Anomi
Ved anomi (eller anomisk symptom) forstås ikke primært en psykologisk klynge af problemer, men en social diagnostisk kategori, der er karakteriseret ved problematisk adfærd. Problemet er især præget af:
→ Påfaldende mangel på internaliserede regler, struktur og normer.
→ Oplevelse af et uklart kulturelt miljø og manglende kulturkompetence.
→ Mangel på vejledning, forbilleder og inspiration.
→ Social disintegration og nedsat interesse for at deltage i samfundet.
→ Utilfredsstillende og ukonsekvente relationer.
→ Eksistentiel mangeltilstand uden mening, mål eller tryghed i livet.
→ Mangel på bekræftelse af egen identitet i den daglige kontakt.
→ Følelse af fremmedgørelse (alienationssyndrom).
→ Social magtesløshed.
→ Mangel på personlig stolthed.
→ Følelsen af at være ubetydelig og erstattelig.
→ Tilstedeværelse af impulskontrolproblemer.
→ Syndebukstænkning og -identifikation.
→ Eventuelle diffuse psykosomatiske gener (mave- og hovedpine, træthed, ledsmerter).
→ Manglende evne til at udtrykke ængstelse og sorg.
→ Nedsat tolerance for angst.
→ Hos anomiske forældre ses omskiftelig og ukonsekvent holdning til børn.
→ Søgen efter offentlig aflastning, men lav interesse for dybere hjælp.
→ Eventuelt ses ophold på skadestuer, detentioner etc.
→ Forekomst af hærværk, selvmordsforsøg, mishandling, misbrug, overforbrug etc.
Tit tilhører anomiske individer socialt marginaliserede grupper: for eksempel er de arbejdsløse, isolerede småbørnsforældre, udsatte unge, ensomme ældre, hjemmegående med store børn, folk fra lavere indkomstklasser, isolerede indvandrere etc.
Anomi ligner neuroser, idet der ikke er tale om svær forstyrrelse. Symptombilledet kan for eksempel ligne angst. På andre punkter kan problemet ligne borderline, idet symptomerne er flimrende, uhåndgribelige, diffuse og vagt ængstelige.
Personen søger tit en "færdig" livsanskuelse. Et delmål er her at placere det onde/gode i virkeligheden udenfor dem selv. Derfor er der en forhøjet risiko for modtagelse af usund ideologi. [Cullberg (1999): Kap. 14, s. 151-153]
Anomi er ikke en diagnose, men et socialt problem, som præger mange mennesker. Anomi er det delsymptom ved en del andre problemer og kan nemt blandes sammen med egentlige diagnostiske kategorier.
Anomi udtrykker som nævnt en problematisk selvopfattelse i form af identitetsproblemer. Det pågældende identitetsproblem er en kombination af indre tomhed, mangel på kerneidentitet, men også en socialt betinget oplevelse af en uønsket social identitet.
Reelt set er anomi en eksistentiel mangeltilstand.
Man ser meget ofte anomi hos unge mennesker med adfærdsforstyrrelser. Der kan indgå en tendens til problematiske delsymptomer på adfærdsforstyrrelse såsom mobning. Desuden ser man ofte anomi hos mennesker med dyssocial personlighedsstruktur. Man ser desuden undertiden en tendens til alexitymi.
Behandling af anomisk symptom
Anomi kan behandles ved hjælp af psykoterapi. Det er meget sjældent, at den anomiske person selv henvender sig til en terapeut for at få hjælp, men når den gør, så kan han eller hun hos en dygtig behandler få vejledning og redskaber til at finde formålet med livet. Ofte henvender personen sig på baggrund af depression eller manglende engagement. Det er ofte pårørende, der henvender sig på deres vegne.
Gå til mentale problemer.
Gå til blogforside.
Anvendt litteratur
- Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
