Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD): Når såret ikke kan hele

Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)

(Når såret ikke kan hele)

Symptomer på posttraumatisk belasningsreaktion (PTSD)

Ved posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) forstås en forstyrrelse, præget af:

• En forlænget reaktion på en traumatisk begivenhed eller situation.

• Situationen eller begivenheden kan anses som meget truende eller katastrofal.

• Situationen eller begivenheden kan være af kort eller lang varighed.

• Traumet kan være oplevet på egen krop, bevidnet eller sket for en nærtstående.

• Undgåelse af aktiviteter, situationer og personer, som minder om traumet.

• Genoplevelse af traumet ved påtrængende erindringer eller flashbacks.

• Tendens til mareridt, der omhandler traumet direkte eller indirekte.

• Tilbagetrækning eller frakobling fra andre mennesker.

• Ulystbetoning og formindsket interesse i aktiviteter og begivenheder.

• Koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær.

• Søvnforstyrrelser (søvnløshed eller gennemsovningsbesvær).

• Angstsymptomer og depression, eventuelt med selvmordstanker.

• Dårligt humør, irritabilitet eller vredesudbrud.

• Alarmberedskab, arousal og ængstelig hypervigilans.

• Tendens til sammenfaren og kraftig reaktivitet.

• Nervesystem-reaktioner: kamp, flugt eller fastfrysning.

• Eventuelt ses dissociative reaktioner, eksempelvis uvirkelighedsfølelse.

• Psykosomatiske symptomer i maven, hovedpine, hjertebanken.

• Kraftig reaktion på stressbelastninger.

• Hos børn gentagelser af traumet i lege.

• Overbevisning om at være ond eller på anden vis "forkert" (jf. lavt selvværd).

• Mistillid til andre og omverdenen.

• Overbevisning om, at verden er farlig eller ond.

• Selvbebrejdelser, skyldfølelse og skamfuldhed.

• Manglende evne til at opleve positive følelser.

• Følelsen af, at der vil ske noget forfærdeligt.

• Følelsen af, at traumet vil ske igen, eller er ved at ske igen.

• Svigtende selvtillid og frygt for at være skyld i en ulykke.

• Kraftige overvejelser om egen sikkerhed.

• Svækket følsomhed og emotionel afstumpning.

• Nedsat reaktivitet over for omgivelser.

• Psykisk forstening, følelseslammelse eller indre dødhed.

• Skødesløs eller selvdestruktiv adfærd.

Traumet vil ofte kunne kraftigt påvirke enhver, men særlige prædispositioner (personlighedstræk eller tidligere nervøs lidelse) kan sænke tærsklen for udvikling af syndromet eller forværre forløbet. (Dette kaldes også overdeterminering.)

PTSD påvirker nervesystemet, idet traumets originale indtryk faslåses. Personens robusthed bestemmer, om der forekommer belastningsreaktion eller ej.

Det er væsentligt, at lidelsen normalt kræver abnorm belastning, men hos nogle udløses den af mindre alvorlige begivenheder. Det ses, at personen ikke har kunnet forarbejde traumet adækvat fra starten, og der forekommer desensibilisering af indtryk, som det har udløst.

Latenstiden kan variere fra få uger til seks måneder; forløbet er fluktuerende. Fuld remission ses i de fleste tilfælde. [WHO (1994/2018): F43.1, s. 108-109; APA (2013): Sec. 2, 309.81, pp. 271-274; Cullberg (1999): Kap. 4, s. 61; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 144-148]

Nogle mennesker, der udvikler PTSD, har været udsat for manipulation, psykisk vold eller stalking. Der er også set koblinger til tidligere omsorgssvigt eller mobning i barndommen.

Traumer kan hænge sammen med en særligt følsom disposition på to måder: Særligt sensitive har "lettere" ved at blive påvirket af traumer, og forudgående traumer kan også ved med til at skabe en særligt sensitiv disposition.

Kronisk posttraumatisk belastningsreaktion kaldes nogle gange CPTSD, men ofte bruges forkortelsen også for kompleks PTSD. Det menes, at PTSD påvirker hjernens frygtcenter og derfor kan give følelsesløshed og distance. Omvendt reagerer hjernen hurtigere på fare. Man ser også problemer med at føle og et adrenalinniveau, der har svært ved at falde. Desuden kan de førnævnte dissociative reaktioner indebære depersonalisations-derealisation. [Kilde: kompleksptsd.dk]

PTSD er en svær diagnose at stille, fordi der er et hav af differentialdiagnostiske betragtninger. Overordnet er traumatiske reaktioner i familie med stress, fordi der er tale om belastninger i begge problemgrupper. PTSD hænger ofte sammen med høje niveauer af angst og kan nemt forveksles med agorafobi, socialfobi, generaliseret angst og ses tit med panikangst, men også depressive lidelser, deriblandt cyklothymi, dysthymi eller neurasteni.

Dertil ses ofte udvikling af mere obsessiv-kompulsive symptomer, som også skaber risiko for forveksling. Desuden, for at gøre billedet endnu mere komplekst, kan de dissociative aspekter og følelsesreguleringsproblemerne ved PTSD også nemt sammenblandes med bestemte personlighedsforstyrrelser.

For at gøre ondt værre, karakteriseres PTSD også af problemer med opmærksomhed, fokus og hukommelse, hvilket skaber en risiko for sammenblanding med neurodivergens såsom ADHD eller ADD.

Fordi nerveystemet påvirkes, ses der ved PTSD ofte problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Man ser ofte, at mennesker med PTSD kan få problemer med ensomhed. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at klare traumerne selv.

Bemærkning om PTSD og traumebegrebet

Diagnosesystemet er ret snævert angående definitionen af traumer. Definitionen kræver at der er sket noget specielt voldsomt, som kan anerkendes som traumatisk af psykiateren der diagnosticerer. Her ignoreres den kendsgerning, at traumets intensitet bestemmes af oplevelsen af påvirkningen. Nogle definerer omvendt traumer så "bredt", at alt kan kaldes traumer. Det er også uhensigtsmæssigt, idet man i så fald udvander begrebet til ikke at betyde noget og ser overdiagnosticering. Den bedste anskuelse ligger et sted midt imellem. Jeg har skrevet en anden blogpost om traumebegrebet, som er mere "on point" og indrammer både akut belastning, posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og kompleks posttraumatisk belastningsreaktion (CPTSD).

Behandling af traumer

Der er mange mulige behandlinger af traumer. Behandlingen kan være mere eller mindre direkte. Siden traumer sætter sig i nervesystemet, er der brug for en indsats, der kan påvirke den måde, nervesystemet fungerer på. Psykoterapi er en god behandlingsmulighed, idet traumeinformeret psykoterapi kan facilitere bearbejdning af traumet og omkodning af nervesystemet uden risiko for retraumatisering. Det er ikke nok kun at tale om traumet, men der skal gøres en indsats, der kan løsne den ophobede energi i nervesystemet. Nogle vælger kropsterapi, andre vælger DAT, EMDR, BBAT eller kurser i mindfulness eller lignende. En god psykoterapeut kan opnå samme virkning i traumebehandlingen.

Det vigtigste er, at det ikke er "farligt" at bearbejde sine traumer, hvis man går til den rigtige behandler.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Psykisk vold: Når mishandling er mental og emotionel

Psykisk vold

(Når mishandling er mental og emotionel)

Definition af psykisk vold

Ved psykisk vold (eller emotionel mishandling) forstås et problem præget af:

• Udøvelse af psykisk og emotionel vold af en krænkende part mod et offer.

• Adfærden er udpræget manipulerende og har til formål at ændre offerets tanker og handlinger.

• Adfærden forsøger at kontrollere, styre, skræmme eller isolere offeret.

• Adfærden indebærer ikke fysisk vold, men kan indebære trusler om det.

• Volden foregår som et mønster af ord og adfærd, som gentages over en periode.

• Adfærden gør betydelig mental og psykologisk skade på den modtagende part.

• Adfærden indebærer ydmygelse, udskamning, kontrol, bebrejdelse af offeret.

• Adfærden benægter den krænkende parts egen andel i problemerne.

• Adfærden kan være bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte, tydelig eller skjult.

• Offeret præges af tvivl, usikkerhed, angst, skyld, depressivitet og lavt selvværd.

Psykisk vold kan ramme alle på tværs af alder og køn og ikke nødvendigvis i et romantisk forhold. Psykisk vold kan foregå mod partnere, søskende, små børn, ældre mennesker, i skoleklasser og på arbejdspladser.

En enkelt begivenhed er ikke nok til at kalde krænkeren "psykisk voldelig". Der skal være tale om et mønster.

I denne blogpost fokuserer jeg mest på psykisk vold i romantiske relationer.

Bemærk, at der her på bloggen også er blogindlæg om mobning, manipulation og stalking.

Eksempler på psykisk vold

• At kaste med ting, at slå på ting, at beskadige ejendom.

• At true med at skade den anden eller deres nærtstående.

• At true med at afslutte forholdet, hvis offeret ikke lader sig styre.

• At true med at begå selvmord eller skade sig selv (eller andet).

• At kalde den anden nedladende øgenavne (fx "idiot").

• At bruge nedladende tillægsord om den anden.

• At råbe og skrige ad den anden.

• At bruge voldsomme bandeord og voldsomt sprog.

• At komme med hyppige vrede udbrud.

• At tale ned til den anden.

• At bruge nedladende kropssprog (f.eks. rulle med øjnene).

• At latterliggøre den anden.

• At konstant kritisere den anden.

• At fornærme den andens udseende.

• At afpresse den anden emotionelt.

• At pålægge urimelig skyld (skyldtrip).

• At komme med konstant belæring.

• At konstant rette på, hvad den anden siger.

• At afbryde den anden.

• At underkende den andens følelser og oplevelser (invalidering).

• At formindske den andens bedrifter.

• At minimere det, som er vigtigt for den anden.

• At latterligøre eller kritisere den andens interesser.

• At ydmyge den anden privat eller offentligt.

• At give ordrer til (og kommandere med) den anden.

• At kontrollere den andens aktiviteter.

• At være besidderisk overfor den anden.

• At træffe beslutninger for den anden.

• At kræve, at den anden beder om tilladelse til aktiviteter.

• At overvåge den andens aktiviteter.

• At udspionere den anden digitalt.

• At kontrollere den andens adgang til profiler på nettet, telefon eller bankkonto.

• At bevidst irritere den anden i det åbne og skjulte.

• At ignorere klare forespørgsler om, at adfærden skal stoppe.

• At tage æren for den andens bedrifter.

• At udvise ekstrem uberettiget jalousi (f.eks. anklage for flirten/utroskab).

• At afholde den anden fra at kunne være social.

• At komme imellem den anden og dennes familie.

• At forsøge at forhindre den anden i at arbejde.

• At nægte den anden kontakt med andre, som er af modsatte køn.

• At vende andre imod den anden eller inddrage en tredjepart som dommer (triangulering).

• At disrespektere den andens behov og grænser.

• At trivialisere legitime klagepunkter.

• At modbebrejde ved rimelig kritik (victim blaming, DARVO).

• At benægte mishandlingen.

• At benægte adfærd, begivenheder og bilde den anden ind at han/hun tager fejl.

• At få offeret til at føle, at han/hun opdigter sin virkelighed og tager fejl i instinkter, erindring og beslutninger (gaslighting). Medfører tvivl om egen mentale tilstand hos offeret.

• At bebrejde den anden for den krænkende parts egne problemer.

• At forlade en diskussion, at nægte at kommunikere eller svare.

• At tilbageholde kontakt og affektion (ignore den anden).

• At afskære al kommunikation (komplet udfrysning).

• At først udvise stærk kærlighed og derefter udfrysning (love bombing).

• At opstille urealistiske forventninger og høje krav.

• At kræve, at deres egne behov prioriteres højest.

• At forlade en begivenhed på en måde, så den anden ikke kan komme hjem.

• At sabotere ting eller smide dem væk og benægte det.

[Kilder: webmd, 1800respect, thehotline, healthline]

Psykisk vold er en adfærd, som overlapper med indholdet i blogposten om manipulation.

Forsvar imod psykisk vold

Det kan være traumatisk at være sammen med en person, der bruger psykisk vold. Hvis du bliver udsat for psykisk vold af mindre grad, er parterapi en meget god idé. Hvis den psykiske vold er meget skadelig, er det klogt at komme på afstand af personen og etablere en kraftig skillelinje.

Hvis kontakt med personen er nødvendig, måske på grund af fælles børn, og vedkommende ikke respekterer dine opstillede grænser, bør du dokumentere episoderne efter bedste evne. For at demotivere adfærden kan du bruge forskellige metoder. "Grey rock -metoden" er en effektiv måde at håndtere det på, fordi den afbøder krænkerens forventninger og ikke giver personen det, som han eller hun ønsker.

Manipulation lykkes kun, når vi hænger os i indhold og ord, men ikke når vi gennemskuer transaktionerne, der ligger under. Indsigt i rolledynamik og kommunikation kan være livsforandrende. Hvis vi udvikler det rigtige blik, kan vi undlade at tage de roller, som den anden ønsker, vi skal tage.

Hvem udfører psykisk vold?

Psykisk vold kan bruges af alle. Men hvis den skal være specielt ødelæggende og grusom, udføres den ofte af mennesker, der lider af en personlighedsforstyrrelse, deriblandt dyssocial personlighedsstruktur, emotionelt ustabil personlighedsstruktur/borderline eller narcissistisk personlighedsstruktur. Man ser også tit adfærden hos mennesker med histrionisk personlighedsstruktur. Alle disse strukturer kan være ekstremt manipulative. Mennesker med særlig tendens til masochisme eller passiv-aggressivitet kan også have meget umodne tendenser (der kan indebære psykisk vold). Desuden ser man ofte en tendens til affektiv dysregulering hos psykisk voldelige mennesker og en lav frustrationstolerance såvel som mentaliseringsproblemer (hypomentalisering). Man ser tit utryg tilknytning og gentagelse af adfærd, som personen selv har bevidnet eller oplevet i sin egen barndom. Den psykisk voldelige er ofte blevet udsat for omsorgssvigt eller er vant til manipulative relationer.

Offeret har normalt også tendens til mentaliseringsproblemer, men dennes problem er ofte hypermentalisering (at være for meget "ovre i" den anden part, altid scannende miljøet for trusler mod harmonien). Offeret udviser altid tegn på lavt selvværd, identitetsproblemer og indre tvivl eller usikkerhed. Personen er præget af selvkritiske tanker og en reaktion, der i ofte afspejler, at livsperioden har været traumatisk (ofte mindende om PTSD).

Formålet med begrebet

Formålet med information om psykisk vold er at beskytte offeret, hjælpe personen med at identificere problemet og styrke forsvaret mod yderligere skade. For nogle handler det også om eventuelt at give anledning til senere retsforfølgelse. Fordi offeret ofte er blevet manipuleret og bildt ting ind i lang tid, er offeret ofte meget usikkert og meget i tvivl om, hvorvidt han eller hun faktisk bliver udsat for psykisk vold, eller om han eller hun selv er krænkeren. Desuden kan mange mennesker, der faktisk er velfungerende og empatiske, opdage, at de måske selv bruger psykisk vold og blive inspireret til at gøre noget ved det.

Adfærden skal være et mønster

Formuleringer af definitioner og eksempler på psykisk vold er ofte meget skarpe og unuancerede. Begrebet er meget flydende, og beskrivelserne er tit for generelle. Næsten alle har prøvet at opleve ovenstående adfærd på et eller flere tidspunkter i deres liv, og i de fleste tilfælde er det ikke psykisk vold, fordi der ikke er tale om et mønster. I så fald er der tale om manipulativ adfærd.

Der er generelt for lidt fokus på, at adfærden skal være systematisk (et mønster). Adfærden skal stå på i længere tid og udspille sig på tværs af situationer. Mange mennesker, der er præget af usikkerhed og utryg tilknytning, kan fx bruge psykisk voldelige taktikker, men uden at det bliver et mønster.

Der er også for lidt opmærksomhed på at adskille adfærden fra rimelig brug af den. Det er for eksempel rimeligt at true med at forlade en narkoman, hvis ikke personen holder op med at tage stoffer; det er rimeligt at begrænse partnerens brug af den fælles bankkonto, hvis personen tager penge til ludomaniske aktiviteter osv. Der er mange nuancer, som ikke er med i beskrivelserne. Motivationen for adfærden er altså vigtig.

Virkningen af adfærden burde medtages mere, dvs. den emotionelle skade, som offeret lider: fx nedbrydning af selvværd, dannelse af usikkerhed, fjernelse af autonomi, afskæring fra ressourcer, kontrol og etablering af dependens. Manipulationsaspektet og skaden på den anden part bør indgå mere nært i vurderingen.

Vurdering af krænkerens og offerets mentale profil burde indgå i vurderingen. Det kræver en stor umodenhed/dyssocialitet at for alvor bruge systematisk psykisk vold; offeret udviser også klare eftervirkninger af skade. Det tager ikke lang tid i en oprigtig samtale at vurdere, om en person bliver udsat for psykisk vold. Men i situationer, hvor personen dukker op med punkter, der skal bevise, at de bliver udsat for det, dukker de tegn ikke ligeså klart op.

De fleste eksempler på psykisk vold er i giftige forhold, hvor begge parter er skyldige, og det er umuligt at finde et begyndelsespunkt. Offeret giver tit tilbage af samme skuffe. Krænkeren vinder her, fordi offeret nu faktisk bliver krænker (jf. DARVO-strategien).

Begrebet kan således nemt misbruges som et led i psykisk vold. Selve begrebet ender ofte med at blive selve våbnet, som krænkeren bruger til at anklage offeret.

Retssystemet og psykisk vold

Retssystemet har en del problemer med begrebet om psykisk vold, dels fordi der ikke er tilstrækkelig begrebsafklaring og perspektiv. Fokus ligger for meget på selve adfærden og for lidt på den mentale og emotionelle skade på offeret såvel som krænkerens karakter. Selv med beviser kræves der psykologisk indsigt for at tolke, om der er tale om psykisk vold. Har politi, advokater og dommere det? Inddrager de faglige eksperter? Og har de faglige eksperter brugt nok tid på vurderingen?

Det tager mere end et kvarter eller et spørgeskema at afgøre, om en person har været udsat for psykisk vold. Det kan ikke bare stå som påstand mod påstand. Så længe fokus primært ligger på adfærden og ikke på den emotionelle skade og hensigten med adfærden, vil der ikke altid kunne ske retfærdighed i sagerne.

Men fokus på krænkerens hensigt og motiver er også en glidebane. Man kan sige, at effekten jo er den samme, uanset hvad hensigten hos den krænkende part er. Men dog er der forskel på uagtsomt at ramme hustruen på kinden og gøre det med vilje. Det samme gør sig gældende ved psykisk vold. Der er forskel på, om den psykisk voldelige part gør det med kold mentalisering eller uvidende. Det burde i hvert fald påvirke straffen.

Desuden kan to parter konstruere samme situation på en måde, hvor det fra ét perspektiv er tydelig psykisk vold, men fra det andet klart ikke er det. Er det psykisk voldeligt at bede partneren blive hjemme for at støtte en, når man er i dårligt humør? Er det psykisk vold at bede partneren ikke tage på telttur med en person, som gentagne gange har forsøgt at forføre partneren? Er det psykisk vold at råbe, når partneren har glemt at hente børnene?

Svaret er: nogle gange. For det handler ikke om adfærden, men om hensigt og effekt. Hvis hensigten er at skabe kontrol, udskamme, ydmyge osv., så er det nemlig klar psykisk vold.

En anden bekymring er, at eventuelle screeninger af fagfolk ofte er overfladiske og tidsbegrænsede (hvilket ofte ikke er fagpersonens fejl, men indlejret i systemet). En psykopat eller narcissist er ofte i stand til at lyve overbevisende i nogen tid. Personen besidder ofte en overfladisk charme, som tit kan få behandlere vundet over på deres side. Deres kølighed giver dem også en evne til at fremstille tingene ud fra et perspektiv, hvor det virker logisk, at den anden part er problemet. Offeret vil tværtimod ofte virke uligevægtigt og opfarende, fordi nervesystemet er påvirket. Derfor kan det hurtigt ende med et forkert indtryk. På sigt vil sandheden ofte vise sig, men på kort sigt er det ikke sikkert.

Behandling af ofre for psykisk vold

Folk, der har været udsat for psykisk vold, har normalt brug for hjælp til at etablere kontakt til sig selv igen. Psykisk vold indebærer ofte en form for manipulation, som får offeret til at tvivle på sin egen intuition, sin egen dømmekraft og sin egen vilje. Det skaber en indre usikkerhed. Derfor er det vigtigt at etablere kontakt til sine følelser, behov og holdninger, at etablere sine indre og ydre grænser og lære at både registrere, opfange og standse uønsket adfærd fra andre.

Den første del handler om at opbygge selvværd, men ikke ved at overfladisk elske sig selv (en floskel), men ved at få adgang til sit autentiske selv, de inderste behov, ønsker og følelser, som rumsterer i os. Typisk er tanker ikke vores ven, når vi har været udsat for psykisk vold. Psykisk vold medfører overtænkning og fortsættelse af samme "gaslighting", som krænkeren brugte. Derfor skal vi standse denne tendens og skabe en kanal, hvor offeret med sikkerhed kan mærke sig selv. Her er kvalificeret psykoterapi nødvendig.

En anden del af terapien kalder jeg for "psykisk selvforsvar". Her bruger behandlere ofte en række ekstremt effektive redskaber, transaktionsanalyse, assertionstræning, konflikthåndtering osv. til at lære offeret at lynhurtigt identificere og håndtere manipulative og psykisk voldelige mennesker på en hensigtsmæssig måde.

Behandling af brugere af psykisk vold

Hvis du oplever at udsætte dine nærtstående for psykisk vold, og opsøger terapi på grund af det, så er der håb for dig. For mange kan slet ikke se problemet. Langt de fleste, som opsøger mig eller andre behandlere, gør det, fordi de får vredesudbrud, eller fordi partneren truer med at afslutte forholdet. Det er muligt at arbejde med problemerne både dybdepsykologisk og på overfladen. Begge dele er nødvendige. Det kræver på overfladen ofte træning i mentalisering, affektregulering, vredeshåndtering, udvikling af en højere frustrationstærskel og udvikling af hensigtsmæssig konflikthåndtering. Dybest nede skal de grundlæggende indre problemer, som skaber ubalancen, bearbejdes. For nogles vedkommende handler det om et essentielt lavt selvværd og en stærk usikkerhed, mens det for andre handler om et overtaget mønster fra barndommen, fx utryg tilknytning eller personlighedsforstyrrelser.

(Der vil senere komme flere artikler om psykisk selvforsvar på bloggen.)

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Psykose: Når vores virkelighedsfornemmelse bryder sammen

Psykose

(Når vores virkelighedsfornemmelse bryder sammen)

Symptomer på psykose

Ved psykose forstås en symptomklynge, præget af:

• Manglende evne til at skelne det virkelige fra det uvirkelige.

• Frakobling fra realiteten eller virkeligheden.

• Alvorlige forvrængninger af virkelighedsopfattelsen.

• Hallucinationer, dvs. sanseoplevelser uden eksternt grundlag.

• Vrangforestillinger, dvs. falske formodninger uden tilstrækkelig basis i virkeligheden.

Symptomer, der knytter sig til hallucinationer:

• Visuelle oplevelser: at se syner.

• Auditive oplevelser: at høre noget (f.eks stemmer).

• Taktile oplevelser: at mærke/føle noget.

• Olfaktoriske oplevelser: at dufte noget.

• Gustatoriske oplevelser: at smage noget.

Symptomer, der knytter sig til kognitive vrangforestillinger:

• At tro, at nogen styrer ens tanker eller handlinger.

• At tro, at andre kan høre ens tanker.

• At tro, at man kan høre andres tanker.

• At tro, at nogen stjæler ens tanker.

• At tro, at nogen styrer ens vilje.

• At udvise tegn på magisk og privat tænkning.

• At udvise tegn på en brudt logik.

• Tendens til associationer, der ikke kan følges.

Symptomer, der knytter sig til paranoide vrangforestillinger:

• Paranoide og selvcentrerede overbevisninger.

• At tro, at andre er besatte af personen.

• At tro, at andre forsøger at overvåge personen.

• At tro, at andre forsøger at skade personen.

• At tro, at andre forsøger at snyde personen.

• At tro, at andre forsøger at kidnappe personen.

• At tro, at der er sammensværgelser mod personen.

Symptomer, der knytter sig til megalomaniske vrangforestillinger:

• Selvforherligende og selvcentrerede overbevisninger.

• At tro, at personen selv har fantastiske egenskaber.

• At tro, at personen selv kan noget urealistisk.

• At tro, at andre ønsker at være ligesom personen.

• At tro, at andre vil overtage personens identitet.

• At tro, at andre ønsker at være kærester med personen.

• At tro, at andre er jaloux på personen.

Særlige træk ved paranoide/megalomaniske delusioner:

• At man er særligt tiltrækkende.

• At man besidder et særligt intellekt.

• At man besidder en overnaturlig sanseevne.

• At man har overnaturlige kræfter.

Psykose er et symptom og ikke en selvstændig diagnostisk kategori. Problemet opleves oftest hos mennesker, der for eksempel lider af skizofreni eller skizo-affektiv forstyrrelse eller andre lidelser på det præpsykotiske spektrum: skizotypisk sindslidelse, paranoid personlighedsstruktur eller skizoid personlighedsstruktur.

Problemet ses også hos mennesker, der svært maniske eller depressive, og for eksempel lider af bipolar affektiv sindslidelse.

Man ser mikropsykotiske episoder hos mennesker, der lider af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur eller dyssocial personlighedsstruktur. Dette ses især, når disse mennesker er udsat for ekstrem stress eller søvnunderskud.

Når en person er dybt traumatiseret, ser man også nogle gange forekomst af psykotiske træk.

Slutteligt ses psykotiske træk hos mennesker, der lider af følger af misbrug, demens eller Alzheimers. [Kilde: Clevelandclinic]

Jeg har også defineret psykotiske træk i min blogpost om skizofreni.

Psykose: et tættere blik

Mange ville kalde psykotiske symptomer for "sindssyge", "ravende vanvittige", "skingrende skøre" osv. Men selv psykoser er ikke uden deres interne logik. Og vi forstår dem faktisk alle bedre, end vi lige går og tror.

I tilfælde af psykoser skal man, som ved alle andre mentale problemer, aldrig spørge "i hvilken grad er det her sygeligt eller afvigende?" men snarere: "under hvilke betingelser giver det her mening?"

Psykotiske træk er aldrig komplette vanvittige. Der er altid en logik, et rationale, en tavs begrundelse, som giver mening. Selv de mest absurde hallucinationer giver ofte en idiosynkratisk mening for personen, som har dem. Selve denne mening forvanskes helt og aldeles i samtalerne, men kan spottes senere.

Man plejer at sige, at forskellen på komplekse tvangstanker og vrangforestillinger  er, at personen med tvangstanker er i stand til at indse, at de er urealistiske og absurde, mens psykotikeren ikke kan dette med sine forestillinger. Det samme gælder for de fleste psykotiske symptomer, som vi alle har oplevet i glimt.

Selvhenføring, at sætte sig selv i centrum af forestillinger på urealistisk vis, er noget, vi alle kender til en vis grad. Når vi ikke har en god dag, kan vi nogle gange tro, at en gruppe mennesker i et lokale griner af os, selvom de griner af noget helt andet. Dette er en almindelig kognitiv forvrængning, der ofte kaldes personalisering. Hos den psykotiske person er den skruet op og bliver hængende og spillet ud imod øvrige overbevisninger.

Mange kender fornemmelsen af at have en "melodi på hjernen". Denne kan være så kraftig, at man næsten kan "høre" den rigtigt. Dette er i familie med auditive hallucinationer, som er langt de mest udbredte.

Når vi er ekstremt trætte, kan mange af os opleve små auditive episoder med stemmer, der siger lyde, måske siger vores navn. Dette føles virkeligt og plejer at vække os. Dette er også auditive hallucinationer, men med forekomst på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Ligeledes foregår en psykose på samme grænse, bare i vågen tilstand.

Vi har nok også alle prøvet at vågne efter en livlig drøm og agere som om den faktisk var virkelig. Måske taler vi vrøvlende og selvfølgelig med vores partner om indholdet eller rækker ud efter den røde spand, som vi skulle bruge i drømmen. Vi indser hurtigt, at det ikke er virkeligt, men hvis vi var psykotiske, ville følelsen blive hængende.

Hvis en person holder sig vågen i over to døgn, vil personen ofte begynde at hallucinere.

Vi kender altså alle til små doser af "psykose", men de fleste af os har en velfungerende evne til at "springe tilbage" i en realistisk modus.

Man arbejder som behandler normalt ikke indsigtsbetonet og dybdegående med psykotiske mennesker. Men ironisk nok er det den indsigtsbetonede psykologi, der faktisk kan komme med den bedste teoridannelse om emnet.

Min tilgang til psykotiske symptomer er at anse dem som sammenknyttede affektive, kognitive og sansemæssige elementer, hvor en meget kraftig følelse er blevet koblet til bestemte sansninger, som ikke erindres, men holdes ubevidst (fortrængning) og projiceres ud i verden og opleves som om den "strømmer ind" udefra. Når de intense og utålelige følelser aktiveres, så går mekanismen i gang og skyder ubevidst indhold "ud i verden", så de opleves som virkelige.

Hovedistinktionen er mellem to former for psykose: mikropsykose og fuldblæst psykose. Behandlingen er meget forskellig. Den reelt psykotiske person er ikke terapiegnet, men personen, der har psykotiske episoder, når personen er underlagt pres, er faktisk egnet til psykoterapi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Pyromani: Når verden skal sættes i flammer

Pyromani

(Når verden skal sættes i flammer)

Symptomer på pyromani

Ved pyromani forstås en impulsforstyrrelse, præget af:

• Gentagen bevidst, motiveret og formålspræget ildpåsættelse.

• Følelse af stigende spænding forud for handlingen.

• Intens ophidselse efter udførelsen af handlingen.

• Optagethed af emner, der omhandler bål og brand.

• Nysgerrighed angående ild og dens sammenhænge (årsager, brug, konsekvenser).

• Ildpåsættelsen gøres ikke for penge, ideologi, skjule kriminalitet, i vrede eller som hævn.

• Ildpåsættelsen udføres ikke på grund af psykose eller anden hæmmet dømmekraft.

Diagnosens relevans kræver udelukkelse af adfærdsforstyrrelse, manisk episode eller dyssocial personlighedsstruktur. [WHO (1994/2018): F63.1, s. 146; APA (2013): Sec. 2, 312.33, p. 476]

Nogle pyromaner er snarere anomiske og skriger om hjælp via disse destruktive handlinger.

Pyromani er på visse måder beslægtet med kleptomani og ludomani. Alle indebærer en svækket impulskontrol. Der ses således tendens til affektiv dysregulering (besvær med at regulere "nedad") og tit en lav frustrationstolerance (besvær med at modstå impulser).

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Samlermani (hoarding): Når vi finder trygheden i tingene

Samlermani

(Når vi finder trygheden i tingene)

Symptomer på samlermani (hoarding)

Ved samlermani (eller hoarding) forstås en forstyrrelse, præget af:

• Vedvarende besvær med at skaffe sig af med besiddelser uanset værdi.

• Et opfattet behov for at gemme ting.

• Mismod forbundet med at at skaffe sig af med ting.

• Ophobning af besiddelser, som tilstopper leveområder og hæmmer deres brug betydeligt.

• Eventuel oprydning skyldes tit en tredjeparts indgreb.

• Ubeslutsomhed eller perfektionisme.

• Undgående og udsættende adfærd.

• Dårlig hygiejne.

• Besvær med at planlægge og organisere.

• Tendens til at blive let distraheret.

• Eventuelt andre ubehandlede psykiske problemer.

Dyresamlere har generelt dårlige indsigt end samlere, som kun indsamler ting. Personens egen grad af indsigt i problemet er vigtig for prognosen. [APA (2013): Sec. 2, 300.3, pp. 247-249]

Bemærk, at samlermani ofte er et delsymptom ved andre psykologiske problemer og tit ses hos folk der for eksempel har ubearbejdede traumer (for eksempel PTSD), sorg eller depression. Problemerne med udsættelse og besvær med at indlede oprydning kan også være et motivationsproblem. Dertil kan der også ses problemer med angst, for eksempel agorafobi eller generaliseret angst. Desuden ses der ofte enten OCD eller tvangspræget personlighedsstruktur hos mennesker med samlermani. Nogle har også problemer med kleptomani, hvor personerne både stjæler ting og derefter opmagasinerer dem. Problemet er også associeret med ensomhed. Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i takt med samlermanien.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (ofte depressivitet) og tit en lav frustrationstolerance.

Behandling af samlermani

Ofte er en kombination af psykoterapi og social indsats nødvendig i behandlingen af samlermani. Bagved samlermanien ligger ofte op til flere øvrige problemer, der forårsager tilstanden.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Seksuel forstyrrelse: Når vi plages af de ting, vi ikke taler om

Seksuel forstyrrelse

(Når vi plages af de ting, vi ikke taler om)

Symptomer på seksuel forstyrrelse

Ved seksuelle forstyrrelser forstås en gruppe forskellige lidelser, som vanskeliggør eller umuliggør samleje. (Litteraturen om emnet er efterhånden forældet, og derfor har jeg udvalgt de emner, som stadig er relevante.) Her nævner jeg et par stykker:

Symptomer på seksuel aversion / undgåelse

Ved seksuel aversion forstås en forstyrrelse, præget af:

• Undgåelse af seksuel adfærd.

• Forsøg på at demotivere seksuelle situationer.

• Følelse af ubehag, frygt eller angst i forbindelse med sex.

• Manglende nydelse ved sex.

Symptomer på seksuel dysfunktion (impotens, tørhed)

Ved seksuel dysfunktion forstås funktionelle problemer, der umuliggør sex:

• Hos mænd ses for eksempel rejsningsproblemer.

• Hos kvinder ses for eksempel vaginal tørhed etc.

• Her påvirkes nydelsesniveauet og samlejet gøres meget vanskeligt.

Symptomer på dyspareuni

Ved dyspareuni forstås en forstyrrelse, præget af:

• Fysiske smerter ved samleje.

• Smerterne er for det meste fysiologiske af natur.

• Således er problemet ofte ikke psykisk.

Symptomer på smerte-penetrations-forstyrrelse

Ved genito-pelvisk smerte-penetrations-forstyrrelse forstås en forstyrrelse, præget af:

• Besværlige penetrationsvilkår.

• Eventuelle penetrationsmerter i bækkenet.

• Problemerne er ligesom ovennævnte forstyrrelse også fysiologiske.

Symptomer på hæmmet orgasme

Ved hæmmet orgasme forstås en forstyrrelse, præget af:

• Manglende orgasme eller ejakulation.

• Forekomst af orgasme eller ejakulation, men med lav nydelse.

Symptomer på nedsat eller manglende sexlyst

Ved nedsat eller manglende sexlyst forstås en forstyrrelse, præget af:

• Fravær af seksuelle tanker eller ønsker (hypoaktivitet).

• Kan hænge sammen med øvrige psykiske problemer (f.eks. AD(H)D, traumer, depression).

• Kan hænge sammen med problemer i parforholdet.

Symptomer på for tidlig sædafgang

Ved præmatur ejakulation forstås en forstyrrelse, præget af:

• Sædafgang tidligere end hvad der er ønsket.

• Problemer med at udsætte sædafgangen.

• Tendens til at kvinden ikke når at opnå tilfredsstillelse i samlejet.

Symptomer på vaginisme

Ved vaginisme forstås en forstyrrelse, præget af:

• Spasmer i musklerne omkring vagina.

• Udpræget tendens til stress og anspændthed i forbindelse med samleje.

[WHO (1994/2018): F52.0-6, s. 129-130; APA (2013): Sec. 2, 302.71-76, pp. 424-437, 440-444]

Den tekniske betegnelse for seksuelle afvigelser i form af specielle lyster er parafili. Disse medtages ikke her, fordi det ikke længere anses for en psykisk forstyrrelse at have en fetish, kink eller bestemte lyster, som ikke falder inden for normen. Kun hvis denne faktisk er ødelæggende for samlivet, vil den blive relevant at fremhæve som patologisk

Manglende sexlyst er meget almindelig. Mange mænd kæmper med rejsningsbesvær, når deres testosteronniveau er lavt. En depressiv mand har derfor meget svært ved at komme i stødet. Mænds sexlyst falder dog generelt ikke, når han bare er stresset, men stiger faktisk ofte. Mange kvinder kæmper tværtimod med lav sexdrift, når de er stressede. Desuden kan neurodivergens hos kvinder skabe store problemer med at omstille sig til seksuelle aktiviteter. Mænd og kvinder, der lider af kropsdysmorfi, har ofte problemer med at være nøgne sammen med partneren.

Behandling af seksuelle forstyrrelser

Som nævnt er der god grund til at anvende psykoterapi på langt de fleste af disse problemstillinger. Hvis der er tale om øvrige psykiske problemer, for eksempel depression, angstlidelser, lavt selvværd, stress, traumer (for eksempel PTSD), sorg, autisme eller AD(H)D, kan der være god grund til at behandle disse som det primære problem og anse den seksuelle forstyrrelse som et ledsagesymptom. Uforløste parforholdsproblemer er også demotiverende for sexlivet, og ofte ser man, at kroppen taler for psyken ved at vanskeliggøre samlejet, for eksempel ved at skabe manglende rejsning hos manden eller muskelspasmer hos kvinden.

For at løse problemet med manglende lyst eller opbygget stress omkring den seksuelle situation kræver det, at man taler med sin partner om problemerne. At løse problemerne kræver tillid og accept. Det er en proces. I de fleste tilfælde giver det mening at skabe et nyt miljø omkring de seksuelle aktiviteter. For eksempel kan man tale åbent om problemerne og finde en sjov, eventyrlysten og eksperimenterende vinkel at gribe det an fra. Det er utroligt, hvor meget et nyt perspektiv kan gøre.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Selvmordstanker: Når tankerne kredser om en afslutning

Selvmordstanker

(Når tankerne kredser om en afslutning)

Symptomer på selvmordstanker og dødsfiksering

Ved selvmordstanker forstås en forstyrrelse, præget af:

• Tanker og forestillinger om at tage sit eget liv.

• Optagethed af tematiske tanker om død og selvmord.

• Ønsker om ikke at vågne op igen, når man lægger sig til at sove.

• Tanker om at springe i døden, hoppe ud foran køretøjer etc.

• Tanker om at tage en overdosis, skære sine pulsårer over etc.

• Eventuel tidligere tendens (eller lyst) til selvskade.

• Eventuel tendens til uansvarlig og farlig risikoadfærd.

• Undersøgelse af forskellige selvmordsmetoder.

• Tilbagetrækning fra nærtstående og venner.

• Passive selvmordstanker: Tanker uden ønske om at tage handling.

• Aktive selvmordstanker: Tanker med planer om at tage handling.

Mulige årsager til selvmordstanker:

• Biologiske faktorer (genetik eller hjerneudvikling).

• Økonomisk håbløshed og lav socioøkonomisk status.

• Eksistentielle mangeltilstande.

• Forliste interpersonelle relationer.

• At føle sig overvældet.

• Negative livsbegivenheder.

• Mangel på accept af seksualitet eller kønsidentitet.

• Stress og udbrændthed.

• Misbrug eller afhængighed.

• Depression eller affektive lidelser, hvor depression indgår (biolaritet, cyklothymi, dysthymi).

• Angstlidelser såsom socialfobi, agorafobi, generaliseret angst.

• Psykose.

• Ubærlig skyld eller indre uro.

• Ensomhed eller anomi.

• Paradoksalt nok kan dødsangst skabe passive selvmordstanker.

Selvmordstanker er desværre meget almindelige. En amerikansk undersøgelse viste, at over 4 % af voksne har haft dem, mens hele 18 % af teenagere har haft dem.

Der findes en skala til at vurdere selvmordsrisikoen hos et individ (C-SSRS). Den består af en række spørgsmål:

→ Har du nogensinde ønsket at falde i søvn uden at vågne op?

→ Har du haft tanker om at begå selvmord?

→ Har du skadet dig selv eller gjort noget for at afslutte dit liv?

→ Har du anskaffet dig midler til at kunne begå selvmord?

→ Har du givet dine ejendele væk?

→ Har du skrevet et afskedsbrev?

Aktive selvmordstanker er, som nævnt, præget af personens faktiske planer om at begå selvmord. Her ses ofte en mystisk ro i personen, eventuelt en tilbagetrækning. Advarselstegn er personens afklarede sindsstemning eller tendens til at forære sine ting væk. [Kilde: Clevandclinic1, Clevelandclinic2]

Når der er tale om aktive selvmordstanker, skal vi ikke lade tingene stå til. Der er brug for tiltag, der sikrer personens sikkerhed. Men når der er tale om passive selvmordstanker, kan det ofte være et symptom på noget helt andet.

Vi skal huske, at depressivitet og opgivelse altid indgår i selvmordstanker: der er altid en afmagt, en tomhed, en håbløshed. Personen har taget offerrollen. Modgiften er således at indgyde en følelse af magt, fylde og håb. Opgivelsens modsætning er engagement. Personen, der overvejer selvmord, bør altid tænke: Har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at påvirke mit liv i en bedre retning? Er jeg virkelig fanget i det her? Eller kan jeg bryde fri og skabe et liv, jeg kan lide?

Magt er noget, vi har i kraft af vores menneskelighed. Fylde er det, vi skaber, og håbet er gnisten, som tændes, når vores forventninger bliver optimistiske. Vi kan vælge, fordi vi er frie. Vi er frie, fordi vi kan vælge. Og vi bærer ansvaret for vores valg. Vi kan altid vælge at leve på en anden måde. Og det er det træk ved mennesket, som gør livet værd at leve og giver mening til det.

Det giver kun mening at vælge livet til, når vi også kan vælge det fra. Det er også derfor, at mennesker ofte omlægger deres liv, når de har været tæt på døden. For det er i lyset af døden, at livets mening træder frem.

Passive selvmordstanker kan derfor have en "sund" funktion. Når livet er ubærligt, er det nærliggende at tænke på dets modsætning. Og ved at tænke over denne modsætning konfronteres vi med livets værdi. En aktivitet giver først mening, når den både kan bekræftes og afkræftes.

Det samme gælder et ægteskab, et arbejde, en hobby. Det giver kun mening at være i det, så længe man faktisk ikke føler sig fanget i det. Det er friheden til at blive skilt, sige op, holde op, der giver meningen til tilvalget.

Døden kan føles som en frihed, fordi livet kan føles som et fængsel.

Nogle oplever selvmordstanker som en reaktion på deres egen oplevelse af at være i en eksistentielt meningsløs tilstand, hvor personen ikke føler sig som ophavsmand til sit eget liv eller føler sig ensom.  Den eksistentielt forarmede identitet er et "eksistentielt selvmord". At fantasere om faktisk selvmord radikaliserer den følelse. Det egentlige "selvmord", de har gang i, foregår allerede. De er ikke autentiske, de er ikke sandt levende, de lever ikke op til deres potentiale. De gemmer sig for omverdenen, de har uægte relationer, præget af mistillid og manglende nærhed. De savner så meget det meningsfulde, at tanken om døden næsten er nemmere. Hvis bare de vidste, at man kunne arbejde sig hen til det liv, man ønsker.

Nogle klienter fantaserer om deres død, om hvordan folk ville reagere, om hvorvidt deres omverden ville mangle dem, og om folk ville sørge over dem. Disse tanker er ganske vist usunde, men er mere i familie med eksistentielle mangeltilstande end faktiske selvmordsønsker.

Nedunder disse passive selvmordstanker ligger identitetsproblemer, affektiv dysregulering, lavt selvværd og inter- og intrapersonel ensomhed.

Læs eventuelt mere om selvskade.

Advarsel til pårørende

Hvis du mistænker, at en af dine nære planlægger at begå selvmord, eller hvis du er bekymret for dem, bør du tage handling. Selvom du er i tvivl om, hvorvidt de kan finde på det, er det en god idé at holde dig meget tæt på dem, lægge planer for fremtiden med dem og eventuelt hjælpe dem med at kontakte psykiatrisk skadestue eller lignende instanser. Snak med dem, vis din støtte og vær der for dem.

Behandling af selvmordstanker

Langt de fleste selvmordstanker er ikke aktive tanker. Reel og overhængende selvmordsrisiko kræver involvering af nærtstående, indlæggelse og døgnstøtte.

Den passive slags selvmordstanke kan behandles ved psykoterapi, helst af dybdegående art. I selvmordstankerne er der næsten altid en afmagt og håbløshed, som er urealistisk. I mange tilfælde ligner det behandling af depression. En god terapeut kan hjælpe personen med at få perspektivet, frihedsfølelsen og kontrollen tilbage. En god terapeut kan hjælpe med at få gnisten i gang igen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Selvskade: Når psykisk smerte omdannes til fysisk smerte

Selvskade

(Når psykisk smerte omdannes til fysisk smerte)

Trigger warning: Denne artikel beskriver akter hvor folk skader sig selv. Sensitive sjæle kan måske finde det ubehageligt.

Symptomer på selvskade

Ved selvskade forstås en forstyrrelse, præget af:

• Skadelig, selvødelæggende fysisk adfærd, som en person igangsætter mod sig selv.

• Adfærden er oftest bevidst og intentionel.

(1) Selvskade, opdeling efter intentioner:

• Suicidal selvskade er selvskade med hensigt om at forårsage sin egen død.

• Non-suicidal selvskade er selvskade uden ønsket om at dø (med håb om bedring).

(2) Selvskade, opdeling efter umiddelbarhed:

• Selvskade "by proxy" er, når personen får en anden person til at udføre skaden.

• Direkte selvskade er, når skaden er selvpåført.

(3) Selvskade, opdeling efter det sociale aspekt:

• Selvskade med kulturel accept er, når samfundet accepterer den (fx tatoveringer).

• Selvskade uden kulturel accept er, når samfundet ikke accepterer den.

(4) Selvskade, opdeling efter fysikalitet:

• Digital selvskade er destruktiv onlineadfærd med psykisk skade til følge.

• Fysisk selvskade er skadende adfærd på kroppen.

Udbredte former for selvskade:

• Cutting: Der påføres sår med en skarp genstand.

• Scratching: Der kradses sår i huden med negle eller en genstand.

• Flaming: Der brændes i huden med en lighter eller anden ildkilde.

• Burning: Der brændes i huden med en varmekilde, for eksempel varm lighter eller kogeplade.

• Dunking: Der dunkes lemmer ind i vægge eller genstande.

• Punching/slapping: Personen slår sig selv.

Selvskade er en adfærdsmæssig manifestation af bestemte neurologiske og psykologiske problemer, for eksempel emotionel ustabilitet (borderline), bipolaritet, hjerneskade eller neurodivergens, lavt selvværd eller svær depression. [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 82-83] 

Et eksempel på en ikke-suicidal, fysisk, direkte, kulturelt ikke-accepteret form for selvskade er cutting. Her påføres sår med et skarpt instrument. Den dynamiske forklaring er at personen ofte konverterer psykisk overvældelse til fysisk smerte. Det gør smerten håndgribelig og giver en midlertidig lindring. I andre tilfælde ses en sekundærgevinst i form af speciel opmærksomhed, omsorg, kontrol over omgivelserne som motivatoren. Cutting indebærer ofte permanente ar og sår på arme eller lår.

Selvskade er ikke en egentlig diagnose, men et symptom.

Selvskade ses ikke kun hos mennesker med alvorlige psykiske forstyrrelser: Den ses hyppigt hos teenagere i forbindelse med kaotiske omvæltninger i deres liv (jf. tilpasningsreaktion), mistrivsel eller øvrige gener. Det er også oftest teenagere, der har selvmordstanker.

I forbindelse med selvdestruktiv adfærd kan man bruge følgende skema til at beskrive niveauet af indadvendt aggression: (1) pille eller ridse overfladisk i huden, (2) slå eller nive sig selv, (3) rive sit eget hår ud, (4) slå hovedet eller andre kropsdele ind i væggen, (5) slå hårdt på vægge eller genstande, (6) kaste sig på gulvet eller kaste sig mod forskellige genstande, (7) skære sig, (8) brænde sig, (9) hænge sig, (10) drukne sig, (11) kvæle sig, (12) andet. Adfærden kan have forskellige hensigter. Den kan give opmærksomhed og omsorg, den kan give en trøstende følelser, der i takt med den fysiske smertes afklingen også giver oplevelsen af, at den psykiske smerte klinger af. [Oestrich (2019): Kap. 15.2, s. 255-256]

Selvskade er en udpræget form for masochisme. Igennem smerten opnås en samtidig lystfølelse, som "renser" personen og indrammer den psykiske lidelse konkret.

Der ses ved selvskade altid problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Man ser hyppigt en tendens til selvskade hos mennesker, der lider af neurodivergens, eventuelt befinder sig indenfor autisme-spektrummet, deriblandt lider af Aspergers syndrom eller har varianter af AD(H)D, som er særlig disponerede til at udvikle impulskontrolproblemer.

Lidelsen er fra et bestemt perspektiv (kontrol) i familie med for eksempel spiseforstyrrelser såsom anoreksi og bulimi. Nogle gange giver det også mening at anskue den mere som værende i familie med hudplukning, hårplukning eller pica (som faktisk er skadelig for huden, håret og fordøjelsen). Desuden er der, i samme tråd, aspekter af selvskade, som minder om pyromani eller kleptomani (idet en indre spænding konverteres til en ydre).

Nøgleordene i selvskaden er ofte kontrol og konversion. Et tilsyneladende kaos udtrykkes som en stringent og ordentlig form i omdannelsen af emotionel og psykologisk smerte til et simpelt fysisk symptom. Hermed opnås en kontrol og en lettelse.

Til pårørende til selvskadende

Forældre og pårørende bliver naturligvis skræmte og bange, når deres nærtstående skader sig selv. Man bliver naturligvis bekymret. Det virker så destruktivt og selvhadsk. Men bag det ligger altid motiver, som er mulige at forstå. Du kan være med til at vurdere tiltagene, som er nødvendige: Her bør man altid spørge sig selv, om selvskaden udtrykker noget indre, der gør ondt, eller om den snarere er et resultat af selvmordsønsker eller uoprettelige neurologiske faktorer. Hvis problemet skyldes et indre kaos, så er emnet ofte egnet til psykoterapeutisk behandling.

Behandling af selvskade

Behandling af selvskade hos mennesker med alvorlige lidelser foregår ofte i psykiatrien. Men mange tilfælde går under radaren, og mange bliver ikke hjulpet nok under deres psykiatriske forløb.

Psykoterapi er nødvendig i behandlingen.

Behandlingen foregår på klinikker ligesom min ved, at den selvskadende hjælpes til at ventilere og komme ud med alle de ting, som skaber det indre kaos og den indre smerte. Det træner personen i at kunne lindre presset selv og øver dem i at bruge ord i stedet for selvskade. Med tiden trænes personen til at mærke sine følelser mere præcist og selvregulere dem nedad. Der kan arbejdes direkte med at modstå impulserne til selvskade og med at mobilisere alternative strategier, men den gode del af arbejdet er ofte at finde de dybere motiver: Selvskade er ikke et selvindeholdt problem, men årsagen, som ligger dybt nede i personen, opstår i deres relationer og hverdag og skabes af øvrige problematikker. Undervejs får personen redskaber og metoder, som personen kan bruge aktivt og praktisk i sit liv. Disse vil afhjælpe presset og problemerne. I mange tilfælde med unge mennesker, der er selvskadende, inddrages familien.

Jeg har haft en række selvskadende klienter, som alle standsede aktiviteten undervejs i forløbet og kom i permanent bedring. Jeg kan nemt skelne, om tilfældet er egnet til behandling i mit regi eller ej. Samtaleterapi kan i mange tilfælde faktisk gøre ekstremt meget i forbindelse med arbejde med verbalisering, psykoedukation og følelsesregulering.

Det er vigtigt at finde eventuelle udløsere i det omgivende miljø. Der foreligger ofte en tidligere belastning, som ikke er blevet tilstrækkeligt bearbejdet. Dertil indebærer behandlingen ofte kognitiv omstrukturering, selvværdsarbejde, realitetstilpasning og i mange tilfælde familieterapi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Oestrich, Irene Henriette (red.): Grundbog i kognitive metoder. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 2019. 1. udgave, 2. oplag, 2021. 978-87-7158-588-9

Separationsangst: Når ængstelighed bliver til omklamring

Separationsangst

(Når ængstelighed bliver til omklamring)

Symptomer på separationsangst

Ved separationsangst forstås en angstlidelse, præget af: 

• Svær frygt for adskillelse fra nærtstående.

• Vedvarende urealistisk frygt for tab af nærtstående (for eksempel sygdom, død etc.).

• Urealistisk frygt for adskillelse på grund af ydre forhold.

• Frygt for at være alene på urealistisk vis, for eksempel fare vild, blive indlagt, blive kidnappet.

• Vægren mod at være væk fra hjemmet af frygt for adskillelse (for eksempel skole, arbejde).

• Bekymring om adskillelse om natten og vægring mod at sove alene.

• Hyppig opvågnen for at tjekke, om nærtstående er der.

• Vægren mod at sove uden for hjemmet.

• Tilbagevendende drømme med adskillelsestema.

• Uhyggelige sanseoplevelser, når personen ligger alene i mørket.

• Frygt for at være alene i hjemmet om dagen.

• Nedsat social funktionsevne på grund af lidelsen.

• Fysiske symptomer ifm. adskillelse (f.eks. mavesmerter, opkastning, hovedpine).

• Overdrevet emotionel reaktion før, under eller efter adskillelse.

• Krævende og påtrængende adfærd.

• Stort behov for opmærksomhed.

• Eventuel tendens til at virke afhængig (jf. dependens).

• Tendens til at virke overbeskyttende.

• Tendens til konflikter i familien.

Ved tvungen adskillelse ses ofte øvrige symptomer:

• Social tilbagetrækning.

• Apati.

• Tristhed (jf. depression).

• Besvær med at koncentrere sig i arbejde eller leg.

• Enkelfobier (frygt for dyr, monstre, mørke, overfald etc.)

• Hjemve.

• Vrede mod dem, der forcerer adskillelsen.

Der ses nogle gange forhøjet risiko for encoprese, enuresis eller elektiv mutisme. Nogle gange er der risiko for, at barnet lider af øvrige problematikker, for eksempel neurodivergens såsom autisme eller AD(H)D. Barnet kan også være særligt sensitivt.

Hos børn skal angsten, for at diagnosen kan være relevant, begynde før 6 års alderen. Mange blander separationsangst sammen med øvrige lidelser, for eksempel generaliseret angstilstand. [WHO (1994/2018): F93.0, s. 178-179; APA (2013): Sec. 2, 309.21, pp. 190-192]

I mange tilfælde er separationsangst hos børn faktisk en gensidig separationsangst mellem barnet og en omsorgsperson. Ofte har moderen eller faderen lige så svært ved at slippe barnet, som barnet har ved at slippe dem. Problemet ligger sjældent kun hos barnet, medmindre der er tale om øvrige kausale problemer, deriblandt mulig neurodivergens (såsom autisme-spektrum-forstyrrelse). I langt de fleste tilfælde er der tale om en gensidig bekymring og problemer med at give slip.

Bemærk, at frygt for at være alene også hos voksne kan karakterisere den emotionelt ustabile personlighedsstruktur og folk, der lider af dependens. Dertil ses også modstand mod at være alene hos folk med agorafobi og tit også hos folk med socialfobi eller ængstelig/evasiv personlighedsstruktur. Man ser undertiden, at der dukker konversionstilstande op, udvikles helbredsangst eller øvrige problematikker, som binder omsorgspersoner tættere på den angstlidende.

Der ses næsten altid lavt selvværd, når der er tale om separationsangst. Folk med lidelsen forsøger i høj grad at bekæmpe ensomhed (der opleves udenfor de nære relationer), men er i høj risiko for at opleve fænomenet og udvikle depression.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Mennesker med separationsangst er ofte præget af ambivalent tilknytning. Det betyder, at de ofte både vil trække nærtstående tættere, mens de ikke bliver tilfredse med, hvad de får ud af det. Der vil ofte være en modsatrettethed, ængstelighed og klæbende tendens.

Behandling af separationsangst

Separationsangst kan behandles ved brug af ren psykoterapi. Den kan både være individuel og rettet mod par og familier. Problemet er ofte systemisk og kræver en psykoterapeut, der ved noget om relationel terapi. Separationsangst er meget normalt hos børn, især. Men den er også især normal i forbindelsen mellem en moder og hendes barn. Mange børn går igennem faser med tristhed ved separation. Og mange oplever også angst i den forbindelse. Men disse tilfælde er for det meste normale faser, der går over af sig selv. Det er kun når den for alvor bliver ekstrem, at den skaber problemer, der kræver terapi. At opsøge hjælp kan være en god idé, hvis det begynder at gå ud over familiens glæde og især forældrenes samliv og arbejdsevner.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.