Narcissistisk personlighedsstruktur: Når storladenheden opsluger os

Narcissistisk personlighedsstruktur

(Når storladenheden opsluger os)

Symptomer på narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Ved narcissistisk personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

• Overdreven sans for egen vigtighed.

• Tendens til selvforherligelse.

• Overdrivelse af egne bedrifter og talenter.

• Ønske om at blive anerkendt som overlegen.

• Overbevisning om at have mange beundringsværdige kvaliteter.

• Overbevisning om at kunne komme med enestående præstationer.

• Oplevelsen af at være skæbnebestemt til store ting.

• Optagethed af fantasier om succes, magt, evner, skønhed, kærlighed og egen unicitet.

• En opfattelse af at have særstatus og berettigelse.

• Forventning om andres beundring.

• Følelsen af at have åbenlys fortrinsret.

• Overudviklet konkurrencelyst og konkurrencementalitet.

• Opmærksomhedssøgende adfærd og tendens til at blive centrum for fokus.

• Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende.

• Tendens til at søge bekræftelse via ydre fremgang og succes.

• Nedgørelse af andre ved manglende beundring og opmærksomhed.

• Et gennemgående mønster af grandiøsitet både i fantasi og adfærd.

• Tendens til arrogance og hovmodig adfærd.

• Eventuelt begavelse, talent, karisma, charme, ambition og succes.

• Urimelige forventninger om favorabel behandling eller andres enighed og lydighed.

• Tendens til at udnytte og manipulere andre for at opnå mål.

• Mangel på empati og tendens til misundelse.

• Dobbelt selvbillede, hvor det ene er grandiøst, mens det andet forkasteligt og skamfuldt.

• Tendens til sårbar selvagtelse og overfølsomhed for kritik og nederlag.

• Kraftige følelser af ydmygelse, hulhed og tomhed ved oplevelse af kritik.

• Kraftig vrede, foragt eller modangreb ved konfrontation.

• Tendens til at påtage sig en maskerende ydmyg "maske", når personen føler sig besejret.

• Tendens til depressivitet eller dysthymi ved nederlag.

• Manglende evne til at føle skyld og skam.

• Tendens til ikke at undskylde, når personen tydeligvis har gjort andre uret.

• Tendens til at opdele ting i devaluering og idealisering (sort/hvid-tænkning).

• Fleksibel samvittighed og privat (dobbelt)moral.

• En følelse af indre tomhed.

• Tendens til adfærd, der er psykisk voldelig eller fysisk voldelig.

• Tendens til at bruge andre som en forlængelse af personen selv.

• Tendens til at kontrollere andre, især nærtstående.

Narcissisme er helt grundlæggende borderline-struktureret (hører til klynge B), men er ofte mere tilpasset og kontrolleret end de øvrige i den gruppe. Narcissisme deler "organisation" med emotionelt ustabil personlighedsstruktur og dyssocial personlighedsstruktur. Narcissisten kan dog tit minde mere om den histrioniske personlighedsstruktur, som personen også deler en række træk med. Dog er narcissister mindre "hysteriske" end histrionikere.

Narcissisten har normalt kun impulsgennembrud under pres.

Narcissisten deler træk som egoisme og hensynsløshed med den dyssociale (psykopaten), men kan være præget af den samme tomhed og dramatiske adfærd som den emotionelt ustabile af borderlinetypen. Til gengæld er narcissisten normalt bedre til at skjule sine interpersonelle problemer for offentligheden.

Narcissisten reagerer typisk meget kraftigt på nederlagsfølelser og har et skrøbeligt "ego". Narcissisten modarbejder konstant et truende lavt selvværd, der kan aktiveres, når personen oplever modgang og anfægtelse. Ved oplevelse af nederlag kan personen blive aggressiv eller føjelig på overfladen. Hvis sidstnævnte strategi bruges, vil personen ofte trække sig væk efterfølgende. Narcissisten frygter at skuffe sine egne forventninger og kan vise undgåelsesadfærd i tilfælde af, at personen ved, at han eller hun kommer til kort.

Narcissisten manipulerer for at bruge andre til at fremhæve sit eget storladne selvbillede. Hvis en person ikke yder tilskud til det grandiose selvbillede, vil personen ofte blive skåret ud af narcissistens liv. Narcissisten er ofte parasitisk og har brug for andres bidrag for at højne sin skrøbelige selvbillede.

Grundforsvaret for en narcissist er splitting og projektiv identifikation. Der kan være risiko for grænsepsykotiske episoder under alvorlig stressbelastning (jf. psykose).

Typisk reagerer personen også dårligt på at blive ældre: selvbilledet kan kollapse. Personen ender eventuelt som bitter og hadsk.

Opvæksten er for en narcissist tit præget af fortrængte behov for en forælder, der har manglet fysisk eller mentalt, tidligt tab, mangel på påskønnelse, narcissistiske/syge forældre, fortrængt ønske om ubetinget omsorg, kærlighed og unicitet. [APA (2013): Sec. 2, 301.81, pp. 669-671; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158-159; Cullberg (1999): Kap. 23, s. 224-227]

Narcissister har ofte problemer med hypomentalisering, affektiv dysregulering, identitetsproblemer og lav frustrationstolerance.

Denne diagnostiske kategori forekommer uafklaret i visse systemer, men er veletableret mange andre steder. I ICD-10 efterlades den med en overfladisk benævnelse, mens den figurerer prominent i DSM-5. I ICD-11 kodes narcissisme som en kobling mellem især tre trækdomæner: negativ affektivitet, dyssocialitet og disinhibition.

Narcissister kan være mere eller mindre intelligente og "gode" til at betjene sig af subtil manipulation. Der findes mindre intelligente og snedige narcissister, der oftest betjener sig af vold og fysiske trusler.

At bruge begrebet "narcissist" som skældsord er efterhånden alt for almindeligt. Der skal være tale om et markant mønster af ovenstående adfærd, for at diagnosen overhovedet er relevant.

Livet med en narcissist

At leve sammen med en person med narcissistisk personlighedsstruktur er dybt skadeligt og kan være årsag til bestemte traumer hos offeret. Årsagen ligger meget ofte ikke i direkte fysisk vold, men i subtil psykisk vold. Meget ofte ser man en tendens til, at narcissisten isolerer offeret, så personen bliver ensom. Man ser kontrol og manipulation, som finder sted via underminering af offerets selvværd. Det øger risikoen for angst og depression. Desuden ses der ofte en stærk indre tvivl og usikkerhed hos ofre for traumatisk samvær med narcissister.

Typisk skal et offer for en narcissist lære at mærke sig selv, stole på sin egen intuition, lære at hævde sig sundt og naturligt, såvel som opbygge tillid til sine egne grænsers sundhed. Desuden skal personen trænes i psykisk selvforsvar på en måde, så ingen narcissist kan få kløerne i ham eller hende igen.

Behandling af narcissisme

Åbenlyst er det oftest ofrene for narcissister, der sidder i klientstolen, men psykoterapi kan faktisk være virksomt i milde tilfælde af narcissisme. Narcissister, der har en evne til at føle skyld, er faktisk terapiegnede. Terapeuten skal dog være trænet i at håndtere de forsvarsmekanismer, som narcissister benytter sig af. Typisk bruger terapeuter en mere konfronterende og direkte strategi, når der sidder en narcissist i stolen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Neurasteni: Når depressiviteten er somatopsykisk

Neurasteni

(Når depressiviteten er somatopsykisk)

Symptomer på neurasteni

Ved neurasteni forstås en depressiv forstyrrelse, der deles i to hovedformer.

(1) Neurasteni af første form er præget af:

• Øget trætbarhed efter psykisk anstrengelse.

• Trætheden følges ofte af nedsat præstation i arbejde eller hjemmet.

• Ubehagelig indbryden af distraherende tanker eller erindringer (jf. tankemylder).

• Koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer.

• Ineffektiv tænkeevne.

(2) Neurasteni i sin anden form er præget af:

• Legemlig eller fysisk svækkelse og udmattelse efter minimale anstrengelser.

• Svækkelsen ledsages af muskelsmerter og -spændinger eller besvær med at slappe af.

(1+2) Begge former neurasteni er præget af:

• Svimmelhed.

• Spændingshovedpine.

• Usikkerhedsfølelse.

• Bekymring omkring aftagende velbefindende.

• Irritabilitet.

• Ulystbetoning.

• Let nedtrykthed og ængstelse.

• Søvnforstyrrelser, deriblandt hypersomni.

• Små energimarginaler.

• Symptomer, der ikke går væk ved hvile, afslapning eller afledning.

Neurasteni anses som en psykosomatisk reaktion. Den kan anses som værende i familie med kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi etc. Problemet ses også tit som reaktion på igangværende sygdom eller forstadier til dem eller som eftervirkning af virusinfektioner. Neurasteni kan være forbundet med stress og overbelastning, misbrug og forgiftning.

Neurasteni ses tit hos mennesker med angstprægning, alexitymi, dependens, tvangsprægning eller selvudslettende træk. Mange kan blande neurasteni sammen med demens, affektive lidelser og generaliseret angst. [WHO (1994/2018): F48.0, s. 121-122; Cullberg (1999): Kap. 16, s. 167-168] 

Folk, der lider af neurasteni, har ofte problemer med affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

Læs eventuelt mere om udbrændthed, depression eller dysthymi.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Neurodivergens: Når hjernen fungerer anderledes

Neurodivergens

(Når hjernen fungerer anderledes)

Symptomer på neurodivergens

Ved neurodivergens forstås en problematik, præget af:

• Atypisk og anderledes hjernefunktionalitet end den statistiske "normal".

• Udfordringer på bestemte områder, som ikke er typisk i befolkningen.

• Styrkepunkter og intelligensprofiler, som afviger fra "standarden".

Mulige problemer ved neurodivergens:

• Autisme-spektrum-forstyrrelse, deriblandt Aspergers.

• ADD og ADHD.

• Færdighedsforstyrrelser, f.eks. talblindhed, ordblindhed eller dysgrafi.

• Tourettes syndrom.

• Særlig sensitivitet (HPS).

• Dyspraksi/DCD (forsinkelse af processering og koordinering).

• Indlæringsproblemer og hukommelsesproblemer.

• Talefejl, stammen.

• Forekomst af problemer med angst, socialfobi og f.eks. obsessiv-kompulsive problemer.

• Socialt ubehag, akavethed eller problemer med kommunikation.

• Atypisk voldsomme reaktioner på stress.

• Større tendens til depression.

• Underliggende lavt selvværd på grund af følelsen af at være anderledes.

• Tendens til affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

• Tendens til problemer med mentalisering.

Begrebet for mennesker, som ikke er neurodivergente, er "neurotypisk". Begrebet om neurodivergens er ikke et medicinsk begreb eller en diagnostisk kategori, men beskriver et fællestræk ved en lang række problemer (hvoraf en del nævnes her på bloggen).

Normalt ser man også specielle styrker hos mennesker med neurodivergens, hvor der forekommer specielle fortrin, som for eksempel muliggør avanceret spatial intelligens eller matematiske kundskaber. Desuden er det velkendt, at den emotionelle intelligens hos visse neurodivergente ofte er høj, men også kan være lavere end gennemsnittets. [Kilde: Clevelandclinic]

Behandling af neurodivergens

Behandling af neurodivergens via psykoterapi handler ikke om at "fjerne" eller "helbrede" selve den atypiske funktionalitet, men snarere om at få fjernet ledsagesymptomerne og få det bedst mulige ud af situationen: for der er meget, man kan gøre. Man kan udvikle strategier, der afhjælper nogle af problemerne. Jeg bruger for eksempel en bestemt form for reframing, der omdefinerer opgaverne og hjælper til med udviklingen af et filter, der organiserer indtryk og afgrænser målene. Det er utroligt, hvor meget det hjælper. Det er for langt de flestes vedkommende muligt at få et fremragende liv med neurodivergens. For eksempel kan der også gøres noget ved f.eks. hukommelses- og opmærksomhedsproblemer. Der kan også gøres en masse ved følelsesregulering, ved de depressive tendenser og ved det lave selvværd. Det er også muligt at arbejde med social akavethed og problemer med småsnak. Alle disse tiltag kan hjælpe med at skabe den bedst mulige tilværelse med neurodivergens.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD): Når indre kaos fører til ydre kontrol

OCD: Obsessiv-kompulsiv tilstand

(Når indre kaos fører til ydre kontrol)

Symptomer på OCD (obsessiv kompulsiv tilstand)

Ved obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) forstås en lidelse, præget af:

• Vedvarende tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

• Tankerne og handlingerne er ufrivillige, tidskrævende og tilbagevendende.

• Tankerne og handlingerne medfører ingen glæde eller nydelse.

• Personen forsøger ofte at bekæmpe indskydelserne uden held.

Symptomer, der knytter sig til tvangstanker:

• Idéer, tankebilleder eller indskydelser, som gentager sig på stereotyp vis.

• Tankerne kan være pinagtigt generende.

• Tankerne er tit aggressive, seksuelle eller handler om selvskade.

• Forsøg på at afvise tankerne er ikke succesfulde.

• Personen erkender tankerne som sine egne, selvom de er ufrivillige.

• Personen anser tankerne som sygelige.

Symptomer, der knytter sig til tvangshandlinger:

• Stereotyp adfærd, som gentages igen og igen.

• Handlingerne er ikke behagelige og tit ikke nyttige.

• Handlingerne er tit knyttet til at forhindre en usandsynlig frygtet begivenhed.

• Den frygtede begivenhed indebærer tit risiko for skade af personen eller andre.

• Personen anser selv adfærden som meningsløs og ineffektiv.

• Handlingerne neutraliserer tvangstankerne.

• Modarbejdelse af tilskyndelserne forværrer angsten.

• Handlingerne omhandler ofte bestemte temaer:

• Obsessiv rengøring eller håndvasken.

• Obsessiv organisation eller tællen.

• Obsessiv tjekken om døre er låst, lyset er slukket, ovnen er slukket etc.

• En følelse af ufuldendthed, hvis handlingen ikke udføres.

Personens grad af indsigt og erkendelse er vigtig i forhold til prognoser. Nogle gange ses udløsende begivenheder eller steder. Adfærden er nogle gange forbundet med undgåelse af panikanfald.

Dynamisk spekuleres der i, at lidelsen nogle gange skyldes begrænset udfoldelse pga. stærk forældrekontrol. Der foreligger tit sekundærgevinst. Desuden forekommer der tit rituel (magisk) adfærd. Tilstanden kan udvikles via fiksering (regression til et tidligere udviklingspunkt) eller fra tvangspræget personlighedsstruktur.

Træk fra den tvangsprægede personlighedsstruktur kan være fremherskende (for eksempel perfektionisme, overdrevet ansvar, overvurdering af trusler, intolerance for usikkerhed etc.). Den tvangsprægede struktur karakteriseres af bestemte træk: Hos personen er intellektet fremherskende i forhold til det emotionelle; personen er præget af ordentlighed og stædighed. Der forekommer tit angst for uorden og kaos. Personen foretrækker regelmæssigheder og rubricering. Nogle tvangsprægede mennesker skjuler evt. snavs og ragelse bestemte steder. Personen, som lider af problemet, er ofte plaget af pinefuld ubeslutsomhed. Uordentlighed og overskridelse af grænser vækker typisk angst. Personen er præget af frygt for at miste kontrollen og blive oversvømmet af ustrukturerede elementer.

Barndomsmæssigt ses ofte, at stærke behov for udfoldelse er blevet bremset i tidlige leveår via ros og trusler. Personen har ikke lært egne grænser at kende; derfor opleves sådanne fænomener som afskyelige. Der er i udviklingen af OCD tit både tale om arv og miljø; grundfaktorerne inkluderer tidlig intellektuel udvikling koblet med emotionel udvikling, der sakker bagud.

Obsessionerne er pinefulde, når de har aggressivt indhold: de repræsenterer forbudte behov og opleves uden mening for personen; hos psykotikere og borderline er ønskerne tættere på overfladen. Obsessioner bliver, modsat vrangforestillinger, opfattet som sygelige af personen selv.

Undladelse af tvangshandlingerne udløser angst; som forsvar er tvangsneurose en distraktion, men i grelle tilfælde mod psykotiske gennembrud. De fobiske træk udtrykker en organisering af tvangstankerne, og ved ægte fobi er der ingen forestillinger om, hvorfor angsten dukker op der.

Den magiske tankegang karakteriserer 2-3-årige og udtrykker en fiksering på grund af tryk fra ubevidste angstfremkaldende forestillinger.

De hyppigste forsvarsmekanismer ved OCD er affektisolering og intellektualisering; ved mildere tilfælde ses oftere reaktionsdannelse og forskydning.

Graden af emotionel hæmning og stivhed er vigtig, når man skal tænke i prognoser. Tilstanden udvikles ikke altid via tvangspræget karakter, men kan ses som regression til et tidligere stadium. Driften, som fortrænges ved mild tvangsneurose, er aggressivitet; personen har tit svært ved at føle og udtrykke varme eller kærlige følelser. Det er essentielt, om personen kan føle lidelse og smerte.

Mange blander OCD sammen med generaliseret angst, kropsdysmorfi, samlermani, trikotillomani, pica, hudplukning, spiseforstyrrelser (såsom anoreksi eller bulimi), impulsforstyrrelse, hypokondri, svær depressiv forstyrrelse, skizofrene vrangforestillinger, psykotiske forstyrrelser (for eksempel skizofreni) såvel som autisme. [WHO (1994/2018): F42, s. 104-105; APA (2013): Sec. 2, 300.3, pp. 237-239; Cullberg (1999): Kap. 12, s. 144-148]

Der indgår ofte enkelfobier i symptombilledet hos folk, der lider af OCD. Det kan for eksempel inkludere frygt for bakterier, snavs, rod, uorden etc. Derfor skal man altid undersøge enkelfobier i kontekst af personens øvrige problemer.

Man skal have tungen lige i munden, når man arbejder med klienter med OCD, især i de indledende samtaler. Fordi OCD-symptomer forekommer som forsvar mod psykotiske sammenbrud hos mennesker, der er svært depressive, traumatiserede, stressede, i kraftigt søvnunderskud etc. Problemet forekommer også især hos mennesker, der har øvrige lidelser, som påvirker personlighedsstrukturen, for eksempel emotionel ustabilitet/borderline, narcissisme eller dyssocialitet og skizotypi (selvom det ikke klassificeres som en personlighedsforstyrrelse i Danmark), så kræver det ekstrem grundighed i vurderingen, før man begynder at behandle de obsessiv-kompulsive symptomer. Hvis man fjerner disse hos en person, der har mikropsykotiske episoder, så forværrer man deres situation betydeligt.

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad) og tit en lav frustrationstolerance.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet. Misbruget eller afhængigheden kan på overfladen fremstå som hovedproblemet.

Behandling af OCD

OCD kan behandles ved brug af ren psykoterapi. 

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Omsorgssvigt: Når omsorgspersonerne fejler

Omsorgssvigt

(Når omsorgspersonerne fejler)

Beskrivelse af omsorgssvigt

I første omgang defineres omsorgssvigt normalt som "fravær af omsorg". En definition af begrebet om omsorgssvigt kræver således, rationelt nok, at man til en vis grad forstår, hvad "omsorg" overhovedet handler om.

Hvad er omsorg?

Ved omsorg forstås overordnet evnen til at "kunne tage vare på" eller "tage ansvar for" et andet menneske. Omsorg beskriver den situation, hvor en voksen føler tilknytning til barnet, en tilknytning som foranlediger, at personen søger at sikre barnets overlevelse, udvikling og tryghed. [Brørup et al (1999): Kap. 3, s. 61]

Omsorg er en særlig relation, hvori det ene menneske retter sin opmærksomhed mod det andet menneske og handler på en måde, som dette menneske har brug for. I omsorgen tjener det ene menneske det andets velbefindende. Det grundlæggende er omtanke, opmærksomhed, lydhørhed, indfølingsevne og imødekommenhed. Dertil kommer interessen for, og engagementet i, det andet menneske.

Ved omsorgsbehov forstås barnets behov for et voksent menneskes opmærksomhed, interesse og sensitivitet og lydhørhed over for barnets udtryk og signaler, og som vil handle ud fra omsorgen for at sikre dets velbefindende og udvikling. [Hansen et al (1971/1993): s. 279]

Heraf kan vi udlede, at omsorgssvigt, i relationen mellem voksne og børn indebærer omsorgspersonens manglende evne til at tage vare på barnet, manglende evne til at tage ansvar for barnet og en manglende tilknytningsfølelse hos omsorgspersonen, der ellers ville gøre barnets overlevelse, udvikling eller tryghed til højeste prioritet.

Tilstrækkelig omsorg: tre punkter

Vi kan zoome mere ind på begrebet om omsorg. Omsorg ses undertiden opdelt i tre væsentlige kategorier, som udgør begrebet tilstrækkelig omsorg. Vi har allerede berørt disse faktorer i ovenstående tekst. De tre punkter er:

(1) Pasning, pleje og tilsyn og overvågning

Omsorg indebærer kvalitativt tilstrækkelig pasning og pleje af barnet, hvor især tilsyn og overvågning indgår som bestanddele. Omvendt indebærer omsorgssvigt på dette punkt, at barnet ikke passes eller plejes, eller at barnet ikke overvåges tilstrækkeligt.

Eksempler på svigt: Barnet får ikke nok at spise, barnet fryser i hjemmet, barnet bliver ikke vasket tilstrækkeligt, barnet efterlades alene i for lang tid ad gangen.

(2) Stimulation og aktivering

Omsorg indebærer en kvalitativt tilstrækkelig stimulation af barnet, hvor især aktivitetsniveau, indhold og barnets intellektuelle udvikling er centrale. Omsorgssvigt indebærer, at barnet ikke stimuleres i passende grad. Det skal siges, at det både kan inkludere for lidt og for meget aktivitet omkring barnet.

Eksempler på svigt: Barnet interagerer ikke nok med de voksne, der bliver ikke talt nok til barnet, barnet undervises ikke i ord og fakter.

(3) Tilknytning

Omsorg indebærer tilstrækkelig tilknytning, hvor emotionel udvikling, tryghed og tillid er centrale. Omsorgssvigt indebærer, at tilknytningen ikke bliver tryg, men at den bliver utryg. Den kan være utryg på tre forskellige måder: undvigende, ambivalent eller desorganiseret.

Yderligere fire kategorier

Vi har nu udfoldet det basale i begrebet om omsorg og omsorgssvigt. Men der findes også en anden, og mere præcis, måde at anskue det på. Denne tilgang tager udgangspunkt i to begrebspar: Omsorgssvigtet kan både være fysisk og psykisk, og det kan være aktivt og passivt. Det giver anledning til fire øvrige kategorier af omsorgssvigt.

(a) Aktivt fysisk omsorgssvigt

Ved aktivt fysisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne direkte skader barnet fysisk, for eksempel ved at slå, nive eller skubbe. Det kaldes også mishandling. Omsorg indebærer altså, at man ikke mishandler barnet.

(b) Passivt fysisk omsorgssvigt

Ved passivt fysisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne ignorerer barnets tarv og behov i en sådan grad, at barnets helbred trues, or eksempel ved at sætte barnet på gaden, ikke give dem mad nok eller lade dem bo i sundhedsskadelige omgivelser. Det kaldes også for vanrøgt. Omsorg indebærer altså, at man forsyner barnet med et trygt miljø, tilstrækkelig nærende føde etc.

(c) Aktivt psykisk omsorgssvigt

Ved aktivt psykisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne udsætter barnet for skadelige handlinger, der ikke er af fysisk karakter, for eksempel at barnet udsættes for psykisk vold eller manipulation, trues, nedgøres, bliver ignoreret eller passes af uansvarlige stedfortrædere, for eksempel psykisk voldelige bedsteforældre. Omsorg indebærer altså, at barnet ikke udsættes for den slags nedgørelse eller fanges i en giftig stemning.

(d) Passivt psykisk omsorgssvigt

Ved passivt psykisk omsorgssvigt forstås, at omsorgspersonerne er ude af stand til at være psykisk nærværende, ikke er i stand til at aflæse barnets signaler eller ikke viser den fornødne kærlighed eller ømhed. Typisk er forældrene her psykisk syge eller misbrugere. Omsorg indebærer altså, at barnets behov og signaler bliver læst i en tilstrækkelig grad.

Konsekvenser af omsorgssvigt

Omsorgssvigt kan blandt andet resultere i, at barnet senere i livet får problemer med at udtrykke sine følelser, kommer til at lide af personlighedsforstyrrelser eller har en lav frustrationstærskel. Det kan være svært at behandle, når det følger med i voksenlivet. [Fjordbak (2016): Kap. 3, s. 63-64] Dertil kan også nævnes lavt selvværd, affektiv dysregulering, mentaliseringsproblemer eller identitetsproblemer.

Opsamling: Hvad er omsorgssvigt

Et "worst case scenario" indebærer altså følgende: at omsorgspersonen ikke har kunnet tage vare på eller ansvar for barnet, og at barnets overlevelse, udvikling og tryghed ikke blev sikret tilstrækkeligt. Barnet er ikke blevet passet og plejet; barnet er ikke blevet tilset og overvåget (1). Barnet er ikke blevet stimuleret og aktiveret (2). Barnet har ikke været tilknyttet på en tryg vis, blev hæmmet i sin emotionelle udvikling og udviklede mistillid (3). Barnet er blevet mishandlet fysisk (a). Barnet er blevet vanrøgtet (b). Barnet er blevet udsat for psykisk vold (c). Barnet er blevet passet af mennesker, der ikke kunne aflæse signaler, vise kærlighed eller omsorg, og som derfor ikke har kunnet opfylde dets behov. (Heldigvis ses sådanne ekstreme tilfælde ikke så ofte længere.)

Mildere omsorgssvigt kan føre til prædisponering for at udvikle problemer med angst, depression, OCD eller øvrige problemer. Meget alvorlige omsorgssvigt kan føre til alvorlige psykiske problemer, som påvirker personlighedens måde at fungere på, som nævnt ovenfor, deriblandt i den lettere ende, ængstelig/evasiv personlighedsstruktur, tvangspræget personlighedsstruktur, dependent personlighedsstruktur eller mildere tilfælde af histrionisk personlighedsstruktur. Dog ses også, i den slemmere ende, emotionelt ustabil personlighedsstruktur, dyssocial personlighedsstruktur, narcissistisk personlighedsstruktur, skizoid personlighedsstruktur eller paranoid personlighedsstruktur. Dertil ses også risiko for at udvikle skizotypisk sindslidelse, skizofreni, skizo-affektiv forstyrrelse, PTSD eller øvrige alvorlige problemer.

Præcisering

Man skal for en god ordens skyld nævne, at omsorgssvigt kræver et mønster af den upassende adfærd fra omsorgspersonerne. Det er ikke nok at udpege individuelle begivenheder, hvor barnet for eksempel blev svigtet på ét af punkterne. Et barn tager ikke permanent skade af ikke at få nok at spise en enkelt dag. Men hvis det varer ved, så kan der opstå et svigt, som resulterer i skade på barnets psyke (og krop).

Præcisering, igen

Der findes mange andre tegn på omsorgssvigt. Og det skal også siges, at man sagtens kan udvikle ovenstående problemer uden at have været udsat for omsorgssvigt.

Afslutning

Her på bloggen vil jeg i kommende tid skrive en serie af indlæg, der relaterer sig til begrebet om omsorgssvigt. Du kan også overveje at læse mit blogindlæg om utryg tilknytning.

Omsorgssvigt fra barndommen kan behandles ved brug af psykoterapi. Jeg har behandlet mange mennesker med sådanne prægninger. Prognoserne plejer at være gode.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur:

• Brørup, Mogens / Hauge, Lene / Lyager Thomsen, Ulrik: Den nye psykologihåndbog. København: Nordisk Forlag A/S, 1999. 2. udgave, 1. oplag. ISBN: 87-00-39756-3.
• Fjordbak, Jan: Psykologi og kommunikation. COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling / Kommuneforlaget A/S, 2016. 3. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7424-861-3.
• Hansen, Mogens / Thomsen Poul / Varming, Ole: Psykologisk-pædagogisk ordbog. Samlerens Bogklub. København: Nordisk Forlag A/S, 1971. 9. udgave, 1993. ISBN: 87-00-54217-2.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse: Når trodsigheden taler

Oppositionel adfærdsforstyrrelse

(Når trodsigheden taler)

Symptomer på oppositionel adfærdsforstyrrelse

Ved oppositionel adfærdsforstyrrelse forstås en form for adfærdsforstyrrelse, der er præget af:

• Udtalt lydighedsnægtelse.

• Aktiv eller passiv trodsighed.

• Fjendtlig adfærd.

• Modstand mod at følge regler.

• Tendens til at være argumentativ med autoritetsfigurer.

• Irritabelt humør, vrede og bitterhed.

• Bevidst irritation af andre.

• Bebrejdelse af andre for personens egne fejl eller dårlige adfærd.

• Tendens til hævngerrighed eller ondskabsfuldhed.

• Flere forekomster af adfærden om ugen.

Forstyrrelsen optræder mest hos mindre børn og omfatter ikke mere ekstreme former for aggressiv eller dyssocial adfærd. Alvorsgraden angives efter, hvor mange miljøer problemet forekommer i. [WHO (1994/2018): F93.3, s. 177; APA (2013): Sec. 2, 313.81, pp. 462-463]

Læs eventuelt mere om adfærdsforstyrrelser, dyssocial personlighedsstruktur eller anomi. Der ses også eksempler på trodsighed, som mere er beslægtet med ubehag hos mennesker med neurodivergens, for eksempel autisme-spektrum-forstyrrelse eller AD(H)D.

Oppositionel adfærdsforstyrrelse indikerer affektiv dysregulering og lav frustrationstolerance.

For langt de fleste børns vedkommende er der tale om en fase, hvori barnet reagerer på egen udvikling sammenstillet med stigende krav fra omverdenen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Panikangst: Når alarmsystemet overopheder

Panikangst

(Når alarmsystemet overopheder)

Symptomer på panikangst

Ved panikangst forstås en forstyrrelse, præget af:

• Tilbagevendende anfald af svær og panisk angst.

• Anfaldene inkluderer en pludselig stigning af intens frygt eller ubehag.

• Anfaldet når normalt et klimaks indenfor få minutter.

• Anfaldene kan være forbundet med specifikke udløsende situationer.

• Anfaldene er ofte ikke begrænsede til særlige situationer eller omstændigheder.

• Anfaldene optræder ofte uforudsigeligt og uventet fra en rolig tilstand.

• Anfaldene kan også opstå fra en ængstelig tilstand.

• Uvirkelighedsfølelse i forbindelse med anfaldet.

• Frygt for at miste kontrollen.

• Frygt for at blive sindssyg.

• Frygt for at besvime.

• Eventuel dødsangst.

• Bekymring for at få flere panikanfald.

• Bekymringer omkring, hvad anfaldene betyder.

• Katastrofetanker.

Hyppighed af anfaldene:

• Moderat panikangst indebærer ét anfald om ugen.

• Svær panikangst indebærer panikanfald de fleste dage.

• Problemet skal have varet en måned.

Kropslige symptomer ved panikanfald:

• Hjertebanken.

• Trykken i brystet.

• Kvælningsfornemmelse.

• Rysten.

• Svimmelhed.

• Sveden.

• Kvalme.

• Uro i maven.

• Kuldegysninger.

• Hedeture.

• Følelsesløshed i kroppen.

• Prikkende fornemmelser.

Der opstår en ond cirkel, hvor de udløsende stimuli, den oplevede trussel, de ængstelige forventninger, de kropslige fornemmelser og katastrofetankerne om reaktionen sammen forværrer tilstanden. Typisk vil øget opmærksomhed på de kropslige reaktioner også forværre katastrofetankerne, som igen forværrer angsten.

Mange blander panikangst sammen med socialfobi, enkelfobi, generaliseret angst, dependens, evasiv personlighedsstruktur, traumer, PTSD, separationsangst og OCD. (Panikangst kan forekomme som delsymptom ved alle disse.) [WHO (1994/2018): F41.0, s. 100-101; APA (2013): Sec. 2, 300.01, pp. 208-210; Cullberg (1999): Kap. 10, s. 117; Hougaard (1998): Kap. 3, s. 174-177]

Panikangst er altid et symptom på noget andet, for eksempel, som nævnt ovenfor, delsymptom ved angst. Man ser også angstanfald som et muligt delsymptom ved svær stress.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere mod problemet. 

Mennesker, der lider af angstlidelser, er plaget af affektiv dysregulering (besvær med at regulere nedad). Det gælder især ved panisk angst. Der ses også tit en lav frustrationstolerance.

Behandling af panikangst

Psykoterapi er ofte effektiv som behandling af panikangst. Panikangst behandles typisk på overfladen ved brug af bestemte teknikker, der skaber afstand til og kontrol over symptomerne. I dybden kræver sand helbredelse, at man finder årsagen til anfaldene og får dem bearbejdet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Hougaard, Esben et al (red.): Psykoterapiens hovedtraditioner - En indføring i psykoanalytisk, oplevelsesorienteret, kognitiv, systemorienteret og integrativ psykoterapi. Dansk Psykologisk Forlag A/S, 1998. 1. udgave, 6. oplag 2008. ISBN: 978-87-7706-228-5.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Parafili: Når vores seksualitet afviger fra normen

Parafili

(Når vores seksualitet afviger fra normen)

Symptomer på parafili

Ved parafili forstås en gruppe af seksuelle "afvigelser", præget af:

• Atypiske seksuelle behov eller lyster, som afviger fra "normen".

• Forkærlighed for bestemte aktiviteter, der er "specielle".

• Tilstedeværelse af bestemte, udprægede kinks eller fetishes.

En nyere tilføjelse (der specificerer problemområder):

• Den atypiske seksuelle udfoldelse skaber problemer.

• Lysterne går på en eller anden måde ud over det hensigtsmæssige.

• Lysterne eller adfærden skaber betydelige frustrationer.

• Frustrationerne kan påvirke personen selv eller andre.

• I værste tilfælde indeholder lysterne et "offer" (ingen samtykke).

Begrebet "parafili" kan altså bruges på to måder: (1) Som betegnelse for en kink, fetish eller seksuel forkærlighed for noget specielt. (2) Som en problematisk afvigelse, der er uhensigtsmæssig.

I første brug af begrebet er det ikke problematisk, men bare "anderledes". I den anden brug af begrebet er en parafili altid problematisk.

Jeg bruger i dette blogindlæg i første omgang ordet "parafili" bredt til at betegne alle former for udbredte seksuelle forkærligheder, både uskadelige og skadelige. I sidste ende er det kun bestemte parafilier, der kan klassificeres som mentale problemer.

Denne kategori adskiller sig fra seksuelle forstyrrelser, der er mere funktionelle af karakter. De seksuelle forstyrrelser omfatter for eksempel rejsningsbesvær eller manglende sexlyst.

Nedenfor er der tilføjet en række specifikationer, der kan beskrive typen af kink, fetish eller parafili.

(1) Partialisme (kropsdele):

• Seksuelt fokus på specielle eller atypiske kropsregioner.

• Det kan diskuteres, hvad der er "ikke-seksuelle" regioner.

• Teknisk set er alt andet end kønsdele "ikke-seksuelle".

Eksempler på partialisme:

• Mazofili: Forkærlighed for bryster.

• Pygofili: Forkærlighed for bagdelen.

• Orisofili: Forkærlighed for læber.

• Cheirofili: Forkærlighed for hænder.

• Alvinofili: Forkærlighed for maven.

• Crurofili: Forkærlighed for ben.

• Podofili: Forkærlighed for fødder.

• Maschalagnia: Forkærlighed for armhuler.

• Trichofili: Forkærlighed for hår.

(Partialisme er yderst udbredt, især hos mænd.)

(2) Objektfetishisme:

• Behov for seksuel omgang ifm. brug af bestemte genstande/materiale.

Eksempler på genstande/materiale:

• Silke, fløjl eller andet blødt materiale.

• Gummimateriale, latexmateriale.

• Uniformer, kostumer, bestemt beklædning.

• Sko, støvler, strømpebukser, sokker.

• Kulde- eller varmeinducerende genstande.

• Metallisk materiale, glasmateriale.

• Genstande anvendt: dildoer, pisk, håndjern, gabestok etc.

(3) Situationel fetishisme:

• Behov for bestemte situationer eller imiterede situationer.

• Sex med risiko for at blive opdaget.

• Sex med upassende konnotationer (f.eks. utroskab, stor aldersforskel).

• Sex med asymmetrisk magtfordeling (f.eks. masochisme).

• Sex med elementer af rollespil (f.eks. chef/ansat, lærer/studerende).

(4) Lokalitetsorienteret fetishisme:

• Behov for seksuel aktivitet på bestemte lokaliteter eller steder.

Eksempler på steder:

• I køkkenet.

• I skoven.

• I haven.

• På stranden.

• I parker.

• På offentlige steder.

• På arbejdspladser.

• I kopirummet.

• På lagereret.

• På skolen.

• På kirkegårde.

• På chefens kontor.

• På gaden.

• I andres huse.

• På parkeringspladser.

• I biler, busser, toge etc.

• På klubber, diskoteker eller barer.

• I banken.

• I kirken.

• På lægeklinikken eller hospitalet.

• I fængslet.

• På politistationen.

(5) Tiltrækning af bestemte typer mennesker (og andet):

• Abasiofili: Tiltrækning af fysisk handicappede mennesker.

• Acrotomofili: Tiltrækning af mennesker med amputationer.

• Adiopofili: Tiltrækning af overvægtige mennesker.

• Androfili: Tiltrækning af mænd.

• Andromimetofili: Tiltrækning af transkønnede mænd.

• Anililagnia: Tiltrækning af ældre kvinder.

• Gerontofili: Tiltrækning af ældre mennesker.

• Gynandromorfofili: Tiltrækning af transkønnede kvinder.

• Gynefili: Tiltrækning af kvinder.

• Hybristofili: Tiltrækning af stærkt kriminelle, især voldelige.

• Hebefili: Tiltrækning af børn i tidlig pubertet.

• Infantofili: Tiltrækning af børn under fem år.

• Maisesiofili: Tiltrækning af gravide kvinder.

• Nekrofili: Tiltrækning af lig / døde mennesker.

• Pædofili: Tiltrækning af børn under pubertetsalder.

• Teratofoli: Tiltrækning af deforme mennesker.

• Xenofili:  Tiltrækning af eksotiske mennesker og kulturer.

• Zoofili: Tiltrækning af ikke-menneskelige dyr.

(Åbenlyst er flere af disse problematiske.)

(6) Tiltrækning af bestemte objekter/situationer (et nærmere blik):

• Asphyxiofili: Ophidselse i forbindelse med at blive kvalt eller kvæle.

• Algolagnia: Ophidselse i forbindelse med smerte i kønsdele.

• Amaurofili: Ophidselse i forbindelse med ikke at kunne se.

• Antropofagisme: Ophidselse i forbindelse med at indtage menneskekød.

• Autoandrofili: Ophidselse i forbindelse med fantasier om at være en mand.

• Autassassinofili: Ophidselse i forbindelse med farlige situationer.

• Autogonastifili: Ophidselse i forbindelse med at blive filmet/være på scene.

• Autogynefili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være en kvinde.

• Autopædofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være et barn.

• Biastofili/raptofili: Ophidselse i forbindelse med voldtægt.

• Ble-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at bære ble.

• Bondage: Ophidselse i forbindelse med at blive bundet.

• Candaulisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sin partner for andre.

• Capnolagnia: Ophidselse i forbindelse med rygning.

• Chremastistofili: Ophidselse i forbindelse med at blive røvet eller bestjålet.

• Cuckolding/troilisme: Ophidselse i forbindelse med at se partner med en anden.

• Dakryfili: Ophidselse i forbindelse med gråd under sex.

• Emetofili: Ophidselse i forbindelse med opkast.

• Eproctofili: Ophidselse i forbindelse med tarmluft.

• Erotofonofili: Ophidselse i forbindelse med med mord.

• Exhibitionisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sig for andre.

• Fecofili/scatofili: Ophidselse i forbindelse med afføring.

• Feederisme: Ophidselse i forbindelse med fodring og vægtforøgelse.

• Fornifilia: Ophidselse i forbindelse med at blive brugt/bruge andre som møbel.

• Fribrug: Ophidselse i forbindelse med at blive "brugt" seksuelt.

• Frotteurisme: Ophidselse i forbindelse med at gnubbe sig imod andre (uden samtykke).

• Hoplofili: Ophidselse i forbindelse med skydevåben.

• Katopronofili: Ophidselse i forbindelse med at spejle sig.

• Kleptofili: Ophidselse i forbindelse med tyveri eller at stjæle.

• Klismafili: Ophidselse i forbindelse med lavementer.

• Kronofili: Ophidselse i forbindelse med store aldersforskelle.

• Laktofili/galaktofili: Ophidselse i forbindelse med brystmælk eller dien.

• Liquidofili: Ophidselse i forbindelse med at have kønsdele i væske.

• Masochisme: Ophidselse i forbindelse med ydmygelse, lidelse, mishandling etc.

• Materialefetishisme: Ophidselse i forbindelse med materiale, fx gummi, læder.

• Mechanofili: Ophidselse i forbindelse med maskiner, især biler.

• Menofili: Ophidselse i forbindelse med menstruation.

• Morphofili: Ophidselse i forbindelse med bestemte kropsformer og størrelser.

• Mucofili: Ophidselse i forbindelse med slim.

• Mysofili: Ophidselse i forbindelse med snavs eller beskidte ting.

• Narratofili: Ophidselse i forbindelse med obskøne ord ("dirty talk").

• Odaxelagnia: Ophidselse i forbindelse med at bide eller blive bidt.

• Olfaktofili: Ophidselse i forbindelse med ubehagelige lugte.

• Omorashi: Ophidselse i forbindelse med, at der tisses i bukserne.

• Parafilisk infantilisme: Ophidselse i forbindelse med med at lege baby.

• Partialisme: Ophidselse i forbindelse med med kropsdele (se ovenfor).

• Piktofili: Ophidselse i forbindelse med porno eller erotisk kunst.

• Piquerisme: Ophidselse i forbindelse med at penetrere andres hud.

• Pyrofili: Ophidselse i forbindelse med ild (jf. pyromani).

• Pædovestisme: Ophidselse i forbindelse med at klæde sig barnagtigt.

• Sadisme: Ophidselse i forbindelse med at kontrollere, påføre andre lidelser eller ydmygelse.

• Salirofili: Ophidselse i forbindelse med at besmudse andre.

• Sitofili: Ophidselse i forbindelse med situationer med mad.

• Sko-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med sko (specielt højhælede).

• Somnofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at sove under sex.

• Sthenolagnia: Ophidselse i forbindelse med muskler og styrke.

• Stigmatofili: Ophidselse i forbindelse med kropspiercinger og tatoveringer.

• Symforofili: Ophidselse i forbindelse med at bevidne eller arrangere katastrofer.

• Knismolagnia: Ophidselse i forbindelse med at kilde eller selv blive kildet.

• Transvestisk fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at påføre sig det andet køns tøj.

• Timofili: Ophidselse i forbindelse med rigdom og social status.

• Urolagnia: Ophidselse i forbindelse med urinering.

• Voyerisme: Ophidselse i forbindelse med at se andre nøgne eller have sex.

(Flere af disse er åbenlyst også problematiske.)

[WHO (1994/2018): F65.0-4, s. 148-149; APA (2013): Sec. 2, 302.2-4, 302.8x, pp. 689-695, Wikipedia]

De problematiske parafilier

Det burde fremgå at visse af disse ovenstående parafilier er skadelige, ulovlige eller har et offer. Derfor er de moralsk problematiske og personen bør gå i behandling for det. Når parafilien kræver, at der er en person, der udsættes for noget, de ikke giver (eller ikke kan give) samtykke til, er der tale om en problematisk lyst.

Det kan også være, at de seksuelle lyster er begyndt at fylde for meget, kommer i vejen for et godt samliv eller på anden måde generer personen eller andre. I så fald kan alle de ovennævnte kinks eller fetishes blive "for meget".

Det er også en mulighed, at personen skammer sig meget over sine seksuelle lyster. I nogle tilfælde er der tale om en skam, der er ude af proportion, måske på grund af lavt selvværd eller skyld. I andre tilfælde er der en reel grund til skammen, der er forståelig nok.

De uproblematiske parafilier

Men i langt de fleste tilfælde er en kink eller fetish ganske neutral eller godartet. Mange betragter kinks som en mulighed for at fordybe sig i alternative seksuelle glæder. En kink kan være en kilde til megen tilfredsstillelse.

Vi bør ikke udskamme folk, der har uskadelige kinks.

Sexpositivet er en god ting

Det er komplet normalt at have en kink eller fetish. Næsten alle har et eller andet "specielt", der får deres hjerte til at banke lidt hurtigere. Vi er heldigvis også på vej mod et samfund, der er mere "sexpositivt" og giver rum til at folk kan have forskellige lyster. I sig selv er der således ingenting galt med at have en kink eller fetish eller bestemte seksuelle lyster, der "afviger" fra normen. At "afvige" betyder ikke at være "afsporet" eller "forkert". Der er ikke tale om en parafili hvis lysterne kan inkorporeres med seksuelt kompatible personer, som nyder eller i det mindste ikke lider mismod over aktiviteterne.

Det er også derfor, at mange ikke bruger begrebet "parafili" om uproblematiske kinks eller fetishes. Såkaldt kink-shaming er ved at gå af mode.

Sexpositivitet kan også tage overhånd

Det er vigtigt at fremhæve, at det "parafiliske" betyder, at adfærdens atypiske karakter skaber problemer, gener, frustrationer eller skader parterne, deriblandt enten personen selv, seksuelle partnere eller begge. For at skabe en genvej, fremhæver jeg om og om igen, at der ikke må være et "offer" i aktiviteterne. Aktiviteterne skal være frivillige og ikke opstået gennem for eksempel psykisk vold eller manipulation. En ret sikker markør er, om personen oplever stærke negative følelser i forbindelse med sin seksualitet. Er der en ubalance? En uproblematisk kink eller fetish føles behagelig. Den ledsages ikke af en mørk skygge. Når vi kan mærke, at der er noget "galt", bør vi stoppe op og reflektere.

Læs eventuelt mere om seksuelle forstyrrelser.

Behandling af parafilier

Kinks og fetishes er i langt de fleste tilfælde ikke noget, man skal behandles for. Men i visse tilfælde er de behandlingskrævende.

Hvis der blot er tale om en kink, der tager overhånd, kan psykoterapi, både individuel terapi og parterapi være en god idé. I dette tilfælde er der tale om kobling mellem terapi og sexologi. Det fungerer normalt bedst, når der er en fast seksuel partner at "træne" med. Det vil ofte tage form af en slags adfærdsterapi, der nænsomt omformer sexlivet. Her er der ofte øvrige problemer, der bliver adresseret i samme ombæring. Formålet kan være at reducere kinkens pladsoptag eller at helt udslukke den.

Når der er tale om en "negativ" parafili, en uhensigtsmæssig, generende og/eller moralsk problematisk lyst, er det også nærliggende at behandle det med psykoterapi. Man kan i mange tilfælde opnå en ny forståelse gennem fordomsfri analyse af problemet, og dernæst kan man gennem adfærdsterapi arbejde med at omprogrammere funktionaliteten mere grundlæggende. Det kræver ekstremt meget tillid at afsløre seksuelt afvigende lyster, der direkte er skadelige for andre. Derfor er der mange, der vælger at "kæmpe" med det selv.

Parafilier kan inkludere en stor mængde skam. Det gælder faktisk mange former, selv mange af de udskadelige. Men skamfuldheden er især stærk, når der er tale om impulser til seksuelle akter, der kan kaldes umoralske. Her er det vigtigt at huske, at man ikke bliver til tyv af impulsen til at stjæle, men at tyven defineres af selve tyveriet. Ligeledes gælder det med udlevelsen af seksuelle impulser. Vi defineres ikke kun af vores lyster, men også om vi udlever dem én til én.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Paranoid personlighedsstruktur: Når vagtsomhed er en grundindstilling

Paranoid personlighedsstruktur

(Når vagtsomhed er en grundindstilling)

Symptomer på paranoid personlighedsstruktur

Ved paranoid personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af følgende træk:

• Udtalt selvhenføringstendens (tendens til at sætte sig selv i centrum).

• Mistroiskhed, mistillid og mistænksomhed.

• Mistanke om, at andre vil udnytte, skade og bedrage.

• Uberettiget tvivl om andres loyalitet og troværdighed.

• Sygelig og ubegrundet jalousi, eksempelvis om partneres troskab.

• Modvillighed mod at betro sig på grund af frygt for ondsindet misbrug af information.

• Hypervigilans (agtpågivenhed), afskærmende adfærd og hemmelighedsfuldhed.

• Udtalt overfølsomhed for nederlag og afvisning.

• Rugen over mulige fornærmelser.

• Mistydning af neutrale eller venlige handlinger som værende fjendtlige eller nedgørende.

• Tendens til at bære nag eller være utilgivende.

• Aggressiv og vedholdende sans for egne rettigheder, tendens til konfrontationer.

• Tendens til at være stædig, stridbar, rethaverisk og argumentativt indstillet.

• Tendens til at opfatte sin karakter som under angreb, selvom andre ikke kan se det.

• Overdreven følelse af eget selvværd og tendens til selvretfærdighed.

• Tendens til at være svær at komme overens med.

• Tendens til problemer i nære relationer.

• Tendens til overbeklagende adfærd og bebrejdelse af andre.

• Emotionel kulde og fokus på objektivitet og rationalitet.

• Besvær med at samarbejde med andre.

• Tendens til at være optaget af magt og rang.

• Optagethed af konspirationsteorier.

• Tiltrækning af simple verdensformuleringer, undgåelse af flertydighed.

• Kan indgå i kultiske sammenhænge med andre, der deler et særligt trossystem.

Der kan eventuelt forekomme mikropsykotiske træk. Personen, der er blevet paranoid, kan eventuelt komme med anklager af personlig art og blive meget konfronterende.

Paranoia indgår også i for eksempel skizofreni og kan også indgå i skizo-affektiv forstyrrelse.

Kognitivt ser man hos paranoide mennesker overudviklede områder angående vagtsomhed, mistillid og mistænksomhed; man ser omvendt underudviklede områder angående sindsro, tillid og accept. [WHO (1994/2018): F60.0, s. 136-137; APA (2013): Sec. 2, 301.0, pp. 649-651; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158]

Når vi taler om en paranoid personlighedsstruktur, så er der tale om en ekstremt udtalt egenskab, som præger hele personens måde at være i verden på. Personen er ofte præget fra barndommen og er utrygt tilknyttet. Lidelsen placeres på det præpsykotiske spektrum. Paranoiaen er normalt mindre udtalt end ved fuldblæst psykose.

Der er altid mening i "galskaben". Paranoia kommer altid et sted fra. Og selvom mistankerne kan virke komplet virkelighedsfjerne og absurde, så er der gode grunde til, at mennesker udvikler denne form for mistillid.

Paranoia ses også hos mennesker, der lider af angst, for eksempel mennesker, der er præget af traumer, og eksempelvis lider af posttraumatisk belastningsreaktion.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.