Separationsangst: Når ængstelighed bliver til omklamring

Separationsangst

(Når ængstelighed bliver til omklamring)

Ved separationsangst forstås en angstlidelse, præget af: 

→ Svær frygt for adskillelse fra nærtstående.

→ Vedvarende urealistisk frygt for tab af nærtstående (for eksempel sygdom, død etc.).

→ Urealistisk frygt for adskillelse på grund af ydre forhold.

→ Frygt for at være alene på urealistisk vis, for eksempel fare vild, blive indlagt, blive kidnappet.

→ Vægren mod at være væk fra hjemmet af frygt for adskillelse (for eksempel skole, arbejde).

→ Bekymring om adskillelse om natten og vægring mod at sove alene.

→ Hyppig opvågnen for at tjekke, om nærtstående er der.

→ Vægren mod at sove uden for hjemmet.

→ Tilbagevendende drømme med adskillelsestema.

→ Uhyggelige sanseoplevelser, når personen ligger alene i mørket.

→ Frygt for at være alene i hjemmet om dagen.

→ Nedsat social funktionsevne på grund af lidelsen.

→ Fysiske symptomer ifm. adskillelse (f.eks. mavesmerter, opkastning, hovedpine).

→ Overdrevet emotionel reaktion før, under eller efter adskillelse.

→ Krævende og påtrængende adfærd.

→ Stort behov for opmærksomhed.

→ Eventuel tendens til at virke afhængig (jf. dependens).

→ Tendens til at virke overbeskyttende.

→ Tendens til konflikter i familien.

Ved forceret adskillelse ses ofte øvrige symptomer:

→ Social tilbagetrækning.

→ Apati.

→ Tristhed (jf. depression).

→ Besvær med at koncentrere sig i arbejde eller leg.

→ Enkelfobier (frygt for dyr, monstre, mørke, overfald etc.)

→ Hjemve.

→ Vrede mod dem, der forcerer adskillelsen.

Der ses nogle gange forhøjet risiko for encoprese, enuresis eller elektiv mutisme. Nogle gange er der risiko for, at barnet lider af øvrige problematikker, for eksempel neurodivergens såsom autisme eller AD(H)D. Barnet kan også være særligt sensitivt.

Hos børn skal angsten, for at diagnosen kan være relevant, begynde før 6 års alderen. Mange blander separationsangst sammen med øvrige lidelser, for eksempel generaliseret angstilstand. [WHO (1994/2018): F93.0, s. 178-179; APA (2013): Sec. 2, 309.21, pp. 190-192]

I mange tilfælde er separationsangst hos børn faktisk en gensidig separationsangst mellem barnet og en omsorgsperson. Ofte har moderen eller faderen lige så svært ved at slippe barnet, som barnet har ved at slippe dem. Problemet ligger sjældent kun hos barnet, medmindre der er tale om øvrige kausale problemer, deriblandt mulig neurodivergens (såsom autisme-spektrum-forstyrrelse). I langt de fleste tilfælde er der tale om en gensidig bekymring og problemer med at give slip.

Bemærk, at frygt for at være alene også hos voksne kan karakterisere den emotionelt ustabile personlighedsstruktur og folk, der lider af dependens. Dertil ses også modstand mod at være alene hos folk med agorafobi og tit også hos folk med socialfobi eller ængstelig/evasiv personlighedsstruktur. Man ser undertiden, at der dukker konversionstilstande op, udvikles helbredsangst eller øvrige problematikker, som binder omsorgspersoner tættere på den angstlidende.

Der ses næsten altid lavt selvværd, når der er tale om separationsangst. Folk med lidelsen forsøger i høj grad at bekæmpe ensomhed (der opleves udenfor de nære relationer), men er i høj risiko for at opleve fænomenet og udvikle depression.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Mennesker med separationsangst er ofte præget af ambivalent tilknytning. Det betyder, at de ofte både vil trække nærtstående tættere, mens de ikke bliver tilfredse med, hvad de får ud af det. Der vil ofte være en modsatrettethed, ængstelighed og klæbende tendens.

Behandling af separationsangst

Separationsangst kan behandles ved brug af ren psykoterapi. Den kan både være individuel og rettet mod par og familier. Problemet er ofte systemisk og kræver en psykoterapeut, der ved noget om relationel terapi. Separationsangst er meget normalt hos børn, især. Men den er også især normal i forbindelsen mellem en moder og hendes barn. Mange børn går igennem faser med tristhed ved separation. Og mange oplever også angst i den forbindelse. Men disse tilfælde er for det meste normale faser, der går over af sig selv. Det er kun når den for alvor bliver ekstrem, at den skaber problemer, der kræver terapi. At opsøge hjælp kan være en god idé, hvis det begynder at gå ud over familiens glæde og især forældrenes samliv og arbejdsevner.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.