Bipolar affektiv sindslidelse: Når vi pendulerer mellem ekstremer (Diagnose, symptomer, behandling)

Bipolar affektiv sindslidelse

(Når vi pendulerer mellem ekstremer)

Symptomer på bipolar affektiv sindslidelse

Ved bipolar affektiv sindslidelse forstås en forstyrrelse, præget af:

• Skiftende episoder (mindst to) med skiftende stemningsleje og aktivitetsniveau.

• Markant tendens til at svinge mellem ekstreme humørpoler.

• I den ene ekstrem ses hypomani eller mani. I den anden ses depressivitet.

• Ved højt humør ses opstemthed, øget aktivitet og energi.

• Ved lavt humør ses nedtrykthed, dårligt humør, nedsat energi og aktivitet.

• Eventuelt udebliver enten de maniske eller depressive episoder (=unipolaritet).

• Eventuelt optræder psykotiske symptomer i begge ekstreme humørtilstande.

I "gamle dage" kaldte man lidelsen for manio-depressivitet.

Generelt er problemet med bipolaritet, at personen ofte træffer ødelæggende og impulsive beslutninger under maniske episoder og kan være meget selvmordstruet under de depressive episoder (eller når humøret er på vej opad igen).

Mange blander bipolaritet sammen med tilbagevendende depression, maniske episoder ved andre lidelser og cyklothymi (som er en mildere variant uden samme intensitet). [WHO (1994/2018): F31.x, s. 84-85; APA (2013): Sec. 2, 296.4x/296.89, pp. 123-135]

Nogle blander bipolaritet sammen med lidelser, der er præget af stærke humørsvingninger i det daglige, for eksempel emotionel ustabil personlighedsstruktur/borderline. Bipolaritet indebærer oftest længere perioder, hvor personen er i balance. Personer, der er emotionelt ustabile, har en kraftigere tendens til pludselige humørskift i hverdagen.

Humørskiftene ses hyppigt cirka 2-4 gange om året. Men der kan være færre eller flere. En manisk episode kan for eksempel typisk vare fra nogle dage til flere måneder. I de maniske perioder ses ofte en egocentreret tankegang og handlemåde, en flyvsk væremåde og en kraftig tendens til at tale uafbrudt.

I de depressive faser ses ofte markant fald i selvværd, mens selvværdet stiger i de maniske perioder. Personen trækker sig ofte tilbage i de depressive faser og bliver udadvendt og opsøgende i de maniske.

I både de lave og høje perioder kan ses problemer med affektiv dysregulering (især at regulere tristhed opad og vrede eller manisk glæde nedad) og lav frustrationstolerance (tendens til at blive vred, når andre stiller sig i vejen for projekter og opgaver).

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at tilpasse sig problemet og svingningerne. Såkaldte "kvartalsdrankere" lider ofte af uopdaget bipolaritet og drikker for eksempel i deres depressive perioder.

Hvis der er tale om samtidig tilstedeværelse af skizofrene symptomer, er der højst sandsynligt tale om skizo-affektiv forstyrrelse.

Behandling af bipolaritet

Bipolaritet kræver ofte medicinering, og i nogle tilfælde indlæggelse og hyppig støtte. Der er et biokemisk aspekt, som ikke kan ignoreres. I forbindelse med korrekt medicinering eller et mildt tilfælde kan psykoterapi være virksom som støttende behandling. Behandlingen indebærer blandt andet træning i at mærke skiftene og strategier, der modvirker uhensigtsmæssig adfærd i den lave såvel som i den høje ende. Det er ikke en banal indsats. Pårørende til bipolare mennesker bliver ofte meget påvirket af humørskiftene og lider også kraftigt under det.

Bipolaritet kan i øvrigt gå under radaren i mange tilfælde, fordi symptombilledet normalt strækker sig over lang tid. Det kan ofte forveksles med andre forstyrrelser, der deler noget af symptombilledet. I visse tilfælde ligner det en tilbagevendende depression. I andre tilfælde er det måske risikoadfærd i maniske perioder, der får psykiateren til at tænke i impulsforstyrrelser. I andre tilfælde igen er det måske substansmisbrug i depressive perioder, der kan lede psykiateren i retning af misbrug eller afhængighed. Alle disse "fejl" er forståelige og viser vigtigheden af, at danne sig et overblik over hele symptombilledet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Bulimi: Når vi overspiser og udrenser (Diagnose, symptomer, behandling)

Bulimi

(Når vi overspiser og udrenser)

Symptomer på bulimi

Ved bulimi forstås en spiseforstyrrelse, præget af:

• Tilbagevendende nervøse spiseanfald.

• Problemer med at styre spisning.

• Tendens til at indtage store mængder mad over en kort periode.

• Umådelig periodisk spisetrang.

• Overdreven optagethed af vægtkontrol.

• Optagethed af udseende og vægt.

• Forstyrret legemsopfattelse (jf. kropsdysmorfi).

• Frygt for at blive overvægte (obesofobi).

• Forsøg på at modvirke eller kompensere for vægtøgning ved opkastning.

• Brug af laxation (brug af afføringsmidler).

• Fasten, brug af afmagringspiller eller overdrevet motion.

• Brug af diuretika eller thyreoidin.

• Eventuelle elektrolytforstyrrelser og fysiske problemer (interne sår, menstruationsproblemer.

Personen befinder sig tit indenfor normalvægten. [WHO (1994/2018): F50.2, s. 126; APA (2013): Sec. 2, 307.51, pp. 345-347]

Mange blander bulimi sammen med anoreksi. Den primære forskel er, at anorektikeren ikke har spiseanfald. Der forekommer normalt altid en form for angst hos bulimikere. Bulimi ses tit slået sammen med BED, som også er karakteriseret ved spiseanfald, men uden eventuel kalorieudrensning.

Behandling af bulimi

Mange tilfælde af bulimi kan behandles ved brug af psykoterapi. Spiseforstyrrelser er ligeså interessante som de er ubehagelige. Der er altid flere indre paradokser, når man har at gøre med bulimi. Og der er altid underliggende problemer, der faktisk er årsag til problemet, men som sjældent handler direkte om spisning. En dygtig terapeut kan skabe gode resultater igennem samtaleterapi og målrettet behandling.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Cyklothymi: Når humøret svinger for meget (Diagnose, symptomer, behandling)

Cyklothymi

(Når humøret svinger for meget)

Symtomer på cyklothymi

Ved cyklothymi forstås en affektiv sindslidelse, præget af:

• Vedvarende stemningsuligevægt og -svingninger.

• Hyppige depressive og hypomane perioder af relativ let karakter og kort varighed.

• Svingningerne sker i begge retninger i mindst to år, før diagnosen er relevant.

I subdepressive faser ses:

• Nedsat energi og aktivitet.

• Søvnbesvær.

• Nedsat selvtillid og utilstrækkelighedsfølelse.

• Koncentrationsbesvær

• Indesluttethed og fåmælthed.

• Interessesvækkelse og glædesløshed.

• Nedsat sexlyst og andre seksuelle forstyrrelser.

• Negative tanker, deriblandt pessimisme og rugen over fortiden.

I hypomane faser ses:

• Øget energi eller aktivitet.

• Nedsat søvbehov og andre søvnforstyrrelser.

• Øget selvfølelse.

• Skærpet eller kreativ tænkeevne.

• Øget selskabelighed og taletrang.

• Vittig munterhed og optimisme.

• Øget livsglæde og interesse.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet, især i de depressive faser.

Depressive lidelser indikerer affektiv dysregulering (besvær med at regulere tristhed "opad"), og i de slemme perioder ses tit en lav frustrationstolerance.

Man skelner mellem om tilstanden begynder i ungdommen eller i voksenalder. Tilstanden har en sammenhæng med bipolaritet, idet den ofte betragtes som en mildere version og ofte ses hos efterkommere af mennesker, der har bipolar affektiv sindslidelse. [WHO (1994/2018): F34.0, s. 93-94; APA (2013): Sec. 2, 301.13, pp. 139-140]

Læs eventuelt mere om bipolar affektiv sindslidelse, depression eller hypomani.

Behandling af cyklothymi

Cyklothymi er ofte mulig at påvirke ved brug af psykoterapi. Modsat bipolaritet er medicinering ofte ikke nødvendig for at stabilisere personen. Til gengæld har personen brug for stabile strategier og en skærpet evne til at mærke sine egne tilstande, før de tager overhånd.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Demens: Når hjernen begynder at svigte os (Diagnose, symptomer)

Demens

(Når hjernen begynder at svigte os)

Symptomer på demens

Ved demens forstås en gruppe forstyrrelser, præget af:

• Hukommelsproblemer, som normalt opdages af andre.

• Problemer med at lagre ny information.

• Problemer med at huske navne.

• Tendens til at glemme og fejlplacere ting.

• Tendens til at gentage sig ofte.

• Forvirring og desorientering.

• Problemer med at kommunikere eller "finde ord".

• Besvær med at følge med i samtaler.

• Problemer med at læse og skrive.

• Problemer med at orientere sig i det fysiske miljø.

• Problemer med at orientere sig i tid.

• Problemer med at tænke logisk og løse problemer.

• Besvær med at løse komplekse opgaver.

• Problemer med at planlægge og organisere.

• Dårlig koordination og kontrol over bevægelser.

• Personlighedsændringer.

• Tab af glæde i aktiviteter, personen normalt nyder.

• Tavshed og tilbagetrækning.

• Ensomhed og social isolation.

• Rastløshed og uro.

• Depression, angst og humørsvingninger (affektiv dysregulering).

• Irritabilitet og upassende adfærd.

• Færden udenfor hjemmet, der ikke "giver mening".

• Psykotiske symptomer; paranoia og hallucinationer.

Der findes over 200 forskellige slags demens. Hver type forhindrer hjernecellernes funktionalitet i bestemte regioner af hjernen. Normalt er hukommelsesproblemerne det tidligste tegn på begyndende demens. [Kilder: Mayoclinic, DementiaUK]

Du kan også læse om Alzheimers sygdom her på bloggen.

Det er hverken rart at være dement eller at være pårørende til en dement person. Det kan være uhyggeligt for alle parter. Den demente kan i glimt mærke forfaldet; de pårørende ser det ske dag for dag.

De ovennævnte psykotiske episoder kan tage alle former: den demente kan klage over, at folk ringer på døren om natten, at der står mennesker udenfor deres vinduer, at de kan lugte røg eller lignende fænomener. Ofte er fænomenerne truende, men de kan også være mere neutrale.

Heldigis er der meget, man kan gøre for at forbedre oplevelsen for alle parter.

Hvis du har en pårørende med demens, er miljøet enormt vigtigt. Hvis personen bor hjemme hos sig selv, er det vigtigt at nogen ser til dem hyppigt. Hvis personen bor på et center eller plejehjem, så er det vigtigt at miljøet er trygt, velkendt, rart og simpelt. Indret rummet på en måde, der ligner indretningen derhjemme. Omgiv personen med velkendte genstande, billeder, musik og ting, som han eller hun kender. Brug simpel og effektiv kommunikation. Miljøet skal også være simpelt at orientere sig i. Giv personen simple redskaber til opgaveløsning: en kaldeknap, en enkel telefon, en enkel fjernbetjening etc.

Man behandler ikke demente mennesker med psykoterapi, idet de ikke får valuta for pengene. I nogle tilfælde kan palliativ psykoterapi være en fordel, når personen "synger på sidste vers". Dog kan dette arbejde ofte udføres bedre af en præst eller lignende sjælesorgsfigur. Pårørende til demente kommer ofte til en serie af samtaler. Her giver det fuld mening og kan hjælpe en hel del.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Dependent personlighedsstruktur: Når vi bliver afhængige af andre (Diagnose, symptomer, behandling)

Dependent personlighedsstruktur

(Når vi bliver afhængige af andre)

Dependent personlighedsstruktur

Ved dependent personlighedsstruktur (også bare kaldet dependens eller kaldet afhængig personlighedsstruktur) forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

• Stærk passiv afhængighed af andre.

• Klyngende og hjælpsøgende adfærd.

• Overladelse af beslutninger og ansvar til andre.

• Modstand mod og frygt for at være alene.

• Frygt for at blive forladt.

• En følelse af hjælpeløshed og utilstrækkelighed.

• Passiv eftergivenhed og underkastelse over for hjælpere.

• Kraftesløse reaktioner på krav fra omverdenen.

• Uvillighed til at stille krav til personer, som personen er afhængig af.

• Besvær med at udtrykke uenighed.

• Frygt for at miste anerkendelse og støtte.

• Besvær med at indlede projekter.

• Tendens til at presse sig selv langt for at behage hjælpere.

• Tendens til behagesyge.

• Tendens til at opsøge nye forhold som kilde støtte, når et andet afsluttes.

• Søgen efter overbeskyttelse og dominans.

• Tendens til at overvurdere og idealisere hjælpere.

• Pessisme og tvivl omkring egne evner.

• Selvnedvurdering (at føle sig svag og dum).

• Tendens til selvopfyldende profetier.

• Underudviklet sans for autonomi og bevægelighed.

De interpersonelle problemer gælder tit kun nærtstående hjælpere. [WHO (1994/2018): F60.7, s. 141-142; APA (2013): Sec. 2, 301.6, pp. 675-677; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158]

Dependens er reelt en angstlidelse. Man ser næsten altid, at lidelsen hænger sammen med manglende evne til at tage ansvar (jf. grundløshedsangst) og isolationsangst. Der ses altid lavt selvværd. Personen har en stor frygt for ensomhed.

Dependens er et tegn på en ufuldstændig individueringsproces, men kan også i nogle tilfælde markere bestemte uopdagede problemer, for eksempel agorafobi eller socialfobi. Lidelsen er nogle gange svær at skelne fra separationsangst.

Der er forhøjet risiko for depression og tilpasningsproblemer.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere angst nedad) og tit en lav frustrationstolerance (giver let op). Nogle gange ser man, at personen er manipulativ og aktivt forsøger at få nærtstående til at tage ansvar for deres problemer.

Dependens er reaktiv på psykoterapi og er derfor velegnet til behandling på psykoterapiklinikker. Behandlingen vil ofte, for eksempel, indebære bearbejdning af en indbygget ambivalens i de afhængighedsprægede relationer, opbygning af ressourcer, ansvarsfornemmelse og selvstændighed, angsthåndtering, processering af frygt for at være alene og eventuelt gruppeterapi med de øvrige implicerede parter.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Depersonalisations-derealisations-syndrom: Når uvirkeligheden melder sig (Diagnose, symptomer, behandling)

Depersonalisations-derealisations-syndrom

(Når uvirkeligheden melder sig)

Symptomer på depersonalisations-derealisations-syndrom

Ved depersonalisations-derealisations-syndrom forstås en sjældnere forstyrrelse, præget af "uvirkelighed" - og som deles i to hovedformer, som også kan opleves på samme tid:

(1) Symptomer på depersonalisation:

• Oplevelser af uvirkelighed i forhold til sig selv.

• Tendens til at føle sig "frakoblet" fra sig selv.

• Følelsen af at være observatør i forhold til egne tanker, følelser, sansninger og handlinger.

• Oplevelsen af, at ens egne handlinger føles fjerne, kunstige eller automatiske.

• Forvrænget tidsfornemmelse.

• Emotionel eller fysisk følelsesløshed.

• Oplevelsen af egne minder som svage eller uægte.

• Ruminationer over egen eksistens.

• Vage kropslige symptomer.

(2) Symptomer på derealisationssyndrom:

• Oplevelser af uvirkelighed omkring omgivelserne og virkeligheden.

• Frakobling fra realiteten, tab af virkelighedsfornemmelsen.

• Oplevelse af objekter eller personer som kunstige eller uvirkelige.

• Oplevelse af omverdenen som drømmeagtig, tåget, livløs eller forvrænget.

• Tendens til at tjekke perceptioner for autenticitet (ægthed).

Under både depersonalisation og derealisation forbliver realitetstestning intakt; sensoriet er normalt, evnen til emotionelle udtryk er intakt, og personen er klar over tilstandens afvigende natur. Med andre ord er personen ikke psykotisk.

Tilstanden kan ses for eksempel som delsymptom ved borderlinetilstand, men også ved skizofrene, depressive, fobiske og obsessiv-kompulsive tilstande (OCD). Dertil ses den i høj grad også hos mennesker, der har været udsat for traumer og eventuelt lider af posttraumatisk belastningsreaktion eller tilpasningsreaktion.

Personerne med syndromet kan eventuelt have svært ved at beskrive symptomerne, tro, at de er ved at blive tossede, frygte hjerneskade eller andre problemer. [WHO (1994/2018): F48.1, s. 122; APA (2013): Sec. 2, 300.6, pp. 302-303; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 140]

Syndromet er en dissociativ reaktion; læs eventuelt mere om dissociativ amnesi og fugue.

Det skal siges, at alle mennesker kan få oplevelsen af uvirkelighed en gang imellem. Der behøver ikke at være noget alvorligt galt. Det kan være en slags simpel eksistentiel meddelelse om, at man ikke er i nuet, men at man træffer beslutninger på autopilot. Men hvis den bliver ved, eller ikke går væk, så kan det være en god idé at opsøge hjælp.

Behandling af uvirkelighedsfølelse

Man kan behandle visse tilfælde af uvirkelighedsfølelse ved brug af psykoterapi. Jeg har selv set en række eksempler på uvirkelighedsfølelse på min egen klinik, men altid i forbindelse med noget andet. Når en persons stressniveau stiger meget pludseligt, ser man nogle gange uvirkelighedsfølelsen komme snigende. Typisk har jeg set dette hos mennesker med angst, depression eller tidligere chok eller traumer. Desuden kan uvirkelighed være en markør for et ildevarslende stressniveau hos mennesker med tendens til mikropsykotiske episoder. Men engang imellem er der altså også bare tale om almindelig automatisering af velkendte procedurer. Jeg har oplevet, at psykoterapi påvirker problemet, og at det går væk, når årsagen behandles.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Depression: Når tristheden trækker os i kulkælderen (Diagnose, symptomer, behandling)

Depression

(Når tristheden trækker os i kulkælderen)

Symptomer på depression

Ved depression forstås en affektiv sindslidelse, præget af:

• Nedtrykthed og tristhed (jf. affektiv dysregulering).

• Nedsat glæde, lyst og interesse.

• Nedsat energi og øget trætbarhed.

• Tankebesvær og koncentrationsbesvær.

• Irritabilitet og lav frustrationstolerance.

• Søvnforstyrrelser, tit øget søvntrang eller søvnbesvær.

• Appetit- eller vægtændringer og forstyrret spisning.

• Seksuelle problemer, deriblandt nedsat sexdrift.

• Social tilbagetrækning og hæmning.

• Tendens til at føle sig tom eller håbløs.

• Ubeslutsomhed, tvivl og forvirring.

• Nedsat selvtillid, selvfølelse og lavt selvværd.

• Tendens til selvbebrejdelse og skyldfølelse.

• Forvrænget og pessimistisk tænkning.

• Negativt tankemylder og ruminationer.

• En følelse af indre uro.

• Mørke tanker om død eller selvmord.

• Lyst til eller tanker om selvskade.

Melankolske depressioner er værre og inkluderer:

• Svækket emotionel reaktivitet.

• Tidlig opvågnen (mindst to timer før).

• Betydelig morgenforværring.

• Endnu kraftigere symptomer (alle ovenstående).

Depression deles i let, moderat og svær grad, og endvidere findes der en variant, hvor der forekommer psykotiske træk. Hvis personen kan fortsætte daglige aktiviteter uden større besvær, er depressionen let; hvis de kan klares med besvær, er den moderat. Hvis de slet ikke kan klares, er den svær. Behandleren skal holde øje med, om det er en tilbagevendende tilstand. [WHO (1994/2018): F32.0-2, s. 87-89; (APA) 2013: Sec. 2, 296.2x, pp. 160-162; Hougaard (1998): Kap. 3, s. 166, 171; Cullberg (1999): Kap. 33, s. 314-320]

Der findes to hovedtyper af depression: En non-reaktiv eller endogen depression er en strengt biokemisk depression. Den skyldes normalt manglende optagelse af signalstofferne serotonin og/eller dopamin og menes at være forårsaget af neurologiske afvigelser. Den anden type, som jeg har set mange af, er den reaktive eller exogene depression, som har en oprindelse i ydre begivenheder i personens liv. Den er "reaktiv", fordi den forekommer som reaktion på skift i personens liv eller miljø. For eksempel kan den skyldes, at man er blevet skilt, at man er flyttet, at man føler sig ensom, at man har mistet et kæledyr, at man føler sig utilstrækkelig, at selvværdet er lavt, at karrieren har lidt et knæk, at man er stresset osv.

Depression findes blandt andet i varianterne dysthymi, cyklothymi og neurasteni. Derudover ses også hyppigt fødselsdepression, både hos mænd og kvinder. Også nedtrykthed om vinteren, såkaldt vinterdepression, er meget udbredt i Skandinavien. Depression ses også meget tit som reaktion på eftervirkningerne af stress.

Depression forekommer også ofte, når en person lider af eksistentielle problemer.

Depression hænger næsten altid sammen med lavt selvværd og ses ofte i forbindelse med angstlidelser, såsom socialfobi, agorafobi, dependens, separationsangst eller evasiv personlighedsstruktur. Depression er også meget udbredt hos mennesker med neurodivergens, dvs AD(H)D eller autisme. Dertil ses også ofte ensomhed hos deprimerede mennesker.

Alle disse tilstande er sædvanligvis gode at behandle med psykoterapi.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøget på at selvmedicinere mod depression.

Depression er også et delelement i for eksempel bipolar affektiv sindslidelse og flere andre alvorlige problemer. Behandleren skal være i stand til at opsnappe om, der er tale om en alvorligere forstyrrelse.

Behandling af depression

Depression er den mest hyppige lidelse, jeg ser i min praksis. Psykoterapi er en god behandling til langt de fleste former for depression. Depression kommer ikke af sig selv. Den "angriber" ikke nogen, men er et resultat af mekanismer inde i personen. Behandlingen går ikke primært ud på at opmuntre eller trøste, men snarere på at bearbejde de dybere årsager, standse den uhensigtsmæssige fortolkning af verden og skabe et nyt perspektiv, som er konstruktivt og bæredygtigt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hougaard, Esben (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dissociativ amnesi / fugue: Når vi er "ude af os selv" (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ amnesi / fugue

(Når vi er "ude af os selv")

Symptomer på dissociativ amnesi

(1) Ved dissociativ amnesi forstås en forstyrrelse, præget af:

• Hukommelsestab eller -svækkelse.

• Manglende evne til at genkalde vigtig selvbiografisk information.

• Forekomst af vigtige stressende begivenheder af nyere dato (fx tab, ulykke).

• Hukommelsestabet er oftest delvist (selektiv amnesi).

• Eventuel oplevelse af flashbacks fra den glemte periode.

• Problemet skyldes ikke almindelig glemsomhed eller træthed.

Mange blander dissociativ amnesi sammen med dissociativ identitetsforstyrrelse, posttraumatisk belastningsreaktion, akut stress, somatisk symptomforstyrrelse eller neurokognitive lidelser. Problemet ses tit koblet med dissociativ fugue:

Symptomer på dissociativ fugue

(2) Ved dissociativ fugue forstås en forstyrrelse, præget af:

• Dissociativ amnesi ledsaget af rejseaktivitet, som også glemmes.

• Rejseaktiviteten er formålsbestemt og virker normal for andre.

• Eventuelt en forhistorie med traumer, selvskade, selvmordsforsøg eller risikoadfærd.

• Eventuelt forhistorie med problematiske eller manglende relationer.

• Tendens til uvirkelighedsfølelse og suggestibilitet (autohypnose).

[WHO 1994/2018: F44.0-F44.1, s. 113; APA 2013: Sec. 2, 300.12, pp. 298-299]

Symptomer på øvrige dissociative problemer

(3) Ved øvrige dissociative tilstande menes her en række sjældnere forstyrrelser:

(3a) Dissociativ bevægelsesforstyrrelse er præget af:

• Tab af evnen til at bevæge sig normalt.

• Kan tage form af ataksi, apraksi, akinesi, dyskinesi, parese, paralyse, dysartri eller afoni.

(3b) Dissociativ krampe er præget af:

• Epilepsi-lignende kramper.

• Uden tungebid, faldlæsioner, inkontinens.

→ Bevidstheden bevares under kramperne.

(3c) Dissociativ sanseforstyrrelse er præget af:

• Tab af følelse i huden.

• Tab af syn eller hørelse.

• Ingen anatomisk underbygning af lidelsen.

(3d) Dissociativ stupor er præget af:

• Svækkelse eller fravær af bevægelser og reaktioner.

• Ingen somatisk årsag.

(3e) Dissociativ trance- eller besættelsestilstand er præget af:

• Tilstande med svækket identitet og bevidsthedsændring.

• Er ikke religiøs eller kulturelt sanktioneret.

[WHO (1994/2018): F44.2-6, s. 113-115]

Problemerne opstår ofte som alvorlig dissociativ reaktion på alvorlig psykisk sygdom, akut belastning eller traumatisk påvirkning. Når vi dissocierer, betyder det, at det er det parasympatiske nervesystem, som tager over. Det er den samme del af nervesystemet, som fx får os til at "fastfryse" i bestemte situationer.

Jeg har også blogposts om dissociativ identitetsforstyrrelse og om depersonalisations-derealisations-syndrom.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dissociativ identitetsforstyrrelse: Når personligheden spaltes (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ identitetsforstyrrelse

(Når personligheden spaltes)

Symptomer på dissociativ identitetsforstyrrelse (DID)

Ved dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) forstås en ekstrem lidelse, præget af:

• Multiple personligheder i samme menneske.

• To eller flere distinkte personlighedstilstande i samme individ.

• Kun én af personlighederne kan være til stede på samme tid.

• Hver personlighed har egne minder, præferencer, adfærdsmønstre.

• Hver personlighed har evne til at kontrollere personens adfærd.

• Amnesi i forbindelse med vigtige personlige forhold og aktiviteter.

• Amnesien kan ikke tilskrives almindelig glemsomhed.

• Markant diskontinuitet i selvfølelsen med ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed, kognition etc.

• Flashbacks fra de øvrige personligheders "ophold".

Tilstanden sammenlignes med en slags "besættelse" i DSM. Det er vigtigt at adskille, om der er en accepteret kulturel eller religiøs indflydelse. Der ses flashback-minder fra de øvrige tilstande.

Lidelsen hænger ofte sammen med interpersonel mishandling i barndommen eller voksenalderen eller pinefulde procedurer.

Problemet hænger sammen med høj suggestibilitet for hypnose. Personer, der lider af dissociativ identitetsforstyrrelse er ofte meget modtagelige for indbildning.

Dynamisk menes at personen ved lidelsen slipper for at møde hele sit jeg, mens "personlighederne" kan udtrykke forskellige sider af personen. [WHO (1994/2018): F44.81, s. 115-116; APA (2013): Sec. 2, 300.14, pp. 292-294; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 140]

Tilstanden er populær i bog-, serie- og filmverdenen: i film og serier for eksempel i Sybil (1976), Psycho (1960), Fight Club (1999), Identity (2003) eller Split (2016). Alle kender efterhånden til lidelsen. Det er dog meget sjældent, at man ser den i det virkelige liv.

Mange blander lidelsen sammen med skizofreni eller psykoser, men spaltning af personligheden indgår ikke typisk i symptomerne på skizofreni eller psykose. Spaltningen anses ikke som en normal vrangforestilling eller hallucination, men anses teknisk som et strengt dissociativt træk. Når vi dissocierer, så isolerer vi træk, som ikke må komme i berøring med andre faktorer i personligheden, fordi det fungerer som en trussel.

Læseren skal også passe meget på med at blande det sammen med følelsen af at være todelt. Mange mennesker føler, at de har "to sider". Ofte er dette mere et skel mellem personens primære og sekundære jeg, eller mellem masken og skyggen, målt imod det autentiske selv. Vi har alle til opgave at integrere vores forskellige sider. Det er en normal proces som kaldes psykosyntese. Det er slet ikke det, der menes med DID.

Jeg har oplevet massive ændringer hos klienter, der føler sig todelt, på basis af psykosyntetisk arbejde. Personen kom ind og følte sig som to radikalt forskellige mennesker, men afsluttede deres forløb som en helhed.

DID er på en måde det omvendte af psykosyntese. Det er en radikal spaltning af sider, der ikke kan integreres. Personligt finder jeg ligheden med trance- og besættelsestilstande markant. Derfor er det nærliggende, hævder jeg, at anse DID som en fejlproces, hvor personen ubevidst eller bevidst "vælger" at spalte sig i to eller flere personligheder. Men i realiteten er det samme personlighed, der blot viser sig fra forskellige sider.

Det kan betyde, at den seksuelt hæmmede person nu kan udtrykke sig seksuelt, men uden at være nødt til at erkende sig selv som et seksuelt væsen. Det er "den anden" personlighed, der er det. Personen kan nu udtrykke sin aggression, men uden at indse, at personen faktisk har en aggressiv side. Det er "den anden", der er det. Ubevidst holdes angsten forbundet med drifterne bundet i spaltningen.

Teoretisk set burde det være muligt at ophæve behovet for spaltning igennem nænsom psykosyntese og modifikation af personens jegideal. Men jeg har aldrig prøvet det i praksis.

Behandlingen af denne lidelse bør foregå psykiatrisk. I privat regi vil der ikke være mulighed for den hyppighed og intensitet, der er nødvendig.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dyssocial personlighedsstruktur (psykopati): Når vores empati svigter (Diagnose, symptomer, behandling)

Dyssocial personlighedsstruktur / Psykopati

(Når vores empati svigter)

Symptomer på dyssocial personlighedsstruktur / psykopati

Ved dyssocial personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse hos en person over 18 år, præget af asociale og psykopatiske træk:

• Udpræget egoisme og selvcentrering.

• Grov ligegyldighed over for andres følelser.

• Overtrædelse af andre menneskers rettigheder.

• Emotionel afstumpethed og manglende empati.

• Indifferens over for andres velbefindende.

• Manglende ansvarsfølelse og sans for forpligtelser.

• Manglende respekt for sociale normer.

• Tendens til at nedgøre andre, når de ikke beundrer personen.

• Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende uden omtanke for andre.

• Ligegyldighed over for konsekvenser og om ens handlinger skader andre.

• Hensynsløshed i bestræbelsen på at opnå egne mål.

• Tendens til at bortforklare og projicere.

• Overdreven autonomi og oplevelse af handlefrihed.

• Oplevelse af at have særrettigheder.

• Manglende evne til at føle skyld eller anger.

• Overfladisk charme og selvsikkerhed.

• Arrogance, oppustethed og kæphøj adfærd.

• Bedragerisk adfærd og griskhed.

• Udnyttelse af andre og manipulativ adfærd.

• Stridslyst og konfliktsøgende adfærd.

• Lav frustrationstolerance overfor kedsomhed og irritation.

• Tendens til irritabilitet og aggressivitet (jf. affektiv dysregulering).

• Manglende sikkerhedshensyn.

• Manglende fremtidsrettet planlægning.

• Kynisk indstilling, foragt for andres følelser.

• Griskhed og grådighed.

• Tendens til voldelig optræden.

• Lav respons på straf eller negative konsekvenser.

• Besvær med at opretholde relationer.

• Tendens til at ende i slagsmål.

• Eventuel ondskabsfuldhed og sadisme, glæde ved at skade andre.

Der ses tit tidligere adfærdsforstyrrelser, en forhistorie af misbrug, forsømmelse eller uregelmæssigheder i barndommen (jf. omsorgssvigt) eller eventuel hjerneskade. Personerne med forstyrrelsen er præget af jegsvaghed (primitivt forsvar, lav aggressionstærskel, men intakt realitetsopfattelse), defekt samvittighedsudvikling og svigtende indlevelsesevne (jf. manglende empati). [WHO (1994/2018): F60.0, s. 138; APA (2013): Sec. 2, 301.7, pp. 659-661; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 159; Cullberg (1999): Kap. 24, s. 228-232] 

Nogle dyssociale er "kolde" og viser aldrig følelser, mens andre har problemer med eventuelle vredesudbrud. Psykopater har ofte svært ved mentalisering (at sætte sig i andres sted), mens andre faktisk lider af "kold mentalisering" og kan forstå andre, uden at kunne påskønne eller tage hensyn til det.

Bemærk, at en komplet manglende evne til at føle skyld er en ret overbevisende markør for en personlighed, som enten er dyssocial eller narcissistisk. Men man skal passe på med at blande det sammen med socialt akavet adfærd, der blot er atypisk. Nogle mennesker har en atypisk fungerende skyldfølelse, fordi de ikke forstår sociale konventioner (læs eventuelt mere om neurodivergens eller autisme).

Den dyssociale i ICD-11

Denne psykopatologi indfanges i ICD-11 især af de to såkaldte "trækdomæner", som kaldes dyssocialitet og disinhibition (og delvist af et tredje domæne, som kaldes negativ affektivitet).

Hvis personligheden er sund, så er mild dyssocialitet årsag til selvsikkerhed, mod og beslutsomhed, mens personen stadig kan sætte sig i andres sted uden at såre eller støde andre. Her stræber personen efter samarbejde og det fælles bedste. Hvis personligheden ikke er sund, så vil trækdomænet kobles på som beskrivende faktor, der udspecificerer de mulige problematikker.

Sværhedsgraden bestemmes af graden af empati, egoisme, fjendtlighed, beregning, voldelighed, hensynsløshed etc. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109]

Øvrige betragtninger

Man skal altid huske, at det skal være gennemgående og meget udpræget, før man kan tale om en forstyrret personlighed. (Man bør ikke slynge rundt med begreber som "psykopat" og "narcissist".)

Mange dyssociale mennesker har svært ved enten at mærke eller sætte ord på deres følelser og lider dermed af alexitymi. Der er enorm forskel på en dyssocial person, der sårer andre på basis af manglende emotionel forståelse, og dem, som faktisk gør det på basis af sadistiske træk. Den sidstnævnte er nemlig i stand til at mentalisere og sætte sig i andres sted, men nyder at skade dem. Denne sidste type dyssocialitet er uden tvivl den farligste, men også den mest sjældne.

Hos børn og unge skal man gerne tænke i adfærdsforstyrrelser istedet for dyssocialitet. Mange unge er præget af anomi, som kan resultere i en adfærd, der ligner dyssocialitet uden at være det. Fællestrækket for anomiske mennesker og dyssociale mennesker er, at de ofte ikke har haft nødvendig vejledning i deres opvækst. Mange har været udsat for omsorgssvigt.

Jeg har bemærket, at ret mange frygter at være psykopater eller narcissister. Ofte skyldes det en forvrænget og skyldbetonet opfattelse af det normale "ego", vi alle besidder. Normalt er selve frygten eller bekymringen modbevis nok, idet skyldfølelsen faktisk er overaktiv hos personen, der er bekymret for at være hensynsløs og selvcentreret. De fleste psykopater og narcissister har travlt med at opføre sig psykopatisk og narcissistisk, men er i realiteten komplet ligeglade med, om de skulle være det.

Terapi med dyssociale mennesker

Terapi med dyssociale kræver en særlig bevidsthed om, hvordan dyssociale personer kan påvirke deres omgivelser. Især er de præget af forsvarsmekanismerne splitting og projektiv identifikation, og de er ofte mestre i at kommunikere i dobbeltbindinger. Behandleren skal vide præcis, hvordan man standser og processerer disse skadelige indspark uden at reagere på dem. Dyssociale mennesker kommer ofte i terapi, fordi deres partner eller familie insisterer. De er derfor ofte ikke helt i stand til at indgå i en stærk arbejdsalliance. Dog har jeg set undtagelser.

Behandling af dyssocialitet

Jeg behandler typisk ikke den værre halvdel af spektrummet, idet psykoterapi typisk ikke kan påvirke personen, der reelt er ligeglade med andre mennesker. Nogle dyssociale er dog egnet til terapi. I disse tilfælde kræver det, at personen selv har et ønske om at kunne fungere bedre i samfundet. Terapien vil ofte indebære bl.a. oplåsning af følelser, træning i verbalisering, mentaliseringstræning og psykoedukation samt udvikling af konkrete kommunikative og adfærdsmæssige strategier.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dysthymi: Når depressionen er kronisk, men mildere (Diagnose, symptomer, behandling)

Dysthymi

(Når depressionen er kronisk, men mildere)

Beskrivelse af dysthymi

Ved dysthymi forstås en affektiv forstyrrelse, præget af:

• Kronisk depression af mindst to års varighed.

• Tilstanden er enten vedvarende eller hyppigt tilbagevendende.

• Tilstanden er for mild til at opfylde kriterier for bl.a. periodisk depression.

Symptomer på dysthymi

Symptomer på dysthymi inkluderer:

• Depressiv forstemning med nedsat aktivitet eller energi.

• Søvnbesvær eller hypersomni (oversovning).

• Nedsat selvtillid og utilstrækkelighedsfølelse.

• Koncentrationsbesvær.

• Lethed til tårer.

• Interessesvækkelse.

• Glædesløshed.

• Nedsat sexlyst.

• Håbløshedsfølelse og uoverkommelighedsfølelse.

• Pessimisme og rugen over fortiden.

• Indadvendthed og fåmælthed.

• Dårlig appetit eller overspisning.

• Træthedstendens.

• Ubeslutsomhed.

Der skelnes mellem, om tilstanden starter i ungdommen eller i voksenalderen. Den ses nogle gange sammenflettet med depressiv personlighedsstruktur. Der skelnes mellem, om der er ængstelige eller melankolske træk, eller i alvorligere tilfælde atypiske eller humør-inkongruente træk. [WHO (1994/2018): F34.1, s. 94-95; APA (2013): Sec. 2, 300.4, pp. 168-169]

Dysthymi er en form for depression og kan nemt blandes sammen med bipolaritet, neurasteni og cyklothymi. Der ses ofte lavt selvværd hos personen. Der er risiko for ensomhed, hvis personen trækker sig meget tilbage under de depressive perioder.

Depressive lidelser indikerer affektiv dysregulering (besvær med at regulere tristhed "opad"), og i de slemme perioder ses tit en lav frustrationstolerance.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere.

Behandling af dysthymi

I mange tilfælde er psykoterapi en glimrende behandling. Det gælder især, når tilstanden er reaktiv. I så fald anbefales det, at terapeuten både kan arbejde med teknikker på overfladen såvel som dybt og eksistentielt. I visse tilfælde af dysthymi er der brug for medicinering. Der kan være tale om en kemisk ubalance.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dødsangst: Når vi frygter livets afslutning (Symptomer, behandling)

Dødsangst

(Når vi frygter livets afslutning)

Symptomer på dødsangst

Ved dødsangst forstås en eksistentiel problematik, der er præget af:

• Intens frygt for at dø.

• Vedvarende tanker, der kredser om døden som tema.

• Stærk angst i forbindelse med tanker om døden.

• Optagethed af døden på måder, der overstiger det "normale".

• Bekymringer og spekulationer omkring, hvad der sker efter døden.

• Angstfyldte fantasier om måder, hvorpå man kan dø.

• Særlig frygt for bestemte pinefulde eller meningsløse måder at dø på.

• Enten opsøgelse eller undgåelse af døden som tema.

• Tendens til at føle ubehag, når man hører om død.

• Besættelse af sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der skal modgå døden.

• Tendens til at føle særligt ubehag til begravelser.

• Tendens til at reagere på døden som tema i nyheder, film og serier.

• Oplevelse af humørforværring, når døden optager bevidstheden.

• Oplevelse af uvirkelighedsfornemmelser.

Fysiske symptomer, der tit indtræder i forbindelse med dødsangst:

• Panikangst.

• Sveden.

• Mundtørhed.

• Rysten.

• Hjertebanken.

• Vejrtrækningsbesvær og hyperventilering.

• Kvælningsfornemmelser.

• Svimmelhed.

• Trykken for brystet.

• Forstyrret søvn.

Dødsangst kan ses i forbindelse med øvrige problemer:

• Tendens til kontrolprægede problemer (f.eks. OCD).

• Tankemylder eller tvangstanker med døden som emne.

• Eventuelle enkelfobier, der alle afspejler dødsangst (f.eks. klaustrofobi, højdeskræk).

• Eventuelle passive selvmordstanker, lyst til selvskade eller risikoadfærd.

• Eventuelle problemer med dependens, separationsangst eller ensomhed.

• Tendens til affektive lidelser, f.eks. depression (deriblandt dysthymi, cyklothymi).

• Generelle tendenser til angst, for eksempel generaliseret angst, helbredsangst, panikangst.

• Oplevelser af stress, udbrændthed, livskriser eller traumer (for eksempel PTSD).

Vi kan starte med at sige, at dødsangst er ekstremt udbredt.

Man kan ikke kalde dødsangst for en egentlig "mental lidelse". Dødsangst er nemlig universel. Døden er et eksistentielt grundvilkår i både eksistentiel filosofi og psykologi. Alle frygter naturligvis døden på en eller anden måde, men kun nogle oplever, at frygten bliver direkte patologisk og begynder at fylde meget i hverdagen.

Den type psykologiske teoridannelse, der har bedst fat i døden som tema, er den eksistentielle psykoterapi.

Døden er for eksempel ifølge Irvin Yalom det første af de fire eksistentielle grundvilkår, som mennesket forsøger at flygte fra. Grundkonflikten handler om bevidstheden om døden – sat op imod ønsket om at blive ved med at eksistere. Det er en kendsgerning, at vi en dag vil holde op med at være til – et uundgåeligt faktum, som vi ikke kan flygte fra. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16] Sandheden om, at vi skal dø, er "frygtelig" og vækker automatisk en dybdegående dødsangst i os: dødsangsten er en mørk, foruroligende skygge, en primitiv rædsel, en isnende gru, en urkilde til angst. Den findes hele tiden i udkanten af bevidstheden, under den tynde membran. Og dødsangsten dannes meget tidligt i livet og påvirker måden, vi oplever og handler på, hvordan vi lever og udfolder os. [Yalom (1980): Del 1, Kap. 2, s. 37, 39, 51, 56, 65]

Angsten bindes via fornægtelse og kan tage en række drejninger. Ses ofte som (a) forskydning af dødsangsten, hvor "angsten for intet søger at blive til frygten for noget"; (b) usårlighedsopfattelse, hvor personen betragter sig som særlig og en speciel undtagelse for den ellers universelle død; (c) frelserhåbet, hvor personen forventer at blive reddet af en instans, hvadend religiøs, medicinsk eller noget helt tredje; (d) livsangst, hvor personen i stedet for at blive bevidst om dødsangsten er bange for at leve.

Den sidste pointe fortjener særlig opmærksomhed. Livsglæden hænger sammen med en sund indstilling til døden. Den sunde indstilling til døden kræver, at vi forstår, at livet og døden forudsætter hinanden.

Livstilfredshedsligningen er, hos Yalom, den indsigt, at dødsangsten er omvendt proportional med livstilfredsheden. Altså: Livstilfredshed fører til mindre dødsangst - og omvendt. Man er nødt til at flygte fra livet for at kunne flygte fra døden. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16; Del 1, Kap. 2-5, s. 37-223]

Døden skræmmer både religiøse og ikke-religiøse mennesker. Religiøse mennesker skræmmes mest af eventuel tvivl om religionens rigtighed eller tvivl om, hvorvidt de har levet sådan, at de skal straffes i efterlivet. Døden skræmmer også ikke-religiøse mennesker, idet tankerne om slet ikke at kunne indgå i et efterliv kan virke dybt foruroligende. Her trues personen ofte af frygt for intetheden selv.

En anden ting, der skaber dødsangst, er "fremmedheden", der indgår i begrebet. Vi begriber ting tematisk igennem sproget. Men døden er ikke noget, vi kan beskrive meningsfuldt. Sproget er kun skabt til at beskrive det "værende", det, der "eksisterer", de fænomener, der "fremtræder". Derfor kan man principielt ikke "begribe" døden. Vi begriber nemlig igennem brugen af "begreber".

Intetheden er den radikale modsætning til det "noget", vi oplever, selv når vi sover. Derfor er døden også det radikalt ukendte. Angst for døden er angst for det ukendte, angst for det radikale kontroltab, der forekommer, når vi dør. Dertil optræder ofte konkrete bekymringer omkring, hvordan ens efterladte vil klare sig, hvad der sker med ens krop efter døden, og mange andre praktiske betragtninger.

Der er især to gennemgående tråde i dødsangsten hos ateister: (1) Nogle er bange for døden som en kisteagtig fornemmelse, at være fanget i perpetuelt mørke, der opleves som et uendeligt fængsel. (2) Andre er bange for identitetens ophævelse, slet ikke at kunne mærke noget, altså at opløses som individ.

Når man siger "af jord er du kommet, til jord skal du blive", kan det også, for mange, oversættes til "af intet er du kommet, til intet vil du blive". Nogle betragter dette "intet" som en befrielse, andre som det mest skræmmende i verden. I realiteten ved ingen af os, hvad det betyder.

En helt global bekymring, der også plager mange af os, er tanken om klimakrisen, om verdenskrige, der truer, om pandemier etc. Vi står overfor en uendelig adgang til dårlige dommedagsnyheder. Og de trænger sig på med en hidtil uset kraft. Det påvirker de fleste og skærper dødsangsten.

Behandling af dødsangst

Psykoterapi er den ideelle behandling af dødsangst. Når man behandler dødsangst, er der et utal af nuancer, der er med til at bestemme, hvilken retning behandlingen går i. Mest vigtigt er, om personen faktisk er døende eller ej. Døende mennesker modtager normalt en sjælesørgende palliativ psykoterapi, der går langt ud over trøst og beroligelse. Mennesker, der ikke er døende, lider af en anden slags dødsangst, som ikke desto mindre kan være voldsom.

Nogle gange kan angst for døden være en maskeret angst for noget andet. Og omvendt, som nævnt ovenfor, er angsten for konkrete ting også ofte forskudt dødsangst.

I visse tilfælde indebærer behandlingen af dødsangst en vending mod livet. Ovenfor konstaterede vi, at dødsangst er omvendt proportional med livstilfredshed. Man behandler derfor i psykoterapien ofte dødsangst ved at fokusere på angsten for livet. Ved at skabe et godt og tilfredsstillende liv kan dødsangsten aftage drastisk. Desuden vil mere abstrakte filosofiske indsatser også kunne hjælpe.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.