Identitetsproblemer: Når identiteten er for "løs" eller "fast"

Identitetsproblemer

(Når identiteten er for "løs" eller "fast")

Ved identitetsforstyrrelser forstås her en klynge af bestemte problematikker, præget af:

→ En påvirket eller atypisk identitetsfornemmelse og selvopfattelse.

→ En identitetsopfattelse, som er urealistisk eller uhensigtsmæssig.

→ En manglende sund sammenhængskraft i synet på, hvem vi selv er.

→ Tendens til at være præget af en manglende, for løs eller for fast identitetsfornemmelse.

Symptomer ved for løs identitetsopfattelse:

→ Manglende stabilitet og sammenhæng i oplevelsen af egen identitet.

→ En manglende gennemgående "rød tråd" i fornemmelsen af vores identitet.

→ Omskiftelig, selvmodsigende eller svingende identitetsfornemmelse.

→ Manglende stabil underliggende følelse af at være den samme på tværs af kontekster og roller.

→ Problemer med at besvare spørgsmålet "hvem er jeg?"

→ Eventuel følelse af indre tomhed.

→ Tendens til at overtage andre menneskers mannerismer og interesser.

→ Eventuelt imposter-syndrom.

Symptomer ved for fast identitetsopfattelse:

→ For non-reaktiv og utilpasningsdygtig fornemmelse af egen identitet.

→ En alt for rigid "rød tråd" i opfattelsen af egen identitet.

→ En ufleksibel og fasttømret selvopfattelse.

→ En alt for stabil følelse af at "skulle" være den samme på tværs af situationer og roller.

Identitet figurerer i ICD-11 som et af "selvets kapaciteter", som er med til at bestemme personlighedens sundhed (eller manglende sundhed). Identitetsfornemmelsen kan også på paradoksal vis veksle mellem begge negative tilstande (løs og fast) i forskellige situationer. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 55-56, 61]

Reelt er udfordringen, fordi den stikker så dybt, også en eksistentiel problematik.

(For at komme videre til mere tekst om identitetsproblemer kan du scrolle et stykke ned. Vi starter nemlig først med at definere, hvad "identitet" overhovedet er.)

Identitet

Ved identitet forstås individets individuelle oplevelse af sig selv som værende en bestemt "person" i en social sammenhæng og med en historisk kontinuitet. Ved kontinuitet forstås en fortløbende sammenhæng, som varer hele livet. Etymologisk kommer identitetsbegrebet fra det latinske "idem", der betyder "den samme". Identitet er en livslang udviklings- og tilegnelsesproces, som udvikles i samspil med andre, for barnet især via samspillet med forældrene. I identitetsdannelsen "sender" børn hele tiden signaler og skal modtage "svar". [Jerlang (2008): Kap. 3, s. 79-82]

Individuation

Ved individuation forstås den proces, hvorigennem en persons bevidsthed differentieres fra andre individer. Via individuation bliver vi til selvstændige, udelelige helheder eller enheder. Processen har en afgørende rolle for den psykologiske udvikling. Målet er at opnå så dybt kendskab til sig selv som muligt og dermed blive selvbevidst. Begyndelsen til bevidsthed er begyndelsen til individuation. En person kan ikke udvikle sig til en specielt individueret person, hvis prsonen er uvidende om sig selv og verden. [Hall/Nordby (1973/1985): Kap. 2, s. 34-35]

Personlighed

Identitet hænger sammen med "personlighed". Ved personlighed forstås i ICD-11 overordnet en besvarelse af spørgsmålene "hvem er jeg?" og "hvordan vil jeg dele mit liv med andre?" Ved personlighedstræk forstås væsentlige aspekter af "hvem vi er" og "hvordan vi opfører os". En personlighed "er" noget, og den "gør" også noget. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 2, s. 24-25; Kap. 3, s. 53]

En ikke-forstyrret personlighed har fleksibilitet nok til at reagere passende og tilpasse sig andres adfærd, livsbegivenheder og forandringer i omgivelserne; dette sker uden psykosocial funktionsnedsættelse eller betydelig lidelse. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 84-85]

Identitetsmodellen

Vi kan indkapsle identitet mere præcist ved at bruge Carsten René Jørgensens model, som samler de forskellige aspekter af identitet i fire niveauer. De er som følger:

(1) Ved jegidentitet (eller kerneidentiteten) forstås ens indre personlighed, som den er - uden påvirkninger fra omverdenen. Denne omfatter fornemmelsen af en meningsfuld sammenhæng i sin personlighed og i sit liv, hvilket inkluderer følelsen af sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Dette niveau er en forudsætning for en velfungerende identitet og de øvrige identitetsniveauer. Den har størst betydning for psyken og velværen. Jegidentiteten repræsenterer også den psykologiske modstand, som beskytter os mod overbelastning. Hvis vi udsættes for stor overbelastning, kan den bryde sammen, idet enhedsfornemmelsen forsvinder. Især i teenageårene sættes den på prøve.

(2) Ved personlig identitet forstås de specifikke kendetegn, egenskaber, karaktertræk, adfærdsmønstre og evner, som andre kender os på. Den omfatter også personlige værdier, holdninger, præferencer, livsstil og valg af mening med tilværelsen. Det er dette niveau, der muliggør, at vi oplever os selv som et unikt individ med egen individualitet.

(3) Ved social identitet forstås den offentlige side af identiteten, som er koblet til de sociale roller og positioner, mennesket indgår i. Denne identitet er indlejret i sociale relationer. Det er billedet, vi tegner af os selv og grupper, vi er medlem af, omfattende social status og sociale roller, vi påtager os for at blive anerkendt socialt. Rollerne kan skifte, fx kan vi være mor, ansat, studerende osv. Det er vigtigt for os at tilhøre et afgrænset socialt fællesskab, hvor man er set og hørt. Ubalance kan her skyldes, at vi er for meget "mig" og for lidt "mig" (diffusion i fællesskabet).

(4) Ved kollektiv identitet forstås fx nationale, religiøse, kulturelle eller samfundsmæssigt definerede grupper, man er med i. Den omfatter den kollektive identifikation med hinanden og med idéer eller mål. Her bliver det vigtigt, hvad der definerer gruppen, og hvad der adskiller den fra andre.

(De fire niveauer kan være svære at adskille. De kan også have stor indflydelse på hinanden.) [Fjordbak (2016): Kap. 3, s. 81-83]

Identitetsforstyrrelser - igen

For at vende tilbage til de problematiske aspekter:

Ved løs identitet forstås, at personen føler sig meget omskiftelig, vekslende og overtilpassende. Problemet kan opstå hos alle slags mennesker, men kan særligt være gældende i puberteten og ungdommen (fordi vi udvikler os meget), ved livskriser (hvor man også udvikler sig meget), men også hos mennesker, der er meget ja-sigende og har en tilsyneladende svag karakter (for eksempel folk, der lider af evasiv personlighedsstruktur eller har meget lavt selvværd). Problemet ses også ved slemmere personlighedsforstyrrelser såsom histrionisk personlighedsstruktur eller især emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetypen. Sidstnævnte er nemlig kendetegnet ved identitetsdiffusion, hvor kerneidentiteten er svag, resulterende i en indre tomhed og en følelse af ikke at have et stabilt "jeg". For at lære mere om det kan du eventuelt opsøge skrifter af Ernst Kohut eller Melanie Klein.

Den løse identitet betyder, at kerneidentiteten er svag og derfor påvirkes meget af omskiftelige sociale situationer. Derfor bliver den svingende, fordi den kronisk er reaktiv.

Der ses også andre former for løs identitet. Nogle mennesker har for eksempel en kraftig og meget udtalt tendens til at overtage andre menneskers interesser, karaktertræk, reaktionsmønstre og holdninger. Ved normal identitetsfølelse kan vi naturligvis assimilere andres træk, men ved løs identitet er det påfaldende og markerer en ødelagt "skillevæg". Nogle har for eksempel ekstremt nemt ved at påtage sig andres dialekter, tics, håndgestusser eller udtryk. Andre har en værre tendens, der går langt ud over overfladiske mannerismer.

I det allermest ekstreme tilfælde af løs identitet ses dissociativ identitetsforstyrrelse.

Ved rigid identitet forstås omvendt, at personen ikke kan omstille sig eller tilpasse sig situationer og altid opfører sig ensartet på uhensigtsmæssig vis. Den røde tråd er her så solid, at personen ikke er dynamisk, men kun kan fortsætte den linje, som tråden allerede har lagt. Dette skaber tit konflikter og modstrid i miljøet. Det ses meget ofte hos mennesker, der har en personlighedsforstyrrelse og ofte per definition har svært ved at omstille sig: fx den tvangsprægede personlighedsstruktur, men også folk, der på grund af angstlidelser har været nødt til at begrænse sig selv til meget særlige måder at fungere på. Desuden ses manglende evne til omstilling ofte hos bestemte typer af narcissister, dyssociale, paranoide, skizoide, skizotypiske og skizofrene problematikker og strukturer. Den rigide person udvikler sig ikke og ender med at hæmme sine egne kapaciteter og evner. (Det skal dog siges, at de nævnte lidelser også kan have løs identitet som delsymptom.)

Ved rigid identitet ses overordnet, at kerneidentiteten ofte er sammensmeltet med de øvrige lag af identitet og er blevet for stærk. Kombinationen er fastlåst og har skabt en uhensigtsmæssig fasthed. Identitetsfornemmelsen er dermed slet ikke er reaktiv på sociale og samfundsmæssige udviklinger. Tilpasning medfører således kraftigt ubehag og føles truende.

Hvad gør man med identitetsproblemer?

Det gælder generelt, at mennesker med løs identitet selv kommer i terapi, mens mennesker med rigid identitet ofte tvinges i terapi af deres nærtstående.

Man behøver dog ikke at være alvorligt forstyrret for at have problemer med selvopfattelsen eller identitetsfølelsen. Identitetsproblemer ses ofte på min klinik. Jeg har meget at gøre med unge mennesker, som kæmper med "hvem de er". Og jeg har set en del eksempler på mennesker i voksen- og pensionsalderen, der er midt i en livskrise, som befinder sig "mellem væggene" og er ved at udvikle sig og "finde sig selv" igen. Desuden har jeg set mennesker i den "gode ende" af emotionel ustabilitet, som har haft brug for at styrke kerneidentiteten. Synet på os selv hænger også sammen med vores selvværd. Når selvværdet er lavt, kan identiteten skifte alt afhængigt af, om man præsterer godt eller dårligt i sit liv.

Uanset hvad kan psykoterapi i langt de fleste tilfælde hjælpe med at udvikle en fastere identitet eller løsne den rigide identitet. For mennesker med løs identitet skal der etableres kontakt til kernen, skrælles falske lag af, og opbygges elementer ud fra eksisterende ressourcer. Ved rigid identitet skal der løsnes ved at finde de dybere årsager til fastheden og udfordre strategierne. I begge tilfælde kan personen få et bedre og sundere liv.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Hall, Calvin S. & Nordby, Vernon: Jungs Psykologi – En Grundbog ("A Primer of Jungian Psychology"). Originalt udgivet 1973. København: Hans Reitzels Forlag, 1985. ISBN: 87-412-3838-9.
• Jerlang, Espen (red.): Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels Forlag, 2008. 4. udgave. Trykt hos Livonia Print. ISBN: 978-87-412-5154-7.

Imposter-syndrom: Når vi frygter afsløring af inkompetence

Imposter-syndrom

(Når vi frygter afsløring af inkompetence)

Ved imposter-syndrom (eller bedrager-syndrom) forstås et mentalt problem, præget af:

→ Følelsen af at være en bedrager i væsentlige livsområder.

→ Følelsen af at være falsk og maskebærende i bestemte sammenhænge.

→ Frygt for en overhængende afsløring af egen inkompetence.

→ Manglende evne til at realistisk vurdere egne evner.

→ Selvkritisk tænkning, usikkerhed og tvivl om egne evner.

→ Selvsabotage, når succes er tæt på.

→ Tendens til at tilskrive personlig succes til andre faktorer.

→ Frygt for ikke at leve op til andres forventninger.

→ Hård kritik af egne præstationer.

→ Tendens til at sætte urealistiske mål.

→ Angst i social situationer (jf. socialfobi).

→ Overfølsomhed for konstruktiv kritik.

→ Tendens til at fokusere på egne små fejl i arbejdet.

→ Tendens til at føle sig for heldig.

→ Tendens til at føle at egen succes er ufortjent.

→ Tendens til at underspille egne kompetencer.

Det engelske ord "imposter" betyder på dansk, som de fleste ved, "bedrager". At bedrage er at snyde og føre bag lyset. Det er at bære maske på en uhensigtsmæssig måde.

Der findes, ifølge en populær teoridannelse, fem varianter af imposter-syndrom: (1) Personen, der føler sig som en bedrager, fordi personen ikke er så perfekt som andre måske synes. (2) Personen, der føler sig som en bedrager, fordi personen ikke er ekspert i alt endnu. (3) Personen, der føler sig som en bedrager, fordi personen ikke føler sig naturligt intelligent eller kompetent. Den ekstra tid, der bruges, skaber bedrager-følelsen. (4) Personen, der føler sig som en bedrager, fordi personen var nødt til at bede om hjælp for at opnå et bestemt niveau. (5) Personen, der føler sig som en bedrager, fordi personen ikke arbejder hårdest af alle. [Kilde: Verywellmind, Webmd]

Imposter-syndrom hænger nært sammen med angst. Det kan for eksempel være karakteristisk for mennesker med socialfobi eller generaliseret angst. Det karakteriserer også mennesker med stærk tendens til at føle neurotisk skyld. Det hænger altid sammen med eksistentielle problemer, især identitetsproblemer og livskriser. Mange mennesker med problemet er moralske masochister. Problemet kan resultere i søvnforstyrrelser, tankemylder og andre udbredte problemer.

En bedrager er dog ikke bare en bedrager. Vi kan føle os som bedragere både privat og professionelt. Måske tvivler vi på, om vi indvendigt er forelskede nok til at være værdige til vores forhold. Måske tvivler vi på, om vi er gode forældre. Og måske tvivler vi på, om vi er gode nok i skolen eller på arbejdet. Alle disse former for tvivl er ganske normale. Men syndromet udvikler sig kun, hvis tvivlen vokser og begynder at fylde for meget.

Mennesker, der professionelt er særligt udsatte for syndromet er for eksempel lærere, pædagoger, undervisere, lektorer, men også psykoterapeuter, psykologer, coaches, præster eller socialrådgivere. Dertil ses syndromet også tit hos læger og sygeplejersker. Men alle kan principielt udvikle syndromet.

Behandling af imposter-syndrom

Hvis en person har en tilbagevendende oplevelse af, at være bange for at blive afsløret som bedrager, er der ofte tale om en eksistentiel problematik, der stikker dybt. Det kan godt kræve god psykoterapeutisk behandling. Ofte er der en række ledsagende problemer, der også skal angribes strategisk i samme ombæring.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Indre uro: Når vi ikke kan hvile i os selv

Indre uro

(Når vi ikke kan hvile i os selv)

Ved indre uro forstås en ubehagelig psykisk og/eller fysisk tilstand, præget af:

Symptomer på indre uro

→ En manglende eller ukomplet følelse af indre ro.

→ En oplevelse af at være hvileløs og ikke have indre fred.

→ En oplevelse af manglende mental eller emotionel balance.

→ En manglende evne til at afspænde eller slappe af.

→ En konstant eller hyppig følelse af stress eller anspændthed.

→ En følelse af at være utilpas eller ubekvem i sig selv.

→ Problemer med at fordybe sig i aktiviteter eller finde glæde i aktiviteter.

→ Manglende restitution ved forsøg på afslapning.

→ En grundlæggende følelse af bekymring eller ængstelighed.

→ Tendens til rastløshed i krop eller sind.

→ Tendens til diffus ængstelighed.

→ Tendens til tankemylder eller tvangstanker.

→ Glædesløs oplevelse af ting, man ellers normalt ville nyde, for eksempel hækling eller spil.

→ Følelsen af ikke rigtig at have lyst til noget.

→ Oplevelsen af at mangle noget, men ikke at kunne identificere og dække behovet.

→ Søvnforstyrrelser og -problemer.

→ Manglende evne til at koncentrere sig eller huske (jf. hukommelsesproblemer).

→ Problemer med at finde positioner, hvor man føler, man sidder eller ligger rart.

→ Uro i kroppen, for eksempel i benene.

Indre uro er ikke en diagnostisk kategori, men en overbetegnelse for problemer, der kan indgå i andre kategorier eller forstyrrelser. Det er et meget udbredt problem.

Indre uro kan starte i psyken og påvirke kroppen (psykosomatisk) eller kan omvendt starte i kroppen og påvirke psyken (somatopsykisk).

Når problemet er psykisk, kan det skyldes høje niveauer af angst, tristhed eller et spændingsniveau, der er for højt.

Det ses, at nogle har en meget generel form for indre uro, mens andre har en variant, der enten forekommer i bestemte perioder eller udløses af bestemte situationer eller påvirkninger.

Hvis problemet indebærer mange bekymringer om (og overtænkning omkring) forskellige emner (jf. tankemylder), kan det nogle gange være et tegn på generaliseret angst. Hvis uroen i højere grad omhandler fremtidige præstationer, kan det hænge sammen med socialfobi (jf. for eksempel eksamensangst).

Man ser også, at indre uro kan hænge sammen med affektive lidelser, deriblandt både depression, hypomani eller mani. Det gælder også cyklothymi eller neurasteni (som er somatopsykisk).

Det ses også tit, at stress og udbrændthed kan forårsage indre uro. I første tilfælde ser man ofte, at personen har svært ved at slappe af, men på en mere uspecifik måde. Ved udbrændthed er problemet ofte værre og føles endnu mere ubehageligt.

Traumer og posttraumatiske belastningsreaktioner kan også give anledning til indre uro. I dette tilfælde er nervesystemet ikke i stand til at dæmpe sit arousal normalt.

Desuden ses der næsten altid indre uro ved AD(H)D og visse andre neurodivergente problemstillinger. Deriblandt kan nævnes især særlig sensitivitet.

Indre uro kan dog også skyldes mere diffuse eksistentielle problemer, tilpasningsreaktioner, livskriser eller identitetsproblemer. I så fald hænger det ofte sammen med en følelse af ikke at vide, hvem man er, eller en følelse af ikke at vide, hvor man vil hen i livet. Nogle gange skyldes problemet i realiteten skyld eller decideret masochisme, der udløses af en manglende følelse af, at personen har ret til at have det godt.

Det ses også ofte, at tidligere problemstillinger fra barndommen, deriblandt omsorgssvigt eller utryg tilknytning, kan give anledning til en fundamental indre uro, der især udløses af frygt for at miste eller blive skuffet eller forladt.

I visse tilfælde ses bestemte skadelige handlinger i de særligt urolige perioder, deriblandt hårplukning, hudplukning eller pica.

Der findes også øvrige grunde til indre uro, der stammer fra fysiske lidelser, deriblandt Parkinsons sygdom.

Behandling af indre uro

Indre uro er ikke et uforklarligt fænomen. Følelsen af hvileløshed og ubehag stammer ofte fra bestemte øvrige problematikker og kan også hænge sammen med ufordelagtige livssituationer eller uløste indre konflikter. Det er muligt at behandle indre uro af psykisk karakter ved brug af psykoterapi. Behandlingen kan nogle gange rette sig direkte imod uroen for at "indkapsle" den. Andre gange vil behandlingen tage form af udvikling af beroligende teknikker. I helt andre tilfælde vil behandlingen rette sig mod de underliggende årsager til ubehaget. I tilfælde af kronisk sygdom, der forårsager uroen, vil behandlingen mere rette sig mod at leve med problemet.

Gå til oversigt over mentale problemer.

Gå til blogforsiden.

Gå til hjemstedet for klinikken.

Kleptomani: Når tingene ryger i tasken

Kleptomani

(Når tingene ryger i tasken)

Ved kleptomani forstås en impulskontrolforstyrrelse præget af:

→ Tyveri af genstande, som ikke behøves til personlig brug eller egen vinding.

→ Gentagne mislykkede forsøg på at modstå impulserne til at stjæle.

→ Stigende spænding forud for handlingen.

→ Tilfredsstillelse under og efter udførelse af tyveriet.

→ Tendens til at bortskaffe eller gemme tingene bagefter.

→ Tyveriet er ikke motiveret af vrede, hævn, vrangforestillinger eller hallucinationer.

Diagnosen kræver udelukkelse af adfærdsforstyrrelse, manisk episode eller dyssocial personlighedsstruktur. [WHO (1994/2018): F63.2, s. 146; APA (2013): Sec. 2, 312.32, p. 478]

Lidelsen har en del til fælles med fx pyromani, men også med hudplukning, hårplukning og pica. Den ses ofte hos mennesker med emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Den kan også hænge sammen med obsessiv-kompulsiv tilstand.

Der ses tendens til affektiv dysregulering og tit en lav frustrationstolerance (besvær med at modstå impulser).

Ligesom ved alle andre impulshandlinger skal det terapeutiske fokus ligge på, hvad det er for en underliggende trang eller uopfyldt behov, som forårsager problemet. Ved at finde det underliggende problem kan man komme meget langt ved brug af psykoterapi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Konversionstilstand: Når kroppen udtrykker psyken

Konversionstilstand

(Når kroppen udtrykker psyken)

Ved konversionstilstand forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Fysiske symptomer, som opstår psykosomatisk, men ikke via det autonome nervesystem.

→ De fysiske symptomer opstår pga. ændringer af den viljestyrede funktionalitet.

→ Tilstanden påvirker enten motorisk eller sensorisk funktionalitet eller organer.

→ Symptomerne svarer ikke til patologiske tilstande, men forfalskes heller ikke.

Konversionstilstande kan komme til udtryk ved:

→ Motoriske, sensoriske eller mentale problemer.

→ Kropslig svaghed.

→ Lammelse.

→ Rysten.

→ Gangforstyrrelse.

→ Synkesymptomer.

→ Talesymptomer.

→ Følelsesløshed.

→ Sansetab og -forstyrrelser.

→ Kramper.

→ Smerter.

→ Skinpsykose eller tågetilstand.

Problemet ses tit sammen med histrionisk personlighedsstruktur eller emotionel ustabil personlighedsstruktur. Problemet kan også være forbundet med dissociation (især depersonalisation/derealisation og amnesi, hvis der er tale om "anfald").

Den dynamiske hypotese er, at sygdommen afleder angsten fra en indre ubevidst konflikt (primærgevinst), og at den også giver emotionel kompensation fra omgivelserne (sekundærgevinst). Symptomerne har ofte et symbolsk præg, som udtrykker noget om konflikterne, der maskeres (skrivekrampe kan fx markere, at man ikke kan lide det, man skriver; følelsesløse kønsorganer eller vaginale kramper kan være protest mod sex, en fastlåst ryg kan indikere at personen ikke vil stå med oprejst pande osv.).

Nogle gange ses fænomenet "la belle indifférence", hvor personen ikke bekymrer sig om symptomerne, selvom de er påfaldende. Den stærke emotionelle prægning svarer ikke til den kølige indifferens hos personen (modsat hypokonderen). Der forekommer et ubevidst rollevalg som "syg", hvor den indifferente holdning frasiger ansvaret og skyder det over på andre.

Af de mentale forstyrrelser ses stærk fortrængning. Der kan reageres på udmattelse eller traumer via "vanvittig" adfærd, som adskiller sig fra rigtig psykose ved at have et påfaldende opportunistisk element i tågetilstanden:  det er lidt for skørt, dramatiseret og opmærksomhedskrævende; desuden er der en påfaldende tendens til at respektere grænser undervejs. [APA (2013): Sec. 2, pp. 318-320; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 137-140]

Man ser nogle gange en overkrydsning med hypokondrisk sygdomsangst.

Konversionstilstande er interessante og psykoterapi kan ofte hjælpe meget. Som behandler bør man have en række teknikker ved hånden, der muliggør at skelne konversionstilstande fra andre slags smerter eller symptomer. Det er ikke altid nok at bruge sin mavefornemmelse. I konversionen ses altid, at der er en indre problematik som ikke kommer til udtryk, men som udtrykkes gennem kroppen. Når denne udtrykkes mere og mere præcist med ord og verbalisering, ser man ofte en markant lindring af symptomerne.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Kropsdysmorfi: Når spejlet forvrænger virkeligheden

Kropsdysmorfi / Kropsforvrængning

(Når spejlet forvrænger virkeligheden)

Ved kropsdysmorfi (eller kropsdysmorfofobi) forstås en forstyrrelse præget af:

→ Optagethed af en eller flere opfattede defekter eller fejl i personens fysiske fremtræden.

→ Defekten eller fejlen kan ikke opfattes af andre eller virker ubetydelige for dem.

→ Repetitiv adfærd som reaktion på bekymringen.

→ Stærkt fokus på udseende.

→ Skam over udseendet og lav selvagtelse.

→ Tendens til at se sig ofte i spejlet.

→ Tendens til at pleje sit udseende på overdrevet vis.

→ Tendens til at sammenligne sit udseende meget med andres.

→ Selvhenføringstendens: personen tror, at andre lægger særligt mærke til ham/hende.

→ Tendens til at opleve, at andre håner én pga. ens udseende.

→ Tendens til at plukke hud eller plukke hår.

→ Mistydning af andre menneskers ansigtsudtryk.

→ Tendens til at fokusere på detaljer frem for helheden.

→ Søgen efter beroligelse fra andre eller via bestemt adfærd.

→ Tendens til at opsøge kosmetiske behandlinger.

→ Utilfredshed med eventuelle kosmetiske behandlinger.

Lidelsen hænger tit sammen med høje niveauer af angst, socialfobi, social undgåelse, depression, neuroticisme, perfektionisme, introversion, lavt selvværd etc. [APA (2013): Sec. 2, 300.7, pp. 242-244] 

Kropsdysmorfi indgår meget ofte i forstyrret spisning eller i deciderede spiseforstyrrelser, for eksempel anoreksi eller bulimi.

Nogle bliver ensomme, fordi de trækker sig tilbage fra omverdenen.

Kropsdysmorfi er en lidelse, som typisk indebærer forvrængning af selvbilledet. Det er som om, spejlet viser en filtreret sandhed. Forvrængningen tager ofte form af laserfokusering på bestemte enkelte elementer, som "ikke passer ind" eller er "forkerte" eller ikke er "æstetiske". Herfra forvrænges hele selvopfattelsen ud fra dette delelement. Det er i familie med selektiv opmærksomhed, en kognitiv forvrængning, hvor personen automatisk udvælger det negative og frasorterer det positive. Samme tendens indgår i perfektionisme, hvor en person fokuserer på en enkelt slåfejl i et ellers perfekt dokument.

Selvsamme "fejl", som vi selv hyperfokuserer på, er ofte den lille "skævhed", som vores partnere ender med at finde bedårende.

Det kan hænde, at kropsforvrængning opstår efter mobning med et bestemt fysisk træk, der senere har udviklet sig i heldig retning, men som ikke opfattes af offeret.

Kropsdysmorfi er ofte en modifikation af øvrige problemer, især lavt selværd og stræben efter at blive accepteret af alle. Det er også derfor, at man typisk ser, at mennesker der får den ene plastikkirurgiske operation efter den anden, aldrig bliver tilfredse. Der er altid noget nyt, der dukker op: altid en delle, et modermærke, en fold i huden, et hårstrå eller andet, som ødelægger billedet. Nu er det kindbenene, nu er det læberne, nu er det hagen, nu er det læggene osv. I sidste ende er det selve tiden, som bliver "fjenden". Alderen bliver til en trussel. Og disse mennesker ender med at ligne syntetiske plastikdukker, som på mirakuløs vis bevæger sig rundt i verden.

Tendensen til at være utilfreds med sit udseende forstærkes af medierne: I amerikanske film er den "grimme" pige i klassen altid en skønhed, som de har givet hestehale og briller på. Ligeledes er computernørden bagerst i klassen altid en flot fyr, som de har givet briller og en ternet skjorte.

Kropsdysmorfi er blevet værre med forekomsten af sociale medier og udbredelsen af afgudsdyrkelsen af Instagram-modeller og "influencere", som i realiteten er sælgere, der forsøger at sælge produkter.

Andre trends, der ses i denne forbindelse, er besættelse af motionering, sund spisning og kosmetiske produkter. Det kan blive en afhængighed og et misbrug, som truer personens mentale helbred.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Kønsdysfori: Når vores biologiske køn føles forkert

Kønsdysfori

(Når vores biologiske køn føles forkert)

Ved kønsdysfori (eller kønsidentitetsforstyrrelse) forstås et problem, præget af:

→ Uoverensstemmelser mellem personens biologiske køn og det oplevede eller udtrykte køn.

→ Markant mismod ved egne biologiske kønsmæssige karakteristika.

→ Ønske om at ændre egne kønsmæssige karakteristika.

→ Ønske om at besidde kønsmæssige karakteristika, der normalt præger et andet køn.

→ Ønske om at blive behandlet som tilhørende et andet køn.

→ Overbevisning om, at man har følelser/reaktioner, der præger det køn, man identificerer sig med.

→ Mismod, hæmning eller funktionel nedsættelse på grund af problemet.

→ Varigheden af oplevelsen har mindst stået på i 6 måneder.

Der er specielle kriterier for børn:

→ Stærk tendens til at forkaste tøj og aktiviteter, der præger barnets biologiske køn.

→ Lyst til at klæde sig som et andet køn.

→ Præference for legetøj og aktiviteter, der typisk præger et andet køn.

→ Tendens til at barnet rollespiller, at det er et andet køn.

→ Ønske om at forhindre udviklingen af sekundær kønskarakteristik.

(Begrebet om "dysfori" er det modsatte af "eufori".)

Kønsidentitet er den indre oplevelse af at være mandlig eller kvindelig eller et andet sted på kønsspektrummet. Folk, som lider af kønsmæssig dysfori, kan føle en markant forskel mellem deres køn og deres følelse af identitet. Ved kønsdysfori er der ikke tale om, at personen blot ikke følger typisk adfærd, der normalt præger dennes biologiske køn. Det indebærer, at personen føler mismod på grund af en stærk og vedvarende lyst til at tilhøre et andet køn.

 

Kønsdysfori dækker ikke kun over trangen til at leve som det "modsatte" køn, men også over oplevelsen af at være kønsflydende eller nonbinær.

Kønsdysfori kan starte i barndommen og fortsætte ind i ungdoms- og voksenalderen. Nogle oplever svingninger i perioder, hvor de ikke bemærker dysforien. Nogle oplever først kønsdysfori i puberteten. Hos andre udvikler følelsen sig først senere i livet.

Uopdaget kønsdysfori kan komme til udtryk i andre problemer: affektive lidelser (såsom depression), stress, angst eller problemer i skolen. Hos mennesker med kønsdysfori er der forhøjet risiko for lavt selvværd, selvskade, spiseforstyrrelser og afhængighed/misbrug. Der kan også ses en forhøjet selvmordsrisiko.

Skolen kan være svær, og der kan være pres fra jævnaldrende om at passe ind i normerne. Nogle bliver drillet eller mobbet. Det kan påvirke præstationerne og evnen til at finde motivation til at gå i skole.

Mennesker med kønsdysfori kan også være udsat for fordomme eller diskrimination i det øvrige samfund. [Kilder: psychiatry, mayoclinic, lgbt]

Det er værd at bemærke, at kønsdysfori er et "mentalt problem" (og i særdeleshed et fysiologisk problem), men at man ikke er "psykisk syg" eller "mentalt forstyrret", hvis man lider af det.

Reelt er udfordringen ikke kun et praktisk-psykisk problem, men en eksistentiel problematik.

Jeg har også blogindlæg om identitetsproblemer og livskriser. I begge disse problemtyper aktiveres spørgsmålet "Hvem er jeg?". Men ved kønsdysfori kan personen besvare det spørgsmål, dog uden nemt at kunne bryde med samfundets forventninger om konformitet.

Terapi og kønsdysfori

Psykoterapi er en god hjælp for personen, der lider af kønsdysfori. Jeg taler ikke om "behandling" af kønsdysfori, fordi det kan lyde som "konversionsterapi" eller noget i den stil. Terapien har til formål at hjælpe personen med at finde styrke i sin relativt specielle situation.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Lav frustrationstolerance: Når vi ikke kan tåle modgang og stress

Lav frustrationstolerance

(Når vi ikke kan tåle modgang og stress)

Ved lav frustrationstolerance forstås et problem, præget af:

→ Besvær med at håndtere frustration, stress og modgang i praktiske situationer.

→ Problemer med at tåle følelser, der vækkes af forhindringer for personens mål.

→ Problemer med at tåle og tackle ubehagelige følelser.

→ Svigtende evne til at håndtere livets uventede, negative begivenheder.

→ Besvær med at overvinde udfordringer, der skal klares for at løse en opgave.

→ Problemer med at regulere følelser, når der opstår modgang.

→ Tendens til at blive let irritabel eller hurtigt vred.

→ Besvær med at acceptere tingene, som de er.

→ Overdrivelse af midlertidigt ubehag.

→ Insistens på at forfølge umiddelbar tilfredsstillelse.

→ Udsættelse af svære eller kedelige opgaver på grund af frustrationsforventning.

→ Undgåelse af opgaver, som kan skabe mismod.

→ Øjeblikkelig opgivelse, når der mødes en udfordring eller forhindring.

→ Impulsive forsøg på at "fikse" situationer på overfladen på grund af utålmodighed.

→ Negative tanker omkring egne evner til at påtage sig svære opgaver.

→ Tendens til at føle sig overvældet ved opgaver, der ikke er nemme.

→ Eksplosivitet ved ting, der "driller".

Mennesker med lav frustrationstolerance kan blive meget frustrerede over mindre hverdagsagtige ubelejligheder såsom trafikpropper og larmende børn. Den blotte tanke om at være nødt til at stå i kø eller arbejde på en opgave, som de ikke forstår, kan føles utålelig.

Lav frustrationstolerance viser sig ofte i personens succes i livet, idet personen ofte ikke kan opnå samme akademiske og professionelle succes som folk med høj frustrationstolerance. I relationer kan personer med lav frustrationstolerance have højere tendens til at blive aggressive, når de er frustrerede. De kan have lav tålmodighed med partneres adfærd og intolerance over for hverdagssituationer. Det kan føre til forøget spænding i forhold.

Årsagerne til problemet kan blandt andet være mentale problemer såsom depression (og depressive lidelser såsom cyklothymi, neurasteni, dysthymi). Det kan også skyldes angst (fx evasiv personlighedsstruktur, socialfobi, agorafobi). De kan også, i høj grad, skyldes neurodivergente problemer såsom AD(H)D eller autisme-spektrum-forstyrrelse. Udfordringerne kan også ses hos folk med kroniske smerter.

Personlighed kan også spille en rolle. Nogle mennesker har naturligt en evne til at tolerere frustration bedre end andre. Personens grundlæggende livsfilosofi kan også være relevant.

Frustrationstolerance er en komponent ved resiliens. Resiliens kan anse som personens evne til at være fleksibel og til at tackle udfordringer og belastning. Frustrationstolerance handler om varigheden af perioden før man reagerer emotionelt på udfordringer. De to begreber kan bruges i en elastikmetafor: Resiliens er ligesom elasticitet, dvs. evnen til at strække sig, og frustrationstolerance er slidstyrken, dvs. hvor langsomt eller hurtigt elastikken knækker, når følelser udløses.

Frustrationstolerance er et spektrum og er ikke noget, man enten har eller ikke har; der er gradbøjninger og nuancer. Frustrationstolerance er en kernekomponent i det mentale helbred. Individer, som kan håndtere vanskeligheder, kan mere sandsynligt forfølge deres mål. [Kilde: Verywellmind, Psychcentral]

Frustrationstolerance kan veksle: nogle har en gennemgående lav tolerance, mens andre har det inden for bestemte områder. Nogle har lav udholdenhed fysisk og hader for eksempel at cykle op ad bakke. Andre har det i relationer og afslutter romantiske forhold og venskaber ved den første antydning af en konflikt. Andre har det professionelt og skifter studie og job ofte, fordi de ikke kan tackle modgangen.

Kilderne nævnte ikke, at især folk med emotionelt ustabil personlighedsstruktur/borderline har tendens til at have en markant lav frustrationstolerance, både på lang og kort sigt. De har tendens til at droppe uddannelsen, sige op fra jobbet, slå op med kæresten såvel som opgive svære computerspil hurtigt.

Kilderne nævnte heller ikke, at folk, der er udsatte for stress og udbrændthed, eller er præget af traumer, for eksempel PTSD, også typisk har en lav tolerance for frustrationer. Her ses ofte opgivelse eller eksplosivitet, når frustrationen sætter ind.

Læs eventuelt mere om det beslægtede begreb om affektiv dysregulering. I visse tilfælde er lav tolerance for stress, hvor man er nødt til at bruge lang tid på at komme sig, et tegn på at man er særligt sensitiv.

En anden ting, som kilderne ikke nævner, er, at man også kan have en alt for høj frustrationstolerance. Selvom det kan lyde paradoksalt, så findes der altså mennesker, der er for tålmodige. Det gælder de mennesker, der kronisk bliver ved og ved med at finde sig i den ene fiasko og skuffelse efter den anden uden at søge væk fra opgaven. Nogle mennesker kæmper i årtier med at uddanne sig, fordi de konstant dumper deres eksamener og får dispensation til at prøve igen. Mange af disse egner sig faktisk ikke til studiet og har besvær med at mestre fagene og kunne nok få mere ud af de år. Nogle mennesker prøver hele livet at få en musikkarriere uden held. Når personen er 54, og det stadigvæk ikke er sket, så burde personen måske prøve noget andet. Omvendt er der også en charme i vedholdenhed, og det behøver ikke være et problem. Dog antyder det, at realismesansen kan være udfordret.

Impulskontrol og adfærdstilpasning indgår også i ICD-11 som en af faktorerne, man vurderer ved personlighedsforstyrrelser. Dette hænger nært sammen med begrebet om frustrationstolerance. Ved impulskontrol forstås evnen til at tage hensyn til konsekvenser, når man handler, at kunne handle spontant, men med kontrol over indskydelser. Ved forstyrrelse ses enten impulsivitet og uovervejede handlinger, som giver problemer; der ses også fx overkontrol, restriktion eller hæmning. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 81-82]

Terapi og lav frustrationstolerance

Man kan lære at udvikle og hæve sin frustrationstolerance ved brug af psykoterapi. Det kræver øvelse og engagement såvel som eksponering for de situationer, man plejer at undgå. Desuden kræver det ofte, at man arbejder mere med at finde en baselinje af motivation og lærer at analysere sig selv og sine egne indre modstridende kræfter frem for opgaven.

Frustrationstolerance: et teknisk aspekt

Som en mere teknisk note, nok mere møntet på behandlere, kan man nævne, at begrebet om tolerancepotentiale også psykodynamisk dækker over klienters udholdenhed i psykoterapeutiske forløb. Ved tolerancepotentiale forstås klientens evne til at udholde de forskellige spændinger, der mobiliseres i behandlingens forløb. Det er mere teknisk en specifikation, som hører til klientens jeg (ego). Det er blandt andet tolerancepotentialet, der er med til at bestemme, om klienten kan tåle indsigtsbetonet psykoterapi, eller om personen er bedre egnet til jegstøttende psykoterapi.

Der kan tales om forskellige slags tolerancepotentialer:

(1) Ved frustrationstolerance forstås (i denne kontekst) klientens evne til at tåle terapeutens abstinens (fra at tilfredsstille de infantile forventninger, som stilles i overføringen), de psykiske konflikters bevidstgørelse og frustrationen, som skabes, når man må afstå fra visse regressive objekter og de forventninger, der har været rettet mod dem. Jo mindre frustrationstolerance en person har, jo mindre kan personen indgå i indsigtsbetonet terapi.

(2) Ved angsttolerance forstås klientens evne til at udholde mobiliseret angst, der udspringer fra bevidstgørelsen, som stammer fra ubevidste konflikter. Hvis klienten reagerer på angst ved flugtreaktioner, impulsivitet, medicin, misbrug eller regressive defensive foranstaltninger, så er personen bedre egnet til jegstøttende terapi. Hvis klienten generelt har kunnet fungere i det daglige på trods af angsten, så tyder det på, at der kan bruges indsigtsbetonet psykoterapi.

(3) Ved regressionstolerance forstås klientens evne til at bruge regression i "jeg'ets tjeneste". I indsigtsbetonet terapi splittes klientens jeg i to dele: (a) En fornuftig og observerende del, som samarbejder med terapeuten. (b) En irrationel del, som manifesterer forskellige regressive oplevelsesformer. Hvis klienten har en veludviklet autonomi og rigeligt med egen energi, så er der god chance for konstruktiv regression. Men jo dårligere klienten kan bruge regression til at tjene personligheden, jo lavere er sandsynligheden for, at der kan bruges indsigtsbetonet psykoterapi. [Tähkä (1983/1991): Kap. 2.4.2.2.4, 2.4.2.2.4.1-3, s. 133-135]

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.

Lavt selvværd: Når vi ikke føler os "gode nok", som vi er

Lavt selvværd

(Når vi ikke føler os "gode nok", som vi er)

Ved lavt selvværd forstås en beskadiget selvagtelse, som overordnet er præget af:

→ En manglende evne til at påskønne sig selv.

→ En manglende evne til at værdsætte sig selv.

→ En følelse af at være utilstrækkelig.

→ En følelse af ikke at være "god nok".

→ En følelse af at være "forkert".

→ En følelse af at være "defekt" eller "i stykker".

→ En følelse af at være anderledes på en dårlig måde.

→ En følelse af at stikke udenfor eller ikke passe ind i fællesskaber.

→ Stærk tendens til at sammenligne sig med andre.

→ Indre usikkerhed, tvivl og ubalance.

→ Stærk tendens til at være selvkritisk og selvbebrejdende.

→ Underkendelse af egne styrker og evner.

→ Fokusering på egne fejltagelser, fiaskoer, nederlag og svagheder.

→ Tanker om ikke at fortjene lykke eller glæde.

→ Katastrofetanker og forventninger om det værst tænkelige.

→ Undgåelse af udfordringer eller situationer, hvor man kan blive dømt.

→ Stærk indre reaktion på kritik eller negativ evaluering.

→ Tendens til at søge bekræftelse hos andre.

→ Frygt for at miste relationer, venskaber og bekendtskaber.

→ Tendens til at please og være behagesyg.

→ Besvær med at sætte grænser og sige fra.

→ Tendens til at føle kraftig skam og skyld (jf. masochisme).

→ Forringede præstationer på grund af frygt og negativitet.

→ Tendens til at føle indre uro.

Selvværd kommer af vores indre tilstand: den handler om den, vi er, om vores identitet, om vores væren, om vores kerne, om vores indre værdier. Når det tilstrækkelige selvværd er dannet, bliver det til en vis grad relativt uafhængigt af omverdenens domme.

Selvværdet udvikles og forandres som resultat af livserfaringer og interaktioner med andre mennesker. Derfor taler jeg om selvværdets "relative" uafhængighed. Mennesket er socialt og har brug for at spejle sig i andre. Vi danner selvværd i samspil med verden, men på et tidspunkt vil selvværdet blive selvregulerende. Hos nogle beskadiges selvværdet under opvæksten eller senere i livet og giver anledning til problemer. Det betyder, at personen regulerer selvværdet "nedad" automatisk og "finder" nye måder at bekræfte sine egne antagelser om sin egen "forkerthed" på.

Hvis følelsen af ikke at fortjene noget godt fortsætter længe nok, kan det blive til en selvsaboterende masochisme. Denne stikker meget dybt og kan skabe en ond cirkel, hvor personen ender med at bekræfte formodninger om egen værdiløshed igen og igen.

Derudover ses, som nævnt, en betydelig usikkerhed hos mennesker med lavt selvværd. Dertil ses en overaktiv skyldfølelse og en kraftig tendens til at sammenligne sig med andre.

Affektivt vil lavt selvværd skabe negative følelser. Den ovennævnte indre kritiker kan skabe betydelig personlig smerte ved at skabe følelser af tristhed, angst, skam eller vrede. Derfor er mennesker med lavt selvværd ekstremt udsatte for at udvikle problemer med depression, dysthymi, angstlidelser såsom især socialfobi, ængstelig personlighedsstruktur, dependens, panikangst, generaliseret angst og separationsangst. I sidste ende kan disse tendenser skabe betydelig ensomhed.

Lavt selvværd indbefatter også ofte identitetsproblemer og kan hermed blive et eksistentielt problem.

Der ses hos nogle mennesker med mindreværdsoplevelser også problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance. I visse tilfælde ses også særlig sensitivitet hos personen.

Lavt selvværd kan også forstyrre personlige forhold, regulere vores adfærd og gøre kommunikation besværlig. Typisk indskrænker personer med lavt selvværd deres egne rettigheder og underlægger sig andres behov. Kommunikationen bliver ikke tillidsfuld og åben, men der dannes uhensigtsmæssige strategier for at få sine ønsker opfyldt. Omvendt ser man også mennesker med lavt selvværd, som begynder at tromle andre ned, når der er uenigheder. Med andre ord påvirkes konflikthåndtering i begge uhensigtsmæssige retninger, når der er lavt selvværd på spil.

På grund af følelsen af utilstrækkelighed ses der også en tendens til at fremhæve sine egne fysiske fejl. I værste fald bliver det til kropsdysmorfi, som fx kan udvikle sig til diverse spiseforstyrrelser såsom bulimi og anoreksi.

Fordi mennesker med neurodivergens, fx autisme eller AD(H)D, ofte føler sig malplacerede, forkerte og anderledes på den dårlige måde, er de i farezonen for at udvikle et lavt selvværd, som vil være med til at forværre deres øvrige problemer.

Der ses også en tendens hos mennesker med traumer eller PTSD til at udvikle et lavt selvværd eller opleve en eventuel forværring af et eksisterende lavt selvværd.

Selvværd inkluderer (ifølge min optik) også selvfølelsen, altså den følelse man har, når man er helt alene (uafhængigt af andres opfattelse). Hvis man har lavt selvværd, vil man være plaget af skyld. Hvis selvfølelsen også er lav, er man præget af skam. Denne er meget psykodynamisk funderet og ses ofte som en eksistentiel faktor, der "stråler op nedefra".

Selvværd og selvtillid er ikke det samme. Selvværdet er fundamentet for selvtilliden. Selvtillid handler om, hvad vi kan præstere, hvad vi kan mestre. Selvtillid er mere ekstern og overfladisk, mens selvværd er mere internt og dybdegående. Selvværd er en fornemmelse af at have intrinsisk værdi (altså: værdi bare i kraft af sin eksistens), mens selvtillid er fornemmelsen af at have instrumentel værdi (altså: værdi, fordi man kan udrette noget særligt og tjene særlige funktioner).

Man ser meget sjældent eksempler på mennesker med højt selvværd, som har lav selvtillid, men man ser det omvendte meget ofte. [Kilde: my.uq.edu.au; jf./kf. Heimann/Fruergaard (2009): Kap. 5, s. 120]

Det er et massivt fremskridt i ICD-11, at selvværd figurerer som et målepunkt inden for vurdering af personlighedsvanskeligheder og -forstyrrelser. Her udsiges det, at en sund personlighed har et selvværd, som reguleres fornuftigt uden at være hverken for lavt eller for højt (oppustet). Selvværdet skal have en realistisk forankring for ikke at udvikle sig patologisk. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 55, 61-62; jf. Kap. 2, s. 23]

I visse tilfælde ses lavt selvværd som et resultat af udsættelse for forskellige slags chikane i opvæksten, deriblandt mobning, psykisk vold, stalking eller manipulation.

Behandling af lavt selvværd

Lavt selvværd er en ekstremt hyppig problematik i et terapilokale. Men ofte kommer klienten ind med en anden problematik, som er beslægtet, for eksempel en af de ovenstående, eksempelvis angst, depression, stress eller relationsproblemer. God psykoterapi kan ændre tilstanden helt fundamentalt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Heimann, Bo / Fruergaard, Ivan: Nærværets kraft - og kunsten at lede sig selv. København: Nordisk Forlag A/S, 2009. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-03-04139-1.

Livskrise: Når normale livsændringer skaber psykisk nedfald

Livskrise

(Når normale livsændringer skaber psykisk nedfald)

Ved livskrise (eller udviklingskrise eller identitetskrise) forstås en forstyrrelse, præget af:

→ En reaktion på en afgørende, vigtig livsforandring eller naturlig udvikling.

→ Reaktionen forekommer ofte i forbindelse med indtræden i en ny livsfase.

→ Forandringen forekommer som en naturlig del af livet og er ikke en overraskelse.

Typiske faser, som kan skabe udviklingskriser:

→ At begynde i børnehave eller skole.

→ At komme i puberteten.

→ At begynde på gymnasie eller videregående uddannelse.

→ At flytte hjemmefra.

→ At flytte sammen med en kæreste for første gang.

→ At blive gift.

→ At få børn.

→ At fylde rundt: især 30, 40 og 50.

→ At børnene flytter hjemmefra.

→ At blive midaldrende (midtlivskrisen).

→ At gå på pension.

Symptomer på livs- og udviklingskriser:

→ Følelsen af at blive bragt ud af fatning.

→ Oplevelse af stress og overvældelse på grund af ændringerne.

→ Følelsen af at miste identitet og skulle "finde sig selv" igen.

→ En følelse af, at tingene aldrig kan blive "normale" igen.

→ Eksistentiel ensomhed og manglende tilhørsforhold.

→ Angst, bekymring og selvværdsproblemer.

→ Følelse af tomhed, afmagt, håbløshed og depressivitet.

→ Humørsvingninger, irritabilitet og lav frustrationstolerance.

→ Helbredsangst, dødsangst eller panikangst.

En krise er et psykologisk reaktionsmønster, når mennesket konfronteres med indre såvel som ydre vanskeligheder og problemer. Den ydre påvirkning er stress, men det psykologiske modstykke er "krise".

Ligesom alle andre kriser gennemløber vi typisk forskellige faser i livskriserne: chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering.

Desuden kan der være tale om overdeterminering, hvor krisereaktionen forstærkes af forudgående problemer og dispositioner. [Cullberg (1999): Kap. 3, s. 39-44, 49-50; Cullberg (1975/1993): Forord, s. 9; Indledning, s. 13, 17-20]

Livskriser kan, som nævnt, føre til oplevelser af en lang række øvrige problemer, som personen ikke har oplevet før: selvværdsproblemer, angst såsom socialfobi, agorafobiske symptomer, generaliseret angst, helbredsangst eller panikangst. Der ses også tendens til forhøjet oplevelse af ensomhed og manglende sammenhæng i hverdagen. Personen kan også opleve at få en depression eller varianter af depression, såsom cyklothymi.

Livskrisen er i nogle tilfælde faktisk en tilpasningsreaktion. Tilpasningsreaktionen indfanger både ventede og uventede ændringer, men livskrisen er ofte dybere og mere eksistentiel end en "simpel" omstillingsreaktion (som kan være svær nok).

Livskriser indbefatter også ofte identitetsproblemer og er hermed et eksistentielt problem. Identitet er et spørgsmål om, hvem vi er, og hvad vi står for. I livskrisen konfronteres vi med en udfordring af vores vante roller og værdier. Vi kan mærke behovet for vækst og udvikling, men har ikke været forberedte. Derfor kommer det bag på os og presser os.

Behandling af livskriser

Livskriser forekommer hyppigt på terapiklinikker og er ekstremt velegnede til behandling ved brug af ren psykoterapi. Højest på skalaen er helt sikkert midtlivskrisen, skilsmisseperioder, pensionsalderen, men også i perioden omkring, vi fylder 30, er begyndt at give anledning til eksistentielle udfordringer. Samfundspresset og sociale medier er med til at lægge ekstra pres på folk. Det betyder, at flere og flere af os bliver utilfredse med, hvad vi har opnået tidligere og tidligere i livet.

Alle kriser rummer kimen til gode ændringer. Livskriser er fantastiske katalysatorer for stor positiv forandring og personlig vækst. Kriser er ikke kun problemer, men muligheder for at udvikle os og udvikle nye ressourcer og visdom.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Cullberg, Johan: Krise og udvikling. Oversat af Nina Lautrup-Larsen. København: Hans Reitzels Forlag, 1975-1993. 4. udgave, 6. oplag, 1999. ISBN: 87-412-3244-5.

Ludomani: Når spillet bliver lidt for sjovt

Ludomani / Aleamani

(Når spillet bliver lidt for sjovt)

Ved ludomani (eller aleamani, patologisk spillelidenskab) forstås en impulsforstyrrelse.

Symptomer på ludomani

→ Gentagne episoder af spillelidenskab.

→ Ukontrollabel trang til at spille og til at blive ved med at spille.

→ Prioritering af spil, selvom det skader ens liv.

→ Intens optagethed af spil.

→ Konstant planlægning af spilleaktiviteter.

→ Tanker om, hvordan man kan få flere penge til spil.

→ Behov for at spille med stigende mængder penge for at få samme glædesfølelse.

→ Besvær med at kontrollere eller skære ned på spil.

→ Rastløshed eller irritabilitet, når der skæres ned på spil.

→ Spilleaktivitet for at undslippe problemer (f.eks. skyld, angst, depression).

→ Forsøg på at vinde tabte penge tilbage.

→ Bedrag af familiemedlemmer for at skjule graden af spilleriet.

→ Tendens til at risikere relationer, jobmuligheder eller uddannelse på grund af spil.

→ Tendens til at bede andre hjælpe med at dække økonomisk over tab.

Alle slags relevante spil indebærer, at man er villig til at risikere noget af værdi i håbet om at vinde noget af endnu større værdi. Men ved ludomani tager det kraftigt overhånd. [WHO (1994/2018): F63.0, s. 146; Kilde: Mayoclinic]

Ludomani hænger nært sammen med hjernens belønningssystem og afhængighed og misbrug. Og som navnet antyder, er der tale om en konkret mani. Spilleaktivitet er ofte en flugt fra en underliggende negativ følelse. Hvis ikke årsagen bearbejdes, vil der ofte dukke en ny besættelse op som erstatning.

Problemet kan i visse tilfælde skyldes impulskontrolproblemer, som hænger sammen med frustrationstolerance og evnen til følelsesregulering. Problemet ses ofte hos mennesker, der er præget af neurodivergens (såsom AD(H)D).

Der er delte meninger om ludomanis forhold til gaming-afhængighed, dvs. afhængighed at computerspil. Der er både strukturelle ligheder og væsentlige forskelle.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Mandela-effekten: Når kollektiv erindring er fejlagtig

Mandela-effekten

(Når kollektiv erindring er fejlagtig)

Ved mandela-effekten forstås et psykologisk og socialt fænomen, præget af:

→ Kollektiv falsk erindring af historiske begivenheder og fakta.

→ Socialt induceret fejlhukommelse af en hændelse eller situation.

→ Dannelse af falske minder, der deles af et fællesskab.

→ Fejlagtig tro på overleveret viden eller overleverede narrativer.

→ Troen at noget, der skete, faktisk ikke skete.

→ Troen at noget, der ikke skete, faktisk skete.

→ Troen at noget skete på en anderledes måde, end det faktisk gjorde.

→ Navnet kommer af den udbredte fejlforestilling om, at Nelson Mandela døde i 1980erne.

Mange mennesker var overbeviste om, at Nelson Mandela faktisk var afgået ved døden i 1980erne. Derfor blev de meget overraskede, da han faktisk døde i 2013. Navnet på fænomenet er retmæssigt opkaldt efter denne fejlerindring, men kunne ligesåvel hedde noget andet.

Der er mange interessante eksempler på Mandela-effekten. Eksemplerne varierer fra den tro, at New Zealand faktisk ligger nordligt for Australien, at Tom Cruise havde solbriller på, da han dansede i filmen Risky Business (1983) etc.

Man ser også varianter af fænomenet, hvor folk lader til at huske produkter, der aldrig har eksisteret. 

Men mest interessant for mig, der elsker film, er tendensen til at fejlhuske verdensberømte og tidløse replikker. Darth Vader sagde, i Star Wars: The Empire Strikes Back (1980), for eksempel aldrig "Luke, I am your father." Han sagde faktisk "No, I am your father." Og Hannibal Lecter sagde, I Silence of the Lambs (1991), aldrig "Hello, Clarice." Han sagde faktisk "Goodmorning." Slutteligt sagde Bogart aldrig replikken "Play it again, Sam" i Casablanca (1942), men tværtimod "Play it once more."

[Kilde: Verywellmind, Clevelandclinic, Goethe, Today]

Mange af disse eksempler er ret banale. For eksempel ses mange parodier af scenen fra Risky Business, hvor personen bærer solbriller. Og derfor kan det originale minde af scenen farves af det.

Men citaterne fra film viser, at vi kan overlevere fejlagtig information på en måde, så det faktisk virker som noget, vi kan huske. Alle disse citater virker bare, for mange, forkerte i deres originale form.

Mandela-effekten bliver dog interessant, fordi den viser at sociale fælleskaber kan påvirke individets hukommelse, således at personen ikke bare danner falske formodninger, men falske erindringer. Mange af os husker faktisk Darth Vader sige "Luke, I am your father." Vi husker tydeligt det punkt i scenen, hvor han netop siger det. Det er dannelsen af dette minde (eller tilsvarende), der er mest påfaldende.

Det mest interessante er, at disse falske forekomster af erindringer faktisk også kan findes mere "lokalt" i bestemte fælleskaber: familier, par, vennegrupper etc. Med tiden kan det danne hele falske narrativer, der kan give anledning til endnu flere narrativer.

Det må formodes, at Mandela-effekten til dels har noget at gøre med suggestibilitet og modtagelighed for manipulation af hukommelsen. Det er selvsamme form for modtagelighed, der gør sårbare for gaslighting og misinformation.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Mani: Når det gode humør tager overhånd

Mani

(Når det gode humør tager overhånd)

Ved mani forstås en affektiv forstyrrelse, præget af:

→ Et grundløst forhøjet stemningsleje.

→ Ubekymret jovialitet eller ustyrlig eksaltation.

→ Opstemthed og forøget energi.

→ Hyperaktivitet, rastløshed og uro.

→ Stærk taletrang.

→ Opmærksomhedsproblemer, distraktibilitet og letafledelighed.

→ Selvfølelsen ses øget til det opblæste.

→ Forekomst af storladne ideer og overdreven selvtillid.

→ Tab af sociale hæmninger.

→ Hæmningsløs og dumdristig adfærd, ude af takt med omstændigheder og normal opførsel. 

→ Nedsat søvnbehov.

→ Øget sexdrift.

→ Hensynsløshed eller uansvarlig adfærd.

→ Springende idéer eller tankemylder.

→ Impulsive aktiviteter med negative konsekvenser (for eksempel indkøb, seksualitet).

→ Pirrelighed eller irritabilitet.

Mindst én manisk episode indgår i den første variant af bipolar affektiv sindslidelse. [WHO (1994/2018): F30.1, s. 83; APA (2013): Sec. 2, pp. 124] 

Se eventuelt også mine blogindlæg hypomani og cyklothymi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.