekommer i bestemte perioder eller udløses af bestemte situationer eller påvirkninger.

Hvis problemet indebærer mange bekymringer om (og overtænkning omkring) forskellige emner (jf. tankemylder), kan det nogle gange være et tegn på generaliseret angst. Hvis uroen i højere grad omhandler fremtidige præstationer, kan det hænge sammen med socialfobi (jf. for eksempel eksamensangst).

Man ser også, at indre uro kan hænge sammen med affektive lidelser, deriblandt både depression, hypomani eller mani. Det gælder også cyklothymi eller neurasteni (som er somatopsykisk).

Det ses også tit, at stress og udbrændthed kan forårsage indre uro. I første tilfælde ser man ofte, at personen har svært ved at slappe af, men på en mere uspecifik måde. Ved udbrændthed er problemet ofte værre og føles endnu mere ubehageligt.

Traumer og posttraumatiske belastningsreaktioner kan også give anledning til indre uro. I dette tilfælde er nervesystemet ikke i stand til at dæmpe sit arousal normalt.

Desuden ses der næsten altid indre uro ved AD(H)D og visse andre neurodivergente problemstillinger. Deriblandt kan nævnes især særlig sensitivitet.

Indre uro kan dog også skyldes mere diffuse eksistentielle problemer, tilpasningsreaktioner, livskriser eller identitetsproblemer. I så fald hænger det ofte sammen med en følelse af ikke at vide, hvem man er, eller en følelse af ikke at vide, hvor man vil hen i livet. Nogle gange skyldes problemet i realiteten skyld eller decideret masochisme, der udløses af en manglende følelse af, at personen har ret til at have det godt.

Det ses også ofte, at tidligere problemstillinger fra barndommen, deriblandt omsorgssvigt eller utryg tilknytning, kan give anledning til en fundamental indre uro, der især udløses af frygt for at miste eller blive skuffet eller forladt.

I visse tilfælde ses bestemte skadelige handlinger i de særligt urolige perioder, deriblandt hårplukning, hudplukning eller pica.

Der findes også øvrige grunde til indre uro, der stammer fra fysiske lidelser, deriblandt Parkinsons sygdom.

Behandling af indre uro

Indre uro er ikke et uforklarligt fænomen. Følelsen af hvileløshed og ubehag stammer ofte fra bestemte øvrige problematikker og kan også hænge sammen med ufordelagtige livssituationer eller uløste indre konflikter. Det er muligt at behandle indre uro af psykisk karakter ved brug af psykoterapi. Behandlingen kan nogle gange rette sig direkte imod uroen for at "indkapsle" den. Andre gange vil behandlingen tage form af udvikling af beroligende teknikker. I helt andre tilfælde vil behandlingen rette sig mod de underliggende årsager til ubehaget. I tilfælde af kronisk sygdom, der forårsager uroen, vil behandlingen mere rette sig mod at leve med problemet.

Gå til oversigt over mentale problemer.

Gå til blogforsiden.

Gå til hjemstedet for klinikken.