Skilsmissens psykiske nedfald
(Når der er smerte, bitterhed og stress)
"Nogle tror, at dét at holde fast og holde ud er tegn på styrke. Men der er tidspunkter, hvor det tager endnu mere styrke at vide, hvornår man skal give slip og så gøre det."
(Ann Landers)
Når ægteskabet afsluttes
Der er nogle gange amoriner i luften; hjertet banker, kærligheden bruser i vores vener. Og andre gange er der det modsatte; hjertet bliver til et stykke mekanik, kærligheden bruser ikke længere. Enten mister vi lidenskaben eller også begynder vores personligheder at støde mod hinanden. Vi kender efterhånden til hinandens klagepunkter, men ingen af os rykker den anden i møde. Bruddet kommer. Vi kan mærke det nærme sig. Vi kan mærke, at det sker. Men intet kunne forberede os på den følelse, der fulgte.
Du læser nok det her, fordi du enten selv har undergået en skilsmisse, er ved at varme op til det eller er bekymret for det. Eller måske har du en nærtstående, der har gennemgået en skilsmisse eller måske skal i gang med en.
Skilsmissen er ofte en særlig svær ting, uanset om vi overordnet er tilfredse med bruddet eller ej.
Så lad os starte med at kigge nærmere på det.
Ægteskabet og romantikkens sammenbrud
Vi kender vel alle til den klassiske romantiske forestilling om ægteskabet. Og uanset hvor uromantiske vi måske mener at vi er, kan vi vel ikke helt unddrage os at overtage i det mindste noget af det romantiske billede, også selvom det kan virke relativt "gammeldags".
Ægteskabet er, ifølge den gængste forestilling, en pagt mellem to mennesker, hvori de giver sig selv til hinanden, lover hinanden troskab, loyalitet og varig kærlighed. Det er noget at fejre, noget at glæde sig over. Det er en livsbegivenhed. Der ligger en bestemt indlejret substans i pagten, vi indgår, når vi skal giftes: Et ægteskab er "for evigt". Det skal vare til "døden os skiller", det skal foregå både i "medgang og i modgang". I ægteskabet danner vi et bånd. Et ubrydeligt bånd. Vi binder os til hinanden. To sjæle forenes. To individer bliver til "ét kød". Vi forpligter os til hinanden. Vi giver hinanden forrang, førsteplads og førsteprioritet.
Ægteskab er en forpligtelse. Da jeg under min uddannelse på universitetet skrev en (indrømmet, knastør) afhandling om Wesley Hohfelds rettighedsanalyse, husker jeg hæfte mig ved at forpligtelsen altid korrelerer med et krav. At forpligte sig er, at give den anden lov til at kræve. I ægteskabet betyder det, at vi blandt andet kræver den andens kærlighed, tid, opmærksomhed, respekt, engagement, nærvær, hjælp, tjenester, romantiske aspirationer og seksualitet. Kravet er gensidigt; vi forpligter os også på at give disse ting. Men i rettighedsrelationen ligger også muligheden for at give afkald på dette krav.
Det er ikke altid nemt at "give afkald".
I indgåelsen af ægteskabet er vi normalt forelskede, vi er glade, vi er lykkelige, vi er optimistiske, positive, håbefulde, entusiastiske og måske endda naive. Kærligheden virker så solid og ubetinget. Vi er slet ikke forberedte på den førnævnte "modgang", der uundgåeligt truer i horisonten. Og vi er bestemt ikke af den overbevisning, at modgangen, hvadend den kunne bestå i, kan true det ægteskabelige bånd.
Vi forestiller os at vokse sammen, i begge udtrykkets mulige betydninger. At for det første vokse sammen til én helhed; og for det andet at vokse i samme retning, næsten som to slyngplanter, der er uadskillelige og snor sig om hinanden, imens de kravler op ad husmuren. Vi forestiller os, at blive gamle sammen. Og vi forestiller os at vi kun kan blomstre sammen, sågår visne sammen.
Vi havde ingen ægte idé om modgangens egentlige muligheder, ingen forestilling om modgangens sande manifestationer og natur. For ting bliver unægteligt svære i et parforhold. Og her kan en pagt, et dokument, ikke altid sikre båndets overlevelse. Ja, i visse tilfælde kan det endda føles som om, at ægteparret lever sammen for dokumentets skyld.
Skilsmisse som fænomen går imod de flestes opfattelse af ægteskabet som et ubrydeligt bånd. Skilsmissen modsiger i sin essens alle disse principper, vi frivilligt skrev under på, da vi blev viet. Vi skrev jo under på det, fordi vi troede på det.
Selvet ordet "skilsmisse" vækker da også en alvorlig genklang i mange mennesker. Det er næsten tabubelagt. Et grimt ord. Et voldsomt ord. Det lyder så definitivt. Det virker så drastisk.
Skilsmisse betyder jo, at et ægtepar går fra hinanden, fysisk, emotionelt, psykisk og juridisk. At blive skilt indebærer, at man skærer det bånd over, der blev dannet, da man blev gift.
Det juridiske og legale brud, hvori de optjente rettigheder, man indstiftede ved ægteskabets dannelse, bliver både et reelt og symbolsk tegn på, at disse problemer ikke kan løses. Vi har givet op. Vi vil ikke mere. Vi tror ikke længere på det. Vi kaster håndklædet i ringen. Vi giver, som Hohfeld ville sige, afkald på kravet og nægter at forpligte os i fremtiden.
At kappe båndet har ofte betydeligt mentalt eller psykisk nedfald for begge parter. Skilsmisse er derfor et af de emner, der ofte bliver bragt op i et terapilokale og kan blive et tilbagevendende omdrejningspunkt i et forløb.
Langt de fleste mennesker har ubearbejdede negative følelser og tanker, der hænger i luften efter et betydningsfuldt brud med en partner. Skilsmissen er ofte på nogen vis værre end et andet brud, idet den refererer tilbage til dette punkt, hvor parrets respektive bestanddele forpligtede sig juridisk til at være hinandens. Selve negationen af denne forpligtelse vækker dyb modstand og føles ofte bare helt "forkert", selvom det på andre måder også føles "rigtigt". Vi bliver skuffede. Måske over den anden, måske over samlivet, måske over os selv. Måske over det hele.
Det vækker ofte spørgsmål, der ikke er nemme at besvare. Hvad ændrede sig? Hvad gik der galt? Og hvorfor? Var det mig? Var det ham/hende? Var det os begge?
Alle de svigtede løfter, alle de indlejrede skuffelser, alle de konkrete tårer (eller mangel derpå)... Tvivlen, usikkerheden, vægelsindetheden, bekymringerne og til sidst opgivelsen. Det er alt sammen noget, der hører os til; det er alt sammen noget, der hører dette brud til. Bruddet er mellem to unikke mennesker, der en overgang, kort eller lang, fik et forhold til at fungere, der oplevede mange dejlige ting sammen, og som begge to var årsag til bruddet. Det er en umådelig kompleks og svær situation at stå i.
Det er naturligvis ofte en mørk periode, der går forud for og følger skilsmissen.
Det føles ganske enkelt livsomvæltende, når vi skal skilles. Det er næsten helt utænkeligt, at den smerte også har været oplevet af andre. Alle mennesker er unikke, og derfor er alle pardannelser også unikke. Selvom skilsmisse er noget, vi principielt alle kan komme igennem, så er denne unikke opbrydning ganske speciel og kan (alt andet lige) kun ske én gang i dette partikulære ægteskab.
Ordet skuffelse korrelerer altid med svigtede forventninger. Det er svært at sige, om forventningerne var forkerte, urealistiske eller naive, eller om det reelt var begge eller en af parterne, der svigtede. Det vigtigste er, at skuffelser ofte medfører et hak i vores evne til at være positive, vores evne til at forvente noget godt.
Uanset hvordan skilsmissen finder sted, er den ikke altid nem at komme igennem. Der findes ingen formel, ingen korrekt måde at håndtere det på, ingen nem løsning. Det handler ganske enkelt om at hele på den bedst tænkelige måde. En vigtig del af helingen består i at bilægge stridighederne. En anden vigtig del er at undskylde og tilgive, både i tanke, tale og handling. Men den vigtigste del er, at bruge skilsmissen som et afsæt til positiv selvudvikling.
Den egentlige fordring er: I medgang og i modgang, men ikke modgang for enhver pris. Når ægteskabet koster os for meget, opdager vi at værdi kan falde over tid. I realiteten handler skilsmisse om, at træffe den rigtige beslutning: for nogle gange er det bedre at svigte en aftale, end at svigte sig selv.
Skilsmisse er, uanset om den er gensidigt ønsket eller ej, en særlig slags hjertesorg.
Og typisk bliver der enten sagt for meget (eller for lidt) i processen!
Lidt statistik
At vide, at skilsmisse er et almindeligt fænomen, er sjældent nogen stor trøst. Men det er alligevel værd at bruge tid på at gentage.
Hvert år er der mange par, der bliver skilt. De fleste danskere ved også udmærket, at skilsmisse ikke er et sjældent fænomen. Alene i 2024 var der for eksempel 12.856 skilsmisser. En ret stor procentdel af parrene i 2024 gik fra hinanden, før de havde været sammen i seks år. Ud af dem var der mange, der faktisk blev skilt allerede inden de var gift i to år.
Det er også interessant, at skilsmissestatistik varierer kraftigt fra år til år. I 2014 så vi for eksempel en kæmpe stigning i antallet af skilsmisser, mens vi i 2019 så et massivt fald (her kunne COVID-19 godt spille ind). Samfundsmæssige faktorer, pandemier eller ej, lader til at have en indvirkning på antallet af skilsmisser. [Kilde: DST]
Nogle af disse par er blevet skilt "direkte". Andre har gennemgået en separation først. Separation har ikke en overvældende effekt på chancerne for at finde sammen igen. På verdensplan siger man, at der er under 20 procent chance for at et separeret par finder sammen igen.
Mange par prøver en periode, hvor den ene part for eksempel sendes i "eksil", mens begge parter mærker efter. I adskilningen oplever en eller begge, at stressen falder, mærker den brusende frihedsfornemmelse. I denne periode opleves, at den anden har en kvælende virkning, at den anden har hæmmet vores udvikling, at den anden ikke er god for os. Separationsfasen kan ofte anses som forstadiet til skilsmisse. I de tilfælde, hvor det kun er den ene part, der vil separeres, oplever den anden ofte at stå i stampe, konstant afventende og anmodende om at vende hjem, eller om at den anden skal vende hjem. Denne fase fører uundgåeligt til bitterhed.
(Dog skal det siges, at separation netop er redningen for visse ægteskaber.)
Der findes en række øvrige interessante statistiske betragtninger, hvoraf jeg ønsker at fremhæve et par stykker:
(1) Det er oftest kvinder, der vil skilles
Det er statistisk set oftest kvinder, der tager initiativ til skilsmisse. Årsagen hertil er ikke klar, men det lader til at mænd har det nemmere ved at blive i et dysfunktionelt ægteskab. Mere konkret kan man kun spekulere: Måske bliver mænd mere "magelige" i relationen? Måske er de mindre villige til at arbejde på deres andel af problemerne? Måske er kvinder mindre tålmodige? Måske har kvinder lettere ved at give op?
(2) Manden tager ofte bruddet hårdest
Det er oftest manden, der tager bruddet hårdest. Hermed må vi konkludere, at det psykiske nedfald ofte er værst hos den mandlige del af forholdet, selvom det naturligvis kun er en tendens. Dette må formodes at hænge sammen med at det oftest er kvinden, der vil skilles. Igen kan man kun spekulere om sammenhængene: Er mænd dårligere til at få snakket om det? Bruger de ikke den efterfølgende tid til selvudvikling? Eller er kvinder bare bedre til at omstille sig? Og netop fordi kvinder ofte indleder skilsmissen, må de også formodes at have længere forberedelsestid til at tackle nedfaldet.
(3) Det er tit den indledende part, der flytter
Det er oftest den part, der forlanger skilsmisse, der forlader den fælles bolig. Og siden det oftest er kvinden, der vil skilles, er det også oftest kvinden, der flytter fra det fælles hjem.
(4) Manden får ofte huset
Det er oftest manden, der bliver boende i det fælles hus, men mest fordi mænd statistisk har en højere indkomst, og nemmere kan blive godkendt af banken til at sidde i det. Jeg er ikke bekendt med statistikken for fælles lejligheder, men jeg formoder at det er langt mere ligeligt fordelt. [Kilde: Bolius]
Disse deskriptive tendenser er ret klare.
Forskellige former for brud
Nogle skilsmisser trækker ud i årevis. Nogle ender pludseligt. Nogle indebærer kastede tallerkener. Nogle foregår i tavshed. Nogle skilsmisser føles naturlige for begge parter, andre gør ikke. Nogle skilsmisser er ubehagelige, bitre opgør, andre er venskabelige. Der kan, kort sagt, være forskellige måder, at gå fra hinanden på. Her vil jeg opridse nogle mulige kombinationer:
Pludselig vs. langstrakt skilsmisse
En skilsmisse kan være relativt pludselig eller langstrakt. Et pludseligt brud giver ofte et større chok hos mindst en af parterne. Men et langvarigt brud kan nogle gange medføre en dybere smerte for begge. De langstrakte brud indebærer nogle gange en separationsperiode, inden skilsmissen gennemføres. Langvarige brud giver dog sjældent en stor fortrydelse hos nogen af parterne. Det pludselige brud kan give eftervirkninger, der ligner traumer, især for den part, der blev mest overrasket.
Gensidigt vs. ensidigt ønsket skilsmisse
En skilsmisse kan være gensidigt ønsket eller ensidigt ønsket. Ved gensidig enighed ses ofte et mere harmonisk og gnidningsfrit brud. Det er her, at parterne ofte taler om at være vokset fra hinanden. Ved den ensidigt ønskede skilsmisse ser man ofte en forlængelse af brudperioden og en større bitterhed hos en eller flere parter. Det føles bare ikke rart, når partneren igennem mange år føler sig hæmmet og ulykkelig i ægteskabet. Især når personen ikke vil prøve at løse problemerne. Det gør meget ondt.
Hændelsesinduceret vs. udviklingsmæssig skilsmisse
En skilsmisse kan være hændelsesinduceret og skyldes, at den ene part for eksempel har løjet, bedraget, været utro, taget penge fra kontoen, udviklet et misbrug, haft et raserianfald eller på anden måde opført sig således, at partneren ikke længere kan stole på vedkommende. En skilsmisse kan også være udviklingsmæssig og omfatte to parter, der ikke udvikler sig i samme retning. Her er problemet, at de parter ikke udvikler sig organisk på en harmonisk måde, men vokser sig mere og mere forskellige.
Bitter vs. gnidningsfri skilsmisse
Et brud kan også være med eller uden bitre og anklagende indstillinger hos parterne. Selvsagt er det bedst, hvis der ikke er tendens til en- eller gensidige bebrejdelser. Dog rummer de fleste skilsmisser en række konflikter, hvor begge parter bebrejder den anden for problemet og den manglende løsning af problemet.
Undskyldning og tilgivelse
Vi opfører os ikke altid som vi burde, især ikke når et forhold knaser alvorligt. Begge parter har normalt både retmæssige undskyldninger og tilgivelser at rette mod den anden part. Undskyldninger kræver tilgivelse. Og tilgivelse kræver, at man kan acceptere, hvad der er hændt, uden at bebrejde den anden part (selvom man naturligvis ikke behøver at være glad for det). Men det er ikke altid, at det ender med, at parterne kan finde et overlap, hvor de begge kan bilægge stridighederne.
Det er ikke så mærkeligt, at skilsmisser tit skaber et behov for terapi. Der er mange omvæltninger i gang, både udvendigt og indvendigt. Det er en enormt kaotisk og skræmmende fase. Efter et så fasttømret forhold ville det næsten være mærkeligt, hvis vi ikke har helt i centrum. Ofte begynder hovedet at kværne. Følelseslivet er mere aktivt. Og ofte, især i ensidigt ønskede skilsmisser, er den ene part mere ubalanceret end den anden.
De praktiske konflikter
Skilsmisser har mange indbyggede konflikter. Der er, på det mest praktiske plan, en masse ting, der skal fordeles. Hvem får huset? Hvem får skrivebordet? Er det din eller min tallerkenserie? Og hvad med den der vase? Den ene part skal finde et andet sted at bo.
Hvis der er børn involveret, skal der findes en deleordning og ofte en primær bopæl. Med tiden kommer øvrige udfordringer: hvem får jul i år? Hvem holder fødselsdagen? Hvem henter? Hvem bringer? Og hvad med ferierne? Der er mange ting, der vil opstå hen ad vejen.
Vi kender alle til praktiske frustrationer, når vi skal samarbejde med en partner. Det kan for eksempel være en stor frustration at samle en kommode sammen, hvis vejledningen ikke er god. Den ene vil starter på denne måde, den anden vil starte på denne måde.
De praktiske ting kan naturligvis give konflikter, men det er ofte ikke dem, der får folk til at opsøge psykoterapeuter i forbindelse med en skilsmisse.
Hvorfor går folk terapi, efter en skilsmisse?
Jeg vil her nævne en række hyppige grunde til at folk opsøger en psykoterapeut i forbindelse med deres skilsmisse.
Ligevægt
Skilsmisse er ofte en tilstand af udpræget uligevægt. Tingene er ikke i balance. Man er ikke i center. Man mister fodfæstet. Nogle søger ganske enkelt at forsøge at genetablere eller opretholde ligevægten i en turbulent tid. Det giver anledning til en særlig slags indre uro.
Hjertesorg og depression
De fleste oplever en intens hjertesorg over det forliste ægteskab. Det kan på mange måder minde om et tabstraume, der kræver en vis bearbejdning for at kunne "placeres rigtigt". Nogle ender endda, på grund af hjertesorgen, med at få en depression. Denne slags depression er i familie med den slags sorg, vi kan opleve, når vi mister en nærtstående. Den kan være dyb og intens, svær at slippe og grusom i sit væsen.
"For den ulykkelige findes der ingen større smerte end midt i sorgen at mindes dén dag, da han var lykkelig." (Giambattista Marini)
Ensomhed og eksistentiel isolation
Mange føler sig intenst ensomme efter en skilsmisse. Vi vænner os jo til at dele livet med en anden. Og manglen på rumsteren i huset eller nogen at tale med kan være trist. Ensomheden kan forværres, idet mange bliver skilt når de er over 35. I den alder (og senere) er det typisk svært at skabe nye relationer. Mange venner er allerede selv gifte og det virker ikke lige så naturligt, at tage i byen og møde nye kvinder eller mænd. Ensomhed er en eksistentiel mangeltilstand.
Skyld
Hvis bruddet ikke er gensidigt ønsket, kan den part, der ønskede skilsmissen opleve skyld. Og skyld kan forekomme på en række forskellige måder. Måske føler man, at børnene snydes for en lykkelig kernefamilie? Måske oplever man skyld over at være glad? Måske skyld over ikke at have prøvet på at reparere forholdet? Måske skyld over at have fået huset? Måske skyld over at skuffe svigerfamilien? Måske skyld over noget helt tredje? For mange mennesker er skyld og skam et alvorligt problem, der kan kaste kæppe i hjulet for selvudvikling.
Skader på selvværdet
De ændrede livsomstændigheder vil altid afsløre de eventuelle skader ægteskabet (måske) har udvirket på personens selvværd. Ofte vil især langvarige og særligt stormfulde ægteskaber kunne udvirke gensidig skade. Hvis ægteskabet har indebåret lange sekvenser af afvisning, kritik, skænderier eller lignende, kan det ofte resultere i et selvværd, der dykker nedad.
Tilpasningsreaktion og stress
Mange mennesker oplever i forbindelse med skilsmisse en såkaldt tilpasningsreaktion, og gennemgår en periode med stærk stress over alle livsændringerne. I værste fald ses også udbrændthed.
Livskrise
Tilpasningsreaktionen kan også anses som en livskrise. En skilsmisse bortriver en kollektiv identitet og rolle, uden at erstatte den med en ny. Vi er nu ham eller hende den "fraskilte". Og vi skal til at finde os selv påny. Selv om dette er en sund aktivitet, føles det bestemt ikke altid rart, når man lige er blevet skilt.
Identitetsproblemer
Skilsmisser kan også give identitetsproblemer. Hvis identitetsfølelsen er dybt rodfæstet i rollen som ægtemand eller kone, eller personen er meget optaget af, hvad andre tænker, kan skilsmissen ledsages af en række helt bestemte problemer. Hos nogle er identitetsproblemerne mere i stil med tanker omkring, hvem man overhovedet er, når man ikke er en del af et ægtepar.
Både i gensidigt ønskede brud og ensidige brud, kan der forekomme dybt afsavn af livet sammen. Man begynder også at savne fælles venner. Og man savner paridentiteten, man oplevede, når man var sammen ude i verden.
Eksistentielle problemer
Identitetsproblemer hænger nært sammen med livstilfredshed og øvrige eksistentielle problemer. Det er meget normalt, at begynde at reflektere over livets dybere mening og værdi, når man gennemgår en skilsmisse. Ofte kræver dette en god vejledning.
Problemer med andre relationer
Til skilsmisser hører også de uundgåelige spørgsmål fra venner, familie og naturligvis fra børnene. Det er meget smertefuldt at anticipere og skulle besvare alt dette. Måske dømmer omverdenen? Måske tage folk parti?
Øvrige trusler
Der er en række trusler efter skilsmissen: tristhed, bitterhed, mistillid til det modsatte køn og kærlighedsrelationer i det hele taget, indelukkelse, dårlige livsbeslutninger etc.
Bitterhed
Når man taler om "ekskonernes klub" eller "de fraskilte mænds klub", vil man ofte associere det med bitterhed. Det er ganske normalt at være bitter i forbindelse med en skilsmisse, men nogle gange tager den overhånd.
Man kan være bitter over, at den anden afsluttede forholdet. Men man kan også være bitter over, at den anden ikke arbejdede mere på forholdet. Man kan være bitter over alle de gange, man har ofret sig for den anden. Man kan være bitter over den tid, den anden får med børnene. Rigtig mange savner deres børn ekstremt meget, når de ikke er sammen med dem. Hos mange mennesker bliver tristhed til bitterhed. Hos andre er det omvendt.
Hvis der har været utroskab eller andre alvorlige svigt i forholdet, vil der ofte være en naturlig bitterhed i bruddet. Desuden vil mange mennesker, der har været frarøvet seksuelt samvær i forholdets sidste periode blive bitre, især når eksmanden eller -konen hurtigt finder en ny partner.
Den part, der flytter ud af hjemmet, føler sig oftest lidt snydt. Det er faktisk ikke så sjovt, når man står som 46-årig og skal købe en Ikea-startpakke. Det er faktisk for nogle mennesker dybt trist at flytte ind i en mindre lejlighed, når man var vant til et dyrere sted.
Jalousi
Der kan også forekomme helt normal jalousi over, at en anden potentielt kan have intim adgang til ens tidligere partner. Trods alt har man været eksklusiv med sin partner i flere år. Især hvis forholdet knaste seksuelt, kan det give anledning til en masse personlig usikkerhed, at vide at partneren nu har en genoplivet seksualitet med en helt anden person. Jalousi er en grim følelse, en sammenkobling af vrede og tristhed. Den er nært forbundet med bitterhed. Den skal ofte bearbejdes, før man kan slippe den.
Alvorlige sår
Nogle ægteskaber har været fyldt med manipulation, psykisk vold eller anden uhensigtsmæssig adfærd, der har beskadiget den ene part (eller begge parter). Her er der ofte ret betydelige "skader", der skal udbedres via dybere og mere målrettet terapi.
Tilknytningsproblemer
Det er også ret ofte, at der kan være tilknytningsproblemer, der har været en del af problemet. Her kan bruddet ende med at bekræfte selve det underliggende problem: forventningen om at blive forladt, bedraget, såret eller skuffet blev indfriet. Sådanne problemer kan også bearbejdes for at undgå samme problem i fremtiden.
Behovet for terapi
Mange klienter vælger, som jeg nævnte før, at starte et terapiforløb under eller efter en svær skilsmisse eller et hårdt brud med en kæreste. At indgå i et psykoterapeutisk forløb kan være en ekstremt god idé, hvis man har konstruktive målsætninger. Formålet er ikke at bruge terapeuten som losseplads for brok over eksen, men snarere at facilitere og fremskynde selvudviklingen, der uundgåeligt følger. Denne selvudvikling kræver ofte behandling og processering af de negative følelser, tanker og tilstande, der eventuelt dukker op bagefter.
"Gift dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det[.]"
(Søren Kierkegaard)
Positive punkter
Meget af processeringen forekommer også naturligt over tid. For dig, der ikke vil gå i terapi, vil jeg kort opridse en række pointer, der kan få dig igennem skilsmissen.
Vi kan lære af det
Negative oplevelser gør ondt, men de indeholder i sig muligheden for at undgå samme problem igen. Hvis man tænker konstruktivt, er det muligt at lære meget af fejlslagne forhold. Og et knust hjerte heles hurtigere, hvis vi tænker konstruktivt. Måske kan vi lære, hvilken type partner vi ikke kan trives med. Måske kan vi lære, hvilke problemer vi selv skal bearbejde. Måske kan vi lære, hvilken måde, vi gerne vil leve på. Eller i det mindste kan vi lære, hvordan vi ikke vil leve.
Du er ikke alene
Mange har prøvet at blive skilt. Mange kender sin smerte. Og mange har rejst sig fra asken i en stærkere form. Du er ikke alene. Den smerte, du oplever, føles unik, men er kendt af mange. Og derfor hjælper det også meget, at tale med folk, der har været i samme situation.
Skilsmisse er ikke en fiasko
At blive skilt er ikke at give op uden kamp, men at træffe en beslutning på baggrund af begge parters behov, følelser, ønsker og viden om, hvad fremtiden højst sandsynligt bringer. En skilsmisse betyder i de fleste tilfælde at forhandlingen ikke fandt middelgrunden.
Hold dit fokus
I gik fra hinanden, fordi I ikke passede sammen længere. Husk, at der var gode, gyldige grunde til bruddet. Ingen af jer er tjent med at drømme jer tilbage til noget, der i bund og grund ikke fungerede.
En ny start
En skilsmisse er ikke kun en afslutning. Det er en ny start. Alle afslutninger indeholder kimen til den nye begyndelse. Du er i gang med at begynde igen. Men ikke forfra. Du bygger ovenpå alle dine erfaringer både før og i ægteskabet. Du har enhver grund til at føle optimisme omkring denne nye start.
Accept er nøglen
Du er nødt til at acceptere tingenes tilstand. Selv om tilstanden kan være smertefuld, er smerten nødvendig. Vi kan ikke ændre, hvad vi ikke accepterer.
Undlad at dyrke smerten
Alle finder skilsmisse svær. Men kun nogle vælger at dyrke den uundgåelige nedtrykthed, der følger. At dyrke nedtrykthed kan ende med depression.
Lynet kan slå ned to gange
Du kan finde kærligheden igen. Langt de færreste er dømt til at leve alene, når de bliver skilt. Kærlighed skabes mellem mennesker, og du har enhver grund til at drømme om ny kærlighed.
Jeg valgte, at afslutte dette blogindlæg på i en mere positiv tone. For positivitet er noget af det, vi har brug for, når vi enten skal skilles eller har gennemgået en skilsmisse. Det vage håb vil blive klarere. Glasset vil fremtone som halvfuldt. Solen står op igen.
Gå til oversigt over mentale problemer.
Gå til blogforsiden.
