Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD): Når indre kaos fører til ydre kontrol

OCD: Obsessiv-kompulsiv tilstand

(Når indre kaos fører til ydre kontrol)

Ved obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) forstås en lidelse, præget af:

→ Vedvarende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

→ Tankerne og handlingerne er ufrivillige, tidskrævende og tilbagevendende.

→ Tankerne og handlingerne medfører ingen glæde eller nydelse.

→ Personen forsøger ofte at bekæmpe indskydelserne uden held.

Symptomer, der knytter sig til tvangstanker:

→ Idéer, tankebilleder eller indskydelser, som gentager sig på stereotyp vis.

→ Tankerne kan være pinagtigt generende.

→ Tankerne er tit aggressive, seksuelle eller handler om selvskade.

→ Forsøg på at afvise tankerne er ikke succesfulde.

→ Personen erkender tankerne som sine egne, selvom de er ufrivillige.

→ Personen anser tankerne som sygelige.

Symptomer, der knytter sig til tvangshandlinger:

→ Stereotyp adfærd, som gentages igen og igen.

→ Handlingerne er ikke behagelige og tit ikke nyttige.

→ Handlingerne er tit knyttet til at forhindre en usandsynlig frygtet begivenhed.

→ Den frygtede begivenhed indebærer tit risiko for skade af personen eller andre.

→ Personen anser selv adfærden som meningsløs og ineffektiv.

→ Handlingerne neutraliserer tvangstankerne.

→ Modarbejdelse af tilskyndelserne forværrer angsten.

→ Handlingerne omhandler ofte bestemte temaer:

→ Obsessiv rengøring eller håndvasken.

→ Obsessiv organisation eller tællen.

→ Obsessiv tjekken om døre er låst, lyset er slukket, ovnen er slukket etc.

→ En følelse af ufuldendthed, hvis handlingen ikke udføres.

Personens grad af indsigt og erkendelse er vigtig i forhold til prognoser. Nogle gange ses udløsende begivenheder eller steder. Adfærden er nogle gange forbundet med undgåelse af panikanfald.

Dynamisk spekuleres der i, at lidelsen nogle gange skyldes begrænset udfoldelse pga. stærk forældrekontrol. Der foreligger tit sekundærgevinst. Desuden forekommer der tit rituel (magisk) adfærd. Tilstanden kan udvikles via fiksering (regression til et tidligere udviklingspunkt) eller fra tvangspræget personlighedsstruktur.

Træk fra den tvangsprægede personlighedsstruktur kan være fremherskende (for eksempel perfektionisme, overdrevet ansvar, overvurdering af trusler, intolerance for usikkerhed etc.). Den tvangsprægede struktur karakteriseres af bestemte træk: Hos personen er intellektet fremherskende i forhold til det emotionelle; personen er præget af ordentlighed og stædighed. Der forekommer tit angst for uorden og kaos. Personen foretrækker regelmæssigheder og rubricering. Nogle tvangsprægede mennesker skjuler evt. snavs og ragelse bestemte steder. Personen, som lider af problemet, er ofte plaget af pinefuld ubeslutsomhed. Uordentlighed og overskridelse af grænser vækker typisk angst. Personen er præget af frygt for at miste kontrollen og blive oversvømmet af ustrukturerede elementer.

Barndomsmæssigt ses ofte, at stærke behov for udfoldelse er blevet bremset i tidlige leveår via ros og trusler. Personen har ikke lært egne grænser at kende; derfor opleves sådanne fænomener som afskyelige. Der er i udviklingen af OCD tit både tale om arv og miljø; grundfaktorerne inkluderer tidlig intellektuel udvikling koblet med emotionel udvikling, der sakker bagud.

Obsessionerne er pinefulde, når de har aggressivt indhold: de repræsenterer forbudte behov og opleves uden mening for personen; hos psykotikere og borderline er ønskerne tættere på overfladen. Obsessioner bliver, modsat vrangforestillinger, opfattet som sygelige af personen selv.

Undladelse af tvangshandlingerne udløser angst; som forsvar er tvangsneurose en distraktion, men i grelle tilfælde mod psykotiske gennembrud. De fobiske træk udtrykker en organisering af tvangstankerne, og ved ægte fobi er der ingen forestillinger om, hvorfor angsten dukker op der.

Den magiske tankegang karakteriserer 2-3-årige og udtrykker en fiksering på grund af tryk fra ubevidste angstfremkaldende forestillinger.

De hyppigste forsvarsmekanismer ved OCD er affektisolering og intellektualisering; ved mildere tilfælde ses oftere reaktionsdannelse og forskydning.

Graden af emotionel hæmning og stivhed er vigtig, når man skal tænke i prognoser. Tilstanden udvikles ikke altid via tvangspræget karakter, men kan ses som regression til et tidligere stadium. Driften, som fortrænges ved mild tvangsneurose, er aggressivitet; personen har tit svært ved at føle og udtrykke varme eller kærlige følelser. Det er essentielt, om personen kan føle lidelse og smerte.

Mange blander OCD sammen med generaliseret angst, kropsdysmorfi, samlermani, trikotillomani, pica, hudplukning, spiseforstyrrelser (såsom anoreksi eller bulimi), impulsforstyrrelse, hypokondri, svær depressiv forstyrrelse, skizofrene vrangforestillinger, psykotiske forstyrrelser (for eksempel skizofreni) såvel som autisme. [WHO (1994/2018): F42, s. 104-105; APA (2013): Sec. 2, 300.3, pp. 237-239; Cullberg (1999): Kap. 12, s. 144-148]

Der indgår ofte enkelfobier i symptombilledet hos folk, der lider af OCD. Det kan for eksempel inkludere frygt for bakterier, snavs, rod, uorden etc. Derfor skal man altid undersøge enkelfobier i kontekst af personens øvrige problemer.

Man skal have tungen lige i munden, når man arbejder med klienter med OCD, især i de indledende samtaler. Fordi OCD-symptomer forekommer som forsvar mod psykotiske sammenbrud hos mennesker, der er svært depressive, traumatiserede, stressede, i kraftigt søvnunderskud etc. Problemet forekommer også især hos mennesker, der har øvrige lidelser, som påvirker personlighedsstrukturen, for eksempel emotionel ustabilitet/borderline, narcissisme eller dyssocialitet og skizotypi (selvom det ikke klassificeres som en personlighedsforstyrrelse i Danmark), så kræver det ekstrem grundighed i vurderingen, før man begynder at behandle de obsessiv-kompulsive symptomer. Hvis man fjerner disse hos en person, der har mikropsykotiske episoder, så forværrer man deres situation betydeligt.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet. Misbruget eller afhængigheden kan på overfladen fremstå som hovedproblemet.

Behandling af OCD

OCD kan behandles ved brug af ren psykoterapi. 

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Omsorgssvigt: Når omsorgspersonerne fejler

Omsorgssvigt

(Når omsorgspersonerne fejler)

I første omgang defineres omsorgssvigt normalt som "fravær af omsorg". En definition af begrebet om omsorgssvigt kræver således, rationelt nok, at man til en vis grad forstår, hvad "omsorg" overhovedet handler om.

Hvad er omsorg?

Ved omsorg forstås overordnet evnen til at "kunne tage vare på" eller "tage ansvar for" et andet menneske. Omsorg beskriver den situation, hvor en voksen føler tilknytning til barnet, en tilknytning som foranlediger, at personen søger at sikre barnets overlevelse, udvikling og tryghed. [Brørup et al (1999): Kap. 3, s. 61]

Omsorg er en særlig relation, hvori det ene menneske retter sin opmærksomhed mod det andet menneske og handler på en måde, som dette menneske har brug for. I omsorgen tjener det ene menneske det andets velbefindende. Det grundlæggende er omtanke, opmærksomhed, lydhørhed, indfølingsevne og imødekommenhed. Dertil kommer interessen for, og engagementet i, det andet menneske.

Ved omsorgsbehov forstås barnets behov for et voksent menneskes opmærksomhed, interesse og sensitivitet og lydhørhed over for barnets udtryk og signaler, og som vil handle ud fra omsorgen for at sikre dets velbefindende og udvikling. [Hansen et al (1971/1993): s. 279]

Heraf kan vi udlede, at omsorgssvigt, i relationen mellem voksne og børn indebærer omsorgspersonens manglende evne til at tage vare på barnet, manglende evne til at tage ansvar for barnet og en manglende tilknytningsfølelse hos omsorgspersonen, der ellers ville gøre barnets overlevelse, udvikling eller tryghed til højeste prioritet.

Tilstrækkelig omsorg: tre punkter

Vi kan zoome mere ind på begrebet om omsorg. Omsorg ses undertiden opdelt i tre væsentlige kategorier, som udgør begrebet tilstrækkelig omsorg. Vi har allerede berørt disse faktorer i ovenstående tekst. De tre punkter er:

(1) Pasning, pleje og tilsyn og overvågning

Omsorg indebærer kvalitativt tilstrækkelig pasning og pleje af barnet, hvor især tilsyn og overvågning indgår som bestanddele. Omvendt indebærer omsorgssvigt på dette punkt, at barnet ikke passes eller plejes, eller at barnet ikke overvåges tilstrækkeligt.

Eksempler på svigt: Barnet får ikke nok at spise, barnet fryser i hjemmet, barnet bliver ikke vasket tilstrækkeligt, barnet efterlades alene i for lang tid ad gangen.

(2) Stimulation og aktivering

Omsorg indebærer en kvalitativt tilstrækkelig stimulation af barnet, hvor især aktivitetsniveau, indhold og barnets intellektuelle udvikling er centrale. Omsorgssvigt indebærer, at barnet ikke stimuleres i passende grad. Det skal siges, at det både kan inkludere for lidt og for meget aktivitet omkring barnet.

Eksempler på svigt: Barnet interagerer ikke nok med de voksne, der bliver ikke talt nok til barnet, barnet undervises ikke i ord og fakter.

(3) Tilknytning

Omsorg indebærer tilstrækkelig tilknytning, hvor emotionel udvikling, tryghed og tillid er centrale. Omsorgssvigt indebærer, at tilknytningen ikke bliver tryg, men at den bliver utryg. Den kan være utryg på tre forskellige måder: undvigende, ambivalent eller desorganiseret.

Yderligere fire kategorier

Vi har nu udfoldet det basale i begrebet om omsorg og omsorgssvigt. Men der findes også en anden, og mere præcis, måde at anskue det på. Denne tilgang tager udgangspunkt i to begrebspar: Omsorgssvigtet kan både være fysisk og psykisk, og det kan være aktivt og passivt. Det giver anledning til fire øvrige kategorier af omsorgssvigt.

(a) Aktivt fysisk omsorgssvigt

Ved aktivt fysisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne direkte skader barnet fysisk, for eksempel ved at slå, nive eller skubbe. Det kaldes også mishandling. Omsorg indebærer altså, at man ikke mishandler barnet.

(b) Passivt fysisk omsorgssvigt

Ved passivt fysisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne ignorerer barnets tarv og behov i en sådan grad, at barnets helbred trues, or eksempel ved at sætte barnet på gaden, ikke give dem mad nok eller lade dem bo i sundhedsskadelige omgivelser. Det kaldes også for vanrøgt. Omsorg indebærer altså, at man forsyner barnet med et trygt miljø, tilstrækkelig nærende føde etc.

(c) Aktivt psykisk omsorgssvigt

Ved aktivt psykisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne udsætter barnet for skadelige handlinger, der ikke er af fysisk karakter, for eksempel at barnet udsættes for psykisk vold eller manipulation, trues, nedgøres, bliver ignoreret eller passes af uansvarlige stedfortrædere, for eksempel psykisk voldelige bedsteforældre. Omsorg indebærer altså, at barnet ikke udsættes for den slags nedgørelse eller fanges i en giftig stemning.

(d) Passivt psykisk omsorgssvigt

Ved passivt psykisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne er ude af stand til at være psykisk nærværende, ikke er i stand til at aflæse barnets signaler eller ikke viser den fornødne kærlighed eller ømhed. Typisk er forældrene her psykisk syge eller misbrugere. Omsorg indebærer altså, at barnets behov og signaler bliver læst i en tilstrækkelig grad.

Konsekvenser af omsorgssvigt

Omsorgssvigt kan blandt andet resultere i, at barnet senere i livet får problemer med at udtrykke sine følelser, kommer til at lide af personlighedsforstyrrelser eller har en lav frustrationstærskel. Det kan være svært at behandle, når det følger med i voksenlivet. [Fjordbak (2016): Kap. 3, s. 63-64] Dertil kan også nævnes lavt selvværd, affektiv dysregulering, mentaliseringsproblemer eller identitetsproblemer.

Opsamling: Hvad er omsorgssvigt

Et "worst case scenario" indebærer altså følgende: at omsorgspersonen ikke har kunnet tage vare på eller ansvar for barnet, og at barnets overlevelse, udvikling og tryghed ikke blev sikret tilstrækkeligt. Barnet er ikke blevet passet og plejet; barnet er ikke blevet tilset og overvåget (1). Barnet er ikke blevet stimuleret og aktiveret (2). Barnet har ikke været tilknyttet på en tryg vis, blev hæmmet i sin emotionelle udvikling og udviklede mistillid (3). Barnet er blevet mishandlet fysisk (a). Barnet er blevet vanrøgtet (b). Barnet er blevet udsat for psykisk vold (c). Barnet er blevet passet af mennesker, der ikke kunne aflæse signaler, vise kærlighed eller omsorg, og som derfor ikke har kunnet opfylde dets behov. (Heldigvis ses sådanne ekstreme tilfælde ikke så ofte længere.)

Mildere omsorgssvigt kan føre til prædisponering for at udvikle problemer med angst, depression, OCD eller øvrige problemer. Meget alvorlige omsorgssvigt kan føre til alvorlige psykiske problemer, som påvirker personlighedens måde at fungere på, som nævnt ovenfor, deriblandt i den lettere ende, ængstelig/evasiv personlighedsstruktur, tvangspræget personlighedsstruktur, dependent personlighedsstruktur eller mildere tilfælde af histrionisk personlighedsstruktur. Dog ses også, i den slemmere ende, emotionelt ustabil personlighedsstruktur, dyssocial personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur, skizoid personlighedsstruktur eller paranoid personlighedsstruktur. Dertil ses også risiko for at udvikle skizotypisk sindslidelse, skizofreni, skizo-affektiv forstyrrelse, PTSD eller øvrige alvorlige problemer.

Præcisering

Man skal for en god ordens skyld nævne, at omsorgssvigt kræver et mønster af den upassende adfærd fra omsorgspersonerne. Det er ikke nok at udpege individuelle begivenheder, hvor barnet for eksempel blev svigtet på ét af punkterne. Et barn tager ikke permanent skade af ikke at få nok at spise en enkelt dag. Men hvis det varer ved, så kan der opstå et svigt, som resulterer i skade på barnets psyke (og krop).

Præcisering, igen

Der findes mange andre tegn på omsorgssvigt. Og det skal også siges, at man sagtens kan udvikle ovenstående problemer uden at have været udsat for omsorgssvigt.

Afslutning

Her på bloggen vil jeg i kommende tid skrive en serie af indlæg, der relaterer sig til begrebet om omsorgssvigt. Du kan også overveje at læse mit blogindlæg om utryg tilknytning.

Omsorgssvigt fra barndommen kan behandles ved brug af psykoterapi. Jeg har behandlet mange mennesker med sådanne prægninger. Prognoserne plejer at være gode.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur:

• Brørup, Mogens / Hauge, Lene / Lyager Thomsen, Ulrik: Den nye psykologihåndbog. København: Nordisk Forlag A/S, 1999. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-00-39756-3.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Hansen, Mogens / Thomsen Poul / Varming, Ole: Psykologisk-pædagogisk ordbog. Samlerens Bogklub. København: Nordisk Forlag A/S, 1971. 9. udgave, 1993. ISBN: 87-00-54217-2.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse: Når trodsigheden taler

Oppositionel adfærdsforstyrrelse

(Når trodsigheden taler)

Ved oppositionel adfærdsforstyrrelse forstås en form for adfærdsforstyrrelse, der er præget af:

→ Udtalt lydighedsnægtelse.

→ Aktiv eller passiv trodsighed.

→ Fjendtlig adfærd.

→ Modstand mod at følge regler.

→ Tendens til at være argumentativ med autoritetsfigurer.

→ Irritabelt humør, vrede og bitterhed.

→ Bevidst irritation af andre.

→ Bebrejdelse af andre for personens egne fejl eller dårlige adfærd.

→ Tendens til hævngerrighed eller ondskabsfuldhed.

→ Flere forekomster af adfærden om ugen.

Forstyrrelsen optræder mest hos mindre børn og omfatter ikke mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd. Alvorsgraden angives efter, hvor mange miljøer problemet forekommer i. [WHO (1994/2018): F93.3, s. 177; APA (2013): Sec. 2, 313.81, pp. 462-463]

Læs eventuelt mere om adfærdsforstyrrelser, dyssocial personlighedsstruktur eller anomi. Der ses også eksempler på trodsighed, som mere er beslægtet med ubehag hos mennesker med neurodivergens, for eksempel autisme-spektrum-forstyrrelse eller AD(H)D.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse indikerer affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Panikangst: Når alarmsystemet overopheder

Panikangst

(Når alarmsystemet overopheder)

Ved panikangst forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Tilbagevendende anfald af svær og panisk angst.

→ Anfaldene inkluderer en pludselig stigning af intens frygt eller ubehag.

→ Anfaldet når normalt et klimaks indenfor få minutter.

→ Anfaldene kan være forbundet med specifikke udløsende situationer.

→ Anfaldene er ofte ikke begrænsede til særlige situationer eller omstændigheder.

→ Anfaldene optræder ofte uforudsigeligt og uventet fra en rolig tilstand.

→ Anfaldene kan også opstå fra en ængstelig tilstand.

→ Uvirkelighedsfølelse i forbindelse med anfaldet.

→ Frygt for at miste kontrollen.

→ Frygt for at blive sindssyg.

→ Frygt for at besvime.

→ Eventuel dødsangst.

→ Bekymring for at få flere panikanfald.

→ Bekymringer omkring, hvad anfaldene betyder.

→ Katastrofetanker.

Hyppighed af anfaldene:

→ Moderat panikangst indebærer ét anfald om ugen.

→ Svær panikangst indebærer panikanfald de fleste dage.

→ Problemet skal have varet en måned.

Kropslige symptomer ved panikanfald:

→ Hjertebanken.

→ Trykken i brystet.

→ Kvælningsfornemmelse.

→ Rysten.

→ Svimmelhed.

→ Sveden.

→ Kvalme.

→ Uro i maven.

→ Kuldegysninger.

→ Hedeture.

→ Følelsesløshed i kroppen.

→ Prikkende fornemmelser.

Der opstår en ond cirkel, hvor de udløsende stimuli, den oplevede trussel, de ængstelige forventninger, de kropslige fornemmelser og katastrofetankerne om reaktionen sammen forværrer tilstanden. Typisk vil øget opmærksomhed på de kropslige reaktioner også forværre katastrofetankerne, som igen forværrer angsten.

Mange blander panikangst sammen med socialfobi, enkelfobi, generaliseret angst, dependens, evasiv personlighedsstruktur, traumer, PTSD, separationsangst og OCD. (Panikangst kan forekomme som delsymptom ved alle disse.) [WHO (1994/2018): F41.0, s. 100-101; APA (2013): Sec. 2, 300.01, pp. 208-210; Cullberg (1999): Kap. 10, s. 117; Hougaard (1998): Kap. 3, s. 174-177]

Panikangst er altid et symptom på noget andet, for eksempel, som nævnt ovenfor, delsymptom ved angst. Man ser også angstanfald som et muligt delsymptom ved svær stress.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet. 

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad). Det gælder især ved panisk angst. Der ses også tit en lav frustrationstolerance.

Behandling af panikangst

Psykoterapi er ofte effektiv som behandling af panikangst. Panikangst behandles typisk på overfladen ved brug af bestemte teknikker, der skaber afstand til og kontrol over symptomerne. I dybden kræver sand helbredelse, at man finder årsagen til anfaldene og får dem bearbejdet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Parafili: Når vores seksualitet afviger fra normen

Parafili

(Når vores seksualitet afviger fra normen)

Ved parafili forstås en gruppe af seksuelle "afvigelser", præget af:

→ Atypiske seksuelle behov eller lyster, som afviger fra "normen".

→ Forkærlighed for bestemte aktiviteter, der er "specielle".

→ Tilstedeværelse af bestemte, udprægede kinks eller fetishes.

En nyere tilføjelse (der specificerer problemområder):

→ Den atypiske seksuelle udfoldelse skaber problemer.

→ Lysterne går på en eller anden måde ud over det hensigtsmæssige.

→ Lysterne eller adfærden skaber betydelige frustrationer.

→ Frustrationerne kan påvirke personen selv eller andre.

→ I værste tilfælde indeholder lysterne et "offer" (ingen samtykke).

Begrebet "parafili" kan altså bruges på to måder: (1) Som betegnelse for en kink, fetish eller seksuel forkærlighed for noget specielt. (2) Som en problematisk afvigelse, der er uhensigtsmæssig.

I første brug af begrebet er det ikke problematisk, men bare "anderledes". I den anden brug af begrebet er en parafili altid problematisk.

Jeg bruger i dette blogindlæg i første omgang ordet "parafili" bredt til at betegne alle former for udbredte seksuelle forkærligheder, både uskadelige og skadelige. I sidste ende er det kun bestemte parafilier, der kan klassificeres som mentale problemer.

Denne kategori adskiller sig fra seksuelle forstyrrelser, der er mere funktionelle af karakter. De seksuelle forstyrrelser omfatter for eksempel rejsningsbesvær eller manglende sexlyst.

Nedenfor er der tilføjet en række specifikationer, der kan beskrive typen af kink, fetish eller parafili.

(1) Partialisme (kropsdele):

→ Seksuelt fokus på specielle eller atypiske kropsregioner.

→ Det kan diskuteres, hvad der er "ikke-seksuelle" regioner.

→ Teknisk set er alt andet end kønsdele "ikke-seksuelle".

→ Mazofili: Forkærlighed for bryster.

→ Pygofili: Forkærlighed for bagdelen.

→ Orisofili: Forkærlighed for læber.

→ Cheirofili: Forkærlighed for hænder.

→ Alvinofili: Forkærlighed for maven.

→ Crurofili: Forkærlighed for ben.

→ Podofili: Forkærlighed for fødder.

→ Maschalagnia: Forkærlighed for armhuler.

→ Trichofili: Forkærlighed for hår.

(Partialisme er yderst udbredt, især hos mænd.)

(2) Objektfetishisme:

→ Behov for seksuel omgang ifm. brug af bestemte genstande/materiale.

Eksempler på genstande/materiale:

→ Silke, fløjl eller andet blødt materiale.

→ Gummimateriale, latexmateriale.

→ Uniformer, kostumer, bestemt beklædning.

→ Sko, støvler, strømpebukser, sokker.

→ Kulde- eller varmeinducerende genstande.

→ Metallisk materiale, glasmateriale.

→ Genstande anvendt: dildoer, pisk, håndjern, gabestok etc.

(3) Situationel fetishisme:

→ Behov for bestemte situationer eller imiterede situationer.

→ Sex med risiko for at blive opdaget.

→ Sex med upassende konnotationer (f.eks. utroskab, stor aldersforskel).

→ Sex med asymmetrisk magtfordeling (f.eks. masochisme).

→ Sex med elementer af rollespil (f.eks. chef/ansat, lærer/studerende).

(4) Lokalitetsorienteret fetishisme:

→ Behov for seksuel aktivitet på bestemte lokaliteter eller steder.

Eksempler på steder:

→ I køkkenet.

→ I skoven.

→ I haven.

→ På stranden.

→ I parker.

→ På offentlige steder.

→ På arbejdspladser.

→ I kopirummet.

→ På lagereret.

→ På skolen.

→ På kirkegårde.

→ På chefens kontor.

→ På gaden.

→ I andres huse.

→ På parkeringspladser.

→ I biler, busser, toge etc.

→ På klubber, diskoteker eller barer.

→ I banken.

→ I kirken.

→ På lægeklinikken eller hospitalet.

→ I fængslet.

→ På politistationen.

(5) Tiltrækning af bestemte typer mennesker (og andet):

→ Abasiofili: Tiltrækning af fysisk handicappede mennesker.

→ Acrotomofili: Tiltrækning af mennesker med amputationer.

→ Adiopofili: Tiltrækning af overvægtige mennesker.

→ Androfili: Tiltrækning af mænd.

→ Andromimetofili: Tiltrækning af transkønnede mænd.

→ Anililagnia: Tiltrækning af ældre kvinder.

→ Gerontofili: Tiltrækning af ældre mennesker.

→ Gynandromorfofili: Tiltrækning af transkønnede kvinder.

→ Gynefili: Tiltrækning af kvinder.

→ Hybristofili: Tiltrækning af stærkt kriminelle, især voldelige.

→ Hebefili: Tiltrækning af børn i tidlig pubertet.

→ Infantofili: Tiltrækning af børn under fem år.

→ Maisesiofili: Tiltrækning af gravide kvinder.

→ Nekrofili: Tiltrækning af lig / døde mennesker.

→ Pædofili: Tiltrækning af børn under pubertetsalder.

→ Teratofoli: Tiltrækning af deforme mennesker.

→ Xenofili:  Tiltrækning af eksotiske mennesker og kulturer.

→ Zoofili: Tiltrækning af ikke-menneskelige dyr.

(Åbenlyst er flere af disse problematiske.)

(6) Tiltrækning af bestemte objekter/situationer (et nærmere blik):

→ Asphyxiofili: Ophidselse i forbindelse med at blive kvalt eller kvæle.

→ Algolagnia: Ophidselse i forbindelse med smerte i kønsdele.

→ Amaurofili: Ophidselse i forbindelse med ikke at kunne se.

→ Antropofagisme: Ophidselse i forbindelse med at indtage menneskekød.

→ Autoandrofili: Ophidselse i forbindelse med fantasier om at være en mand.

→ Autassassinofili: Ophidselse i forbindelse med farlige situationer.

→ Autogonastifili: Ophidselse i forbindelse med at blive filmet/være på scene.

→ Autogynefili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være en kvinde.

→ Autopædofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være et barn.

→ Biastofili/raptofili: Ophidselse i forbindelse med voldtægt.

→ Ble-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at bære ble.

→ Bondage: Ophidselse i forbindelse med at blive bundet.

→ Candaulisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sin partner for andre.

→ Capnolagnia: Ophidselse i forbindelse med rygning.

→ Chremastistofili: Ophidselse i forbindelse med at blive røvet eller bestjålet.

→ Cuckolding/troilisme: Ophidselse i forbindelse med at se partner med en anden.

→ Dakryfili: Ophidselse i forbindelse med gråd under sex.

→ Emetofili: Ophidselse i forbindelse med opkast.

→ Eproctofili: Ophidselse i forbindelse med tarmluft.

→ Erotofonofili: Ophidselse i forbindelse med med mord.

→ Exhibitionisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sig for andre.

→ Fecofili/scatofili: Ophidselse i forbindelse med afføring.

→ Feederisme: Ophidselse i forbindelse med fodring og vægtforøgelse.

→ Fornifilia: Ophidselse i forbindelse med at blive brugt/bruge andre som møbel.

→ Fribrug: Ophidselse i forbindelse med at blive "brugt" seksuelt.

→ Frotteurisme: Ophidselse i forbindelse med at gnubbe sig imod andre (uden samtykke).

→ Hoplofili: Ophidselse i forbindelse med skydevåben.

→ Katopronofili: Ophidselse i forbindelse med at spejle sig.

→ Kleptofili: Ophidselse i forbindelse med tyveri eller at stjæle.

→ Klismafili: Ophidselse i forbindelse med lavementer.

→ Kronofili: Ophidselse i forbindelse med store aldersforskelle.

→ Laktofili/galaktofili: Ophidselse i forbindelse med brystmælk eller dien.

→ Liquidofili: Ophidselse i forbindelse med at have kønsdele i væske.

→ Masochisme: Ophidselse i forbindelse med ydmygelse, lidelse, mishandling etc.

→ Materialefetishisme: Ophidselse i forbindelse med materiale, fx gummi, læder.

→ Mechanofili: Ophidselse i forbindelse med maskiner, især biler.

→ Menofili: Ophidselse i forbindelse med menstruation.

→ Morphofili: Ophidselse i forbindelse med bestemte kropsformer og størrelser.

→ Mucofili: Ophidselse i forbindelse med slim.

→ Mysofili: Ophidselse i forbindelse med snavs eller beskidte ting.

→ Narratofili: Ophidselse i forbindelse med obskøne ord ("dirty talk").

→ Odaxelagnia: Ophidselse i forbindelse med at bide eller blive bidt.

→ Olfaktofili: Ophidselse i forbindelse med ubehagelige lugte.

→ Omorashi: Ophidselse i forbindelse med, at der tisses i bukserne.

→ Parafilisk infantilisme: Ophidselse i forbindelse med med at lege baby.

→ Partialisme: Ophidselse i forbindelse med med kropsdele (se ovenfor).

→ Piktofili: Ophidselse i forbindelse med porno eller erotisk kunst.

→ Piquerisme: Ophidselse i forbindelse med at penetrere andres hud.

→ Pyrofili: Ophidselse i forbindelse med ild (jf. pyromani).

→ Pædovestisme: Ophidselse i forbindelse med at klæde sig barnagtigt.

→ Sadisme: Ophidselse i forbindelse med at kontrollere, påføre andre lidelser eller ydmygelse.

→ Salirofili: Ophidselse i forbindelse med at besmudse andre.

→ Sitofili: Ophidselse i forbindelse med situationer med mad.

→ Sko-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med sko (specielt højhælede).

→ Somnofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at sove under sex.

→ Sthenolagnia: Ophidselse i forbindelse med muskler og styrke.

→ Stigmatofili: Ophidselse i forbindelse med kropspiercinger og tatoveringer.

→ Symforofili: Ophidselse i forbindelse med at bevidne eller arrangere katastrofer.

→ Knismolagnia: Ophidselse i forbindelse med at kilde eller selv blive kildet.

→ Transvestisk fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at påføre sig det andet køns tøj.

→ Timofili: Ophidselse i forbindelse med rigdom og social status.

→ Urolagnia: Ophidselse i forbindelse med urinering.

→ Voyerisme: Ophidselse i forbindelse med at se andre nøgne eller have sex.

(Flere af disse er åbenlyst også problematiske.)

[WHO (1994/2018): F65.0-4, s. 148-149; APA (2013): Sec. 2, 302.2-4, 302.8x, pp. 689-695, Wikipedia]

De problematiske parafilier

Det burde fremgå at visse af disse ovenstående parafilier er skadelige, ulovlige eller har et offer. Derfor er de moralsk problematiske og personen bør gå i behandling for det. Når parafilien kræver, at der er en person, der udsættes for noget, de ikke giver (eller ikke kan give) samtykke til, er der tale om en problematisk lyst.

Det kan også være, at de seksuelle lyster er begyndt at fylde for meget, kommer i vejen for et godt samliv eller på anden måde generer personen eller andre. I så fald kan alle de ovennævnte kinks eller fetishes blive "for meget".

Det er også en mulighed, at personen skammer sig meget over sine seksuelle lyster. I nogle tilfælde er der tale om en skam, der er ude af proportion, måske på grund af lavt selvværd eller skyld. I andre tilfælde er der en reel grund til skammen, der er forståelig nok.

De uproblematiske parafilier

Men i langt de fleste tilfælde er en kink eller fetish ganske neutral eller godartet. Mange betragter kinks som en mulighed for at fordybe sig i alternative seksuelle glæder. En kink kan være en kilde til megen tilfredsstillelse.

Vi bør ikke udskamme folk, der har uskadelige kinks.

Sexpositivet er en god ting

Det er komplet normalt at have en kink eller fetish. Næsten alle har et eller andet "specielt", der får deres hjerte til at banke lidt hurtigere. Vi er heldigvis også på vej mod et samfund, der er mere "sexpositivt" og giver rum til at folk kan have forskellige lyster. I sig selv er der således ingenting galt med at have en kink eller fetish eller bestemte seksuelle lyster, der "afviger" fra normen. At "afvige" betyder ikke at være "afsporet" eller "forkert". Der er ikke tale om en parafili hvis lysterne kan inkorporeres med seksuelt kompatible personer, som nyder eller i det mindste ikke lider mismod over aktiviteterne.

Det er også derfor, at mange ikke bruger begrebet "parafili" om uproblematiske kinks eller fetishes. Såkaldt kink-shaming er ved at gå af mode.

Sexpositivitet kan også tage overhånd

Det er vigtigt at fremhæve, at det "parafiliske" betyder, at adfærdens atypiske karakter skaber problemer, gener, frustrationer eller skader parterne, deriblandt enten personen selv, seksuelle partnere eller begge. For at skabe en genvej, fremhæver jeg om og om igen, at der ikke må være et "offer" i aktiviteterne. Aktiviteterne skal være frivillige og ikke opstået gennem for eksempel psykisk vold eller manipulation. En ret sikker markør er, om personen oplever stærke negative følelser i forbindelse med sin seksualitet. Er der en ubalance? En uproblematisk kink eller fetish føles behagelig. Den ledsages ikke af en mørk skygge. Når vi kan mærke, at der er noget "galt", bør vi stoppe op og reflektere.

Læs eventuelt mere om seksuelle forstyrrelser.

Behandling af parafilier

Kinks og fetishes er i langt de fleste tilfælde ikke noget, man skal behandles for. Men i visse tilfælde er de behandlingskrævende.

Hvis der blot er tale om en kink, der tager overhånd, kan psykoterapi, både individuel terapi og parterapi være en god idé. I dette tilfælde er der tale om kobling mellem terapi og sexologi. Det fungerer normalt bedst, når der er en fast seksuel partner at "træne" med. Det vil ofte tage form af en slags adfærdsterapi, der nænsomt omformer sexlivet. Her er der ofte øvrige problemer, der bliver adresseret i samme ombæring. Formålet kan være at reducere kinkens pladsoptag eller at helt udslukke den.

Når der er tale om en "negativ" parafili, en uhensigtsmæssig, generende og/eller moralsk problematisk lyst, er det også nærliggende at behandle det med psykoterapi. Man kan i mange tilfælde opnå en ny forståelse gennem fordomsfri analyse af problemet, og dernæst kan man gennem adfærdsterapi arbejde med at omprogrammere funktionaliteten mere grundlæggende. Det kræver ekstremt meget tillid at afsløre seksuelt afvigende lyster, der direkte er skadelige for andre. Derfor er der mange, der vælger at "kæmpe" med det selv.

Parafilier kan inkludere en stor mængde skam. Det gælder faktisk mange former, selv mange af de udskadelige. Men skamfuldheden er især stærk, når der er tale om impulser til seksuelle akter, der kan kaldes umoralske. Her er det vigtigt at huske, at man ikke bliver til tyv af impulsen til at stjæle, men at tyven defineres af selve tyveriet. Ligeledes gælder det med udlevelsen af seksuelle impulser. Vi defineres ikke kun af vores lyster, men også om vi udlever dem én til én.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Paranoid personlighedsstruktur: Når vagtsomhed er en grundindstilling

Paranoid personlighedsstruktur

(Når vagtsomhed er en grundindstilling)

Ved paranoid personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af følgende træk:

→ Udtalt selvhenføringstendens (tendens til at sætte sig selv i centrum).

→ Mistroiskhed, mistillid og mistænksomhed.

→ Mistanke om, at andre vil udnytte, skade og bedrage.

→ Uberettiget tvivl om andres loyalitet og troværdighed.

→ Sygelig og ubegrundet jalousi, eksempelvis om partneres troskab.

→ Modvillighed mod at betro sig på grund af frygt for ondsindet misbrug af information.

→ Hypervigilans (agtpågivenhed), afskærmende adfærd og hemmelighedsfuldhed.

→ Udtalt overfølsomhed for nederlag og afvisning.

→ Rugen over mulige fornærmelser.

→ Mistydning af neutrale eller venlige handlinger som værende fjendtlige eller nedgørende.

→ Tendens til at bære nag eller være utilgivende.

→ Aggressiv og vedholdende sans for egne rettigheder, tendens til konfrontationer.

→ Tendens til at være stædig, stridbar, rethaverisk og argumentativt indstillet.

→ Tendens til at opfatte sin karakter som under angreb, selvom andre ikke kan se det.

→ Overdreven følelse af eget selvværd og tendens til selvretfærdighed.

→ Tendens til at være svær at komme overens med.

→ Tendens til problemer i nære relationer.

→ Tendens til overbeklagende adfærd og bebrejdelse af andre.

→ Emotionel kulde og fokus på objektivitet og rationalitet.

→ Besvær med at samarbejde med andre.

→ Tendens til at være optaget af magt og rang.

→ Optagethed af konspirationsteorier.

→ Tiltrækning af simple verdensformuleringer, undgåelse af flertydighed.

→ Kan indgå i kultiske sammenhænge med andre, der deler et særligt trossystem.

Der kan eventuelt forekomme mikropsykotiske træk. Personen, der er blevet paranoid, kan eventuelt komme med anklager af personlig art og blive meget konfronterende.

Paranoia indgår også i for eksempel skizofreni og kan også indgå i skizo-affektiv forstyrrelse.

Kognitivt ser man hos paranoide mennesker overudviklede områder angående vagtsomhed, mistillid og mistænksomhed; man ser omvendt underudviklede områder angående sindsro, tillid og accept. [WHO (1994/2018): F60.0, s. 136-137; APA (2013): Sec. 2, 301.0, pp. 649-651; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158]

Når vi taler om en paranoid personlighedsstruktur, så er der tale om en ekstremt udtalt egenskab, som præger hele personens måde at være i verden på. Personen er ofte præget fra barndommen og er utrygt tilknyttet. Lidelsen placeres på det præpsykotiske spektrum. Paranoiaen er normalt mindre udtalt end ved fuldblæst psykose.

Der er altid mening i "galskaben". Paranoia kommer altid et sted fra. Og selvom mistankerne kan virke komplet virkelighedsfjerne og absurde, så er der gode grunde til, at mennesker udvikler denne form for mistillid.

Paranoia ses også hos mennesker, der lider af angst, for eksempel mennesker, der er præget af traumer, og eksempelvis lider af posttraumatisk belastningsreaktion.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Passiv-aggressiv personlighedsstruktur: Når kampen foregår indirekte

Passiv-aggressiv personlighedsstruktur

(Når kampen foregår indirekte)

Ved passiv-aggressiv personlighedsstruktur forstås en mindre udbredt personlighedsforstyrrelse, som ikke findes i de udbredte diagnostiske systemer, men ses i andre systemer. Forstyrrelsen er præget af:

→ Udvisning af passiv modstand uden direkte konfrontation.

→ Udvisning af overfladisk underdanighed, men med indirekte modstand.

→ Modsatrettet kommunikation bestående af undgåelse og aggression.

→ Systematisk sabotage af regler og aftaler uden at der forekommer et åbent opgør.

→ Tendens til at nægte at snakke direkte om konfliktpunkter.

→ Tendens til at give "den kolde skulder", ignorere eller udfryse.

→ Stærk modstand mod krav, kontrol, indblanding og dominans.

→ Emotionel umodenhed.

[Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158]

Man ser tit masochistiske tendenser og altid en umoden tendens til at manipulere. Der kan ses tendenser til omrids af øvrige problemer såsom dependens eller separationsangst, eventuelt evasiv/ængstelig personlighedsstruktur.

Det ville ikke være utænkeligt, men snarere sandsynligt, at se passiv-aggressiv adfærd hos mennesker, der er emotionelt ustabile, præget af narcissisme eller dyssocialitet.

Der indgår en umoden forsvarsstrategi, som implicerer affektiv dysregulering og tit en lav frustrationstolerance.

Jeg er personligt ikke stor fan af at omtale passiv-aggressiv adfærd som en "personlighedsstruktur". Det er i langt højere grad en (ineffektiv) konflikthåndteringsstrategi. Nøgleordet i adfærden er "indirekte". Personen straffer modparten ved at udvise tilsyneladende harmoni, men ved samtidig at udtrykke modstand og modvillighed.

Passiv-aggressiv kommunikation består ofte i double-bind: to logiske niveauer modsiger hinanden, og modparten fastfryses i en ubehagelig situation. Hvis man konfronterer den passiv-aggressive part, vil personen forventes at benægte problemet og henvise til "jeg sagde jo, at der ikke er noget galt". Det kræver sin mand eller kvinde at turde konfrontere i dybden og italesætte den tilsyneladende modstrid.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.

Patologisk sorg: Når smerten ikke kan slippes

Patologisk sorg

(Når smerten ikke kan slippes)

Ved almindelig sorg forstås en udbredt og normal forstyrrelse, præget af:

→ Oplevelsen af smerte efter tab af person (eller dyr).

→ Intens tristhed, gråd, ulystbetoning, handlingslammelse.

→ Ledsagende tomhedsfølelse.

→ Følelsen af, at intet har værdi, og at alt er frastødende.

→ Fiksering af opmærksomheden på tabet og håbløsheden.

→ Opmærksomheden trækkes væk fra omgivelserne.

→ Tendens til at al den psykiske energi rettes mod det mistede og smerten.

→ Tendens til at opleve "jag" af smerte, når sorgen generindres.

→ Tilpasningen tager typisk et halvt års tid.

→ Eventuelt ses triste tanker i årevis.

Ved patologisk sorg forstås en lidelse, præget af:

→ Alle ovenstående primære træk.

→ Forværring af tilstanden på grund af overdeterminering.

→ Stærkere og mere voldsom reaktion på tabet.

→ En sorgreaktion, der ikke holder op igen.

→ Sorgen bliver tilbage som en alvorlig hindring i livsforløbet.

→ Tab af "grebet" om livet.

→ Absorption af sorgen.

→ Passiv eller bittert anklagende holdning.

→ En følelse af skyld.

→ Flyder sammen med depression på samme måde som frygt flyder sammen med angst.

Sorgen er vigtig for at kunne give slip på smerten senere. Depressionen er symptomatisk i familie med den senere fase af sorgreaktionen. [Cullberg (1999): Del 9, Kap. 32, s. 307-308]

Når vi mister, går vi ofte igennem fire faser: (1) Chokfase, (2) reaktionsfase, (3) bearbejdningsfase og (4) nyorienteringsfase. Ved patologisk sorg ses en "blokade" i gennemgangen af faserne. Måske mangel på reaktion, der besværliggør bearbejdning og umuliggør nyorientering.

Patologisk sorg kan både udløses af tabet af en nærtstående og af hjertesorg.

Denne diagnose forekommer ikke i de ældre diagnostiske systemer og er relativt ny. Forlænget sorg kan skyldes en reaktion på et traume (tabstraume) og kan ende med udvikling af PTSD. Derfor kan der opstå de samme symptomer, for eksempel hukommelsesproblemer eller affektiv dysregulering, for eksempel i form af grådanfald. I slemme perioder ses lav frustrationstolerance.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere.

Det er vigtigt at fremhæve, at patologisk sorg kan skyldes en række forskellige faktorer.

Forlænget sorg kan for eksempel skyldes, at personen ikke formåede at reagere tilstrækkeligt i sorgforløbet. Manglende reaktion er en hyppig faktor i den patologiske sorg. Måske skyldtes det, at personen aldrig fik rum til at græde, aldrig fik udtrykt sin protest. Det sker ofte, når personen har ansvar for andre og tager sig af deres sorgproces i stedet for sin egen.

Patologisk sorg ved tab af en nærtstående kan fx også skyldes, at personen rummer indre modstridende (ambivalente) impulser og følelser omkring tabet. I dette tilfælde skyldes det ofte en fortrængt vrede mod den afdøde.

Det ses da ofte også, at tabet er så pludseligt eller voldsomt, at det sætter sig som en traumatisk reaktion og eventuelt kan udvikle sig til PTSD.

Behandling af forlænget sorg

Det er ideelt at behandle patologisk sorg ved brug af psykoterapi. En god psykoterapeut kan fremhjælpe bearbejdningen og hjælpe personen til at give så meget slip, som det er muligt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.

Personlighedsforstyrrelse: Når vores personlighed mangler fleksibilitet

Personlighedsforstyrrelse

(Når vores personlighed mangler fleksibilitet)

Ved begrebet personlighedsforstyrrelse forstås en gruppe problemer, præget af:

→ Ekstreme eller betydelige afvigelser i personligheden (målt mod "gennemsnittet").

→ En personlighed præget af manglende fleksibilitet og tilpasningsdygtighed.

→ Manglende evne til at reagere hensigtsmæssigt i tilpasning til omverden og forandring.

→ Tilstanden er vedvarende med et tilhørende problematisk adfærdsmønster.

→ Omfatter en atypisk måde at tænke, føle, opfatte og forholde sig til andre på.

→ Forstyrrelsen udtrykker en karakteristisk livsstil og holdning til sig selv og til andre.

→ Mønstrene i tilstanden og adfærden er stabile og påvirker funktionalitet på negativ vis.

→ Sværhedsgraden vurderes ud fra selvforhold og interpersonelle forhold.

→ Sværhedsgraden vurderes også ud fra kognitive, emotionelle og adfærdsmæssige udtryk.

→ Sværhedsgraden vurderes også ud fra funktionsnedsættelse og lidelsesniveau.

(WHO (1994/2018): F60-69, s. 135; APA (2013): Sec. 2, pp. 645-647; Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 53-54; Kap. 3, s. 84-85)

Personlighed besvarer spørgsmålene om, "hvem man er" og "hvordan man vil dele livet med andre". (Bach/Simonsen (2023): Kap. 2, s. 24-25; Kap. 3, s. 53)

Der er i ICD-11 følgende kriterier for personlighedsforstyrrelse som diagnose:

(1) Forstyrrelsen skal være vedvarende og præge aspekter af selvet (identitet, selvværd, forståelse af egne ressourcer og målrettethed) og/eller interpersonel dysfunktion (evne til at udvikle og fastholde nære og gensidigt tilfredsstillende relationer, forstå andres perspektiver og håndtere konflikter).

(2) Forstyrrelsen skal have varet ved over en længere periode (f.eks. to år).

(3) Forstyrrelsen viser sig i mønstre af tanker, følelser og adfærd, der er maladaptive (fx ufleksible eller dårligt regulerede).

(4) Forstyrrelsen viser sig på tværs af personlige og sociale situationer.

(5) Symptomerne kan ikke forklares på anden vis.

(6) Forstyrrelsen skaber lidelse eller funktionel nedsættelse.

(7) Forstyrrelsen må ikke kunne forklares af alder, sociale eller kulturelle faktorer. (Bach/Simonsen (2023): Kap. 2, s. 26-27; kf. APA (2013): Sec. 2, pp. 645-647)

Her på bloggen kan du læse mere om følgende personlighedsforstyrrelser og karakterproblemer:

De neurotisk strukturerede personlighedsstrukturer (klynge A):

→ Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur

→ Tvangspræget personlighedsstruktur

→ Passiv-aggressiv personlighedsstruktur

→ Dependent personlighedsstruktur

→ Masochistisk karakter

→ Histrionisk personlighedsstruktur (omstridt placering)

De borderline-organiserede strukturer (klynge B):

→ Emotionelt ustabil personlighedsstruktur (inkl. borderline)

→ Narcissistisk personlighedsstruktur

→ Dyssocial personlighedsstruktur

De såkaldte (præ)psykotiske strukturer (klynge C):

→ Skizoid personlighedsstruktur (omstridt placering)

→ Paranoid personlighedsstruktur

→ Skizotypisk sindslidelse (medregnes kun i USA)

Personlighedsstruktur hænger blandt andet sammen med selvværd og med evnen til affektregulering (evnen til at styre og udtrykke vores følelser), frustrationstolerance (evnen til at tåle stress) og mentalisering (evne til at forstå andre mennesker).

De neurotiske strukturer (klynge A) er normalt præget af hæmning og ængstelighed. De borderline-organiserede strukturer (klynge B) er præget af impulskontrolproblemer, manipulative tendenser og en atypisk fungerende samvittighed. Eventuelt ses mikropsykotiske træk. De præpsykotiske strukturer (klynge C) er normalt præget af excentricitet og tilbagetrækning såvel som en svigtende virkelighedsopfattelse og risiko for psykose. (Hougaard (1998): Kap. 1, s. 52-54; Cullberg (1999): Kap. 2, s. 35)

Inddelingen i klynger eller grupper foregår efter en række strukturelle kendetegn, som kommer fra psykodynamikken.

Jeg har valgt at inkludere den masochistiske karakter som en personlighedsstruktur, selvom det er "kontroversielt". Den figurerer normalt ikke blandt personlighedsforstyrrelser. Der er dog gode argumenter for at inkludere den her. Hvis den skulle inkluderes, ville den uden tvivl høre til klynge A.

Skizotypisk sindslidelse anses nogle gange som en personlighedsforstyrrelse i klynge C, men ikke i det europæiske system.

Placeringen af histrionisk personlighedsstruktur varierer nogle gange. Nogle placerer den i klynge A (som jeg selv gør), mens andre placerer den i klynge B (jf. PDM-2). Den kan overlappe, og histrioniske mennesker kan blive infantile og overlappe med både den emotionelt ustabile og narcissisme. Derfor er det nogle gange korrekt at gruppere den i klynge B. Men begrebet "histrionisk" er en moderne betegnelse for det samme som "hysterisk", som er neurotisk.

Slutteligt er det omstridt om den skizoide personlighedsstruktur hører til under de psykotiske (klynge C) eller under borderline-organisation (klynge B).

For at kalde noget for "personlighedsstruktur" eller "-forstyrrelse" kræver det et gennemgående mønster af adfærd. Det er for eksempel ikke nok at være selvglad en gang imellem for at være narcissist.

Der er iøvrigt ved at ske store ændringer i synet på personlighedsforstyrrelser. I ICD-10, DSM-5 og PDM-2 ses personlighedsforstyrrelser som relativt afgrænsede størrelser, hvor undersøgelsen motiveres af en mere specifik mistanke om bestemte problematikker. I ICD-11 er personlighedsforstyrrelse en overordnet betegnelse, og den specifikke afgrænsning (trækdomænet) specificeres efter undersøgelsen, selvom den førhen var det mest prominente aspekt. (Der er kæmpe problemer med begge tilgange, men også enorme styrker.) Der er også en stor fordel i den nyere tilgang, idet man kan tale om personlighedsvanskeligheder, frem for at tale om alvorlige forstyrrelse hver gang.

Behandling af personlighedsforstyrrelser

Nogle personlighedsforstyrrelser kan behandles i psykoterapeutisk regi. Det drejer sig ofte om de klassisk neurotiske (klynge A) og nogle varianter af "karakterforstyrrelser" (klynge B). Det er ikke kun sværhedsgraden, men også symptomernes udformning og personens øvrige karaktertræk og indstilling, der bestemmer om lidelsen er egnet til ren psykoterapi. Frustrationstolerance, evne til at mærke følelser og følelsesregulering er her en væsentlig markør. Alle de nævnte problemer kan være svære at behandle. Men dog har jeg personligt oplevet store fremskridt med klienter, der både er i klynge A og B. Det hele afhænger af personens øvrige dispositioner og niveau af indsigt i sig selv og andre.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• Lingiardi, Vittorio / McWilliams, Nancy: Psychodynamic Diagnostic Manual - Second Edition (PDM-2). New York / London: The Guilford Press, 2017. ISBN: 978-14-625-3055-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Pica: Når vi indtager det uspiselige

Pica

(Når vi spiser det uspiselige)

Ved pica forstås en impulsforstyrrelse, præget af:

→ Vedvarende indtagelse af substanser, som ikke er egnede som næringsmidler.

→ Substanserne kan inkludere jord, maling, kridt, sæbe, ler, pulver, skaller, hår, papir etc.

→ Personen har et udviklingsniveau, som overstiger niveauet, hvor den adfærd er normal.

Lidelsen kan eventuelt være tegn på mental retardering eller autisme-spektrum-forstyrrelse. [WHO (1994/2018): F98.3, s. 187-188; APA (2013): Sec. 2, pp. 329-330]

Pica kan eventuelt også hænge sammen med jernmangel, ernæringsmæssige defekter eller angstlidelser. [Kilde: Clevelandclinic]

Hos børn af en vis mental alder er det normalt at indtage forskellige uspiselige ting. Langt de fleste vokser fra det.

Tit er udløseren negative følelser: angst, stress eller kedsomhed.

Man ser ofte at pica hænger sammen med trikotillomani eller med hudplukning, hvor den ene halvdel af problemet er plukningen af håret eller huden, og den anden halvdel er indtagelsen af det. Ofte associerer personen det med skam og kan ikke lide at snakke om det. Desuden ses der ofte sammenhæng med OCD.

Der ses tendens til affektiv dysregulering og tit en lav frustrationstolerance (besvær med at tåle angst).

Behandling af pica

Pica kan behandles ved brug af psykoterapi. Terapien består ofte i at spotte de udløsende situationer og arbejde på at reducere angstniveauet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD): Når såret ikke kan hele

Posttraumatisk belastningsreaktion

(Når såret ikke kan hele)

Ved posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) forstås en forstyrrelse, præget af:

→ En forlænget reaktion på en traumatisk begivenhed eller situation.

→ Situationen eller begivenheden kan anses som meget truende eller katastrofal.

→ Situationen eller begivenheden kan være af kort eller lang varighed.

→ Traumet kan være oplevet på egen krop, bevidnet eller sket for en nærtstående.

→ Undgåelse af aktiviteter, situationer og personer, som minder om traumet.

→ Genoplevelse af traumet ved påtrængende erindringer eller flashbacks.

→ Tendens til mareridt, der omhandler traumet direkte eller indirekte.

→ Tilbagetrækning eller frakobling fra andre mennesker.

→ Ulystbetoning og formindsket interesse i aktiviteter og begivenheder.

→ Koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær.

→ Søvnforstyrrelser (søvnløshed eller gennemsovningsbesvær).

→ Angstsymptomer og depression, eventuelt med selvmordstanker.

→ Dårligt humør, irritabilitet eller vredesudbrud.

→ Alarmberedskab, arousal og ængstelig hypervigilans.

→ Tendens til sammenfaren og kraftig reaktivitet.

→ Nervesystem-reaktioner: kamp, flugt eller fastfrysning.

→ Eventuelt ses dissociative reaktioner, eksempelvis uvirkelighedsfølelse.

→ Psykosomatiske symptomer i maven, hovedpine, hjertebanken.

→ Kraftig reaktion på stressbelastninger.

→ Hos børn gentagelser af traumet i lege.

→ Overbevisning om at være ond eller på anden vis "forkert" (jf. lavt selvværd).

→ Mistillid til andre og omverdenen.

→ Overbevisning om, at verden er farlig eller ond.

→ Selvbebrejdelser, skyldfølelse og skamfuldhed.

→ Manglende evne til at opleve positive følelser.

→ Følelsen af, at der vil ske noget forfærdeligt.

→ Følelsen af, at traumet vil ske igen, eller er ved at ske igen.

→ Svigtende selvtillid og frygt for at være skyld i en ulykke.

→ Kraftige overvejelser om egen sikkerhed.

→ Svækket følsomhed og emotionel afstumpning.

→ Nedsat reaktivitet over for omgivelser.

→ Psykisk forstening, følelseslammelse eller indre dødhed.

→ Skødesløs eller selvdestruktiv adfærd.

Traumet vil ofte kunne kraftigt påvirke enhver, men særlige prædispositioner (personlighedstræk eller tidligere nervøs lidelse) kan sænke tærsklen for udvikling af syndromet eller forværre forløbet. (Dette kaldes også overdeterminering.)

PTSD påvirker nervesystemet, idet traumets originale indtryk faslåses. Personens robusthed bestemmer, om der forekommer belastningsreaktion eller ej.

Det er væsentligt, at lidelsen normalt kræver abnorm belastning, men hos nogle udløses den af mindre alvorlige begivenheder. Det ses, at personen ikke har kunnet forarbejde traumet adækvat fra starten, og der forekommer desensibilisering af indtryk, som det har udløst.

Latenstiden kan variere fra få uger til seks måneder; forløbet er fluktuerende. Fuld remission ses i de fleste tilfælde. [WHO (1994/2018): F43.1, s. 108-109; APA (2013): Sec. 2, 309.81, pp. 271-274; Cullberg (1999): Kap. 4, s. 61; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 144-148]

Nogle mennesker, der udvikler PTSD, har været udsat for manipulation, psykisk vold eller stalking. Der er også set koblinger til tidligere omsorgssvigt eller mobning i barndommen.

Traumer kan hænge sammen med en særligt følsom disposition på to måder: Særligt sensitive har "lettere" ved at blive påvirket af traumer, og forudgående traumer kan også ved med til at skabe en særligt sensitiv disposition.

Kronisk posttraumatisk belastningsreaktion kaldes nogle gange CPTSD, men ofte bruges forkortelsen også for kompleks PTSD. Det menes, at PTSD påvirker hjernens frygtcenter og derfor kan give følelsesløshed og distance. Omvendt reagerer hjernen hurtigere på fare. Man ser også problemer med at føle og et adrenalinniveau, der har svært ved at falde. Desuden kan de førnævnte dissociative reaktioner indebære depersonalisations-derealisation. [Kilde: kompleksptsd.dk]

PTSD er en svær diagnose at stille, fordi der er et hav af differentialdiagnostiske betragtninger. Overordnet er traumatiske reaktioner i familie med stress, fordi der er tale om belastninger i begge problemgrupper. PTSD hænger ofte sammen med høje niveauer af angst og kan nemt forveksles med agorafobi, socialfobi, generaliseret angst og ses tit med panikangst, men også depressive lidelser, deriblandt cyklothymi, dysthymi eller neurasteni.

Dertil ses ofte udvikling af mere obsessiv-kompulsive symptomer, som også skaber risiko for forveksling. Desuden, for at gøre billedet endnu mere komplekst, kan de dissociative aspekter og følelsesreguleringsproblemerne ved PTSD også nemt sammenblandes med bestemte personlighedsforstyrrelser.

For at gøre ondt værre, karakteriseres PTSD også af problemer med opmærksomhed, fokus og hukommelse, hvilket skaber en risiko for sammenblanding med neurodivergens såsom ADHD eller ADD.

Fordi nerveystemet påvirkes, ses der ved PTSD ofte problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Man ser ofte, at mennesker med PTSD kan få problemer med ensomhed. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at klare traumerne selv.

Bemærkning om PTSD og traumebegrebet

Diagnosesystemet er ret snævert angående definitionen af traumer. Definitionen kræver at der er sket noget specielt voldsomt, som kan anerkendes som traumatisk af psykiateren der diagnosticerer. Her ignoreres den kendsgerning, at traumets intensitet bestemmes af oplevelsen af påvirkningen. Nogle definerer omvendt traumer så "bredt", at alt kan kaldes traumer. Det er også uhensigtsmæssigt, idet man i så fald udvander begrebet til ikke at betyde noget og ser overdiagnosticering. Den bedste anskuelse ligger et sted midt imellem. Jeg har skrevet en anden blogpost om traumebegrebet, som er mere "on point" og indrammer både akut belastning, posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og kompleks posttraumatisk belastningsreaktion (CPTSD).

Behandling af traumer

Der er mange mulige behandlinger af traumer. Behandlingen kan være mere eller mindre direkte. Siden traumer sætter sig i nervesystemet, er der brug for en indsats, der kan påvirke den måde, nervesystemet fungerer på. Psykoterapi er en god behandlingsmulighed, idet traumeinformeret psykoterapi kan facilitere bearbejdning af traumet og omkodning af nervesystemet uden risiko for retraumatisering. Det er ikke nok kun at tale om traumet, men der skal gøres en indsats, der kan løsne den ophobede energi i nervesystemet. Nogle vælger kropsterapi, andre vælger DAT, EMDR, BBAT eller kurser i mindfulness eller lignende. En god psykoterapeut kan opnå samme virkning i traumebehandlingen.

Det vigtigste er, at det ikke er "farligt" at bearbejde sine traumer, hvis man går til den rigtige behandler.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.