Viser opslag med etiketten symptomer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten symptomer. Vis alle opslag

søndag den 2. marts 2025

Dissociativ amnesi / fugue: Når vi er "ude af os selv" (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ amnesi / fugue

(Når vi er "ude af os selv")

En kvinde går forvirret rundt, indikerende at hun er midt i en episode af dissociativ fugue med tilhørende amnesi

Symptomer på dissociativ amnesi

(1) Ved dissociativ amnesi forstås en forstyrrelse, præget af:

  • Hukommelsestab eller -svækkelse.
  • Manglende evne til at genkalde vigtig selvbiografisk information.
  • Forekomst af vigtige stressende begivenheder af nyere dato (fx tab, ulykke).
  • Hukommelsestabet er oftest delvist (selektiv amnesi).
  • Eventuel oplevelse af flashbacks fra den glemte periode.
  • Problemet skyldes ikke almindelig glemsomhed eller træthed.

Mange blander dissociativ amnesi sammen med dissociativ identitetsforstyrrelse, posttraumatisk belastningsreaktion, akut stress, somatisk symptomforstyrrelse eller neurokognitive lidelser. Problemet ses tit koblet med dissociativ fugue:

Symptomer på dissociativ fugue

(2) Ved dissociativ fugue forstås en forstyrrelse, præget af:

  • Dissociativ amnesi ledsaget af rejseaktivitet, som også glemmes.
  • Rejseaktiviteten er formålsbestemt og virker normal for andre.
  • Eventuelt en forhistorie med traumer, selvskade, selvmordsforsøg eller risikoadfærd.
  • Eventuelt forhistorie med problematiske eller manglende relationer.

[WHO 1994/2018: F44.0-F44.1, s. 113; APA 2013: Sec. 2, 300.12, pp. 298-299]

Symptomer på øvrige dissociative problemer

(3) Ved øvrige dissociative tilstande menes her en række sjældnere forstyrrelser:

(3a) Dissociativ bevægelsesforstyrrelse er præget af:

  • Tab af evnen til at bevæge sig normalt.
  • Kan tage form af ataksi, apraksi, akinesi, dyskinesi, parese, paralyse, dysartri eller afoni.

(3b) Dissociativ krampe er præget af:

  • Epilepsi-lignende kramper.
  • Uden tungebid, faldlæsioner, inkontinens.

→ Bevidstheden bevares under kramperne.

(3c) Dissociativ sanseforstyrrelse er præget af:

  • Tab af følelse i huden.
  • Tab af syn eller hørelse.
  • Ingen anatomisk underbygning af lidelsen.

(3d) Dissociativ stupor er præget af:

  • Svækkelse eller fravær af bevægelser og reaktioner.
  • Ingen somatisk årsag.

(3e) Dissociativ trance- eller besættelsestilstand er præget af:

  • Tilstande med svækket identitet og bevidsthedsændring.
  • Er ikke religiøs eller kulturelt sanktioneret.

[WHO (1994/2018): F44.2-6, s. 113-115]

Problemerne opstår ofte som alvorlig dissociativ reaktion på alvorlig psykisk sygdom, akut belastning eller traumatisk påvirkning. Når vi dissocierer, betyder det, at det er det parasympatiske nervesystem, som tager over. Det er den samme del af nervesystemet, som fx får os til at "fastfryse" i bestemte situationer.

Jeg har også blogposts om dissociativ identitetsforstyrrelse og om depersonalisations-derealisations-syndrom.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dissociativ identitetsforstyrrelse: Når personligheden spaltes (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ identitetsforstyrrelse

(Når personligheden spaltes)

Et menneske med to syntetiske hoveder, repræsenterende at personen lider af dissociativ identitetsforstyrrelse.

Symptomer på dissociativ identitetsforstyrrelse (DID)

Ved dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) forstås en ekstrem lidelse, præget af:

  • Multiple personligheder i samme menneske.
  • To eller flere distinkte personlighedstilstande i samme individ.
  • Kun én af personlighederne kan være til stede på samme tid.
  • Hver personlighed har egne minder, præferencer, adfærdsmønstre.
  • Hver personlighed har evne til at kontrollere personens adfærd.
  • Amnesi i forbindelse med vigtige personlige forhold og aktiviteter.
  • Amnesien kan ikke tilskrives almindelig glemsomhed.
  • Markant diskontinuitet i selvfølelsen med ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed, kognition etc.
  • Flashbacks fra de øvrige personligheders "ophold".

Tilstanden sammenlignes med en slags "besættelse" i DSM. Det er vigtigt at adskille, om der er en accepteret kulturel eller religiøs indflydelse. Der ses flashback-minder fra de øvrige tilstande.

Lidelsen hænger ofte sammen med interpersonel mishandling i barndommen eller voksenalderen eller pinefulde procedurer.

Problemet hænger sammen med høj suggestibilitet for hypnose. Personer, der lider af dissociativ identitetsforstyrrelse er ofte meget modtagelige for indbildning.

Dynamisk menes at personen ved lidelsen slipper for at møde hele sit jeg, mens "personlighederne" kan udtrykke forskellige sider af personen. [WHO (1994/2018): F44.81, s. 115-116; APA (2013): Sec. 2, 300.14, pp. 292-294; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 140]

Tilstanden er populær i bog-, serie- og filmverdenen: i film og serier for eksempel i Sybil (1976), Psycho (1960), Fight Club (1999), Identity (2003) eller Split (2016). Alle kender efterhånden til lidelsen. Det er dog meget sjældent, at man ser den i det virkelige liv.

Mange blander lidelsen sammen med skizofreni eller psykoser, men spaltning af personligheden indgår ikke typisk i symptomerne på skizofreni eller psykose. Spaltningen anses ikke som en normal vrangforestilling eller hallucination, men anses teknisk som et strengt dissociativt træk. Når vi dissocierer, så isolerer vi træk, som ikke må komme i berøring med andre faktorer i personligheden, fordi det fungerer som en trussel.

Læseren skal også passe meget på med at blande det sammen med følelsen af at være todelt. Mange mennesker føler, at de har "to sider". Ofte er dette mere et skel mellem personens primære og sekundære jeg, eller mellem masken og skyggen, målt imod det autentiske selv. Vi har alle til opgave at integrere vores forskellige sider. Det er en normal proces som kaldes psykosyntese. Det er slet ikke det, der menes med DID.

Jeg har oplevet massive ændringer hos klienter, der føler sig todelt, på basis af psykosyntetisk arbejde. Personen kom ind og følte sig som to radikalt forskellige mennesker, men afsluttede deres forløb som en helhed.

DID er på en måde det omvendte af psykosyntese. Det er en radikal spaltning af sider, der ikke kan integreres. Personligt finder jeg ligheden med trance- og besættelsestilstande markant. Derfor er det nærliggende, hævder jeg, at anse DID som en fejlproces, hvor personen ubevidst eller bevidst "vælger" at spalte sig i to eller flere personligheder. Men i realiteten er det samme personlighed, der blot viser sig fra forskellige sider.

Det kan betyde, at den seksuelt hæmmede person nu kan udtrykke sig seksuelt, men uden at være nødt til at erkende sig selv som et seksuelt væsen. Det er "den anden" personlighed, der er det. Personen kan nu udtrykke sin aggression, men uden at indse, at personen faktisk har en aggressiv side. Det er "den anden", der er det. Ubevidst holdes angsten forbundet med drifterne bundet i spaltningen.

Teoretisk set burde det være muligt at ophæve behovet for spaltning igennem nænsom psykosyntese og modifikation af personens jegideal. Men jeg har aldrig prøvet det i praksis.

Behandlingen af denne lidelse bør foregå psykiatrisk. I privat regi vil der ikke være mulighed for den hyppighed og intensitet, der er nødvendig.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dyssocial personlighedsstruktur (psykopati): Når vores empati svigter (Diagnose, symptomer, behandling)

Dyssocial personlighedsstruktur / Psykopati

(Når vores empati svigter)

En kvinde ser kold ud i et blåt værelse, indikerende at hun måske er dyssocial eller psykopat.

Symptomer på dyssocial personlighedsstruktur / psykopati

Ved dyssocial personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse hos en person over 18 år, præget af asociale og psykopatiske træk:

  • Udpræget egoisme og selvcentrering.
  • Grov ligegyldighed over for andres følelser.
  • Overtrædelse af andre menneskers rettigheder.
  • Emotionel afstumpethed og manglende empati.
  • Indifferens over for andres velbefindende.
  • Manglende ansvarsfølelse og sans for forpligtelser.
  • Manglende respekt for sociale normer.
  • Tendens til at nedgøre andre, når de ikke beundrer personen.
  • Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende uden omtanke for andre.
  • Ligegyldighed over for konsekvenser og om ens handlinger skader andre.
  • Hensynsløshed i bestræbelsen på at opnå egne mål.
  • Tendens til at bortforklare og projicere.
  • Overdreven autonomi og oplevelse af handlefrihed.
  • Oplevelse af at have særrettigheder.
  • Manglende evne til at føle skyld eller anger.
  • Overfladisk charme og selvsikkerhed.
  • Arrogance, oppustethed og kæphøj adfærd.
  • Bedragerisk adfærd og griskhed.
  • Stridslyst og konfliktsøgende adfærd.
  • Manglende sikkerhedshensyn.
  • Manglende fremtidsrettet planlægning.
  • Kynisk indstilling, foragt for andres følelser.
  • Griskhed og grådighed.
  • Tendens til voldelig optræden.
  • Lav respons på straf eller negative konsekvenser.
  • Besvær med at opretholde relationer.
  • Tendens til at ende i slagsmål.
  • Eventuel ondskabsfuldhed og sadisme, glæde ved at skade andre.

Der ses tit tidligere adfærdsforstyrrelser, en forhistorie af misbrug, forsømmelse eller uregelmæssigheder i barndommen (jf. omsorgssvigt) eller eventuel hjerneskade. Personerne med forstyrrelsen er præget af jegsvaghed (primitivt forsvar, lav aggressionstærskel, men intakt realitetsopfattelse), defekt samvittighedsudvikling og svigtende indlevelsesevne (jf. manglende empati). [WHO (1994/2018): F60.0, s. 138; APA (2013): Sec. 2, 301.7, pp. 659-661; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 159; Cullberg (1999): Kap. 24, s. 228-232] 

Nogle dyssociale er "kolde" og viser aldrig følelser, mens andre har problemer med eventuelle vredesudbrud. Psykopater har ofte svært ved mentalisering (at sætte sig i andres sted), mens andre faktisk lider af "kold mentalisering" og kan forstå andre, uden at kunne påskønne det.

Bemærk, at en komplet manglende evne til at føle skyld er en ret overbevisende markør for en personlighed, som enten er dyssocial eller narcissistisk. Men man skal passe på med at blande det sammen med socialt akavet adfærd, der blot er atypisk. Nogle mennesker har en atypisk fungerende skyldfølelse, fordi de ikke forstår sociale konventioner (læs eventuelt mere om neurodivergens eller autisme).

Den dyssociale i ICD-11

Denne psykopatologi indfanges i ICD-11 især af de to såkaldte "trækdomæner", som kaldes dyssocialitet og disinhibition (og delvist af et tredje domæne, som kaldes negativ affektivitet).

Hvis personligheden er sund, så er mild dyssocialitet årsag til selvsikkerhed, mod og beslutsomhed, mens personen stadig kan sætte sig i andres sted uden at såre eller støde andre. Her stræber personen efter samarbejde og det fælles bedste. Hvis personligheden ikke er sund, så vil trækdomænet kobles på som beskrivende faktor, der udspecificerer de mulige problematikker.

Sværhedsgraden bestemmes af graden af empati, egoisme, fjendtlighed, beregning, voldelighed, hensynsløshed etc. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109]

Øvrige betragtninger

Man skal altid huske, at det skal være gennemgående og meget udpræget, før man kan tale om en forstyrret personlighed. (Man bør ikke slynge rundt med begreber som "psykopat" og "narcissist".)

Mange dyssociale mennesker har svært ved enten at mærke eller sætte ord på deres følelser og lider dermed af alexitymi. Der er enorm forskel på en dyssocial person, der sårer andre på basis af manglende emotionel forståelse, og dem, som faktisk gør det på basis af sadistiske træk. Den sidstnævnte er nemlig i stand til at mentalisere og sætte sig i andres sted, men nyder at skade dem. Denne sidste type dyssocialitet er uden tvivl den farligste, men også den mest sjældne.

Hos børn og unge skal man gerne tænke i adfærdsforstyrrelser istedet for dyssocialitet. Mange unge er præget af anomi, som kan resultere i en adfærd, der ligner dyssocialitet uden at være det. Fællestrækket for anomiske mennesker og dyssociale mennesker er, at de ofte ikke har haft nødvendig vejledning i deres opvækst. Mange har været udsat for omsorgssvigt.

Terapi med dyssociale mennesker

Terapi med dyssociale kræver en særlig bevidsthed om, hvordan dyssociale personer kan påvirke deres omgivelser. Især er de præget af forsvarsmekanismerne splitting og projektiv identifikation, og de er ofte mestre i at kommunikere i dobbeltbindinger. Behandleren skal vide præcis, hvordan man standser og processerer disse skadelige indspark uden at reagere på dem. Dyssociale mennesker kommer ofte i terapi, fordi deres partner eller familie insisterer. De er derfor ofte ikke helt i stand til at indgå i en stærk arbejdsalliance. Dog har jeg set undtagelser.

Behandling af dyssocialitet

Jeg behandler typisk ikke den værre halvdel af spektrummet, idet psykoterapi typisk ikke kan påvirke personen, der slet ikke kan føle skyld. Nogle dyssociale er dog egnet til terapi. I disse tilfælde kræver det, at personen selv har et ønske om at kunne fungere bedre i samfundet. Terapien vil ofte indebære bl.a. oplåsning af følelser, træning i verbalisering, mentaliseringstræning og psykoedukation samt udvikling af konkrete kommunikative og adfærdsmæssige strategier.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
  • Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
  • Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Eksistentielle problemer: Når udfordringerne stikker dybt (Symptomer, behandling)

Eksistentielle problemer

(Når udfordringerne stykker dybt)

En mand går over en snæver klippe i blåligt mørke, indikerende at han er midt i en eksistentiel krise.

Symptomer på eksistentielle problemer

Ved eksistentielle problemer forstås en række dybe mentale udfordringer, her inddelt i fire kategorier:

(1) Problemer, der berører livet og døden:

  • Dybdegående manglende livstilfredshed.
  • Manglende følelse af givende indhold i livet.
  • Følelsen af ikke at være lykkelig, glad eller tilfreds.
  • Følelsen af at "mangle" noget essentielt.
  • Utilfredshed med egen identitetsfølelse.
  • Manglende autenticitet i hverdagen.
  • Indre spørgsmål i stil med: "Hvem er jeg?"
  • Tendens til at smelte sammen med sine samfundsroller.
  • Manglende evne til at mærke (eller reagere på) egne behov og følelser.
  • Overforsigtig eller dumdristig adfærd.

(2) Problemer, der berører frihed og grundløshed:

  • → Følelsen af, ikke at være fri i sit liv og handlinger.
  • → Følelsen af, at man ikke bruger sin frihed rigtigt.
  • → Følelsen af ikke at bekræfte de rigtige værdier.
  • → Tendens til ydrestyring eller indrestyring.
  • → Tendens til enten at tage for meget eller for lidt ansvar.
  • (2a) Specielle problemer med at tage ansvar:
  • Problemer med at tage ansvar (jf. ansvarsundvigelse).
  • Tendens til at træffe passive valg.
  • Tendens til at uddelegere egne beslutninger.
  • Tendens til "lade tingene ske", i stedet for at være aktiv.
  • Manglende handlekraft eller alt for impulsiv aktivitet.
  • Tendens til at komme med undskyldninger for egen adfærd.
  • Manglende kontrol over livet og svag selvbestemmelse.
  • Manglende overensstemmelse mellem ønske og vilje.

(2b) Problemer med overansvarlighed:

  • Tendens til at tage ansvar for andres problemer.
  • Tendens til at slide for at løse alle andres problemer.
  • Kraftigt kontrolbehov og stærk selvbestemmelse.
(3) Problemer, der berører nærhed og isolation:
  • Interpersonel ensomhed (uanset om man er alene eller ej).
  • Utilfredsstillende relationer med manglende dybde eller nærhed.
  • Manglende fornemmelse af samhørighed med andre.
  • Tendens til at isolere sig fra andre.
  • Følelsen af fremmedgjorthed fra andre mennesker.
  • Overdrevet fokus på samvær med andre (frygt for at være alene).
  • Eventuel oplevelse af intens hjertesorg og fortvivlelse.
  • Parasitisk tendens til at prøve at suge "værdier" fra andre.

  • (4) Problemer, der berører mening og meningsløshed:
  • Oplevelse af meningsløshed, absurditet eller tilfældighed.
  • Manglende sammenhængsfornemmelse i livet.
  • Manglende mål i livet (for eksempel karriere, uddannelse).
  • Følelsen af, at alt kan være lige meget, at valg er ligegyldige.
  • Benægtelse af eksistensen af værdi og mening.
  • Tendens til at antage et "kosmisk" perspektiv og se tingene udefra.
  • Følelsen af fremmedgjorthed fra omverdenen og samfundet.
  • Eventuel tendens til at vælge en konstant strøm af overfladiske "mærkesager".

Eksistentielle problemer har at gøre med vores "væren i verden". De er derfor ekstremt dybe og meget fundamentale. Derfor har de også potentiale til at skabe en speciel form for smerte. For hvert af de fire punkter findes der et hav af betragtninger og muligheder, der ikke har været plads til i dette blogindlæg.

I den eksistentielle psykoterapi mener følgere af Irvin Yalom, at alle andre former for psykiske problemer udspringer i relation til de fire kategorier: (1) livet/døden, (2) friheden/grundløsheden, (3) isolation/samvær og (4) mening/meningsløshed. Selvom det naturligvis er groft forsimplet, er der noget om snakken. Det er meget ofte, at eksistentielle problemer overlapper. [Se f.eks. Yalom (1980): Kap. 1, s. 16-17] De fire eksistentielle grundvilkår kan opstilles som overlappende cirkler:

Når et problem er eksistentiel karakter, er der næsten altid depressive træk til stede. Hvis ikke personen er nedtrykt, er personen ofte tom eller død indeni.

Eksistentielle problematikker kan tit hænge sammen med en række øvrige problemer, der nævnes her på bloggen. Det gælder blandt andet stress, udbrændthed, tankemylder, tendens til søvnforstyrrelser og eventuelt lavt selværd. Der ses også kraftigere tendens til angstprægede lidelser (såsom generaliseret angst, helbredsangst, socialfobi etc.). Der er også forhøjet risiko for misbrug og afhængighed. Men reelt ville man kunne nævne samtlige psykiske problemer og symptomer, der findes på bloggen i denne sammenhæng.

Vi konfronteres med de eksistentielle grundvilkår i såkaldte grænsesituationer. En grænsesituation udgør en "uafrystelig" situation eller hændelse, hvori mennesket konfronteres med tilværelsens grundvilkår og står ansigt til ansigt med dem. Vi konfronteres her med vores eksistentielle situation i verden, og i disse "møder" påvirkes og rystes individet meget dybt. Det stærkeste eksempel er, når mennesket for eksempel konfronteres med dets egen død. Et andet eksempel er, når de meningsgivende strukturer bryder sammen, og verdens essentielle meningsløshed opleves. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16; Del 1, Kap. 5, s. 173; jf. Yalom (2002): Kap. 42, s. 155]

Vi er særligt udsatte for eksistentielle kriser i perioder, hvor vi ikke kan orientere os. Når vi er trætte af vores karrieresti, når vi er blevet skilt fra vores udkårne, når vi har opdaget, at vi ikke kan få børn, når vi er flyttet til en ny by etc. Vi udvikler os hele tiden. Men opdager vi det? Og kan vi følge med?

Erik Erikson beskrev også en række specielle identitets- og eksistensmæssige kriser, vi mennesker gennemgår. I denne teoridannelse foreslår Erikson, at vi i bestemte udviklingsmæssige perioder skal løse konflikter, der kan stilles op som en kamp mellem poler: (1) grundlæggende tillid vs. grundlæggende mistillid, (2) selvtillid vs. skam/tvivl, (3) initiativ vs. skyld, (4) driftighed vs. mindreværd, (5) identitet vs. identitetsforvirring, (6) intimitet vs. isolation, (7) generativitet vs. stagnation og (8) integritet vs. fortvivlelse/afsky. [Jerlang (2008): Kap. 3, s. 76-115]

Det er værd at nævne, at anomi, der er beskrevet her på bloggen, er en særlig eksistentiel mangeltilstand, hvor personen føler sig fremmedgjort fra samfundet, koblet med en massiv ensomhed og mangel på vejledning og mål. Denne tilstand berører samtlige fire nævnte grundvilkår.

Spekulationer af eksistentiel karakter kan også præge særligt sensitive mennesker.

Og apropos anomi og meningsløshed: Hos Viktor Frankl er "viljen til mening" den primære drivkraft i menneskelivet. [Frankl (1959/1973): Del 2, s. 102-103] Frankl og Abraham Maslow snakker begge om, at mennesket dybest set stræber efter selvrealisering.

Eksistenspsykologi og eksistentiel psykoterapi hænger nært sammen med kontinentalfilosofiske strømninger, især fænomenologi, hermeneutik og eksistentialisme.

Eksistentialismen beskyldes ofte for at være deprimerende. Men den indvending er uforståelig. Eksistentialismen er netop med til at give kontrollen tilbage til mennesket. For eksempel minder Jean-Paul Sartre os om, at vi skaber os selv: "Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv. Dette er eksistentialismens første princip." [Sartre (1946): s. 15] Alt er faktisk aktualitet, og der findes ikke noget skjult potentiale gemt inde i os. [Sartre (1943): Intro, s. 11] Hermed ikke ment, at vi bare må acceptere en mangeltilstand, men tværtimod: hvis vi vil være store romantikere, så må vi opføre os romantisk. Hvis vi vil være kunstneriske, så må vi producere kunst.

I nutidens samfund kan det være svært at mærke sig selv. Mange er så fortravlede, at de ikke kan mærke deres basale følelser og behov. Hvis vi ikke kan det, bliver det svært at mærke sine egne sande værdier. Vi bliver også bombarderet fra venstre og højre med "livets mening" i forskellige falske pakkeløsninger.

Her på bloggen har jeg indlæg om traumer og PTSD. Der ses faktisk også sammenhænge mellem såkaldte eksistentielle traumer (situationer, hvor vi er truet) og oplevelsen af efterfølgende eksistentielle problemer.

Det er i øvrigt ikke sjældent, at passive selvmordstanker ses i forbindelse med eksistentielle følelser af identitetstab. I alle disse tanker om døden ser man undertiden fantasien tage over. Læs eventuelt om forskellen på aktive og passive selvmordstanker her på bloggen.

Nogle tror, at det kun er "intellektuelle" mennesker, der oplever eksistentielle problemer. Det er ikke sandt. Det er ikke kun tyskere med sorte rullekraver, der kan falde ned i et eksistentielt hul. Jeg har set mange eksempler på helt "normale" mennesker, der ender i en eksistentiel krise. Det er faktisk helt almindeligt. Og tilstanden behøver ikke at være permanent. Nogle eksistentielle kriser bliver løst hen ad vejen, når tingene falder på plads. Andre kræver professionel hjælp.

Behandling af eksistentielle problemer

Eksistentielle problemer kræver tit dybdegående psykoterapi, der kan tage højde for alvoren af de implicerede vilkår og de skjulte kræfter, der påvirker hinanden. Her kan mere "overfladiske" terapiformer, såsom adfærdsterapi, kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi (eller øvrige af den kaliber) ikke flytte på noget. Jeg anbefaler en integrativ kobling af psykodynamisk, eksistentiel og narrativ terapi i behandlingen. Resultaterne plejer at være gode.

Det er derfor, som potentiel klient, en god idé, at undersøge, om behandleren har noget ved sin uddannelse eller træning, der indikerer, at personen faktisk er i stand til at håndtere de tunge emner.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.


Anvendt litteratur

  • Frankl, Victor E.: Psykologi og eksistens (“Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager” og “Man’s Search for Meaning”). Del 1 og 2 er fra to forskellige bøger. Originalt udgivet 1947(del 1) og 1959 (del 2). Oversat København: Nordisk Forlag A/S, 1973. 2. udgave 1993. ISBN: 87-00-14189-7.
  • Jerlang, Espen (red.): Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels Forlag, 2008. 4. udgave. Trykt hos Livonia Print. ISBN: 978-87-412-5154-7.
  • Sartre, Jean-Paul: Eksistentialisme er humanisme (Originaltitel: “L’Existentialisme est un humanisme”, 1946). Oversat fra fransk fra Les Editions Nagel (Paris) af Anders Thuborg. Vintens Forlag A/S, København 1979, Stjernebøgernes Kulturbibliotek. 2. udgave; 7. oplag. ISBN: 87-414-1658-9.
  • Sartre, Jean-Paul: Væren og intet (Originaltitel: “L’être et le néant”, 1943). Oversat fra fransk af Mogens Chrom Jacobsen. Udgivelse ved Aarhus Universitet: Forlaget Philosophia, 2007. ISBN: 978-87-88663-31-0.
  • Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.
  • Yalom, Irvin D.: Terapiens essens: Åbent brev til en ny generation af terapeuter og patienter (The Gift of Therapy). Oversat af Ole Thornye. København: Hans Reitzels Forlag, 2002. 2. udgave, 5. oplag, 2009. ISBN: 978-87-412-5322-0.

Hypomani: Når humøret går opad på en uhensigtsmæssig måde

Hypomani

(Når humøret går opad på en uhensigtsmæssig måde)

En mand står i en social situation med en blå maske på, der indikerer at han er hypoman.

Symptomer på hypomani

Ved hypomani forstås en affektiv forstyrrelse, præget af:

  • Lettere opstemthed, øget energi og aktivitet.
  • Følelse af velvære, eufori og psykisk effektivitet.
  • Øget udadvendthed og selskabelighed.
  • Øget snakkesalighed og overdreven familiaritet.
  • Øget selvfølelse og oppustet selvagtelse.
  • Øget seksualdrift.
  • Stigende købetrang.
  • Overmodig adfærd (for eksempel investeringer, seksuelle indiskretioner).
  • Enten stigning eller fald i formålspræget aktivitet.
  •  Rastløshed og irritabilitet.
  • Brovtende adfærd.

[WHO (1994/2018): F30.0, s. 82; APA (2013): Sec. 2, pp. 124-125]

Hypomani ses nogle gange i sammenhæng med depression som en mulig part, især i forbindelse med bipolar affektiv sindslidelse, men også som en del af cyklothymi. Se eventuelt også blogindlægget om "storesøsteren", mani.

Hypomani ligner på nogle punkter tilstanden vi har, når vi er meget let berusede. Vi kender vel næsten alle den brusende og behagelige fornemmelse af en begyndende brandert. Og ligesom med denne tilstand er hypomani en tilstand, der ikke holder længe, men enten eskalerer til en mere ekstrem tilstand eller ruller tilbage til en mere nedsunket fornemmelse.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Manipulation: Når vi spiller "skak" i vores relationer

Manipulation

(Når vi spiller "skak" i vores relationer)

Et billede af et blåt skakspil.

Symptomer på manipulation

Ved manipulation forstås et socialt og interpersonelt problem, præget af:

  • En krænkende parts brug af tvingende, uetisk, uretfærdig og uærlig strategisk adfærd.
  • Et offer, der bliver styret og kontrolleret gennem denne strategiske adfærd.

Kendetegn ved manipulativ adfærd:

  • Adfærden sigter efter at opnå magt over, evne til at styre eller kontrollere offeret.
  • Adfærden medfører, at manipulatoren kan udnytte, drage fordel eller opnå gevinst.
  • Adfærden medfører, at offerets handlinger og tanker ikke er "frie".
  • Adfærden indebærer, at offeret forsøges overtalt eller overbevist om noget.
  • Adfærden skaber forvirring, udmattelse og ængstelighed hos offeret.
  • Adfærden skaber ulige magtbalance i relationen.
  • Adfærden kan være tydelig eller skjult.
  • Adfærden kan være snedig og kløgtig eller mere klodset.

Manipulation er i familie med psykisk vold og nogle gange stalking. Manipulation indgår også i mobning.

Især mennesker med dyssociale, narcissistiske, emotionelt ustabile eller øvrige forstyrrede træk har en bestemt (defekt) emotionel intelligens, som kan udnyttes til mørkere formål (mere om det senere).

Den såkaldte "mørke psykologi" (dark psychology) beskæftiger sig med emnet på systematisk vis. Manipulation hører under den overskrift.

Manipulatorer har generelt ringe grænsedragning og oplever besvær med at kommunikere deres behov på en sund måde. De bruger disse taktikker til at forvirre offeret, indtil offeret opgiver sin selvbestemmelse.

Manipulation: En liste over strategier

Nedenfor vil jeg nævne en række typiske taktikker, som manipulatorer bruger til at opnå kontrol.

Skyldtrip: Ved skyldtrip forstås, at manipulatoren får offeret til at føle sig skyldig og ansvarlig for en negativ tilstand. Resultatet bliver, at offeret får dårlig samvittighed, føler, at personen skylder manipulatoren noget, at manipulatoren fortjener kompensation. Transaktionelt siges: "Du skylder mig det", "jeg fortjener det", "det er det mindste, du kunne gøre".

Udnyttelse af svaghed: Ved udnyttelse af svaghed forstås, at manipulatoren bruger et særligt kendskab til offerets specielle svagheder eller usikkerheder til at udnytte personen for at opnå personlig gevinst. Sårbarhederne kan være emotionelle, psykologiske eller fysiske. For eksempel kan manipulatoren udnytte psykiske problemer: paranoia, forkærlighed for alkohol, tendens til separationsangst, afhængighed af sex etc.

Løgnagtighed: Ved løgnagtighed forstås, at manipulatoren taler direkte usandt for at undgå skyld eller konsekvenser, eller for at kontrollere eller tvinge offeret til noget. Løgn ses for eksempel som benægtelse af begivenheder eller samtalers eksistens. ("Det har jeg aldrig sagt," "Jeg tog da ikke til den julefrokost sidste år.")

Vægtet information: Ved vægtet information forstås, at manipulatoren bedrager ved at fortælle noget af sandheden, mens anden vigtig information skjules eller udelades. Dermed skabes et vildledende indtryk. For eksempel kan det være, at manipulatoren fortæller, at personen umotiveret blev overfuset af en veninde, men i realiteten indledte hun selv skænderiet og var ligeså overfusende og eskalerende i adfærden.

Smiger: Ved smiger forstås, at manipulatoren bruger uærlige komplimenter som et redskab til at vinde følelsesmæssig overtalelseskraft og forventning om at få noget i bytte. Det pakkes ind i en facade af venlighed, omsorg og hjælpsomhed, men i realiteten er der skjulte motiver.

Projektion: Ved projektion forstås, at manipulatoren tillægger offeret sine egne følelser. For eksempel vil personen skabe drama og konflikter, men bebrejde offeret for selv at skabe problemerne. Måske er manipulatoren selv aggressiv, men beskylder offeret for at være aggressiv. Måske er manipulatoren selv utro, men beskylder offeret for at være det. Projektion hjælper med ansvarsundvigelse og med at undgå at skulle ændre sin adfærd. Projektion indgår i "gaslighting" (se nedenfor).

Flytning af målet: Ved flytning af målet forstås, at manipulatoren ændrer sine forventninger (målet) i sidste øjeblik på trods af offerets store indsats for at møde deres indledende krav. Målet kan ikke nås, og indsatsen bliver ikke anerkendt. Eksempel: En person får en to-do-liste af sin kæreste, men når han har løst alle opgaverne, så får han eller hun bare tre nye opgaver uden tak. Mållinjen flyttes bare, og opgaven vokser.

Triangulering: Ved triangulering forstås, at manipulatoren inddrager en tredjepart (eller flere) i kommunikationen istedet for at holde det mellem de berørte parter og skaber konkurrence, jalousi og usikkerhed. Manipulatoren undgår ansvar og beskytter sig mod at føle, at personen har "tabt". Eksempel: Et ægtepar har haft et skænderi om økonomi. Manden trækker derefter svogeren ind i skænderiet for at bakke ham op.

Kærlighedsbombardement: Ved kærlighedsbombardement forstås, at manipulatoren overøser offeret med overdreven opmærksomhed, ros, komplimenter, kærlighed og gaver på upassende vis. Det føles både dejligt og forvirrende for offeret. Når offeret er helt indhyllet i kærligheden, standses adfærden, og offeret efterlades i en situation, hvor personen forsøger at opsøge adfærden igen. Det springende punkt er overgangen fra varme til kulde og den følelse af usikkerhed, som vækkes i offeret.

Isolation: Ved isolation forstås, at manipulatoren isolerer offeret fra dets venner og familie ved for eksempel at overbevise offeret om, at de andre ikke forstår vedkommende eller forsøger at kontrollere personen. Målet er eventuelt at isolere offeret fra dem, som kan spotte manipulationen og skabe afhængighed. Det hænger nært sammen med etablering af kodependens.

Kodependens: Ved kodependens forstås, at manipulatoren har formået at isolere offeret og fået personen til at opgive vigtige ting og mennesker i personens liv. Derefter indsætter manipulatoren sig selv som livsvigtig og nødvendig i offerets liv. Der opstår medafhængighed. Offeret er afhængig af manipulatoren, og omvendt.

Gaslighting: Ved gaslighting forstås, at manipulatoren får offeret til at føle, at offeret har opdigtet sin virkelighed og tager fejl i sine instinkter og beslutninger. Der skabes skyld, forvirring og betvivlelse af egen mentale sundhed, usikkerhed omkring egne behov, følelser og rettigheder. Gaslighting sker typisk som en reaktion på en konfrontation. (Begrebet kommer fra et skuespil fra 1930'erne, hvor en mand bilder sin kone ind, at hun er blevet vanvittig. Hans motiv er at få hende indlagt.)

Personlige angreb: Ved personlige angreb forstås, at manipulatoren bebrejder, nedgør, fordømmer, latterliggør eller udskammer offeret på måder, der skaber usikkerhed. Det kan ske privat eller offentligt. Der bruges eventuelt vaghed. Det hænger nært sammen med skyldtrippet, men er mere direkte og karakterskadende.

Passiv-aggressivitet: Ved passiv-aggressivitet forstås, at manipulatoren udtrykker sin holdning indirekte og passivt i stedet for direkte og aktivt. Adfærden kan for eksempel ses som underminering, skyldtrip, bagtalelse, sarkasme, surmulen eller skjulte fornærmelser. Offeret begynder typisk at scanne, gisne, anticipere og tilpasse sig. Hvis en mand tvinges med til en julefest på konens arbejde og med vilje dukker op i sit grimmeste tøj, så er det passivt-aggressivt.

Kold skulder: Ved den kolde skulder forstås, at manipulatoren lukker bevidst ned verbalt og emotionelt og afskærer kommunikation, affektion og intimitet som straf. Den kolde skulder indebærer, at personen ignorerer og udtrykker ligegyldighed. Varme og nærhed holdes tilbage som straf. Det er en passiv-aggressiv strategi.

Omvendt psykologi: Ved omvendt psykologi forstås, at manipulatoren opmuntrer offeret til at gøre det omvendte af det, som manipulatoren ønsker. Det modsatte foreslås, og offerets behov for selvbestemmelse udnyttes. ("Ja, så bare tag jobbet og vær ligeglad med din familie. Jeg synes, du bare skal gøre, hvad du har lyst til.")

Social skalpering: Ved social skalpering forstås, at manipulatoren oppuster sit eget bidrag i en situation og devaluerer offerets bidrag. Det handler om, at den krænkende part forsøger at tage mere, end personen giver. Den sociale skalpering finder for eksempel sted, når teamlederen tager hele æren for et projekt, som reelt blev lavet i samarbejde med en ansat.

Skjulte fornærmelser: Ved skjulte fornærmelser forstås, at manipulatoren underminerer offerets selvtillid ved at komme med underhåndede tilsvininger. Resultatet bliver ofte, at offeret begynder at søge bekræftelse og anerkendelse fra manipulatoren. Det ses især som "bissede" komplimenter, som rummer forklædte fornærmelser. ("Hvor er det modigt af dig, at du er så ligeglad med, hvordan dit hår sidder", "nej, hvor forfriskende, at du bare lader dit hjem flyde sådan, når du skal have gæster").

Taktisk selvblottelse: Ved taktisk selvblottelse forstås, at manipulatoren afslører personlig information uden at blive bedt om det, og bruger senere den kendsgerning til at afpresse offeret for værdifuld personlig information. ("Jeg fortalte dig om X i sidste uge, nu kan du altså godt fortælle mig om Y.")

Offerbebrejdelse: Ved offerberbejdelse forstås, at manipulatoren konfronteres med en krænkende adfærd, og som reaktion beskylder offeret for selv at være skyld i den uretfærdige behandling. Offeret bliver ofte i tvivl. Det kaldes DARVO: benægt, angrib og omvend offer-krænker-position. ("Ja, jeg regner jo med, at jeg må røre dig intimt, når du har så nedringet tøj på.")

Offerspil: Ved offerspil forstås, at manipulatoren "spiller offer" for at få det sande offer til at føle sig urimelig, egoistisk og forkert. Det hænger sammen med projektion og gaslighting etc. Det er en universel regel, at den krænkende part forsøger at fremstille sig som offeret.

Infantilisering: Ved infantilisering forstås, at manipulatoren fremstiller offeret som ungt, umodent, mindre forstandig eller barnligt. Offerets ansvarlighed og selvtillid mindskes. Kan indebære at tale ned til personen, overtage dennes opgaver eller behandle dem som inkompetente. ("Det kommer ikke til at gå godt, hvis du skifter blækpatron, du har jo så svært ved teknologi. Det skal jeg nok ordne.")

Emneskift: Ved emneskift forstås, at manipulatoren skifter emne, når offeret kommer med en gyldig pointe, eller er ved at finde selvtillid. Offeret bliver i tvivl om egne evner og intelligens. Det kan ske på utallige måder og udfordrer offerets evne til at holde fokus i samtalen.

Falsk gruppeappel: Ved falsk gruppeappel forstås, at manipulatoren appellerer til særlig gruppemoral og -værdier for at begrænse offerets personlige frihed eller magt, mens manipulatoren opnår mere frihed og magt. For eksempel: To kvinder er interesserede i samme mand. Den ene overbeviser den anden om, at det ikke er "feministisk", hvis hun går i seng med ham. I realiteten vil hun indskrænke hendes handlefrihed for selv at få muligheden. Ligeledes kan man bruge andre "ismer", som er vigtige for offeret, til at indskrænke personens handlemuligheder.

Forræderi: Ved forræderi (dolken i ryggen) forstås, at manipulatoren forråder offerets tillid ved i hemmelighed at skade eller underminere dem, efter at have vundet personens tillid og opført sig som ven eller allieret.

Trusler: Ved trusler, frygt og vold forstås, at manipulatoren truer offeret med at forlade eller skade personen eller måske skade sig selv. Hermed skabes kontrol gennem frygt. Truslerne kan være mere eller mindre direkte eller klare. ("Ja, nu må vi jo se, om jeg stadig er her i morgen.")

[Kilder: Cambridge, Psychcentral (manipulation), Psychcentral (dark psych)Verywellmind, Choosing Therapy, Thepowermoves]

Tre yderligere typer manipulation

Der er tre yderligere måder at manipulere på, som ikke helt indfanges af kilderne. Disse tre måder er et adelsmærke ved mennesker, der har en "mørk" personlighedsstruktur. Disse tre mekanismer foregår normalt relativt ubevidst for begge parter.

Splitting: Ved splitting forstås en primitiv forsvarsmekanisme, hvor en person har tendens til at spalte offeret i negative og positive aspekter, opdele dem i dårlig og god, sort og hvid. Det "dårlige" aspekt devalueres, og det "positive" aspekt idealiseres. Resultatet bliver, at offeret oplever en stærk trang til at holde sig indenfor det positive aspekt og begynder at "please". [Cullberg (1999): Kap. 6., s. 90; Kap. 7, s. 95; Fhanér (1991): s. 120-121; Brørup et al (1999): Kap. 2, s. 34; Haugaard Jacobsen / Mortensen (2013): Kap. 1, s. 49-50]

Projektiv identifikation: Ved projektiv identifikation forstås endnu en primitiv forsvarsmekanisme, hvor den krænkende part har tendens til ubevidst at projicere sine egne impulser, egenskaber, tanker og følelser over i offeret. Følelserne "plantes" på en måde, så offeret ikke kan nå at mærke det. Hernæst identificerer manipulatoren sig ubevidst med de sider hos den anden. Resultatet bliver, at manipulatoren kan kontrollere, skade eller eje offeret. Offeret bliver til en forlængelse af krænkerens selv. Offeret begynder at opføre sig i overensstemmelse med det, som projiceres. Hos brugeren af mekanismen er der en uklar evne til at skelne mellem sig selv og offeret, essentielt er mekanismen en skade, krænkeren har pådraget sig som barn. [Cullberg (1999): Kap. 7, s. 96; Fhanér (1991): s. 143; Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 74-75; Haugaard Jacobsen / Mortensen (2013): Kap. 1, s. 58]

Double-bind-kommunikation: Ved double-bind-kommunikation forstås en bestemt negativ og tvetydig form for kommunikation præget af modstridende og forvirrende kommunikation af forskellige logiske typer. Der forekommer et primært negativt påbud, og dernæst et sekundært påbud, som på et abstrakt niveau modsiger det første. Offeret fastholdes uden at kunne slippe ud og kan ikke italesætte problemet. Der er tale om modstridende budskaber, hvor uoverensstemmelserne er svære at observere og kommentere. I dobbeltbindingen er metakommunikation ikke tilladt på grund af ubevidst frygt for at fremprovokere angst, idet relationens stabilitet udfordres. Dobbeltbindingen internaliseres i personerne, der fanges på modtagersiden af interaktionen. [Dallos & Draper (2007): Kap. 1, s. 54-56; Munck (2015): Kap. 6, s. 64, 67]

Manipulation indgår altid i psykisk vold. Man ser ofte manipulation af alle ovennævnte former hos mennesker, der lider af diverse personlighedsforstyrrelser, for eksempel dyssocial personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur, histrionisk personlighedsstruktur, passiv-aggressiv personlighedsstruktur, dependent personlighedsstruktur eller emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Man ser det også hos den masochistiske karakter. Disse mennesker har normalt problemer med blandt andet selvværd, identitetfølelsesregulering, mentalisering og frustrationstolerance.

Men man ser naturligvis også manipulation udført af mennesker, der ikke har en personlighedsforstyrrelse. Folk der er utrygt tilknyttet, eller påvirket alvorligt af traumer, kan for eksempel også udvikle tendens til at opføre sig manipulativt. Slutteligt skal det siges, at vi alle kan manipulere engang imellem. Det er et "mønster", der burde hejse det "røde flag".

En bemærkning om manipulation

Brugen af manipulation er hos ovenstående personlighedsstrukturer sjældent bevidst, men beror på dybdepsykologiske faktorer. Det afhænger også meget af personernes mentaliseringsevne. Man kan "bakke ind i" en manipulativ adfærd, som opretholdes, fordi den giver de ønskede resultater uden at gøre det med fuldt overlæg. Kommunikation og relationer er cirkulære, og den manipulative adfærd fortsætter til dels også, fordi den manipulerede part giver efter og tilfredsstiller de primitive impulser hos den manipulative part. Det er ikke ment som "victim blaming", men et psykologisk grundprincip, som især ses i systemisk terapi. Det betyder, at offeret kan påvirke den manipulative adfærd direkte ved at reagere systematisk anderledes. Ofte kræver det, at offeret lærer at gå imod sit naturlige instinkt til at give efter for manipulationen. Det er en svær proces, men det er faktisk muligt i mange tilfælde at standse adfærden og redde relationen.

Pas på med at udvande begreberne

Der er i samfundet en tendens til at udvande begreber, for eksempel begrebet om "traumer" eller "bipolaritet", men i nutiden også især begreberne om "victim blaming" eller "gaslighting". Udvandingen har betydet, at folk på ironisk og manipulativ vis kan finde på at beskylde andre for at bruge disse kneb, når de faktisk ikke gør det, men når anklageren faktisk selv er i gang med at gøre det. Projektion udvisker grænserne mellem krænker og offer; og ofte kan det blive forvirrende, hvem der faktisk gør hvad.

Brugen af begreber inden for den "mørke psykologi" kan faktisk deltage i manipulationen. Derfor skal man holde tungen lige i munden, når man har at gøre med sådanne begreber.

Med udgangspunkt i to begreber vil jeg illustrere vigtigheden af ikke at udvande begreberne ved at overbruge dem.

Victim blaming: et nærmere blik

Lad os starte med "victim blaming". Nøgleordet er her relevans. Hvis en person reagerer på en bebrejdelse ved at modbebrejde, er det ikke altid "victim blaming" eller DARVO. Det afhænger meget kraftigt af, om det er en relevant indskydelse eller ej. I manipulation forvirres offeret på en måde, således at denne ikke kan skelne disse ting, men hvis du godt ved, at en person modreagerer med et rimeligt klagepunkt, så er det ikke "victim blaming".

Gaslighting: et nærmere blik

Det samme gælder med "gaslighting": hvis en person blot benægter, hvad du siger, eller fortæller, at de oplever det anderledes, så er det ikke et eksempel på "gaslighting". Det bliver først til "gaslighting", når der er indbildning og værre manipulation af din virkelighedsopfattelse på spil. Sand "gaslighting" nedbryder offerets egen virkelighedsopfattelse og får personen til at betvivle sig selv meget fundamentalt og dybtgående.

(Kontekst: gaslighting kommer fra et skuespil fra 1938, der handler om en mand, der bilder sin kone ind, at hun er psykisk syg. Hans skjulte agenda er at få hende skaffet af vejen og indlagt på et psykiatrisk hospital. Han gaslighter hende ved at overbevise hende om, at hun har mistet forstanden. Det er dannelsen af overbevisningen hos hende, hendes forvirring, der er det relevante.)

Offeret for gaslighting har tit dybe emotionelle ar og udviser ikke mindst en kognitiv tendens til at forvirre sig selv, skifte perspektiv og udvise ubeslutsomhed, manglende evne til at danne overbevisninger og en indre usikkerhed, som bare kan "fornemmes" af en dygtig terapeut.

Hvordan spotter man manipulation i parforhold?

Brug dine følelser! Du ved, at du er i et manipulativt forhold, hvis du føler, at du er i gang med et skjult skakspil, som kræver overvejelser, der omhandler strategi og taktik. Hvis du hele tiden skal overveje, hvordan du opnår, hvad du ønsker, uden direkte at bede om det, så er det tilstrækkeligt bevis for, at du er mistillidsfuld overfor din partner og højst sandsynligt befinder dig i manipulative overvejelser. Hvis du skal tænke mange skridt frem for at lave konkrete handleplaner i tilfælde af, at partneren kommer med reaktion X, Y eller Z, så har du gang i et forhold, som er gensidigt manipulativt. Du ved med 100 % sikkerhed, at forholdet er manipulativt, hvis direkte kommunikation af følelser, behov og holdninger virker helt og aldeles utænkeligt.

Hvad kan vi selv gøre?

Mit råd er altid: fejr skakspillet af bordet. At din partner er manipulerende gør ikke ham eller hende til et dårligt menneske. Det er hensigten, der kan gøre folk til dårlige mennesker. Mange ender i gensidigt manipulative forhold, fordi de er mistillidsfulde og ikke har erfaring med, at åben kommunikation fører til noget godt. Det mønster kan vi heldigvis selv etablere. Men det kræver, at begge parter er villige til at se nærmere på sig selv og ændre deres adfærd.

Psykoterapi kan hjælpe både ofre og manipulatorer. Men det kræver en terapeut, der ved noget om emnet og klienter, der kan indgå i en arbejdsalliance.

Læs eventuelt mere om psykisk vold her på min blog.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
  • Brørup, Mogens / Hauge, Lene / Lyager Thomsen, Ulrik: Den nye psykologihåndbog. København: Nordisk Forlag A/S, 1999. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-00-39756-3.
  • Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
  • Dallos, Rudi / Draper, Ros: Familieterapi: Systemisk teori og praksis (An Introduction to Family Therapy). Oversat af Mikal Arboe og Tom Havemann. København: Hans Reitzels Forlag, 2007. ISBN: 978-87-412-2496-1.
  • Fhanér, Stig: Politikens Psykoanalytiske Leksikon. Oversættelse af Hans Christian Fink. Originalt udgivet 1989. Politikens Forlag, 1991. ISBN: 87-567-4883-3.
  • Haugaard Jacobsen, Claus / Mortensen, Karen Vibeke: Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag. Hans Reitzels Forlag, 2013. 1. udgave, 1. oplag. Trykt hos Livonia Print, Letland, 2013. ISBN: 978-87-412-5578-1.
  • Munck, Jacob: Lille lærebog i transaktionsanalyse. København/Norderstedt: Books on Demand, 2015. ISBN: 978-87-717-0117-3.

Motionsafhængighed: Når vi bliver besatte af motion og træning

Motionsafhængighed

(Når vi bliver besatte af motion og træning)

En mand træner eller motionerer i et blåt træningscenter og ser meget fokuseret ud.

Symptomer på motionsafhængighed

Ved motionsafhængighed forstås en forstyrrelse, præget af:

  • Vedvarende, intense og uhensigtsmæssige motions- eller træningsvaner.
  • Motionering eller træning med abnormt høj hyppighed eller intensitet.
  • Besvær med at standse eller nedsætte motioneringen eller træningen.
  • Hyppige påtrængende tanker, som drejer sig om motion og træning.
  • Tendens til at lade motion eller træning gå ud over arbejde, skole eller andre pligter.
  • Tendens til at lade motion eller træning skade personlige relationer.
  • Skader eller muskelsmerter grundet for kraftig motion eller overtræning.
  • Tendens til at motionere eller træne på "underlige" tidspunkter.
  • Irritabilitet eller humørændringer, når motionering eller træning ikke er mulig.
  • Brug af motion eller træning til at håndtere stress og andre emotionelle tilstande.
  • Tendens til at skjule motions- eller træningsvaner for andre.
  • Motionsvanerne skaber frustration eller mismod for personen eller andre.

Motionsafhængighed er ikke en egentlig diagnose. Den optræder ikke i officielle diagnostiske systemer.

Motionsglæde er naturligvis ikke et problem. Problemet indtræder først, når trangen til at motionere skaber betydelig frustration, skader kroppen eller hæmmer personens livsudfoldelse eller relationer.

Motionsafhængighed er nogle gange i realiteten en obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) på den måde, at tankerne om motion og træning faktisk er tvangstanker, og selve motionen faktisk er tvangshandlinger.

Man kan, selvom de to tilstande er meget forskellige, sammenligne det med den type OCD som ofte krydses med spiseforstyrrelser, såsom anoreksi eller bulimi. Her udmønter indre ubehag sig i et ydre kontrolbehov, i nogle tilfælde for eksempel overkontrolleret spisning (som ved anoreksi), i andre for eksempel intens motionering.

Præcis samme mekanik underligger faktisk også tit andre former for afhængighed: for eksempel gaming-afhængighed, ludomani eller alkoholisme. Det samme ses også ved øvrige vane- og impulshandlinger såsom hårplukning, hudplukning eller kleptomani. Der er i disse tilfælde et kraftigt pulserende ubehag, som personen suspenderer eller neutraliserer igennem handlingerne. Men i mange tilfælde mærker personen ikke dette. Det virker som en uforklarlig impuls. Der ligger altid noget dybere under.

Intens motionering kan også hænge sammen med kropsdysmorfi. Her ses et forvrænget selvbillede, som fremdriver trangen til at motionere. Her er motioneringen forankret i kropsbilledet og hænger ofte sammen med realisering af urealistiske mål. Denne tilstand kan ligeledes ses krydset med forstyrret spisning, især overkontrolleret spisning. [Kilde: Healthline, Mind.org.uk]

Tidsånd har også noget at sige. Motion og sundhed er "på mode". Det betragtes som ret kikset at være ligeglad med sit helbred og som et positivt tegn, hvis man dyrker motion hver dag. Motion er derfor blevet en socialt acceptabel måde at sublimere sine hengemte energier og flygte fra vores tanker og bekymringer. Et langt stykke hen ad vejen er dette ikke et problem. Problemet kommer, når motion bliver til en besættelse, som skader vores mentale helbred. Det kan sammenlignes med en kunstner, som producerer malerier, når han eller hun har det dårligt, men som med tiden ender med at gemme sig væk i sit atelier.

Vi lever heller ikke længere i en tidsalder, hvor professionelle sportsudøvere drikker øl i pausen. Moderne sportsudøvere forventes at have denne besættelse af motion og optimering. Mange sportsfolk har en livsstil, som kræver, at de er besatte af hyppig motion og kontrolleret kost. Disse mennesker kan fortælle om både belønningen og prisen for at kunne maksimere sit fysiske potentiale.

Selvfølgelig er motionsvaner ikke et problem i langt de fleste tilfælde, heller ikke hvis du dyrker motion meget ofte.

På min klinik har jeg dog set tilfælde af motionering, som er ubalanceret og fungerer som en flugt fra virkeligheden og en måde at feje ubearbejdede ydre eller indre konflikter under tæppet på. I disse tilfælde er motionen en ineffektiv udsættelse af større problemer. Her kan adfærden blive så altopslugende, at det til sidst bliver hårdt for både krop og sjæl. Når kroppen så en dag siger fra, så vil den mentale smerte for alvor træde frem. Psykoterapi er en god behandlingsform til problemet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Motivationsforstyrrelse: Når vi ikke kan få "motoren i gang"

Motivationsforstyrrelse

(Når vi ikke kan få "motoren i gang")

En kvinde sidder inaktiv i en sofa i et blåt lokale, men ligner én, der gerne vil rejse sig.

Symptomer på motivationsforstyrrelse

Ved motivationsforstyrrelse forstås et problem, præget af:

  • Manglende motivation, impuls, fremdrift og "gnist".
  • Problemer med at tage initiativ og aktiv handling.
  • Problemer med at igangsætte og indlede opgaver.
  • Problemer med at få ordnet vigtige opgaver.
  • Manglende evne til at overskue opgaver.
  • Manglende energi til at udføre opgaver.
  • Manglende vedholdenhed i opgaver, der kræver koncentration.
  • Lav udholdenhed og lethed ved at blive demotiveret.
  • Tendens til overspringshandlinger.
  • Følelsen af ikke at kunne "tage sig sammen".
  • Tendens til at blive selvkritisk på grund af motivationsmanglen.
  • Indre markant ubalance mellem ønske og vilje.
  • Tendens til at opleve meningsløshed.
  • Tendens til ubeslutsomhed, overtænkning og usikkerhed.
  • Problemer med at finde formål og retning i livet.
  • Eventuel svigtende ansvarsfornemmelse.
  • Oplevelse af sig selv som værende doven eller ugidelig.

Motivationsproblemer kan eksempelvis skyldes:

  • Indre konflikter i motivationssystemet.
  • Indre dybdegående konflikter med mindst én ubevidst pol.

Hvilke andre problemer kan forårsage motivationsforstyrrelser?

Motivationsforstyrrelser kan skyldes øvrige mentale problemer, deriblandt:

[Kilder: Psychiatryonline, Sciencedirect]

Motivationsbegrebet kommer fra det latinske "movere", der betyder "at sætte i bevægelse". Motivationsforstyrrelser handler altså om, ikke at kunne sætte sig selv i gang. Det er en mekanisk analogi, som er indbygget i forstyrrelsen.

Men en mekanisk analogi kan give indtrykket af, at problemet også kun skal behandles mekanisk. "Maskinen er jo i stykker." Mange tror, at motivationsproblemer kun kan behandles med medicin. Men faktisk er kemisk ubalance ofte ikke den udslagsgivende faktor. Det er kun demotivation, som skyldes skizofreni, hjerneskade eller -degeneration, der ikke kan behandles på andre måder. Alle øvrige former kan faktisk behandles ved brug af psykoterapi.

Mennesker med motivationsproblemer er oftest ikke "dovne". Dovenhed er sjælden.

Grundproblemet med motivation bygger på den fejlslutning, at tanken alene skaber motivation. Tanken er det sidste, vi har adgang til, og derfor virker tanken som den udslagsgivende faktor. Men tanken alene skaber ikke vilje. Viljen og impulsen til at gennemføre en handling kræver et sammenfald mellem en lang række faktorer. Når vi har ønsket og tanken om at udføre en handling, bør vi prøve at identificere, hvad der forhindrer os i det.

Tit siger vi, at motoren bare ikke har "gnisten". Men det er heller ikke altid tændrøret, der fejler i en forbrændingsmotor.

Øvrige motivationelle faktorer inkluderer affektsystemet, behovssystemet, energiniveau, grundhumør og øvrige latente blokader. Negative ubevidste følelser forbundet med aktiviteter kan blokere lysten til at udføre dem. Uopfyldte modstridende behov kan også blokere viljen til at udføre en opgave. Energiniveauet er også en væsentlig faktor som alt for mange overser.

Desuden kan der være dybere ubevidste erindringer eller "grundsår", der forstyrrer motivationen.

Motivationsproblemer er faktisk oftest et spørgsmål om indre konflikter. Vi kan ikke løse konflikter, vi ikke har opdaget. Derfor stagnerer vi tit på forstadiet. Der medfølger ofte en indre uro, når der er tale om indre konflikter.

Behandling af motivationsproblemer

De fleste opsøger behandling, fordi motivationsforstyrrelsen skader deres karriere eller uddannelse. Men nogle generes også af problemerne, fordi deres hjem flyder eller fordi det skader deres relationer.

Jeg behandler motivationsproblemer med en kombination af psykologi, psykoterapi, filosofi og coaching. Jeg hjælper klienter med at tænke anderledes på situationen og udfinde årsagen til den manglende motivation. Jeg hjælper typisk også folk med at etablere en hensigtsmæssig struktur i hverdagen og opbygge et mindset, der indrammer opgaver og gøremål på en anden måde.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Narcissistisk personlighedsstruktur: Når storladenheden opsluger os

Narcissistisk personlighedsstruktur

(Når storladenheden opsluger os)

En velklædt og smart mand går igennem byen, iført sit fine jakkesæt, smarte hår og dyre solbriller, indikerende at han er ret selvglad.

Symptomer på narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Ved narcissistisk personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

  • Overdreven sans for egen vigtighed.
  • Tendens til selvforherligelse.
  • Overdrivelse af egne bedrifter og talenter.
  • Ønske om at blive anerkendt som overlegen.
  • Overbevisning om at have mange beundringsværdige kvaliteter.
  • Overbevisning om at kunne komme med enestående præstationer.
  • Oplevelsen af at være skæbnebestemt til store ting.
  • Optagethed af fantasier om succes, magt, evner, skønhed, kærlighed og egen unicitet.
  • En opfattelse af at have særstatus og berettigelse.
  • Forventning om andres beundring.
  • Følelsen af at have åbenlys fortrinsret.
  • Overudviklet konkurrencelyst og konkurrencementalitet.
  • Opmærksomhedssøgende adfærd og tendens til at blive centrum for fokus.
  • Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende.
  • Tendens til at søge bekræftelse via ydre fremgang og succes.
  • Nedgørelse af andre ved manglende beundring og opmærksomhed.
  • Et gennemgående mønster af grandiøsitet både i fantasi og adfærd.
  • Tendens til arrogance og hovmodig adfærd.
  • Eventuelt begavelse, talent, karisma, charme, ambition og succes.
  • Urimelige forventninger om favorabel behandling eller andres enighed og lydighed.
  • Tendens til at udnytte og manipulere andre for at opnå mål.
  • Mangel på empati og tendens til misundelse.
  • Dobbelt selvbillede, hvor det ene er grandiøst, mens det andet forkasteligt og skamfuldt.
  • Tendens til sårbar selvagtelse og overfølsomhed for kritik og nederlag.
  • Kraftige følelser af ydmygelse, hulhed og tomhed ved oplevelse af kritik.
  • Kraftig vrede, foragt eller modangreb ved konfrontation.
  • Tendens til at påtage sig en maskerende ydmyg "maske", når personen føler sig besejret.
  • Manglende evne til at føle skyld og skam.
  • Tendens til ikke at undskylde, når personen tydeligvis har gjort andre uret.
  • Tendens til at opdele ting i devaluering og idealisering (sort/hvid-tænkning).
  • Fleksibel samvittighed og privat (dobbelt)moral.
  • En følelse af indre tomhed.
  • Tendens til at bruge andre som en forlængelse af personen selv.
  • Tendens til at kontrollere andre, især nærtstående.

Narcissisme er helt grundlæggende borderline-struktureret (hører til klynge B), men er ofte mere tilpasset og kontrolleret end de øvrige i den gruppe. Narcissisme deler "organisation" med emotionelt ustabil personlighedsstruktur og dyssocial personlighedsstruktur. Narcissisten kan dog tit minde mere om den histrioniske personlighedsstruktur, som personen også deler en række træk med. Dog er narcissister mindre "hysteriske" end histrionikere.

Narcissisten har normalt kun impulsgennembrud under pres.

Narcissisten deler træk som egoisme og hensynsløshed med den dyssociale (psykopaten), men kan være præget af den samme tomhed og dramatiske adfærd som den emotionelt ustabile af borderlinetypen. Til gengæld er narcissisten normalt bedre til at skjule sine interpersonelle problemer for offentligheden.

Narcissisten reagerer typisk meget kraftigt på nederlagsfølelser og har et skrøbeligt "ego". Narcissisten modarbejder konstant et truende lavt selvværd, der kan aktiveres, når personen oplever modgang og anfægtelse. Ved oplevelse af nederlag kan personen blive aggressiv eller føjelig på overfladen. Hvis sidstnævnte strategi bruges, vil personen ofte trække sig væk efterfølgende. Narcissisten frygter at skuffe sine egne forventninger og kan vise undgåelsesadfærd i tilfælde af, at personen ved, at han eller hun kommer til kort.

Narcissisten manipulerer for at bruge andre til at fremhæve sit eget storladne selvbillede. Hvis en person ikke yder tilskud til det grandiose selvbillede, vil personen ofte blive skåret ud af narcissistens liv. Narcissisten er ofte parasitisk og har brug for andres bidrag for at højne sin skrøbelige selvbillede.

Grundforsvaret for en narcissist er splitting og projektiv identifikation. Der kan være risiko for grænsepsykotiske episoder under alvorlig stressbelastning (jf. psykose).

Typisk reagerer personen også dårligt på at blive ældre: selvbilledet kan kollapse. Personen ender eventuelt som bitter og hadsk.

Opvæksten er for en narcissist tit præget af fortrængte behov for en forælder, der har manglet fysisk eller mentalt, tidligt tab, mangel på påskønnelse, narcissistiske/syge forældre, fortrængt ønske om ubetinget omsorg, kærlighed og unicitet. [APA (2013): Sec. 2, 301.81, pp. 669-671; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158-159; Cullberg (1999): Kap. 23, s. 224-227]

Narcissister har ofte problemer med hypomentaliseringaffektiv dysregulering, identitetsproblemer og lav frustrationstolerance.

Denne diagnostiske kategori forekommer uafklaret i visse systemer, men er veletableret mange andre steder. I ICD-10 efterlades den med en overfladisk benævnelse, mens den figurerer prominent i DSM-5. I ICD-11 kodes narcissisme som en kobling mellem især tre trækdomæner: negativ affektivitet, dyssocialitet og disinhibition.

Narcissister kan være mere eller mindre intelligente og "gode" til at betjene sig af subtil manipulation. Der findes mindre intelligente og snedige narcissister, der oftest betjener sig af vold og fysiske trusler.

At bruge begrebet "narcissist" som skældsord er efterhånden alt for almindeligt. Der skal være tale om et markant mønster af ovenstående adfærd, for at diagnosen overhovedet er relevant.

Livet med en narcissist

At leve sammen med en person med narcissistisk personlighedsstruktur er dybt skadeligt og kan være årsag til bestemte traumer hos offeret. Årsagen ligger meget ofte ikke i direkte fysisk vold, men i subtil psykisk vold. Meget ofte ser man en tendens til, at narcissisten isolerer offeret, så personen bliver ensom. Man ser kontrol og manipulation, som finder sted via underminering af offerets selvværd. Det øger risikoen for angst og depression. Desuden ses der ofte en stærk indre tvivl og usikkerhed hos ofre for traumatisk samvær med narcissister.

Typisk skal et offer for en narcissist lære at mærke sig selv, stole på sin egen intuition, lære at hævde sig sundt og naturligt, såvel som opbygge tillid til sine egne grænsers sundhed. Desuden skal personen trænes i psykisk selvforsvar på en måde, så ingen narcissist kan få kløerne i ham eller hende igen.

Behandling af narcissisme

Åbenlyst er det oftest ofrene for narcissister, der sidder i klientstolen, men psykoterapi kan faktisk være virksomt i milde tilfælde af narcissisme. Narcissister, der har en evne til at føle skyld, er faktisk terapiegnede. Terapeuten skal dog være trænet i at håndtere de forsvarsmekanismer, som narcissister benytter sig af. Typisk bruger terapeuter en mere konfronterende og direkte strategi, når der sidder en narcissist i stolen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
  • Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
  • Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Velkommen: En blog om psykiske problemer

Velkommen til bloggen (En introduktion til besøgende) Hjerteligt velkommen til bloggen, der er tilknyttet Dialogos Psykoterapi v/Christopher...