Spiseforstyrrelser: Når problemer påvirker spisningen

Spiseforstyrrelse

(Når problemer påvirker spisningen)

Symptomer på spiseforstyrrelse

Ved spiseforstyrrelse forstås en alvorlig forstyrrelse, præget af:

• Store problemer med forholdet til mad, spisning, vægt og form.

• En gennemgående forstyrret spiserelateret adfærd.

• Over- eller underkontrol af spisning.

• Markant nedsat næringsindtag i kroppen.

• Risiko for beskadigelse af hjerte, fordøjelse, organer, knogler og tænder.

• Forstyrrelsen påvirker følelseslivet og evnen til at fungere indenfor andre livsområder.

Spiseforstyrrelser er en seriøs helbredstilstand, som påvirker både det fysiske og mentale helbred. Hvis spiseforstyrrelser ikke behandles effektivt, kan de blive langvarige problemer, potentielt dødelige i sidste ende.

Begrebet spiseforstyrrelse er en overkategori og ikke en regulær diagnostisk kategori.

De mest almindelige spiseforstyrrelser er anoreksi, bulimi og BED. De kan føre til andre sygdomme og er forbundet med depression, angst, selvskade og eventuelle selvmordstanker. [Kilde: Mayoclinic]

Man ser også forstyrret spisning, som ikke er en spiseforstyrrelse, men viser sig som en ubalanceret spisning med enten alt for lidt mad, alt for meget mad, alt for usund mad, for meget sukker, for mange overvejelser om mad etc. Disse er meget udbredte og er ikke et tegn på alvorlige problemer, men dog ses at være copingmekanismer, som reagerer på andre tilstande, blandt andet angst, depression eller stress. Spisningen kan også i sig selv være en afhængighed eller et misbrug.

Som psykoterapeut møder man meget ofte forstyrret spisning, men sjældnere deciderede spiseforstyrrelser. Dog ses begge på psykoterapiklinikker.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Stalking: Når vi udsættes for overvågning og uønsket kontakt

Stalking

(Når vi udsættes for overvågning og uønsket kontakt)

Definition af stalking

Ved stalking forstås en bestemt form for uhensigtsmæssig og kriminel adfærd, præget af:

• Påtrængende og skræmmende adfærd, præget af uønsket kontakt og opmærksomhed.

• Adfærden får offeret til at føle frygt for egen eller andres sikkerhed.

• Adfærden skaber betydeligt følelsesmæssigt mismod hos offeret.

Adfærden hos stalkeren kan inkludere:

• Uønsket fysiske tilstedeværelse hos offeret eller offerets nærmeste.

• Kalkuleret tendens til at dukke op samme steder som offeret.

• Uønsket kontaktforsøg (via telefon eller sociale medier) til offeret.

• Overvågning af offerets aktiviteter.

• Tendens til at dokumentere offerets gøren og laden.

• Uønsket gavegivning til offeret.

• Hærværk mod offerets besiddelser.

• Trusler mod offeret eller andre i offerets liv.

• Adfærden udføres ofte i det skjulte, men kan også være åbenlys.

• Adfærden sigter mod magt og kontrol fra krænkerens side.

Øvrige vigtige kriterier:

• Adfærden skal udgøre et mønster.

• Adfærden skal være målrettet og bevidst fra stalkerens side.

[Kilder: Cambridge, Stalkingawareness, FT]

Stalking er en forbrydelse (en form for kriminalitet). Den indgår som bestanddel i psykisk vold og er også en form for manipulation. Det kan også indgå i mere systematisk mobning. Ligesom psykisk vold er stalking notorisk svær at påvise, medmindre offeret dokumenterer hændelserne grundigt.

Stalking kan, vil jeg mene, overordnet inddeles i to slags: (1) Stalking med instrumentelt formål, hvor stalkeren chikanerer offeret, fordi offeret skal tjene funktioner for stalkeren. (2) Stalking uden instrumentelt formål, hvor stalkeren kun har til formål at danne en nær relation med offeret. En anden måde at skelne på kan være mellem, om stalkeren har positive eller negative hensigter med adfærden.

Offeret vil naturligvis blive præget af angst, stress, søvnproblemer og eventuelt, hvis det fortsætter i lang tid, blive traumatiseret (i slemme tilfælde præge personen med langvarig PTSD). I visse tilfælde kan offeret ende med alvorlig hypervigilans (overdrevet vagtsomhed), grænsende til paranoia.

Mennesker, der udsætter andre for stalking, er ofte psykisk forstyrrede. Adfærdens grænseoverskridende og obsessive karakter indikerer kraftig selvhenføring, der normalt karakteriserer mennesker med alvorlige personlighedsforstyrrelser eller lidelser.

Den mere ondsindede stalking kan især udføres af mennesker, præget af narcissistisk personlighedsstruktur eller dyssocial personlighedsstruktur. Her retter stalking sig ofte mod at opnå kontrol: for eksempel mod at samle negativ information om offeret eller blot mod at ødelægge offerets liv.

Men mennesker med præ-psykotisk organisation kan også stalke på baggrund af psykotiske vrangforestillinger. Det gælder for eksempel mennesker med skizofreni, paranoid personlighedsstruktur eller skizotypisk sindslidelse. Den psykotiske form for stalking er ofte mere "velmenende" end den ikke-psykotiske. Vrangforestillingerne er ofte bygget på en tanke om sjælelige forbindelser til offeret. Her tages offerets modvilje som en slags "fejl", der kan udbedres ved mere ihærdige forsøg på kontakt.

De fleste stalkere kender deres offer. Det er mest hyppigt enten en vrangvendt bejler eller en tidligere romantisk relation, der er involveret i stalking, men det kan også være partneres nye partnere eller tidligere partnere, der gør det. Nogle offentlige figurer eller uheldige privatpersoner kan også blive ofre for en komplet fremmed eller perifært bekendt, der stalker dem. Men man ser også naboer, venner og tidligere kollegaer, der stalker.

Der er indbyggede problemer i begrebet: Hvor mange hændelser udgør et mønster? Hvis personerne bor tæt på hinanden, er det så stalking, når man gentagne gange møder hinanden, når man handler ind? Hvor mange hændelser kan ses som et sammentræf? Etc.

Stalking kan naturligvis ikke standses med psykoterapi, men det kan både skaden mod offeret og impulsen til at stalke. Både offer og krænker har ofte brug for terapi. Offeret får mest ud af terapi efter stalkingen er overstået. Først her kan helingen for alvor begynde. Men dermed ikke sagt, at terapi ikke kan hjælpe imens det står på. Men det er nemmere at rehabilitere en kamphund, mens den ikke skal i arenaen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Stress: Når der er for meget på tallerkenen

Stress

(Når der er for meget på tallerkenen)

Symptomer på stress

Ved stress forstås en reaktion på belastninger af forskellig art. Stress er et fysiologisk begreb, men bruges i løsere tale synonymt med den psykologiske eller mentale reaktion. Stress er præget af:

Symptomer, der påvirker humør og adfærd:

• Følelsen af at være overvældet.

• Problemer med at slappe af og afspænde.

• Gnavenhed, irritabilitet og vredesudbrud (jf. affektiv dysregulering).

• Hukommelsesproblemer.

• Mangel på motivation eller fokus.

• Rastløshed.

• Hjernetåge og problemer med at tænke.

• Angst, nervøsitet eller bekymring.

• Social tilbagetrækning.

• Lav frustrationstolerance.

• Tendens til tankemylder.

• Seksuelle problemer, for eksempel nedsat lyst.

• Søvnforstyrrelser, for eksempel søvnløshed eller mareridt.

• Forstyrret spisning og appetit.

• Brug af tobak, alkohol eller andre substanser.

• Følelse af afmagt, håbløshed eller tomhed (jf. depression).

• Nedsat lyst til motionering.

Kropslige symptomer på stress:

• Spændingshovedpine eller trykken.

• Smerter i nakke, ryg eller lænd.

• Ømhed i hovedbund og pande.

• Muskelspændinger og -smerter.

• Smerter i brystet.

• Uro i maven og fordøjelsesproblemer.

• Træthed og energitab.

• Hjertebanken.

• Hurtigt og overfladisk åndedræt.

• Højt blodtryk.

• Nedsat immunsystem, tendens til at blive syg oftere.

• Eventuelt mavesår eller hjerteproblemer.

[Kilde: Mayoclinic, Healthline]

Kortvarig stress er en sund og naturlig reaktion på en oplevelse af akut fare. Den er ufarlig og kan endda opleves positivt. Langvarig stress er derimod ikke en sund tilstand, men er en kombination af anspændthed og ulyst, som normalt opdeles i fysiske og psykiske reaktioner.

De faktorer, der øger risikoen for stress, kaldes for stressorer eller stressbelastninger. Grundstenen i stressorer er belastende situationer, hvori man har lav indflydelse, oplever stigende meningsløshed, begrænset social støtte, uforudsigelighed i situationen og manglende respekt og anerkendelse.

Stressreaktionen er kroppens måde at reagere på. Den aktiverer sit alarmberedskab, når den udsættes for situationer, der er forbundet med alt for store udfordringer, belastninger eller reel fare. Det er en naturlig fysisk reaktion, men den er ikke sund, hvis den foregår over længere tid.

Hjernen, nerve- og hormonsystemet aktiveres, når vi udsættes for belastninger, og rent fysisk vil man under stress opleve en fornemmelse af indre uro, rysten på hænderne, sved på panden og hjertebanken. Pulsen stiger, vejrtrækningen stimuleres, og nogle vil føle åndedrætsbesvær. Det skyldes, at den del af det autonome nervesystem, som kaldes det sympatiske nervesystem, aktiveres. Det styrer kamp-flugt-mekanismerne og sørger for, at blodtrykket stiger og tilfører energi til de store muskelgrupper. Blodtilførslen til fordøjelsesorganerne og huden hæmmes. Større mængder adrenalin og noradrenalin frigøres, hvilket øger anspændtheden. Desuden frigøres kortisol, som medvirker til nedbrydning af sukker- og fedtstoffer og øger immunforsvaret i første instans, men svækker det på sigt.

Ved længerevarende stress afløses de umiddelbare reaktioner af symptomer som ondt i maven, hovedpine og dårlig nattesøvn. Det skyldes, at det parasympatiske nervesystem, som styrer rekreation og afslapning (de regenerative processer), hæmmes og tilsidesættes af det sympatiske. Derfor påvirkes appetit, fordøjelse og evnen til at sove. Der er også tendens til forstærkede smerteoplevelser og forværring af kroniske lidelser som diabetes, migræne og gigt.

Psykiske reaktioner på stress bestemmes meget af, hvordan vi hver især oplever og vurderer den pågældende belastning. Hvis vi tror, vi kan klare eller mestre opgaven, bliver vi ikke stressede. Kombinationen af ulyst og fysisk anspændthed giver den psykiske reaktion på stress: irritabilitet, uro, rastløshed og træthed. Herefter koncentrations- og hukommelsesbesvær.

Ved langvarig stress føler mange sig drænet for følelser, uengagerede og følelseskolde. Personen ændrer personlighed og adfærd. Langvarigt kan det føre til angst og depression. Adfærden kan ændre sig til umotiverede følelsesudbrud, mistro eller aggressivitet. Stressede personer kan blive upålidelige eller kan blive tavse, fåmælte og have mere fravær.

Når man går ned med stress, kan det ske på to måder:

(a) Der kan forekomme et gradvist tiltag af symptomer, som udvikler sig til en overbelastningsreaktion.

(b) Det kan ske på en dramatisk måde, som kaldes stresskollaps. Det kan ske, når stressymptomerne er holdt nede via forsvarsmekanismer, og det bryder sammen, eventuelt udløst af akut belastning, andre gange af en mindre udfordring. Her skal personen sygemeldes i mindst en uge med komplet ro, for at nervesystemet kan genvinde sin naturlige balance igen. [Fjordbak (2016): Kap. 8, s. 248-251]

Nogle gange er der tale om tilpasningsreaktion, når vi går ned med stress. Der har været for mange eller for store omvæltninger til, at vi har kunnet stå imod. Denne svarer til ovennævnte stresskollaps.

Når stress bliver til slemmere og længevarende indre dødhed, kynisme og apati, er det fordi, vi er udbrændte. Udbrændthed er en værre tilstand end stress.

Forekomsten af stress, reaktionen på stress og årsager til stress hænger ofte sammen med udviklingen af angst eller depression og depressive problemer såsom neurasteni. Nogle lidelser skaber også forværrede reaktioner på stress: det gælder fx mange angstlidelser og neurodivergente udfordringer såsom AD(H)D og autisme. Dette kan give anledning til affektiv dysregulering, fx i form af vredesudbrud og lav frustrationstolerance.

Se eventuelt mine blogposts om udbrændthed, tilpasningsreaktion, traumer eller PTSD.

Hvad kan man gøre i tilfælde af stress?

For det første kan du nedsætte dit stressniveau ved at sænke omgangen med stressorerne. Det kræver, at du går direkte til kilden og sænker belastningsniveauet ved at tage fri eller få aflastning for dem. Aktiviteter som motion, god kost, frisk luft og eventuelle kropsøvelser eller meditative teknikker kan være meget virksomme. For nogle er kreative aktiviteter og hobbyer også meget lettende, fx at male, tegne eller lave smykker. For andre kan det bestå i at rode med motorer eller indretning.

Men der er gode grunde til, at det ikke er nok for alle. Nogle mennesker har svært ved at slippe de aktiviteter, der stresser dem. Det er der dybdepsykologiske årsager til.

Hvis problemet stikker dybere, kan psykoterapi være meget effektivt. Stress behandles mest effektivt på både overfladen og i dybden: På overfladen kan terapeuten hjælpe personen med at mærke sit eget stressniveau mere effektivt og lære personen at nedsætte det ved brug af bestemte aktiviteter og øvelser. Men for at komme stressen til livs på sigt kræver det også dybere bearbejdning af problemerne, der ligger bagved. Her ses ofte en tendens til at pukle for at vinde anerkendelse (som er et klassisk problem hos mennesker, der har lavt selvværd), såvel som problemer med at sige fra. Nogle gange er problemerne mere livsfilosofiske og handler om personens syn på arbejdsmoral eller jagt på succes. I disse tilfælde kræver det en omdefinition af værdierne i lyset af personens faktiske forfatning.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Særlig sensitivitet: Når vi er ekstra følsomme og reaktive

Særlig sensitivitet

(Når vi er ekstra følsomme og reaktive)

Symptomer på særlig sensitiv personlighed (HSP)

Ved særlig sensitivitet (forkortes HSP, Highly Sensitive Personality) forstås en neurodivergent kategori, præget af:

• Øget følsomhed i nervesystemet over for påvirkninger (både indre og ydre stimuli).

• Stærk reaktion på fysiske, følelsesmæssige eller sociale stimuli.

• Tendens til overvældelse på grund af sensoriske oplevelser, f.eks. lyde, lys og teksturer.

• Generelle problemer med sanseforarbejdning (SPS).

• Lav frustrationstolerance over for stress og ubehag.

• Tendens til at opleve og føle meget intenst.

• Oplevelse af ubehag i større folkemængder (jf. enoklofobi).

• Tendens til at blive skræmt af pludselige lyde eller bevægelser.

• Kraftigt behov for afslapning, specielt på stressede dage.

• Behov for at opholde sig i rolige, mørke, stille rum.

• Oplevelsen af, at dårlige dage påvirker appetit eller søvn.

• Tendens til at have et rigt og komplekst indre liv.

• Tendens til dybe tanker og stærke tilkoblede følelser.

• Tendens til overtænkning og tankemylder.

• Forhøjet empati til en udmattende grad (jf. mentalisering).

• Undgåelse af situationer, der kan overvælde.

• Kraftig reaktion på spændinger, uenighed, konflikter og vold.

• Tendens til at opleve angst, bekymringer og indre uro.

• Problemer med lavt selvværd og selvkritiske tanker.

• Tendens til at sammenligne sig med andre.

• Problemer med at give slip på negative tanker og følelser.

• Tendens til at danne fysiske symptomer på emotionelt ubehag, såsom hovedpine.

• Tendens til at blive meget vred over uretfærdighed i samfundet.

• Tendens til at tænke meget over, hvad andre tænker.

• Tendens til at være nærtagende og tage ting personligt.

• Tendens til at blive nemt såret eller fornærmet.

• Besvær med at modtage kritik, selv den konstruktive slags.

• Tendens til at overreagere på små provokationer.

• Tendens til at føle sig akavet i gruppesituationer.

• Bekymring for afvisning, selv i relativt utruende situationer.

• Tendens til at føle sig anspændt i romantisk intime situationer.

• Stærk evne til at danne meget nære og dybe bånd til tætte relationer.

• Stærk evne til at give andre støtte og omsorg.

• Stærk evne til at påskønne kvalitetsoplevelser.

• Kraftig tendens til at blive rørt af skønhed i kunst, natur etc.

• Undgåelse af vold i film og tv-programmer, fordi det er for intenst.

• Tendens til ikke at føle sig glad ved brug af sociale medier.

Begrebet om "særlig sensitivitet" er ikke en diagnostisk kategori, men svæver lidt for sig selv. Ordet blev først brugt af Elaine og Arthur Aron i 1990erne, og blev især populariseret for 10-15 år siden. Man kan kalde det en uformel kategori.

Særligt sensitive påvirkes altså ganske stærkt af stimuli, der ikke ville påvirke andre mennesker stærkt. Og de er mere følsomme og har brug for meget fred og ro omkring sig. Årsagen kan tilsyneladende både skyldes arv og miljø såvel som genetik og øvrige faktorer. Det antydes kraftigt, at omsorgssvigt eller tilknytningsproblemer kan spille ind. [Kilde: Verywellmind, Psychologytoday]

Det menes, at op til 20 procent af befolkningen kan være særligt sensitive. En følsom disposition kan øge risikoen for at udvikle problemer med angst, for eksempel socialfobi, agorafobi eller mere specifikke problemer, såsom eksamensangst. Der kan også være eksistentielle problemer eller identitetsmæssige problemer.

Begrebet var meget populært, nok især i 2010erne, hvor mange kaldte sig særligt sensitive, mange med god grund, mens andre med lidt mindre god grund. Nu, når "modebrugen" af begrebet er klinget af, er det mindre kontroversielt at diskutere klassifikationen.

Differentialdiagnostisk diskussion

At adskille særlig sensitivitet fra andre problematikker er faktisk et komplekst differentialdiagnostisk mareridt. Symptomklyngen placerer sig tilsyneladende tæt på både personlighedsforstyrrelser og neurodivergens, og den forholder sig ikke helt klart til dem. Forkortelsen HSP henviser til en forstyrrelse af personligheden, mens definitionen af problemet som en form for neurologisk afvigelse til dels modsiger det.

Problemet klassificeres som en form for neurodivergens. Det er åbenlyst, at problemerne minder meget om de problemer, man typisk både kan finde indenfor autisme-spektrummet eller ADHD-spektrummet. Disse to typer af hjerneafvigelser befinder sig også indenfor den neurodivergente paraply. Det er nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet faktisk ikke er en selvstændig kategori, men snarere hører til på et af de andre to skalaer.

Men problemet kaldes også for en "personlighed", antydende at det er en personlighedsforstyrrelse. Særlig sensitivitet deler også en række træk med især den ængstelige personlighedsstruktur, især hypersensitivitet og overfølsomhed for ubehag. Det er også nærliggende at forestille sig, at særlig sensitivitet kunne være en mildere variant af den ængstelige personlighedforstyrrelse.

Problemet påvirker også nervesystemets funktionalitet. Der er også et kæmpe overlap med traumeofres (især dem med PTSD) påvirkede nervesystem, og de problemer, det kan medføre, især med henblik på sansebearbejdningsproblemer, oplevelsen af at blive drænet af samvær med andre og tendensen til at søge fred og ro. Der er også forsøgt påvist en sammenhæng mellem særlig sensitivitet og bestemte svigt eller traumatiske påvirkninger fra fortiden. Hermed er det nærliggende at antage, at særlig sensitivitet kunne hænge sammen med belastningsreaktioner.

Alle tre ovenstående muligheder virker lige sandsynlige fra forskellige perspektiver. Det er dog meget tankevækkende, at stigningen af diagnosticering af ADHD og autisme lader til at korrelere nogenlunde med faldet af snakken om "særlig sensitivitet".

Der er andre komplikationer, der kan skabe problemer: bekymringstendenserne kan ligne generaliseret angst så meget, at de er svære at skelne fra hinanden, især ved en kort screening. Desuden indgår samtlige symptomer ved HSP også i øvrige diagnostiske kategorier, der ikke er nævnt her.

Derfor er det svært at placere den særligt sensitive på den diagnostiske skala. Er det en mild form for angst? Er det i realiteten traumepåvirkning? Er det faktisk en form for neurodivergens, der måske skulle være en del af autisme- eller ADHD-spektrummet, ligesom Aspergers syndrom? Er det en forstyrrelse af personligheden? Det er uklart.

Men at noget er svært at placere korrekt, er ikke det samme som at anfægte dets eksistens. Uanset hvad er problemerne og udfordringerne ægte nok. Jeg foretrækker, at anse særlig sensitivitet som noget, der indgår i personlighedsprofilen, men ikke på en psykopatologisk måde. Mange træk, for eksempel emotionel reaktivitet eller indadvendthed, er noget, der naturligt kan høre til vores personlighed, men uden at kunne betegnes som sygeligt (selvom sådanne træk kan føre til kritik fra andre mennesker).

Behandling af særlig sensitivitet

Psykoterapi er en god behandling til særlig sensitivitet. Mange særligt sensitive mennesker går i terapi af forskellige årsager. Symptomerne kan være meget forskellige. Mange behandles for angst og nervøsitet. Andre behandles for deres lave selvværd og indre usikkerhed. Andre har brug at finde ro i deres venskaber og romantiske relationer. Andre igen har brug for strategier til at undgå at blive drænet i sociale situationer.

Der findes faktisk også god litteratur på dansk om emnet. Jeg kan på det varmeste anbefale Ilse Sands bog, der hedder Elsk dig selv - en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle (2010).

Gå til indholdsfortegnelsen for mentale problemer.

Gå til forsiden.

Gå til Dialogos Psykoterapi.

Søvnforstyrrelse: Når vi oplever problemer med søvnen

Søvnforstyrrelse

(Når vi oplever problemer med søvnen)

Symptomer på søvnforstyrrelser

Ved søvnforstyrrelser forstås en gruppe lidelser, præget af:

• Dårlig søvn og ringe søvnkvalitet.

• Atypisk søvn, som går ud over personens øvrige liv.

• Øvrige gener i forbindelse med søvn.

• Eksempler: Mareridt, natterædsel, søvngængeri, sexsomni, insomni, hypersomni etc.

(1) Symptomer på mareridt :

• Genkaldelige, livlige dysforiske drømme.

• Indholdet fremkalder angst eller frygt.

• Drømmene omhandler f.eks. overlevelse, sikkerhed, fysisk integritet og selvagtelse.

(2) Symptomer på natterædsel:

• Udtalt rædsel under ukomplet opvågnen fra søvnen.

• Omfatter ofte skrigen, gråd, panik, sveden og rysten.

• Episoderne er svære at huske for personen selv.

• Personen virker ofte vågen, uden at være det.

(3) Symptomer på søvnadfærdsforstyrrelse:

• Vokalisering, tale eller råben under REM-søvn.

• Kompleks motorisk adfærd under REM-søvn.

(4) Symptomer på søvngængeri:

• Tendens til at gå rundt i halvsovende tilstand.

• Der er tit ingen erindring om perioden.

(5) Symptomer på sexsomni:

• Seksuel adfærd i ukomplet vågen tilstand.

• Kan være med eller uden erindring om episoden.

(6) Symptomer på søvnløshed: 

• Besvær med at sove.

• Dårlig søvnkvalitet.

• Tidlig opvågning.

(7) Symptomer på søvnrytmeforstyrrelse :

• En ubalanceret søvn-vågen rytme.

• Forstyrret døgnrytme.

• Eventuel tendens til at vågne med panikangst.

(8) Symptomer på hypersomni:

• Øget søvntrang og træthed.

• Forlængede søvnperioder, som ikke medfører, at personen føler sig udhvilet.

[WHO 1994/2018: F51.0-5, s. 128-129; APA 2013: Sec. 2, pp. 362-363, 368-369, 399, 404, 407-408]

Søvnforstyrrelser ses tit som symptomer, der er relateret til andre forstyrrelser. For at nævne nogle typiske årsager kan man fremhæve stress, udbrændthed, ensomhed, depression eller angst, hvoraf eksempler på angstlidelser kan være socialfobi, separationsangst, agorafobi eller generaliseret angst. Der kan også være tale om traumatiske påvirkninger, for eksempel PTSD. Nogle kan ikke sove, fordi de lider af natlige tvangstanker eller tankemylder.

Dårlig søvn kan give anledning til affektiv dysregulering, især i form af irritabilitet og tendens til frygtsom sammenfaren. Problemet giver således også ofte et yderligere problem med lav frustrationstolerance, betydende at mennesker med søvnforstyrrelser ofte bliver mere reaktive på modgang og ting, der "driller".

Behandling af søvnforstyrrelser

Behandlingen ser vidt forskellig ud alt efter personens konkrete problemer og mulige livsfaktorer, der kan påvirke søvnen.

Gå til oversigten over mentale problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til min officielle hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Tankemylder: Når hjernen kører på højtryk

Tankemylder

(Når hjernen kører på højtryk)

Symptomer på tankemylder

Ved tankemylder forstås et kognitivt problem, præget af:

• Hurtige og ofte repetitive tankemønstre, som kan virke overvældende.

• Følelsen af, at sindet kører ultrahurtigt.

• Følelsen af ikke at kunne regulere tankernes hastighed.

• Oplevelsen af, at man ikke kan "slukke" sine tanker.

• Tankerne kan omhandle et bestemt emne eller flere forskellige emner.

• Tankerne kan kredse om ting, der bekymrer én, f.eks. økonomi, pinlige øjeblikke eller en fobi.

• Tankerne kan også være mere eller mindre "ligegyldige".

• Tankerne kan i visse tilfælde eskalere til et værre ubehagsniveau.

• Ubehag associeret med tankerne.

• Problemer med at falde til ro.

• Problemer med koncentrationen.

• Tendens til at opleve angst i forbindelse med tankerne.

• Tendens til katastrofetanker.

• Tendens til søvnforstyrrelser.

[Kilde: Healthline] 

Tankemylder anskues som et symptom og ikke en selvstændig lidelse. Der er ofte sammenhæng med øvrige problematikker, for eksempel stress, depression, særligt generaliseret angst, tvangspræget personlighedsstruktur og OCD. Tankemylder præger også mennesker med neurodivergens, i særdeleshed AD(H)D. Der ses også ofte en sammenblanding med begrebet om tvangstanker. De er også i familie, men tankemylderet er normalt mindre aggressivt og negativt og består ofte af mindre påtrængende singulære idéer og tanker. Nogle skelner dog slet ikke imellem de to.

Nedenunder al tankeaktiviteten, bagved al tankemylderet, er der altid ubearbejdede følelser, impulser og behov, der igangsætter og opretholder aktiviteten.

Behandling af tankemylder

Tankemylder handler ikke om tankerne. Det handler om de underliggende impulser, den underliggende uro, den underliggende følelse og de underliggende skjulte behov, der ikke er opfyldt. For at kunne være mindre "inde i sit hoved", skal man kunne være mere "udenfor sit hoved". Personen skal lære at mærke sig selv bedre og omsætte det, personen mærker, til handling. Og når hovedet kører, skal personen lære strategier, der får kroppen til at slappe af, således at hovedet kan slappe af.

Der findes også en lang række kognitive og metakognitive teknikker, der kan hjælpe med at få hovedet i ro.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Tilpasningsreaktion: Krisen, som følger forandringen

Tilpasningsreaktion

(Krisen, som følger forandringen)

Symptomer på tilpasningsreaktion

Ved tilpasningsreaktion forstås en forstyrrelse, præget af:

• En emotionel stressreaktion i forbindelse med en betydelig livsændring.

• Forstyrrelsen opstår i tilpasningsperioden efter ændringen.

• Mulige livsændringer kan være skolestart, flytning, at blive forælder, nyt arbejde etc.

• Livsændringerne kan også være belastende: fx tab eller adskillelsesoplevelser.

• Livsændringerne kan også være kriserelaterede: arbejdsophør, forfejlede mål etc.

Symptomer som opstår i tilpasningsfasen:

• Subjektivt ubehag.

• Nedtrykthed, magtesløshed, håbløshed eller depressivitet.

• Angst, bekymring og nervøsitet.

• Rastløshed og uoverskuelighed.

• Irritabilitet og frustration.

• Uoverskuelighed og hukommelsesproblemer.

• Problemer med at fortsætte i situationen.

• Nedsat evne til at gennemføre daglige gøremål.

• Tankemylder.

• Søvnforstyrrelser.

• Seksuelle forstyrrelser.

• Midlertidige spiseforstyrrelser.

• Eventuelt ses adfærdsforstyrrelser.

Personens psykiske disposition (sårbarhed) er vigtig i forhold til reaktionen på begivenheden. Ved denne diagnose er reaktionen ude af proportion i forhold til stressoren. [WHO (1994/2018): F43.2, s. 109-110; APA (2013): Sec. 2, 309.xx, pp. 286-287]

Læs også mere om stress, udbrændthed, posttraumatisk belastningsreaktion, depression og angst. Nogle gange er det faktisk sorg, der forårsager tilpasningsreaktionen.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere i overgangen. Andre oplever problemer med affektiv dysregulering og oplever eventuelle vredesudbrud eller grådanfald. Der kan eventuelt også ses markant lav frustrationstolerance.

Med fokus på problemer med omstilling til det nye liv efter fødsler kan du også læse mere om fødselsdepression. En anden relevant blogpost kan være den om livskriser, som også omhandler skift i tilværelsen.

Tilpasningsreaktioner indbefatter også ofte identitetsproblemer og kan hermed blive et eksistentielt problem.

I ekstreme tilfælde kan forandringerne være så skadelige, at der snarere er tale om et traume.

Hos børn kan tilpasningsreaktioner typisk forårsage øvrige forstyrrelser, for eksempel encoprese, enuresis eller elektiv mutisme.

Behandling af tilpasningsreaktioner

Det er meget almindeligt at opsøge en psykoterapeut i forbindelse med tilpasningsreaktioner. Psykoterapi er oftest den bedste behandling, idet et objektivt perspektiv på situationen ofte kan hjælpe med at udvide personens perspektiv og fremskynde tilpasningen. Det handler i høj grad om at "finde sig selv" i den nye situation og genoprette den "røde tråd" i tilværelsen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Tourettes syndrom: Når vi har vokale eller motoriske "tics"

Tourettes syndrom

(Når vi har vokale eller motoriske "tics")

Symptomer på tourettes syndrom

Ved tourettes syndrom forstås en neurodivergent forstyrrelse, præget af:

• Ufrivillige lyde eller bevægelser (tics).

Symptomer på fysisk manifestation

Symptomer, der knytter sig til fysiske tics:

• Blinken, øjenrullen, grimasser.

• Skuldertrækken, håndvriden.

• "Kasten" eller rykken med hovede eller lemmer.

• Springen og hoppen.

• Tendens til at røre genstande eller mennesker.

Vokal manifestation

Symptomer der knytter sig til vokale tics:

• Rømmen, stønnen, fløjten, hosten, tungeklik, dyrelyde.

• Ytring af tilfældige ord og fraser.

• Gentagelse af lyde, ord eller fraser.

• Bandeord og voldsomt sprog.

Der er tendens til sameksistens med obsessiv-kompulsiv tilstand, ADHD eller indlæringsbesvær. Tilstanden starter normalt i barndommen, men symptomerne bliver normalt bedre igennem årene og kan forsvinde helt. Ved blivende symptomer kan behandling hjælpe med at håndtere symptomerne.

Tics dukker normalt op ved 2-14-års-alderen, mest normalt når barnet er 6 år gammelt. Tics er ikke generelt skadelige for en persons helbred. Selvom man typisk tænker på obsessivt banderi som en del af tourettes, så er det faktisk kun ca. 10 procent der gør det.

Tics varierer fra dag til dag. Tics forværres især, når personen er påvirket af stress, angst eller træthed. Der kan også ses affektive eller adfærdsmæssige forstyrrelser, for eksempel depression.

Inden personen oplever en tic, føles normalt en stærk trang, som kan sammenlignes med følelsen, vi får lige inden, vi skal nyse. Denne følelse kaldes for præmonitoriske sensationer. Disse oplevelser lindres kun, efter tic'en er blevet udført. Det kan opleves som en brændende fornemmelse i øjnene, hvis man ikke blinker, en tør eller øm hals, hvis man ikke rømmer sig, en kløen, hvis man ikke bevæger lemmerne etc.

Nogle mennesker kan styre deres tics i kort tid i bestemte sociale situationer (symptommaskering). Det kræver koncentration, men kan blive bedre med øvelse. Det er trættende at styre sine tics. Nogle mennesker kompenserer, når de kommer hjem.

Når en person med tics er tæt på en anden person med tics, ser man ofte, at begges tics forværres. Det gælder også, hvis den ene for eksempel har vokale tics og møder en anden person, der stammer.

Typisk er der færre tics, når personen koncentrerer sig om noget, han eller hun finder spændende. [Kilde: NHS]

Tourettes syndrom er en form for neurodivergens. Den kan sameksistere med andre neurodivergente problemstillinger, som antydet ovenfor, for eksempel AD(H)D eller autisme.

I nogle tilfælde dukker tics op i forbindelse med øvrige problemer, deriblandt traumer eller sorg.

Behandling af syndromet foregår normalt indirekte, men kan også inkludere direkte behandling af symptomerne. Psykoterapi er en ekstremt god behandlingsform. Og især integrativ terapi er god, fordi den kan adressere både udspringet og måden, problemet udspiller sig på. Fordi lidelsen er så reaktiv på andre faktorer, er det givende at fjerne det pres, der forværrer problemerne. Det indebærer, at terapeuten hjælper med at finde "nøglerne", der skaber symptomerne. Når disse er fundet og bearbejdet konstruktivt, vil langt de fleste opleve stor effekt. Med tiden kan behandlingen fokusere på direkte symptombehandling. Der er ekstremt god sandsynlighed for helbredelse.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Traume: Når vores psykiske forsvar gennemtrænges

Traume

(Når vores psykiske forsvar gennemtrænges)

Definition på traume

Ved traume forstås en negativ påvirkning, præget af:

• En voldsom og "uforberedt" hændelse eller periode, som belaster en person.

• Påvirkningen gennembryder personens psykiske forsvar eller "barriere".

• Gennembruddet gør personen hjælpeløs overfor ophobning af spænding (indre og ydre).

• Ordet "trauma" betyder "sår". Traumer er således psykiske sår (som også bor i kroppen).

• I traumeøjeblikket kunne personen ikke reagere fyldestgørende.

• Personen kunne ved påvirkningen ikke klare situationen tilstrækkeligt.

• Traumets intensitet bestemmes dels af begivenheden selv og personens egen styrke.

[Fhanér (1991): s. 181-182; Hougaard (1998): Kap. 1, s. 40-41]

Traumer behøver ikke at være enkeltstående voldsomme begivenheder: over tid kan en serie af tilsyneladende mindre uheld eller negative påvirkninger have en ødelæggende virkning på et menneske. Traumer behøver ikke at stamme fra én stor katastrofe. Mennesker reagerer også forskelligt på begivenheder, og selv et fald på en cykel kan være traumatisk for nogle mennesker. [Levine (2005/2024): Kap. 1, s. 16]

Overdeterminering

To mennesker kan opleve det samme uden at reagere lige voldsomt. Nogle mennesker har forudgående problemer, som forværrer traumer betydeligt. I disse tilfælde kalder man reaktionen overdetermineret. Ved overdeterminerede krisereaktioner ses der ofte voldsommere symptomer og længere perioder med psykisk utilpashed og nedsat funktionalitet.

Traumetyper

Ved traumetyper forstås opdelingen af traumer i forskellige slags. Traumer kan først inddeles i to grundlægggende typer:

(1) Ved enkeltstående traume forstås et enkelt tilfælde af overbelastning, for eksempel biluheld, overfald, voldtægt, alvorlig ulykke, naturkatastrofe etc.

(2) Ved længerevarende traume forstås en periode med overbelastning, for eksempel en periode med seksuelt misbrug, indespærring, fysisk eller psykisk vold, manipulation, intens frygt etc.

Man ser også tilfælde, hvor der er tale om begge dele, for eksempel hvis man i længere perioder har plejet en syg pårørende, som dør uventet. Ved længerevarende traumer ses flere undertyper alt efter, om især personens opvækst har været stabil, om traumerne kan holdes adskilte, og om der er modstandskraft og en stærk forsvarsorganisation.

Traumeopdeling

Systemisk opdeler man også traumer i fire typer:

(a) Eksistentielt traume

Ved et eksistentielt traume forstås en livstruende begivenhed, hvor man har været truet på sin eksistens eller oplevet (frygt for) krænkelser af sin kropslige integritet. Resultatet kan være angst, uro, panik, katastrofetanker, konstant alarmberedskab eller problemer med at give slip.

(b) Tabstraume

Ved et tabstraume forstås, at man har mistet en person (eller været tæt på at miste en person), man har knyttet sig til ved for eksempel dødsfald, selvmord eller bortadoption. Resultatet kan være depression, opgivelse, håbløshed, tilbagetrækning eller et svagt immunsystem. Læs eventuelt mere om sorg.

(c) Tilknytningstraume

Ved et tilknytningstraume forstås en afvisning fra en person, man har brug for tilknytning til for overlevelse, altså en nærtstående omsorgsperson. Resultatet kan være lidelser på borderline-spektret eller spiseforstyrrelser, hudproblemer, alvorlige sygdomme, organproblemer eller stærk opdeling mellem krop og sjæl.

(d) Systemisk traume

Ved et systemisk traume forstås, at en sund eksistens i familiesystemet beskadiges (for eksempel løgnagtighed, bedrag, incest, forvirring, mistillid, usikkerhed etc.). Der forekommer en særlig dobbeltbinding, når det er ens nærmeste, der skaber traumerne. Det inkluderer også psykisk vold, mobning, manipulation eller stalking i familiesystemet. Resultatet kan være paranoia, skizofreni, mani eller substansbrug.

(Der findes traumer, der udviser strukturer, der passer på flere traumetyper. Og der findes traumer, der ikke passer på nogen af dem.)

Primær- og sekundær traumatisering

Der skelnes mellem to yderligere slags traumatiseringer.

(i) Primær traumatisering

Ved primær traumatisering forstås et traume oplevet på egen krop. Her har personen selv været ude for begivenheden, som skaber traumet.

(ii) Sekundær traumatisering

Ved sekundær traumatisering forstås et traume, som kan finde sted alene ved at høre om eller bevidne chokerende begivenheder, for eksempel at en anden blev truet på deres eksistens eller mistede en nærtstående. Udløsende faktorer kan for eksempel være, at man identificerer sig med offeret, føler hjælpeløshed, skyld og skam, frygter det ukendte, og at der aktiveres fysiologiske reaktioner.

Nervesystem og arousal

Der er fire reaktioner på traumer (og genaktivering af traumer), Der alle aktiveres i det autonome nervesystem (ANS), som er uden for viljens kontrol:

Vi starter med de to første: (i) kamp-reaktionen og (ii) flugt-reaktionen aktiveres i det sympatiske nervesystem (SNS), som regulerer almindelig aktivitet.

Dertil kommer to yderligere mulige reaktioner: (iii) fastfrysnings-reaktionen og (iv) flyve-reaktionen aktiveres i det parasympatiske nervesystem (PNS), som normalt regulerer afslapnings- og hvilesystemet og tit hænger sammen med dissociation, for eksempel dissociativ amnesi eller fugue eller uvirkelighedsfølelser.

Arousal-niveauet er gradueret og kører fra afslappet til let, moderat, alvorlig og faretruende. Når arousal bliver højere, bliver huden kold og klam, ansigtet blegner, puls og vejrtrækning bliver højere.

Traumer er ophobet energi

Traumer er ophobet energi: Når man oplever et traume, frembringer kroppen (nervesystemet) en masse energi, der skal forsvare os mod truslen. Ved traumesymptomer vækkes den energi, man engang oplevede under en oprindelig overvældende begivenhed. Der er en masse ubrugt energi, som kan "fryse fast" i kroppen og skabe problemer op til mange år efter. [Levine (2005/2024): Kap. 2, s. 21-22]

Traumeofre kan blive skræmte over intensiteten af deres egen energi og latente aggression: De forsvarer sig derfor ofte mod fornemmelsernes kraft. Forsvaret blokerer udladningen af energi, som er nødvendig for at normalisere tilstanden. Ikke-udladet energi oplagres i nervesystemet og udgør en platform, hvorfra traumesymptomer skabes. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s. 37-38]

Mennesker reagerer ligesom dyr når vi bliver traumatiserede: et byttedyr har dog en indbygget evne til at ryste virkningen af livstruende begivenheder af sig. De kan vende tilbage til normaltilstanden via en rysten, dirren, løbebevægelser etc. Dyret fuldender sin flugt og ryster den frosne energi af sig og heler spontant. Det kan mennesket normalt ikke gøre spontant. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s. 33-34]

Traumer indebærer tab af kontakt, fx til os selv, til kroppen, til familien, til andre og verden omkring os. Traumer påvirker også selvværd, selvtillid, følelsen af velvære. Traumer indskrænker også vores frihed og valgmuligheder. [Levine (2005/2024): Kap. 1, s. 17]

Kroppen er den grænse, der adskiller os fra omgivelserne og fra andre. Grænsen ødelægges under mange slags traumer, så vi ofte føler os "hudløse", sårbare og ubeskyttede. Visse traumer afbryder kontakten til kroppen og ødelægger vores jordforbindelse og centrering. Traumer afskærer os meget ofte også fra vores instinktive ressourcer til selvbeskyttelse og -forsvar. Når vi er blevet traumatiserede, føles kroppen ikke som et sikkert sted, men som et farligt sted. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s.45- 57]

Traumatiserede mennesker er tilbøjelige til at "sidde fast" i traumerne, og nye situationer kædes sammen med begivenhederne i fortiden og begrænser dem. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s. 61]

Traumer gør, at mennesker sidder fast i lammelse og i ubevægelighed eller i pludselige raserieksplosioner. Traumatiserede mennesker mangler den sunde aggression, der er nødvendig for at håndtere tilværelsen effektivt. Uanset hvordan de håndterer aggression, bliver de bange for at engagere sig i livet igen. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s. 64]

Traumesymptomer er budskaber fra kroppen. Formålet med budskaberne er at informere os om, at noget ikke føles rigtigt og har brug for opmærksomhed. Hvis man ikke reagerer på dem, kan de blive til værre symptomer. [Levine (2005/2024): Kap. 2, s. 22]

Vi skal have tillid til de budskaber, som kroppen giver os, og lytte til de signaler, så vi kan begynde at helbrede vores traumer. Symptomer er indre signaler til at vågne op. Symptomer kan opleves uanset hvilken type begivenhed der var årsag til traumet. Men de vil forsvinde, når traumet helbredes. [Levine (2005/2024): Kap. 2, s. 31]

Ved traumatisering mobiliseres en stor energimængde, der fx får os til at kæmpe eller flygte. Når udladningen er forbi, informeres hjernen om, at stresshormonerne skal reduceres. Hvis hjernen aldrig modtager budskabet, vil den fortsætte i sin ophidsede tilstand. Man kan også stivne eller fastfryse med den gevinst, at man ikke mærker den smerte eller rædsel, der forekommer. Hvis man ikke kan udlade overskudsenergien, bliver kroppen ved med at reagere.

Normalisering efter stivnen er den primære faktor, når man skal undgå traumatisering. Ude i naturen dør dyrene, hvis de ikke normaliseres via udladning. [Levine (2005/2024): Kap. 3, s. 34-37]

Gentagelsestvang

Traumer kan hænge sammen med ufrivillig gentagelse af dem. Ved gentagelsestvang forstås tendensen til at blive trukket ind i situationer, der gentager det originale traume på både indlysende og mindre indlysende måder; ligeledes dækker begrebet over tendensen til at gentage de handlinger, der til at begynde med var årsagen til problemet. Vi genudspiller ofte traumer i nære forhold, i hyppigt forekommende situationer eller små "tilfældige" begivenheder. Desuden kan gentagelsen ske i form af kropslige symptomer. [Levine (2005/2024): Kap. 2, s. 26-27]

For eksempel: En kvinde kan vokse op i traumatiske familieforhold med en alkoholisk og psykisk voldelig far. Som voksen kan hun "genudspille" traumet ved ubevidst at vælge partnere, som udvikler samme eller en lignende adfærd.

Kriseforløb

Ved kriseforløb forstås de typiske faser, som en kriseramt person naturligt gennemløber efter en mere akut belastningen:

(1) Ved chokfase forstås den indledende krisereaktion, hvor personen orienterer sig i tilværelsen og føler kaos, uforståelighed og meningsløshed. Der ses ofte handlingslammelse. Der kan forekomme afvisning af realiteten, følelser der holdes nede, eller der kan indtræde en forvirringstilstand, hvor man er mere eller mindre ude af sig selv. Tilstanden varer normalt fra en time til en dag.

(2) Ved reaktionsfase forstås den egentlige reaktion, der forekommer, når smerten bryder helt frem. Der ses ofte udadrettet aktivitet. Her ser man for eksempel gråd, skrigen etc. Der forekommer også kropslige reaktioner. Her slippes følelserne fri, og personen vil føle sorg, vrede, frustration og angst. De stærke følelser vil vække forskellige forsvarsmekanismer, som tjener til at beskytte personen mod at blive overvældet. Her tages informationen om forandringen ind, og man reagerer med forskelligartet forsvar. Fasen varer normalt fra nogle uger til måneder.

(3) Ved bearbejdningsfase forstås en mere processerende fase, hvor personen kan udvise konstruktivt arbejde og foretagsomhed periodisk. Der ses ofte indadrettet aktivitet. Her begynder personen at forholde sig realistisk til mulighederne nu og i fremtiden. De emotionelle reaktioner kan bearbejdes i tanke og tale, og forsvarsmekanismernes magt aftager. Dette er en mere nuanceret informationsbearbejdning. Tilstanden varer normalt fra et halvt til et helt år.

(4) Ved nyorienteringsfase forstås sidste del af et kriseforløb, hvor personens smerte er under kontrol eller forsvinder. Der forekommer accept. Forsoningsarbejdet forløber. Forandringen integreres, fortiden "glemmes", og personen har i bedste fald opdaget nye sider af livet. Fasen varer potentielt resten af livet. Faserne kan også beskrives som nægtelse, selvforsvar, opdagelse og afklaring. [Cullberg (1999): Kap. 3, s. 42; Fjordbak (2016): Kap. 7, s. 208-209; Friström (2001/2009): Kap. 2, s. 64-69]]

Traumer er forskelligartede

Traumer klassificeres som belastningsreaktioner (reaktiv stress) og ses i formerne akut belastningsreaktion, tilpasningsreaktion og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD, CPTSD). [Krohn (2023): Internt CIP-materiale]

Disse ovenstående diagnostiske kategorier er utilstrækkelige til at indfange, hvad traumer egentlig er.

Betragt forskelligheden i følgende eksempler på traumatiske situationer:

→ At lide et traumatisk tab (dødsdald, abort) eller truslen om tab.

→ At have været udsat for fysisk vold eller trussel om vold.

→ At have været udsat for vanrøgt i barndommen.

→ At have været udsat for psykisk vold (fx mobning i skolen eller hjemmet).

→ At have været udsat for overgreb eller trusler om overgreb.

→ At leve med at signaler, behov og følelser ikke bliver set eller opfyldt.

→ At leve sammen med folk med alvorlig psykisk sygdom eller personlighedsforstyrrelse.

→ At blive systematisk behandlet uretfærdigt, ignoreret, manipuleret etc.

→ At nærtstående har været passive og tilladt, at man lider overlast.

→ At have været i krigszoner som soldat, lægepersonale, journalist etc.

→ At have et job, hvor man hele tiden kan kaldes på arbejde etc.

Det er kun nogle af disse, der vil falde under diagnostiske traumekategorier, men de kan alle sammen være traumatiske.

Læs mere

Læs eventuelt mere om stress, udbrændthed, tilpasningsreaktion, posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Du kan også læse mere om øvrige bestanddele i traumereaktionerne: fx angst, socialfobi, agorafobi, enkelfobier (fx enoklofobi, hafefobi, skopofobi), generaliseret angst. Typisk ses lavt selvværd udviklet hos mennesker, der aldrig har haft problemet før, men også kraftig forværring af selvværdet hos mennesker, der allerede led af problemer med det. På grund af tendenser til at holde sig meget for sig selv ses tit ensomhed hos mennesker der er traumatiserede. Derudover kan mine blogindlæg om depression og neurasteni være relevante i denne sammenhæng. Der ses også hyppigt søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser og hukommelsesproblemer.

Der ses tit affektiv dysregulering, for eksempel i form af vredesudbrud eller angstanfald. Ved traumatisering ses også ofte en lav frustrationstolerance.

Behandling af traumer (traumeinformeret terapi)

Det er en skrøne, at psykoterapeuter ikke behandler traumer. Traumer er faktisk i top fem af lidelser, jeg behandler. Jeg har oplevet ekstremt gode resultater i traumearbejdet. Ofte er kvalificerede psykoterapeuter faktisk det bedste valg til traumebehandling. Når man arbejder med traumer i psykoterapeutisk regi, skal man bruge en traumeinformeret tilgang. Det er vigtigt, at terapeuten er bevidst om, hvad traumer er, hvad de gør, og hvordan de påvirker nervesystemet. Desuden skal terapeuten kunne undgå at reaktivere traumet og altid have teknikker klar til at bringe klienten i normaltilstand igen (hvis uheldet uforvarende er ude).

Jeg selv bruger en række teknikker, der er har dokumenteret effekt. Forløbet ser forskelligt ud for alle, men vi kommer ofte igennem de samme trin. Det er en kombination af kognitiv adfærdsterapi, affektiv terapi, narrativ terapi, kropsøvelser og dybdegående terapi, der direkte omkoder nervesystemet. I mit arbejde respekterer jeg altid klientens grænser og presser aldrig over dem.

Hvis du lider af traumer, og leder efter den bedste behandling, så mærk godt efter, når du snakker med behandleren. Mærk efter, om de virker reelle. Der er ekstremt meget fupbehandling i Danmark. Vælg den slags behandling, der lyder bedst for dig. Og hvis du ikke mærker en bedring efter et halvt år, skal du nok overveje at skifte behandler.

(Det blogindlæg, du lige læste, beskriver traumer mere generelt. Jeg har en separat blogpost om den diagnostiske kategori, PTSD.)

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Cullberg, Johan: Krise og udvikling. Oversat af Nina Lautrup-Larsen. København: Hans Reitzels Forlag, 1975-1993. 4. udgave, 6. oplag, 1999. ISBN: 87-412-3244-5.
• Fhanér, Stig: Politikens Psykoanalytiske Leksikon. Oversættelse af Hans Christian Fink. Originalt udgivet 1989. Politikens Forlag, 1991. ISBN: 87-567-4883-3.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Friström, Lena Nevander: Vejen til bedre samarbejde ("Kränkte människor samarbetar inte"). Oversat af Maren Pust. Originalt udgivet 2001. Århus: Forlaget Klim, 2009. 1. udgave. ISBN: 978-87-7955-544-0.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• Levine, Peter A.: Helbredelse af traumer: En banebrydende metode til at gendanne kroppens visdom ("Healing Trauma"). Oversat af Klaus Gormsen. Udgivet 2005. Forlaget Borgen: 1. udgave, 11. oplag, 2024. ISBN: 978-87-21-02759-9.

Trikotillomani: Når vi får impulsen til at plukke hår

Trikotillomani

(Når vi får impulsen til at plukke hår)

Symptomer på trikotillomani (hårplukning)

Ved trikotillomani forstås en forstyrrelse, præget af:

• Udtrækning af personens eget hår, for eksempel i ansigt, på arme, ben etc.

• Tit med betydeligt hårtab på de berørte områder.

• Besvær med at modstå de tilbagevendende tilskyndelser til at plukke hårene ud.

• Plukningen forudgås normalt af stigende spændingsfølelse.

• Plukningen ledsages af en følelse af lettelse og tilfredsstillelse.

• Plukningen hænger tit sammen med tilstande af angst, anspændthed (jf. stress).

• Plukningen udføres nogle gange automatisk eller af kedsomhed.

• Hårplukningen skaber frustration.

Lidelsen er associeret med kropsfokuserede repetitive adfærdsformer (for eksempel hudplukning, neglebidning, læbetygning). Trikotillomani kan i visse tilfælde forveksles sammen med kropsdysmorfi (hvor problemet mere skyldes, at personen forsøger at forbedre sit udseende ved plukningen). [WHO (1994/2018): F63.3, s. 146-147; APA (2013): Sec. 2, 312.39, pp. 251-252]

Lidelsen klassificeres som en impulshandling og hører under det obsessiv-kompulsive spektrum. Læs eventuelt også mere om den tvangsprægede personlighedsstruktur, som også hører til førnævnte spektrum.

Lidelsen hænger ofte sammen med pica, hvor personen indtager sit eget hår efter plukningen. Den variant kan være skadelig, idet indtagelse af hår kan føre til problemer med tarmsystemet. Man ser også hyppigt, at folk, der lider af trikotillomani, også har tendens til hudplukning, især omkring neglene.

Der ses tendens til affektiv dysregulering (besvær med at regulere angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance (besvær med at modstå impulser).

Jeg har set en del eksempler på trikotillomani på min klinik, men det har aldrig været hovedgrunden til forløbets opstart. Alle tilfældene var stress-reaktive og aktiviteten faldt, når personen ikke var udsat for stress og ophobning af ubehag.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.