Hvad er integrativ psykoterapi?
Ved integrativ psykoterapi (eller differentiel psykoterapi) forstås en terapeutisk tilgang som hævder at en kombination af forskellige teorier og metoder fører til en mere tilfredsstillende samlet teoretisk forståelse og psykoterapeutisk praksis.
Integrativ terapi kan enten kaldes "teoretisk" eller "teknisk" ekleticisme, alt efter om den enten bygger en større teoretisk struktur der integrerer elementerne eller blot teknisk inddrager metoder fra alle positionerne uden en teoretisk godtgørelse af forholdet. Det er også muligt at den er begge dele på samme tid.
Alle integrative terapiformer er reelt teknisk-eklektiske, mens kun nogle også er teoretisk-eklektiske og bestræber sig på at redegøre for hvordan forholdet mellem de forskellige retninger fungerer.
Fremgangsmåder, terapiform og metoder vælges ifølge kongruensprincippet ud fra klientens problematik og den ønskede ændring. [Se fx Hougaard (1996): Kap. 15, s. 599-600; Hougaard (1998): Kap. 5, s. 250, 273]
Integrativ psykoterapi anerkender at forskellige psykologiske teoridannelser og metoder har en værdi og er effektive til at behandle bestemte forstyrrelser og tilfælde. Omvendt indrømmes det også at der ikke findes én psykologisk teoridannelse som kan behandle alt lige effektivt. Efter min personlige mening er det den eneste rationelle tilgang til praktisk psykoterapi. At være "pragmatisk" er ikke altid en dårlig ting.
En kæmpe fordel ved at arbejde integrativt er at vi kan tilpasse terapien til klienten (og ikke omvendt forsøger at proppe klientens problemer i en bestemt form som egner sig til terapiformen). Integrativ terapi er pragmatisk, tilpasningsdygtig, fleksibel og alsidig. Den er også velegnet som modgift mod teoretisk overbestemthed: fx at vi som kognitive terapeuter prøver at omskrive alt til tanker eller at vi, som psykodynamiske terapeuter, prøver at føre alt tilbage til barndommen.
Menneskelige problemer udspiller sig normalt ét sted, men kan sagtens udspringe et andet sted. En fordel ved integrativ psykoterapi er at den både giver mulighed for at bearbejde i dybden (udspringet) såvel som skabte praktiske problemløsninger i nutiden, på overfladen, dér hvor problemerne udspiller sig.
Integrativ psykoterapi har alle styrkepunkterne ved de retninger som den integrative terapeut vælger at indarbejde, men kan undgå svagederne ved at tilpasse sig.
Et potentielt problem ved integrativ psykoterapi er at den kan blive for overfladisk ift. de forskellige retninger. Hvis terapeuten ikke sætter sig dybt ind i de forskellige tilgange, så ender vi med at kunne for lidt af det hele, men være eksperter i ingenting. Det er den enkelte psykoterapeuts samvittighedsspørgsmål. (Klienter er generelt intelligente nok til at gennemskue hvornår der ikke er substans.)
Hvordan virker det i praksis?
Personligt er jeg trænet officielt i fire store retninger: kognitiv adfærdsterapi, systemisk terapi, psykodynamisk terapi og eksistentiel psykoterapi. Jeg har igennem egne studier og kurser også sat mig ind i narrativ terapi, affektiv terapi og gestaltterapi. Jeg kan finde på at bruge metoder fra alle disse retninger, men de forankres i et princip: klientens materiale dikterer tilgangen. Skiftet mellem teoridannelser skal fungere flydende og naturligt og forme sig efter hvad der viser sig i lokalet.
Det væsentlige ved at arbejde integrativt er at man ikke er "rodløs", men på respektfuld vis lader klientens materiale naturligt præge tilgangen. Det stiller krav til terapeutens evner til at omstille sig. Nedenfor har jeg lavet en meget forsimplet fremstilling...
(1) Hvis materialet afslører problemer fra barndommen eller fortiden (fx omsorgssvigt, uhensigtsmæssige idealer, utryg tilknytning) eller rummer skjulte og dybe indre konflikter, så er der stor chance for at vi ender med at arbejde psykodynamisk. Ihvertfald delvist.
(2) Hvis materialet afslører personens identitetsproblemer eller flugt fra universelle menneskelige grundvilkår, fx flugt fra døden/livet, frihed/ansvar, isolation eller meningsløshed/engagement, så kan vi sagtens ende med at arbejde eksistentielt.
Begge retninger, psykodynamisk og eksistentiel psykoterapi, er typisk dybdegående. De er tit indsigtsbetonede og stiller krav til klientens styrke og ressourcer.
(3) Hvis materialet afslører at personens uhensigtsmæssige adfærd bygger på uhensigtsmæssig indlæring eller at deres tankemønstre er præget af negative tankemønstre; skemaer, leveregler eller forvrængninger, så er der rig chance for at vi arbejder med kognitiv adfærdsterapi. Som et specialtilfælde kan jeg finde på at inddrage narrativ terapi hvis personens fortællinger er præget af urealistisk negative opfattelser af sig selv og dennes historie.
(4) Hvis materialet afslører at personen har problemer i sine relationer, fx med deres roller eller kommunikationsmønstre, så er der god mulighed for at vi ender med at arbejde systemisk.
Disse to sidstnævnte skoledannelser fungerer mest på "overfladen" på den måde at de tager udgangspunkt i hvad der klart manifesterer sig "direkte" uden så mange skjulte aspekter, men er heller ikke helt uden deres egen form for dybde.
Klientarbejdet forløber altid som en kombination af forskellige retninger. Jeg har aldrig prøvet kun at arbejde med én skoledannelse med en klient, og det kommer jeg nok heller aldrig til. For vores menneskelige problemer har det med at udfolde sig på mere end ét niveau. De forskellige tilgange kan kobles naturligt på mange måder. Det vigtigste er at det er naturligt og spontant.
Kunsten ved integrativ psykoterapi er at arbejde flydende, spontant og naturligt. Retningerne skal og må ikke føles som en serie af platforme man springer på. Klienten skal ikke mærke overgangene. Det skal være flydende og organisk.
Og hvorfor snakker han om Bruce Lee nu?
Man kan sammenligne integrativ psykoterapi med Bruce Lees kampmetode, Jeet Kun Do. Bruce Lee fandt ud af at formelle kampformer var for rigide og upraktiske i virkeligheden. Han inkorporerede de effektive teknikker fra hver enkelt i hans egen kampstil og brugte dem flydende. Integrationen af de forskellige teknikker og skoledannelser kunne ikke opfanges af den utrænede tilskuer. På nogle områder minder det om den integrative psykoterapi som netop inkorporerer de virksomme elementer ved forskellige psykologiske skoledannelser og samler dem i en flydende, fri og effektiv tilgang.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur:
- Hougaard, Esben: Psykoterapi – Teori og forskning. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1996. 3. udgave, 1. oplag, 2019. ISBN: 978-87-7158-685-5.
- Hougaard, Esben etc. (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner – En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag, 1998. 1. udgave, 6. oplag, 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
Hjemmeside: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky - Website
Dansk Psykoterapeutforening: Christopher Schaffalitzky hos Dansk Psykoterapeutforening
Google: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Google
Instagram: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Instagram
Facebook: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Facebook
LinkedIn: Christopher Schaffalitzky på LinkedIn
Finddinterapeut: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Finddinterapeut
Terapeutmatch: Dialogos psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Terapeutmatch
Healthpilot: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Healthpilot
MineAlternativer: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på MineAlternativer
Trustpilot: Dialogos Psykoterapi v/Christopher Schaffalitzky på Trustpilot
Ingen kommentarer:
Nye kommentarer er ikke tilladt.