Tvangspræget personlighedsstruktur
Ved tvangspræget personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:
→ Perfektionisme, som rækker langt ud over samfundet standarder.
→ Pedantisk ordentlighed og overdrevet ordenssans.
→ Besvær med at løsrive sig fra opgaver, der ikke er gennemført perfekt.
→ Overdrevet fokus på arbejde og produktivitet.
→ Overdrevet opmærksomhed på detaljer.
→ Overdrevet konventionalitet.
→ Stærkt og udtalt kontrolbehov.
→ Overansvarlighed og overdrevet samvittighedsfuldhed.
→ Overdreven præstationstrang.
→ Intens omhu for at undgå at begå fejl; stærkt ubehag ved at begå fejl.
→ Problemer med at færdiggøre projekter på grund af høje indre krav.
→ Overbevisning om, at alle bør følge regler til punkt og prikke.
→ Optagethed af regler, lister, orden, organisation, skemaer og planer.
→ Kraftig tendens til planlægning og organisering.
→ Insistens på at følge fastsatte tidsskemaer uden ekstern grund.
→ Rigiditet, stivsindethed og manglende fleksibilitet.
→ Optagethed af sociale regler, pligter og normer for rigtigt og forkert.
→ Tendens til at være nøjeregnende.
→ Udpræget vedholdenhed og stædighed.
→ Forkærlighed for daglige rutiner.
→ Nølende forsigtighed og undgåelse af risikable aktiviteter.
→ Ekstrem velovervejethed.
→ Tendens til at spekulere vedvarende om fordele, ulemper og alternativer.
→ En følelse af indre usikkerhed og tvivl.
→ Ubeslutsomhed med eventuelt pinefulde beslutningsprocesser.
→ Idiosynkratiske forestillinger om, hvad der er godt eller rigtigt.
→ Emotionel stivhed såvel som en formel og alvorlig væremåde.
→ Stærk kontrol over egne emotionelle udtryk.
→ Tendens til gennemgående fokus på logik og intellekt.
→ Tendens til at blive ukomfortabel med emotionelt varme mennesker.
→ Misbilligelse af andres emotionelle udtryk.
→ Frygt for snavs, rod og andre slags "uorden".
→ Manglende spontanitet og gnist.
→ Påtrængende og uvelkomne tvangstanker (obsessioner).
→ Påtrængende tilskyndelser i form af tvangshandlinger (kompulsioner).
→ Tendens til at ville kontrollere andre mennesker.
→ Indirekte aggression, når personen ikke kan kontrollere sit miljø.
→ Aggression udtrykt via regler og paragraffer.
→ Tendens til at henvise til foretrukne autoriteter.
→ Tendens til nærighed og opsparing til nødstilfælde.
→ Problemer med at skille sig af med ting (samlermani).
→ Tendens til at anse sig selv som kræsen og beregnende.
→ Problemer med at uddelere opgaver til andre, som ikke udfører dem under samme regelsæt.
→ Tendens til at anse andre som uansvarlige, inkompetente og skødesløse.
→ Tendens til at starte forfra med andres arbejde, hvis det ikke opfylder krav.
Bemærk at ICD vægter ubeslutsomhed, mens DSM vægter perfektionisme som hovedtræk. Begge dele er korrekte. Personligt foretrækker jeg perfektionisme og kontrolbehov som mest gennemgående markører.
I alle tilfælde er obsessioner og kompulsioner normalt ikke lige så udtalte som ved regulær obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD). [WHO (1994/2018): F60.5, s. 140; APA (2013): Sec. 2, 301.4, pp. 678-681; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 112-113; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158; Cullberg (1999): Kap. 12, s. 144-148]
Tvangsprægning er indlejret i personligheden og præger hele personens måde at være i verden på. Folk med tvangsprægning er normalt ekstremt svære at være uenige med: De er meget stædige og ufleksible og insisterer meget ofte på, at deres perspektiv er det eneste rigtige. De har det med at stå fast på mærkesager og principielle ting, som andre har svært ved at forstå. De har det også med at have et kraftigt behov for orden og korrekthed, som de også forventer, at andre skal leve op til.
Personen er ofte opvokset med sen emotionel udvikling, men tidlig intellektuel udvikling. Ofte har omsorgspersoner rost barnet, når det ikke udtrykker negative følelser, men har rost det, når det har udvist tendens til at bruge logisk problemløsning.
Personens stivhed og grad af selvindsigt i egne problemer er meget vigtig for prognosen. Værst er det, hvis personen lider af slem alexitymi og har dårlig adgang til sine egne følelser.
Tvangsprægning adskiller sig, som nævnt, fra obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) ved at personerne har mildere tvangstanker og -handlinger (hvis de overhovedet har dem). Men ligesom ved OCD ses et højt niveau af angst nedenunder symptomerne. Man ser tit tankemylder, bekymringer og indre uro som delsymptomer.
Associerede lidelser er fx samlermani, pica, hudplukning og trikotillomani, som er indenfor det obsessiv-kompulsive spektrum.
Mennesker der lider af angstlidelser er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere især angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance.
Tvangsprægning i ICD-11 = anankasme
I ICD-11 kaldes tvangsprægning for anankasme og ses mere udtalt som et spektrum. Den sunde personlighed præget af anankasme er ordentlig, velorganiseret, kompetent og ambitiøs, men forstår også at fleksibelt reagere på andres idéer og give sig sig selv pauser. Ved anankastisk prægning i den usunde variant ses en række problemer, som indfanges af ovenstående træk.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
- Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
- Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
- Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
- World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.