Dissociativ amnesi / fugue: Når vi er "ude af os selv" (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ amnesi / fugue

(Når vi er "ude af os selv")

Symptomer på dissociativ amnesi

(1) Ved dissociativ amnesi forstås en forstyrrelse, præget af:

• Hukommelsestab eller -svækkelse.

• Manglende evne til at genkalde vigtig selvbiografisk information.

• Forekomst af vigtige stressende begivenheder af nyere dato (fx tab, ulykke).

• Hukommelsestabet er oftest delvist (selektiv amnesi).

• Eventuel oplevelse af flashbacks fra den glemte periode.

• Problemet skyldes ikke almindelig glemsomhed eller træthed.

Mange blander dissociativ amnesi sammen med dissociativ identitetsforstyrrelse, posttraumatisk belastningsreaktion, akut stress, somatisk symptomforstyrrelse eller neurokognitive lidelser. Problemet ses tit koblet med dissociativ fugue:

Symptomer på dissociativ fugue

(2) Ved dissociativ fugue forstås en forstyrrelse, præget af:

• Dissociativ amnesi ledsaget af rejseaktivitet, som også glemmes.

• Rejseaktiviteten er formålsbestemt og virker normal for andre.

• Eventuelt en forhistorie med traumer, selvskade, selvmordsforsøg eller risikoadfærd.

• Eventuelt forhistorie med problematiske eller manglende relationer.

• Tendens til uvirkelighedsfølelse og suggestibilitet (autohypnose).

[WHO 1994/2018: F44.0-F44.1, s. 113; APA 2013: Sec. 2, 300.12, pp. 298-299]

Symptomer på øvrige dissociative problemer

(3) Ved øvrige dissociative tilstande menes her en række sjældnere forstyrrelser:

(3a) Dissociativ bevægelsesforstyrrelse er præget af:

• Tab af evnen til at bevæge sig normalt.

• Kan tage form af ataksi, apraksi, akinesi, dyskinesi, parese, paralyse, dysartri eller afoni.

(3b) Dissociativ krampe er præget af:

• Epilepsi-lignende kramper.

• Uden tungebid, faldlæsioner, inkontinens.

→ Bevidstheden bevares under kramperne.

(3c) Dissociativ sanseforstyrrelse er præget af:

• Tab af følelse i huden.

• Tab af syn eller hørelse.

• Ingen anatomisk underbygning af lidelsen.

(3d) Dissociativ stupor er præget af:

• Svækkelse eller fravær af bevægelser og reaktioner.

• Ingen somatisk årsag.

(3e) Dissociativ trance- eller besættelsestilstand er præget af:

• Tilstande med svækket identitet og bevidsthedsændring.

• Er ikke religiøs eller kulturelt sanktioneret.

[WHO (1994/2018): F44.2-6, s. 113-115]

Problemerne opstår ofte som alvorlig dissociativ reaktion på alvorlig psykisk sygdom, akut belastning eller traumatisk påvirkning. Når vi dissocierer, betyder det, at det er det parasympatiske nervesystem, som tager over. Det er den samme del af nervesystemet, som fx får os til at "fastfryse" i bestemte situationer.

Jeg har også blogposts om dissociativ identitetsforstyrrelse og om depersonalisations-derealisations-syndrom.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Dissociativ identitetsforstyrrelse: Når personligheden spaltes (Diagnose, symptomer, behandling)

Dissociativ identitetsforstyrrelse

(Når personligheden spaltes)

Symptomer på dissociativ identitetsforstyrrelse (DID)

Ved dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) forstås en ekstrem lidelse, præget af:

• Multiple personligheder i samme menneske.

• To eller flere distinkte personlighedstilstande i samme individ.

• Kun én af personlighederne kan være til stede på samme tid.

• Hver personlighed har egne minder, præferencer, adfærdsmønstre.

• Hver personlighed har evne til at kontrollere personens adfærd.

• Amnesi i forbindelse med vigtige personlige forhold og aktiviteter.

• Amnesien kan ikke tilskrives almindelig glemsomhed.

• Markant diskontinuitet i selvfølelsen med ændringer i affekt, adfærd, bevidsthed, kognition etc.

• Flashbacks fra de øvrige personligheders "ophold".

Tilstanden sammenlignes med en slags "besættelse" i DSM. Det er vigtigt at adskille, om der er en accepteret kulturel eller religiøs indflydelse. Der ses flashback-minder fra de øvrige tilstande.

Lidelsen hænger ofte sammen med interpersonel mishandling i barndommen eller voksenalderen eller pinefulde procedurer.

Problemet hænger sammen med høj suggestibilitet for hypnose. Personer, der lider af dissociativ identitetsforstyrrelse er ofte meget modtagelige for indbildning.

Dynamisk menes at personen ved lidelsen slipper for at møde hele sit jeg, mens "personlighederne" kan udtrykke forskellige sider af personen. [WHO (1994/2018): F44.81, s. 115-116; APA (2013): Sec. 2, 300.14, pp. 292-294; Cullberg (1999): Kap. 11, s. 140]

Tilstanden er populær i bog-, serie- og filmverdenen: i film og serier for eksempel i Sybil (1976), Psycho (1960), Fight Club (1999), Identity (2003) eller Split (2016). Alle kender efterhånden til lidelsen. Det er dog meget sjældent, at man ser den i det virkelige liv.

Mange blander lidelsen sammen med skizofreni eller psykoser, men spaltning af personligheden indgår ikke typisk i symptomerne på skizofreni eller psykose. Spaltningen anses ikke som en normal vrangforestilling eller hallucination, men anses teknisk som et strengt dissociativt træk. Når vi dissocierer, så isolerer vi træk, som ikke må komme i berøring med andre faktorer i personligheden, fordi det fungerer som en trussel.

Læseren skal også passe meget på med at blande det sammen med følelsen af at være todelt. Mange mennesker føler, at de har "to sider". Ofte er dette mere et skel mellem personens primære og sekundære jeg, eller mellem masken og skyggen, målt imod det autentiske selv. Vi har alle til opgave at integrere vores forskellige sider. Det er en normal proces som kaldes psykosyntese. Det er slet ikke det, der menes med DID.

Jeg har oplevet massive ændringer hos klienter, der føler sig todelt, på basis af psykosyntetisk arbejde. Personen kom ind og følte sig som to radikalt forskellige mennesker, men afsluttede deres forløb som en helhed.

DID er på en måde det omvendte af psykosyntese. Det er en radikal spaltning af sider, der ikke kan integreres. Personligt finder jeg ligheden med trance- og besættelsestilstande markant. Derfor er det nærliggende, hævder jeg, at anse DID som en fejlproces, hvor personen ubevidst eller bevidst "vælger" at spalte sig i to eller flere personligheder. Men i realiteten er det samme personlighed, der blot viser sig fra forskellige sider.

Det kan betyde, at den seksuelt hæmmede person nu kan udtrykke sig seksuelt, men uden at være nødt til at erkende sig selv som et seksuelt væsen. Det er "den anden" personlighed, der er det. Personen kan nu udtrykke sin aggression, men uden at indse, at personen faktisk har en aggressiv side. Det er "den anden", der er det. Ubevidst holdes angsten forbundet med drifterne bundet i spaltningen.

Teoretisk set burde det være muligt at ophæve behovet for spaltning igennem nænsom psykosyntese og modifikation af personens jegideal. Men jeg har aldrig prøvet det i praksis.

Behandlingen af denne lidelse bør foregå psykiatrisk. I privat regi vil der ikke være mulighed for den hyppighed og intensitet, der er nødvendig.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Eksistentielle problemer: Når udfordringerne stikker dybt (Symptomer, behandling)

Eksistentielle problemer

(Når udfordringerne stykker dybt)

Symptomer på eksistentielle problemer

Ved eksistentielle problemer forstås en række dybe mentale udfordringer, her inddelt i fire kategorier:

(1) Problemer, der berører livet og døden:

• Dybdegående manglende livstilfredshed.

• Manglende følelse af givende indhold i livet.

• Følelsen af ikke at være lykkelig, glad eller tilfreds.

• Manglende følelse af at have værdi (jf. lavt selvværd).

• Følelsen af at "mangle" noget essentielt.

• Oplevelse af glædestab og manglende motivation.

• Utilfredshed med egen identitetsfølelse.

• Manglende autenticitet i hverdagen.

• Indre spørgsmål i stil med: "Hvem er jeg?"

• Tendens til at smelte sammen med sine samfundsroller.

• Manglende evne til at mærke (eller reagere på) egne behov og følelser.

• Dødsangst og tanker om døden.

• Livskriser, tilpasningsreaktioner og identitetsproblemer.

• Overforsigtig eller dumdristig adfærd.

• Imposter-syndrom = frygt for at blive afsløret som en bedrager.

(2) Problemer, der berører frihed og grundløshed:

• → Følelsen af, ikke at være fri i sit liv og handlinger.

• → Følelsen af, at man ikke bruger sin frihed rigtigt.

• → Følelsen af ikke at bekræfte de rigtige værdier.

• → Tendens til ydrestyring eller indrestyring.

• → Tendens til enten at tage for meget eller for lidt ansvar.

• (2a) Specielle problemer med at tage ansvar:

• Problemer med at tage ansvar (jf. ansvarsundvigelse).

• Tendens til at træffe passive valg.

• Tendens til at uddelegere egne beslutninger.

• Tendens til "lade tingene ske", i stedet for at være aktiv.

• Manglende handlekraft eller alt for impulsiv aktivitet.

• Tendens til at komme med undskyldninger for egen adfærd.

• Manglende kontrol over livet og svag selvbestemmelse.

• Fraværende, nedsat eller overaktiv skyldfølelse.

• Manglende overensstemmelse mellem ønske og vilje.

• Motivationsproblemer, fastfrysning og inaktivitet.

(2b) Problemer med overansvarlighed:

• Tendens til at tage ansvar for andres problemer.

• Tendens til at slide for at løse alle andres problemer.

• Kraftigt kontrolbehov og stærk selvbestemmelse.

• Markant hjemsøgende skyldfølelse (overaktiv samvittighed).

(3) Problemer, der berører nærhed og isolation:

• Interpersonel ensomhed (uanset om man er alene eller ej).

• Utilfredsstillende relationer med manglende dybde eller nærhed.

• Manglende fornemmelse af samhørighed med andre.

• Tendens til at isolere sig fra andre.

• Følelsen af fremmedgjorthed fra andre mennesker.

• Overdrevet fokus på samvær med andre (frygt for at være alene).

• Tendens til at smelte sammen med andre (jf. dependens, separationsangst).

• Eventuel oplevelse af intens hjertesorg og fortvivlelse.

• Parasitisk tendens til at prøve at suge "værdier" fra andre.

• (4) Problemer, der berører mening og meningsløshed:

• Oplevelse af meningsløshed, absurditet eller tilfældighed.

• Manglende sammenhængsfornemmelse i livet.

• Manglende mål i livet (for eksempel karriere, uddannelse).

• Følelsen af, at alt kan være lige meget, at valg er ligegyldige.

• Benægtelse af eksistensen af værdi og mening.

• Tendens til at antage et "kosmisk" perspektiv og se tingene udefra.

• Følelsen af fremmedgjorthed fra omverdenen og samfundet.

• Forekomst af anomisk symptom.

• Eventuel tendens til at vælge en konstant strøm af overfladiske "mærkesager".

Eksistentielle problemer har at gøre med vores "væren i verden". De er derfor ekstremt dybe og meget fundamentale. Derfor har de også potentiale til at skabe en speciel form for smerte. For hvert af de fire punkter findes der et hav af betragtninger og muligheder, der ikke har været plads til i dette blogindlæg.

I den eksistentielle psykoterapi mener følgere af Irvin Yalom, at alle andre former for psykiske problemer udspringer i relation til de fire kategorier: (1) livet/døden, (2) friheden/grundløsheden, (3) isolation/samvær og (4) mening/meningsløshed. Selvom det naturligvis er groft forsimplet, er der noget om snakken. Det er meget ofte, at eksistentielle problemer overlapper. [Se f.eks. Yalom (1980): Kap. 1, s. 16-17] De fire eksistentielle grundvilkår kan opstilles som overlappende cirkler:

Når et problem er eksistentiel karakter, er der næsten altid depressive træk til stede. Hvis ikke personen er nedtrykt, er personen ofte tom eller død indeni.

Eksistentielle problematikker kan tit hænge sammen med en række øvrige problemer, der nævnes her på bloggen. Det gælder blandt andet stress, udbrændthed, tankemylder, tendens til søvnforstyrrelser og eventuelt lavt selværd. Der ses også kraftigere tendens til angstprægede lidelser (såsom generaliseret angst, helbredsangst, socialfobi etc.). Der er også forhøjet risiko for misbrug og afhængighed. Men reelt ville man kunne nævne samtlige psykiske problemer og symptomer, der findes på bloggen i denne sammenhæng.

Vi konfronteres med de eksistentielle grundvilkår i såkaldte grænsesituationer. En grænsesituation udgør en "uafrystelig" situation eller hændelse, hvori mennesket konfronteres med tilværelsens grundvilkår og står ansigt til ansigt med dem. Vi konfronteres her med vores eksistentielle situation i verden, og i disse "møder" påvirkes og rystes individet meget dybt. Det stærkeste eksempel er, når mennesket for eksempel konfronteres med dets egen død. Et andet eksempel er, når de meningsgivende strukturer bryder sammen, og verdens essentielle meningsløshed opleves. [Yalom (1980): Kap. 1, s. 16; Del 1, Kap. 5, s. 173; jf. Yalom (2002): Kap. 42, s. 155]

Vi er særligt udsatte for eksistentielle kriser i perioder, hvor vi ikke kan orientere os. Når vi er trætte af vores karrieresti, når vi er blevet skilt fra vores udkårne, når vi har opdaget, at vi ikke kan få børn, når vi er flyttet til en ny by etc. Vi udvikler os hele tiden. Men opdager vi det? Og kan vi følge med?

Erik Erikson beskrev også en række specielle identitets- og eksistensmæssige kriser, vi mennesker gennemgår. I denne teoridannelse foreslår Erikson, at vi i bestemte udviklingsmæssige perioder skal løse konflikter, der kan stilles op som en kamp mellem poler: (1) grundlæggende tillid vs. grundlæggende mistillid, (2) selvtillid vs. skam/tvivl, (3) initiativ vs. skyld, (4) driftighed vs. mindreværd, (5) identitet vs. identitetsforvirring, (6) intimitet vs. isolation, (7) generativitet vs. stagnation og (8) integritet vs. fortvivlelse/afsky. [Jerlang (2008): Kap. 3, s. 76-115]

Det er værd at nævne, at anomi, der er beskrevet her på bloggen, er en særlig eksistentiel mangeltilstand, hvor personen føler sig fremmedgjort fra samfundet, koblet med en massiv ensomhed og mangel på vejledning og mål. Denne tilstand berører samtlige fire nævnte grundvilkår.

Spekulationer af eksistentiel karakter kan også præge særligt sensitive mennesker.

Og apropos anomi og meningsløshed: Hos Viktor Frankl er "viljen til mening" den primære drivkraft i menneskelivet. [Frankl (1959/1973): Del 2, s. 102-103] Frankl og Abraham Maslow snakker begge om, at mennesket dybest set stræber efter selvrealisering.

Eksistenspsykologi og eksistentiel psykoterapi hænger nært sammen med kontinentalfilosofiske strømninger, især fænomenologi, hermeneutik og eksistentialisme.

Eksistentialismen beskyldes ofte for at være deprimerende. Men den indvending er uforståelig. Eksistentialismen er netop med til at give kontrollen tilbage til mennesket. For eksempel minder Jean-Paul Sartre os om, at vi skaber os selv: "Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv. Dette er eksistentialismens første princip." [Sartre (1946): s. 15] Alt er faktisk aktualitet, og der findes ikke noget skjult potentiale gemt inde i os. [Sartre (1943): Intro, s. 11] Hermed ikke ment, at vi bare må acceptere en mangeltilstand, men tværtimod: hvis vi vil være store romantikere, så må vi opføre os romantisk. Hvis vi vil være kunstneriske, så må vi producere kunst.

I nutidens samfund kan det være svært at mærke sig selv. Mange er så fortravlede, at de ikke kan mærke deres basale følelser og behov. Hvis vi ikke kan det, bliver det svært at mærke sine egne sande værdier. Vi bliver også bombarderet fra venstre og højre med "livets mening" i forskellige falske pakkeløsninger.

Her på bloggen har jeg indlæg om traumer og PTSD. Der ses faktisk også sammenhænge mellem såkaldte eksistentielle traumer (situationer, hvor vi er truet) og oplevelsen af efterfølgende eksistentielle problemer.

Det er i øvrigt ikke sjældent, at passive selvmordstanker ses i forbindelse med eksistentielle følelser af identitetstab. I alle disse tanker om døden ser man undertiden fantasien tage over. Læs eventuelt om forskellen på aktive og passive selvmordstanker her på bloggen.

Nogle tror, at det kun er "intellektuelle" mennesker, der oplever eksistentielle problemer. Det er ikke sandt. Det er ikke kun tyskere med sorte rullekraver, der kan falde ned i et eksistentielt hul. Jeg har set mange eksempler på helt "normale" mennesker, der ender i en eksistentiel krise. Det er faktisk helt almindeligt. Og tilstanden behøver ikke at være permanent. Nogle eksistentielle kriser bliver løst hen ad vejen, når tingene falder på plads. Andre kræver professionel hjælp.

Behandling af eksistentielle problemer

Eksistentielle problemer kræver tit dybdegående psykoterapi, der kan tage højde for alvoren af de implicerede vilkår og de skjulte kræfter, der påvirker hinanden. Her kan mere "overfladiske" terapiformer, såsom adfærdsterapi, kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi (eller øvrige af den kaliber) ikke flytte på noget. Jeg anbefaler en integrativ kobling af psykodynamisk, eksistentiel og narrativ terapi i behandlingen. Resultaterne plejer at være gode.

Det er derfor, som potentiel klient, en god idé, at undersøge, om behandleren har noget ved sin uddannelse eller træning, der indikerer, at personen faktisk er i stand til at håndtere de tunge emner.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Frankl, Victor E.: Psykologi og eksistens (“Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager” og “Man’s Search for Meaning”). Del 1 og 2 er fra to forskellige bøger. Originalt udgivet 1947(del 1) og 1959 (del 2). Oversat København: Nordisk Forlag A/S, 1973. 2. udgave 1993. ISBN: 87-00-14189-7.
• Jerlang, Espen (red.): Udviklingspsykologiske teorier. Hans Reitzels Forlag, 2008. 4. udgave. Trykt hos Livonia Print. ISBN: 978-87-412-5154-7.
• Sartre, Jean-Paul: Eksistentialisme er humanisme (Originaltitel: “L’Existentialisme est un humanisme”, 1946). Oversat fra fransk fra Les Editions Nagel (Paris) af Anders Thuborg. Vintens Forlag A/S, København 1979, Stjernebøgernes Kulturbibliotek. 2. udgave; 7. oplag. ISBN: 87-414-1658-9.
• Sartre, Jean-Paul: Væren og intet (Originaltitel: “L’être et le néant”, 1943). Oversat fra fransk af Mogens Chrom Jacobsen. Udgivelse ved Aarhus Universitet: Forlaget Philosophia, 2007. ISBN: 978-87-88663-31-0.
• Yalom, Irvin D.: Eksistentiel psykoterapi (Existential Psychotherapy). Oversat af Anders Johansen. Originalt udgivet 1980. København: Hans Reitzels Forlag, 1998. ISBN: 978-87-412-2838-9.
• Yalom, Irvin D.: Terapiens essens: Åbent brev til en ny generation af terapeuter og patienter (The Gift of Therapy). Oversat af Ole Thornye. København: Hans Reitzels Forlag, 2002. 2. udgave, 5. oplag, 2009. ISBN: 978-87-412-5322-0.

Hypomani: Når humøret går opad på en uhensigtsmæssig måde

Hypomani

(Når humøret går opad på en uhensigtsmæssig måde)

Symptomer på hypomani

Ved hypomani forstås en affektiv forstyrrelse, præget af:

• Lettere opstemthed, øget energi og aktivitet.

• Følelse af velvære, eufori og psykisk effektivitet.

• Øget udadvendthed og selskabelighed.

• Øget snakkesalighed og overdreven familiaritet.

• Øget selvfølelse og oppustet selvagtelse.

• Øget seksualdrift.

• Stigende købetrang.

• Overmodig adfærd (for eksempel investeringer, seksuelle indiskretioner).

• Enten stigning eller fald i formålspræget aktivitet.

• Koncentrationsbesvær og letafledelighed.

• Springende tanker eller tankemylder.

•  Rastløshed og irritabilitet.

• Brovtende adfærd.

[WHO (1994/2018): F30.0, s. 82; APA (2013): Sec. 2, pp. 124-125]

Hypomani ses nogle gange i sammenhæng med depression som en mulig part, især i forbindelse med bipolar affektiv sindslidelse, men også som en del af cyklothymi. Se eventuelt også blogindlægget om "storesøsteren", mani.

Hypomani ligner på nogle punkter tilstanden vi har, når vi er meget let berusede. Vi kender vel næsten alle den brusende og behagelige fornemmelse af en begyndende brandert. Og ligesom med denne tilstand er hypomani en tilstand, der ikke holder længe, men enten eskalerer til en mere ekstrem tilstand eller ruller tilbage til en mere nedsunket fornemmelse.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Motionsafhængighed: Når vi bliver besatte af motion og træning

Motionsafhængighed

(Når vi bliver besatte af motion og træning)

Symptomer på motionsafhængighed

Ved motionsafhængighed forstås en forstyrrelse, præget af:

• Vedvarende, intense og uhensigtsmæssige motions- eller træningsvaner.

• Motionering eller træning med abnormt høj hyppighed eller intensitet.

• Besvær med at standse eller nedsætte motioneringen eller træningen.

• Hyppige påtrængende tanker, som drejer sig om motion og træning.

• Tendens til at lade motion eller træning gå ud over arbejde, skole eller andre pligter.

• Tendens til at lade motion eller træning skade personlige relationer.

• Skader eller muskelsmerter grundet for kraftig motion eller overtræning.

• Tendens til at motionere eller træne på "underlige" tidspunkter.

• Irritabilitet eller humørændringer, når motionering eller træning ikke er mulig.

• Brug af motion eller træning til at håndtere stress og andre emotionelle tilstande.

• Tendens til at skjule motions- eller træningsvaner for andre.

• Motionsvanerne skaber frustration eller mismod for personen eller andre.

Motionsafhængighed er ikke en egentlig diagnose. Den optræder ikke i officielle diagnostiske systemer.

Motionsglæde er naturligvis ikke et problem. Problemet indtræder først, når trangen til at motionere skaber betydelig frustration, skader kroppen eller hæmmer personens livsudfoldelse eller relationer.

Motionsafhængighed er nogle gange i realiteten en obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD) på den måde, at tankerne om motion og træning faktisk er tvangstanker, og selve motionen faktisk er tvangshandlinger.

Man kan, selvom de to tilstande er meget forskellige, sammenligne det med den type OCD som ofte krydses med spiseforstyrrelser, såsom anoreksi eller bulimi. Her udmønter indre ubehag sig i et ydre kontrolbehov, i nogle tilfælde for eksempel overkontrolleret spisning (som ved anoreksi), i andre for eksempel intens motionering.

Præcis samme mekanik underligger faktisk også tit andre former for afhængighed: for eksempel gaming-afhængighed, ludomani eller alkoholisme. Det samme ses også ved øvrige vane- og impulshandlinger såsom hårplukning, hudplukning eller kleptomani. Der er i disse tilfælde et kraftigt pulserende ubehag, som personen suspenderer eller neutraliserer igennem handlingerne. Men i mange tilfælde mærker personen ikke dette. Det virker som en uforklarlig impuls. Der ligger altid noget dybere under.

Intens motionering kan også hænge sammen med kropsdysmorfi. Her ses et forvrænget selvbillede, som fremdriver trangen til at motionere. Her er motioneringen forankret i kropsbilledet og hænger ofte sammen med realisering af urealistiske mål. Denne tilstand kan ligeledes ses krydset med forstyrret spisning, især overkontrolleret spisning. [Kilde: Healthline, Mind.org.uk]

Tidsånd har også noget at sige. Motion og sundhed er "på mode". Det betragtes som ret kikset at være ligeglad med sit helbred og som et positivt tegn, hvis man dyrker motion hver dag. Motion er derfor blevet en socialt acceptabel måde at sublimere sine hengemte energier og flygte fra vores tanker og bekymringer. Et langt stykke hen ad vejen er dette ikke et problem. Problemet kommer, når motion bliver til en besættelse, som skader vores mentale helbred. Det kan sammenlignes med en kunstner, som producerer malerier, når han eller hun har det dårligt, men som med tiden ender med at gemme sig væk i sit atelier.

Vi lever heller ikke længere i en tidsalder, hvor professionelle sportsudøvere drikker øl i pausen. Moderne sportsudøvere forventes at have denne besættelse af motion og optimering. Mange sportsfolk har en livsstil, som kræver, at de er besatte af hyppig motion og kontrolleret kost. Disse mennesker kan fortælle om både belønningen og prisen for at kunne maksimere sit fysiske potentiale.

Selvfølgelig er motionsvaner ikke et problem i langt de fleste tilfælde, heller ikke hvis du dyrker motion meget ofte.

På min klinik har jeg dog set tilfælde af motionering, som er ubalanceret og fungerer som en flugt fra virkeligheden og en måde at feje ubearbejdede ydre eller indre konflikter under tæppet på. I disse tilfælde er motionen en ineffektiv udsættelse af større problemer. Her kan adfærden blive så altopslugende, at det til sidst bliver hårdt for både krop og sjæl. Når kroppen så en dag siger fra, så vil den mentale smerte for alvor træde frem. Psykoterapi er en god behandlingsform til problemet.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Motivationsforstyrrelse: Når vi ikke kan få "motoren i gang"

Motivationsforstyrrelse

(Når vi ikke kan få "motoren i gang")

Symptomer på motivationsforstyrrelse

Ved motivationsforstyrrelse forstås et problem, præget af:

• Manglende motivation, impuls, fremdrift og "gnist".

• Problemer med at tage initiativ og aktiv handling.

• Problemer med at igangsætte og indlede opgaver.

• Problemer med at få ordnet vigtige opgaver.

• Manglende evne til at overskue opgaver.

• Manglende energi til at udføre opgaver.

• Manglende vedholdenhed i opgaver, der kræver koncentration.

• Lav udholdenhed og lethed ved at blive demotiveret.

• Tendens til overspringshandlinger.

• Følelsen af ikke at kunne "tage sig sammen".

• Tendens til at blive selvkritisk på grund af motivationsmanglen.

• Indre markant ubalance mellem ønske og vilje.

• Tendens til at opleve meningsløshed.

• Tendens til ubeslutsomhed, overtænkning og usikkerhed.

• Problemer med at finde formål og retning i livet.

• Eventuel svigtende ansvarsfornemmelse.

• Oplevelse af sig selv som værende doven eller ugidelig.

Motivationsproblemer kan eksempelvis skyldes:

• Indre konflikter i motivationssystemet.

• Indre dybdegående konflikter med mindst én ubevidst pol.

Hvilke andre problemer kan forårsage motivationsforstyrrelser?

Motivationsforstyrrelser kan skyldes øvrige mentale problemer, deriblandt:

• Livskriser.

• Koncentrationsbesvær.

• Tankemylder.

• Affektiv dysregulering.

• Depression.

• Neurodivergens.

• AD(H)D.

• Stress.

• Udbrændthed.

• Tilpasningsreaktioner.

• Autisme.

• Demens.

• Lav frustrationstolerance.

• Skizofreni.

[Kilder: Psychiatryonline, Sciencedirect]

Motivationsbegrebet kommer fra det latinske "movere", der betyder "at sætte i bevægelse". Motivationsforstyrrelser handler altså om, ikke at kunne sætte sig selv i gang. Det er en mekanisk analogi, som er indbygget i forstyrrelsen.

Men en mekanisk analogi kan give indtrykket af, at problemet også kun skal behandles mekanisk. "Maskinen er jo i stykker." Mange tror, at motivationsproblemer kun kan behandles med medicin. Men faktisk er kemisk ubalance ofte ikke den udslagsgivende faktor. Det er kun demotivation, som skyldes skizofreni, hjerneskade eller -degeneration, der ikke kan behandles på andre måder. Alle øvrige former kan faktisk behandles ved brug af psykoterapi.

Mennesker med motivationsproblemer er oftest ikke "dovne". Dovenhed er sjælden.

Grundproblemet med motivation bygger på den fejlslutning, at tanken alene skaber motivation. Tanken er det sidste, vi har adgang til, og derfor virker tanken som den udslagsgivende faktor. Men tanken alene skaber ikke vilje. Viljen og impulsen til at gennemføre en handling kræver et sammenfald mellem en lang række faktorer. Når vi har ønsket og tanken om at udføre en handling, bør vi prøve at identificere, hvad der forhindrer os i det.

Tit siger vi, at motoren bare ikke har "gnisten". Men det er heller ikke altid tændrøret, der fejler i en forbrændingsmotor.

Øvrige motivationelle faktorer inkluderer affektsystemet, behovssystemet, energiniveau, grundhumør og øvrige latente blokader. Negative ubevidste følelser forbundet med aktiviteter kan blokere lysten til at udføre dem. Uopfyldte modstridende behov kan også blokere viljen til at udføre en opgave. Energiniveauet er også en væsentlig faktor som alt for mange overser.

Desuden kan der være dybere ubevidste erindringer eller "grundsår", der forstyrrer motivationen.

Motivationsproblemer er faktisk oftest et spørgsmål om indre konflikter. Vi kan ikke løse konflikter, vi ikke har opdaget. Derfor stagnerer vi tit på forstadiet. Der medfølger ofte en indre uro, når der er tale om indre konflikter.

Behandling af motivationsproblemer

De fleste opsøger behandling, fordi motivationsforstyrrelsen skader deres karriere eller uddannelse. Men nogle generes også af problemerne, fordi deres hjem flyder eller fordi det skader deres relationer.

Jeg behandler motivationsproblemer med en kombination af psykologi, psykoterapi, filosofi og coaching. Jeg hjælper klienter med at tænke anderledes på situationen og udfinde årsagen til den manglende motivation. Jeg hjælper typisk også folk med at etablere en hensigtsmæssig struktur i hverdagen og opbygge et mindset, der indrammer opgaver og gøremål på en anden måde.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Narcissistisk personlighedsstruktur: Når storladenheden opsluger os

Narcissistisk personlighedsstruktur

(Når storladenheden opsluger os)

Symptomer på narcissistisk personlighedsforstyrrelse

Ved narcissistisk personlighedsstruktur forstås en personlighedsforstyrrelse, præget af:

• Overdreven sans for egen vigtighed.

• Tendens til selvforherligelse.

• Overdrivelse af egne bedrifter og talenter.

• Ønske om at blive anerkendt som overlegen.

• Overbevisning om at have mange beundringsværdige kvaliteter.

• Overbevisning om at kunne komme med enestående præstationer.

• Oplevelsen af at være skæbnebestemt til store ting.

• Optagethed af fantasier om succes, magt, evner, skønhed, kærlighed og egen unicitet.

• En opfattelse af at have særstatus og berettigelse.

• Forventning om andres beundring.

• Følelsen af at have åbenlys fortrinsret.

• Overudviklet konkurrencelyst og konkurrencementalitet.

• Opmærksomhedssøgende adfærd og tendens til at blive centrum for fokus.

• Optagethed af egne behov, ønsker og velbefindende.

• Tendens til at søge bekræftelse via ydre fremgang og succes.

• Nedgørelse af andre ved manglende beundring og opmærksomhed.

• Et gennemgående mønster af grandiøsitet både i fantasi og adfærd.

• Tendens til arrogance og hovmodig adfærd.

• Eventuelt begavelse, talent, karisma, charme, ambition og succes.

• Urimelige forventninger om favorabel behandling eller andres enighed og lydighed.

• Tendens til at udnytte og manipulere andre for at opnå mål.

• Mangel på empati og tendens til misundelse.

• Dobbelt selvbillede, hvor det ene er grandiøst, mens det andet forkasteligt og skamfuldt.

• Tendens til sårbar selvagtelse og overfølsomhed for kritik og nederlag.

• Kraftige følelser af ydmygelse, hulhed og tomhed ved oplevelse af kritik.

• Kraftig vrede, foragt eller modangreb ved konfrontation.

• Tendens til at påtage sig en maskerende ydmyg "maske", når personen føler sig besejret.

• Tendens til depressivitet eller dysthymi ved nederlag.

• Manglende evne til at føle skyld og skam.

• Tendens til ikke at undskylde, når personen tydeligvis har gjort andre uret.

• Tendens til at opdele ting i devaluering og idealisering (sort/hvid-tænkning).

• Fleksibel samvittighed og privat (dobbelt)moral.

• En følelse af indre tomhed.

• Tendens til adfærd, der er psykisk voldelig eller fysisk voldelig.

• Tendens til at bruge andre som en forlængelse af personen selv.

• Tendens til at kontrollere andre, især nærtstående.

Narcissisme er helt grundlæggende borderline-struktureret (hører til klynge B), men er ofte mere tilpasset og kontrolleret end de øvrige i den gruppe. Narcissisme deler "organisation" med emotionelt ustabil personlighedsstruktur og dyssocial personlighedsstruktur. Narcissisten kan dog tit minde mere om den histrioniske personlighedsstruktur, som personen også deler en række træk med. Dog er narcissister mindre "hysteriske" end histrionikere.

Narcissisten har normalt kun impulsgennembrud under pres.

Narcissisten deler træk som egoisme og hensynsløshed med den dyssociale (psykopaten), men kan være præget af den samme tomhed og dramatiske adfærd som den emotionelt ustabile af borderlinetypen. Til gengæld er narcissisten normalt bedre til at skjule sine interpersonelle problemer for offentligheden.

Narcissisten reagerer typisk meget kraftigt på nederlagsfølelser og har et skrøbeligt "ego". Narcissisten modarbejder konstant et truende lavt selvværd, der kan aktiveres, når personen oplever modgang og anfægtelse. Ved oplevelse af nederlag kan personen blive aggressiv eller føjelig på overfladen. Hvis sidstnævnte strategi bruges, vil personen ofte trække sig væk efterfølgende. Narcissisten frygter at skuffe sine egne forventninger og kan vise undgåelsesadfærd i tilfælde af, at personen ved, at han eller hun kommer til kort.

Narcissisten manipulerer for at bruge andre til at fremhæve sit eget storladne selvbillede. Hvis en person ikke yder tilskud til det grandiose selvbillede, vil personen ofte blive skåret ud af narcissistens liv. Narcissisten er ofte parasitisk og har brug for andres bidrag for at højne sin skrøbelige selvbillede.

Grundforsvaret for en narcissist er splitting og projektiv identifikation. Der kan være risiko for grænsepsykotiske episoder under alvorlig stressbelastning (jf. psykose).

Typisk reagerer personen også dårligt på at blive ældre: selvbilledet kan kollapse. Personen ender eventuelt som bitter og hadsk.

Opvæksten er for en narcissist tit præget af fortrængte behov for en forælder, der har manglet fysisk eller mentalt, tidligt tab, mangel på påskønnelse, narcissistiske/syge forældre, fortrængt ønske om ubetinget omsorg, kærlighed og unicitet. [APA (2013): Sec. 2, 301.81, pp. 669-671; Bach/Simonsen (2023): Kap. 5, s. 103, 108-109; Oestrich (1996): Kap. 7, s. 157, 158-159; Cullberg (1999): Kap. 23, s. 224-227]

Narcissister har ofte problemer med hypomentalisering, affektiv dysregulering, identitetsproblemer og lav frustrationstolerance.

Denne diagnostiske kategori forekommer uafklaret i visse systemer, men er veletableret mange andre steder. I ICD-10 efterlades den med en overfladisk benævnelse, mens den figurerer prominent i DSM-5. I ICD-11 kodes narcissisme som en kobling mellem især tre trækdomæner: negativ affektivitet, dyssocialitet og disinhibition.

Narcissister kan være mere eller mindre intelligente og "gode" til at betjene sig af subtil manipulation. Der findes mindre intelligente og snedige narcissister, der oftest betjener sig af vold og fysiske trusler.

At bruge begrebet "narcissist" som skældsord er efterhånden alt for almindeligt. Der skal være tale om et markant mønster af ovenstående adfærd, for at diagnosen overhovedet er relevant.

Livet med en narcissist

At leve sammen med en person med narcissistisk personlighedsstruktur er dybt skadeligt og kan være årsag til bestemte traumer hos offeret. Årsagen ligger meget ofte ikke i direkte fysisk vold, men i subtil psykisk vold. Meget ofte ser man en tendens til, at narcissisten isolerer offeret, så personen bliver ensom. Man ser kontrol og manipulation, som finder sted via underminering af offerets selvværd. Det øger risikoen for angst og depression. Desuden ses der ofte en stærk indre tvivl og usikkerhed hos ofre for traumatisk samvær med narcissister.

Typisk skal et offer for en narcissist lære at mærke sig selv, stole på sin egen intuition, lære at hævde sig sundt og naturligt, såvel som opbygge tillid til sine egne grænsers sundhed. Desuden skal personen trænes i psykisk selvforsvar på en måde, så ingen narcissist kan få kløerne i ham eller hende igen.

Behandling af narcissisme

Åbenlyst er det oftest ofrene for narcissister, der sidder i klientstolen, men psykoterapi kan faktisk være virksomt i milde tilfælde af narcissisme. Narcissister, der har en evne til at føle skyld, er faktisk terapiegnede. Terapeuten skal dog være trænet i at håndtere de forsvarsmekanismer, som narcissister benytter sig af. Typisk bruger terapeuter en mere konfronterende og direkte strategi, når der sidder en narcissist i stolen.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• Bach, Bo / Simonsen, Sebastian: ICD-11: Personlighedsforstyrrelser - En klinisk vejledning. Hogrefe Psykologisk Forlag, 2023. 1. udgave, 1. oplag. ISBN: 978-87-7135-112-5.
• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.
• Oestrich, Irene Henriette: Tankens kraft - Kognitiv terapi i klinisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag A/S / Munksgaard Bogklubber, 1996. 1. bogklubudgave, 1. oplag 2001. ISBN: 87-7936-175-7.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Parafili: Når vores seksualitet afviger fra normen

Parafili

(Når vores seksualitet afviger fra normen)

Symptomer på parafili

Ved parafili forstås en gruppe af seksuelle "afvigelser", præget af:

• Atypiske seksuelle behov eller lyster, som afviger fra "normen".

• Forkærlighed for bestemte aktiviteter, der er "specielle".

• Tilstedeværelse af bestemte, udprægede kinks eller fetishes.

En nyere tilføjelse (der specificerer problemområder):

• Den atypiske seksuelle udfoldelse skaber problemer.

• Lysterne går på en eller anden måde ud over det hensigtsmæssige.

• Lysterne eller adfærden skaber betydelige frustrationer.

• Frustrationerne kan påvirke personen selv eller andre.

• I værste tilfælde indeholder lysterne et "offer" (ingen samtykke).

Begrebet "parafili" kan altså bruges på to måder: (1) Som betegnelse for en kink, fetish eller seksuel forkærlighed for noget specielt. (2) Som en problematisk afvigelse, der er uhensigtsmæssig.

I første brug af begrebet er det ikke problematisk, men bare "anderledes". I den anden brug af begrebet er en parafili altid problematisk.

Jeg bruger i dette blogindlæg i første omgang ordet "parafili" bredt til at betegne alle former for udbredte seksuelle forkærligheder, både uskadelige og skadelige. I sidste ende er det kun bestemte parafilier, der kan klassificeres som mentale problemer.

Denne kategori adskiller sig fra seksuelle forstyrrelser, der er mere funktionelle af karakter. De seksuelle forstyrrelser omfatter for eksempel rejsningsbesvær eller manglende sexlyst.

Nedenfor er der tilføjet en række specifikationer, der kan beskrive typen af kink, fetish eller parafili.

(1) Partialisme (kropsdele):

• Seksuelt fokus på specielle eller atypiske kropsregioner.

• Det kan diskuteres, hvad der er "ikke-seksuelle" regioner.

• Teknisk set er alt andet end kønsdele "ikke-seksuelle".

Eksempler på partialisme:

• Mazofili: Forkærlighed for bryster.

• Pygofili: Forkærlighed for bagdelen.

• Orisofili: Forkærlighed for læber.

• Cheirofili: Forkærlighed for hænder.

• Alvinofili: Forkærlighed for maven.

• Crurofili: Forkærlighed for ben.

• Podofili: Forkærlighed for fødder.

• Maschalagnia: Forkærlighed for armhuler.

• Trichofili: Forkærlighed for hår.

(Partialisme er yderst udbredt, især hos mænd.)

(2) Objektfetishisme:

• Behov for seksuel omgang ifm. brug af bestemte genstande/materiale.

Eksempler på genstande/materiale:

• Silke, fløjl eller andet blødt materiale.

• Gummimateriale, latexmateriale.

• Uniformer, kostumer, bestemt beklædning.

• Sko, støvler, strømpebukser, sokker.

• Kulde- eller varmeinducerende genstande.

• Metallisk materiale, glasmateriale.

• Genstande anvendt: dildoer, pisk, håndjern, gabestok etc.

(3) Situationel fetishisme:

• Behov for bestemte situationer eller imiterede situationer.

• Sex med risiko for at blive opdaget.

• Sex med upassende konnotationer (f.eks. utroskab, stor aldersforskel).

• Sex med asymmetrisk magtfordeling (f.eks. masochisme).

• Sex med elementer af rollespil (f.eks. chef/ansat, lærer/studerende).

(4) Lokalitetsorienteret fetishisme:

• Behov for seksuel aktivitet på bestemte lokaliteter eller steder.

Eksempler på steder:

• I køkkenet.

• I skoven.

• I haven.

• På stranden.

• I parker.

• På offentlige steder.

• På arbejdspladser.

• I kopirummet.

• På lagereret.

• På skolen.

• På kirkegårde.

• På chefens kontor.

• På gaden.

• I andres huse.

• På parkeringspladser.

• I biler, busser, toge etc.

• På klubber, diskoteker eller barer.

• I banken.

• I kirken.

• På lægeklinikken eller hospitalet.

• I fængslet.

• På politistationen.

(5) Tiltrækning af bestemte typer mennesker (og andet):

• Abasiofili: Tiltrækning af fysisk handicappede mennesker.

• Acrotomofili: Tiltrækning af mennesker med amputationer.

• Adiopofili: Tiltrækning af overvægtige mennesker.

• Androfili: Tiltrækning af mænd.

• Andromimetofili: Tiltrækning af transkønnede mænd.

• Anililagnia: Tiltrækning af ældre kvinder.

• Gerontofili: Tiltrækning af ældre mennesker.

• Gynandromorfofili: Tiltrækning af transkønnede kvinder.

• Gynefili: Tiltrækning af kvinder.

• Hybristofili: Tiltrækning af stærkt kriminelle, især voldelige.

• Hebefili: Tiltrækning af børn i tidlig pubertet.

• Infantofili: Tiltrækning af børn under fem år.

• Maisesiofili: Tiltrækning af gravide kvinder.

• Nekrofili: Tiltrækning af lig / døde mennesker.

• Pædofili: Tiltrækning af børn under pubertetsalder.

• Teratofoli: Tiltrækning af deforme mennesker.

• Xenofili:  Tiltrækning af eksotiske mennesker og kulturer.

• Zoofili: Tiltrækning af ikke-menneskelige dyr.

(Åbenlyst er flere af disse problematiske.)

(6) Tiltrækning af bestemte objekter/situationer (et nærmere blik):

• Asphyxiofili: Ophidselse i forbindelse med at blive kvalt eller kvæle.

• Algolagnia: Ophidselse i forbindelse med smerte i kønsdele.

• Amaurofili: Ophidselse i forbindelse med ikke at kunne se.

• Antropofagisme: Ophidselse i forbindelse med at indtage menneskekød.

• Autoandrofili: Ophidselse i forbindelse med fantasier om at være en mand.

• Autassassinofili: Ophidselse i forbindelse med farlige situationer.

• Autogonastifili: Ophidselse i forbindelse med at blive filmet/være på scene.

• Autogynefili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være en kvinde.

• Autopædofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at være et barn.

• Biastofili/raptofili: Ophidselse i forbindelse med voldtægt.

• Ble-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at bære ble.

• Bondage: Ophidselse i forbindelse med at blive bundet.

• Candaulisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sin partner for andre.

• Capnolagnia: Ophidselse i forbindelse med rygning.

• Chremastistofili: Ophidselse i forbindelse med at blive røvet eller bestjålet.

• Cuckolding/troilisme: Ophidselse i forbindelse med at se partner med en anden.

• Dakryfili: Ophidselse i forbindelse med gråd under sex.

• Emetofili: Ophidselse i forbindelse med opkast.

• Eproctofili: Ophidselse i forbindelse med tarmluft.

• Erotofonofili: Ophidselse i forbindelse med med mord.

• Exhibitionisme: Ophidselse i forbindelse med at blotte sig for andre.

• Fecofili/scatofili: Ophidselse i forbindelse med afføring.

• Feederisme: Ophidselse i forbindelse med fodring og vægtforøgelse.

• Fornifilia: Ophidselse i forbindelse med at blive brugt/bruge andre som møbel.

• Fribrug: Ophidselse i forbindelse med at blive "brugt" seksuelt.

• Frotteurisme: Ophidselse i forbindelse med at gnubbe sig imod andre (uden samtykke).

• Hoplofili: Ophidselse i forbindelse med skydevåben.

• Katopronofili: Ophidselse i forbindelse med at spejle sig.

• Kleptofili: Ophidselse i forbindelse med tyveri eller at stjæle.

• Klismafili: Ophidselse i forbindelse med lavementer.

• Kronofili: Ophidselse i forbindelse med store aldersforskelle.

• Laktofili/galaktofili: Ophidselse i forbindelse med brystmælk eller dien.

• Liquidofili: Ophidselse i forbindelse med at have kønsdele i væske.

• Masochisme: Ophidselse i forbindelse med ydmygelse, lidelse, mishandling etc.

• Materialefetishisme: Ophidselse i forbindelse med materiale, fx gummi, læder.

• Mechanofili: Ophidselse i forbindelse med maskiner, især biler.

• Menofili: Ophidselse i forbindelse med menstruation.

• Morphofili: Ophidselse i forbindelse med bestemte kropsformer og størrelser.

• Mucofili: Ophidselse i forbindelse med slim.

• Mysofili: Ophidselse i forbindelse med snavs eller beskidte ting.

• Narratofili: Ophidselse i forbindelse med obskøne ord ("dirty talk").

• Odaxelagnia: Ophidselse i forbindelse med at bide eller blive bidt.

• Olfaktofili: Ophidselse i forbindelse med ubehagelige lugte.

• Omorashi: Ophidselse i forbindelse med, at der tisses i bukserne.

• Parafilisk infantilisme: Ophidselse i forbindelse med med at lege baby.

• Partialisme: Ophidselse i forbindelse med med kropsdele (se ovenfor).

• Piktofili: Ophidselse i forbindelse med porno eller erotisk kunst.

• Piquerisme: Ophidselse i forbindelse med at penetrere andres hud.

• Pyrofili: Ophidselse i forbindelse med ild (jf. pyromani).

• Pædovestisme: Ophidselse i forbindelse med at klæde sig barnagtigt.

• Sadisme: Ophidselse i forbindelse med at kontrollere, påføre andre lidelser eller ydmygelse.

• Salirofili: Ophidselse i forbindelse med at besmudse andre.

• Sitofili: Ophidselse i forbindelse med situationer med mad.

• Sko-fetishisme: Ophidselse i forbindelse med sko (specielt højhælede).

• Somnofili: Ophidselse i forbindelse med fantasi om at sove under sex.

• Sthenolagnia: Ophidselse i forbindelse med muskler og styrke.

• Stigmatofili: Ophidselse i forbindelse med kropspiercinger og tatoveringer.

• Symforofili: Ophidselse i forbindelse med at bevidne eller arrangere katastrofer.

• Knismolagnia: Ophidselse i forbindelse med at kilde eller selv blive kildet.

• Transvestisk fetishisme: Ophidselse i forbindelse med at påføre sig det andet køns tøj.

• Timofili: Ophidselse i forbindelse med rigdom og social status.

• Urolagnia: Ophidselse i forbindelse med urinering.

• Voyerisme: Ophidselse i forbindelse med at se andre nøgne eller have sex.

(Flere af disse er åbenlyst også problematiske.)

[WHO (1994/2018): F65.0-4, s. 148-149; APA (2013): Sec. 2, 302.2-4, 302.8x, pp. 689-695, Wikipedia]

De problematiske parafilier

Det burde fremgå at visse af disse ovenstående parafilier er skadelige, ulovlige eller har et offer. Derfor er de moralsk problematiske og personen bør gå i behandling for det. Når parafilien kræver, at der er en person, der udsættes for noget, de ikke giver (eller ikke kan give) samtykke til, er der tale om en problematisk lyst.

Det kan også være, at de seksuelle lyster er begyndt at fylde for meget, kommer i vejen for et godt samliv eller på anden måde generer personen eller andre. I så fald kan alle de ovennævnte kinks eller fetishes blive "for meget".

Det er også en mulighed, at personen skammer sig meget over sine seksuelle lyster. I nogle tilfælde er der tale om en skam, der er ude af proportion, måske på grund af lavt selvværd eller skyld. I andre tilfælde er der en reel grund til skammen, der er forståelig nok.

De uproblematiske parafilier

Men i langt de fleste tilfælde er en kink eller fetish ganske neutral eller godartet. Mange betragter kinks som en mulighed for at fordybe sig i alternative seksuelle glæder. En kink kan være en kilde til megen tilfredsstillelse.

Vi bør ikke udskamme folk, der har uskadelige kinks.

Sexpositivet er en god ting

Det er komplet normalt at have en kink eller fetish. Næsten alle har et eller andet "specielt", der får deres hjerte til at banke lidt hurtigere. Vi er heldigvis også på vej mod et samfund, der er mere "sexpositivt" og giver rum til at folk kan have forskellige lyster. I sig selv er der således ingenting galt med at have en kink eller fetish eller bestemte seksuelle lyster, der "afviger" fra normen. At "afvige" betyder ikke at være "afsporet" eller "forkert". Der er ikke tale om en parafili hvis lysterne kan inkorporeres med seksuelt kompatible personer, som nyder eller i det mindste ikke lider mismod over aktiviteterne.

Det er også derfor, at mange ikke bruger begrebet "parafili" om uproblematiske kinks eller fetishes. Såkaldt kink-shaming er ved at gå af mode.

Sexpositivitet kan også tage overhånd

Det er vigtigt at fremhæve, at det "parafiliske" betyder, at adfærdens atypiske karakter skaber problemer, gener, frustrationer eller skader parterne, deriblandt enten personen selv, seksuelle partnere eller begge. For at skabe en genvej, fremhæver jeg om og om igen, at der ikke må være et "offer" i aktiviteterne. Aktiviteterne skal være frivillige og ikke opstået gennem for eksempel psykisk vold eller manipulation. En ret sikker markør er, om personen oplever stærke negative følelser i forbindelse med sin seksualitet. Er der en ubalance? En uproblematisk kink eller fetish føles behagelig. Den ledsages ikke af en mørk skygge. Når vi kan mærke, at der er noget "galt", bør vi stoppe op og reflektere.

Læs eventuelt mere om seksuelle forstyrrelser.

Behandling af parafilier

Kinks og fetishes er i langt de fleste tilfælde ikke noget, man skal behandles for. Men i visse tilfælde er de behandlingskrævende.

Hvis der blot er tale om en kink, der tager overhånd, kan psykoterapi, både individuel terapi og parterapi være en god idé. I dette tilfælde er der tale om kobling mellem terapi og sexologi. Det fungerer normalt bedst, når der er en fast seksuel partner at "træne" med. Det vil ofte tage form af en slags adfærdsterapi, der nænsomt omformer sexlivet. Her er der ofte øvrige problemer, der bliver adresseret i samme ombæring. Formålet kan være at reducere kinkens pladsoptag eller at helt udslukke den.

Når der er tale om en "negativ" parafili, en uhensigtsmæssig, generende og/eller moralsk problematisk lyst, er det også nærliggende at behandle det med psykoterapi. Man kan i mange tilfælde opnå en ny forståelse gennem fordomsfri analyse af problemet, og dernæst kan man gennem adfærdsterapi arbejde med at omprogrammere funktionaliteten mere grundlæggende. Det kræver ekstremt meget tillid at afsløre seksuelt afvigende lyster, der direkte er skadelige for andre. Derfor er der mange, der vælger at "kæmpe" med det selv.

Parafilier kan inkludere en stor mængde skam. Det gælder faktisk mange former, selv mange af de udskadelige. Men skamfuldheden er især stærk, når der er tale om impulser til seksuelle akter, der kan kaldes umoralske. Her er det vigtigt at huske, at man ikke bliver til tyv af impulsen til at stjæle, men at tyven defineres af selve tyveriet. Ligeledes gælder det med udlevelsen af seksuelle impulser. Vi defineres ikke kun af vores lyster, men også om vi udlever dem én til én.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Amerian Psychiatric Association (APA): Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders - Fifth Edition (DSM-5). New School Library. American Psychiatric Publishing: Washington, DC / London, England, 2013. ISBN: ISBN 978-0-89042-554-1.
• World Health Organization (WHO): ICD-10 - Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser - Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgaard, 1994. 1. udgave, 24. rev. oplag 2019. ISBN: 978-87-628-0042-7.

Patologisk sorg: Når smerten ikke kan slippes

Patologisk sorg / Forlænget sorg

(Når smerten ikke kan slippes)

Symptomer på almindelig sorg

Ved almindelig sorg forstås en udbredt og normal forstyrrelse, præget af:

• Oplevelsen af smerte efter tab af person (eller dyr).

• Intens tristhed, gråd, ulystbetoning, handlingslammelse.

• Ledsagende tomhedsfølelse.

• Følelsen af, at intet har værdi, og at alt er frastødende.

• Fiksering af opmærksomheden på tabet og håbløsheden.

• Opmærksomheden trækkes væk fra omgivelserne.

• Tendens til at al den psykiske energi rettes mod det mistede og smerten.

• Tendens til at opleve "jag" af smerte, når sorgen generindres.

• Tilpasningen tager typisk et halvt års tid.

• Eventuelt ses triste tanker i årevis.

Symptomer på forlænget eller patologisk sorg

Ved patologisk sorg forstås en lidelse, præget af:

• Alle ovenstående primære træk på almindelig sorg.

• Forværring af tilstanden på grund af overdeterminering.

• Stærkere og mere voldsom reaktion på tabet.

• En sorgreaktion, der ikke holder op igen.

• Sorgen bliver tilbage som en alvorlig hindring i livsforløbet.

• Tab af "grebet" om livet.

• Absorption af sorgen.

• Passiv eller bittert anklagende holdning.

• En følelse af skyld.

• Flyder sammen med depression på samme måde som frygt flyder sammen med angst.

Sorgen er vigtig for at kunne give slip på smerten senere. Depressionen er symptomatisk i familie med den senere fase af sorgreaktionen. [Cullberg (1999): Del 9, Kap. 32, s. 307-308]

Når vi mister, går vi ofte igennem fire faser: (1) Chokfase, (2) reaktionsfase, (3) bearbejdningsfase og (4) nyorienteringsfase. Ved patologisk sorg ses en "blokade" i gennemgangen af faserne. Måske mangel på reaktion, der besværliggør bearbejdning og umuliggør nyorientering.

Patologisk sorg kan både udløses af tabet af en nærtstående og af hjertesorg.

Denne diagnose forekommer ikke i de ældre diagnostiske systemer og er relativt ny. Forlænget sorg kan skyldes en reaktion på et traume (tabstraume) og kan ende med udvikling af PTSD. Derfor kan der opstå de samme symptomer, for eksempel hukommelsesproblemer eller affektiv dysregulering, for eksempel i form af grådanfald. I slemme perioder ses lav frustrationstolerance.

Nogle mennesker udvikler afhængighed eller misbrug i forsøg på at selvmedicinere.

Det er vigtigt at fremhæve, at patologisk sorg kan skyldes en række forskellige faktorer.

Forlænget sorg kan for eksempel skyldes, at personen ikke formåede at reagere tilstrækkeligt i sorgforløbet. Manglende reaktion er en hyppig faktor i den patologiske sorg. Måske skyldtes det, at personen aldrig fik rum til at græde, aldrig fik udtrykt sin protest. Det sker ofte, når personen har ansvar for andre og tager sig af deres sorgproces i stedet for sin egen.

Patologisk sorg ved tab af en nærtstående kan fx også skyldes, at personen rummer indre modstridende (ambivalente) impulser og følelser omkring tabet. I dette tilfælde skyldes det ofte en fortrængt vrede mod den afdøde.

Det ses da ofte også, at tabet er så pludseligt eller voldsomt, at det sætter sig som en traumatisk reaktion og eventuelt kan udvikle sig til PTSD.

Behandling af forlænget sorg

Det er ideelt at behandle patologisk sorg ved brug af psykoterapi. En god psykoterapeut kan fremhjælpe bearbejdningen og hjælpe personen til at give så meget slip, som det er muligt.

Gå til mentale problemer.

Gå til blogforside.

Gå til min hjemmeside.

Anvendt litteratur

• Cullberg, Johan: Dynamisk psykiatri – i teori og praksis. Oversat af Andreas Bonnevie. København: Hans Reitzels Forlag, 1984. 5. reviderede udgave, 1999. ISBN: 978-87-412-3092-4.