Eksistentielle problemer: Når udfordringerne stikker dybt (Symptomer, behandling)

Eksistentielle problemer

(Når udfordringerne stykker dybt)

Symptomer på eksistentielle problemer

Ved eksistentielle problemer forstås en række dybe mentale udfordringer, her inddelt i fire kategorier:

(1) Problemer, der berører livet og døden:

• Dybdegående manglende livstilfredshed.

• Manglende følelse af givende indhold i livet.

• Følelsen af ikke at være lykkelig, glad eller tilfreds.

• Manglende følelse af at have værdi (jf. lavt selvværd).

• Følelsen af at "mangle" noget essentielt.

• Oplevelse af glædestab og manglende motivation.

• Utilfredshed med egen identitetsfølelse.

• Manglende autenticitet i hverdagen.

• Indre spørgsmål i stil med: "Hvem er jeg?"

• Tendens til at smelte sammen med sine samfundsroller.

• Manglende evne til at mærke (eller reagere på) egne behov og følelser.

• Dødsangst og tanker om døden.

• Livskriser, tilpasningsreaktioner og identitetsproblemer.

• Overforsigtig eller dumdristig adfærd.

• Imposter-syndrom = frygt for at blive afsløret som en bedrager.

(2) Problemer, der berører frihed og grundløshed:

• → Følelsen af, ikke at være fri i sit liv og handlinger.

• → Følelsen af, at man ikke bruger sin frihed rigtigt.

• → Følelsen af ikke at bekræfte de rigtige værdier.

• → Tendens til ydrestyring eller indrestyring.

• → Tendens til enten at tage for meget eller for lidt ansvar.

• (2a) Specielle problemer med at tage ansvar:

• Problemer med at tage ansvar (jf. ansvarsundvigelse).

• Tendens til at træffe passive valg.

• Tendens til at uddelegere egne beslutninger.

• Tendens til "lade tingene ske", i stedet for at være aktiv.

• Manglende handlekraft eller alt for impulsiv aktivitet.

• Tendens til at komme med undskyldninger for egen adfærd.

• Manglende kontrol over livet og svag selvbestemmelse.

• Fraværende, nedsat eller overaktiv skyldfølelse.

• Manglende overensstemmelse mellem ønske og vilje.

• Motivationsproblemer, fastfrysning og inaktivitet.

(2b) Problemer med overansvarlighed:

• Tendens til at tage ansvar for andres problemer.

• Tendens til at slide for at løse alle andres problemer.

• Kraftigt kontrolbehov og stærk selvbestemmelse.

• Markant hjemsøgende skyldfølelse (overaktiv samvittighed).

(3) Problemer, der berører nærhed og isolation:

• Interpersonel ensomhed (uanset om man er alene eller ej).

• Utilfredsstillende relationer med manglende dybde eller nærhed.

• Manglende fornemmelse af samhørighed med andre.

• Tendens til at isolere sig fra andre.

• Følelsen af fremmedgjorthed fra andre mennesker.

• Overdrevet fokus på samvær med andre (frygt for at være alene).

• Tendens til at smelte sammen med andre (jf. dependens, separationsangst).

• Eventuel oplevelse af intens hjertesorg og fortvivlelse.

• Parasitisk tendens til at prøve at suge "værdier" fra andre.

• (4) Problemer, der berører mening og meningsløshed:

• Oplevelse af meningsløshed, absurditet eller tilfældighed.

• Manglende sammenhængsfornemmelse i livet.

• Manglende mål i livet (for eksempel karriere, uddannelse).

• Følelsen af, at alt kan være lige meget, at valg er ligegyldige.

• Benægtelse af eksistensen af værdi og mening.

• Tendens til at antage et "kosmisk" perspektiv og se tingene udefra.

• Følelsen af fremmedgjorthed fra omverdenen og samfundet.

• Forekomst af anomisk symptom.

• Eventuel tendens til at vælge en konstant strøm af overfladiske "mærkesager".

Eksistentielle problemer har at gøre med vores "væren i verden". De er derfor ekstremt dybe og meget fundamentale. Derfor har de også potentiale til at skabe en speciel form for smerte. For hvert af de fire punkter findes der et hav af betragtninger og muligheder, der ikke har været plads til i dette blogindlæg.

I den eksistentielle psykoterapi mener følgere af Irvin Yalom, at alle andre former for psykiske problemer udspringer i relation til de fire kategorier: (1) livet/døden, (2) friheden/grundløsheden, (3) isolation/samvær og (4) mening/meningsløshed. Selvom det naturligvis er groft forsimplet, er der noget om snakken. Det er meget ofte, at eksistentielle problemer overlapper. [Se f.eks. Yalom (1980): Kap. 1, s. 16-17] De fire eksistentielle grundvilkår kan opstilles som overlappende cirkler:

Når et problem er eksistentiel karakter, er der næsten altid depressive træk til stede. Hvis ikke personen er nedtrykt, er personen ofte tom eller død indeni.

Eksistentielle problematikker kan tit hænge sammen med en række øvrige problemer, der nævnes her på bloggen. Det gælder blandt andet stress, udbrændthed, tankemylder, tendens til søvnforstyrrelser og eventuelt lavt selværd. Der ses også kraftigere tendens til angstprægede lidelser (såsom generaliseret angst, helbredsangst, socialfobi etc.). Der er også forhøjet risiko for misbrug og afhængighed. Men reelt ville man kunne nævne samtlige psykiske problemer og symptomer, der findes på bloggen i denne sammenhæng.

Vi konfronteres med de eksistentielle grundvilkår i såkaldte grænsesituationer. En grænsesituation udgør en "uafrystelig" situation eller hændelse, hvori mennesket konfronteres med tilværelsens grundvilkår og står ansigt til ansigt med dem. Vi konfronteres her med vores eksistentielle situation i verden, og i disse "møder" påvirkes og rystes individet meget dybt. Det stærkeste eksempel er, når mennesket for eksempel konfronteres med dets egen død. Et andet eksempel er, når de meningsgivende strukturer bryder sammen, og verdens essentielle meningsløshed opleves. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16; Del 1, Kap. 5, s. 173; jf. Yalom (2002): Kap. 42, s. 155]

Vi er særligt udsatte for eksistentielle kriser i perioder, hvor vi ikke kan orientere os. Når vi er trætte af vores karrieresti, når vi er blevet skilt fra vores udkårne, når vi har opdaget, at vi ikke kan få børn, når vi er flyttet til en ny by etc. Vi udvikler os hele tiden. Men opdager vi det? Og kan vi følge med?

Erik Erikson beskrev også en række specielle identitets- og eksistensmæssige kriser, vi mennesker gennemgår. I denne teoridannelse foreslår Erikson, at vi i bestemte udviklingsmæssige perioder skal løse konflikter, der kan stilles op som en kamp mellem poler: (1) grundlæggende tillid vs. grundlæggende mistillid, (2) selvtillid vs. skam/tvivl, (3) initiativ vs. skyld, (4) driftighed vs. mindreværd, (5) identitet vs. identitetsforvirring, (6) intimitet vs. isolation, (7) generativitet vs. stagnation og (8) integritet vs. fortvivlelse/afsky. [Jerlang (2008): Kap. 3, s. 76-115]

Det er værd at nævne, at anomi, der er beskrevet her på bloggen, er en særlig eksistentiel mangeltilstand, hvor personen føler sig fremmedgjort fra samfundet, koblet med en massiv ensomhed og mangel på vejledning og mål. Denne tilstand berører samtlige fire nævnte grundvilkår.

Spekulationer af eksistentiel karakter kan også præge særligt sensitive mennesker.

Og apropos anomi og meningsløshed: Hos Viktor Frankl er "viljen til mening" den primære drivkraft i menneskelivet. [Frankl (1959/1973): Del 2, s. 102-103] Frankl og Abraham Maslow snakker begge om, at mennesket dybest set stræber efter selvrealisering.

Eksistenspsykologi og eksistentiel psykoterapi hænger nært sammen med kontinentalfilosofiske strømninger, især fænomenologi, hermeneutik og eksistentialisme.

Eksistentialismen beskyldes ofte for at være deprimerende. Men den indvending er uforståelig. Eksistentialismen er netop med til at give kontrollen tilbage til mennesket. For eksempel minder Jean-Paul Sartre os om, at vi skaber os selv: "Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv. Dette er eksistentialismens første princip." [Sartre (1946): s. 15] Alt er faktisk aktualitet, og der findes ikke noget skjult potentiale gemt inde i os. [Sartre (1943): Intro, s. 11] Hermed ikke ment, at vi bare må acceptere en mangeltilstand, men tværtimod: hvis vi vil være store romantikere, så må vi opføre os romantisk. Hvis vi vil være kunstneriske, så må vi producere kunst.

I nutidens samfund kan det være svært at mærke sig selv. Mange er så fortravlede, at de ikke kan mærke deres basale følelser og behov. Hvis vi ikke kan det, bliver det svært at mærke sine egne sande værdier. Vi bliver også bombarderet fra venstre og højre med "livets mening" i forskellige falske pakkeløsninger.

Her på bloggen har jeg indlæg om traumer og PTSD. Der ses faktisk også sammenhænge mellem såkaldte eksistentielle traumer (situationer, hvor vi er truet) og oplevelsen af efterfølgende eksistentielle problemer.

Det er i øvrigt ikke sjældent, at passive selvmordstanker ses i forbindelse med eksistentielle følelser af identitetstab. I alle disse tanker om døden ser man undertiden fantasien tage over. Læs eventuelt om forskellen på aktive og passive selvmordstanker her på bloggen.

Nogle tror, at det kun er "intellektuelle" mennesker, der oplever eksistentielle problemer. Det er ikke sandt. Det er ikke kun tyskere med sorte rullekraver, der kan falde ned i et eksistentielt hul. Jeg har set mange eksempler på helt "normale" mennesker, der ender i en eksistentiel krise. Det er faktisk helt almindeligt. Og tilstanden behøver ikke at være permanent. Nogle eksistentielle kriser bliver løst hen ad vejen, når tingene falder på plads. Andre kræver professionel hjælp.

Behandling af eksistentielle problemer

Eksistentielle problemer kræver tit dybdegående psykoterapi, der kan tage højde for alvoren af de implicerede vilkår og de skjulte kræfter, der påvirker hinanden. Her kan mere "overfladiske" terapiformer, såsom adfærdsterapi, kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi (eller øvrige af den kaliber) ikke flytte på noget. Jeg anbefaler en integrativ kobling af psykodynamisk, eksistentiel og narrativ terapi i behandlingen. Resultaterne plejer at være gode.

Det er derfor, som potentiel klient, en god idé, at undersøge, om behandleren har noget ved sin uddannelse eller træning, der indikerer, at personen faktisk er i stand til at håndtere de tunge emner.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Frankl, Victor E.: Psykologi og eksistens (“Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager” og “Man’s Search for Meaning”). Del 1 og 2 er fra to forskellige bøger. Originalt udgivet 1947(del 1) og 1959 (del 2). Oversat København: Nordisk Forlag A/S, 1973. 2. udgave 1993. ISBN: 87-00-14189-7.
• Jerlang, Espen (red.): Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels Forlag, 2008. 4. udgave. Trykt hos Livonia Print. ISBN: 978-87-412-5154-7.
• Sartre, Jean-Paul: Eksistentialisme er humanisme (Originaltitel: “L’Existentialisme est un humanisme”, 1946). Oversat fra fransk fra Les Editions Nagel (Paris) af Anders Thuborg. Vintens Forlag A/S, København 1979, Stjernebøgernes Kulturbibliotek. 2. udgave; 7. oplag. ISBN: 87-414-1658-9.
• Sartre, Jean-Paul: Væren og intet (Originaltitel: “L’être et le néant”, 1943). Oversat fra fransk af Mogens Chrom Jacobsen. Udgivelse ved Aarhus Universitet: Forlaget Philosophia, 2007. ISBN: 978-87-88663-31-0.
• Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.
• Yalom, Irvin D.: Terapiens essens: Åbent brev til en ny generation af terapeuter og patienter (The Gift of Therapy). Oversat af Ole Thornye. København: Hans Reitzels Forlag, 2002. 2. udgave, 5. oplag, 2009. ISBN: 978-87-412-5322-0.

Elektiv mutisme: Når barnet bliver tavst (Diagnose, symptomer, behandling)

Elektiv mutisme

(Når barnet bliver tavst)

Symptomer på elektiv mutisme

Ved elektiv mutisme forstås en forstyrrelse hos børn, præget af:

• Markant selektivitet i taleudfoldelse.

• Vedholdende stumhed i bestemte sociale situationer, hvor tale generelt forventes.

• Normal taleudfoldelse i andre sociale situationer.

• Situationerne, hvori der forekommer stumhed, er veldefinerede (der er et mønster).

• Der ses normal talefærdighed hos barnet (både im- og ekspressivt).

Således kan man opsummere elektiv mutisme som en forstyrrelse, hvor barnet ikke taler i bestemte sammenhænge, men ikke på grund af manglende evner. Barnet vælger ikke at tale. Der er også et mønster i adfærden, der kan specificeres ved at beskrive de særlige situationer, hvor barnet ikke ønsker at tale.

Tit er mutismen ledsaget af særlige personlighedstræk: socialfobi, social tilbagetrækning, overdrevet generthed, kompulsive træk, omklamrende træk eller modstand i sociale relationer (jf. oppositionel adfærdsforstyrrelse). Mange blander elektiv mutisme sammen med gennemgribende udviklingsforstyrrelse, autisme-spektrum-forstyrrelse eller skizofreni. [WHO (1994/2018): F94.0, s. 182; APA (2013): Sec. 2, 312.23, pp. 195-196]

Der behøver ikke at være tale om modstand i barnet mod at leve op til krav. Børn, som holder deres evner tilbage i bestemte situationer, "råber" tit efter hjælp og udviser afmagt og usikkerhed. Et barn, som ikke taler, for eksempel i børnehaven, udviser en tendens til at tage kontrol over en situation, hvori det føler sig usikkert. Kontrollen er i dette tilfælde at afholde sig fra at udtrykke sig. I alle tilfælde skal der etableres tryghed i situationen for at barnet ændrer adfærd.

Det er ikke unormalt, at børn, der har undergået drastiske ændringer i tilværelsen (for eksempel skilsmisse, flytning), vælger ikke at tale i en periode.

Til pårørende til børn med elektiv mutisme

Børn som er tavse kommunikerer faktisk. Tavshed kommunikerer. Ja, tavshed kan nogle gange sige mere end ord kan.

Nøglespørgsmålet er ofte: Hvad er det, som gør barnet utrygt? Det er udløserne, der er centrale. Og børn har ofte svært ved at sætte ord på deres oplevelser.

Den voksne omsorgsperson, som gerne vil hjælpe barnet, kan prøve at sammenligne med situationer, hvor man selv ville blive tavs. Vi har alle prøvet at sidde i et selskab, hvor vi er mere fåmælte end normalt. Hvad er det, som får os til det? Nogle gange er det for eksempel tavs opponage mod en magtbalance eller et hierarki, vi ikke kan lide; andre gange er det for eksempel en reaktion på usikkerhed og social akavethed. Måske frygter vi at sige noget dumt? Måske frygter vi at blive dømt? Nogle gange er det snarere vores humør eller grundstemning, der er "off".

Behandling af elektiv mutisme

Det er vigtigt, at forældre eller andre omsorgspersoner allierer sig med børnehaven eller skolen, når der er tale om elektiv mutisme. Det er vigtigt at veksle erfaringer og få det fulde billede af problemet.

Psykoterapi kan have en stærk effekt, nogle gange blot i et forløb med omsorgspersonerne, men også nogle gange, hvor barnet er med. Hvis barnet kommer med, aktiverer situationen normalt barnets modvilje mod at tale. For at skabe de rette kår vil terapeuten eksperimentere med forskellige midler: gennem rar samtale med ledsagere, gennem opfordring til leg eller kreative aktiviteter med bestemte pædagogiske formål. Terapeuten vil med tiden danne sig et overblik over de vilkår, der får barnet til at tale.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Emotionelt ustabil personlighedsstruktur / borderline (Diagnose, symptomer, behandling)

Emotionelt ustabil personlighedsstruktur / borderline

(Når vi er emotionelt hudløse)

Symptomer på emotionelt ustabil personlighedsstruktur

Ved emotionelt ustabil personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

• Udtalt tendens til at handle impulsivt uden at tænke over konsekvenserne.

• Ustabilt og lunefuldt humør; humørsvingninger.

• Stridbarhed og agressivitet, især ved impulsfrustration.

• Tendens til eksplosivitet og pludselige udbrud (jf. affektiv dysregulering).

• Modstand mod at være alene (jf. dependens, separationsangst).

• Tendens til at føle sig forladt.

• Manglende udholdenhed eller lav frustrationstolerance.

Symptomer på "borderline" personlighedsforstyrrelse (BPD)

Borderlinetypen inkluderer (som overbygning på emotionel ustabilitet):

• Ustabile, rodede og intense interpersonelle forhold.

• Relationer præget af vekslen mellem ekstremer af idealisering og devaluering.

• Tendens til anklagende adfærd overfor omgivelserne.

• Tendens til at være manipulerende i sociale relationer.

• Hyppig mistolkning af sociale signaler.

• Længsel efter (og frygt for) nærhed og intimitet.

• Anspændthed i sociale relationer, uhensigtsmæssig kommunikation.

• Underudviklet tillid, fleksibilitet, empati og refleksion.

• Hypersensitivitet for afvisning.

• Identitetsforstyrrelse eller identitetsdiffusion (udflydende identitet).

• Ustabilt selvbillede og selvforståelse, usikker identitetsfølelse.

• Kronisk indre tomhedsfornemmelse.

• Følelse af gennemgribende ensomhed og fremmedgjorthed.

• Tendens til selvdestruktivitet (for eksempel indkøb, misbrug, kørsel, spisning, selvskade).

• Tendens til lavt selvværd, skyld, skam, selvhad.

• Eventuelt stor emotionel tilknytning til ting og dyr.

• Forbigående paranoide forestillinger eller psykotiske episoder.

• Forbigående dissociative symptomer (for eksempel uvirkelighedsfølelse, amnesi).

• Tendens til at underminere sig selv, når et mål er ved at blive opnået.

• Tendens til at droppe ud af uddannelser og opgive projekter.

• Emotionel hudløshed og intense reaktioner på oplevet uretfærdighed.

• Tendens til at råbe, skrige, kaste med ting etc.

• Betydelig stemningsreaktivitet.

• Udpræget projiceringstendens af negative følelser.

• Tendens til pseudoneurotiske symptomer (for eksempel fobier, angst).

• Tendens til impulsvanehandlinger (for eksempel kleptomani, pica, pyromani).

• Eventuel tendens til afvigende seksuelle fantasier og perversioner.

Barndommen er tit præget af omsorgssvigt; fysisk misbrug, forsømmelse, konflikter eller tidligt tab (jf. traume). Der ses tit utryg tilknytning.

Eventuelle behandlere skal holde særligt øje med depressive tendenser og misbrug (fordi det kan indebære selvmordsrisiko). Der er meget høj risiko for selvskade. Personen kan være manipulativ i sociale relationer, også i behandlingssituationer.

Tilstanden er i klynge B, præget af jegsvaghed (svigtende angsttolerance, impulsgennembrud, primitivt forsvar, men generelt god realitetstestning, med mindre det omhandler nærtstående). [WHO (1994/2018): F60.3x, s. 138-139; APA (2013): Sec. 2, 301.83, pp. 663-665; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 160; Cullberg (1999): Kap. 22, s. 207-223; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 113-115]

Angst udtrykker sig anderledes hos emotionelt ustabile af borderline-typen ved at være "flimrende".

Den emotionelt ustabile personlighed kan på visse punkter ligne histrionisk personlighedsstruktur. Begge kan være meget dramatiske og have tendens til at blive midtpunkt for begivenhederne. Begge forstyrrelser er også i den manipulerende ende.

Nogle emotionelt ustabile mennesker får også diagnosen narcissisme eller dyssocialitet. Der er strukturelle ligheder med begge disse, men folk med emotionel ustabilitet er ofte langt mere velfungerende i relationer. Emotionel ustabilitet medfører emotionel umodenhed, men samvittigheden er ikke ligeså defekt som psykopatens eller narcissistens.

Det kan forventes, at folk med emotionel ustabil personlighedsstruktur har problemer med affektiv dysregulering og kan blive vrede, ekstremt triste eller angste på meget kort tid. Der ses meget tit en udpræget lav frustrationstolerance og tendens til at give op, når der mødes modstand.

Der kan ses psykotiske træk under pres.

Borderline i ICD-11

I ICD-11 beholdes "borderline" som begreb, selvom mange satte sig imod i strømliningens tegn. Ved borderlinemønster forstås en tillægskode, som ikke fungerer som en diagnose, men som kan påhæftes kodning af sværhedsgrad og trækdomæner.

Behandling af EUP og borderline

Jeg anser mennesker med lidelsen som værende meget egnet til psykoterapi, også selvom mange råder terapeuter til at overlade problemet til psykiatrien. Det kræver dog, at terapeuten har særlige kundskaber. Der er typisk aspekter af personligheden, der skal modnes og bestemte evner, der skal kultiveres hos personen. Arbejdet bliver typisk meget præget af psykoedukation og udvikling af konkrete redskaber. Terapeuten skal have fuldt udviklede grænser og en relativt troværdig og klippeagtig stabilitet, både i adfærd og i udstråling. Det kræver desuden en dyb og bred faglig viden, specifikt kendskab til emotionel ustabilitet og konkrete metoder.

Dialektisk adfærdsterapi (DAT) og kognitiv adfærdsterapi (KAT) indgår ofte i behandlingen. Men disse er overfladiske teknikker, der ikke helt formår at give personen den nødvendige kontrol. Der skal ofte stikkes dybere. Typisk vil en vis mængde indsigtsbetonet og dybdegående terapi være mulig. Det er tilrådeligt ikke at møde klienten i frygt for at personen bryder sammen.

Terapeuten skal kende markører for jegsvaghed: f.eks. impulsgennembrud, grænsepsykotiske træk, selvskade og selvmordstanker. En god fagperson skal (død og pine) kunne vurdere, om klienten burde henvises til psykiatrisk pleje.

Det er en skrøne, at mennesker med borderline typisk er enormt besværlige og ubehagelige. Langt de fleste er ikke. Snarere er fællestrækket ofte en vis skrøbelighed eller sårbarhed. Diagnosen er forbundet med uhensigtsmæssig stigmatisering. Der findes mange forskellige udtryk for lidelsen. Og nogle er nemmere at arbejde med end andre. I tilfælde af ubehagelige konflikter i lokalet skal terapeuten være i stand til at rumme og værne sig mod uhenstigsmæssige forsvarsmekanismer. Det kræver dybdepsykologisk indsigt, alle desværre ikke har.

Identitetsdiffusionen, den indre tomhed, virker ofte som en stor hindring. Men i realiteten er det ikke essensen af personen, der mangler. Det er forbindelsen til essensen. Denne kan også trænes. Mange mennesker føler ikke, at de ved, hvem de er. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er noget. Vi skal gentilegne os det, der allerede er der. Og vi skal måske endda omdefinere vores forventninger til hvad identitet overhovedet er.

En person, der er præget af emotionel ustabilitet, kan få et ganske fint liv. Det kræver nogle gange en ekstra indsats fra personens side i typiske problemsituationer, men det er muligt at træne de områder, der svigter. Personlighedens styrke kan måles ret præcist, når man anvender de rette redskaber. Systematisk og konkret udvikling af de svækkede områder kan gøre meget. Typisk er denne tilgang meget redskabsorienteret og praktisk.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Encoprese: Når barnet "giver slip" (Diagnose, symptomer, behandling)

Encoprese

(Når barnet "giver slip")

Symptomer på encoprese

Ved encoprese forstås en forstyrrelse, præget af:

• Gentagen udladning af afføring på socialt upassende steder (f.eks. i tøjet eller på gulvet).

• En hyppighed på mindst ét tilfælde om måneden.

• Udladningen kan ske frivilligt eller ufrivilligt.

• Den mentale alder på personen skal mindst være 4 år.

Lidelsen ses både som vedbliven af normal infantil inkontinens og som ny adfærd efter udviklet tarmkontrol. Problemet kan eventuelt forekomme sammen med forstoppelse eller med flydende fæces. I sidste tilfælde er der ofte ikke tale om et psykisk problem.

Problemet optræder undertiden med mere omfattende emotionel eller adfærdsmæssig forstyrrelse, blandt andet oppositionel adfærdsforstyrrelse. [WHO (1994/2018): F98.1, s. 186-187; APA (2013): Sec. 2, 307.7, pp. 357-358]

Encoprese i den relevante forstand er ikke fysiologisk, men psykologisk betinget og ses meget hyppigt hos børn i børnehavealderen. Nogle gange er det et tegn på kraftig mistrivsel eller en reaktion på utryghed derhjemme eller i institutionen.

Se også opslagene om enuresis og elektiv mutisme. Begge disse kan ligesom encoprese skyldes en tilpasningsreaktion hos barnet, det vil sige skyldes stress efter en periode med drastiske omvæltninger (for eksempel skilsmisse, flytning etc.).

Råd til forældre med børn med encoprese

Hvis du er forælder til et barn, som kæmper med encoprese, kan du eventuelt prøve at bruge Claus Riis' bog Hr. Pølle. Den er fra et praktisk og fagligt standpunkt bemærkelsesværdigt effektiv til at motivere børn til at lave stort på toilettet. Prøv bogen i en måneds tid og se, hvad der sker.

Behandling af encoprese

Typisk starter behandlingen af encoprese ofte ved lægen, hvor der konstateres, at der ikke er en fysiologisk årsag. Ved psykoterapeutisk behandling starter det altid med en samtale med forældrene. I mange tilfælde er et kortere forløb med forklaringer og gode råd fra terapeuten nok til at få problemet under kontrol. Psykisk betinget encoprese har altid en udløsende årsag. Det er en reaktion. Når selve udløseren eller udløserne findes, kan der gøres noget ved det. Nogle gange inddrages barnet i et familieterapeutisk forløb.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Enkelfobi: Når vi frygter konkrete situationer og objekter (Diagnose, symptomer, behandling)

Enkelfobi

(Når vi frygter konkrete situationer og objekter)

Symptomer på enkelfobi

Ved enkelfobi forstås en angstpræget forstyrrelse, præget af:

• Alvorlig fobisk angst i forbindelse med helt specifikke stimuli og/eller særlige situationer.

• Undgåelse af de specifikke stimuli og/eller særlige situationer.

• Udløses af situationer (fx menneskemængder), miljøet (fx havet) eller dyr (fx hunde).

• Eksempler: angst for edderkopper, torden, mørke, flyvning, lukkede rum, synet af blod etc.

Kropslige symptomer ved konfrontation med det fobiske objekt inkluderer:

• Hjertebanken.

• Sveden.

• Mundtørhed.

• Vejrtrækningsbesvær.

• Kvælningsfornemmelse.

• Trykken i brystet.

• Uro i maven.

• Svimmelhed.

• Uvirkelighedsfølelse.

• Hedeture.

• Kuldegysninger.

• Følelsesløshed i kroppen.

• Frygt for at miste selvkontrollen eller dø.

Kontakt med det fobiske objekt kan udløse panikangst. Mange blander enkelfobi sammen med agorafobi, OCD, PTSD, separationsangst og socialfobi. [WHO (1994/2018): F40.2, s. 99-100; APA (2013): Sec. 2, 300.29, pp. 189-190]

Almindelige enkelfobier inkluderer for eksempel: 

• Akrofobi: Frygt for højder (højdeskræk).

• Aerofobi: Frygt for at flyve (flyskræk).

• Algofobi: Frygt for at føle smerte.

• Androfobi: Frygt for mænd.

• Anginofobi: Frygt for kvælning. Udbredt, når angst sætter sig i halsområdet. (Ses tit ved generaliseret angst, panikangst og helbredsangst)

• Araknofobi: Frygt for edderkopper.

• Astrafobi: Frygt for torden/lyn

• Ataxofobi: Frygt for uorden. Tit delsymptom ved OCD.

• Atelofobi: Frygt for ikke at være perfekt. Tit delsymptom ved OCD.

• Atykifobi: Frygt for at fejle. (Tit delsymptom ved evasiv personlighedsstruktur eller socialfobi.)

• Autofobi: Frygt for at være alene. (Tit hovedsymptom ved bl.a. dependens og separationsangst.)

• Dentofobi: Frygt for tænder/tandlæger.

• Elurofobi/felinofobi: Frygt for katte.

• Enoklofobi: Frygt for menneskemængder. (Indgår tit i agorafobi, evasiv personlighedsstruktur og socialfobi.)

• Eridofobi: Frygt for konflikter eller strid. Se evt. evasiv personlighedsstruktur og socialfobi.

• Erytrofobi: Frygt for rødmen. Tit delsymptom ved emotionelt ustabil personlighedsstruktur.

• Gynofobi: Frygt for kvinder.

• Hæmofobi: Frygt for blod eller synet af blod.

• Hydrofobi/aquafobi: Frygt for vand, ofte åbent eller "sort" vand.

• Katagelofobi: Frygt for at blive til grin. (Indgår tit i evasiv personlighedsstruktur eller socialfobi.)

• Katoptrofobi: Frygt for spejle eller at se sig selv i et spejl. (Ses tit ved kropsdysmorfi. Kontrafør med eksempelvis narcissisme.)

• Klaustrofobi: Frygt for lukkede eller snævre rum.

• Kynofobi: Frygt for hunde.

• Lilapsofobi: Frygt for stormvejr.

• Mikrofobi: Frygt for små ting.

• Mysofobi: Frygt for skidt eller bakterier. Tit delsymptom ved OCD.

• Nekrofobi: Frygt for død eller døde ting.

• Nyktofobi: Frygt for mørke (at være mørkeræd). Signalerer angst.

• Obesofobi: Frygt for at tage på. (Symptom ved spiseforstyrrelser såsom anoreksi og bulimi.)

• Ophidiofobi: Frygt for slanger.

• Omitofobi: Frygt for fugle.

• Patofobi: Frygt for sygdom. I slemme tilfælde det samme som helbredsangst.

• Pædofobi: Frygt for børn.

• Pyrofobi: Frygt for ild og flammer. Det modsatte af pyromani

• Skopofobi/skoptofobi: Frygt for at blive begloet. (Ses tit ved evasiv personlighedsstruktur og socialfobi.

• Sociofobi: Frygt for at blive socialt evalueret. (Symptom ved for eksempel evasiv personlighedsstruktur og socialfobi.)

• Verminofobi: Frygt for bakterier. Ses tit ved OCD.

• Xenofobi: Frygt for fremmede, udlændinge eller det ukendte. [kilde]

Bemærk at disse konkrete kategorier tit indgår i andre diagnoser: socialfobi inkluderer for eksempel tit atykifobi, catagelofobi, erytrofobi, skopofobi og sociofobi.

Mennesker der lider af angstlidelser er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Kommentar: Der findes ikke en tilfredsstillende redegørelse for enkelfobiers opståen. De fleste forklaringer er ensidige og ekskluderer væsentlige tilfælde. I min optik kan enkelfobi opstå på mindst fire måder: (1) evolutionært (genetisk nedarvet), (2) via miljøpåvirkning eller modelindlæring, for eksempel ved at observere andres frygt, (3) erhvervet efter et traume eller en ubehagelig hændelse, hvori det fobiske objekt indgik eller (4) symbolsk/neurotisk som forskudt energi til et "tryggere" objekt med en symbolværdi eller som maskeret dødsangst.

Bemærk iøvrigt en interessant relation imellem fobier og filier. En fobi er en frygtbetonet undgåelse af bestemte objekter, men der findes ligeledes filier, som er nydelsesbetonede opsøgelse af de samme situationer eller objekter.

Behandling af enkelfobi

I alle tilfælde er behandlingen tit kognitiv adfærdsterapi (eksponering, udslukning og det, som kaldes negativ retroaktiv transfer). Men i bund og grund opstår de meget generende fobier ofte på grund af forhøjede niveauer af angst i personen, som også bør sænkes igennem mere dybdegående behandling.

Jeg behandler kun enkelfobier, når de er generende for personen. Det er for eksempel ikke hensigtsmæssigt at være bange for edderkopper, hvis man bor i et hus, hvor de ofter kommer ind. I så fald bruger jeg eksponeringsterapi med konkrete stimuli, der igangsætter angstreaktionen, hvorefter jeg hjælper personen med at kontrollere angsten. Med tiden fører eksponeringen til udslukning af angsten.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Enoklofobi: Når vi frygter menneskemængder (Symptomer, behandling)

Enoklofobi

(Når vi frygter menneskemængder)

Symptomer på enoklofobi

Ved enoklofobi (eller enochlophobia) forstås en enkelfobi, præget af:

• Frygt for folkemængder.

• Tendens til at undgå at befinde sig i folkemængder (fx indkøbscentre, pladser).

• Irrationelle tanker og adfærd, der er overdrevet sammenlignet med situationens fareniveau.

• Besvær med at forklare eller kontrollere frygten.

Ved konfrontation med folkemængder kan symptomer inkludere:

• Blackouts.

• Forstørrede pupiller.

• Svimmelhed.

• Hovedpine.

• Hjertebanken.

• Muskelspændinger.

• Kvalme.

• Panikanfald.

• Kvælningsfornemmelser.

• Rysten.

• Åndenød.

• Mavesmerter.

• Sveden.

• Opkast.

• Hjernetåge.

• Uvirkelighedsfølelse.

• Vrede, gråd og desperation.

• Tendens til at gribe fast i andre.

• Flugtadfærd.

• Negative tanker.

Fordi man ikke altid kan forudsige, hvornår man ender i en stor folkemængde, kan fobien blive mere generel og skabe stærk bekymring omkring mange mulige situationer.

Årsagen kan være genetisk disposition, opvækst med overbeskyttende forældre, bekymringstendens, negative oplevelser i folkemængder som barn: fx at have været fanget eller skadet i en folkemængde, at have oplevet, at andre er blevet fanget eller skadet i en folkemængde, at have oplevet at blive væk fra sine forældre i en folkemængde osv. [Kilde: Verywellmind]

Denne lidelse er en angstlidelse. Enoklofobi klassificeres om en enkelfobi, men indgår også som et vigtigt delsymptom ved agorafobi. Desuden ser man også enoklofobi hos mennesker med socialfobi. Der ses ofte panikangst hos folk med enoklofobi. Nogle gange oplever personen også dependens og bliver stærkt afhængig af andres hjælp og bistand.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Ensomhed: Når isolationsfølelsen trænger sig på (Symptomer, behandling)

Ensomhed

(Når isolationsfølelsen trænger sig på)

Symptomer på ensomhed

Ved ensomhed forstås en negativ tilstand, præget af:

• Mismod eller ubehag på grund af uopfyldt behov for social kontakt.

• Skuffelse over niveauet af social kontakt eller oplevelsen af den.

• En smertefuld mangel på sociale forbindelser eller på tilfredsstillende forbindelser.

• Tristhed, nedtrykthed, dysfori og negative følelser omkring tilstanden.

Mennesker, der er særligt udsatte for ensomhed inkluderer:

• Ældre mennesker i pensionistalderen, som bor alene.

• Mennesker, som er flyttet til en ny by eller en anden landsdel.

• Mennesker med psykiske forstyrrelser, der har tilbagetrækning som symptom.

• Isolerede småbørnsforældre.

• Udlændinge, som er flyttet til et nyt land.

Mismodet eller ubehaget opstår som resultat af en forskel mellem den ensomme persons ønske om social kontakt og den faktiske oplevelse af den. Ensomhed truer både personens velfærd og fysiske helbred på sigt.

Ensomhed kan være kvantitativ eller kvalitativ. Den kvantitative ensomhed er præget af mangel på relationer, i det hele taget. Den kvalitative handler om mangel på tilfredsstillende og dybe relationer. Den første er værre end den anden.

Kvalitativ ensomhed er ofte overset. Mange mennesker er omgivet af andre i løbet af dagen, men oplever stadig en dyb og gennemgribende ensomhed. Ensomhed af denne art er ensbetydende med, at personen oplever en smertefuld mangel på sociale forbindelser af passende dybde og kvalitet.

Ensomhedsskalen fortæller os, at ensomhed kan måles efter, hvor ofte personen føler, at han eller hun mangler selskab, føler sig udenfor, føler sig på forkert bølgelængde med andre, føler sig indadvendt og føler, at personen ikke har nogen at gå til.

For de mennesker, der faktisk har venner og familie, men som stadig er ensomme, skyldes ensomheden ofte en mangel på ægthed eller autenticitet i forholdene.

Det menes, at ensomme individer har et negativt bias, når de evaluerer sociale interaktioner. Personen kan for eksempel opfange signaler om afvisning hurtigere end andre, måske for hurtigere at kunne undgå det og beskytte sig selv. Folk, som føler ensomhed, har generelt brug for at afklare, om de har et sådant bias, idet det forhindrer dem i at opsøge selskab. [Kilde: Psychologytoday] 

Ensomhed grunder meget ofte i en inkongruens imellem personens interesse for sociale relationer og manglende sociale færdigheder. I ICD-11 er social tilbagetrækning også et trækdomæne. Domænet er karakteriseret ved:

→ En tendens til at holde distance til andre.

→ Undgåelse af sociale interaktioner og sociale situationer.

→ Manglende deltagelse i småsnak.

→ Mangel på venskaber og løsere bekendtskaber.

→ Minimal og overfladisk interaktion med familiemedlemmer.

→ Nedsat interesse for intime forhold.

[Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 106-108]

I disse tilfælde ser man betydelig psykisk lidelse på grund af ensomheden. Nogle mennesker ønsker faktisk at være sociale, men kæmper med, hvordan man "gør" det.

Ensomhed hænger ofte sammen med depression (eventuelt vinterdepression eller fødselsdepression) og angst, især socialfobi eller agorafobi. Ensomhed er også et problem, som opstår for mennesker, der lider af anomi. Ensomme mennesker lider næsten altid af lavt selvværd. Nogle gange skyldes problemerne også, at personen fungerer en smule anderledes end andre, for eksempel ved at være autistisk eller lide af anden neurodivergens, for eksempel ADD eller ADHD.

I meget sjældne tilfælde ses alvorligere forstyrrelser bag ensomheden. Nogle mennesker isolerer sig også på baggrund af kropsdysmorfi, samlermani eller øvrige ting, som de prøver på at skjule. Det skal også siges, at ensomhed kan præge mennesker med alvorligere forstyrrelser, eventuelt personlighedsforstyrrelser såsom skizoid personlighedsstruktur eller beslægtede problemer såsom skizotypisk sindslidelse eller skizofreni.

Ensomhed indbefatter nogle gange identitetsproblemer og kan hermed blive et eksistentielt problem. Identitetsproblemerne kan både være årsag og virkning i forhold til ensomheden. Ensomhed opstår ofte i kølvandet på livskriser eller øvrige omvæltninger. Ensomhed ses også hos mennesker, der har tabt tilliden til andre mennesker, måske fordi de har været udsat for manipulation eller psykisk vold, eller hos mennesker, der aldrig har haft tilliden, fordi de måske er præget af utryg tilknytning.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at klare sig igennem ensomme perioder. Andre gange er det omvendt misbruget eller afhængigheden, der forårsager ensomheden.

Ensomhed er i øvrigt et universelt eksistentielt grundvilkår, der præger alle mennesker. Vi er alle bange for isolation og har tendens til at føle os helt alene en gang imellem.

Nogle mennesker er i øvrigt ikke ensomme, men er bare meget alene. Der er forskel på "alenehed" og "ensomhed". Det er tit et tegn på usund isolationsangst hos et menneske, når det ikke kan skelne mellem de to, både hvad angår personen selv og når de projicerer det over på andre.

Omvendt er nogle mennesker, som nævnt ovenfor, dybt ensomme, selvom de er omgivet af venner og familie. I så fald er der tale om langt mere end et utilstrækkeligt netværk. Der er tale om et problem med at vise, hvem man er, at blotte sin personlighed. I andre tilfælde er det ganske enkelt de forkerte mennesker, personen omgiver sig med.

Ensomhed bliver af nogle betragtet som et tabu. Især i nutidens bombardement af sociale medier får vi mulighed for at spejle os i andres måder at være sammen på. Det er ærgerligt. For ensomhed er ofte et tegn på, at der er andre ting på spil, som er årsagen til ensomheden.

Behandling af ensomhed

At behandle ensomhed ved brug af psykoterapi handler ikke om, at være en betalingsven, der erstatter nære eller tilfredsstillende relationer. Behandlingen går ud på at bearbejde årsagen til ensomheden og give personen redskaberne til at bryde den ensomme tilstand. Det kan både kræve arbejde med sociale færdigheder, kognitive redskaber, adfærdsterapi og bearbejdning af de dybere grunde til tilstanden. Ensomhed er en tilstand, der kan overvindes.

Den kvantitative ensomhed kræver mod og strategier til at komme ud af skallen. Det kræver, at personen effektivt lærer at modgå tendensen til at trække sig væk. Den kvalitative ensomhed kræver mod og strategier til at åbne sig mere og styre relationerne i den ønskede retning. Det kræver, at personen omkoder sine arbejdsmodeller systematisk.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.

Enuresis: Når barnet har små "uheld" (Diagnose, symptomer, behandling)

Enuresis

(Når barnet har små "uheld")

Symptomer på enuresis

Ved enuresis forstås en forstyrrelse hos børn, præget af:

• Udtømning af urin på upassende steder (for eksempel i tøjet eller sengen).

• Udtømningen sker på en måde, der ikke svarer til barnets mentale alder.

• Udtømningen kan både ske i vågen eller sovende tilstand.

• Udladningen kan være frivillig eller ufrivillig.

• Barnet kan have manglende eller fuld blærekontrol.

• Barnet skal have en kronologisk alder på mindst 5 år.

• Hvis barnet er under 7 år, skal det ske mindst 2 gange om måneden.

• Hvis barnet er over 7 år, skal det ske mindst 1 gang om måneden.

Det er vigtigt, om barnet har blærekontrol eller ej. Der er forskel på et uheld og et "uheld". Diagnosen kræver, at problemet ikke skyldes andre lidelser (for eksempel epilepsi, diabetes etc.). [WHO (1994/2018): F98.0, s. 186; APA (2013): Sec. 2, 307.6, p. 355]

Det amerikanske diagnosesystem kræver markant højere hyppighed, før diagnosen kan stilles.

Se også mine blogindlæg om encoprese eller elektiv mutisme.

Til forældre til børn med enuresis

Pas på med at være overbekymret: børn tisser altså også bare i sengen nogle gange. Desuden er blærekontrol noget, der bestemmes hormonelt og neurologisk af hjerneudviklingen. Derfor maner vi ofte til ro omkring emnet. Der findes også øvrige fysiologiske problemer, for eksempel slap blære.

Der findes alternativ behandling, der måske kan hjælpe med at behandle enuresis. Nogle zoneterapeuter reklamerer med at kunne hjælpe børn med enuresis. Jeg er ikke personligt bekendt med effekten.

Der kan også være andre, ikke-fysiske, grunde til at børn tisser i bukserne. Nogle børn går ikke på toilettet, fordi de enten bare hygger sig i en leg, de ikke vil forlade. Her udsætter barnet for længe, fordi barnet har det sjovt. Det er faktisk ret normalt.

Ingen af de ovennævnte eksempler er specielt psykologisk interessante.

I psykoterapeutisk regi interesserer vi os for, når børn med veludviklet blærekontrol begynder at have "uheld", som ikke kan forklares fysiologisk. Det plejer at have en betydning, når børn pludselig holder op med at udvise kontrol over en adfærd, som de ellers mestrer. Her kan man spørge: "Hvad er det, som barnet forsøger at kommunikere?" Protesterer barnet? Er det et råb om opmærksomhed eller hjælp? Forsøger barnet at opnå omsorg? Er barnet utrygt ved at gøre opmærksom på, at det skal på toilettet? Er barnet socialt usikker og bekymret og frygter at forlade en leg, fordi barnet frygter efterfølgende eksklusion?

Som forældre kan vi mest effektivt spørge ind "fra siden", i stedet for at gøre det "fra oven". Det er ofte i småsnak, at vi kan afdække de egentlige nøgler, der kan hjælpe os til at forstå vores børn.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur: Når aggression undertrykkes (Diagnose, symptomer, behandling)

Evasiv/ængstelig personlighedsstruktur

(Når aggression undertrykkes)

Symptomer på ængstelig personlighedsstruktur

Ved evasiv personlighedsstruktur (også kaldet ængstelig, avoidant, aggressionshæmmet, eridofob personlighedsstruktur) forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

• Udbredt ængstelighed og sensitivitet.

• Overfølsomhed for afvisning, kritik og negativ evaluering.

• Tendens til at føle afvisning og kritik i sociale situationer.

• Stor indsats for at undgå at modtage kritik.

• Tendens til at afvisning, kritik og evaluering forstyrrer den indre balance.

• Social hæmning og tilbageholdenhed.

• Tendens til undgåelsesadfærd på grund af frygt for risikomomenter.

• Anspændthed og usikkerhed i sociale situationer.

• Lavt selvværd og utilstrækkelighedsfølelse.

• Tendens til at føle sig socialt uduelig, uappellerende og underlegen.

• Tilbageholdenhed ved usikkerhed om forhåndsaccept.

• Begrænset livsudfoldelse på grund af bekymringer for sikkerhed.

• Stærk søgen efter anerkendelse, accept og varme.

• Undgåelse af jobs med stor interpersonel kontakt.

• Tilbageholdenhed i intime forhold af frygt for udskamning eller latterliggørelse.

• Frygt for at knytte sig til andre.

• Modvillighed mod at tage personlige risici.

• Modvillighed mod nye aktiviteter, der kan blive pinlige.

• Frygt for egen reaktion på kritik (f.eks. rødme, gråd).

• Tendens til at virke genert, sky, ensom og isoleret.

• Tendens til ikke at have et stort netværk.

• Tendens til fantasier om idealiserede forhold til andre.

• Tendens til stærk opladning af vrede i forbindelse med krænkelser eller modgang.

• Lav tolerance for ubehagelige stimuli og emotionel provokation.

• Tendens til at undgå nære forhold og sårbare situationer.

• Tendens til at anse andre som kritiske, overlegne og som havende onde hensigter.

• Vrede. der får ikke sundt afløb, men kommer til udtryk i vredesudbrud (ketchupeffekten).

• Ubehag ved bevidnelse af ubehagelige begivenheder i medier (fx bøger, fjernsyn).

• Eventuelle angstfantasier om døden (indre straf, forsøg på at undslippe kontroltab).

• Tendens til hypermentalisering og neurotisk skyld.

• Problemer med at sætte grænser og sige fra.

Personen er typisk aggressionshæmmet. Aggression er indkapslet og får ikke et naturligt udtryk. Personen har svært ved at vise vrede og modvilje direkte, men holder det inde for længe.

Der ses, som nævnt, nogle gange følsomhed for ubehag og ildebefindende og panisk angst, når personen bevidner grusomhed, tortur, vold, død, begravelser (for eksempel i fjernsynet). Den dynamiske forklaring menes at være, at grusomheden udløser egne forbudte aggressionskonflikter (personen kan ikke skelne mellem aggressivitet og destruktivitet), og der opstår panisk angst for at miste kontrollen eller at der vil ske noget forfærdeligt.

Kognitivt ses overudviklede områder for sårbarhed og undvigelse, mens der er underudviklede områder for selskabelighed og hæmning. Andre mennesker anses af personen som kritiske, overlegne og som havende onde hensigter: Der er tendens til lav tolerance for ubehagelige stimuli og emotionel provokation, sådan at alt forbundet med noget sårbart undviges - deriblandt, i nogle tilfælde, nære forhold. [WHO (1994/2018): F60.6, s. 141; APA (2013): Sec. 2, 301.82, pp. 672-674; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 159; Cullberg (1999): Kap. 10, s. 115-116]

Der ses ofte problemer med affektiv dysregulering (vrede undertrykkes og kommer frem i udbrud) og lav frustrationstolerance (sensitivitet over for kritik).

Problemet er reelt en angstlidelse. Man kan bemærke store overlap med socialfobi og eventuelt dependent personlighedsstruktur. Desuden ses et stærkt overlap med den særligt sensitive.

I ICD-11 fjernes diagnosen, og ængsteligheden bliver kodet under trækdomænet "negativ affektivitet". Man kan diskutere, om det er en fordel.

Behandling af ængstelig/evasiv personlighedsstruktur

Denne slags strukturering af personligheden er i den "lette" ende. Der er meget god mulighed for bedring af tilstanden gennem psykoterapi. Især integrativ psykoterapi er velegnet, idet den både kan bearbejde årsagen i dybden og hjælpe med at skabe strategier på "overfladen", der udbedrer problemerne. Der er ofte brug for selvværdsarbejde, skærpelse af evnen til at mærke sine behov, følelser og lære at kommunikere dem hensigtsmæssigt. Den undertrykte vrede skal frem og bearbejdes. Angsten skal bringes under kontrol. Desuden skal personen ofte arbejde imod sin tendens til hypermentalisering og neurotisk skyld. Som sagt: Der er gode muligheder for bedring.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Fibromyalgi: Når smerterne er kroniske og generelle (Diagnose, symptomer, behandling)

Fibromyalgi

(Når smerterne er kroniske og generelle)

Symptomer på fibromyalgi

Ved fibromyalgi forstås en kronisk smertelidelse uden klart ophav, præget af:

• Udbredte og generaliserede smerter i kroppen.

• Diffuse smerter i muskler, led eller sener.

• Varierende og springende smerter, der breder sig i kroppen.

• Forstærkede smertesignaler og et ineffektivt fungerende smertesystem.

• Smerteoplevelser ved udøvelse af tryk på størstedelen af kroppens præcise smertepunkter.

• Smerterne skal vare i mindst tre måneder, før diagnosen er relevant.

• Tendens til stor variation i smerterne (gode dage, dårlige dage).

Smertefornemmelser og føleforstyrrelser:

• Svigende eller brændende smerter af "jagende" karakter.

• Ubehagelige stikkende eller prikkende fornemmelser i kroppen.

• Dybe, murrende smerter af mere "sløv" karakter.

• Overfølsomhed for berøring (allodyni).

• Følelsesløshed i kroppen.

Medfølgende problemer:

• Nedsat fysisk udholdenhed.

• Udmarvende træthed.

• Søvnforstyrrelser.

• Psykiske ændringer.

• Hovedpine.

• Tørre slimhinder.

• Kolde og hvide fingre og tæer.

• Tendens til irritabel tyktarm.

• Tendens til irritabel blære.

• Stivhed i kroppen.

• Overfølsomhed for kulde og temperaturskift.

• Uro i benene.

• Overfølsomhed for sanseindtryk (lys, lyde, lugte etc.)

• Susen for ørene.

• Synsforstyrrelser.

• Kognitive forstyrrelser, deriblandt tankemylder.

• Hos kvinder forværring af præmenstruelle symptomer.

Kroppen har 18 præcist definerede smertepunkter. Ved fibromyalgi reagerer personen på let tryk på mindst 11 af dem. Smerten, der opleves, skal være mere end relativ ømhed.

Fibromyalgi deler symptomer med kronisk træthedssyndrom, men indebærer normalt ikke påvirket hukommelse og koncentration eller infektionssymptomer såsom feber, infektioner i svælg eller lymfeknuder. (Der er faktisk uenighed om, hvorvidt hukommelse og koncentrationen påvirkes i de kilder, jeg har anvendt.)

Lidelsen rammer i høj grad oftest kvinder. Men hvor det tidligere særligt var kvinder over 40 år, der blev ramt, ses i vor tid langt flere tilfælde under 40. Det vurderes, at mindst 2-3 procent af Danmarks befolkning lider af fibromyalgi.

Lidelsen er i familie med kronisk træthedssyndrom og piskesmæld. Der er konstateret klar sammenhæng mellem forudgående psykiske eller fysiske problemer og senere forekomst af fibromyalgi.

Det er meget velkendt, at stress forværrer fibromyalgi. Der er set overbevisende sammenhænge mellem affektive sindslidelser og fibromyalgi, især depression. Desuden også tendens til angst og personlighedsforstyrrelser, der involverer angst: deriblandt tvangsprægning, ængstelig personlighedsstruktur, emotionel ustabil personlighedsstruktur eller dependent personlighedsstruktur. Ikke mindst er fibromyalgi også påvist, at kunne hænge sammen med traumer, især PTSD. [Isager (2001): Kap. 1, s. 22, 27, fibromyalgi, gigtforeningen, sundhed]

Læs eventuelt mere om neurasteni her på bloggen.

Behandling af fibromyalgi

Fibromyalgi er en meget generende sygdom, der er svær at leve med. Den er optaget i globale diagnostiske systemer, men har desværre været udsat for en del skepsis, både i lægevidenskaben og i den almene befolkning.

Der findes nogle fysiske tiltag, man kan anvende, for at lindre symptomerne. Men udover disse tiltag mangler lægevidenskaben klare strategier til behandling. Dog er det bemærkelsesværdigt, at der er en klar statistisk sammenhæng mellem psykisk sårbarhed og fibromyalgi. Fibromyalgiens smerter kan heller ikke fjernes ved brug af psykoterapi. Det er ihvertfald kun i tilfælde af konversionssymptomer, hvor det kan gøre sig gældende.

I langt de fleste tilfælde vil psykoterapi i forbindelse med fibromyalgi handle om at komme frem accept af tilstanden og lære at tackle det på en hensigtsmæssig måde. Det er ikke en lille indsats. Én ting er at leve med smerter og træthed, en anden ting er at leve godt med sine smerter og træthed. Behandlingen vil ofte indebære kognitive teknikker.

Gå til oversigt over psykiske problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til websitet for klinikken.

Anvendt litteratur

• Isager, Henrik: Stress og udstødelse: Fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld. Højbjerg: Forlaget Hovedland, 2001. 1. oplag. ISBN: 87-7739-524-7.

Forstyrret spisning: Når vores spisning bliver uhensigtsmæssig (Diagnose, symptomer, behandling)

Forstyrret spisning

(Når vores spisning bliver uhensigtsmæssig)

Symptomer på forstyrret spisning

Ved forstyrret spisning forstås et problem, præget af:

• Et mønster af spisning og næringsindtag, der påvirker helbredet negativt.

• Strenge madregler eller -ritualer.

• Undgåelse af madgrupper eller fødevarer med bestemt indhold, teksturer eller farver.

• Kompensatorisk adfærd, der skal modgå indtaget næring.

• At bruge teknikker for at snyde systemet til oplevelse af mæthed (f.eks. langsom spisning).

• Følelsen af skyld, væmmelse eller angst før eller efter spisning.

• Bevidst udeladelse af måltider og tendens til at springe dem over.

• Tendens til kun at ville indtage "udrensende" næring.

• Brug af afføringsmidler, vanddrivende eller selvinduceret opkastning.

• Obsessiv tendens til at holde regnskab med mad eller kalorier.

• Tendens til at veje sig eller tage sine mål ofte.

• Uhensigtsmæssig fasten eller spiseanfald.

• Brug af stereoider, kreatin eller afmagringspiller.

• Tendens til at følge uhensigtsmæssige kostdiller, der skader helbredet.

Vigtig sidebemærkning:

• Mønsteret lever ikke op til kriterier for spiseforstyrrelser.

Psykologiske følgevirkninger:

• Negativt kropsbillede (jf. kropsdysmorfi).

• Lavt selvværd og mindreværdsfølelser.

• Tendens til depressivitet og angst.

• Lav frustrationstolerance og affektiv dysregulering.

• Søvnproblemer.

• Tankemylder og indre uro.

Mulige fysiske ledsageproblemer:

• Muskelkramper.

• Underernæring.

• Stofskifteproblemer.

• Mave- og tarmproblemer.

• Knogleskørhed.

Forstyrret spisning kan anses som et spektrum mellem normal spisning og spiseforstyrrelser. Problemet ligner spisesforstyrrelser, men har en lavere alvorsgrad. Lidelsen kan indebære restriktiv, kompulsiv, uregelmæssig eller ufleksibel spisning.

At forpligte sig på at leve med usunde, selvpålagte diæter er en almindelig form for forstyrret spisning. Ikke alle diæter er usunde, men mange af dem er.

Når madindtaget begrænses på uhensigtsmæssig vis, vil kroppen typisk reagere med at nedsætte stofskitet, således energien bevares mest muligt. Appetitten vil forøges og lysten til maden vil stige. Her bliver personen ofte irritabel og træt. 

Der er stærkt forhøjet risiko for udvikling af egentlig spiseforstyrrelse, for eksempel anoreksi eller bulimi. Disse kan blive langt mere skadelige og eventuelt livstruende. [Kilde: Nedc, Healthline]

Personen kan eventuelt være præget af identitetsforvirring eller øvrige eksistentielle problemer. Det er også en mulighed, at personen er præget af neurodivergens, for eksempel Aspergers syndrom eller andre forstyrrelse på autisme-spektrummet.

Behandling af forstyrret spisning

Jeg anser forstyrret spisning som en adfærdsmæssig modifikation af et forstyrret selvbillede, der ofte hænger sammen med personens relationer, omgivelser og øvrige levevis. Forstyrret spisning er velegnet at behandle med ren psykoterapi. Det er muligt at oprette et sundere forhold til kroppen, mad og til sig selv som helhed.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.