Emotionelt ustabil personlighedsstruktur / borderline
Ved emotionelt ustabil personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:
→ Udtalt tendens til at handle impulsivt uden at tænke over konsekvenserne.
→ Ustabilt og lunefuldt humør; humørsvingninger.
→ Stridbarhed og agressivitet, især ved impulsfrustration.
→ Tendens til eksplosivitet og pludselige udbrud (jf. affektiv dysregulering).
→ Modstand mod at være alene (jf. dependens, separationsangst).
→ Tendens til at føle sig forladt.
→ Manglende udholdenhed eller lav frustrationstolerance.
Borderlinetypen inkluderer:
→ Ustabile, rodede og intense interpersonelle forhold.
→ Relationer præget af vekslen mellem ekstremer af idealisering og devaluering.
→ Tendens til anklagende adfærd overfor omgivelserne.
→ Tendens til at være manipulerende i sociale relationer.
→ Hyppig mistolkning af sociale signaler.
→ Længsel efter (og frygt for) nærhed og intimitet.
→ Anspændthed i sociale relationer, uhensigtsmæssig kommunikation.
→ Underudviklet tillid, fleksibilitet, empati og refleksion.
→ Hypersensitivitet for afvisning.
→ Identitetsforstyrrelse eller identitetsdiffusion (udflydende identitet).
→ Ustabilt selvbillede og selvforståelse, usikker identitetsfølelse.
→ Kronisk indre tomhedsfornemmelse.
→ Følelse af gennemgribende ensomhed og fremmedgjorthed.
→ Tendens til selvdestruktivitet (fx indkøb, misbrug, kørsel, spisning, selvskade).
→ Tendens til lavt selvværd, skyld, skam, selvhad.
→ Eventuelt stor emotionel tilknytning til ting og dyr.
→ Forbigående paranoide forestillinger eller psykotiske episoder.
→ Forbigående dissociative symptomer (for eksempel uvirkelighedsfølelse, amnesi).
→ Tendens til at underminere sig selv, når et mål er ved at blive opnået.
→ Tendens til at droppe ud af uddannelser og opgive projekter.
→ Emotionel hudløshed og intense reaktioner på oplevet uretfærdighed.
→ Tendens til at råbe, skrige, kaste med ting etc.
→ Betydelig stemningsreaktivitet.
→ Udpræget projiceringstendens af negative følelser.
→ Tendens til pseudoneurotiske symptomer (for eksempel fobier, angst).
→ Tendens til impulsvanehandlinger (for eksempel kleptomani, pica, pyromani).
→ Eventuel tendens til afvigende seksuelle fantasier og perversioner.
Barndommen er tit præget af omsorgssvigt; fysisk misbrug, forsømmelse, konflikter eller tidligt tab (jf. traume). Der ses tit utryg tilknytning.
Eventuelle behandlere skal holde særligt øje med depressive tendenser og misbrug (fordi det kan indebære selvmordsrisiko). Der er meget høj risiko for selvskade. Personen kan være manipulativ i sociale relationer, også i behandlingssituationer.
Tilstanden er i klynge B, præget af jegsvaghed (svigtende angsttolerance, impulsgennembrud, primitivt forsvar, men generelt god realitetstestning, med mindre det omhandler nærtstående). [WHO (1994/2018): F60.3x, s. 138-139; APA (2013): Sec. 2, 301.83, pp. 663-665; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 160; Cullberg (1999): Kap. 22, s. 207-223; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 113-115]
Angst udtrykker sig anderledes hos emotionelt ustabile af borderline-typen ved at være "flimrende".
Den emotionelt ustabile personlighed kan på visse punkter ligne histrionisk personlighedsstruktur. Begge kan være meget dramatiske og have tendens til at blive midtpunkt for begivenhederne. Begge forstyrrelser er også i den manipulerende ende.
Nogle emotionelt ustabile mennesker får også diagnosen narcissisme eller dyssocialitet. Der er strukturelle ligheder med begge disse, men folk med emotionel ustabilitet er ofte langt mere velfungerende i relationer. Emotionel ustabilitet medfører emotionel umodenhed, men samvittigheden er ikke ligeså defekt som psykopatens eller narcissistens.
Det kan forventes, at folk med emotionel ustabil personlighedsstruktur har problemer med affektiv dysregulering og kan blive vrede, ekstremt triste eller angste på meget kort tid. Der ses meget tit en udpræget lav frustrationstolerance og tendens til at give op, når der mødes modstand.
Der kan ses psykotiske træk under pres.
Borderline i ICD-11
I ICD-11 beholdes "borderline" som begreb, selvom mange satte sig imod i strømliningens tegn. Ved borderlinemønster forstås en tillægskode, som ikke fungerer som en diagnose, men som kan påhæftes kodning af sværhedsgrad og trækdomæner.
Behandling af EUP og borderline
Jeg anser mennesker med lidelsen som værende egnet til psykoterapi, også selvom mange råder terapeuter til at overlade problemet til psykiatrien. Det kræver dog, at terapeuten har særlige kundskaber: Terapeuten skal kunne spotte selvmordstrusler og forhøjet risiko for selvskade, såvel som kunne opfange og bearbejde brug af skadelige forsvarsmekanismer, manipulation og lignende. Desuden skal personen være samarbejdsvillig. Men hvis disse kriterier er opfyldt, kan der forventes gode resultater i arbejdet.
Diagnosen er forbundet med uhensigtsmæssig stigmatisering. Der findes mange forskellige udtryk for lidelsen. Og nogle er bedre end andre.
Identitetsdiffusionen, den indre tomhed, virker ofte som en stor hindring. Men i realiteten er det ikke essensen af personen, der mangler. Det er forbindelsen til essensen. Denne kan også trænes. Mange mennesker føler ikke, at de ved, hvem de er. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er noget. Vi skal gentilegne os det, der allerede er der. Og vi skal måske endda omdefinere vores forventninger til hvad identitet overhovedet er.
En person, der er præget af emotionel ustabilitet, kan få et ganske fint liv. Det kræver nogle gange en ekstra indsats fra personens side i typiske problemsituationer, men det er muligt at træne de områder, der svigter. Personlighedens styrke kan måles ret præcist, når man anvender de rette redskaber. Systematisk og konkret udvikling af de svækkede områder kan gøre meget. Typisk er denne tilgang meget redskabsorienteret og praktisk.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
- Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
- Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
- Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
- World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.