Angst: Når halen logrer med vagthunden

 Angst

(Når halen logrer med vagthunden)

Ved angst forstås psykisk ubehag eller uro, som kan variere i styrke. Angst er et menneskeligt grundvilkår og kan ses som en vigtig beskyttelsesfunktion, der er afgørende for overlevelse. I sig selv er angst altså ikke sygelig, men kan sammenlignes med kroppens smertefornemmelse og dermed anskues som en sund advarselsfunktion. Angst er som en indre "vagthund", der belyser bestemte situationer som værende "noget vi skal være nervøse for", fordi der er noget på spil.

Milde grader af angst kan omfatte ulyst, ængstelse, fysisk ubehag med hjertebanken eller "sommerfugle i maven". Den milde grad hæmmer ikke funktionsevnen og kan være positivt stimulerende. Man ser også ved sværere angst irritabilitet, træthed, søvnbesvær, moderat nedtrykthed, fysiske spændinger og diffuse kropslige fornemmelser, som giver rastløshed og anspændthed.

Når ængstelsen vokser til forpinthed med mærkbare legemlige reaktioner, kan livsfunktioner som koncentration, arbejdsevne, søvn, appetit og seksualitet hæmmes. Den patologiske angst vækkes lettere og tager for meget energi. Udtrykket eller virkningen bliver her smertefuld og uoverkommelig for individet eller omgivelserne og er her et symptom på en dybere problematik. [Cullberg (1999): Kap. 4, s. 48; Fhanér (1991): s. 18-19; jf. Riemann (1961/1985): Indledning, s. 8-9; jf. Tähkä (1983/1991): Kap. 1.2.2.5, s. 45-48]

I psykopatologien opererer man med en række begreber, der beskriver forskellige former for angst. En del af dem figurerer også her på min blog.

Udbredte angstlidelser er for eksempel:

→ Generaliseret angst.

→ Socialfobi.

→ Agorafobi.

→ Enkelfobi.

→ Separationsangst.

→ Panikangst.

→ Helbredsangst.

→ Dødsangst.

→ Skopofobi.

→ Hafefobi. 

→ Enoklofobi. 

→ Dependent personlighedsstruktur. 

→ Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur.

→ Obsessive-kompulsive tilstande og tvangsprægning.

→ Traumer (for eksempel PTSD) og stress.

Alle disse former for angst kan behandles ved brug af psykoterapi.

Man ser meget ofte lavt selvværd hos folk, der lider af angst. Angst forhøjer risikoen for depression og varianter af depression, for eksempel cyklothymi, dysthymi eller neurasteni. Desuden forhøjer angst risikoen for ensomhed. Man ser ofte tankemylder hos mennesker, der kæmper med angst. Angst ses også hos mennesker, der er præget af spiseforstyrrelser såsom bulimi eller anoreksi. Desuden indgår angst altid i kropsdysmorfi. Slutteligt ser man angst hos mennesker, der er præget af neurodivergens, for eksempel autisme eller AD(H)D.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance. Der er også en særlig tendens til angst og nervøsitet hos den særligt sensitive person.

For at vende tilbage til angstens mere generelle natur kan vi passende undersøge flere psykodynamiske aspekter.

I klassisk psykodynamik findes der tre slags angst: (1) Realangst for omverdenens og andre menneskers krav. (2) Angst for vores egne impulser og drifter (id'et). (3) Neurotisk angst for overjeg'et, for eksempel at føle skyld og skam, når vi afviger fra vores egne internaliserede normer og idealer. [Fhanér (1991): s. 61-62; Krohn (2020): Internt CIP-materiale]

Angsten har et dobbelt aspekt: (a) Den kan motivere os til at blive aktive og tilskynde os til at handle i faresituationer. Her kan accept og overvindelse lade os modne. (b) Den kan lamme os og få os til at vige udenom, hvilket vil få os til at stagnere og forblive på et umodent plan. [Riemann (1961/1985): Indledning, s. 10]

Riemann nævner fire former for krav, som hver korrelerer med en bestemt form for angst:

(a) Hengivelse til livet: Omverdenen kræver at vi i tillid skal åbne os for verden og andre og indoptage det nye, fremmede. Kravet skaber angsten for at miste sig selv, tabe sit jeg, blive afhængig og blive slugt af verden.

(b) Selvtilstrækkelighed og afgrænsning: Omverdenen kræver, at mennesket skal være selvtilstrækkeligt, selvstændigt, enestående, unikt, afgrænset og uforveksleligt. Kravet skaber angsten for at miste tryghed ved at høre til fællesskabet, angst for ensomhed og isolation. På den anden side er angsten for at blive kollektivistisk og miste sin individualitet.

(c) Omstilling og det ukendte: Omverdenen kræver, at vi skal være parate til at ændre os, forandre os, udvikle os, opgive det velkendte og vove os ud i det ukendte. Kravet skaber angsten for forgængelighed og usikkerhed.

(d) Nødvendighed og varighed: Omverdenen kræver, at vi skal stræbe efter varighed, slå os ned, planlægge fremtiden og være målrettede. Kravet skaber angst for ufrihed, afhængighed og endegyldighed. [Riemann (1961/1985): Indledning, s. 15-18]

Indisgtsbetonet psykoterapi kræver, ifølge klassisk psykodynamisk terapi, en vis mængde ubunden angst for at være en fremadskridende proces. En angstfri klient mangler motivation for at arbejde mod de terapeutiske mål. Intensiteten af angsten som driver behandlingen må heller ikke være for høj. Så vil den lamme jegfunktionerne der er nødvendige for terapien. Fortolkningernes dosering bestemmer om angsten kan holdes inden for de optimale grænser. [Tähkä (1983/1991): Kap. 2.7.2.7, s. 206-212]

Angst kan anses som en gave idet angsten højner vores overlevelseschancer og informerer os om truende situationer. Angst kan anses som en forbandelse når den tager overhånd. Når angsten tager overhånd er det halen der logrer med hunden, eller mere præcist: halen der logrer med vagthunden. Det er som et alarmsystem der overtager kommandoen og ender med at styre huset som det skulle sikre.

Behandling af angst

Psykoterapi er en fantastisk behandlingsform til næsten alle slags angst. Resultaterne taler normalt for sig selv. At vælge at arbejde direkte med både problemernes udfoldelse og udspring giver det bedste og mest varige resultat, sammenlignet med ren medicinering. Der er altid grunde til, at vi bliver angste. Og når den grund er fundet, og terapeut og klient samarbejder for at gøre noget ved det, kan der være tale om komplet remission.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Fhanér, Stig: Politikens Psykoanalytiske Leksikon. Oversættelse af Hans Christian Fink. Originalt udgivet 1989. Politikens Forlag, 1991. ISBN: 87-567-4883-3.
• Riemann, Fritz: Angstens grundformer ("Grundformen der Angst"). Oversat af Kirsten Moar. Originalt udgivet 1961. Forlaget Klitrose, 1987. ISBN: 8787702886.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.

Anomi: Når vi bliver fremmedgjorte fra samfundet

Anomi

(Når vi bliver fremmedgjorte fra samfundet)

Ved anomi (eller anomisk symptom) forstås ikke primært en psykologisk klynge af problemer, men en social diagnostisk kategori, der er karakteriseret ved problematisk adfærd. Problemet er især præget af:

→ Påfaldende mangel på internaliserede regler, struktur og normer.

→ Oplevelse af et uklart kulturelt miljø og manglende kulturkompetence.

→ Mangel på vejledning, forbilleder og inspiration.

→ Social disintegration og nedsat interesse for at deltage i samfundet.

→ Utilfredsstillende og ukonsekvente relationer.

→ Eksistentiel mangeltilstand uden mening, mål eller tryghed i livet.

→ Mangel på bekræftelse af egen identitet i den daglige kontakt.

→ Følelse af fremmedgørelse (alienationssyndrom).

→ Social magtesløshed.

→ Mangel på personlig stolthed.

→ Følelsen af at være ubetydelig og erstattelig.

→ Tilstedeværelse af impulskontrolproblemer.

→ Syndebukstænkning og -identifikation.

→ Eventuelle diffuse psykosomatiske gener (mave- og hovedpine, træthed, ledsmerter).

→ Manglende evne til at udtrykke ængstelse og sorg.

→ Nedsat tolerance for angst.

→ Hos anomiske forældre ses omskiftelig og ukonsekvent holdning til børn.

→ Søgen efter offentlig aflastning, men lav interesse for dybere hjælp.

→ Eventuelt ses ophold på skadestuer, detentioner etc.

→ Forekomst af hærværk, selvmordsforsøg, mishandling, misbrug, overforbrug etc.

Tit tilhører anomiske individer socialt marginaliserede grupper: for eksempel er de arbejdsløse, isolerede småbørnsforældre, udsatte unge, ensomme ældre, hjemmegående med store børn, folk fra lavere indkomstklasser, isolerede indvandrere etc.

Anomi ligner neuroser, idet der ikke er tale om svær forstyrrelse. Symptombilledet kan for eksempel ligne angst. På andre punkter kan problemet ligne borderline, idet symptomerne er flimrende, uhåndgribelige, diffuse og vagt ængstelige.

Personen søger tit en "færdig" livsanskuelse. Et delmål er her at placere det onde/gode i virkeligheden udenfor dem selv. Derfor er der en forhøjet risiko for modtagelse af usund ideologi. [Cullberg (1999): Kap. 14, s. 151-153]

Anomi er ikke en diagnose, men et socialt problem, som præger mange mennesker. Anomi er det delsymptom ved en del andre problemer og kan nemt blandes sammen med egentlige diagnostiske kategorier.

Anomi udtrykker som nævnt en problematisk selvopfattelse i form af identitetsproblemer. Det pågældende identitetsproblem er en kombination af indre tomhed, mangel på kerneidentitet, men også en socialt betinget oplevelse af en uønsket social identitet.

Reelt set er anomi en eksistentiel mangeltilstand.

Man ser meget ofte anomi hos unge mennesker med adfærdsforstyrrelser. Der kan indgå en tendens til problematiske delsymptomer på adfærdsforstyrrelse såsom mobning. Desuden ser man ofte anomi hos mennesker med dyssocial personlighedsstruktur. Man ser desuden undertiden en tendens til alexitymi.

Behandling af anomisk symptom

Anomi kan behandles ved hjælp af psykoterapi. Det er meget sjældent, at den anomiske person selv henvender sig til en terapeut for at få hjælp, men når den gør, så kan han eller hun hos en dygtig behandler få vejledning og redskaber til at finde formålet med livet. Ofte henvender personen sig på baggrund af depression eller manglende engagement. Det er ofte pårørende, der henvender sig på deres vegne.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.

Anoreksi: Når vi vægrer os mod at spise

Anoreksi

(Når vi vægrer os mod at spise)

Ved anoreksi forstås en spiseforstyrrelse, præget af:

→ Nervøs spisevægring og ubehag ved udsigt til spisning.

→ Tilsiget vægttab, som fremkaldes og vedligeholdes af personen selv.

→ Forvrænget legemsopfattelse (jf. kropsdysmorfi).

→ Vedholdende frygt for fedme og overvægt (obesofobi).

→ Tilstræbelse af lav idealvægt.

→ Underernæring af forskellig sværhedsgrad.

→ Undgåelse af fedende føde.

→ Følelse af at være for tyk.

→ Indskrænket diæt.

→ Overdrevet fysisk aktivitet.

→ Eventuel brug af afmagrings- og afføringsmidler eller diuretika.

→ Svækket sexdrift (jf. hyposeksualitet).

→ Depressionssymptomer (f.eks. nedtrykthed, tilbagetrækning, irritabilitet, søvnløshed).

→ Eventuelt manglende evne til at erkende alvoren af egen lave legemsvægt.

→ Eventuelle endokrine og metabolske forandringer.

(Opkast er også et muligt symptom i ICD-10, selvom det oftere karakteriserer bulimi.)

Derudover opleves tit obsessiv-kompusive træk, samlermani (for eksempel opskrifter), socialfobiske træk (deriblandt bekymring om at spise offentligt), overkontrol og misbrug. [WHO (1994/2018): F50.0, s. 125; APA (2013): Sec. 2, 307.59?, pp. 338-341]

Anoreksi blandes ofte sammen med bulimi. Forskellen er at anorektikeren ikke har spiseanfald. Der ses også overkontrolleret spisning hos mennesker uden anoreksi.

Man ser ofte et højt niveau af angst hos folk med anoreksi. Dertil kan der også meget tit forekomme depression (som nævnt ovenfor). Lidelsen hænger ofte sammen med lavt selvværd, søvnproblemer, stress og myldertanker. Nogle gange ses anoreksi som en reaktion på en ændring i tilværelsen og bliver dermed ofte til et delsymptom ved en tilpasningsreaktion.

Behandling af anoreksi

Anoreksi eller spisevægring generelt kan behandles ved brug af psykoterapi. Tit fokuserer behandleren ikke direkte på spisningen, men på behovet for kontrol og på det indre kaos og selvbillede, som er årsag til behovet for at styre spisningen. Ofte indebærer det et målrettet arbejde med selvværd, angstregulering og fokus på relationer. Hvis spisevægringen dog er livstruende, er det bedst at komme i en kommunal eller psykiatrisk behandling, som kan tilbyde døgnstøtte.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Aspergers syndrom: Når vi fungerer anderledes end andre

Aspergers syndrom

(Når vi fungerer anderledes end andre)

Ved aspergers syndrom forstås en forstyrrelse på autisme-spektrummet, præget af:

→ Besvær med sociale interaktioner og socialt sprog.

→ Ringe evne til socialt samspil og samtale.

→ Tendens til at tale meget om særlige emner.

→ Besvær med at forstå nonverbal kommunikation.

→ Tendens til at snakke meget om sig selv.

→ Atypisk øjenkontakt (eventuelt skopofobi).

→ Problemer med at få venner og skabe relationer.

→ Begrænsede ansigtsudtryk og følelsesudtryk.

→ Unikke og særprægede mannerismer.

→ Usædvanlig stemmeføring, for eksempel flad, lav, høj, stille.

→ Usædvanlige talemønstre, for eksempel "hakkende".

→ Repetitiv adfærd eller gentagende rutiner.

→ Tendens til at blive oprørt over små rutineændringer.

→ Obsessive og indsnævrede interesser, ofte en eller to forskellige.

→ Sensitivitet for sensoriske stimuli.

→ Klodset, ukoordineret bevægelse, for eksempel håndskrift.

→ Besvær med at styre følelser (jf. affektiv dysregulering).

→ Verbale eller adfærdsmæssige udbrud eller selvskade.

→ Problemer med mentalisering og empati.

→ Stærk følsomhed for lys, lyde og teksturer.

→ Lethed ved at huske information og kendsgerninger.

→ Problemer med koncentration og organisation.

Ofte ses ingen forsinkelser i den overordnede sproglige udvikling, for eksempel grammatik eller ordforråd, men snarere problemer med at bruge sproget i sociale sammenhænge.

Aspergers er en "gammel" diagnose, som ikke rigtig bruges mere. Den kaldes ofte for "højfunktionel autisme" nu. Den hører under autisme-spektrum-forstyrrelse. [Kilder: Nationwidechildrens, Webmd]

Aspergers syndrom er en form for neurodivergens. Den kan i nogle tilfælde forveksles med at være særligt sensitiv.

Fordi lidelsen er præget af social akavethed, kan personer med Aspergers udvikle problemer med ensomhed.

Mange mennesker med Aspergers lever helt "normale" liv. Det er også muligt at lære personer med Aspergers at udvikle sociale evner, evnen til at sætte sig ind i andres mentale tilstande, udvikle højere fleksibilitet og bruge personens specifikke evner til deres fordel. Især kan man lære personen at tænke anderledes og udvikle nye måder at tackle svære situationer på.

Børn med udfordringer, der skyldes Aspergers, kan lære strategier, der vil gøre deres liv nemmere. Og her kan forældrene gøre meget for at indramme det hensigtsmæssigt. Hvis barnet for eksempel har problemer med øjenkontakt, kan man træne øjenkontakt på forskellige måder. Adfærdsterapeutisk kan man lave mild og sjov eksponeringsterapi: for eksempel ved at inspirere barnet til at tegne øjne. Her kan forælderen gøre det til en øvelse, der skaber glæde og interesse. Man kan også fremhæve folks øjenfarve på billeder eller i fjernsynet og lege med at identificere, om de er brune, blå eller grønne. Hvis barnet for eksempel responderer bedre på øjnenes form, vælger man det. Når barnet senere har vænnet sig til øjne som tema, kan man eventuelt give dem til opgave at studere øjenfarver hos klassekammerater eller familiemedlemmer.

Når barnet bliver ældre, kan man mere direkte træne ham eller hende i socialt samspil. Ved minutiøst at forklare sammenhængen mellem adfærd og andres reaktioner kan man komme meget langt. "Når du afbryder eller ikke svarer, bliver den anden beklemt. Hvis du ikke ved, hvad du skal svare, kan du stille et spørgsmål om det." Med konkrete strategier kan den unge person lære at orientere sig bedre.

I realiteten er alle problemer i den højfunktionelle ende af autisme-spektrummet til at arbejde med. Hvis vi formår, at fremhæve et aspekt, der interesserer personen, er der stor sandsynlighed for bedring.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Atypisk intelligens: Når vores intelligensprofil er anderledes

Atypisk intelligens

(Når vores intelligensprofil er anderledes)

Ved atypisk intelligens forstås her en problematik, præget af:

→ En atypisk fordeling af personlige evner og styrker (intelligenser).

→ En intelligensprofil, der ikke falder inden for den statistiske "normal".

→ En kraftigere intelligens på særlige punkter, der ofte ikke måles effektivt i tests.

→ Tendens til lav intelligenskvotient i standardtests.

→ Eventuelle færdighedsforstyrrelser, f.eks. ordblindhed eller talblindhed.

→ Problemer med hukommelsen og koncentrationen på de svage områder.

→ Problemer med motivation indenfor de bestemte besværlige områder.

(1) Udfordringer med sproglig intelligens:

→ Manglende sans for sprogets opbygning, struktur og komposition.

→ Mangelfuld forståelse for syntaks og grammatiske regler, f.eks. ordstilling eller kommatering.

→ Manglende evne til at bruge sprog og formulere sig.

→ Indskrænket eller forarmet ordforråd.

→ Mangelfuld evne til at stave, skrive og skabe forståelig tekst.

→ Problemer med at indlære via lytten eller ved at tage notater.

→ Problemer med at læse og forstå tekst, især kompliceret tekst.

→ Problemer med sproglige fag i skolen, f.eks. dansk og engelsk.

(2) Udfordringer med logisk-matematisk intelligens:

→ Mangelfuld evne til at arbejde med logiske strukturer.

→ Manglende evne til at forstå talforhold og -proportioner.

→ Problemer med at huske tal, cifre og numre.

→ Problemer med at anvende komplekse (og nogle gange simple) logiske operationer.

→ Problemer med at løse regnestykker og bruge formler.

→ Mangelfuld evne til at arbejde med computere og maskiner.

→ Problemer med at skabe logisk overblik.

→ Problemer med at finde mønstre.

→ Problemer med at kategorisere, systematisere og organisere.

→ Problemer med logiske fag i skolen, f.eks. matematik, fysik eller kemi.

(3) Udfordringer med visuelt-rumlig intelligens:

→ Mangelfuld visuelt-rumlig (spatial) intelligens.

→ Problemer med at visualisere og se billeder for det indre øje.

→ Mangelfuld evne til at tænke i proportionale forhold.

→ Manglende evne til at kunne bruge billeder til læring.

→ Problemer med at orientere sig geografisk, f.eks. via kort.

→ Mangelfuld "stedsans" og forståelse for geografisk placering.

→ Problemer med at aflæse trafik.

→ Problemer med at kunne vurdere plads (f.eks. når man pakker).

→ Manglende evne til at danne forestillinger i fantasien.

→ I skolen problemer med især geometri og orienteringsløb.

(4) Udfordringer med kropslig-kinæstetisk intelligens:

→ Mangelfuld evne til at bruge kroppen og udfolde sig fysisk.

→ Problemer med at fornemme med kroppen.

→ Problemer med at bruge kroppen til læring.

→ Problemer med at gentage bevægelser og spejle kropssprog.

→ Problemer med fysiske aktiviteter: sport, dans, gymnastik etc.

→ I skolen især problemer med idræt.

(5) Udfordringer med musisk-rytmisk intelligens:

→ Mangelfuld evne til at fungere rytmisk og musikalsk.

→ Problemer med at genkende og huske melodier og rytmer.

→ Manglende evne til at udøve musik og rytmik.

→ Problemer med at følge rytmer eller gengive melodier.

→ Problemer med danse i takt til en rytme.

→ Problemer med at gengive toner, så de kan genkendes af andre.

→ Tendens til at være "tonedøv".

→ I skolen problemer med fag såsom musik og dans.

(6) Udfordringer med social intelligens:

→ Manglende evne til at fungere socialt og interpersonelt.

→ Mangelfuld evne til at forstå andre mennesker.

→ Mangelfuld mentaliseringsevne og empati.

→ Problemer med at forstå andres behov, følelser og tænkemåde.

→ Problemer med at læse andres mimik, kropssprog og tonefald.

→ Problemer med at kunne samarbejde og indgå i gruppearbejde.

→ Problemer med at lære i gruppesammenhænge.

→ Problemer med at trives i grupper og sociale kontekster.

→ Problemer med at småsnakke på en tilfredsstillende måde.

→ Tendens til indadvendthed eller mangel på opsøgende adfærd.

→ Tendens til at have svært ved at etablere positiv kontakt.

→ Problemer med at regulere følelser.

→ Tendens til motivationsforstyrrelser.

→ I skolen især sociale problemer (for eksempel med venskaber).

→ I skolen også problemer med tekstfortolkning, psykologi etc.

(7) Udfordringer med indadvendt-filosofisk intelligens:

→ Manglende evne til introspektion, dvs. indadskuende aktivitet.

→ Besvær med at at bruge ensomhed og ro til refleksion.

→ Problemer med tænke ting igennem alene.

→ Problemer med at kunne tænke abstrakt og filosofisk.

→ Problemer med at få nye tanker og idéer.

→ Mangel på selvstændig kreativ drivkraft.

Styrkeforholdene mellem vores evner inden for de forskellige intelligenser er vores intelligensprofil. Alle mennesker har en helt speciel intelligensprofil, der afslører vores styrker og svagheder.

Intelligens handler både om, hvad vi normalt er gode til, men også om måden, hvorpå vi lærer bedst. Det primære arbejde indenfor intelligensområdet er især udført af Howard Gardner og Goleman. [Starheim (2014): Kap. 1, s. 23-25; Brørup et al. (1999): Kap. 6, s. 116-118]

Ofte kan atypisk intelligens signalere en vis neurodivergens. I så fald kan der ofte være tale om bestemte udfordringer, deriblandt AD(H)D eller autisme-spektrum-forstyrrelse. Læs eventuelt også mine blogindlæg om færdighedsforstyrrelser for at lære mere om dyslexi og dysgrafi (problemer med sproglig intelligens) og dyskalkuli (problemer med logisk-matematisk intelligens).

En kombination af den sjette og syvende intelligens kaldes ofte for "emotionel intelligens".

De nævnte syv intelligenser overlapper ofte. For eksempel kræver en stærk evne til geometri både logisk-matematisk og visuelt-rumlig intelligens. Evnen til at tale et sprog flydende indebærer både sproglig intelligens, men også musikalsk intelligens (idet sproget tales i rytme og kræver at kunne bruge tonefaldet korrekt).

For at få et bedre overblik over intelligensbegrebet, kan læseren konsultere mit blogindlæg om hukommelsen. Her kan læseren bemærke, at en person kan lagre tre forskellige slags data: semantiske data (viden), episodiske data (erindring om specifikke hændelser) og procedurelle data (kropslig kunnen). De forskellige intelligenser fordeler sig på tværs af de tre slags data.

For eksempel er den kropsligt-kinæstetiske intelligens i høj grad procedural. Men sproglig intelligens indebærer ofte alle tre slags data: lagring af ord, specifik genkaldelse af sammenhænge, hvor de kan bruges, såvel som den verbale-procedurale evne til at udtale dem korrekt.

En nøglepointe med dette blogindlæg er: At have en atypisk intelligensprofil gør os ikke "dumme". Det er ikke det samme som at være ringere begavet. IQ-prøver måler kun bestemte intelligenser. En lav intelligenskvotient betyder ikke, at vi ikke er kloge, men at vores klogskab og dygtighed udfolder sig inden for de områder, testen ikke måler.

At være "intellektuel" er ikke det samme som at være "intelligent". Man kan være lynende klog, uden at interessere sig for den dybere mening i Herman Bangs forfatterskab.

Det er en selvfølge, hvis man følger denne opfattelse af intelligens, at pædagoger og lærere generelt skal have strategier, der kan adressere atypisk indlæring. Det kræver en stor evne til at omstille sig til elevens konkrete intelligensprofil. En elev, der ikke forstår matematikbogen, har oftest ikke brug for en gentagelse af indholdet, men har brug for en alternativ udlægning, der tager højde for elevens særlige indlæringsbehov.

Fordi sproget er en vigtig del af interpersonel kontakt, kan mennesker, der ikke er sprogligt stærke, have høj risiko for at føle sig ubegavede. Men også mennesker med problemer med den logisk-matematiske intelligens kan have det på samme måde.

Ofte har mennesker, der føler sig ringe begavet, en tendens til at have eventuelt uopdaget potentiale inden for andre intelligenser. Autister har for eksempel ofte en lav social intelligens, men har en forhøjet logisk-matematisk intelligens.

"Behandling" af atypisk intelligens

Akademiske problemer kræver oftest faglig specialundervisning, ikke terapi. Men der opstår normalt mentale følgeproblemer med en atypisk intelligensprofil. Psykiske problemer opstår i langt højere grad som følge af mangelfuld social eller indadvendt intelligens. Disse intelligenser kan man højne ved brug af psykoterapi. Mennesker med udfordringer på andre intelligensområder kæmper ofte med lavt selvværd og problemer med motivation. Ofte har de haft problemer i skolen og har en lang forhistorie med at føle sig ubegavede. Her kan psykoterapi også hjælpe.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Brørup, Mogens / Hauge, Lene / Lyager Thomsen, Ulrik: Den nye psykologihåndbog. København: Nordisk Forlag A/S, 1999. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-00-39756-3.
• Starheim, Liv: Psykologi - På arbejdspladsen. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling, Kommuneforlaget, 2014. 3. udgave, 4. oplag. ISBN: 978-87-7424-806-4.

Autisme-spektrum-forstyrrelse: Når hjernen stiller særlige krav

Autisme-spektrum-forstyrrelse

(Når hjernen stiller særlige krav)

Ved autisme-spektrum-forstyrrelse (ofte forkortet ASD) forstås en gruppe neurodivergente lidelser, præget af udviklingsforstyrrelser inden for en række områder.

Adfærdsmæssige symptomer:

→ Begrænset og stereotypt repetitiv adfærd.

→ Repetitive motoriske manerer, for eksempel håndbevægelser.

→ Optagethed af delelementer eller detaljer uden funktionel betydning (luft, konsistens, lyd etc.).

Symptomer, der knytter sig til interesse og aktiviteter:

→ Indsnævrede og gentagende adfærds-, interesse- og aktivitetsmønstre.

→ Udtalt optagethed af en eller enkelte usædvanlige interesser.

→ Interesser, der afviger i indhold og fokus eller i intensitet og afgrænsning.

Symptomer, der knytter sig til rutiner og ensartethed:

→ Tvangspræget fastholdelse af konkrete formålsløse rutiner eller ritualer.

→ Mangel på fleksibilitet og udvisning af frustration når rutiner brydes (jf. frustrationstolerance).

→ Modstand mod ændringer i hverdagen og insistens på ensartethed.

→ Tendens til at foretrække samme ruter og samme typer mad hver dag.

→ Ubehag og besvær ved overgange.

Sociale symptomer, som påvirker social tilknytning og evne til samspil:

→ Afvigelser i øjenkontakt, minik, kropsholdning, gestikulation.

→ Manglende fælles interesser og aktiviteter med jævnaldrende.

→ Atypisk emotionel respons, situationsfornemmelse og kommunikation.

→ Besvær med at integrere social, emotionel og kommunikativ adfærd.

→ Besvær med at spontant delagtiggøre andre i glæder, interesser og aktiviteter.

→ Manglende evne til normal spontan småsnak.

→ Manglende evne til at indlede eller respondere på sociale interaktioner.

→ Dårlig verbal og nonverbal kommunikation.

→ Mangel på ansigtsudtryk.

→ Mangelfuld udvikling af kommunikative evner.

→ Mangelfuldt impressivt eller ekspressivt sprog.

→ Brug af ord og sætninger, som er stereotype, gentagende eller særprægede.

Symptomer, der angår reaktivitet:

→ Enten over- eller underreaktion på sansestimuli.

→ Eventuelt indifference over for smerte eller temperatur.

→ Stærk respons på bestemte lyde eller teksturer.

→ Overdreven lugten til eller berøring af objekter.

→ Fascination af lys og bevægelse.

Symptomer, der angår følelsesudtryk og adfærd, der knytter sig dertil:

→ Selvdestruktiv adfærd (jf. selvskade).

→ Raserianfald (jf. affektiv dysregulering).

→ Spisevanskeligheder.

→ Søvnvanskeligheder.

→ Fobier (jf. enkelfobi).

Symptomer, der angår børns adfærd i leg:

→ Tilbagestående evne til funktionel eller symbolsk leg.

→ Mangel på spontan deltagelse i varieret "som-om" leg eller imitationsleg.

Infantil autisme manifesteres før 3-års alderen. Atypisk autisme manifesterer sig efter 3-års-alderen. [WHO (1994/2018): F84.0-1, s. 163-166; APA (2013): Sec. 2, 299.00, pp. 50-55]

Aspergers syndrom (som har en usikker plads) hører også under autisme-spektrum-forstyrrelse og har samme prægning på adfærd og socialt samspil, men her er der normalt ikke generel forsinkelse af sproglig eller kognitiv udvikling; dog udtalt motorisk klodsethed, eventuelt med psykotiske episoder tidligt i voksenalderen. [WHO 1994/2018: F85.5, s. 168-169]

Man ser ofte angst hos mennesker, der befinder sig indenfor autisme-spektrummet. Desuden har autister særlig risiko for at udvikle lavt selvværd, depression og blive ensomme. Nogle kan have særlige problemer og oplevelse af ubehag, for eksempel hafefobi (frygt for berøring), skopofobi (frygt for øjenkontakt) eller enoklofobi (frygt for menneskeforsamlinger). Der ses desuden tendens til problemer med affektregulering og en lav frustrationstærskel.

"Placeringen" indenfor autisme-spektret bestemmes af alvorsgraden af symptomerne. Mange blander autisme sammen med anden neurodivergens, især ADD og ADHD, men også obsessive-kompulsive tilstande eller for eksempel social-pragmatisk kommunikationsforstyrrelse.

Autisme-spektrum-forstyrrelse indebærer altid en atypisk intelligens. Og mange mennesker, der kalder sig særligt sensitive, er faktisk på autisme-spektrummet.

Hos børn ses ofte tilfælde af encoprese, enuresis, elektiv mutisme og separationsangst, når de befinder sig indenfor autisme-spektrummet.

(Autismediagnosen vil undergå mange forandringer i kommende tid.)

Behandling af autisme

Det er muligt, at behandle autisme hos voksne ved brug af psykoterapi. Behandlingen går aldrig ud på at helbrede eller fjerne autismen (pas på behandlere, der lover det), men snarere at gøre livet nemmere. Når det handler om børn med autisme, kan psykoterapeuten rådgive familien og hjælpe forældrene med at skabe hensigtsmæssige rammer, såvel som hvordan de kan påvirke barnet konstruktivt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Bipolar affektiv sindslidelse: Når vi pendulerer mellem ekstremer

Bipolar affektiv sindslidelse

(Når vi pendulerer mellem ekstremer)

Ved bipolar affektiv sindslidelse forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Skiftende episoder (mindst to) med skiftende stemningsleje og aktivitetsniveau.

→ Markant tendens til at svinge mellem ekstreme humørpoler.

→ I den ene ekstrem ses hypomani eller mani. I den anden ses depressivitet.

→ Ved højt humør ses opstemthed, øget aktivitet og energi.

→ Ved lavt humør ses nedtrykthed, dårligt humør, nedsat energi og aktivitet.

→ Eventuelt udebliver enten de maniske eller depressive episoder (=unipolaritet).

→ Eventuelt optræder psykotiske symptomer i begge ekstreme humørtilstande.

I "gamle dage" kaldte man lidelsen for manio-depressivitet.

Generelt er problemet med bipolaritet, at personen ofte træffer ødelæggende og impulsive beslutninger under maniske episoder og kan være meget selvmordstruet under de depressive episoder (eller når humøret er på vej opad igen).

Mange blander bipolaritet sammen med tilbagevendende depression, maniske episoder ved andre lidelser og cyklothymi (som er en mildere variant uden samme intensitet). [WHO (1994/2018): F31.x, s. 84-85; APA (2013): Sec. 2, 296.4x/296.89, pp. 123-135]

Nogle blander bipolaritet sammen med lidelser, der er præget af stærke humørsvingninger i det daglige, for eksempel emotionel ustabil personlighedsstruktur/borderline. Bipolaritet indebærer oftest længere perioder, hvor personen er i balance. Personer, der er emotionelt ustabile, har en kraftigere tendens til pludselige humørskift i hverdagen.

Humørskiftene ses hyppigt cirka 2-4 gange om året. Men der kan være færre eller flere. En manisk episode kan for eksempel typisk vare fra nogle dage til flere måneder. I de maniske perioder ses ofte en egocentreret tankegang og handlemåde, en flyvsk væremåde og en kraftig tendens til at tale uafbrudt.

I de depressive faser ses ofte markant fald i selvværd, mens selvværdet stiger i de maniske perioder. Personen trækker sig ofte tilbage i de depressive faser og bliver udadvendt og opsøgende i de maniske.

I både de lave og høje perioder kan ses problemer med affektiv dysregulering (især at regulere tristhed opad og vrede eller manisk glæde nedad) og lav frustrationstolerance (tendens til at blive vred, når andre stiller sig i vejen for projekter og opgaver).

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at tilpasse sig problemet og svingningerne. Såkaldte "kvartalsdrankere" lider ofte af uopdaget bipolaritet og drikker for eksempel i deres depressive perioder.

Hvis der er tale om samtidig tilstedeværelse af skizofrene symptomer, er der højst sandsynligt tale om skizo-affektiv forstyrrelse.

Behandling af bipolaritet

Bipolaritet kræver ofte medicinering, og i nogle tilfælde indlæggelse og hyppig støtte. Der er et biokemisk aspekt, som ikke kan ignoreres. I forbindelse med korrekt medicinering eller et mildt tilfælde kan psykoterapi være virksom som støttende behandling. Behandlingen indebærer blandt andet træning i at mærke skiftene og strategier, der modvirker uhensigtsmæssig adfærd i den lave såvel som i den høje ende. Det er ikke en banal indsats. Pårørende til bipolare mennesker bliver ofte meget påvirket af humørskiftene og lider også kraftigt under det.

Bipolaritet kan i øvrigt gå under radaren i mange tilfælde, fordi symptombilledet normalt strækker sig over lang tid. Det kan ofte forveksles med andre forstyrrelser, der deler noget af symptombilledet. I visse tilfælde ligner det en tilbagevendende depression. I andre tilfælde er det måske risikoadfærd i maniske perioder, der får psykiateren til at tænke i impulsforstyrrelser. I andre tilfælde igen er det måske substansmisbrug i depressive perioder, der kan lede psykiateren i retning af misbrug eller afhængighed. Alle disse "fejl" er forståelige og viser vigtigheden af, at danne sig et overblik over hele symptombilledet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Bulimi: Når vi overspiser og udrenser

Bulimi

(Når vi overspiser og udrenser)

Ved bulimi forstås en spiseforstyrrelse, præget af:

→ Tilbagevendende nervøse spiseanfald.

→ Problemer med at styre spisning.

→ Tendens til at indtage store mængder mad over en kort periode.

→ Umådelig periodisk spisetrang.

→ Overdreven optagethed af vægtkontrol.

→ Optagethed af udseende og vægt.

→ Forstyrret legemsopfattelse (jf. kropsdysmorfi).

→ Frygt for at blive overvægte (obesofobi).

→ Forsøg på at modvirke eller kompensere for vægtøgning ved opkastning.

→ Brug af laxation (brug af afføringsmidler).

→ Fasten, brug af afmagringspiller eller overdrevet motion.

→ Brug af diuretika eller thyreoidin.

→ Eventuelle elektrolytforstyrrelser og fysiske problemer (interne sår, menstruationsproblemer.

Personen befinder sig tit indenfor normalvægten. [WHO (1994/2018): F50.2, s. 126; APA (2013): Sec. 2, 307.51, pp. 345-347]

Mange blander bulimi sammen med anoreksi. Den primære forskel er, at anorektikeren ikke har spiseanfald. Der forekommer normalt altid en form for angst hos bulimikere. Bulimi ses tit slået sammen med BED, som også er karakteriseret ved spiseanfald, men uden eventuel kalorieudrensning.

Behandling af bulimi

Mange tilfælde af bulimi kan behandles ved brug af psykoterapi. Spiseforstyrrelser er ligeså interessante som de er ubehagelige. Der er altid flere indre paradokser, når man har at gøre med bulimi. Og der er altid underliggende problemer, der faktisk er årsag til problemet, men som sjældent handler direkte om spisning. En dygtig terapeut kan skabe gode resultater igennem samtaleterapi og målrettet behandling.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Cyklothymi: Når humøret svinger for meget

Cyklothymi

(Når humøret svinger for meget)

Ved cyklothymi forstås en affektiv sindslidelse, præget af:

→ Vedvarende stemningsuligevægt og -svingninger.

→ Hyppige depressive og hypomane perioder af relativ let karakter og kort varighed.

→ Svingningerne sker i begge retninger i mindst to år, før diagnosen er relevant.

I subdepressive faser ses:

→ Nedsat energi og aktivitet.

→ Søvnbesvær.

→ Nedsat selvtillid og utilstrækkelighedsfølelse.

→ Koncentrationsbesvær

→ Indesluttethed og fåmælthed.

→ Interessesvækkelse og glædesløshed.

→ Nedsat sexlyst og andre seksuelle forstyrrelser.

→ Negative tanker, deriblandt pessimisme og rugen over fortiden.

I hypomane faser ses:

→ Øget energi eller aktivitet.

→ Nedsat søvbehov og andre søvnforstyrrelser.

→ Øget selvfølelse.

→ Skærpet eller kreativ tænkeevne.

→ Øget selskabelighed og taletrang.

→ Vittig munterhed og optimisme.

→ Øget livsglæde og interesse.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet, især i de depressive faser.

Depressive lidelser indikerer affektiv dysregulering (besvær med at regulere tristhed "opad"), og i de slemme perioder ses tit en lav frustrationstolerance.

Man skelner mellem om tilstanden begynder i ungdommen eller i voksenalder. Tilstanden har en sammenhæng med bipolaritet, idet den ofte betragtes som en mildere version og ofte ses hos efterkommere af mennesker, der har bipolar affektiv sindslidelse. [WHO (1994/2018): F34.0, s. 93-94; APA (2013): Sec. 2, 301.13, pp. 139-140]

Læs eventuelt mere om bipolar affektiv sindslidelse, depression eller hypomani.

Behandling af cyklothymi

Cyklothymi er ofte mulig at påvirke ved brug af psykoterapi. Modsat bipolaritet er medicinering ofte ikke nødvendig for at stabilisere personen. Til gengæld har personen brug for stabile strategier og en skærpet evne til at mærke sine egne tilstande, før de tager overhånd.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Demens: Når hjernen begynder at svigte os

Demens

(Når hjernen begynder at svigte os)

Ved demens forstås en gruppe forstyrrelser, præget af:

→ Hukommelsproblemer, som normalt opdages af andre.

→ Problemer med at lagre ny information.

→ Problemer med at huske navne.

→ Tendens til at glemme og fejlplacere ting.

→ Tendens til at gentage sig ofte.

→ Forvirring og desorientering.

→ Problemer med at kommunikere eller "finde ord".

→ Besvær med at følge med i samtaler.

→ Problemer med at læse og skrive.

→ Problemer med at orientere sig i det fysiske miljø.

→ Problemer med at orientere sig i tid.

→ Problemer med at tænke logisk og løse problemer.

→ Besvær med at løse komplekse opgaver.

→ Problemer med at planlægge og organisere.

→ Dårlig koordination og kontrol over bevægelser.

→ Personlighedsændringer.

→ Tab af glæde i aktiviteter, personen normalt nyder.

→ Tavshed og tilbagetrækning.

→ Ensomhed og social isolation.

→ Rastløshed og uro.

→ Depression, angst og humørsvingninger (affektiv dysregulering).

→ Irritabilitet og upassende adfærd.

→ Færden udenfor hjemmet, der ikke "giver mening".

→ Psykotiske symptomer; paranoia og hallucinationer.

Der findes over 200 forskellige slags demens. Hver type forhindrer hjernecellernes funktionalitet i bestemte regioner af hjernen. Normalt er hukommelsesproblemerne det tidligste tegn på begyndende demens. [Kilder: Mayoclinic, DementiaUK]

Du kan også læse om Alzheimers sygdom her på bloggen.

Det er hverken rart at være dement eller at være pårørende til en dement person. Det kan være uhyggeligt for alle parter. Den demente kan i glimt mærke forfaldet; de pårørende ser det ske dag for dag.

De ovennævnte psykotiske episoder kan tage alle former: den demente kan klage over, at folk ringer på døren om natten, at der står mennesker udenfor deres vinduer, at de kan lugte røg eller lignende fænomener. Ofte er fænomenerne truende, men de kan også være mere neutrale.

Heldigis er der meget, man kan gøre for at forbedre oplevelsen for alle parter.

Hvis du har en pårørende med demens, er miljøet enormt vigtigt. Hvis personen bor hjemme hos sig selv, er det vigtigt at nogen ser til dem hyppigt. Hvis personen bor på et center eller plejehjem, så er det vigtigt at miljøet er trygt, velkendt, rart og simpelt. Indret rummet på en måde, der ligner indretningen derhjemme. Omgiv personen med velkendte genstande, billeder, musik og ting, som han eller hun kender. Brug simpel og effektiv kommunikation. Miljøet skal også være simpelt at orientere sig i. Giv personen simple redskaber til opgaveløsning: en kaldeknap, en enkel telefon, en enkel fjernbetjening etc.

Man behandler ikke demente mennesker med psykoterapi, idet de ikke får valuta for pengene. I nogle tilfælde kan palliativ psykoterapi være en fordel, når personen "synger på sidste vers". Dog kan dette arbejde ofte udføres bedre af en præst eller lignende sjælesorgsfigur. Pårørende til demente kommer ofte til en serie af samtaler. Her giver det fuld mening og kan hjælpe en hel del.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Dependent personlighedsstruktur: Når vi bliver afhængige af andre

Dependent personlighedsstruktur

(Når vi bliver afhængige af andre)

Ved dependent personlighedsstruktur (også bare kaldet dependens) forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

→ Stærk passiv afhængighed af andre.

→ Klyngende og hjælpsøgende adfærd.

→ Overladelse af beslutninger og ansvar til andre.

→ Modstand mod og frygt for at være alene.

→ Frygt for at blive forladt.

→ En følelse af hjælpeløshed og utilstrækkelighed.

→ Passiv eftergivenhed og underkastelse over for hjælpere.

→ Kraftesløse reaktioner på krav fra omverdenen.

→ Uvillighed til at stille krav til personer, som personen er afhængig af.

→ Besvær med at udtrykke uenighed.

→ Frygt for at miste anerkendelse og støtte.

→ Besvær med at indlede projekter.

→ Tendens til at presse sig selv langt for at behage hjælpere.

→ Tendens til behagesyge.

→ Tendens til at opsøge nye forhold som kilde støtte, når et andet afsluttes.

→ Søgen efter overbeskyttelse og dominans.

→ Tendens til at overvurdere og idealisere hjælpere.

→ Pessisme og tvivl omkring egne evner.

→ Selvnedvurdering (at føle sig svag og dum).

→ Tendens til selvopfyldende profetier.

→ Underudviklet sans for autonomi og bevægelighed.

De interpersonelle problemer gælder tit kun nærtstående hjælpere. [WHO (1994/2018): F60.7, s. 141-142; APA (2013): Sec. 2, 301.6, pp. 675-677; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158]

Dependens er reelt en angstlidelse. Man ser næsten altid, at lidelsen hænger sammen med manglende evne til at tage ansvar (jf. grundløshedsangst) og isolationsangst. Der ses altid lavt selvværd. Personen har en stor frygt for ensomhed.

Dependens er et tegn på en ufuldstændig individueringsproces, men kan også i nogle tilfælde markere bestemte uopdagede problemer, for eksempel agorafobi eller socialfobi. Lidelsen er nogle gange svær at skelne fra separationsangst.

Der er forhøjet risiko for depression og tilpasningsproblemer.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance (giver let op). Nogle gange ser man, at personen er manipulativ og aktivt forsøger at få nærtstående til at tage ansvar for deres problemer.

Dependens er reaktiv på psykoterapi og er derfor velegnet til behandling på psykoterapiklinikker. Behandlingen vil ofte, for eksempel, indebære bearbejdning af en indbygget ambivalens i de afhængighedsprægede relationer, opbygning af ressourcer, ansvarsfornemmelse og selvstændighed, angsthåndtering, processering af frygt for at være alene og eventuelt gruppeterapi med de øvrige implicerede parter.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Depersonalisations-derealisations-syndrom: Når uvirkeligheden melder sig

Depersonalisations-derealisations-syndrom

(Når uvirkeligheden melder sig)

Ved depersonalisations-derealisations-syndrom forstås en sjældnere forstyrrelse, præget af "uvirkelighed" - og som deles i to hovedformer, som også kan opleves på samme tid:

(1) Symptomer på depersonalisation:

→ Oplevelser af uvirkelighed i forhold til sig selv.

→ Tendens til at føle sig "frakoblet" fra sig selv.

→ Følelsen af at være observatør i forhold til egne tanker, følelser, sansninger og handlinger.

→ Oplevelsen af, at ens egne handlinger føles fjerne, kunstige eller automatiske.

→ Forvrænget tidsfornemmelse.

→ Emotionel eller fysisk følelsesløshed.

→ Oplevelsen af egne minder som svage eller uægte.

→ Ruminationer over egen eksistens.

→ Vage kropslige symptomer.

(2) Symptomer på derealisation:

→ Oplevelser af uvirkelighed omkring omgivelserne og virkeligheden.

→ Frakobling fra realiteten, tab af virkelighedsfornemmelsen.

→ Oplevelse af objekter eller personer som kunstige eller uvirkelige.

→ Oplevelse af omverdenen som drømmeagtig, tåget, livløs eller forvrænget.

→ Tendens til at tjekke perceptioner for autenticitet.

Under både depersonalisation og derealisation forbliver realitetstestning intakt; sensoriet er normalt, evnen til emotionelle udtryk er intakt, og personen er klar over tilstandens afvigende natur. Med andre ord er personen ikke psykotisk.

Tilstanden kan ses for eksempel som delsymptom ved borderlinetilstand, men også ved skizofrene, depressive, fobiske og obsessiv-kompulsive tilstande (OCD). Dertil ses den i høj grad også hos mennesker, der har været udsat for traumer og eventuelt lider af posttraumatisk belastningsreaktion eller tilpasningsreaktion.

Personerne med syndromet kan eventuelt have svært ved at beskrive symptomerne, tro, at de er ved at blive tossede, frygte hjerneskade eller andre problemer. [WHO (1994/2018): F48.1, s. 122; APA (2013): Sec. 2, 300.6, pp. 302-303; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 140]

Syndromet er en dissociativ reaktion; læs eventuelt mere om dissociativ amnesi og fugue.

Det skal siges, at alle mennesker kan få oplevelsen af uvirkelighed en gang imellem. Der behøver ikke at være noget alvorligt galt. Det kan være en slags simpel eksistentiel meddelelse om, at man ikke er i nuet, men at man træffer beslutninger på autopilot. Men hvis den bliver ved, eller ikke går væk, så kan det være en god idé at opsøge hjælp.

Behandling af uvirkelighedsfølelse

Man kan behandle visse tilfælde af uvirkelighedsfølelse ved brug af psykoterapi. Jeg har selv set en række eksempler på uvirkelighedsfølelse på min egen klinik, men altid i forbindelse med noget andet. Når en persons stressniveau stiger meget pludseligt, ser man nogle gange uvirkelighedsfølelsen komme snigende. Typisk har jeg set dette hos mennesker med angst, depression eller tidligere chok eller traumer. Desuden kan uvirkelighed være en markør for et ildevarslende stressniveau hos mennesker med tendens til mikropsykotiske episoder. Men engang imellem er der altså også bare tale om almindelig automatisering af velkendte procedurer. Jeg har oplevet, at psykoterapi påvirker problemet, og at det går væk, når årsagen behandles.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Depression: Når tristheden trækker os i kulkælderen

Depression

(Når tristheden trækker os i kulkælderen)

Ved depression forstås en affektiv sindslidelse, præget af:

→ Nedtrykthed og tristhed (jf. affektiv dysregulering).

→ Nedsat glæde, lyst og interesse.

→ Nedsat energi og øget trætbarhed.

→ Tankebesvær og koncentrationsbesvær.

→ Irritabilitet og lav frustrationstolerance.

→ Søvnforstyrrelser, tit øget søvntrang eller søvnbesvær.

→ Appetit- eller vægtændringer og forstyrret spisning.

→ Seksuelle problemer, deriblandt nedsat sexdrift.

→ Social tilbagetrækning og hæmning.

→ Tendens til at føle sig tom eller håbløs.

→ Ubeslutsomhed, tvivl og forvirring.

→ Nedsat selvtillid, selvfølelse og lavt selvværd.

→ Tendens til selvbebrejdelse og skyldfølelse.

→ Forvrænget og pessimistisk tænkning.

→ Negativt tankemylder og ruminationer.

→ En følelse af indre uro.

→ Mørke tanker om død eller selvmord.

→ Lyst til eller tanker om selvskade.

Melankolske depressioner er værre og inkluderer:

→ Svækket emotionel reaktivitet.

→ Tidlig opvågnen (mindst to timer før).

→ Betydelig morgenforværring.

→ Endnu kraftigere symptomer (alle ovenstående).

Depression deles i let, moderat og svær grad, og endvidere findes der en variant, hvor der forekommer psykotiske træk. Hvis personen kan fortsætte daglige aktiviteter uden større besvær, er depressionen let; hvis de kan klares med besvær, er den moderat. Hvis de slet ikke kan klares, er den svær. Behandleren skal holde øje med, om det er en tilbagevendende tilstand. [WHO (1994/2018): F32.0-2, s. 87-89; (APA) 2013: Sec. 2, 296.2x, pp. 160-162; Hougaard (1998): Kap. 3, s. 166, 171; Cullberg (1999): Kap. 33, s. 314-320]

Der findes to hovedtyper af depression: En non-reaktiv eller endogen depression er en strengt biokemisk depression. Den skyldes normalt manglende optagelse af signalstofferne serotonin og/eller dopamin og menes at være forårsaget af neurologiske afvigelser. Den anden type, som jeg har set mange af, er den reaktive eller exogene depression, som har en oprindelse i ydre begivenheder i personens liv. Den er "reaktiv", fordi den forekommer som reaktion på skift i personens liv eller miljø. For eksempel kan den skyldes, at man er blevet skilt, at man er flyttet, at man føler sig ensom, at man har mistet et kæledyr, at man føler sig utilstrækkelig, at selvværdet er lavt, at karrieren har lidt et knæk, at man er stresset osv.

Depression findes blandt andet i varianterne dysthymi, cyklothymi og neurasteni. Derudover ses også hyppigt fødselsdepression, både hos mænd og kvinder. Også nedtrykthed om vinteren, såkaldt vinterdepression, er meget udbredt i Skandinavien. Depression ses også meget tit som reaktion på eftervirkningerne af stress.

Depression forekommer også ofte, når en person lider af eksistentielle problemer.

Depression hænger næsten altid sammen med lavt selvværd og ses ofte i forbindelse med angstlidelser, såsom socialfobi, agorafobi, dependens, separationsangst eller evasiv personlighedsstruktur. Depression er også meget udbredt hos mennesker med neurodivergens, dvs AD(H)D eller autisme. Dertil ses også ofte ensomhed hos deprimerede mennesker.

Alle disse tilstande er sædvanligvis gode at behandle med psykoterapi.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøget på at selvmedicinere mod depression.

Depression er også et delelement i for eksempel bipolar affektiv sindslidelse og flere andre alvorlige problemer. Behandleren skal være i stand til at opsnappe om, der er tale om en alvorligere forstyrrelse.

Behandling af depression

Depression er den mest hyppige lidelse, jeg ser i min praksis. Psykoterapi er en god behandling til langt de fleste former for depression. Depression kommer ikke af sig selv. Den "angriber" ikke nogen, men er et resultat af mekanismer inde i personen. Behandlingen går ikke primært ud på at opmuntre eller trøste, men snarere på at bearbejde de dybere årsager, standse den uhensigtsmæssige fortolkning af verden og skabe et nyt perspektiv, som er konstruktivt og bæredygtigt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hougaard, Esben (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.