Manipulation: Når vi spiller "skak" i vores relationer

Manipulation

(Når vi spiller "skak" i vores relationer)

Ved manipulation forstås et socialt problem, præget af:

→ En krænkende parts brug af tvingende, uetisk, uretfærdig og uærlig strategisk adfærd.

→ Et offer, der bliver styret og kontrolleret gennem denne strategiske adfærd.

Kendetegn ved manipulativ adfærd:

→ Adfærden sigter efter at opnå magt over, evne til at styre eller kontrollere offeret.

→ Adfærden medfører, at manipulatoren kan udnytte, drage fordel eller opnå gevinst.

→ Adfærden medfører, at offerets handlinger og tanker ikke er "frie".

→ Adfærden indebærer, at offeret forsøges overtalt eller overbevist om noget.

→ Adfærden skaber forvirring, udmattelse og ængstelighed hos offeret.

→ Adfærden skaber ulige magtbalance i relationen.

→ Adfærden kan være tydelig eller skjult.

→ Adfærden kan være snedig og kløgtig eller mere klodset.

Manipulation er i familie med psykisk vold og nogle gange stalking. Manipulation indgår også i mobning.

Især mennesker med dyssociale, narcissistiske, emotionelt ustabile eller øvrige forstyrrede træk har en bestemt (defekt) emotionel intelligens, som kan udnyttes til mørkere formål (mere om det senere).

Den såkaldte "mørke psykologi" (dark psychology) beskæftiger sig med emnet på systematisk vis. Manipulation hører under den overskrift.

Manipulatorer har generelt ringe grænsedragning og oplever besvær med at kommunikere deres behov på en sund måde. De bruger disse taktikker til at forvirre offeret, indtil offeret opgiver sin selvbestemmelse.

Manipulation: En liste over strategier

Nedenfor vil jeg nævne en række typiske taktikker, som manipulatorer bruger til at opnå kontrol.

Skyldtrip: Ved skyldtrip forstås, at manipulatoren får offeret til at føle sig skyldig og ansvarlig for en negativ tilstand. Resultatet bliver, at offeret får dårlig samvittighed, føler, at personen skylder manipulatoren noget, at manipulatoren fortjener kompensation. Transaktionelt siges: "Du skylder mig det", "jeg fortjener det", "det er det mindste, du kunne gøre".

Udnyttelse af svaghed: Ved udnyttelse af svaghed forstås, at manipulatoren bruger et særligt kendskab til offerets specielle svagheder eller usikkerheder til at udnytte personen for at opnå personlig gevinst. Sårbarhederne kan være emotionelle, psykologiske eller fysiske. For eksempel kan manipulatoren udnytte psykiske problemer: paranoia, forkærlighed for alkohol, tendens til separationsangst, afhængighed af sex etc.

Løgnagtighed: Ved løgnagtighed forstås, at manipulatoren taler direkte usandt for at undgå skyld eller konsekvenser, eller for at kontrollere eller tvinge offeret til noget. Løgn ses for eksempel som benægtelse af begivenheder eller samtalers eksistens. ("Det har jeg aldrig sagt," "Jeg tog da ikke til den julefrokost sidste år.")

Vægtet information: Ved vægtet information forstås, at manipulatoren bedrager ved at fortælle noget af sandheden, mens anden vigtig information skjules eller udelades. Dermed skabes et vildledende indtryk. For eksempel kan det være, at manipulatoren fortæller, at personen umotiveret blev overfuset af en veninde, men i realiteten indledte hun selv skænderiet og var ligeså overfusende og eskalerende i adfærden.

Smiger: Ved smiger forstås, at manipulatoren bruger uærlige komplimenter som et redskab til at vinde følelsesmæssig overtalelseskraft og forventning om at få noget i bytte. Det pakkes ind i en facade af venlighed, omsorg og hjælpsomhed, men i realiteten er der skjulte motiver.

Projektion: Ved projektion forstås, at manipulatoren tillægger offeret sine egne følelser. For eksempel vil personen skabe drama og konflikter, men bebrejde offeret for selv at skabe problemerne. Måske er manipulatoren selv aggressiv, men beskylder offeret for at være aggressiv. Måske er manipulatoren selv utro, men beskylder offeret for at være det. Projektion hjælper med ansvarsundvigelse og med at undgå at skulle ændre sin adfærd. Projektion indgår i "gaslighting" (se nedenfor).

Flytning af målet: Ved flytning af målet forstås, at manipulatoren ændrer sine forventninger (målet) i sidste øjeblik på trods af offerets store indsats for at møde deres indledende krav. Målet kan ikke nås, og indsatsen bliver ikke anerkendt. Eksempel: En person får en to-do-liste af sin kæreste, men når han har løst alle opgaverne, så får han eller hun bare tre nye opgaver uden tak. Mållinjen flyttes bare, og opgaven vokser.

Triangulering: Ved triangulering forstås, at manipulatoren inddrager en tredjepart (eller flere) i kommunikationen istedet for at holde det mellem de berørte parter og skaber konkurrence, jalousi og usikkerhed. Manipulatoren undgår ansvar og beskytter sig mod at føle, at personen har "tabt". Eksempel: Et ægtepar har haft et skænderi om økonomi. Manden trækker derefter svogeren ind i skænderiet for at bakke ham op.

Kærlighedsbombardement: Ved kærlighedsbombardement forstås, at manipulatoren overøser offeret med overdreven opmærksomhed, ros, komplimenter, kærlighed og gaver på upassende vis. Det føles både dejligt og forvirrende for offeret. Når offeret er helt indhyllet i kærligheden, standses adfærden, og offeret efterlades i en situation, hvor personen forsøger at opsøge adfærden igen. Det springende punkt er overgangen fra varme til kulde og den følelse af usikkerhed, som vækkes i offeret.

Isolation: Ved isolation forstås, at manipulatoren isolerer offeret fra dets venner og familie ved for eksempel at overbevise offeret om, at de andre ikke forstår vedkommende eller forsøger at kontrollere personen. Målet er eventuelt at isolere offeret fra dem, som kan spotte manipulationen og skabe afhængighed. Det hænger nært sammen med etablering af kodependens.

Kodependens: Ved kodependens forstås, at manipulatoren har formået at isolere offeret og fået personen til at opgive vigtige ting og mennesker i personens liv. Derefter indsætter manipulatoren sig selv som livsvigtig og nødvendig i offerets liv. Der opstår medafhængighed. Offeret er afhængig af manipulatoren, og omvendt.

Gaslighting: Ved gaslighting forstås, at manipulatoren får offeret til at føle, at offeret har opdigtet sin virkelighed og tager fejl i sine instinkter og beslutninger. Der skabes skyld, forvirring og betvivlelse af egen mentale sundhed, usikkerhed omkring egne behov, følelser og rettigheder. Gaslighting sker typisk som en reaktion på en konfrontation. (Begrebet kommer fra et skuespil fra 1930'erne, hvor en mand bilder sin kone ind, at hun er blevet vanvittig. Hans motiv er at få hende indlagt.)

Personlige angreb: Ved personlige angreb forstås, at manipulatoren bebrejder, nedgør, fordømmer, latterliggør eller udskammer offeret på måder, der skaber usikkerhed. Det kan ske privat eller offentligt. Der bruges eventuelt vaghed. Det hænger nært sammen med skyldtrippet, men er mere direkte og karakterskadende.

Passiv-aggressivitet: Ved passiv-aggressivitet forstås, at manipulatoren udtrykker sin holdning indirekte og passivt i stedet for direkte og aktivt. Adfærden kan for eksempel ses som underminering, skyldtrip, bagtalelse, sarkasme, surmulen eller skjulte fornærmelser. Offeret begynder typisk at scanne, gisne, anticipere og tilpasse sig. Hvis en mand tvinges med til en julefest på konens arbejde og med vilje dukker op i sit grimmeste tøj, så er det passivt-aggressivt.

Kold skulder: Ved den kolde skulder forstås, at manipulatoren lukker bevidst ned verbalt og emotionelt og afskærer kommunikation, affektion og intimitet som straf. Den kolde skulder indebærer, at personen ignorerer og udtrykker ligegyldighed. Varme og nærhed holdes tilbage som straf. Det er en passiv-aggressiv strategi.

Omvendt psykologi: Ved omvendt psykologi forstås, at manipulatoren opmuntrer offeret til at gøre det omvendte af det, som manipulatoren ønsker. Det modsatte foreslås, og offerets behov for selvbestemmelse udnyttes. ("Ja, så bare tag jobbet og vær ligeglad med din familie. Jeg synes, du bare skal gøre, hvad du har lyst til.")

Social skalpering: Ved social skalpering forstås, at manipulatoren oppuster sit eget bidrag i en situation og devaluerer offerets bidrag. Det handler om, at den krænkende part forsøger at tage mere, end personen giver. Den sociale skalpering finder for eksempel sted, når teamlederen tager hele æren for et projekt, som reelt blev lavet i samarbejde med en ansat.

Skjulte fornærmelser: Ved skjulte fornærmelser forstås, at manipulatoren underminerer offerets selvtillid ved at komme med underhåndede tilsvininger. Resultatet bliver ofte, at offeret begynder at søge bekræftelse og anerkendelse fra manipulatoren. Det ses især som "bissede" komplimenter, som rummer forklædte fornærmelser. ("Hvor er det modigt af dig, at du er så ligeglad med, hvordan dit hår sidder", "nej, hvor forfriskende, at du bare lader dit hjem flyde sådan, når du skal have gæster").

Taktisk selvblottelse: Ved taktisk selvblottelse forstås, at manipulatoren afslører personlig information uden at blive bedt om det, og bruger senere den kendsgerning til at afpresse offeret for værdifuld personlig information. ("Jeg fortalte dig om X i sidste uge, nu kan du altså godt fortælle mig om Y.")

Offerbebrejdelse: Ved offerberbejdelse forstås, at manipulatoren konfronteres med en krænkende adfærd, og som reaktion beskylder offeret for selv at være skyld i den uretfærdige behandling. Offeret bliver ofte i tvivl. Det kaldes DARVO: benægt, angrib og omvend offer-krænker-position. ("Ja, jeg regner jo med, at jeg må røre dig intimt, når du har så nedringet tøj på.")

Offerspil: Ved offerspil forstås, at manipulatoren "spiller offer" for at få det sande offer til at føle sig urimelig, egoistisk og forkert. Det hænger sammen med projektion og gaslighting etc. Det er en universel regel, at den krænkende part forsøger at fremstille sig som offeret.

Infantilisering: Ved infantilisering forstås, at manipulatoren fremstiller offeret som ungt, umodent, mindre forstandig eller barnligt. Offerets ansvarlighed og selvtillid mindskes. Kan indebære at tale ned til personen, overtage dennes opgaver eller behandle dem som inkompetente. ("Det kommer ikke til at gå godt, hvis du skifter blækpatron, du har jo så svært ved teknologi. Det skal jeg nok ordne.")

Emneskift: Ved emneskift forstås, at manipulatoren skifter emne, når offeret kommer med en gyldig pointe, eller er ved at finde selvtillid. Offeret bliver i tvivl om egne evner og intelligens. Det kan ske på utallige måder og udfordrer offerets evne til at holde fokus i samtalen.

Falsk gruppeappel: Ved falsk gruppeappel forstås, at manipulatoren appellerer til særlig gruppemoral og -værdier for at begrænse offerets personlige frihed eller magt, mens manipulatoren opnår mere frihed og magt. For eksempel: To kvinder er interesserede i samme mand. Den ene overbeviser den anden om, at det ikke er "feministisk", hvis hun går i seng med ham. I realiteten vil hun indskrænke hendes handlefrihed for selv at få muligheden. Ligeledes kan man bruge andre "ismer", som er vigtige for offeret, til at indskrænke personens handlemuligheder.

Forræderi: Ved forræderi (dolken i ryggen) forstås, at manipulatoren forråder offerets tillid ved i hemmelighed at skade eller underminere dem, efter at have vundet personens tillid og opført sig som ven eller allieret.

Trusler: Ved trusler, frygt og vold forstås, at manipulatoren truer offeret med at forlade eller skade personen eller måske skade sig selv. Hermed skabes kontrol gennem frygt. Truslerne kan være mere eller mindre direkte eller klare. ("Ja, nu må vi jo se, om jeg stadig er her i morgen.")

[Kilder: Cambridge, Psychcentral (manipulation), Psychcentral (dark psych), Verywellmind, Choosing Therapy, Thepowermoves]

Tre yderligere typer manipulation

Der er tre yderligere måder at manipulere på, som ikke helt indfanges af kilderne. Disse tre måder er et adelsmærke ved mennesker, der har en "mørk" personlighedsstruktur. Disse tre mekanismer foregår normalt relativt ubevidst for begge parter.

Splitting: Ved splitting forstås en primitiv forsvarsmekanisme, hvor en person har tendens til at spalte offeret i negative og positive aspekter, opdele dem i dårlig og god, sort og hvid. Det "dårlige" aspekt devalueres, og det "positive" aspekt idealiseres. Resultatet bliver, at offeret oplever en stærk trang til at holde sig indenfor det positive aspekt og begynder at "please". [Cullberg (1999): Kap. 6., s. 90; Kap. 7, s. 95; Fhanér (1991): s. 120-121; Brørup et al (1999): Kap. 2, s. 34; Haugaard Jacobsen / Mortensen (2013): Kap. 1, s. 49-50]

Projektiv identifikation: Ved projektiv identifikation forstås endnu en primitiv forsvarsmekanisme, hvor den krænkende part har tendens til ubevidst at projicere sine egne impulser, egenskaber, tanker og følelser over i offeret. Følelserne "plantes" på en måde, så offeret ikke kan nå at mærke det. Hernæst identificerer manipulatoren sig ubevidst med de sider hos den anden. Resultatet bliver, at manipulatoren kan kontrollere, skade eller eje offeret. Offeret bliver til en forlængelse af krænkerens selv. Offeret begynder at opføre sig i overensstemmelse med det, som projiceres. Hos brugeren af mekanismen er der en uklar evne til at skelne mellem sig selv og offeret, essentielt er mekanismen en skade, krænkeren har pådraget sig som barn. [Cullberg (1999): Kap. 7, s. 96; Fhanér (1991): s. 143; Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 74-75; Haugaard Jacobsen / Mortensen (2013): Kap. 1, s. 58]

Double-bind-kommunikation: Ved double-bind-kommunikation forstås en bestemt negativ og tvetydig form for kommunikation præget af modstridende og forvirrende kommunikation af forskellige logiske typer. Der forekommer et primært negativt påbud, og dernæst et sekundært påbud, som på et abstrakt niveau modsiger det første. Offeret fastholdes uden at kunne slippe ud og kan ikke italesætte problemet. Der er tale om modstridende budskaber, hvor uoverensstemmelserne er svære at observere og kommentere. I dobbeltbindingen er metakommunikation ikke tilladt på grund af ubevidst frygt for at fremprovokere angst, idet relationens stabilitet udfordres. Dobbeltbindingen internaliseres i personerne, der fanges på modtagersiden af interaktionen. [Dallos & Draper (2007): Kap. 1, s. 54-56; Munck (2015): Kap. 6, s. 64, 67]

Manipulation indgår altid i psykisk vold. Man ser ofte manipulation af alle ovennævnte former hos mennesker, der lider af diverse personlighedsforstyrrelser, for eksempel dyssocial personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur, histrionisk personlighedsstruktur, passiv-aggressiv personlighedsstruktur, dependent personlighedsstruktur eller emotionelt ustabil personlighedsstruktur. Man ser det også hos den masochistiske karakter. Disse mennesker har normalt problemer med blandt andet selvværd, identitet, følelsesregulering, mentalisering og frustrationstolerance.

Men man ser naturligvis også manipulation udført af mennesker, der ikke har en personlighedsforstyrrelse. Folk der er utrygt tilknyttet, eller påvirket alvorligt af traumer, kan for eksempel også udvikle tendens til at opføre sig manipulativt. Slutteligt skal det siges, at vi alle kan manipulere engang imellem. Det er et "mønster", der burde hejse det "røde flag".

En bemærkning om manipulation

Brugen af manipulation er hos ovenstående personlighedsstrukturer sjældent bevidst, men beror på dybdepsykologiske faktorer. Det afhænger også meget af personernes mentaliseringsevne. Man kan "bakke ind i" en manipulativ adfærd, som opretholdes, fordi den giver de ønskede resultater uden at gøre det med fuldt overlæg. Kommunikation og relationer er cirkulære, og den manipulative adfærd fortsætter til dels også, fordi den manipulerede part giver efter og tilfredsstiller de primitive impulser hos den manipulative part. Det er ikke ment som "victim blaming", men et psykologisk grundprincip, som især ses i systemisk terapi. Det betyder, at offeret kan påvirke den manipulative adfærd direkte ved at reagere systematisk anderledes. Ofte kræver det, at offeret lærer at gå imod sit naturlige instinkt til at give efter for manipulationen. Det er en svær proces, men det er faktisk muligt i mange tilfælde at standse adfærden og redde relationen.

Pas på med at udvande begreberne

Der er i samfundet en tendens til at udvande begreber, for eksempel begrebet om "traumer" eller "bipolaritet", men i nutiden også især begreberne om "victim blaming" eller "gaslighting". Udvandingen har betydet, at folk på ironisk og manipulativ vis kan finde på at beskylde andre for at bruge disse kneb, når de faktisk ikke gør det, men når anklageren faktisk selv er i gang med at gøre det. Projektion udvisker grænserne mellem krænker og offer; og ofte kan det blive forvirrende, hvem der faktisk gør hvad.

Brugen af begreber inden for den "mørke psykologi" kan faktisk deltage i manipulationen. Derfor skal man holde tungen lige i munden, når man har at gøre med sådanne begreber.

Med udgangspunkt i to begreber vil jeg illustrere vigtigheden af ikke at udvande begreberne ved at overbruge dem.

Victim blaming: et nærmere blik

Lad os starte med "victim blaming". Nøgleordet er her relevans. Hvis en person reagerer på en bebrejdelse ved at modbebrejde, er det ikke altid "victim blaming" eller DARVO. Det afhænger meget kraftigt af, om det er en relevant indskydelse eller ej. I manipulation forvirres offeret på en måde, således at denne ikke kan skelne disse ting, men hvis du godt ved, at en person modreagerer med et rimeligt klagepunkt, så er det ikke "victim blaming".

Gaslighting: et nærmere blik

Det samme gælder med "gaslighting": hvis en person blot benægter, hvad du siger, eller fortæller, at de oplever det anderledes, så er det ikke et eksempel på "gaslighting". Det bliver først til "gaslighting", når der er indbildning og værre manipulation af din virkelighedsopfattelse på spil. Sand "gaslighting" nedbryder offerets egen virkelighedsopfattelse og får personen til at betvivle sig selv meget fundamentalt og dybtgående.

(Kontekst: gaslighting kommer fra et skuespil fra 1938, der handler om en mand, der bilder sin kone ind, at hun er psykisk syg. Hans skjulte agenda er at få hende skaffet af vejen og indlagt på et psykiatrisk hospital. Han gaslighter hende ved at overbevise hende om, at hun har mistet forstanden. Det er dannelsen af overbevisningen hos hende, hendes forvirring, der er det relevante.)

Offeret for gaslighting har tit dybe emotionelle ar og udviser ikke mindst en kognitiv tendens til at forvirre sig selv, skifte perspektiv og udvise ubeslutsomhed, manglende evne til at danne overbevisninger og en indre usikkerhed, som bare kan "fornemmes" af en dygtig terapeut.

Hvordan spotter man manipulation i parforhold?

Brug dine følelser! Du ved, at du er i et manipulativt forhold, hvis du føler, at du er i gang med et skjult skakspil, som kræver overvejelser, der omhandler strategi og taktik. Hvis du hele tiden skal overveje, hvordan du opnår, hvad du ønsker, uden direkte at bede om det, så er det tilstrækkeligt bevis for, at du er mistillidsfuld overfor din partner og højst sandsynligt befinder dig i manipulative overvejelser. Hvis du skal tænke mange skridt frem for at lave konkrete handleplaner i tilfælde af, at partneren kommer med reaktion X, Y eller Z, så har du gang i et forhold, som er gensidigt manipulativt. Du ved med 100 % sikkerhed, at forholdet er manipulativt, hvis direkte kommunikation af følelser, behov og holdninger virker helt og aldeles utænkeligt.

Hvad kan vi selv gøre?

Mit råd er altid: fejr skakspillet af bordet. At din partner er manipulerende gør ikke ham eller hende til et dårligt menneske. Det er hensigten, der kan gøre folk til dårlige mennesker. Mange ender i gensidigt manipulative forhold, fordi de er mistillidsfulde og ikke har erfaring med, at åben kommunikation fører til noget godt. Det mønster kan vi heldigvis selv etablere. Men det kræver, at begge parter er villige til at se nærmere på sig selv og ændre deres adfærd.

Psykoterapi kan hjælpe både ofre og manipulatorer. Men det kræver en terapeut, der ved noget om emnet og klienter, der kan indgå i en arbejdsalliance.

Læs eventuelt mere om psykisk vold her på min blog.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Brørup, Mogens / Hauge, Lene / Lyager Thomsen, Ulrik: Den nye psykologihåndbog. København: Nordisk Forlag A/S, 1999. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-00-39756-3.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Dallos, Rudi / Draper, Ros: Familieterapi: Systemisk teori og praksis (An Introduction to Family Therapy). Oversat af Mikal Arboe og Tom Havemann. København: Hans Reitzels Forlag, 2007. ISBN: 978-87-412-2496-1.
• Fhanér, Stig: Politikens Psykoanalytiske Leksikon. Oversættelse af Hans Christian Fink. Originalt udgivet 1989. Politikens Forlag, 1991. ISBN: 87-567-4883-3.
• Haugaard Jacobsen, Claus / Mortensen, Karen Vibeke: Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk grundlag. Hans Reitzels Forlag, 2013. 1. udgave, 1. oplag. Trykt hos Livonia Print, Letland, 2013. ISBN: 978-87-412-5578-1.
• Munck, Jacob: Lille lærebog i transaktionsanalyse. København/Norderstedt: Books on Demand, 2015. ISBN: 978-87-717-0117-3.

Masochistisk karakter: Når skyld bliver til selvsabotage

Masochistisk karakter

(Når skyld bliver til selvsabotage)

Ved masochistisk karakter forstås en forstyrrelse, som deles i to former: moralsk og seksuel masochisme.

(1) Den moralske masochisme er præget af:

→ Selvsaboterende tendenser.

→ Lyst til at skade eller straffe sig selv.

→ Manglende evne til at give sig selv lov til at være glad eller lykkelig.

→ Tendens til at fjerne det lystbetonede ved oplevelser.

→ Anskuelse af tilværelsen som en konstant kilde til misfornøjelse.

→ Ubevidst iscenesættelse af besværligheder ved glædesbetonede oplevelser.

→ Forhåndsopgivelse af at opnå sine mål.

→ Anskuelse af livet som en forebyggende udsoning pga. behov, som ikke må udfolde sig.

→ Undgåelse af glæde, idet det indebærer risiko for kontroltab over behov.

→ Fravalg af selvhævdelse, fordi det anses som forbudt.

→ Tendens til at opleve frihed og lettelse i "underste position".

→ Tendens til at koble tilladelse til at føle glæde med straf og smerte.

→ Tendens til at vælge partnere, som behandler personen dårligt.

→ Stærk og intens tendens til depression, skyld og lavt selvværd.

Straffen skal for masochisten udstås på forhånd, og oplevelsen af lyst kan først tillades, når smerten indtræder. Typisk inviterer masochister for eksempel uønskede mennesker til fester eller vælger en partner, som er misbruger eller mishandler dem. Den masochistiske karakter modarbejder på venlig vis hjælp. [Cullberg (1999): Kap. 13, s. 149-150]

Der er dårlige prognoser, når der er tale om dyb masochisme. De har et grumt og straffende overjeg, som kan være resistent over for psykoterapi. Den masochistiske person kan ikke tillade sig succes eller lykke og har det "bedst", når der er ydre ulykke eller fysisk sygdom. Deres liv er præget af gentagen sabotage af egne muligheder. Der kan være tale om en ondartet "skæbneneurose". Den masochistiske tilfredsstillelse kan motivere behandlingen og på samme tid forberede den afsluttende fiasko. Der er forhøjet risiko for en negativ terapeutisk reaktion i afslutningen af terapien. [Tähkä (1983/1991): Kap. 2.4.2.3, s. 141-142]

Masochisme er desuden på mange måder et eksistentielt problem.

(2) Ved seksuel masochisme forstås teknisk set en parafili (ifølge gamle definitioner), præget af:

→ Forstærket seksuel tilfredsstillelse ifm. smerte eller fornedrelse.

→ Tendens til fantasier, som er fornedrende og forbundet med stærk skam.

→ Krav om smerte, ydmygelse eller straf for at føle seksuel lyst.

→ Stærk sammenkobling af nydelse og smerte.

→ Eventuelt ses "compersion": opstemmelse ved at andre tager éns seksuelle plads.

[Cullberg (1999): Kap. 13, s. 149-150]

Det menes at masochisme ofte hænger sammen med lavt selvværd. Ved moralsk masochisme ses ofte, at personen ikke føler, at han eller hun fortjener at have det godt eller ubesværet. Sabotagen består i at ødelægge eller hæmme nydelsen ved bestemte aktiviteter, der vækker skyld. Ved seksuel masochisme ses ofte, at personen faktisk på skjult vis er den dominerende part og har størst kontrol over de seksuelle aktiviteter, men at dette maskeres i samværet.

Fantasier om ekstrem seksuel masochisme ses ofte hos mennesker, der er præget af emotionel ustabil personlighedsstruktur (borderline). Disse fantasier kan ofte få personer til at føle sig endnu mere forkerte og som om, der er noget galt med dem. Man ser undertiden mennesker indgå i ekstrem seksuel masochisme som en form for indirekte selvskade "by proxy". Men denne form er sjælden.

Den masochistiske karakter anses ikke som en personlighedsforstyrrelse, men den moralske masochist kan tangere det i visse tilfælde.

Et nærmere blik på seksuel masochisme

Ifølge filosoffen Jean-Paul Sartre opstår seksuel masochisme ud af fortvivlelse og driver mennesket til at søge at blive absorberet af andre. Forsøget handler om at udslette sin egen subjektivitet for at fortabe sig i den andens. Masochisten forsøger at engagere sig i sin tingsværen og fremtvinge oplevelsen af sig selv som genstand eller instrument via skam. Igennem skammen bliver de et objekt for længsel uden fascination. Masochisten genfinder skylden ved at være gjort til en genstand. [Sartre (1943): Part 3, Chap. 3, Sec. 1, pp. 377-379]

Masochisten vil have, at den anden skal tilegne sig dem og ønsker at blive brugt. Personen fralægger sig sin frihed. Seksualitetens højdepunkt er overskridelsen, hvor modparten fuldt kan gøre krav på masochistens inkarnation. Den anden skal blotlægge masochisten via tvang og vold som midler, via brug af skam, ydmygelse og smerte. Hermed får man sit rene og skære kød til at blive manifest.

Den anden person, "sadisten", foretrækkes af masochisten som værende uden lidenskab, kølig og kynisk. Man vil være obskøn, akavet og uperfekt og føle sig ydmyget af den andens yndefuldhed og kontrol. I asymmetrien og den manglende seksuelle gensidighed er den anden fri, kontrolleret og tildækket. Under akterne er man præget af ufrivillighed og mangel på kontrol. Som slave er man behersket, har en bøjet frihed, er uden magt og i total identifikation med sin kropslighed. [Ibid.: Part 3, Chap. 3, Sec. 2, pp. 398-405]

Behandling af masochisme

Terapeuter opdager normalt moralsk masochisme gennem udprægede skyldfølelser hos klienten. Identifikationen af den korrekte type skyld er væsentlig. Hernæst arbejder man sammen om at løsne den. Arbejdet indebærer også, at tackle følelsen af at være et dårligt menneske. Meget ofte trækker problemerne helt tilbage til barndommen. Det er tit et arbejde, som tager lidt tid.

Seksuel masochisme behandles oftest ikke, fordi den tit slet ikke er et tegn på et problem, men en "kink". Men i de tilfælde, hvor den seksuelle masochisme er skadelig for relationer, har sundhedsskadelige aspekter eller sætter personen i risiko for at komme galt afsted, er sagen en anden.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4. [516 sider]
• Sartre, Jean-Paul: L'être et le néant (English: “Being and Nothingness”). Originally published 1943. Translated by Hazel E. Barnes. Philosophical Library / Washington Square Press, 1992. ISBN: 978-0671867805.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.

Mentaliseringsproblemer: Når vores sociale kognition er udfordret

Mentaliseringsproblemer

(Når vores sociale kognition er udfordret)

Ved mentaliseringsproblemer (eller problemer med social kognition) forstås et problem, præget af:

→ Problemer med at "læse" og forstå andre menneskers tanker, behov og følelser.

→ Kan tage form af både under- og overmentalisering eller svingning mellem begge.

Typiske tegn på hypomentalisering (undermentalisering):

→ En udfordret eller svigtende evne til at forstå eller værdsætte andres perspektiver.

→ Problemer med at sætte sig ind i andres mentale tilstande, tanker, hensigter og mål.

→ Problemer med at forstå andres følelser, behov og ønsker.

→ Eventuel ligegyldighed eller indifferens omkring, hvordan andre har det.

→ Kold mentalisering: forståelse af andres følelser uden at tage hensyn til dem.

→ Tendens til ikke at reagere på andres udtryk og signaler.

→ Tendens til at virke ufølsom, kold, ligeglad, selvoptaget, hensynsløs.

Typiske tegn på hypermentalisering (overmentalisering):

→ En overudviklet tendens til at "læse" og forstå andre menneskers tanker, følelser og behov.

→ Tendens til at overtolke andres mentale tilstande, tanker, hensigter og mål.

→ En overdrevet trang til at gisne om andres følelser, behov og ønsker.

→ Overdreven hensyntagen til andre menneskers subjektive tilstande (som de måske ikke har).

→ "Følehornene" eller "antennerne" er for langt ude, "scanneren" er for sensitiv.

→ Tendens til at "læse" for meget ind i andres reaktioner og udtryk.

→ Tendens til at virke nervøs, angst, bekymret, pleasende og sensitiv.

De fleste mentale problemer indebærer et eller andet besvær med mentaliseringen, men det kan tage sig meget forskelligt ud. Svigtet kan både være til den ene og den anden side.

Hypomentalisering (undermentalisering) kan tage sig meget forskellig ud. Der er stor forskel på, om personens mentaliseringsevne er hæmmet, eller om den faktisk er funktionel, men uden at motivere personen. Problemet præger især mennesker, der lider af personlighedsforstyrrelser, for eksempel dyssocial personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur, men også mennesker, der på anden vis kæmper med at sætte sig i andres sted, for eksempel folk med autisme-spektrum-forstyrrelse (eller anden neurodivergens) eller tvangsprægning. Andre forstyrrelser såsom alexitymi kan forværre mentaliseringsevnen drastisk.

Hypermentalisering (overmentalisering) sæter ofte tolkningsevnen på overarbejde, og en sådan person kan typisk være meget pleasende, sensitiv og eventuelt kæmpe med problemer såsom lavt selvværd eller angst (tit socialfobi, evasiv/ængstelig personlighedsstruktur, panikangst, agorafobi, dependens, separationsangst etc.). [Bach/Simonsen (2023): Kap. 3, s. 65, 67-68; Kilde: pmc.ncbi] Desuden ses hypermentalisering meget udtalt hos mennesker, der er særligt sensitive.

Man ser også mennesker, der svinger mellem de to ekstremer. Folk med emotionelt ustabil personlighedsstruktur kan typisk have svingende mentaliseringsevne og skifte mellem at hypo- og hypermentalisere. Det samme ses hos mennesker, som er udbrændte: mange var oprindeligt meget empatiske eller endda hypermentaliserende og blev hypomentaliserende, da de brændte ud.

Mentalisering og empati

Mentalisering er beslægtet med evnen til at have og udvise "empati", men de to ting er ikke helt det samme.

Ved empati forstås evnen til at føle og opleve som andre, at kunne forstå og leve sig ind i andres roller og opfatte situationer fra andre synsvinkler end sin egen. Empati er evnen til på intelligent vis at sætte sig i en andens sted, udvise medfølelse og forståelse. Det handler om kvalitativt at opleve og dele den andens følelser. Oplevelsen forudsætter en identifikation med det billede, som man har fået af det andet menneskes situation og personlighed. [Tähkä (1983/1991): Kap. 2.7.2.1, s. 192; Andersen & Jørnø (2013): Del 2, Kap. 6, s. 102; Fjordbak (2016): Kap. 10, s. 324-326]

I hemeneutikken er indlevelse eller indføling en forståelse af et udtryks "inderside" og af de tanker, der forefindes i udtrykket. Indlevelse er en slags oplevelse af et andet menneskes bevidsthedsindhold, som ligger bag et udtryk. Udtryk kan anskues som en særegen psykisk akt, hvor man genoplever en andens liv, individuelle psykiske oplevelser, tanker og følelser. Som udgangspunkt betyder det blot, at man ud fra et udtryk i en situation kan forestille sig folks psykiske tilstand, tanker, bevidsthed, situation, muligheder etc. [Pahuus (2003): s. 143-144]

Nogle skelner mellem mentalisering og empati på den måde, at mentalisering er kognitiv (og er forstandsmæssig), mens empati er emotionel. [Kilde: Sciencedirect]

Men der er i praksis meget svært at holde dem adskilt. Som vi så ovenfor, er definitionen på empati ikke kun indføling, men implicerer i hermeneutikken originalt mentalisering til en vis grad (at opfatte, begribe og forstå er primært mentale processer). Men i visse tilfælde bruger man den strengt kognitive forståelse til at "erstatte" empati. Det gælder for eksempel i arbejdet med alexitymikere, dyssociale og visse mennesker på autismespektrummet. Således er der i praksis engang imellem grunde til at skelne, men i det daglige arbejde ser man dem ofte brugt som synonymer.

Hypomentalisering er således ofte, men ikke altid, det samme som underudviklet empati. Hypermentalisering er tværtimod ofte det samme som overudviklet empati. Den ene tager for lidt hensyn, og den anden tager for meget hensyn. I begge ender ser man store vanskeligheder ved fx konflikthåndtering og tilgange til sund selvhævdelse. Begge kan få store problemer i deres relationer, men på meget forskellig vis.

I begge ender af mentaliseringsspektrummet ser man ofte problemer med affektregulering, dvs. problemer med at styre sine egne følelser og følelsesudtryk. Den hypomentaliserende ender ofte med at såre andre menneskers følelser og kan måske blive eksplosiv under de "rette" forhold. Den hypermentaliserende ender ofte med at få en offerrolle eller brænde ud i forsøget på at stille andre tilfredse. Denne person vil ofte lide af nervøsitet og kæmpe med vedvarende følelser af vrede, tristhed, frygt, angst, skam etc. Denne problemstilling kan også give anledning til eksplosivitet under de "rette" betingelser.

Behandling

At arbejde med mentalisering er en faktor i næsten al psykoterapi. Nogle skal måske lære at forstå andre mennesker bedre, mens andre skal lære at trække følehornene mere til sig og stå fast på sine egne behov, følelser og tanker uden at tage for meget hensyn. Nogle skal lære at udvikle de blødere dele af den menneskelige intelligens, mens andre skal lære at udvikle mere hårdhed. Jeg plejer at sige, at det er nemmere at lære at trække overmentaliseringen eller empatien en smule tilbage, end det er at udvikle den fra grunden af. Men begge dele er mulige.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Andersen, Heidi & Leth Jørnø, Marianne: Kommunikation i praksis. København: Forlaget Samfundslitteratur, 2013. 1. udgave, 4. oplag. ISBN: 978-87-593-1588-0.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Pahuus, Mogens: “Hermeneutik”. Kap. 6 [s. 139-160] i Køppe & Collin (red.): Humanistisk videnskabsteori. DR Multimedie København, 2003. ISBN: 978-87-7953-363-9.
• Tähkä, Veikko: Psykoanalytisk psykoterapi - Teori og teknik ("Psykoterapian perusteet"). Oversat af Henning Paikin. Originalt udgivet 1983. Forlaget Centrum, 1991. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-583-0669-2.

Mobning: Når det kun er sjovt for de andre

Mobning

(Når det kun er sjovt for de andre)

Ved mobning forstås en særligt problematisk adfærd, præget af:

→ Gentagen og bevidst aggressiv og sårende adfærd fra en krænkende part eller gruppe.

→ Adfærden retter sig mod en bestemt anden person eller gruppe, der får en offerrolle.

→ Adfærden kan beskrives som krænkende, fjendtlig, truende eller hånlig.

→ Relationen indebærer en ubalance i magtfordelingen.

→ Adfærden retter sig mod den eller dem, der har en ulempe i situationen.

→ Adfærden kan være fysisk, verbal, følelsesmæssig eller psykologisk.

→ Adfærden kan foregå ansigt-til-ansigt eller online.

→ Adfærden er intentionel fra mobbernes side og danner et mønster.

(1) Eksempler på fysisk mobning:

→ At skubbe offeret.

→ At prikke til offeret.

→ At nive offeret.

→ At slå offeret.

→ At sparke offeret.

→ At bide offeret.

(2) Eksempler på verbal mobning:

→ At kalde offeret øgenavne.

→ At bruge ondsindet sarkasme mod offeret.

→ At sprede rygter om offeret.

→ At komme med trusler mod offeret.

→ At drille og nedgøre offeret.

(3) Eksempler på emotionel mobning:

→ At isolere eller ekskludere offeret.

→ At plage og ulejlige offeret.

→ At gemme offerets ting.

→ At komme med truende gestusser til offeret.

→ At latterliggøre og ydmyge offeret.

→ At manipulere og tvinge offeret.

(4) Eksempler på seksuel mobning:

→ At udsætte offeret for uønsket fysisk kontakt.

→ At udsætte offeret for upassende berøring.

→ At udsætte offeret for grove kommentarer.

→ At udsætte offeret for homofobisk adfærd.

→ At udsætte offeret for uønskede billeder og film.

(5) Eksempler på online-mobning:

→ At skrive grove ting om offeret på sociale medier.

→ At dele grove billeder, der omhandler eller hentyder til offeret.

→ At sende grove beskeder til offeret.

→ At ekskludere offeret socialt.

[Kilder: Antibullyingalliance, APA]

Mobning er ikke kun et fænomen, der finder sted i folkeskoler og på gymnasier eller andre uddannelsessteder for unge mennesker. Mobning ses også på arbejdspladser, sportsklubber og vennegrupper hos voksne, ja, selv hos ældre mennesker. Mobning kan også forekomme i den nære familie, i parforhold eller i meget nære og veletablerede vennegrupper. I alle tilfælde er mobning ikke et rart fænomen. Mobning skaber en giftig stemning og en ubehagelig kultur i gruppen. Det sætter sine spor i offeret, vidnerne og også i mobberne.

Det fremgår af definitionen at mobning kan tage mange former. På tværs af alle disse ser man fællestræk: adfærden er fra mobberens side aggressiv og hos modtageren er den sårende. Der er ikke tale om enkeltstående begivenheder, men et mønster. Og adfærden skal være bevidst fra mobberens side. Det svære i mere komplekse sager om mobning er ofte at påvise, at adfærden netop er bevidst krænkende. Problemet er, at offeret faktisk kan blive skadet, selvom adfærden ikke er bevidst. I så fald er det teknisk set ikke mobning.

Mobberne kan undertiden skjule deres slette spil i falsk uvidenhed. Man kan i denne sammenhæng bemærke, hvor nemt det er at skubbe til en person med skulderen, hvorefter man hævder at det var et hændeligt uheld. Man er uskyldig til det modsatte er bevist. Det princip kan i visse tilfælde udnyttes, således at offeret får en drænende bevisbyrde. Endnu sværere kan det blive, hvis mobningen består af sårende kommentarer. På overfladen kan det ligne godmodige drillerier.

I mange tilfælde kan man definere mobning som drillerier, som kun den drillende part synes er sjove. At drille er at være på den rigtige side af grænsen. At mobbe er at systematisk overskride den. Det er især i dette spændingfelt, mellem det god- og ondartede, at grænserne kan blive udviskede.

Mobning kan beskrives som en form for psykisk vold. Det er også en form for kompleks manipulation. Begge nævnte begreber indebærer at opnå kontrol over offeret. Der indgår ofte også interessante komplekse mønstre af manipulation og intern psykisk vold blandt selve mobberne i gruppen. I visse tilfælde kan mobning også ligne stalking, idet mobning kan inkludere både overvågning og indledning af uønsket kontakt. Alle disse former for adfærd er grænseoverskridende. Mobning er også grænseoverskridende.

Den tavse mobning, hvor offeret udsættes for en udfrysende "koldfront", kan ofte være slem. Men igen er intentionen hos den udfrysende part essentiel. Der er forskel på, at blive "holdt udenfor" og "falde udenfor" gruppen. Men begge ting kan have en skadelig virkning for den part, der er udenfor.

Mobning kan gøre skade på et menneske. Det påvirker ofte personens selvværd og identitet. Det øger risikoen for at udvikle psykiske problemer, bare for at nævne nogle få, angstlidelser (såsom generaliseret angst, socialfobi eller agorafobi), depression eller andre affektive lidelser (deriblandt dysthymi). Det kan også skabe en kraftig indre uro (med tankemylder) og endda sætte sig som et traume, der senere i livet kan minde om (eller være) PTSD. At blive udsat for mobning er i alle tilfælde en stressbelastning, der kan føre til ekstrem ensomhed, også selvom man har andre gode mennesker omkring sig.

At have været udsat for mobning kan påvirke vores frustrationstolerance og gøre os meget sensitive. Det kan også påvirke vores evne til at kunne følelsesregulere. Det påvirker ligeledes vores evne til mentalisering (ofte i retning af hypermentalisering). Mobbeofre bliver ofte konfliktsky og pleasende eller smittes, helt omvendt, af mobbernes egen underempatiske og grænseoverskridende adfærd. Sidstnævnte er ofte en forsvarsmekanisme.

I slemmere tilfælde kan mobbeofre udvikle forstyrret spisning eller deciderede spiseforstyrrelser (for eksempel bulimi eller anoreksi). Der ses nogle gange tendens til selvskade eller endda selvmordstanker.

Mobberne selv lider nogle gange af anomi og føler sig udenfor samfundet. At mobbe kan give dem en plads i gruppen og hæve dem i det sociale hierarki. Mobning indgår også som symptom på adfærdsforstyrrelse. Det er velkendt, at det ikke er de stærke, der mobber, men dem, der selv har problemer eller kæmper med deres selvværd.

Ofte vælges de mennesker, der er lidt anderledes som ofre, især dem med et særligt heftigt temperament eller en vis følsomhed. Det er særligt offerets synlige reaktioner, der ansporer fortsættelsen af adfærden. Ofrene kan sagtens være dem, der lider af neurodivergens, for eksempel er på autisme-spektrummet (for eksempel har Aspergers syndrom), ADHD-spektrummet, har en atypisk intelligens eller færdighedsforstyrrelser (som for eksempel ordblindhed), stammer eller måske er særligt sensitive. Det kan også bare være, at personen adskiller sig på andre måder, for eksempel ved at gå i anderledes tøj eller på anden vis ikke deltage i normen. Mange mennesker med kønsdysfori eller en anderledes seksualitet er blevet mobbet.

Ligesom familiens "sorte får" altid afviger i værdier eller karakter fra de øvrige i familien, vil mobberen også på sin vis afvige i en eller anden forstand. Afvigelsen kan være af mange forskellige slags. Og det er ikke altid, at den er nem at finde.

Mobning skader ikke altid kun offeret. Familie og øvrige nærtstående kan lide med personen. Mobberne selv kan også ende med en ekstrem skyld. Nogle gange er "lederne" i mobbekulturerne særligt forråede, mens andre "går med på legen" for ikke selv at blive ofre. Dette sker tit ubevidst. Typisk ender disse mennesker med at lide under det senere. Ironisk nok kan det skade personens selvværd og skabe en kronisk følelse af, at være en slet person.

Hvis man som forælder oplever, at ens barn bliver mobbet, er det en god idé at tale med dem om det. Det kan betyde meget at sætte ord på det. Og det skaber en kontrast mellem det kolde miljø, hvori de bliver mobbet, og det varme hjem. Som forælder er det svært at rådgive sine børn i denne situation, især fordi man emotionelt bliver trukket ind i børnenes følelser. Man kan blive smittet med barnets afmagt.

Behandling af mobbeofre

Psykoterapi kan være en ekstremt god idé, hvis man enten bliver eller er blevet udsat for mobning. For mobbeofferet kan faktisk lære at bruge bestemte strategier for at stoppe mobningen. Og den emotionelle og psykiske skade, der opstår, kan faktisk afhjælpes og lindres. Grundreglen er: Det er aldrig offerets skyld. Men offeret behøver ikke forblive offer. Begge parter af en negativ relation kan ændre mønsteret. Terapien med mobbeofre ligner terapien med mennesker, der har været udsat for psykisk vold, stalking eller manipulation. Den indebærer meget ofte kognitivt arbejde, selvværdsarbejde og genetablering af grænser. Desuden indgår ofte træning i bestemte adfærdsterapeutiske teknikker såsom afbetingning og assertion.

Gå til oversigt over psykiske problemer.

Gå til forsiden af bloggen.

Gå til websitet for klinikken.

Motionsafhængighed: Når vi bliver besatte af motion og træning

Motionsafhængighed

(Når vi bliver besatte af motion og træning)

Ved motionsafhængighed forstås en forstyrrelse, præget af:

→ Vedvarende, intense og uhensigtsmæssige motions- eller træningsvaner.

→ Motionering eller træning med abnormt høj hyppighed eller intensitet.

→ Besvær med at standse eller nedsætte motioneringen eller træningen.

→ Hyppige påtrængende tanker, som drejer sig om motion og træning.

→ Tendens til at lade motion eller træning gå ud over arbejde, skole eller andre pligter.

→ Tendens til at lade motion eller træning skade personlige relationer.

→ Skader eller muskelsmerter grundet for kraftig motion eller overtræning.

→ Tendens til at motionere eller træne på "underlige" tidspunkter.

→ Irritabilitet eller humørændringer, når motionering eller træning ikke er mulig.

→ Brug af motion eller træning til at håndtere stress og andre emotionelle tilstande.

→ Tendens til at skjule motions- eller træningsvaner for andre.

→ Motionsvanerne skaber frustration eller mismod for personen eller andre.

Motionsafhængighed er ikke en egentlig diagnose. Den optræder ikke i officielle diagnostiske systemer.

Motionsglæde er naturligvis ikke et problem. Problemet indtræder først, når trangen til at motionere skaber betydelig frustration, skader kroppen eller hæmmer personens livsudfoldelse eller relationer.

Motionsafhængighed er nogle gange i realiteten en obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) på den måde, at tankerne om motion og træning faktisk er tvangstanker, og selve motionen faktisk er tvangshandlinger.

Man kan, selvom de to tilstande er meget forskellige, sammenligne det med den type OCD som ofte krydses med spiseforstyrrelser, såsom anoreksi eller bulimi. Her udmønter indre ubehag sig i et ydre kontrolbehov, i nogle tilfælde for eksempel overkontrolleret spisning (som ved anoreksi), i andre for eksempel intens motionering.

Præcis samme mekanik underligger faktisk også tit andre former for afhængighed: for eksempel gaming-afhængighed, ludomani eller alkoholisme. Det samme ses også ved øvrige vane- og impulshandlinger såsom hårplukning, hudplukning eller kleptomani. Der er i disse tilfælde et kraftigt pulserende ubehag, som personen suspenderer eller neutraliserer igennem handlingerne. Men i mange tilfælde mærker personen ikke dette. Det virker som en uforklarlig impuls. Der ligger altid noget dybere under.

Intens motionering kan også hænge sammen med kropsdysmorfi. Her ses et forvrænget selvbillede, som fremdriver trangen til at motionere. Her er motioneringen forankret i kropsbilledet og hænger ofte sammen med realisering af urealistiske mål. Denne tilstand kan ligeledes ses krydset med forstyrret spisning, især overkontrolleret spisning. [Kilde: Healthline, Mind.org.uk]

Tidsånd har også noget at sige. Motion og sundhed er "på mode". Det betragtes som ret kikset at være ligeglad med sit helbred og som et positivt tegn, hvis man dyrker motion hver dag. Motion er derfor blevet en socialt acceptabel måde at sublimere sine hengemte energier og flygte fra vores tanker og bekymringer. Et langt stykke hen ad vejen er dette ikke et problem. Problemet kommer, når motion bliver til en besættelse, som skader vores mentale helbred. Det kan sammenlignes med en kunstner, som producerer malerier, når han eller hun har det dårligt, men som med tiden ender med at gemme sig væk i sit atelier.

Vi lever heller ikke længere i en tidsalder, hvor professionelle sportsudøvere drikker øl i pausen. Moderne sportsudøvere forventes at have denne besættelse af motion og optimering. Mange sportsfolk har en livsstil, som kræver, at de er besatte af hyppig motion og kontrolleret kost. Disse mennesker kan fortælle om både belønningen og prisen for at kunne maksimere sit fysiske potentiale.

Selvfølgelig er motionsvaner ikke et problem i langt de fleste tilfælde, heller ikke hvis du dyrker motion meget ofte.

På min klinik har jeg dog set tilfælde af motionering, som er ubalanceret og fungerer som en flugt fra virkeligheden og en måde at feje ubearbejdede ydre eller indre konflikter under tæppet på. I disse tilfælde er motionen en ineffektiv udsættelse af større problemer. Her kan adfærden blive så altopslugende, at det til sidst bliver hårdt for både krop og sjæl. Når kroppen så en dag siger fra, så vil den mentale smerte for alvor træde frem. Psykoterapi er en god behandlingsform til problemet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Motivationsforstyrrelse: Når vi ikke kan få "motoren i gang"

Motivationsforstyrrelse

(Når vi ikke kan få "motoren i gang")

Ved motivationsforstyrrelse forstås et problem, præget af:

→ Manglende motivation, impuls, fremdrift og "gnist".

→ Problemer med at tage initiativ og aktiv handling.

→ Problemer med at igangsætte og indlede opgaver.

→ Problemer med at få ordnet vigtige opgaver.

→ Manglende evne til at overskue opgaver.

→ Manglende energi til at udføre opgaver.

→ Manglende vedholdenhed i opgaver, der kræver koncentration.

→ Lav udholdenhed og lethed ved at blive demotiveret.

→ Tendens til overspringshandlinger.

→ Følelsen af ikke at kunne "tage sig sammen".

→ Tendens til at blive selvkritisk på grund af motivationsmanglen.

→ Indre markant ubalance mellem ønske og vilje.

→ Tendens til at opleve meningsløshed.

→ Tendens til ubeslutsomhed, overtænkning og usikkerhed.

→ Problemer med at finde formål og retning i livet.

→ Eventuel svigtende ansvarsfornemmelse.

→ Oplevelse af sig selv som værende doven eller ugidelig.

Motivationsproblemer kan eksempelvis skyldes:

→ Indre konflikter i motivationssystemet.

→ Indre dybdegående konflikter med mindst én ubevidst pol.

Motivationsforstyrrelser kan skyldes øvrige mentale problemer, deriblandt:

→ Livskriser.

→ Koncentrationsbesvær.

→ Tankemylder.

→ Affektiv dysregulering.

→ Depression.

→ Neurodivergens.

→ AD(H)D.

→ Stress.

→ Udbrændthed.

→ Tilpasningsreaktioner.

→ Autisme.

→ Demens.

→ Lav frustrationstolerance.

→ Skizofreni.

[Kilder: Psychiatryonline, Sciencedirect]

Motivationsbegrebet kommer fra det latinske "movere", der betyder "at sætte i bevægelse". Motivationsforstyrrelser handler altså om, ikke at kunne sætte sig selv i gang. Det er en mekanisk analogi, som er indbygget i forstyrrelsen.

Men en mekanisk analogi kan give indtrykket af, at problemet også kun skal behandles mekanisk. "Maskinen er jo i stykker." Mange tror, at motivationsproblemer kun kan behandles med medicin. Men faktisk er kemisk ubalance ofte ikke den udslagsgivende faktor. Det er kun demotivation, som skyldes skizofreni, hjerneskade eller -degeneration, der ikke kan behandles på andre måder. Alle øvrige former kan faktisk behandles ved brug af psykoterapi.

Mennesker med motivationsproblemer er oftest ikke "dovne". Dovenhed er sjælden.

Grundproblemet med motivation bygger på den fejlslutning, at tanken alene skaber motivation. Tanken er det sidste, vi har adgang til, og derfor virker tanken som den udslagsgivende faktor. Men tanken alene skaber ikke vilje. Viljen og impulsen til at gennemføre en handling kræver et sammenfald mellem en lang række faktorer. Når vi har ønsket og tanken om at udføre en handling, bør vi prøve at identificere, hvad der forhindrer os i det.

Tit siger vi, at motoren bare ikke har "gnisten". Men det er heller ikke altid tændrøret, der fejler i en forbrændingsmotor.

Øvrige motivationelle faktorer inkluderer affektsystemet, behovssystemet, energiniveau, grundhumør og øvrige latente blokader. Negative ubevidste følelser forbundet med aktiviteter kan blokere lysten til at udføre dem. Uopfyldte modstridende behov kan også blokere viljen til at udføre en opgave. Energiniveauet er også en væsentlig faktor som alt for mange overser.

Desuden kan der være dybere ubevidste erindringer eller "grundsår", der forstyrrer motivationen.

Motivationsproblemer er faktisk oftest et spørgsmål om indre konflikter. Vi kan ikke løse konflikter, vi ikke har opdaget. Derfor stagnerer vi tit på forstadiet. Der medfølger ofte en indre uro, når der er tale om indre konflikter.

Behandling af motivationsproblemer

De fleste opsøger behandling, fordi motivationsforstyrrelsen skader deres karriere eller uddannelse. Men nogle generes også af problemerne, fordi deres hjem flyder eller fordi det skader deres relationer.

Jeg behandler motivationsproblemer med en kombination af psykologi, psykoterapi, filosofi og coaching. Jeg hjælper klienter med at tænke anderledes på situationen og udfinde årsagen til den manglende motivation. Jeg hjælper typisk også folk med at etablere en hensigtsmæssig struktur i hverdagen og opbygge et mindset, der indrammer opgaver og gøremål på en anden måde.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Narcissistisk personlighedsstruktur: Når storladenheden opsluger os

Narcissistisk personlighedsstruktur

(Når storladenheden opsluger os)

Ved narcissistisk personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

→ Overdreven sans for egen vigtighed.

→ Tendens til selvforherligelse.

→ Overdrivelse af egne bedrifter og talenter.

→ Ønske om at blive anerkendt som overlegen.

→ Overbevisning om at have mange beundringsværdige kvaliteter.

→ Overbevisning om at kunne komme med enestående præstationer.

→ Oplevelsen af at være skæbnebestemt til store ting.

→ Optagethed af fantasier om succes, magt, evner, skønhed, kærlighed og egen unicitet.

→ En opfattelse af at have særstatus og berettigelse.

→ Forventning om andres beundring.

→ Følelsen af at have åbenlys fortrinsret.

→ Overudviklet konkurrencelyst og konkurrencementalitet.

→ Opmærksomhedssøgende adfærd og tendens til at blive centrum for fokus.

→ Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende.

→ Tendens til at søge bekræftelse via ydre fremgang og succes.

→ Nedgørelse af andre ved manglende beundring og opmærksomhed.

→ Et gennemgående mønster af grandiøsitet både i fantasi og adfærd.

→ Tendens til arrogance og hovmodig adfærd.

→ Eventuelt begavelse, talent, karisma, charme, ambition og succes.

→ Urimelige forventninger om favorabel behandling eller andres enighed og lydighed.

→ Tendens til at udnytte og manipulere andre for at opnå mål.

→ Mangel på empati og tendens til misundelse.

→ Dobbelt selvbillede, hvor det ene er grandiøst, mens det andet forkasteligt og skamfuldt.

→ Tendens til sårbar selvagtelse og overfølsomhed for kritik og nederlag.

→ Kraftige følelser af ydmygelse, hulhed og tomhed ved oplevelse af kritik.

→ Kraftig vrede, foragt eller modangreb ved konfrontation.

→ Tendens til at påtage sig en maskerende ydmyg "maske", når personen føler sig besejret.

→ Tendens til depressivitet eller dysthymi ved nederlag.

→ Manglende evne til at føle skyld og skam.

→ Tendens til ikke at undskylde, når personen tydeligvis har gjort andre uret.

→ Tendens til at opdele ting i devaluering og idealisering (sort/hvid-tænkning).

→ Fleksibel samvittighed og privat (dobbelt)moral.

→ En følelse af indre tomhed.

→ Tendens til adfærd, der er psykisk voldelig eller fysisk voldelig.

→ Tendens til at bruge andre som en forlængelse af personen selv.

→ Tendens til at kontrollere andre, især nærtstående.

Narcissisme er helt grundlæggende borderline-struktureret (hører til klynge B), men er ofte mere tilpasset og kontrolleret end de øvrige i den gruppe. Narcissisme deler "organisation" med emotionelt ustabil personlighedsstruktur og dyssocial personlighedsstruktur. Narcissisten kan dog tit minde mere om den histrioniske personlighedsstruktur, som personen også deler en række træk med. Dog er narcissister mindre "hysteriske" end histrionikere.

Narcissisten har normalt kun impulsgennembrud under pres.

Narcissisten deler træk som egoisme og hensynsløshed med den dyssociale (psykopaten), men kan være præget af den samme tomhed og dramatiske adfærd som den emotionelt ustabile af borderlinetypen. Til gengæld er narcissisten normalt bedre til at skjule sine interpersonelle problemer for offentligheden.

Narcissisten reagerer typisk meget kraftigt på nederlagsfølelser og har et skrøbeligt "ego". Narcissisten modarbejder konstant et truende lavt selvværd, der kan aktiveres, når personen oplever modgang og anfægtelse. Ved oplevelse af nederlag kan personen blive aggressiv eller føjelig på overfladen. Hvis sidstnævnte strategi bruges, vil personen ofte trække sig væk efterfølgende. Narcissisten frygter at skuffe sine egne forventninger og kan vise undgåelsesadfærd i tilfælde af, at personen ved, at han eller hun kommer til kort.

Narcissisten manipulerer for at bruge andre til at fremhæve sit eget storladne selvbillede. Hvis en person ikke yder tilskud til det grandiose selvbillede, vil personen ofte blive skåret ud af narcissistens liv. Narcissisten er ofte parasitisk og har brug for andres bidrag for at højne sin skrøbelige selvbillede.

Grundforsvaret for en narcissist er splitting og projektiv identifikation. Der kan være risiko for grænsepsykotiske episoder under alvorlig stressbelastning (jf. psykose).

Typisk reagerer personen også dårligt på at blive ældre: selvbilledet kan kollapse. Personen ender eventuelt som bitter og hadsk.

Opvæksten er for en narcissist tit præget af fortrængte behov for en forælder, der har manglet fysisk eller mentalt, tidligt tab, mangel på påskønnelse, narcissistiske/syge forældre, fortrængt ønske om ubetinget omsorg, kærlighed og unicitet. [APA (2013): Sec. 2, 301.81, pp. 669-671; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158-159; Cullberg (1999): Kap. 23, s. 224-227]

Narcissister har ofte problemer med hypomentalisering, affektiv dysregulering, identitetsproblemer og lav frustrationstolerance.

Denne diagnostiske kategori forekommer uafklaret i visse systemer, men er veletableret mange andre steder. I ICD-10 efterlades den med en overfladisk benævnelse, mens den figurerer prominent i DSM-5. I ICD-11 kodes narcissisme som en kobling mellem især tre trækdomæner: negativ affektivitet, dyssocialitet og disinhibition.

Narcissister kan være mere eller mindre intelligente og "gode" til at betjene sig af subtil manipulation. Der findes mindre intelligente og snedige narcissister, der oftest betjener sig af vold og fysiske trusler.

At bruge begrebet "narcissist" som skældsord er efterhånden alt for almindeligt. Der skal være tale om et markant mønster af ovenstående adfærd, for at diagnosen overhovedet er relevant.

Livet med en narcissist

At leve sammen med en person med narcissistisk personlighedsstruktur er dybt skadeligt og kan være årsag til bestemte traumer hos offeret. Årsagen ligger meget ofte ikke i direkte fysisk vold, men i subtil psykisk vold. Meget ofte ser man en tendens til, at narcissisten isolerer offeret, så personen bliver ensom. Man ser kontrol og manipulation, som finder sted via underminering af offerets selvværd. Det øger risikoen for angst og depression. Desuden ses der ofte en stærk indre tvivl og usikkerhed hos ofre for traumatisk samvær med narcissister.

Typisk skal et offer for en narcissist lære at mærke sig selv, stole på sin egen intuition, lære at hævde sig sundt og naturligt, såvel som opbygge tillid til sine egne grænsers sundhed. Desuden skal personen trænes i psykisk selvforsvar på en måde, så ingen narcissist kan få kløerne i ham eller hende igen.

Behandling af narcissisme

Åbenlyst er det oftest ofrene for narcissister, der sidder i klientstolen, men psykoterapi kan faktisk være virksomt i milde tilfælde af narcissisme. Narcissister, der har en evne til at føle skyld, er faktisk terapiegnede. Terapeuten skal dog være trænet i at håndtere de forsvarsmekanismer, som narcissister benytter sig af. Typisk bruger terapeuter en mere konfronterende og direkte strategi, når der sidder en narcissist i stolen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Neurasteni: Når depressiviteten er somatopsykisk

Neurasteni

(Når depressiviteten er somatopsykisk)

Ved neurasteni forstås en depressiv forstyrrelse, der deles i to hovedformer.

(1) Neurasteni af første form er præget af:

→ Øget trætbarhed efter psykisk anstrengelse.

→ Trætheden følges ofte af nedsat præstation i arbejde eller hjemmet.

→ Ubehagelig indbryden af distraherende tanker eller erindringer (jf. tankemylder).

→ Koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer.

→ Ineffektiv tænkeevne.

(2) Neurasteni i sin anden form er præget af:

→ Legemlig eller fysisk svækkelse og udmattelse efter minimale anstrengelser.

→ Svækkelsen ledsages af muskelsmerter og -spændinger eller besvær med at slappe af.

(1+2) Begge former neurasteni er præget af:

→ Svimmelhed.

→ Spændingshovedpine.

→ Usikkerhedsfølelse.

→ Bekymring omkring aftagende velbefindende.

→ Irritabilitet.

→ Ulystbetoning.

→ Let nedtrykthed og ængstelse.

→ Søvnforstyrrelser, deriblandt hypersomni.

→ Små energimarginaler.

→ Symptomer, der ikke går væk ved hvile, afslapning eller afledning.

Neurasteni anses som en psykosomatisk reaktion. Den kan anses som værende i familie med kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi etc. Problemet ses også tit som reaktion på igangværende sygdom eller forstadier til dem eller som eftervirkning af virusinfektioner. Neurasteni kan være forbundet med stress og overbelastning, misbrug og forgiftning.

Neurasteni ses tit hos mennesker med angstprægning, alexitymi, dependens, tvangsprægning eller selvudslettende træk. Mange kan blande neurasteni sammen med demens, affektive lidelser og generaliseret angst. [WHO (1994/2018): F48.0, s. 121-122; Cullberg (1999): Kap. 16, s. 167-168] 

Folk, der lider af neurasteni, har ofte problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Læs eventuelt mere om udbrændthed, depression eller dysthymi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Neurodivergens: Når hjernen fungerer anderledes

Neurodivergens

(Når hjernen fungerer anderledes)

Ved neurodivergens forstås en problematik, præget af:

→ Atypisk og anderledes hjernefunktionalitet end den statistiske "normal".

→ Udfordringer på bestemte områder, som ikke er typisk i befolkningen.

→ Styrkepunkter og intelligensprofiler, som afviger fra "standarden".

Mulige problemer ved neurodivergens:

→ Autisme-spektrum-forstyrrelse, deriblandt Aspergers.

→ ADD og ADHD.

→ Færdighedsforstyrrelser, f.eks. talblindhed, ordblindhed eller dysgrafi.

→ Tourettes syndrom.

→ Særlig sensitivitet (HPS).

→ Dyspraksi/DCD (forsinkelse af processering og koordinering).

→ Indlæringsproblemer og hukommelsesproblemer.

→ Talefejl, stammen.

→ Forekomst af problemer med angst, socialfobi og f.eks. obsessiv-kompulsive problemer.

→ Socialt ubehag, akavethed eller problemer med kommunikation.

→ Atypisk voldsomme reaktioner på stress.

→ Større tendens til depression.

→ Underliggende lavt selvværd på grund af følelsen af at være anderledes.

→ Tendens til affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

→ Tendens til problemer med mentalisering.

Begrebet for mennesker, som ikke er neurodivergente, er "neurotypisk". Begrebet om neurodivergens er ikke et medicinsk begreb eller en diagnostisk kategori, men beskriver et fællestræk ved en lang række problemer (hvoraf en del nævnes her på bloggen).

Normalt ser man også specielle styrker hos mennesker med neurodivergens, hvor der forekommer specielle fortrin, som for eksempel muliggør avanceret spatial intelligens eller matematiske kundskaber. Desuden er det velkendt, at den emotionelle intelligens hos visse neurodivergente ofte er høj, men også kan være lavere end gennemsnittets. [Kilde: Clevelandclinic]

Behandling af neurodivergens

Behandling af neurodivergens via psykoterapi handler ikke om at "fjerne" eller "helbrede" selve den atypiske funktionalitet, men snarere om at få fjernet ledsagesymptomerne og få det bedst mulige ud af situationen: for der er meget, man kan gøre. Man kan udvikle strategier, der afhjælper nogle af problemerne. Jeg bruger for eksempel en bestemt form for reframing, der omdefinerer opgaverne og hjælper til med udviklingen af et filter, der organiserer indtryk og afgrænser målene. Det er utroligt, hvor meget det hjælper. Det er for langt de flestes vedkommende muligt at få et fremragende liv med neurodivergens. For eksempel kan der også gøres noget ved f.eks. hukommelses- og opmærksomhedsproblemer. Der kan også gøres en masse ved følelsesregulering, ved de depressive tendenser og ved det lave selvværd. Det er også muligt at arbejde med social akavethed og problemer med småsnak. Alle disse tiltag kan hjælpe med at skabe den bedst mulige tilværelse med neurodivergens.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.