Viser opslag med etiketten træningsafhængighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten træningsafhængighed. Vis alle opslag

søndag den 2. marts 2025

Motionsafhængighed: Når vi bliver besatte af motion og træning

Motionsafhængighed

(Når vi bliver besatte af motion og træning)

En mand træner eller motionerer i et blåt træningscenter og ser meget fokuseret ud.

Ved motionsafhængighed forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Vedvarende, intense og uhensigtsmæssige motions- eller træningsvaner.

→ Motionering eller træning med abnormt høj hyppighed eller intensitet.

→ Besvær med at standse eller nedsætte motioneringen eller træningen.

→ Hyppige påtrængende tanker, som drejer sig om motion og træning.

→ Tendens til at lade motion eller træning gå ud over arbejde, skole eller andre pligter.

→ Tendens til at lade motion eller træning skade personlige relationer.

→ Skader eller muskelsmerter grundet for kraftig motion eller overtræning.

→ Tendens til at motionere eller træne på "underlige" tidspunkter.

→ Irritabilitet eller humørændringer, når motionering eller træning ikke er mulig.

→ Brug af motion eller træning til at håndtere stress og andre emotionelle tilstande.

→ Tendens til at skjule motions- eller træningsvaner for andre.

→ Motionsvanerne skaber frustration eller mismod for personen eller andre.

Motionsafhængighed er ikke en egentlig diagnose. Den optræder ikke i officielle diagnostiske systemer.

Motionsglæde er naturligvis ikke et problem. Problemet indtræder først, når trangen til at motionere skaber betydelig frustration, skader kroppen eller hæmmer personens livsudfoldelse eller relationer.

Motionsafhængighed er nogle gange i realiteten en obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) på den måde, at tankerne om motion og træning faktisk er tvangstanker, og selve motionen faktisk er tvangshandlinger.

Man kan, selvom de to tilstande er meget forskellige, sammenligne det med den type OCD som ofte krydses med spiseforstyrrelser, såsom anoreksi eller bulimi. Her udmønter indre ubehag sig i et ydre kontrolbehov, i nogle tilfælde for eksempel overkontrolleret spisning (som ved anoreksi), i andre for eksempel intens motionering.

Præcis samme mekanik underligger faktisk også tit andre former for afhængighed: for eksempel gaming-afhængighed, ludomani eller alkoholisme. Det samme ses også ved øvrige vane- og impulshandlinger såsom hårplukning, hudplukning eller kleptomani. Der er i disse tilfælde et kraftigt pulserende ubehag, som personen suspenderer eller neutraliserer igennem handlingerne. Men i mange tilfælde mærker personen ikke dette. Det virker som en uforklarlig impuls. Der ligger altid noget dybere under.

Intens motionering kan også hænge sammen med kropsdysmorfi. Her ses et forvrænget selvbillede, som fremdriver trangen til at motionere. Her er motioneringen forankret i kropsbilledet og hænger ofte sammen med realisering af urealistiske mål. Denne tilstand kan ligeledes ses krydset med forstyrret spisning, især overkontrolleret spisning. [Kilde: Healthline, Mind.org.uk]

Tidsånd har også noget at sige. Motion og sundhed er "på mode". Det betragtes som ret kikset at være ligeglad med sit helbred og som et positivt tegn, hvis man dyrker motion hver dag. Motion er derfor blevet en socialt acceptabel måde at sublimere sine hengemte energier og flygte fra vores tanker og bekymringer. Et langt stykke hen ad vejen er dette ikke et problem. Problemet kommer, når motion bliver til en besættelse, som skader vores mentale helbred. Det kan sammenlignes med en kunstner, som producerer malerier, når han eller hun har det dårligt, men som med tiden ender med at gemme sig væk i sit atelier.

Vi lever heller ikke længere i en tidsalder, hvor professionelle sportsudøvere drikker øl i pausen. Moderne sportsudøvere forventes at have denne besættelse af motion og optimering. Mange sportsfolk har en livsstil, som kræver, at de er besatte af hyppig motion og kontrolleret kost. Disse mennesker kan fortælle om både belønningen og prisen for at kunne maksimere sit fysiske potentiale.

Selvfølgelig er motionsvaner ikke et problem i langt de fleste tilfælde, heller ikke hvis du dyrker motion meget ofte.

På min klinik har jeg dog set tilfælde af motionering, som er ubalanceret og fungerer som en flugt fra virkeligheden og en måde at feje ubearbejdede ydre eller indre konflikter under tæppet på. I disse tilfælde er motionen en ineffektiv udsættelse af større problemer. Her kan adfærden blive så altopslugende, at det til sidst bliver hårdt for både krop og sjæl. Når kroppen så en dag siger fra, så vil den mentale smerte for alvor træde frem. Psykoterapi er en god behandlingsform til problemet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Mobning: Når det kun er sjovt for de andre

Mobning (Når det kun er sjovt for de andre) Ved mobning forstås en særligt problematisk adfærd, præget af: → Gentagen og bevidst aggressiv ...