Viser opslag med etiketten præstationsangst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten præstationsangst. Vis alle opslag

søndag den 2. marts 2025

Socialfobi: Når vi bliver ængstelige for at "præstere" socialt

Socialfobi

(Når vi bliver ængstelige for at "præstere" socialt)

En mand ser udpræget nervøs og angst ud i en social situation, indikerende at han lider af socialfobi.

Ved socialfobi forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Alvorlig fobisk angst i bestemte sociale situationer.

→ I situationerne oplever personen at skulle præstere.

→ Undgåelse af de ovennævnte sociale situationer.

→ Frygt for at blive iagttaget kritisk.

→ Frygt for at være genstand for andre menneskers kritiske opmærksomhed.

→ Frygt for at blive evalueret negativt.

→ Frygt for socialt samvær med fremmede.

→ Frygt for at blive observeret af andre mennesker.

→ Frygt for at præstere foran andre, for eksempel holde tale, spise, småsnakke.

→ Frygt for, at andre kan opfatte symptomerne.

→ Stærk frygt for at føle ydmygelse og pinlighed.

→ Frygt for at føle sig afvist.

→ Frygt for at komme til at fornærme og støde andre.

→ Undgåelse af øjenkontakt (jf. skopofobi).

→ Generthed, tilbagetrukkethed og mild stemme.

→ Lavt selvværd.

→ Eventuel selvmedicinering.

→ Eventuelt ses panikangst.

Kropslige symptomer ved konfrontation med sociale præstationer:

→ Sveden.

→ Mundtørhed.

→ Rysten.

→ Hjertebanken.

→ Ansigtsrødmen.

→ Opkastnings-, vandladnings- eller afføringstrang.

Der ses hyppigt overkrydsning med aggressionshæmning (evasiv personlighedsstruktur). Folk, der overdriver deres undgåelsesadfærd, kan ende med at udvikle depression og ende med at blive ensomme.

Forløbet i de frygtede sociale situationer er tit således: bestemte sociale situationer aktiverer negative antagelser og tolkninger. Der opleves en social fare, og selvbilledet konstrueres fordrejet ud fra proprioceptiv oplevelse af symptomerne. Dette modvirkes af en ineffektiv sikkerhedsadfærd og forsøg på selvkontrol.

Mange blander socialfobi sammen med affektive lidelser, kropsdysmorfi, autisme-spektrum-forstyrrelse og panikangst. (Symptomerne er anderledes hos børn; se dsm-5.) [WHO (1994/2018): F40.1, s. 99; APA (2013): Sec. 2, 300.23, pp. 202-204; se også Hougaard (1998): Kap. 3, s. 178-180]

Nøgleordet i socialfobi er "præstation", men det er ikke så simpelt som frygt for jobsamtaler eller frygt for eksamen (jf. eksamensangst) eller fremlæggelser. I socialfobi drejes præstationer meget ofte til at dække bestemte områder, som ikke altid er helt nemme at forstå for andre. For eksempel ses socialfobi ofte i forbindelse med at skulle møde nye mennesker, småsnakke eller endda blot hilse på naboen ved postkassen. Socialfobi kan antage mange forskellige former.

Læs eventuelt mere om angstlidelserne agorafobi eller enkelfobi. Dertil ses der ofte enoklofobi, hafefobi og førnævnte skopofobi i forbindelse med socialfobi. For at se flere fobier, der indgår i socialfobi, kan du eventuelt se blogindlægget om enkelfobier. Desuden ses også nogle gange tendenser til at undgå at være alene, for eksempel i stil med separationsangst eller dependens.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Ofte bruges alkohol som "social smørelse", hvorefter personen bliver mere udadvendt og løssluppen, men ofte med moralske tømmermænd dagen efter. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere.

Behandling af socialfobi

Socialfobi er meget udbredt på psykoterapiklinikker, men ses i mange forskellige varianter, alt efter hvilke situationer, der udløser ubehaget. Psykoterapi er ekstremt effektivt til at arbejde med socialfobi og giver ofte meget tilfredsstillende resultater.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

  • Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
  • Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
  • World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Mobning: Når det kun er sjovt for de andre

Mobning (Når det kun er sjovt for de andre) Ved mobning forstås en særligt problematisk adfærd, præget af: → Gentagen og bevidst aggressiv ...