søndag den 2. marts 2025

Fibromyalgi: Når smerterne er kroniske og generelle

Fibromyalgi

(Når smerterne er kroniske og generelle)

En kvinde ser ud til at være i smerter.

Ved fibromyalgi forstås en kronisk smertelidelse uden klart ophav, præget af:

→ Udbredte og generaliserede smerter i kroppen.

→ Diffuse smerter i muskler, led eller sener.

→ Varierende og springende smerter, der breder sig i kroppen.

→ Forstærkede smertesignaler og et ineffektivt fungerende smertesystem.

→ Smerteoplevelser ved udøvelse af tryk på størstedelen af kroppens præcise smertepunkter.

→ Smerterne skal vare i mindst tre måneder, før diagnosen er relevant.

→ Tendens til stor variation i smerterne (gode dage, dårlige dage).

Smertefornemmelser og føleforstyrrelser:

→ Svigende eller brændende smerter af "jagende" karakter.

→ Ubehagelige stikkende eller prikkende fornemmelser i kroppen.

→ Dybe, murrende smerter af mere "sløv" karakter.

→ Overfølsomhed for berøring (allodyni).

→ Følelsesløshed i kroppen.

Medfølgende problemer:

→ Nedsat fysisk udholdenhed.

→ Udmarvende træthed.

Søvnforstyrrelser.

→ Psykiske ændringer.

→ Hovedpine.

→ Tørre slimhinder.

→ Kolde og hvide fingre og tæer.

→ Tendens til irritabel tyktarm.

→ Tendens til irritabel blære.

→ Stivhed i kroppen.

→ Overfølsomhed for kulde og temperaturskift.

→ Uro i benene.

→ Overfølsomhed for sanseindtryk (lys, lyde, lugte etc.)

→ Susen for ørene.

→ Synsforstyrrelser.

→ Kognitive forstyrrelser, deriblandt tankemylder.

→ Hos kvinder forværring af præmenstruelle symptomer.

Kroppen har 18 præcist definerede smertepunkter. Ved fibromyalgi reagerer personen på let tryk på mindst 11 af dem. Smerten, der opleves, skal være mere end relativ ømhed.

Fibromyalgi deler symptomer med kronisk træthedssyndrom, men indebærer normalt ikke påvirket hukommelse og koncentration eller infektionssymptomer såsom feber, infektioner i svælg eller lymfeknuder. (Der er faktisk uenighed om, hvorvidt hukommelse og koncentrationen påvirkes i de kilder, jeg har anvendt.)

Lidelsen rammer i høj grad oftest kvinder. Men hvor det tidligere særligt var kvinder over 40 år, der blev ramt, ses i vor tid langt flere tilfælde under 40. Det vurderes, at mindst 2-3 procent af Danmarks befolkning lider af fibromyalgi.

Lidelsen er i familie med kronisk træthedssyndrom og piskesmæld. Der er konstateret klar sammenhæng mellem forudgående psykiske eller fysiske problemer og senere forekomst af fibromyalgi.

Det er meget velkendt, at stress forværrer fibromyalgi. Der er set overbevisende sammenhænge mellem affektive sindslidelser og fibromyalgi, især depression. Desuden også tendens til angst og personlighedsforstyrrelser, der involverer angst: deriblandt tvangsprægning, ængstelig personlighedsstruktur, emotionel ustabil personlighedsstruktur eller dependent personlighedsstruktur. Ikke mindst er fibromyalgi også påvist, at kunne hænge sammen med traumer, især PTSD. [Isager (2001): Kap. 1, s. 22, 27, fibromyalgi, gigtforeningen, sundhed]

Læs eventuelt mere om neurasteni her på bloggen.

Behandling af fibromyalgi

Fibromyalgi er en meget generende sygdom, der er svær at leve med. Den er optaget i globale diagnostiske systemer, men har desværre været udsat for en del skepsis, både i lægevidenskaben og i den almene befolkning.

Der findes nogle fysiske tiltag, man kan anvende, for at lindre symptomerne. Men udover disse tiltag mangler lægevidenskaben klare strategier til behandling. Dog er det bemærkelsesværdigt, at der er en klar statistisk sammenhæng mellem psykisk sårbarhed og fibromyalgi. Fibromyalgiens smerter kan heller ikke fjernes ved brug af psykoterapi. Det er ihvertfald kun i tilfælde af konversionssymptomer, hvor det kan gøre sig gældende.

I langt de fleste tilfælde vil psykoterapi i forbindelse med fibromyalgi handle om at komme frem accept af tilstanden og lære at tackle det på en hensigtsmæssig måde. Det er ikke en lille indsats. Én ting er at leve med smerter og træthed, en anden ting er at leve godt med sine smerter og træthed. Behandlingen vil ofte indebære kognitive teknikker.

Gå til oversigt over psykiske problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til websitet for klinikken.

Anvendt litteratur

  • Isager, Henrik: Stress og udstødelse: Fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld. Højbjerg: Forlaget Hovedland, 2001. 1. oplag. ISBN: 87-7739-524-7.

Ingen kommentarer:

Mobning: Når det kun er sjovt for de andre

Mobning (Når det kun er sjovt for de andre) Ved mobning forstås en særligt problematisk adfærd, præget af: → Gentagen og bevidst aggressiv ...